Beskrivelse af Eutychianus, der var Pave i år 274-283

Sct. Peter var den første biskop af Rom og dermed den første Pave i historien.
Der er opstået tradition for at biskoppen over Rom, er den katolske kirkes overhovede og dermed Pave for hele den katolske verden. Pavetitlen bliver dog først brugt efter år 300.
Kirken ledes af paven, der anses som Sankt Peters efterfølger. Den opfattelse stammer fra Matthæusevangeliet, hvor Jesus giver Peter nøglerne til himmeriget.
Jesus sagde følgende ord til Peter, som kan læses på indersiden af kuplen i
Peterskirken: ''Du er Peter (klippen) og på denne klippe vil jeg bygge min Kirke.
Dig vil jeg give nøglerne til himlens rige''.





    B: 313.464

Pave Eutychianus i tal :
Nummer 27 i paverækken

Begivenhed: Dato:Varighed:
Pavevalgt :  4. Jan. 275 -
Papiat slutter : 7. Dec. 283 8,9 år





Det dynamisk skiftende indhold på denne side er sammensat af bearbejdet materiale, der fortrinsvis er inspireret af fakta fra ovenstående links. Disse links er i sig selv og i høj grad spændende og anbefalelsesværdig læsning.
Jeg takker hermed for inspiration. :-)
M. Due 2020











Eutychianus - 274-283 :

Eutychianus (Sant'Eutichiano) St. Eutychian, fra Luni = Luna ved La Spezia, Italien. Han var pave fra 04/01 275 til 07/12 283.

Den hellige Eutychianus var ifølge Liber Pontificalis fra Toscana og søn af Maurinus.
Datoerne for hans valg og død kan bestemmes innenfor ett år, LP sier han regjerte 8 år og 11 mnd; Eusebius sier 8 år og 10 mnd.
Men ellers finnes det ingen troverdig informasjon om hans virksomhet eller personlighet. Resten av LPs opplysninger er enten anakronistisk gjettverk, for eksempel at han bestemte at frukt, men bare bønner og druer, skulle velsignes i messen (en skikk kjent fra de langt senere Gelasianske og Gregorianske sakramentarier), eller fri fantasi, for eksempel at han personlig gravla 342 martyrer. LP skriver at han ønsket at alle martyrbegravelser skulle rapporteres til ham, og han bestemte at martyrenes jordiske rester skulle dekkes med en Dalmatika, som lignet på den kappe med ermer som ble båret av romerske keisere (i dag er dette et liturgisk plagg båret av diakoner ved høytidelige anledninger).
Det er verdt at merke sig at hans Pontifikat i sin helhet falt sammen med en periode av fred mellom forfølgelsene til keiser Valerian (253-60) og Diokletian (284-305), da den romerske kirken var i stand til at utvikle og konsolidere sin stilling. Dette viser også de betydelige utvidelsene av de offisielle kirkegårdene (katakombene), som ble foretatt på denne tiden.
Det kan ha eksistert mange flere opplysninger fra hans Pontifikat som har forsvunnet i ødeleggelsene forårsaket av keiser Diokletians voldsomme forfølgelse.
LPs påstand (bare i dens 2. utgave) at han døde som martyr, er ikke troverdig. Den liberianske katalog fra 354 har ham med på listen over gravlagte biskoper, ikke i martyrlisten.
Han ble som siste pave bisatt i pavekrypten i Callistus-katakomben, hvor fragmenter av hans gravskrift (i klossete greske bokstaver) er funnet. Hans minnedag er 7. desember.



                  Katolske begreber:

Afladshandel

Antiochia

Apokryf

Ariani

Arianisme

Avignon

Basilika

Breviar

Bulle

Cistercienser

Davids Slægt

Decius

Diokletian

Dominikaner

Donatisme

Døbefont

Dødssynder

Ecclesiast

Exarch

Franciskaner

Galilei

Glas

Gnostiker

Goddag mand økseskaft

Gudsbevis

Helvede

Herrens år

Ikonoklasme

Inkvisition

Interregnum

Investitur

Irenæus

Janseni

Kanon

Kirkebøger

Kloster

Koncil

Konklave

Korstog

Lateran

Liber Pontificalis

Longobard

Luther

Lydkonge

Malakias

Malakiasrækken

Markion

Modpave

Monarkianisme

Monofysitisme

Monoteletisme

Monstrans

Montanisme

Muhammed

Novatian

Nuntius

Oligark

Pallium

Paternoster

Patriark

Pavenumre

Paverækken

Pavinde

Pelagianisme

Pontifikat

Påskestriden

Ramaskrig

Ravenna

Sakramente

Sanktus

Saracen

Sede Vacante

Simoni

Skisma

Synode

Tiara

Vatikan

Økumenisk


Ordforklaring :

Diokletian
Liber Pontificalis
Pontifikat

Diokletian:

[ - ]
Diokletian, Gajus Aurelius Valerius Diocletianus, opr. Diocles, romersk kejser 284-305. Diokletian tjente sig op fra soldat til kommandant for livvagten og blev efter kejser Numerians død udråbt til kejser i Nikomedia. Efter at have besejret kejser Carinus i 285 anerkendtes han som rigets enekejser. Han tog imidlertid samme år vennen Maximianus til medregent, fra det følgende år som ligeberettiget kejser (augustus); dog beholdt Diokletian selv den ledende stilling, hvilket blev udtrykt ved, at de to stillede sig under beskyttelse af hhv. Jupiter og Hercules. Diokletian overlod Maximianus den vestlige rigsdel og opholdt sig selv i den østlige. Fra 293 havde de Constantius 1. og Galerius som medregenter (cæsarer), og dette firemandsstyre, tetrarki, sikrede kejserdømmets stabilitet i hele Diokletians regeringstid. Ved sin og Maximianus' abdikation i 305 sørgede Diokletian for, at tetrarkiet kunne fortsætte, idet de to cæsarer rykkede op som augusti, og to nye cæsarer, Maximinus Daia og Flavius Severus, udråbtes.



Under Diokletian gennemførtes en række reformer. Provinsernes antal øgedes ved deling af de større til ca. 100, som atter samledes i 12 dioceser. Også hæren og centraladministrationen voksede stærkt. Som grundlag for de rekvisitioner i naturalier, der nu var statens vigtigste indtægt, gennemførtes en matrikulering af hele riget, dels det dyrkede land (iugatio), dels arbejdskraften (capitatio). Mindre held havde Diokletian med en møntreform, og det blev i 301 nødvendigt at udstede et maksimalprisedikt, som dog ikke kunne standse den voldsomme inflation. I 303 genoptog Diokletian efter en lang toleranceperiode en restriktiv politik over for kristendommen i den sidste store forfølgelse; dog blev de strengeste forholdsregler kun håndhævet i den østlige rigsdel. Indtil 303 havde de kristne religionsfrihed, men i 303 udstedte den noget ustabile kejser Diokletian et edit i Nicomedia, hvor det blev krævet at alle kirker skulle ødelægges, de hellige bøger udleveres og de kristnes sammenkomster forbydes. Diokletians medkejser Galerius beskyldtes for at stå bag.

Diokletians sidste regeringsår prægedes af voldsomme kristenforfølgelser. Deres baggrund er ukendt, bortset fra at han synes påvirket af sin fanatisk antikristne svigersøn og medkejser Galerius, hans mistillid til de kristnes loyalitet og afvisning af hær og forsvar. Han udelukkede først kristne fra alle statsembeder, optrappede forfølgelserne og forbød kristendommen i 303. Forfølgelsen var meget omfattende, men synes at have ført til relativt få henrettelser. Ikke desto mindre hævder den kirkelige tradition, at Diokletian omkring år 303 lod titusinder af kristne, som nægtede at ofre til de hedenske guder, korsfæste på Ararats bjerg "De ti tusinde martyrer ". Mere sikkert er det, at tortur, mishandling og tvangsarbejde forekom i stor udstrækning. Blandt ofrene var senere kendte helgener som Agnes og Lucia. Generelt mislykkedes forfølgelserne, der til dels blev saboteret af mindre engagerede underkejsere.

Det var først i forbindelse med Diokletians medkejser Galerius uhelbredelige sygdom, at det berømte Toleranceedikt af 311 blev udstedt. Her får de kristne fuld oprejsning og religionsfrihed, men de skal bede - ikke til kejseren, men for kejseren og statens velfærd.

[ - ]

Liber Pontificalis:

[ - ]
Liber Pontificalis: eller Pavernes Bog er en af de væsentlige kilder vedrørende den tidlige middelalders historie, men den er også genstand for stor skepsis i den henseende.


På det umiddelbare plan er bogen en samling kortfattede biografiske registreringer af de første paver op til slutningen af det 10. århundrede nævnt i kronologisk rækkefølge. Hver af registreringerne består af pavens regeringstid i antal år (og herudfra kan årstallene udledes), deres fødselssted og forældre, de samtidige kejsere, indsats med hensyn til byggeri (specielt vedrørende romerske kirker), udnævnelser, vigtigste erklæringer, begravelsessted og tiden indtil næste pave var valgt og indviet. Imidlertid vanskeliggør måden, den blev til på, at man kan fæste ordentlig lid til bogen som historisk dokumentation.
Liber Pontificalis er skrevet af underordnede embedsmænd ved paveretten, og der er fundet eksempler på forvanskninger, udeladelser og forfalskninger. Registreringerne for de første tre århundreder er derfor nok først og fremmest interessante for historikere som eksempler på, hvad man i det 5. århundrede vidste om den tidligste katolske kirke. Fra det 4. århundrede og frem er skribenterne på mere sikker grund, selv om der stadig kan findes fejl og mangler. Granskning af teksten lader formode, at der fandtes to tidlige versioner fra før belejringen af Rom i 546, men herefter er der tale om et enkelt eksemplar. Fra begyndelsen af det 7. århundrede (omkring tiden for Pave Honorius 1.'s indsættelse) og frem indtil indsættelsen af Pave Adrian 2. er registreringerne skrevet i samtiden kort efter hver paves død og dermed rimeligt præcise, når man ser bort fra de enkelte skribenters holdninger.
Fortsættelser af Liber Pontificalis blev senere lavet og fører beretningerne om paverne videre fra omkring 1100 til midten af det 15. århundrede, men kvaliteten heraf er meget varierende.
De mange skribenters arbejde over lang tid komplicerede arbejdet med at lave udgaver af værket til videnskabelige formål. Mod slutningen af det 19. århundrede gjorde Louis Duchesne og Thodor Mommsen begge forsøget, men Mommsens udgave er dog ikke komplet. I det 20. århundrede er der udkommet oversatte og kommenterede udgaver, hvor vægten af kommentarerne har gået på den historiske troværdighed af beskrivelserne.

[ - ]

Pontifikat:

[ - ]
Pontifikat, (af lat. pontificatus, afledt af pontifex), en paves regeringstid.

Pontifex, (lat., af pons 'vej, bro', gen. pontis, og -fex, af facere 'gøre'; af omstridt bet., måske 'den, der baner vej' eller 'den, der bygger bro'), i romersk religion navnet på et ledende medlem af pontifikalkollegiet, et præstekollegium bestående af rex sacrorum, de tre store flamines og tolv mindre flamines; pontifex maximus 'den største pontifex' havde som særligt embedsområde Vestakulten. Pontifikalkollegiet holdt til i Regia (egl. 'kongens hus') på Forum Romanum og havde bl.a. overopsyn med Roms statskult, lege (ludi), sakralret og varselstydning. Fra ca. 200 f.Kr. kendes tabulae pontificum 'pontifexernes tavler', en samling historiske annaler.

Fra og med Augustus blev ærestitlen pontifex maximus givet til den regerende kejser, og i løbet af 400-t. overtog paven den oprindelig hedenske titulatur, ofte forkortet pont.max. eller PM, nu i formen summus pontifex, hvis betydning tolkedes kristologisk som 'den, der slår bro mellem Jord og Himmel'.



[ - ]


0736
Pt:188