Beskrivelse af Pius VI, der var Pave i år 1775-1799

Sct. Peter var den første biskop af Rom og dermed den første Pave i historien.
Der er opstået tradition for at biskoppen over Rom, er den katolske kirkes overhovede og dermed Pave for hele den katolske verden. Pavetitlen bliver dog først brugt efter år 300.
Kirken ledes af paven, der anses som Sankt Peters efterfølger. Den opfattelse stammer fra Matthæusevangeliet, hvor Jesus giver Peter nøglerne til himmeriget.
Jesus sagde følgende ord til Peter, som kan læses på indersiden af kuplen i
Peterskirken: ''Du er Peter (klippen) og på denne klippe vil jeg bygge min Kirke.
Dig vil jeg give nøglerne til himlens rige''.

Pius VI - 1775-1799 :

Pius VI (Pio VI)
Pius VI (1775-1799), hed Giovanni Angelo Braschi, født 27. December 1717 i Cesena. Ved familieforbindelser kom han 1745 ind i det pavelige Kancelli, og da han var en såre smuk mand med en værdig holdning og afmålte bevægelser og tillige et godt hoved, var en glimrende løbebane ham vis. 1773 nåede han at blive Kardinal. Han hørte til Jesuitvennernes (Zelanti) mådeholdne fløj. Efter mange intriger gik han efter Clemens XIV’s død ud af Konklavet som Pave 15. Februar 1775. Han betragtede sin forgængers ophævelse af Jesuiterordenen som »en sand lovløshedens hemmelighed« og søgte at værne medlemmerne af den ophævede orden på enhver måde. For øvrigt minder han om renæssancens Paver. Han byggede et pragtfuldt Sakristi til Skt Peter, samlede på kunstværker til det Vatikanske museum, hvis hovedafdelings navn, Museo Pio-Clementino, minder derom. Han søgte at udtørre de pontinske sumpe. De mange penge, som disse ting kostede, fik han ind ved et nyt skattesystem, men dette syntes romerne ikke om, og de gav sig til at skumle over, at hans forfængelighed og hans skønhed var større end hans dyd. Den politiske humanismes vindretning kunne han ikke ændre. 1777 ophævede Neapel uden videre sit lensforhold til Pavestolen, og Josef II i Østerrig og Leopold II i Toscana reformerede kirke og skole trods Pavens protest. Uden resultat gjorde Pius selv en rejse til Wien.
Over for de tyske Ærkebisper havde han held med sig, og Frederik II af Preussen og Katharina II af Rusland værnede hans venner, Jesuitterne. Svære dage begyndte for Pius med den franske revolution. Tvungen af Bonaparte til fred i Tolentino 1797 måtte han afstå Avignon, Venaissin, Bologna, Ferrara og Romagna, udlevere håndskrifter og kunstværker og betale 30 mill. Lire og love at opløse sin hær. 1798 erklæredes Kirkestaten for en republik, og Pius førtes som fange til Frankrig, hvor han døde 20. August 1799 i Valence.

Pius VI, Braschi (1775-1799). Grev Giovanni Angelo Braschi blev født 1717 i Cesena (Emilia-Romagna). I 1766 bliver han skatmester for det Apostolske Kammer, i 1773 kardinalpræst for S. Onofrio (Rom) og i 1775 bliver han biskop og samme år valgt til pave efter et fire-måneders Konklave.
Dette Pontifikat er et af kirkehistoriens længste, efter jesuitterproblemet er det præget af opgøret mod statskirker og de lange skygger fra den franske revolution (1789).
Efter forgængerens pave Clemente XIV ophævelse af Jesuitterordenen, stod tilhængere og modstandere af ordenen uforsonligt over for hinanden, men med valget af Pius VI havde tilhængerne fået overtaget. Paven tillod ordenen at bestå i Preussen og Hviderusland.
Han var den sidste pave, der forsøgte (uden held) at fastholde kirkens og pavestatens magtposition. Han aflægger et besøg i Wien 1786 for at overbevise kejser Josef 2. om, at kirken ikke skulle underordne sig staten. Josef 2. inddrog alle klostre, hvis medlemmer ikke helligede sig undervisning, velgørenhed, sygepleje eller studier. En række af de foregående paver havde tabt væsentlig indflydelse overfor de øvrige italienske stater, samtidig med at enevælden blev afskaffet overalt i Europa. Han afholder det 19. kirkelige jubelår.
I 1791 blev de diplomatiske forbindelser mellem Frankrig og Den Hellige Stol afbrudt og syv år senere måtte paven opleve, at Kirkestaten blev nedlagt.
Da Pius VI i 1796 tøver med at godkende en fredstraktat mellem Frankrig, Østrig og Kongeriget Sardinien, besætter franske tropper Rom og foretager en regulær plyndring. Ved fredsslutningen i Tolentino 1797 må paven afstå store landområder og betale en enorm krigsskadeerstatning, samt udlevere en lang række kunstværker. For at skaffe de mange penge omsmeltes Pierre Legros massive sølvstatue af Sct. Ignazio.
Derefter forsøgte Pius VI at skabe et forbund med Østrig og Napoli, dette blev dog forpurret af Napolen og i 1798 indtager franske tropper igen Rom og afvæbner pavehæren, afsætter paven og udråber Den Romerske Republik. Den 80-årige dødsyge pave blev derefter bragt til Valence i Frankrig, hvor han dør. Først i 1814 vendte en pave tilbage til Rom.
I 1789 lader han opstille obelisken foran Trinita dei Monti. Han er den sidste pave, der får opført et paveligt familiepalads, Palazzo Braschi. Dette blev i 1952 omdannet til Roms Bymuseum (Museo di Roma).
I Sankt Pietro ser man en statue af den bedende Pius VI i krypten ved hovedalteret.

Pave Pius VI (25. December 1717-29 August 1799) født Grev Giovanni Angelo Braschi, var leder af den katolske kirke fra 15 februar 1775 til sin død i 1799.

Biografi
Navnet på Pius VI er forbundet med mange og ofte upopulære forsøg på at genoplive pragten af Pave Leo X (1513–21) til fremme af kunst og offentlige arbejder ord Munificentia Pii VI. P. M. tegnet i alle dele af byen, giver anledning blandt hans forarmede emner til sådanne satire som indsættelse af et minut brød i hænderne af Pasquin med denne indskrift nedenunder. Han huskes bedst i forbindelse med etablering af Museum af Vatikanet, begyndt på hans forslag af hans forgænger og en upraktisk og dyrt forsøg på at dræne de Pontinske sumpe, noget senere med succes opnået i 1930 ' erne af fascistiske diktator Benito Mussolini.
Pius VI er blevet beskyldt for at have ført en nyttesløs og umoralsk liv, har forsømt sine pligter og har været dårligt humør og selv brutale med hans ledsagere. Der skal naturligvis tages hensyn til fjendskab og overdrivelse, men der er ingen tvivl om, paven tyet til lav og skæve middel til at opnå penge, både for at opfylde kravene i sin umættelige familie og udgifterne til hans egen ekstravagance. Som en monark var han isoleret og ignoreret. Når den franske Revolution brød ud, befolkningen i Avignon og Comtat Venaissin viste sig de pavelige embedsmænd og erklæret sig franske borgere. Nyheden om denne begivenhed blev modtaget i Paris med en stor udstilling af jubel og pavens portræt blev offentligt brændt i haven af Palais Royal til akkompagnement af ribald vittigheder og sange."

Tidlige år
Braschi blev født i Cesena. Efter at have afsluttet sine studier i Jesuit college i Cesena og modtage sin doktorgrad i jura (1734), fortsatte Braschi sine studier ved universitetet i Ferrara, hvor han blev privatsekretær af Tommaso Ruffo, pavelige legat, i hvis bispedømmet af Ostia og Velletri han beklædte posten som revisor indtil 1753. Hans færdighed i udførelsen af en mission for at retten Napoli vandt ham agtelse af Pave Benedict XIV (1740–58), som udnævnte ham en af hans sekretærer, 1753, og canon af St Peter's. I 1758, sætte en stopper for en engagement at være gift (Pastor 1952) han blev ordineret præst, og i 1766 udpeget kasserer for kamera apostolica af pave Clement XIII (1758–69). Dem, der led under hans samvittighedsfulde økonomier listigt overbevist om pave Clement XIV (1769–74) at gøre ham kardinal-præst i Sant'Onofrio på 26 April 1773 – en forfremmelse, som gjorde ham, for en tid, uskadelige. I de fire måneder Konklave som fulgte død Clemens XIV Spanien, Frankrig og Portugal omsider faldt deres indsigelse mod Braschi, der var efter alle en af de mere moderate modstandere af anti-Jesuit politikken af den foregående pave, og han blev valgt til Pavestolen på 15 februar 1775, idet navnet på Pius VI.

Pavedømmet
Tidlig indsats
De tidligere handlinger af Pius VI gav fair løfte om liberale regel og reform i den korrupte administration af Kirkestaten. Selvom normalt velvillige, viste Pius VI sommetider forskelsbehandling. Han gjorde sin onkel Giovanni Carlo Bandi, biskop af Imola i 1752 og medlem af curia, kardinal i Konsistorium på 29 maj 1775, men byde ikke andre medlemmer af sin familie. Han irettesat prins Potenziani, guvernør i Rom, for ikke at have tilstrækkelig håndtere korruption i byen, udpeget et råd af Kardinalerne at rette op statens finanser og lindre pres af beskatningen, kaldet konto Nicolò Bischi for anvendelsen af midler til køb af korn, reduceres de årlige udbetalinger ved at nægte pensioner til mange prominente folk, og vedtog en belønningssystem for at tilskynde landbruget.

Kompromiskandidat
Omstændigheder af Pius VI valget som en kompromiskandidat involveret ham i problemer fra starten af hans Pontifikat. Han havde modtaget støtte fra ministrene fra de katolske kroner og anti-Jesuit partiet på en stiltiende forståelse at han ville fortsætte handlingen af Clemens XIV, hvis korte Dominus ac Redemptor (1773), jesuiterordenen havde været erklæret opløst. På den anden side zelanti – Pro Jesuit parti blandt Kardinalerne – troede ham hemmeligt sympatiske mod jesuitterne, og forventet nogle erstatning for den påståede uret, de har lidt under den tidligere regeringstid. Som følge af disse komplikationer Pius VI blev ført ind i en serie af halv foranstaltninger, som gav lidt tilfredshed parterne: Selvom det er måske i vid udstrækning ham at ordren kunne undslippe opløsning i Hviderusland og Schlesien; på kun ét tidspunkt han nogensinde seriøst overveje sin universelle genetablering, nemlig i 1792, som et bolværk mod ideer af den franske Revolution (1789).

Gallikanske og Febronian protester
Udover vender utilfredshed med denne temporising politik, mødtes Pius VI med praktiske protester tendens til begrænsning af pavelige myndighed. Johann Nikolaus von Hontheim, skriver under pseudonymet "Febronius", den ledende tyske litterære eksponent for Gallikanske ideer af nationale katolske kirker, var selv induceret (ikke uden skandale) offentligt at dementere sine holdninger; men de blev vedtaget i Østrig alligevel. Der rørt de sociale og kirkelige reformer i ånden i oplysningstiden, som havde foretaget af kejser Joseph II (1765) og hans minister Kaunitz overherredømmet af Rom så næsten, i håb om at holde dem Pius VI vedtaget ekstraordinære løbet af besøger Vienna i person. Han forlod Rom på 27 februar 1782, og selvom pragtfuldt modtaget af kejseren, hans mission bevist en fiasko; han kunne dog et par år senere at dæmme op for de tyske ærkebiskopper, der i 1786 på Kongressen Ems, havde vist en tendens til uafhængighed.

Kongeriget Napoli
I Kongeriget Napoli vanskeligheder nødvendiggør visse indrømmelser for feudale hyldest blev rejst af den liberale minister Tanucci, og mere alvorlige uoverensstemmelser opstået med Leopold II (1790–92), senere kejser og Scipione de' Ricci, biskop af Pistoia og Prato, på spørgsmålene om reformen i Toscana; men Pius VI tænkte ikke egnede til at fordømme dekreterne af Synode af Pistoia (1786), indtil næsten otte år var gået.

Franske Revolution
Ved udbruddet af den franske Revolution, Pius VI var vidne til undertrykkelse af den gamle Gallikanske kirke, konfiskation af pavelige og kirkelige besiddelser i Frankrig, og en statue af sig selv brændt af parisere på Palais Royal.

Deposition og død under Napoleon
I 1796 franske republikanske tropper under kommando af Napoleon Bonaparte invaderede Italien, besejrede de pavelige tropper og besatte Ancona og Loreto. Pius VI sagsøgt for fred, der blev ydet på Tolentino på 19 februar 1797; men den 28 December samme år, i en riot skylden pavelige styrker på nogle italienske og franske revolutionære, den populære brigadegeneral Mathurin-Léonard Clement, der var gået til Rom med Joseph Bonaparte som en del af den franske ambassade, blev dræbt og en ny påskud blev indrettet for invasion. General Berthier marcherede til Rom, trådte det enstemmigt på 10 februar 1798, og proklamerede en romerske republik, forlangte af paven afkald sit tidsmæssige myndighed.
Ved sin afvisning han blev taget til fange, og på 20 februar blev eskorteret fra Vatikanet til Siena, og derfra til Certosa nær Firenze. Den franske krigserklæring mod Tuscany førte til hans fjernelse (han blev eskorteret af spanieren Pedro Gómez Labrador, Marquis af Labrador) ved hjælp af Parma, Piacenza, Torino og Grenoble til citadel af Valence, den vigtigste by Frankrig hvor han døde seks uger efter sin ankomst, på 29 August 1799, har derefter regerede længere end hvilken som helst pave.
Pius VI forhøjede Romualdo Braschi-Onesti, den næstsidste kardinal-nevø. Pius VI kroppen var balsameret, men blev ikke begravet indtil 30 januar 1800 efter Napoleon så politisk fordel at begrave den afdøde pave i bestræbelserne på at bringe den katolske kirke tilbage i Frankrig. Hans entourage insisterede på for et stykke tid, hans sidste ønsker var at blive begravet i Rom, så bag de østrigske linjer. De også forhindret en forfatningsmæssig biskop præsiderende ved begravelsen, som lovene i Frankrig så kræves, så ingen begravelse service blev afholdt. Denne tilbagevenden af konflikten i Investitur blev afgjort ved konkordat i 1801. Pius VI kroppen blev fjernet fra Valence på 24 December 1801 og begravet på Rom 19 februar 1802, da Pius VI blev givet en katolsk begravelse, overværet af Pave Pius VII.

Genbegravelse
Ved dekret af Pave Pius XII i 1949, blev resterne af Pius VI flyttet til kapellet af Madonna under St. Peters i den pavelige grotte. Hans jordiske rester blev placeret i en gammel marmor sarkofag. Indskriften på væggen over beholderen læser:
"De jordiske rester af Pius VI, forbruges i uretfærdige eksil, efter ordre fra Pius XII er placeret i denne værdige og pæn placering, hæderkronede for kunst og historie, i 1949".

Medier repræsentationer
En lang publikum med Pius VI er en af de mest omfattende scener i Marquis de Sade narrative Juliette, offentliggjort i 1798. Juliette viser off sin læring til paven (hvem hun oftest adresser som "Braschi") med en verbal katalog over påståede immoralities begået af hans forgængere.
Som et middel til ydmygelse tvinger Sylvain Maréchal spille Le Jugement dernier des rois karakter af paven til at gifte sig efter en global revolution har detroniserede ham og andre monarker.

Pope Pius VI (25 December 1717 – 29 August 1799), born Count Giovanni Angelo Braschi, was the head of the Catholic Church from 15 February 1775 to his death in 1799.

Biography
This section includes a list of references, related reading or external links, but the sources of this section remain unclear because it lacks inline citations. Please improve this article by introducing more precise citations. (July 2013)
The name of Pius VI is associated with many and often unpopular attempts to revive the splendour of Pope Leo X (1513–21) in the promotion of art and public works; the words Munificentia Pii VI. P. M. graven in all parts of the city, giving rise amongst his impoverished subjects to such satire as the insertion of a minute loaf in the hands of Pasquin with that inscription beneath it. He is best remembered in connection with the establishment of the Museum of the Vatican, begun at his suggestion of his predecessor and with an impractical and expensive attempt to drain the Pontine Marshes, something later successfully achieved in the 1930s by Fascist dictator Benito Mussolini.
Pius VI has been accused of having led a futile and immoral life, of having neglected his duties and of having been bad-tempered and even brutal with his attendants. Allowance of course must be made for enmity and exaggeration, but there can be no doubt that the Pope resorted to low and crooked means of obtaining Money, both to meet the demands of his insatiable family and the cost of his own extravagance. As a monarch he was isolated and ignored. When the French Revolution broke out, the population of Avignon and of the Comtat Venaissin turned out the papal officials and declared themselves French citizens. News of this event was received in Paris with a great show of rejoicing and the Pope's effigy was publicly burned in the gardens of the Palais Royal to the accompaniment of ribald jokes and songs."

Early years
Braschi was born in Cesena. After completing his studies in the Jesuit college of Cesena and receiving his doctorate of law (1734), Braschi continued his studies at the University of Ferrara, where he became the private secretary of Tommaso Ruffo, papal legate, in whose bishopric of Ostia and Velletri he held the post of auditor until 1753. His skill in the conduct of a mission to the court of Naples won him the esteem of Pope Benedict XIV (1740–58), who appointed him one of his secretaries, 1753, and canon of St Peter's. In 1758, putting an end to an engagement to be married (Pastor 1952) he was ordained priest, and in 1766 appointed treasurer of the camera apostolica by Pope Clement XIII (1758–69). Those who suffered under his conscientious economies cunningly convinced Pope Clement XIV (1769–74) to make him Cardinal-Priest of Sant'Onofrio on 26 April 1773 – a promotion which rendered him, for a time, innocuous. In the four months' conclave which followed the death of Clement XIV Spain, France and Portugal at length dropped their objection to Braschi, who was after all one of the more moderate opponents of the anti-Jesuit policy of the previous Pope, and he was elected to the Holy See on 15 February 1775, taking the name of Pius VI.

Papacy
Early actions
The earlier acts of Pius VI gave fair promise of liberal rule and reform in the corrupt administration of the Papal States. Though usually benevolent, Pius VI sometimes showed discrimination. He made his uncle Giovanni Carlo Bandi, Bishop of Imola in 1752, and a member of the curia, cardinal in the consistory on 29 May 1775, but did not proffer any other members of his family. He reprimanded prince Potenziani, the governor of Rome, for failing to adequately deal with corruption in the city, appointed a council of cardinals to remedy the state of the finances and relieve the pressure of imposts, called to account Nicolò Bischi for the spending of funds intended for the purchase of grain, reduced the annual disbursements by denying pensions to many prominent people, and adopted a reward system to encourage agriculture.

Compromise candidate
The circumstances of Pius VI's election as a compromise candidate involved him in difficulties from the outset of his pontificate. He had received the support of the ministers of the Catholic crowns and the anti-Jesuit party upon a tacit understanding that he would continue the action of Clement XIV, by whose brief Dominus ac Redemptor (1773), the Society of Jesus had been pronounced dissolved. On the other hand, the zelanti – the pro-Jesuit party among the cardinals – believed him secretly sympathetic towards the Jesuits, and expected some reparation for the alleged wrongs they suffered under the previous reign. As a result of these complications Pius VI was led into a series of half measures which gave little satisfaction to either party: although it is perhaps largely due to him that the Order was able to escape dissolution in White Russia and Silesia; at only one juncture did he ever seriously consider its universal re-establishment, namely in 1792, as a bulwark against the ideas of the French Revolution (1789).

Gallican and Febronian protests
Besides facing dissatisfaction with this temporising policy, Pius VI met with practical protests tending to the limitation of papal authority. Johann Nikolaus von Hontheim, writing under the pseudonym "Febronius", the chief German literary exponent of Gallican ideas of national Catholic Churches, was himself induced (not without scandal) publicly to retract his positions; but they were adopted in Austria nevertheless. There the social and Ecclesiastical reforms in the spirit of the Enlightenment, which had been undertaken by Emperor Joseph II (1765–90) and his minister Kaunitz touched the supremacy of Rome so nearly that in the hope of staying them Pius VI adopted the exceptional course of visiting Vienna in person. He left Rome on 27 February 1782, and, though magnificently received by the Emperor, his mission proved a fiasco; he was, however, able a few years later to curb those German archbishops who, in 1786 at the Congress of Ems, had shown a tendency towards independence.

Kingdom of Naples
In the Kingdom of Naples difficulties necessitating certain concessions in respect of feudal homage were raised by the liberal minister Tanucci, and more serious disagreements arose with Leopold II (1790–92), later emperor, and Scipione de' Ricci, bishop of Pistoia and Prato, upon the questions of reform in Tuscany; but Pius VI did not think fit to condemn the decrees of the synod of Pistoia (1786) till nearly eight years had elapsed.

French Revolution
At the outbreak of the French Revolution, Pius VI witnessed the suppression of the old Gallican Church, the confiscation of pontifical and Ecclesiastical possessions in France, and an effigy of himself burnt by the Parisians at the Palais Royal.

Deposition and death under Napoleon
In 1796 French Republican troops under the command of Napoleon Bonaparte invaded Italy, defeated the papal troops and occupied Ancona and Loreto. Pius VI sued for peace, which was granted at Tolentino on 19 February 1797; but on 28 December of that year, in a riot blamed by papal forces on some Italian and French revolutionists, the popular brigadier-general Mathurin-Léonard Duphot, who had gone to Rome with Joseph Bonaparte as part of the French embassy, was killed and a new pretext was furnished for invasion. General Berthier marched to Rome, entered it unopposed on 10 February 1798, and, proclaiming a Roman Republic, demanded of the Pope the renunciation of his temporal authority.
Upon his refusal he was taken prisoner, and on 20 February was escorted from the Vatican to Siena, and thence to the Certosa near Florence. The French declaration of war against Tuscany led to his removal (he was escorted by the Spaniard Pedro Gómez Labrador, Marquis of Labrador) by way of Parma, Piacenza, Turin and Grenoble to the citadel of Valence, the chief town of Drôme where he died six weeks after his arrival, on 29 August 1799, having then reigned longer than any Pope.
Pius VI elevated Romualdo Braschi-Onesti, the penultimate cardinal-nephew. Pius VI's body was embalmed, but was not buried until 30 January 1800 after Napoleon saw political advantage to burying the deceased Pope in efforts to bring the Catholic Church back into France. His entourage insisted for some time that his last wishes were to be buried in Rome, then behind the Austrian lines. They also prevented a Constitutional bishop from presiding at the burial, as the laws of France then required, so no burial service was held. This return of the Investiture conflict was settled by the Concordat of 1801. Pius VI's body was removed from Valence on 24 December 1801 and buried at Rome 19 February 1802, when Pius VI was given a Catholic funeral, attended by Pope Pius VII.

Reburial
By decree of Pope Pius XII in 1949, the remains of Pius VI were moved to the Chapel of the Madonna below St. Peter's in the Papal Grotto. His remains were placed in an ancient marble sarcophagus. The inscription on the wall above the container reads:
"The mortal remains of Pius VI, consumed in unjust exile, by order of Pius XII are placed in this dignified and decorous location, illustrious for art and history, in 1949".

Media representations
A long audience with Pius VI is one of the most extensive scenes in the Marquis de Sade's narrative Juliette, published in 1798. Juliette shows off her learning to the Pope (whom she most often addresses as "Braschi") with a verbal catalogue of alleged immoralities committed by his predecessors.
As a means of humiliation, Sylvain Maréchal's play Le Jugement dernier des rois forces the character of the pope to marry after a global revolution has dethroned him and other monarchs.

---

                  Katolske begreber:

Ordforklaring :

Avignon
Ecclesiast
Investitur
Konklave
Pontifikat
Synode
Vatikan

Avignon:

Avignon: Er en fransk kommune i det sydøstlige Frankrig i delstaten Vaucluse omkranset af den venstre bred af floden Rhône. Der bor ca. 95.000 indbyggere i byen, heraf ca. 12.000 i den gamle bymidte omgivet af sine middelalderlige volde.
Ofte omtalt som "Pavernes by" på grund af tilstedeværelsen af paver og modpaver fra 1309 til 1423 under de katolske skisma. Det er i øjeblikket den største by og hovedstad i delstaten Vaucluse. Det er en af de få franske byer til har bevaret sine volde. Derudover er dens historiske centrum, Paveslottet, Rocher des Doms, og Avignon-broen velbevaret.
Som et udstillingsvindue for kunst og kultur, har berømmelsen af den årlige teaterfestival, kendt som Festival d'Avignon, langt overskredet de franske grænser.

Geografi
Avignon ligger på venstre bred af floden Rhône, et par kilometer ovenfor dens sammenløb med Durance, omkring 580 km syd-øst for Paris, 229 km syd for Lyon og 85 km nord-nord-vest for Marseille. Avignon udfylder et stort ovalt areal, ikke fuldt befolket, men i vid udstrækning dækket af parker og haver.


Klima
Avignon har et middelhavsklima, kendetegnet ved relativt tørre somre og kølige, fugtige vintre. Byen er ofte underlagt blæsende vejr; den stærkeste er mistralvinden. Det populære ordsprog er dog lidt overdrevet, Avenie ventosa, sinus vento venenosa, cum vento fastidiosa (Vindenes Avignon, skadedyr-plaget når der ingen vind er, vind-plaget når der er).

Ecclesiast:

Investitur:

Investiturstriden; Forklaring:
Investiturstriden var en strid i middelalderen i 1000-1100-tallet, mellem de tysk-romerske kejsere på den ene side og pavestolen på den anden, om retten til at udnævne personer til høje kirkelige embeder - biskopper, abbeder osv. Striden sluttede i år 1122 med Wormskonkordatet (Pactum Calixtinum), der var et forlig, som godt nok styrkede pavemagten på kort sigt, men dog ikke på den lange bane.


Billedet herover viser kejserens syn på diskussionen om de to sværd i investiturstriden. Skt. Peder sidder i midten og uddeler på samme tid det verdslige sværd, magtens sværd, til kejseren, som står til højre, og det åndelige sværd til paven, som står til venstre. De to, kejser og pave (eller konge og ærkebisp) er altså ligeværdige. Kirken mente, at det åndelige sværd var mere værd end det verdslige. Derfor striden, som kaldes investiturstriden.

Investiturstriden, (1. led af lat. investitura 'iklædning, installation'), middelalderens strid mellem kirken og de verdslige herskere om, hvem der skulle besætte kirkelige embeder, symbolsk udtrykt ved at iklæde bisperne deres embedsklædning. Bisperne var store lensbesiddere, og fra den tidlige kirkes tid havde kongerne i de germanske områder haft udnævnelsesretten til politisk vigtige poster.
Med reformpavedømmet i 1000-t. erklærede paven, frem for alt Gregor 7., embedsudnævnelserne for indre kirkelige anliggender. Henrik 4. af Tyskland nægtede at bøje sig for det, så paven løste i 1076 hans stormænd fra deres lensed til ham, og mange af dem gjorde oprør. Henrik 4. måtte bøje sig og gå til Canossa i 1077, men siden vendte han sig mod paven og udnævnte en modpave. En foreløbig afslutning fik Investiturstriden med konkordatet i Worms 1122 med Henrik 5., hvorefter kejseren ikke længere kunne indsætte bisper, men dog kunne nedlægge veto mod en udvalgt bisp. I praksis afhang udnævnelsesretten af det politiske styrkeforhold mellem pave og verdslige herskere.
I 1100- og 1200-t. tiltog de hohenstaufiske kejsere Frederik 1. Barbarossa og Frederik 2. sig investiturret og udnævnte endog modpaver, men efter Frederik 2.s død i 1250 endte striden på få år med pavens sejr. Pavens forsøg på at hævde kirkens overherredømme over for den franske konge førte i begyndelsen af 1300-t. til det stik modsatte resultat: Bonifacius 8. blev fanget i 1303, og pavestolen flyttet til Avignon 1309-77.
Pavestolens svækkede prestige, kirkemødernes og lokale domkapitlers større styrke i forhold til paven samt endelig fremvæksten af nationalkirker fra 1300-t. betød, at Investiturstriden med udgangen af middelalderen løstes ved, at udnævnelsesretten til bispesæder principielt blev kirkens anliggende, men at paven i reglen rettede sig efter fyrsternes henstillinger.

Konklave:

Konklave: (ordet kommer af "cum clave" = "med nøgle"). Konklave eller Pavevalg er forsamlingen af kardinaler, der vælger den nye pave, efter at den gamle er død eller træder af, som det var tilfældet med Pave Benedikt d. 16. Ordet konklave stammer fra latin, con'clave, og betyder: aflukkeligt værelse (helt bogstaveligt cum clave: med nøgle); specielt om den fra omverdenen afspærrede del af Vatikanpaladset, hvor pavevalget foregår; forsamlingen af kardinaler som vælger paven.
Annuntio vobis gaudium magnum! Habemus Papam! – Jeg meddeler jer en stor glæde! Vi har en pave! Sådan lyder budskabet fra protodiakonen fra balkonen over Peterspladsen i Rom, når valget er truffet. Det sker ved en højtidelig og historisk proces, der følges til punkt og prikke.
To uger efter pavens død vil kardinalerne mødes ved et højtideligt hemmeligt konklave i Det Sixtinske Kapel for at vælge apostlen Peters næste efterfølger. Konklavet må ikke afholdes senere end 20 dage efter. 14 dages-reglen er opstået for at give alle kardinalerne mulighed for at nå frem fra alle verdens hjørner. En regel, som nok mere stemmer overens med den tid, hvor kardinalerne skulle nå frem med hest og vogn end i dag, hvor de kommer flyvende til Rom.
Kardinalerne er udpeget overalt i verden og er pavens nærmeste rådgivere. Som det er i dag kan op til 120 kardinaler deltage, og de skal være under 80 år. Det blev bestemt af Pave Paul 6. i 1970. Ved sidste tælling af kardinalerne var der 119, der opfyldte kravene for at være med til at vælge.
Når kardinalerne ankommer til konklavet, hvor pavens efterfølger bliver valgt, lukkes den store bronzedør bag dem, og alle døre og vinduer bliver forseglet med bly. Tidligere skulle kardinalerne bo i spartanske værelser i selve kapellet, men i dag bliver alle indkvarteret i hotellignende værelser i Santa Martha Huset. Når kardinaler ankommer til konklavet, sværger de at holde alt, hvad der sker under afstemningen, hemmeligt. Hvis de bryder deres løfte, bliver de bortvist fra den katolske kirke.
Der gennemføres afstemning, hvor hver kardinal på en seddel skriver navnet på den kardinal, han ønsker som pave. Denne procedure gennemføres, indtil en af dem har har fået et flertal på 2/3 af stemmerne. Efter hver afstemning brændes stemmesedler, og røgen sendes gennem skorstenen. Ved tilsætning af kemikalier farves røgen sort, hvis afstemningen ikke har givet resultat og hvid, hvis afstemningen har peget på en ny pave.


Den nye pave skal formelt bekræfte, at han ønsker at påtage sig valget. Han spørges: "Accepterer De valget af egen, fri vilje?" Besvarer den valgte dette med "Accepto", er han den nye pave fra det øjeblik. Næste spørgsmål lyder: "Hvilket navn ønsker De at blive kaldt?", hvorpå han svarer med det navn, han ønsker at antage.

Pontifikat:

Pontifikat, (af lat. pontificatus, afledt af pontifex), en paves regeringstid.

Pontifex, (lat., af pons 'vej, bro', gen. pontis, og -fex, af facere 'gøre'; af omstridt bet., måske 'den, der baner vej' eller 'den, der bygger bro'), i romersk religion navnet på et ledende medlem af pontifikalkollegiet, et præstekollegium bestående af rex sacrorum, de tre store flamines og tolv mindre flamines; pontifex maximus 'den største pontifex' havde som særligt embedsområde Vestakulten. Pontifikalkollegiet holdt til i Regia (egl. 'kongens hus') på Forum Romanum og havde bl.a. overopsyn med Roms statskult, lege (ludi), sakralret og varselstydning. Fra ca. 200 f.Kr. kendes tabulae pontificum 'pontifexernes tavler', en samling historiske annaler.

Fra og med Augustus blev ærestitlen pontifex maximus givet til den regerende kejser, og i løbet af 400-t. overtog paven den oprindelig hedenske titulatur, ofte forkortet pont.max. eller PM, nu i formen summus pontifex, hvis betydning tolkedes kristologisk som 'den, der slår bro mellem Jord og Himmel'.

Synode:

Vatikan:

Vatikanstaten er en bystat på 44,2 hektar i Rom i Italien, og er samtidig verdens mindste suveræne stat, der har bred global accept.
Vatikanstatens politik varetages af et enevældigt valgmonarki, hvor lederen af den romerskkatolske kirke er ved magten. Paven er den primære lovgivende, besluttende og udøvende magt i Vatikanstaten, der adskiller sig fra Den Hellige Stol, som er et sjældent tilfælde af ikke-arveligt monarki. Vatikanstaten er det eneste tilbageværende enevældige monarki i Europa.
Historie:
Området blev i oldtiden kaldt Ager Vaticanus. Det kan måske stamme fra det latinske vaticinium, der betyder "varsel", under henvisning til, at der lå et tempel på egnen, hvortil der var knyttet nogle profeter, vates.
Området var landligt, med vingårde. Vinen derfra stod ikke højt i kurs, og Martial skrev: "Drikker du Vatikan-vinen, drikker du gift. Kan du lide eddike, kan du også lide Vatikan-vin." Da undergrunden var rig på ler og sand, var der fremstilling af tegl og porcelæn i området.
Midt på Ager Vaticanus lå en gravplads. Døde måtte ikke begraves indenfor bymurene, så Via Cornelia, der førte gennem egnen, var kantet med gravmæler. Her blev også apostlen Peter gravlagt.


Agrippina den ældre besad nogle store haver mellem Vatikanhøjden og Tiberen, og efter hendes død begyndte sønnen Caligula at bygge et cirkus der. Det blev fuldført af Nero, som opkaldte det efter Caligula og sig selv: Circus Gaii et Neronis. Her fandt en af de første kristenforfølgelser sted, og man regner med, at det var her, apostlen Peter, der også var den første Pave, led martyrdøden.