Beskrivelse af Gajus, der var Pave i år 283-296

Sct. Peter var den første biskop af Rom og dermed den første Pave i historien.
Der er opstået tradition for at biskoppen over Rom, er den katolske kirkes overhovede og dermed Pave for hele den katolske verden. Pavetitlen bliver dog først brugt efter år 300.
Kirken ledes af paven, der anses som Sankt Peters efterfølger. Den opfattelse stammer fra Matthæusevangeliet, hvor Jesus giver Peter nøglerne til himmeriget.
Jesus sagde følgende ord til Peter, som kan læses på indersiden af kuplen i
Peterskirken: ''Du er Peter (klippen) og på denne klippe vil jeg bygge min Kirke.
Dig vil jeg give nøglerne til himlens rige''.





    B: 289.301

Pave Gajus i tal :
Nummer 28 i paverækken

Begivenhed: Dato:Varighed:
Pavevalgt :  17. Dec. 283 -
Papiat slutter : 22. Apr. 296 12,3 år





Det dynamisk skiftende indhold på denne side er sammensat af bearbejdet materiale, der fortrinsvis er inspireret af fakta fra ovenstående links. Disse links er i sig selv og i høj grad spændende og anbefalelsesværdig læsning.
Jeg takker hermed for inspiration. :-)
M. Due 2019















Gajus - 283-296 :

Gajus (San Caio) St. Caius, fra Salona, Dalmatien, Albaniens kystegne ca. 283-296.
Han var pave fra 17/12 283 til 22/04 296.
Romersk pave der blev martyrdræbt. Døde i 296. Gajus var pave i Rom i perioden 283-95. Ifølge tvivlsomme kilder led han martyrdøden under kejser Diokletians kristen­forfølgelser, selv om han var en slægtning af kejseren. Forinden hævdes han at have skjult sig i katakomberne i otte år, hvorefter han blev fundet, taget til fange og senere dræbt.
Pave Caius (også kaldet Gaius) var pave fra 283 til sin død i 296. Han var søn af Gaius eller - ifølge Sankta Susanna af Concordius - en slægtning til kejser Diokletian, og han blev valgt til pave 17. december 283. Hans grav med den oprindelige inskription blev fundet i Callistus' katakomber, og i den befandt sig hans ring, som han brugte til at forsegle sine breve.
Hans navnedag er 22. april sammen med Pave Soter I. Sankt Caius portrætteres i kunsten med den pavelige tiara med Sankt Nereus. Han æres i Dalmatien og Venedig.

Pave Gajus, også kaldet Caius, var pave fra 17 December 283 22 April 296. Kristen tradition gør ham en indfødt af Salona Dalmatian by, i dag Solin i nærheden af Split, søn af en mand også ved navn Gajus, og et medlem af en adelig familie relateret til kejser Diokletian.
Lidt information om Gajus er tilgængelig, bortset fra at fra Liber Pontificalis, som bygger på en legendariske konto af martyrium af St. Susanna sine oplysninger. Ifølge legenden døbt Gajus mænd og kvinder, der var blevet omvendt af Sankt Tiburtius, (der er æret med St. Susanna) og Sankt Castulus. Hans forklaring, at Gajus tog tilflugt i katakomberne i Rom og døde en martyr.
Ca 280, en tidlig kristen hus for tilbedelse blev etableret på stedet af Sankta Susanna, der ligesom mange af de tidligste kristne mødesteder, var i et hus (domus ecclesiae). Domus tilhørte, ifølge sjette århundredes acta, til brødre ved navn Gajus og Gabinus, fremtrædende kristne. Gajus muligvis denne pave eller Gajus Presbyter. Gabinus er navnet på faderen til Sankta Susanna. Således hævder kilderne at Gajus var onkel til Sankta Susanna.

Pavedømmet
Som pave dekreterede han, at før nogen kunne påtage sig embedet, som biskop, skal han først være portør, lektor, eksorcist, medhjælper, underdiakon, diakon og præst. Han opdelte også distrikterne i Rom blandt diakonerne. Under hans Pontifikat, steg de anti-kristne foranstaltninger, selv om der blev bygget nye kirker og kirkegårdene blev udvidet. St Gajus kan ikke have været martyr: Diokletians forfølgelser af de kristne begyndte i 303, efter Gajus' påståede død og Diokletian var ikke umiddelbart fjendtlig overfor kristendommen da han blev kejser.

Grav og begravelse
Gajus er nævnt i fjerde-århundredets Depositio Episcoporum (og er derfor ikke en martyr): X kl maii Caii i Callisti.
Gajus' grav, med den oprindelige gravskrift, blev opdaget i Callistus katacomber og i graven fandtes den ring, som han brugte til at forsegle sine breve. I 1631, blev hans påståede residens i Rom lavet om til en kirke. Men den blev senere nedrevet i 1880 for, at gøre plads til krigsministeriet på Via XX Settembre, og hans relikvier blev overført til familien Barberinis kapel.

Æret som helgen
Sankt Gajus festdag fejres på 22 April, som er der af Sankt Soter. De er fejret i fællesskab i den Tridentine kalender og i de efterfølgende udgaver af den generelle romerske kalender indtil 1969, siden da de udelades. Både nævnt under 22 April i Romersk Martyrology, den officielle liste over anerkendte helgener. Posten for Sankt Gajus er som følger: "i Rom, i Callistus kirkegården på Via Appia, nedgravning af Sankt Gajus, paven, der flygter fra forfølgelse af Diokletian, døde som en Bekenderen af troens."
St Gajus er portrætteret i kunsten iført den pavelige Tiara med Sankt Nereus. Han er æret i Dalmatien og Venedig. I Firenze, Kirke af San Gaggio på den via Senese var dedikeret til ham. I 2003, blev planerne sat i kraft at gøre det til Rådets boliger.
Gajus døde c. 296. Alt, hvad der vides om Sankt Gajus er kommet til os gennem upålidelige tradition. Det siges, at pave Gajus var en dalmatiner og en slægtning af kejser Diokletian. December 17, 283, blev han pave. I løbet af sin Pontifikate rolige første år dekreteret Gajus, at biskopperne skal være præster før indvielse til at bispekollegiet. Han er hædret som en martyr på grund af sine lidelser: under Diokletian forfølgelse af kristne, han flygtede og blev tvunget til at leve i otte år i skjul i en grotte eller katakomberne. Graden af upålidelighed af denne tradition er demonstreret ved, at Diokletian forfølgelse begyndte først seks eller syv år efter hans død (Attwater2, Benedictines, Delaney, encyklopædi).
Sankt Gajus er portrætteret i kunsten iført den pavelige tiara med Sankt Nereus. Han er æret i Dalmatien og Venedig (Roeder).




                  Katolske begreber:

Afladshandel

Antiochia

Apokryf

Ariani

Arianisme

Avignon

Basilika

Breviar

Bulle

Cistercienser

Davids Slægt

Decius

Diokletian

Dominikaner

Donatisme

Døbefont

Dødssynder

Ecclesiast

Exarch

Franciskaner

Galilei

Glas

Gnostiker

Goddag mand økseskaft

Gudsbevis

Helvede

Herrens år

Ikonoklasme

Inkvisition

Interregnum

Investitur

Irenæus

Janseni

Kanon

Kirkebøger

Kloster

Koncil

Konklave

Korstog

Lateran

Liber Pontificalis

Longobard

Luther

Lydkonge

Malakias

Malakiasrækken

Markion

Modpave

Monarkianisme

Monofysitisme

Monoteletisme

Monstrans

Montanisme

Muhammed

Novatian

Nuntius

Oligark

Pallium

Paternoster

Patriark

Pavenumre

Paverækken

Pavinde

Pelagianisme

Pontifikat

Påskestriden

Ramaskrig

Ravenna

Sakramente

Sanktus

Saracen

Sede Vacante

Simoni

Skisma

Synode

Tiara

Vatikan

Økumenisk


Ordforklaring :

Diokletian
Liber Pontificalis
Pontifikat
Tiara

Diokletian:

[ - ]
Diokletian, Gajus Aurelius Valerius Diocletianus, opr. Diocles, romersk kejser 284-305. Diokletian tjente sig op fra soldat til kommandant for livvagten og blev efter kejser Numerians død udråbt til kejser i Nikomedia. Efter at have besejret kejser Carinus i 285 anerkendtes han som rigets enekejser. Han tog imidlertid samme år vennen Maximianus til medregent, fra det følgende år som ligeberettiget kejser (augustus); dog beholdt Diokletian selv den ledende stilling, hvilket blev udtrykt ved, at de to stillede sig under beskyttelse af hhv. Jupiter og Hercules. Diokletian overlod Maximianus den vestlige rigsdel og opholdt sig selv i den østlige. Fra 293 havde de Constantius 1. og Galerius som medregenter (cæsarer), og dette firemandsstyre, tetrarki, sikrede kejserdømmets stabilitet i hele Diokletians regeringstid. Ved sin og Maximianus' abdikation i 305 sørgede Diokletian for, at tetrarkiet kunne fortsætte, idet de to cæsarer rykkede op som augusti, og to nye cæsarer, Maximinus Daia og Flavius Severus, udråbtes.



Under Diokletian gennemførtes en række reformer. Provinsernes antal øgedes ved deling af de større til ca. 100, som atter samledes i 12 dioceser. Også hæren og centraladministrationen voksede stærkt. Som grundlag for de rekvisitioner i naturalier, der nu var statens vigtigste indtægt, gennemførtes en matrikulering af hele riget, dels det dyrkede land (iugatio), dels arbejdskraften (capitatio). Mindre held havde Diokletian med en møntreform, og det blev i 301 nødvendigt at udstede et maksimalprisedikt, som dog ikke kunne standse den voldsomme inflation. I 303 genoptog Diokletian efter en lang toleranceperiode en restriktiv politik over for kristendommen i den sidste store forfølgelse; dog blev de strengeste forholdsregler kun håndhævet i den østlige rigsdel. Indtil 303 havde de kristne religionsfrihed, men i 303 udstedte den noget ustabile kejser Diokletian et edit i Nicomedia, hvor det blev krævet at alle kirker skulle ødelægges, de hellige bøger udleveres og de kristnes sammenkomster forbydes. Diokletians medkejser Galerius beskyldtes for at stå bag.

Diokletians sidste regeringsår prægedes af voldsomme kristenforfølgelser. Deres baggrund er ukendt, bortset fra at han synes påvirket af sin fanatisk antikristne svigersøn og medkejser Galerius, hans mistillid til de kristnes loyalitet og afvisning af hær og forsvar. Han udelukkede først kristne fra alle statsembeder, optrappede forfølgelserne og forbød kristendommen i 303. Forfølgelsen var meget omfattende, men synes at have ført til relativt få henrettelser. Ikke desto mindre hævder den kirkelige tradition, at Diokletian omkring år 303 lod titusinder af kristne, som nægtede at ofre til de hedenske guder, korsfæste på Ararats bjerg "De ti tusinde martyrer ". Mere sikkert er det, at tortur, mishandling og tvangsarbejde forekom i stor udstrækning. Blandt ofrene var senere kendte helgener som Agnes og Lucia. Generelt mislykkedes forfølgelserne, der til dels blev saboteret af mindre engagerede underkejsere.

Det var først i forbindelse med Diokletians medkejser Galerius uhelbredelige sygdom, at det berømte Toleranceedikt af 311 blev udstedt. Her får de kristne fuld oprejsning og religionsfrihed, men de skal bede - ikke til kejseren, men for kejseren og statens velfærd.

[ - ]

Liber Pontificalis:

[ - ]
Liber Pontificalis: eller Pavernes Bog er en af de væsentlige kilder vedrørende den tidlige middelalders historie, men den er også genstand for stor skepsis i den henseende.


På det umiddelbare plan er bogen en samling kortfattede biografiske registreringer af de første paver op til slutningen af det 10. århundrede nævnt i kronologisk rækkefølge. Hver af registreringerne består af pavens regeringstid i antal år (og herudfra kan årstallene udledes), deres fødselssted og forældre, de samtidige kejsere, indsats med hensyn til byggeri (specielt vedrørende romerske kirker), udnævnelser, vigtigste erklæringer, begravelsessted og tiden indtil næste pave var valgt og indviet. Imidlertid vanskeliggør måden, den blev til på, at man kan fæste ordentlig lid til bogen som historisk dokumentation.
Liber Pontificalis er skrevet af underordnede embedsmænd ved paveretten, og der er fundet eksempler på forvanskninger, udeladelser og forfalskninger. Registreringerne for de første tre århundreder er derfor nok først og fremmest interessante for historikere som eksempler på, hvad man i det 5. århundrede vidste om den tidligste katolske kirke. Fra det 4. århundrede og frem er skribenterne på mere sikker grund, selv om der stadig kan findes fejl og mangler. Granskning af teksten lader formode, at der fandtes to tidlige versioner fra før belejringen af Rom i 546, men herefter er der tale om et enkelt eksemplar. Fra begyndelsen af det 7. århundrede (omkring tiden for Pave Honorius 1.'s indsættelse) og frem indtil indsættelsen af Pave Adrian 2. er registreringerne skrevet i samtiden kort efter hver paves død og dermed rimeligt præcise, når man ser bort fra de enkelte skribenters holdninger.
Fortsættelser af Liber Pontificalis blev senere lavet og fører beretningerne om paverne videre fra omkring 1100 til midten af det 15. århundrede, men kvaliteten heraf er meget varierende.
De mange skribenters arbejde over lang tid komplicerede arbejdet med at lave udgaver af værket til videnskabelige formål. Mod slutningen af det 19. århundrede gjorde Louis Duchesne og Thodor Mommsen begge forsøget, men Mommsens udgave er dog ikke komplet. I det 20. århundrede er der udkommet oversatte og kommenterede udgaver, hvor vægten af kommentarerne har gået på den historiske troværdighed af beskrivelserne.

[ - ]

Pontifikat:

[ - ]
Pontifikat, (af lat. pontificatus, afledt af pontifex), en paves regeringstid.

Pontifex, (lat., af pons 'vej, bro', gen. pontis, og -fex, af facere 'gøre'; af omstridt bet., måske 'den, der baner vej' eller 'den, der bygger bro'), i romersk religion navnet på et ledende medlem af pontifikalkollegiet, et præstekollegium bestående af rex sacrorum, de tre store flamines og tolv mindre flamines; pontifex maximus 'den største pontifex' havde som særligt embedsområde Vestakulten. Pontifikalkollegiet holdt til i Regia (egl. 'kongens hus') på Forum Romanum og havde bl.a. overopsyn med Roms statskult, lege (ludi), sakralret og varselstydning. Fra ca. 200 f.Kr. kendes tabulae pontificum 'pontifexernes tavler', en samling historiske annaler.

Fra og med Augustus blev ærestitlen pontifex maximus givet til den regerende kejser, og i løbet af 400-t. overtog paven den oprindelig hedenske titulatur, ofte forkortet pont.max. eller PM, nu i formen summus pontifex, hvis betydning tolkedes kristologisk som 'den, der slår bro mellem Jord og Himmel'.



[ - ]

Tiara:

[ - ]
Tiara : Tiaraen er en hovedbeklædning, der tidligere symboliserede pavens magt også som verdslig fyrste. Bispehuen (Mitraen) har erstattet den tidligere tredobbelt pavekrone. Den sidste pave der bar Tiara-kronen ved sin indsættelse var pave Paul VI (1963-1978), men umiddelbart derefter blev den solgt på auktion og pengene givet til velgørende formål.
I den katolske Tradition symboliseres den store værdighed og myndighed ved en række ydre tegn, hvoraf et af de vigtigste er tiaraen, en hovedbeklædning som minder om en krone. Den har paverne ikke båret siden pave Paul d. VIs kroning, men den indgik dog i pavernes segl til og med pave Johannes Paul d. II. Tiaraen er en rød klud for de historisk bevidste koncilshippier – og andre wannabee-protestanter, som helst ser pavemyndigheden reduceret til en slags administrativ funktion, der dyrker den “økumeniske dialog” med skismatikere af alle slags.
Bispehuen - Mitria´en - har erstattet den tidligere tredobbelte pavekrone, Tiara´en.
Oprindelsen til den pavelige Tiara er en smule uklar. Ordet tiara forekommer i de klassiske annaler som betegnelse for en Persisk hovedbeklædning. En camelaucum, som var af samme form som de pavelige Diademer, var en del af hoffets beklædning i Byzans. Eftersom andre ritualer forbundet med den pavelige kroning, blev kopieret fra det byzantinske og østeuropæiske kejserlige ceremoniel, er det sandsynligt, at tiaraen er også af byzantinsk oprindelse.
Der har været brugt en række forskellige Tiaraer op gennem tiden og nogle få er stadig bevaret.

[ - ]


0902
Pt:191