Beskrivelse af Benedikt XIV, der var Pave i år 1740-1758

Sct. Peter var den første biskop af Rom og dermed den første Pave i historien.
Der er opstået tradition for at biskoppen over Rom, er den katolske kirkes overhovede og dermed Pave for hele den katolske verden. Pavetitlen bliver dog først brugt efter år 300.
Kirken ledes af paven, der anses som Sankt Peters efterfølger. Den opfattelse stammer fra Matthæusevangeliet, hvor Jesus giver Peter nøglerne til himmeriget.
Jesus sagde følgende ord til Peter, som kan læses på indersiden af kuplen i
Peterskirken: ''Du er Peter (klippen) og på denne klippe vil jeg bygge min Kirke.
Dig vil jeg give nøglerne til himlens rige''.

Benedikt XIV - 1740-1758 :

Benedikt XIV (Benedetto XIV)
Benedikt 14., Prospero Lambertini, 31.3.1675-3.5.1758, pave fra 1740. Han var pave i en tid, hvor den katolske kirke var trængt såvel intellektuelt som verdsligt. Benedikt 14. var selv en lærd teolog og jurist med særlig interesse for Kanonisk ret og gjorde meget for at fremme kunst og videnskab. Han søgte at mindske kirkens spændte forhold til samtidens fyrster, blandt andet ved at give dem ret til at nominere kandidater til ledige bispedømmer; han indgik aftaler med kongeriget Napoli-Sicilien, Portugal og Spanien, og han forbedrede pavestolens forhold til Preussen. Benedikt 14. var en af 1700-t.s mere moderate og frisindede paver.

Benedikt XIV (1740-58), Prosper Lambertini (f. 1675), af en adelig familie i Bologna, var en fremragende færd både som teolog og jurist. Kardinal Lambertini var Pavernes højt skattede rådgiver, og som Ærkebiskop i Bologna vandt han alles hjerter ved sin sædelige og milde personlighed. Som Pave var hans grundsætning: Paven går fremfor herskeren. over for statsmagten var han så eftergivende som muligt; Kirkestatens økonomiske velfærd lå ham meget på hjerte, men helst gav han sig af med de rent kirkelige sager og med videnskabeligt arbejde, i hvilken retning han har ydet noget betydeligt.
Han stod i et spændt forhold til Jesuitterordenen, på hvis reformation han tænkte; det var særlig mod Jesuitternes missionspraksis, han udstedte Bullerne Ex quo singulari og Omnium sollicitudinum, hvori det blev forbudt at lempe kristendommen efter hedenskabet. Han indskrænkede festdagenes antal for at modvirke befolkningens lediggang, stiftede videnskabelige selskaber og lod Assemani udarbejde et katalog over det Vatikanske bibliotek. Benedikt’s værker udkom 1767 i Venedig i 15 foliobind.

Prospero Laurentius Lambertini blev født 1675 i Bologna, senere studerede han teologi og jura ved universitet i Rom.
I 1726 blev han kardinalpræst ved S. Croce in Gerusalemme (Rom), i 1727 blev han ærkebiskop i Ancona, derefter i 1731 ærkebiskop af Bologna. Efter et 6 måneder langt Konklave blev han i 1740 valgt til pave.
Benedetto XIV regnes som en af de betydeligste paver i dette århundrede og som en af mest lærde og kulturelle paver i nyere tid. Han prægede 1700-tallet ikke kun gennem sit praktiske arbejde, men også gennem sine skrifter, der viser en konservativ teolog i dogmatiske spørgsmål, men åben over for nye tiltag inden for kunst og videnskab. Han søgte at mindske kikrens spændte forhold til samtidens fyrster, der blandt andet fik ret til at nominere kandidater til ledige bispedømmer. Han fik etableret fornuftige forhold til flere af de omgivne katolske stater som kongeriget Napoli-Sicilien, Portugal, Spanien, men også til det protestantiske Preussen under Friedrich II.
På trods af sin tolerante holdning udstedte han i 1751 en Bulle mod "Frimureri", men han ophævede bandlysningen af Kopernikus' lære. Han udstedte forbud mod fjernelsen af bygningsdele fra Colosseo, stedet skulle fredes på grund af de mange martyrer, hvis navn var knyttet til stedet. Han fik færdiggjort arbejdet på Fontane di Trevi, og fik påbegyndt en tørlægning af de Pontiske sumpe. Paven genindførte skikken med at opsætte paveportrætter i S. Paolo fuori le mura.
Det 18. jubelår blev afholdt i 1750. Han er bisat i S. Pietro og hans gravmonument kan ses i det højre sideskib.

Pave Benedict XIV (Latin: Benedictus XIV; 31 marts 1675 – 3. maj 1758), født Prospero Lorenzo Lambertini, var leder af den katolske kirke fra 17 August 1740 til sin død i 1758.

Liv
Lambertini blev født ind i en adelig familie af Bologna, der var på den tid andet største by i pavestaten. Han blev oprettet kardinal-præst i Santa Croce i Gerusalemme på 10 maj 1728 og blev valgt til pave i 1740. Den Konklave, der valgte ham havde varet i seks måneder, og han er rapporteret at have sagt til Kardinalerne: "Hvis du ønsker at vælge en helgen, vælge Gotti; en statsmand, Aldrovandi; en ærlig mand, mig. " Vincenzo Ludovico Gotti (1664-1742) var professor i filosofi ved College of Sankt Thomas, den fremtidige pavelige universitet i Sankt Thomas Aquinas, Angelicum, og måske den førende Thomist i sin tid. Aldrovandi var en canon advokat og kardinal i den katolske kirke.
Lambertinis pavedømmet begyndte i en tid med store vanskeligheder, hovedsagelig forårsaget af tvister mellem katolske regenter og pavedømmet om statslige krav til at udnævne biskopperne i stedet for at overlade udnævnelsen til kirken. Han formåede at løse de fleste af disse problemer - pavestolens tvister med Kongeriget Napoli, Sardinien, Spanien, Venedig og Østrig blev afviklet.
Et eksempel herpå er statuer af forfædre – der havde længe været usikkerhed om ære betalt til sin forfædre var uacceptabelt "forfader gudstjeneste," eller hvis det var noget mere som de katolske dyrkelse af hellige. Dette spørgsmål var især presserende i forbindelse med en forfader kendt for ikke at have været en kristen. Valget af en kinesisk oversættelse af navnet Guds havde også blevet diskuteret siden begyndelsen af 1600-tallet. Benedikt XIV fordømte denne praksis i disse to tyre. Følgen heraf blev, at mange af disse konverterer forlod kirken.
På 22 December 1741 bekendtgjort Benedikt XIV den pavelige bull "Immensa Pastorum principis" mod undertrykkelsen af de indfødte i Amerika og andre lande.
18 Maj 1743, Benedikt XIV underskrev et dokument, stilet til ærkebiskopper og biskopper i Kongeriget Polen om ægteskab, kommunikere sin utilfredshed med opløsningen af kristelige ægteskaber, selv længe-stabil dem, af den kirkelige domstole Polen uden skellig grund eller i strid med canon law.
Benedikt XIV var også ansvarlig, sammen med kardinal Passionei, til begyndelsen katalog over Vatikanets bibliotek. Benedetto, hertug af Chablais, en militær chef for den franske Revolution og medlem af slægten af Savoyen (herskere af Kongeriget Sardinien) blev opkaldt efter ham. Infanta Benedita af Portugal blev også opkaldt efter ham.

Pope Benedict XIV (Latin: Benedictus XIV; 31 March 1675 – 3 May 1758), born Prospero Lorenzo Lambertini, was the head of the Catholic Church from 17 August 1740 to his death in 1758.

Life
Lambertini was born into a noble family of Bologna, which was at that time the second largest city in the Papal States. He was created Cardinal-Priest of Santa Croce in Gerusalemme on 10 May 1728 and was elected Pope in 1740. The conclave that elected him had lasted for six months, and he is reported to have said to the cardinals: "If you wish to elect a Sankt, choose Gotti; a statesman, Aldrovandi; an honest man, me." Vincenzo Ludovico Gotti (1664-1742) was professor of philosophy at the College of Sankt Thomas, the future Pontifical University of Sankt Thomas Aquinas, Angelicum, and perhaps the leading Thomist of his time. Aldrovandi was a canon lawyer and Cardinal of the Catholic Church.
Lambertini's Papacy began in a time of great difficulties, chiefly caused by the disputes between Catholic rulers and the Papacy about governmental demands to nominate bishops rather than leaving the appointment to the Church. He managed to overcome most of these problems - the Holy See's disputes with the Kingdom of Naples, Sardinia, Spain, Venice, and Austria were settled.
He had a very active papacy, reforming the education of priests, the calendar of feasts of the Church, and many papal institutions. Perhaps the most important act of Benedict XIV's pontificate was the promulgation of his famous laws about missions in the two bulls, Ex quo singulari and Omnium solicitudinum. In these bulls he ruled on the custom of accommodating non- Christian words and usages to express Christian ideas and practices of the native cultures, which had been extensively done by the Jesuits in their Indian and Chinese missions.
An example of this is the statues of ancestors – there had long been uncertainty whether honour paid to one's ancestors was unacceptable 'ancestor worship,' or if it was something more like the Catholic veneration of the Sankts. This question was especially pressing in the case of an ancestor known not to have been a Christian. The choice of a Chinese translation for the name of God had also been debated since the early 17th century. Benedict XIV denounced these practices in these two bulls. The consequence of this was that many of these converts left the Church.
On 22 December 1741, Benedict XIV promulgated the papal bull "Immensa Pastorum principis" against the enslavement of the indigenous peoples of the Americas and other countries.
On 18 May 1743, Benedict XIV signed a document addressed to the Archbishops and Bishops of the Kingdom of Poland regarding marriage, communicating his dissatisfaction with the dissolution of Christian marriages, even long-stable ones, by the Ecclesiastical Courts of Poland without due cause or in violation of canon law.
Benedict XIV was also responsible, along with Cardinal Passionei, for beginning the catalogue of the Vatican Library. Benedetto, Duke of Chablais, a military commander of the French Revolution and member of the House of Savoy (rulers of the kingdom of Sardinia) was named after him. Infanta Benedita of Portugal was also named after him.

---

                  Katolske begreber:

Ordforklaring :

Bulle
Ecclesiast
Kanon
Konklave
Vatikan

Bulle:

Bulle, et metalsegl, oftest på et pavebrev. Det pavelige blysegl fik ca. 1100 et fast udseende: på den ene side hovederne af apostlene Peter og Paulus og på den anden side pavens navn.
Ordet bulle kommer af latin bulla 'kapsel'. Vi genfinder ordet i det engelske bullit = patron [ammunition]
Det er også betegnelsen for et brev, beseglet med nævnte metalsegl. Selvom ordet bulle i denne betydning oprindelig kun anvendtes om en bestemt brevtype, blev det fra 1400-t. ofte brugt om alle breve, der var beseglet med blysegl. Den oprindelige bulle har en fast udformning med bestemte formler og særlig skrift, og blyseglet er fastgjort med silketråde. Fra pave Innocens 4.s tid (1243-54) anvendtes denne type til aktstykker af mere almen betydning såsom dekretaler og politisk vigtige bandlysninger. En bulle betegnes normalt ved de første ord i teksten.
En særlig type bulle var den såkaldte In coena Domini, der var en generel opregning af forbrydelser mod kirkeretten, som medførte bandlysning, og som hver skærtorsdag oplæstes i Rom i pavens nærvær.
Bullerne kunne også udfærdiges som rundskrivelser, cirkumskriptionsbuller, med en større eller mindre kreds af modtagere.
Indholdet af de pavelige buller udgør en del af retsgrundlaget for den internationale katolske kirkeret, og mange af dem er derfor blevet udgivet i særlige samlinger, bullarier. Andre samlinger er udgivet som historiske kilder, fx pavebullerne vedr. Danmark udgivet af Alfred Krarup i Bullarium Danicum 1198-1316 (1931-32).

Ecclesiast:

Kanon:

Kanon kommer af græsk og betyder rettesnor eller doktrin, og begrebet bruges om den officielle samling af bøger og helligskrifter inden for en given religion. Begrebet bruges først og fremmest om kristendommens kanon, dvs den officielle samling af skrifter, som er blevet optaget i Bibelen, og som anses for sande og nødvendige for Bibelens samlede helhed. Begrebet anvendes også indenfor en række andre religioner.

Kanonisk ret eller Kirkeretten er et retssystem indført af kirken.

Den katolske kirke kæmpede gennem hele middelalderen for at få godkendt, at den havde jurisdiktion over egne forhold. Det indebar oprettelsen af en særskilt dømmende magt, den kanoniske ret, der blev udviklet til et logisk og sammenhængende retssystem i løbet af det 11. århundrede.
Kirkeretten virkede i alle sager om kirkelige anliggender, herunder også moral og ægteskab. Kirkeretten stillede store krav til bevisførelsen, og førte ansvaret over på den enkelte i stedet for slægten.
De kirkelige retter blev ret meget brugt, fordi de lagde vægt på faktiske beviser i stedet for edsaflæggelse. De var også kendt for at være effektive i gældssager.
International kirkeret fik i 1234 sin officielle lovbog, Liber Extra, udstedt af pave Gregor IX (1227-41).
Den udøvende magt, iværksættelsen af straffeforanstaltninger osv. blev derimod på den verdslige magts hænder. Derfor var det kirkeretten, der pådømte sager om f.eks. præsters utugt, men det var lensherrens folk, der udførte straffen.

En del af kirkerettens bestemmelser vedrørende ægteskabelige forhold videreførtes efter reformationen i Tamperretten. Jyske Lov var stærkt inspireret af Kirkeretten.

I vore dage findes der stadig kirkeret. Den katolske kirke har en større lovsamling, men også i Danmark er der kirkeret. Ikke som nøje afgrænsede lovtekster, men som akademisk disciplin indenfor retsvidenskaben, der beskæftiger sig med de særlige retsregler, der regulerer den danske folkekirkes interne retsforhold.


Kanonisk messe

I den gamle liturgi er Kanon centrum i Messen som offer. I flg. tridentinerkoncilets vidnesbyrd går Kanon tilbage til apostlenes tradition, og var i det væsentlige fuldendt omkring Gregor d. Store (600 e. Kr.). Den romerske kirke havde aldrig andre kanoniske bønner. Selv mysterium fidei ["troens mysterium"] i indstiftelsesordene nævnes udtrykkeligt af pave Innocent d. 3. i et brev til ærkebiskoppen af Lyon i 1202, … Dette mysterium fidei blev fjernet i den nye liturgis indstiftelsesord. Samtidig blev der givet tilladelse til andre kanoniske bønner. Den anden - som ikke nævner Messens karakter af offer - men som er den korteste - har erstattet den gamle romerske Kanon stort set overalt. Derved er dyb teologisk indsigt fra tridentinerkoncilet gået tabt.

Konklave:

Konklave: (ordet kommer af "cum clave" = "med nøgle"). Konklave eller Pavevalg er forsamlingen af kardinaler, der vælger den nye pave, efter at den gamle er død eller træder af, som det var tilfældet med Pave Benedikt d. 16. Ordet konklave stammer fra latin, con'clave, og betyder: aflukkeligt værelse (helt bogstaveligt cum clave: med nøgle); specielt om den fra omverdenen afspærrede del af Vatikanpaladset, hvor pavevalget foregår; forsamlingen af kardinaler som vælger paven.
Annuntio vobis gaudium magnum! Habemus Papam! – Jeg meddeler jer en stor glæde! Vi har en pave! Sådan lyder budskabet fra protodiakonen fra balkonen over Peterspladsen i Rom, når valget er truffet. Det sker ved en højtidelig og historisk proces, der følges til punkt og prikke.
To uger efter pavens død vil kardinalerne mødes ved et højtideligt hemmeligt konklave i Det Sixtinske Kapel for at vælge apostlen Peters næste efterfølger. Konklavet må ikke afholdes senere end 20 dage efter. 14 dages-reglen er opstået for at give alle kardinalerne mulighed for at nå frem fra alle verdens hjørner. En regel, som nok mere stemmer overens med den tid, hvor kardinalerne skulle nå frem med hest og vogn end i dag, hvor de kommer flyvende til Rom.
Kardinalerne er udpeget overalt i verden og er pavens nærmeste rådgivere. Som det er i dag kan op til 120 kardinaler deltage, og de skal være under 80 år. Det blev bestemt af Pave Paul 6. i 1970. Ved sidste tælling af kardinalerne var der 119, der opfyldte kravene for at være med til at vælge.
Når kardinalerne ankommer til konklavet, hvor pavens efterfølger bliver valgt, lukkes den store bronzedør bag dem, og alle døre og vinduer bliver forseglet med bly. Tidligere skulle kardinalerne bo i spartanske værelser i selve kapellet, men i dag bliver alle indkvarteret i hotellignende værelser i Santa Martha Huset. Når kardinaler ankommer til konklavet, sværger de at holde alt, hvad der sker under afstemningen, hemmeligt. Hvis de bryder deres løfte, bliver de bortvist fra den katolske kirke.
Der gennemføres afstemning, hvor hver kardinal på en seddel skriver navnet på den kardinal, han ønsker som pave. Denne procedure gennemføres, indtil en af dem har har fået et flertal på 2/3 af stemmerne. Efter hver afstemning brændes stemmesedler, og røgen sendes gennem skorstenen. Ved tilsætning af kemikalier farves røgen sort, hvis afstemningen ikke har givet resultat og hvid, hvis afstemningen har peget på en ny pave.


Den nye pave skal formelt bekræfte, at han ønsker at påtage sig valget. Han spørges: "Accepterer De valget af egen, fri vilje?" Besvarer den valgte dette med "Accepto", er han den nye pave fra det øjeblik. Næste spørgsmål lyder: "Hvilket navn ønsker De at blive kaldt?", hvorpå han svarer med det navn, han ønsker at antage.

Vatikan:

Vatikanstaten er en bystat på 44,2 hektar i Rom i Italien, og er samtidig verdens mindste suveræne stat, der har bred global accept.
Vatikanstatens politik varetages af et enevældigt valgmonarki, hvor lederen af den romerskkatolske kirke er ved magten. Paven er den primære lovgivende, besluttende og udøvende magt i Vatikanstaten, der adskiller sig fra Den Hellige Stol, som er et sjældent tilfælde af ikke-arveligt monarki. Vatikanstaten er det eneste tilbageværende enevældige monarki i Europa.
Historie:
Området blev i oldtiden kaldt Ager Vaticanus. Det kan måske stamme fra det latinske vaticinium, der betyder "varsel", under henvisning til, at der lå et tempel på egnen, hvortil der var knyttet nogle profeter, vates.
Området var landligt, med vingårde. Vinen derfra stod ikke højt i kurs, og Martial skrev: "Drikker du Vatikan-vinen, drikker du gift. Kan du lide eddike, kan du også lide Vatikan-vin." Da undergrunden var rig på ler og sand, var der fremstilling af tegl og porcelæn i området.
Midt på Ager Vaticanus lå en gravplads. Døde måtte ikke begraves indenfor bymurene, så Via Cornelia, der førte gennem egnen, var kantet med gravmæler. Her blev også apostlen Peter gravlagt.


Agrippina den ældre besad nogle store haver mellem Vatikanhøjden og Tiberen, og efter hendes død begyndte sønnen Caligula at bygge et cirkus der. Det blev fuldført af Nero, som opkaldte det efter Caligula og sig selv: Circus Gaii et Neronis. Her fandt en af de første kristenforfølgelser sted, og man regner med, at det var her, apostlen Peter, der også var den første Pave, led martyrdøden.