Beskrivelse af Clemens XII, der var Pave i år 1730-1740

Sct. Peter var den første biskop af Rom og dermed den første Pave i historien.
Der er opstået tradition for at biskoppen over Rom, er den katolske kirkes overhovede og dermed Pave for hele den katolske verden. Pavetitlen bliver dog først brugt efter år 300.
Kirken ledes af paven, der anses som Sankt Peters efterfølger. Den opfattelse stammer fra Matthæusevangeliet, hvor Jesus giver Peter nøglerne til himmeriget.
Jesus sagde følgende ord til Peter, som kan læses på indersiden af kuplen i
Peterskirken: "Du er Peter (klippen) og på denne klippe vil jeg bygge min Kirke.
Dig vil jeg give nøglerne til himlens rige."

Clemens XII - 1730-1740 :

Clemens XII (Clemente XII)

Pave Clement XII (Latin: Clemens XII; 7 April 1652-6 februar 1740), født Lorenzo Corsini, var leder af den katolske kirke fra 12 juli 1730 til sin død i 1740.
Født i Firenze, søn af Bartolomeo Corsini, Marquis af Casigliano og hans kone Isabella Strozzi, søster af hertug Bagnuolo, havde Corsini været en aristokratisk advokat og Økonomichefen under foregående pontiffs. Han er kendt for at bygge den nye facade af Basilica di San Giovanni in Laterano, begyndelsen opførelsen af Trevi-fontænen, og køb af kardinal Alessandro Albani samling af oldsager for den pavelige galleri. Han blev oprettet kardinal-præst i Santa Susanna i 1706.

Valget
Under pave Benedict XIII (1724–30), havde økonomi med Kirkestaten leveret i hænderne på kardinal Niccolò Coscia og andre medlemmer af curia, som havde drænet Se finansielle ressourcer. Efter forhandler i fire måneder, om kardinaler valgt Corsini, 78 år gammel og med svigtende syn, der havde holdt alle de vigtige embeder af Romanum Curia. Clemens XII var en af de ældste mænd til at blive valgt til pave.
Som en Corsini repræsenteret med sin mor en Strozzi, den nye pave en familie i det højeste niveau af florentinske samfund, med en kardinal i hver generation hundrede år.

Karriere
Advokat
Corsini var en advokat, med en grad fra universitetet i Pisa, som havde praktiseret lovgivning under stand ledelse af hans onkel, kardinal Neri Corsini. Efter død af hans onkel og hans far, i 1685, Lorenzo, ville nu tredive-tre, være blevet leder af Corsini. I stedet han fratrådte sin ret af primogeniture og fra pave Innocent XI (1676–89) han har købt, efter brugerdefineret af tid, for 30.000 scudi, en position af prelatial rang og helliget sin rigdom og fritid til udvidelsen af biblioteket testamenteret til ham af sin onkel.

Kasserer-general
I 1696 var Corsini udpeget kasserer-general og guvernør af Castel Sant'Angelo. Hans lykke steg i Pontifikat af pave Clement XI (1700–21), der beskæftigede sine talenter som en hofmand og belønnet ham med en kardinal hat, på 17 maj 1706, bevarer sin tjeneste som pavelig kasserer.

Præfekt
Han avancerede stadig yderligere under pave Benedict XIII, der gjorde ham præfekten retslige Rettens kendt som Segnatura di Giustizia. Han var successivt kardinal-præst i San Pietro in Vincoli og kardinal-biskop i Frascati.

Køb af palace
Selvom han var blind og tvunget til at holde sig til sin seng, som han gav publikum og transaktionsopdelt statsanliggender, han omgav sig med i stand til embedsmænd, mange af dem hans Corsini slægtninge, men han gjorde meget for hans familie bortset fra at købe og forstørre paladset bygget i Trastevere for Riarii, og nu kendt som Palazzo Corsini (sædet af Regia Accademia dei Lincei). I 1754 grundlagt hans nevø, kardinal Neri Corsini, der berømte Corsini biblioteket.

Handlinger som pave
Restaurering af de pavelige finanser
Hans første skridt som pave Clement XII var at genoprette de pavelige finanser. Han krævede tilbagelevering af de ministre, der havde misbrugt tillid til hans forgænger. De vigtigste synderen, kardinal Coscia, var stærkt en bøde og idømt ti års fængsel. Pavelig finanser blev også forbedret gennem genoplive de offentlige lotteri, som havde været undertrykt af den alvorlige moral Benedikt XIII. Snart det hældes i Clement XII statskassen et årligt beløb svarende til næsten en halv million scudi, gør det muligt for ham at gennemføre omfattende bygning programmer som han huskes især, men som han var aldrig i stand til at se.

Arkitektur og bygninger
En konkurrence for den majestætiske facade af San Giovanni i Laterano blev vundet af arkitekt Alessandro Galilei. Facaden han designet er måske mere statelige end Ecclesiastic, og var færdig af 1735. Clemens XII opført i den gamle basilica en storslået kapel dedikeret til hans 1300-tallet frænde, St. Andrew Corsini. Han restaurerede bue af Konstantin og bygget den statslige palace af Consulta på Quirinal. Han købte fra kardinal Albani for 60.000 scudi en berømt samling af statuer, indskrifter, osv., og tilføjet det til galleriet af Capitol. Han brolagte gader i Rom og vejene som førte fra byen, og udvidet Corso. Han begyndte den triumferende barok Fontana di Trevi, en af de noterede ornamenter af Rom. Under hans regeringstid blev en havn bygget på Ancona, med en motorvej, der gav nem adgang til indre. Han drænet malaria marsken af Chiana nær søen Trasimeno.
I August 1730 gav han tilladelse til Victor Amadeus II af Savoy til at udføre et morganatisk ægteskab med Anna Canalis di Cumiana. Victor Amadeus II abdicerede efterfølgende sin trone, forårsager stor uro i Savoy.

Kirkelige værker
I kirkelige anliggender udstedte han i eminenti, den første pavelige dekret imod Freemasons på 28 April 1738. Han Kanoniseret Sankt Vincent de Paul og fortsatte med iver mod den franske Jansenists. Han kæmpede for genforening af de romerske og ortodokse kirker, modtaget Patriarken af den koptiske kirke og overtalte den armenske Patriarks fjerne anathema mod Rådet for Chalcedon og Pave Leo I (440–461). Han sendte Joseph Simeon øst med det dobbelte formål at fortsætter sin søgen efter manuskripter og præsiderende som legat over et nationalt råd maronitter. Han skabte den yngste kardinal nogensinde når på 19 December 1735, han hedder Luis Antonio Jaime de Borbón y Farnesio, Royal spædbarn i Spanien, alder 8, at den hellige College. Han gjorde meget for at udvikle skolegang i osmanniske Albanien såvel, som hans mor var fra albansk oprindelse og hans forfædre var soldater under kommando af Skanderbegss hær.

Mindesmærker
Pave Clement XII'S tomb i Capella Corsini af Basilikaen St. John Lateran og blev færdiggjort af billedhuggere Maini og Monaldi. Hans buste blev afsluttet af Filippo della Valle.

Pope Clement XII (Latin: Clemens XII; 7 April 1652 – 6 February 1740), born Lorenzo Corsini, was the head of the Catholic Church from 12 July 1730 to his death in 1740.
Born in Florence, the son of Bartolomeo Corsini, Marquis of Casigliano and his wife Isabella Strozzi, sister of the Duke of Bagnuolo, Corsini had been an aristocratic lawyer and financial manager under preceding pontiffs. He is known for building the new façade of the Basilica di San Giovanni in Laterano, beginning construction of the Trevi Fountain, and the purchase of Cardinal Alessandro Albani's collection of antiquities for the papal gallery. He was created Cardinal-Priest of Santa Susanna in 1706.

Election
Under Pope Benedict XIII (1724–30), the finances of the Papal States had been delivered into the hands of Cardinal Niccolò Coscia and other members of the curia, who had drained the financial resources of the see. After deliberating for four months, the College of Cardinals selected Corsini, 78 years old and with failing eyesight, who had held all the important offices of the Roman Curia. Clement XII was one of the oldest men to be elected Pope.
As a Corsini, with his mother a Strozzi, the new pope represented a family in the highest level of Florentine society, with a cardinal in every generation for the previous hundred years.

Career
Lawyer
Corsini was a lawyer, with a degree from the University of Pisa, who had practiced law under the able direction of his uncle, Cardinal Neri Corsini. After the death of his uncle and his father, in 1685, Lorenzo, now thirty-three, would have become head of the Corsini. Instead he resigned his right of primogeniture and from Pope Innocent XI (1676–89) he purchased, according to the custom of the time, for 30,000 scudi, a position of prelatial rank and devoted his wealth and leisure to the enlargement of the library bequeathed to him by his uncle.

Treasurer-general
In 1696 Corsini was appointed treasurer-general and governor of the Castel Sant'Angelo. His good fortune increased during the pontificate of Pope Clement XI (1700–21), who employed his talents as a courtier and rewarded him with a cardinal's hat, on 17 May 1706, retaining his services as papal treasurer.

Prefect
He advanced still further under Pope Benedict XIII, who made him prefect of the judicial tribunal known as the Segnatura di Giustizia. He was successively Cardinal-Priest of San Pietro in Vincoli and Cardinal-Bishop of Frascati.

Purchase of palace
Though he was blind and compelled to keep to his bed, from which he gave audiences and transacted affairs of state, he surrounded himself with capable officials, many of them his Corsini relatives, but he did little for his family except to purchase and enlarge the palace built in Trastevere for the Riarii, and now known as the Palazzo Corsini (the seat of the Regia Accademia dei Lincei). In 1754, his nephew, Cardinal Neri Corsini, founded there the famous Corsini Library.

Actions as Pope
Restoration of the Papal finances
His first moves as Pope Clement XII were to restore the papal finances. He demanded restitution from the ministers who had abused the confidence of his predecessor. The chief culprit, Cardinal Coscia, was heavily fined and sentenced to ten years' imprisonment. Papal finances were also improved through reviving the public lottery, which had been suppressed by the severe morality of Benedict XIII. Soon it poured into Clement XII's treasury an annual sum amounting to nearly a half million scudi, enabling him to undertake the extensive building programs for which he is chiefly remembered, but which he was never able to see.

Architecture and buildings
A competition for the majestic façade of the San Giovanni in Laterano was won by architect Alessandro Galilei. The façade he designed is perhaps more palatial than Ecclesiastic, and was finished by 1735. Clement XII erected in that ancient basilica a magnificent chapel dedicated to his 14th century kinsman, St. Andrew Corsini. He restored the Arch of Constantine and built the governmental palace of the Consulta on the Quirinal. He purchased from Cardinal Albani for 60,000 scudi a famous collection of statues, inscriptions, etc., and added it to the gallery of the Capitol. He paved the streets of Rome and the roads leading from the city, and widened the Corso. He began the triumphant Baroque Fontana di Trevi, one of the noted ornaments of Rome. Under his reign a port was built at Ancona, with a highway that gave easy access to the interior. He drained the malarial marshes of the Chiana near Lake Trasimeno.

Political failures
Politically, however, this was not a successful papacy among the secular powers of Europe. When the attempt of papal forces to take over the ancient independent Republic of San Marino failed, Clement XII disavowed the arbitrary action of his legate, Cardinal Alberoni, in seizing San Marino, and restored its independence. He was also rebuffed in Papal claims over the Duchies of Parma and Piacenza.
In August 1730 he gave permission for Victor Amadeus II of Savoy to carry out a morganatic marriage to Anna Canalis di Cumiana. Victor Amadeus II subsequently abdicated his throne causing great unrest in Savoy.

Ecclesiastical works
In Ecclesiastic affairs he issued In eminenti, the first papal decree against the Freemasons on 28 April 1738. He canonized Sankt Vincent de Paul and proceeded with vigour against the French Jansenists. He campaigned for the reunion of the Roman and Orthodox churches, received the Patriarch of the Coptic Church and persuaded the Armenian Patriarch to remove the anathema against the Council of Chalcedon and Pope Leo I (440–461). He dispatched Joseph Simeon Assemani to the East for the twofold purpose of continuing his search for manuscripts and presiding as legate over a national council of Maronites. He created the youngest Cardinal ever when on 19 December 1735, he named Luis Antonio Jaime de Borbón y Farnesio, Royal Infant of Spain, age 8, to the Sacred College. He did much to develop schooling in Ottoman Albania as well, as his mother was from Albanian origins and his forefathers were soldiers under the command of Scanderbeg's army.

Memorials
Pope Clement XII's tomb is in the Capella Corsini of the Basilica of St. John Lateran and was completed by the sculptors Maini and Monaldi. His bust was completed by Filippo della Valle.

---

                  Katolske begreber:

Ordforklaring :

Basilika:

Ordet basilika kommer af græsk basilike (stoa) 'kongelig (søjlehal)', af basileus 'konge'.
Basilika, bygning, der består af et hovedrum, hovedskib eller midterskib, flankeret af to eller fire sideskibe; hovedskibet er højere og bredere end sideskibene og kan have en udbygning, apsis, i den ene eller i begge ender.
Hovedskib og sideskibe er skilt fra hinanden ved kolonnader eller buer; over disse kan der være et galleri (klerestorium) og vinduer. Oprindelig havde basilikaen fladt loft eller åben tagstol. Basilikaen kan have en bred indgangshal, narthex, og en åben forgård, atrium.
Bygningstypen stammer fra det østlige Middelhav. Den var meget anvendt i antikkens Romerrige og er beskrevet af den romerske arkitekturteoretiker Vitruvius.


Der hersker tvivl om, hvorledes den kristne basilika er opstået. Den mest udbredte teori er, at den kristne basilika er udviklet af antikkens offentlige og private basilika. Det er også vanskeligt at præcisere, hvornår den kristne basilika opstod, da bygning af offentlige kirker var umulig under forfølgelserne af de kristne.
De kirkebygninger, der blev opført i Rom og i Mellemøsten i Konstantin den Stores tid i 300-t. e.Kr., står derfor som de første eksempler på den kristne anvendelse af basilikatypen.


Blandt de mest berømte er Laterankirken, Santa Maria Maggiore, den første Peterskirke og Santa Sabina, alle i Rom.

Ecclesiast:

Galilei:

Galileo Galilei brugte for over 400 år siden en kikkert til at studere stjernerne. Han ændrede videnskaben for altid og blev samtidig symbol på sammenstødet mellem tro og videnskab

I foråret 1609 nåede et rygte den lange vej fra Nederlandene til Padova i Norditalien: En nederlandsk brillemager havde konstrueret et apparat, som kunne forstørre det, man så. Rygtet inspirerede videnskabsmanden Galileo Galilei til at bygge en sådan kikkert, og sidst på året rettede han den op mod stjernehimlen.

Galileis kikkert kunne forstørre et objekt tre gange. Dermed var den lige så effektiv som en lille teaterkikkert i dag, mens moderne astronomiske kikkerter forstørrer objektet 10.000 gange. Ikke desto mindre var Galilei i stand til som den første i verden at se månens bjerge, Mars iskalotter og Jupiters fire største måner.

Nu er det nok de færreste, som har et særlig fortroligt forhold til Io, Europa, Ganymedes og Callisto, de fire galileiske måner, som kredser om planeten Jupiter. Derfor kræver det en nærmere forklaring, før vi forstår, hvor betydningsfuld og farlig Galileis opdagelse var:

• Den kendsgerning, at der er måner, som roterer om Jupiter, skaber en analogi til, at planeter roterer om solen. Dermed var der gjort en iagttagelse, der tjente som argument for Kopernikus verdensbillede.

Allerede omkring 100 år før havde den polske videnskabsmand Kopernikus formuleret en teori om, at jorden ikke var altings omdrejningspunkt, men at vores planet roterer om solen. Langt ind i 1600-tallet var denne teori omdiskuteret, fordi den modsiger Bibelen.

Der er flere passager i Bibelen, der eksplicit siger, at jorden står stille, men da Kopernikus fremsatte sin teori, blev den ikke opfattet som kættersk. Allerede dengang var der teologer, som talte for, at Bibelen er skrevet for længe siden henvendt til jævne folk, og at alle ord ikke skal tages bogstaveligt, forklarer Helge Kragh og tilføjer:

Kopernikus havde leveret en teori, men han havde ingen fysik til at begrunde den med. Galilei hævdede, at han kunne forklare, hvordan det hang sammen. Og først da blev teorien anset for kættersk.

Tycho Brahe havde allerede, inden Galilei så Jupiters måner, udviklet den teori, at jorden står stille, men at de øvrige himmellegemer roterer om solen.
Dette verdensbillede undlod Galilei helt at kommentere på, fordi det ødelagde hans argumentation.

I 1610 udgav Galilei et værk om sine første observationer, som gjorde ham kendt i den videnskabelige verden. I 1613 fulgte han efter med et værk, som blandt andet beskrev opdagelsen af solpletter, som heller ikke skulle findes ifølge Bibelen, men som efterfølgende blev bekræftet af jesuitiske astronomer. Først senere begyndte kirkelige kredse at agitere imod Galilei, og selvom han udgav et teologisk skrift, der argumenterede for, at Kopernikus teori ikke anfægter Bibelen, blev teorien i februar 1616 erklæret kættersk af den katolske kirke.
Ifølge forskere i 1500- og 1600-tallets videnskab og kultur, var det ikke en enig kirke, der stod bag.

Situationen var en anden i Europa i 1616, end den havde været, da Kopernikus formulerede sin teori. Trediveårskrigen mellem katolikker og protestanter var under opsejling, og den katolske kirke var blevet meget ømfindtlig over for teorier, der satte spørgsmålstegn ved den rette lære, der er inden for Galilei-forskningen ligefrem teorier om, at en hemmelig liga havde udset sig Galilei som offer i en kamp om magten inden for kirken.

Straffen var i første omgang mild. Erklæringen i 1616 var mere en mundkurv end en afklapsning. Og kirken lagde op til, at det stadig var legalt at beskrive Kopernikus teori, blot den blev set som et tankeeksperiment uden hold i virkeligheden.

Derfor troede Galilei måske, at han holdt sig inden for rammerne, da han i 1633 udgav bogen Dialogo. Bogen var bygget op som en debat mellem tre personer. Én repræsenterer det gamle verdensbillede med jorden i centrum, en anden er i tvivl og en tredje argumenterer for Kopernikus verdensbillede. Galilei lod den første få det sidste ord og gå af med sejren. Men hans argumentation var så svag, at enhver kunne læse sig til, at den reelle vinder var Kopernikus-tilhængeren.

Først nu blev Galilei personligt stillet til ansvar. Man kan roligt sige, at han var advaret.
Galilei blev kaldt til Rom, forhørt og i en kort periode også fængslet. Over for en kirkelig proces måtte han den 23. juni 1633 afsværge troen på solen som omdrejningspunkt for jorden.

Resten af sit liv levede Galilei i husarrest i hjemmet nær Firenze. I forhold til andre personer, der på samme tid blev dømt af inkvisitionen, slap han dog relativt billigt. Han fik mulighed for at fortsætte sit videnskabelige arbejde og fik besøg af flere af tidens store europæiske tænkere. I 1642 døde han, 78 år gammel.

Set på 400 års afstand er Galilei både kendt som en af grundlæggerne af moderne fysik og som symbolet på videnskabsmanden, der tvinges til at fornægte sin viden af hensyn til kirkens tro.

Der er ingen tvivl om, at processen mod Galilei har gjort ham mere kendt. Men til at begynde med fik kirkens voldsomme modstand mod hans videnskab den effekt, at den ikke blev udbredt. Over hele Europa sad videnskabsmænd og måtte holde igen og være forsigtige for ikke at lide samme skæbne som Galilei.

Selvom katolikker og protestanter sloges på det tidspunkt var de to kirkelige retninger enige om, at den nye videnskab var et upassende anslag mod Bibelens lære. Blot havde den protestantiske kirke ikke magtmidler til at føre proces mod videnskabsfolk.

Opfattelsen af jorden som centrum var udbredt blandt teologer i mange år endnu, selvom videnskabens anerkendelse af Kopernikus og Galilei slog igennem i sidste halvdel af 1600-tallet.

Så sent som i 1837 benægter en vis dansk teolog ved navn N.F.S. Grundtvig det kopernikanske verdensbillede. Men på det tidspunkt var der dog ingen, der tog ham alvorligt, siger Helge Kragh.

Den katolske kirke har haft sværere ved at gøre op med fortiden, men i 1979 erklærede pave Johannes Paul II, at det var forkert af kirken at dømme Galilei.

Så sent som i 1990 holdt den daværende kardinal Ratzinger en tale, hvori han refererede til et forsvar for kirkens proces mod Galilei. Dette blev af kritikere udlagt som, at kardinalen selv ønskede at forsvare processen i 1633.

Kardinalen, der i dag er pave Benedikt XVI, har dog umiddelbart op til astronomiåret udtalt sin hyldest til Galilei for at have hjulpet de troende til bedre at forstå og med taknemmelighed tænke over Herrens værk. Og til foråret vil Vatikanet gennemgå hele Galilei-sagen igen på en international konference.

Dermed ser det ud til, at en af de berømteste kontroverser mellem tro og videnskab bliver afsluttet 400 år efter, at Galilei så himlen gennem sin kikkert.

Janseni:

Jansenist
Jansenisme, katolsk teologisk bevægelse, opkaldt efter den Flamske Cornelius Jansen (1585-1638), som med vennen Jean Duvergier de Hauranne lagde grunden for bevægelsen.


Jansenisme var meget udbredt i 1600-t.s Frankrig og spillede en central rolle i de kirkelige stridigheder. Den fordrede en tilbagevenden til kirkefædrenes teologi og mente, at teologien bør bygge alene på Bibelens ord og ikke støtte sig til menneskelig filosofi.
I forlængelse af Augustin fastholdt Jansenisterne, at Guds nåde er virksom i sig selv og ikke kræver menneskelig medvirken for at føre de udvalgte til frelse. Imod jesuitternes udvendiggørelse af kristenlivet og slappe bodspraksis betonede de inderligheden og alvoren i den enkelte kristnes religiøse liv.

Pga. voldsom modstand fra det kirkelige hierarki blev Jansenismen inddraget i aktuelle kirkepolitiske stridigheder. På den ene side forsvarede de biskoppernes myndighed, mens de på den anden side modarbejdede Ludvig 14.s forsøg på at underlægge sig den franske kirke.
Antoine Arnauld var bevægelsens første egentlige leder; sin mest betydelige repræsentant fik den i Blaise Pascal. Dens sidste åndelige leder, Pasquier Quesnel, nægtede fra sit eksil i Nederlandene at anerkende fordømmelsen af sin bog Reflexions morales (1671) og appellerede s.m. adskillige jansenitter til et alment kirkemøde (appellanter), mens andre accepterede nederlaget (acceptanter).
Som resultat af den kirkelige og kongelige forfølgelse i Frankrig bredte Jansenismen sig til både Italien og Nederlandene.
I Utrecht dannede de i 1702 en "gammelromersk" katolsk kirke.

Kanon:

Kanon kommer af græsk og betyder rettesnor eller doktrin, og begrebet bruges om den officielle samling af bøger og helligskrifter inden for en given religion. Begrebet bruges først og fremmest om kristendommens kanon, dvs den officielle samling af skrifter, som er blevet optaget i Bibelen, og som anses for sande og nødvendige for Bibelens samlede helhed. Begrebet anvendes også indenfor en række andre religioner.

Kanonisk ret eller Kirkeretten er et retssystem indført af kirken.

Den katolske kirke kæmpede gennem hele middelalderen for at få godkendt, at den havde jurisdiktion over egne forhold. Det indebar oprettelsen af en særskilt dømmende magt, den kanoniske ret, der blev udviklet til et logisk og sammenhængende retssystem i løbet af det 11. århundrede.
Kirkeretten virkede i alle sager om kirkelige anliggender, herunder også moral og ægteskab. Kirkeretten stillede store krav til bevisførelsen, og førte ansvaret over på den enkelte i stedet for slægten.
De kirkelige retter blev ret meget brugt, fordi de lagde vægt på faktiske beviser i stedet for edsaflæggelse. De var også kendt for at være effektive i gældssager.
International kirkeret fik i 1234 sin officielle lovbog, Liber Extra, udstedt af pave Gregor IX (1227-41).
Den udøvende magt, iværksættelsen af straffeforanstaltninger osv. blev derimod på den verdslige magts hænder. Derfor var det kirkeretten, der pådømte sager om f.eks. præsters utugt, men det var lensherrens folk, der udførte straffen.

En del af kirkerettens bestemmelser vedrørende ægteskabelige forhold videreførtes efter reformationen i Tamperretten. Jyske Lov var stærkt inspireret af Kirkeretten.

I vore dage findes der stadig kirkeret. Den katolske kirke har en større lovsamling, men også i Danmark er der kirkeret. Ikke som nøje afgrænsede lovtekster, men som akademisk disciplin indenfor retsvidenskaben, der beskæftiger sig med de særlige retsregler, der regulerer den danske folkekirkes interne retsforhold.


Kanonisk messe

I den gamle liturgi er Kanon centrum i Messen som offer. I flg. tridentinerkoncilets vidnesbyrd går Kanon tilbage til apostlenes tradition, og var i det væsentlige fuldendt omkring Gregor d. Store (600 e. Kr.). Den romerske kirke havde aldrig andre kanoniske bønner. Selv mysterium fidei ["troens mysterium"] i indstiftelsesordene nævnes udtrykkeligt af pave Innocent d. 3. i et brev til ærkebiskoppen af Lyon i 1202, … Dette mysterium fidei blev fjernet i den nye liturgis indstiftelsesord. Samtidig blev der givet tilladelse til andre kanoniske bønner. Den anden - som ikke nævner Messens karakter af offer - men som er den korteste - har erstattet den gamle romerske Kanon stort set overalt. Derved er dyb teologisk indsigt fra tridentinerkoncilet gået tabt.

Lateran:

Laterankirken (Arcibasilica di San Giovanni in Laterano) er bispedømmet Roms domkirke og dermed pavens sæde, en del af Vatikanstaten og den katolske kirkes fornemste domkirke. Det har historiske årsager. Frem til pavernes ophold i Avignon (fra 1309) var Lateranpaladset lige ved kirken det pavelige palads. Først efter tilbagekomsten fra Avignon blev Vatikanet pavens opholdssted, og selv om Peterskirken er den største, er den ikke en domkirke.

Laterankirken kaldes ofte Alle kirkers mor, og på facaden står indskriften SACROSANCTA LATERANENSIS ECCLESIA OMNIUM URBIS ET ORBIS ECCLESIARUM MATER ET CAPUT (latin for: Den allermest hellige Laterankirke, for hele byen og verden moder- og hovedkirke). Kirken er viet til Jesus Kristus, Johannes Døberen og Evangelisten Johannes.

Kirken er en af de fire patriarkalbasilikaer (de fire største kirker i Rom: Peterskirken, Laterankirken, Santa Maria Maggiore og Sct. Paul uden for murene). I lighed med de andre har den en hellig port, som åbnes, når det hvert 25. år er jubelår. Pilgrimme, der går gennem porten efter at have skriftet deres synder, får fuld aflad.

Den første domkirke blev rejst under kejser Konstantin. Den blev ødelagt af vandalerne, og en ny blev rejst af pave Leo 1. ca. 460. Pave Sergius 3. (904–911) byggede den helt om, efter at et jordskælv havde forårsaget store skader. I 1308 blev den fuldstændig ødelagt af en brand, og flere efterfølgende paver stod for genopbygningen. Under arbejdet blev den igen totalskadet af brand i 1360. Nutidens basilika er med undtagelse af nogle mindre arbejder i det 19. århundrede resultatet af Francesco Borrominis arbejde før jubelåret 1650.

Apostlene Peters og Paulus' hoveder skal være bevaret i relikvarier i baldakinen over højalteret. I selve alteret er dele af en bordplade fra antikken indfældet. Den skal komme fra senator Pudens' hus, og Peter skal have fejret nadveren ved det.

Patriark:

En patriark er overhovedet i en romersk-katolsk eller ortodoks kirkeprovins, et patriarkat. Da embedet er personorienteret bruger man sjældent betegnelser som f.eks. patriarkatet Konstantinopel, men som regel patriarken af Konstantinopel osv.
Fem patriarkater – i Rom, Jerusalem, Alexandria, Antiokia og Konstantinopel – har rødder i oldkirken. De andre er kommet til på senere tidspunkter, enten som belønning for loyalitet mod kirken eller af religionspolitiske grunde.


Patriarken Fotios af Konstantinopel (billede herover) levede fra ca. 820 til 893. Han regnes for en af de mest lærde mænd nogensinde i den Ortodokse Kirke.
Fotios var patriark af Konstantinopel - det vil sige, at han havde samme rolle i den østromerske, ortodokse kirke, som paven har den romersk-katolske kirke.

Fire af de ortodokse patriarkater, de fire første på listen, er oldkirkelige. De andre er nyere, og er knyttet til nationalkirker i forskellige lande.

• Patriarken af Konstantinopel (Den økumeniske patriark)
  
• Patriarken af Alexandria
  
• Patriarken af Antiokia
  
• Patriarken af Jerusalem
  
• Patriarken af Moskva og hele Rusland
  
• Patriarken af hele Bulgarien
  
• Katholikos-patriarken af hele Georgien
  
• Patriarken af hele Rumænien
  
• Den serbiske patriark
  
  

Den katolske kirkes patriarkater
Et af de katolske patriarkater går direkte tilbage til oldkirken, nemlig Rom. Patriarkaterne i Alexandria, Antiokia og Jerusalem har rødder i oldkirken, men disse steder var der i lang tid kun ortodokse patriarker.
Udover de nuværende patriarkater er der også i Den katolske kirke nogle historiske patriarkater, som af forskellige grunde ikke eksisterer mere.

Nuværende katolske patriarkater

• Patriarkatet i Rom (paven er patriark)
  
• Det koptiske patriarkat i Alexandria
  
• Det græske patriarkat i Antiokia
  
• Det syriske patrirkat i Antiokia
  
• Det maronittiske patriarkat i Antiokia
  
• Det romersk-katolske patriarkat i Jerusalem
  
• Patriarkat i Babylon (Bagdad)
  
• Patriarkat i Cilicia
  
• Patriarkat i Venezia
  
• Patriarkat i Lisabon
  
  

Historiske katolske patriarkater

• Det romersk-katolske patriarkat i Konstantinopel
  
• Det romersk-katolske patriarkat i Alexandria
  
• Det romersk-katolske patriarkat i Antiokia
  
• Patriarkatet i Vest-Indien
  
• Patriarkatet i Øst-Indien
  
  

De orientalske ortodokse kirkers patriarkater

• Paven og patriarken af Alexandria (Den koptiske ortodokse kirke)
  
• Patriarken af Antiokia (Den syriske ortodokse kirke)
  
• Katholikos-patriarken af Etchmiadzin og Armenia (Den armenske ortodokse kirke)
  
• Patriarken af Cilicia of Midt-Østen (Den armenske ortodokse kirke)
  
• Patriarken af hele Etiopien (Tewahedokirken)
  
• Patriarken af hele Eritrea (Den eritreanske ortodokse kirke)
  
  

De nestorianske patriarkater
De nestorianske kirker blev løsrevet fra resten af den kristne kirke i det 5. århundrede.

• Katholikos-patriarken af Babylon (Bagdad, Den assyriske kirke i øst)
  
• Katholikos-patriarken i Jerusalem (Kirken i øst og udenlands, sæde i Nordamerika)
  
  

Et patriarkat er en kultur, hvor magten og herredømmet besiddes af (de ældste) mænd, og hvor den fædrene linie tegner slægten. Magten tilhører den myndige og ærværdige patriark. Begrebet patriark kommer af græsk "patria", der betyder slægt og -ark, der betyder leder eller anfører. Patriarken er slægtens anfører og som sådan ikke kønsbestemt, men i bibelens gamle testamente er Abraham og hans søn Isak og dennes søn Jakob patriarker.

Pontifikat:

Pontifikat, (af lat. pontificatus, afledt af pontifex), en paves regeringstid.

Pontifex, (lat., af pons 'vej, bro', gen. pontis, og -fex, af facere 'gøre'; af omstridt bet., måske 'den, der baner vej' eller 'den, der bygger bro'), i romersk religion navnet på et ledende medlem af pontifikalkollegiet, et præstekollegium bestående af rex sacrorum, de tre store flamines og tolv mindre flamines; pontifex maximus 'den største pontifex' havde som særligt embedsområde Vestakulten. Pontifikalkollegiet holdt til i Regia (egl. 'kongens hus') på Forum Romanum og havde bl.a. overopsyn med Roms statskult, lege (ludi), sakralret og varselstydning. Fra ca. 200 f.Kr. kendes tabulae pontificum 'pontifexernes tavler', en samling historiske annaler.

Fra og med Augustus blev ærestitlen pontifex maximus givet til den regerende kejser, og i løbet af 400-t. overtog paven den oprindelig hedenske titulatur, ofte forkortet pont.max. eller PM, nu i formen summus pontifex, hvis betydning tolkedes kristologisk som 'den, der slår bro mellem Jord og Himmel'.