Beskrivelse af Pius VII, der var Pave i år 1800-1823

Sct. Peter var den første biskop af Rom og dermed den første Pave i historien.
Der er opstået tradition for at biskoppen over Rom, er den katolske kirkes overhovede og dermed Pave for hele den katolske verden. Pavetitlen bliver dog først brugt efter år 300.
Kirken ledes af paven, der anses som Sankt Peters efterfølger. Den opfattelse stammer fra Matthæusevangeliet, hvor Jesus giver Peter nøglerne til himmeriget.
Jesus sagde følgende ord til Peter, som kan læses på indersiden af kuplen i
Peterskirken: ''Du er Peter (klippen) og på denne klippe vil jeg bygge min Kirke.
Dig vil jeg give nøglerne til himlens rige''.

Pius VII - 1800-1823 :

Pius VII (Pio VII)
Pius 7., Barnaba Luigi, greve af Chiaramonti, 14.8.1742-20.8.1823, pave fra 1800. Hans valg til pave foregik i Venezia, da hans forgænger var død i fransk fangenskab efter Napoleon 1.s erobring af Rom og opløsning af Kirkestaten. Pius 7. viste stor imødekommenhed over for Napoleon, men måtte 1809-14 også i fransk fangenskab. På Wienerkongressen 1815 opnåede han Pavestatens genoprettelse. I 1814 genoprettede han jesuiterordenen, og gennem konkordater med en række stater sikrede han ordnede kirkelige forhold efter Revolutionskrigenes kaos. Han var en stor kunstmæcen; Lutheraneren Thorvaldsen har skabt hans gravmæle i Peterskirken.

Pius VII (1800-1823), hed Barnaba Luigi, Greve af Chiaramonti, f. 14. Aug. 1742 i Cesena. Han gik 16 År gammel ind i et BenediktinerKloster og tog som munk navnet Gregor. Han kom til Rom som lærer i teologi, hans slægtning, Pius VI, gjorde ham til titulær Abbed i Klosteret San-Callisto, til Biskop i Tivoli og senere i Imola. 1785 blev han Kardinal. Som Biskop blev han ved med at være munk i sind og i tanke, og da ulykken brød ind over kirkestaten med Bonaparte, blev han på sin post. Han forstod den ny tids tanker og udtalte, at demokrati og kristendom godt kunne sammen. Det var derfor et heldigt greb, at Konklavet, der var samlet i Venedig, valgte ham til Pave 14. Marts 1800. Værnet af østerrigske, engelske og tyrkiske våben holdt han 3. Juli sit indtog i det af Franskmændene besatte Rom.
Efter at have afsluttet konkordatet med Frankrig 1801 fik han kirkestaten tilbage. Han godkendte den liguriske og den italienske republik og rejste 1804 til Paris for at krone Napoleon, men det var ham umuligt i længden at finde sig i alle Napoleon’s krænkelser. Han nægtede at erklære Jérôme Bonapartes ægteskab med frøken Paterson for ugyldigt, at anerkende Josef Bonaparte som konge i Neapel, at finde sig i fastlandsspærringen og i Napoleon’s skalten og valten med kirkeforholdene i Frankrig. Følgen var, at kirkestaten blev besat af Franskmænd 2. Febr 1808 og året efter indlemmet i Frankrig, medens Rom blev en fri kejserlig stat. Pius af viste tilbudene om løn og ejendomme og bandlyste Napoleon, der lod ham fængsle og føre til Savona. Pius var ubøjelig, og han ville hverken medvirke ved Napoleon’s Skilsmisse eller ægteskab med Marie Louise. Fra Savona blev han ført til Fontainebleau, hvor det i 1813 kom til et konkordat mellem Pave og Kejser. Napoleon var bleven medgørligere efter Ruslandstoget, hvis uheldige udfald blev sat i forbindelse med, at han var bandlyst. Da Napoleon brød aftalerne, ophævede Pius konkordatet. Efter at Napoleon var styrtet, vendte Pius tilbage til Rom i Maj 1814, og straks genoprettede han Jesuiterordenen ved Bullen Sollicitudo omnium. Han protesterede mod Wienerkongressen, fordi den ophævede de gejstlige fyrstendømmer og fratog kirkestaten noget land, og han erklærede bibelselskaberne for en pest. Kardinal Consalvi ledede hans politik i reaktionær retning. Han døde 20. Aug. 1823.

Pio VII, Chiaramonti (1800-1823)
Luigi Barnaba, greve af Chiaramonti, blev født 1742 i Cesena (Emilia Romagna). I 1758 blev benediktiner, senere professor i teologi og i 1782 biskop af Tivoli, 1785 udnævnes han til kardinal og i 1800 vælges han i Venezia efter et fire måneders Konklave til pave. Hans Pontifikat bliver helt overordnet præget af forholdet til Napoleon og dennes forhold til Kirkestaten. Senere i Pontifikatet sker reetableringen af Jesuitterordenen, nyskabelsen af Kirkestaten og de kirkelige forhold i Europa.
Pio VII var reformvenlig og stærkt kompromissøgende på det kirkepolitiske område. I 1801 indgår han et konkordat med Napoleon om genopbygning af den franske kirke. Lige fra revolutionens begyndelse havde der været kamp mellem den katolske kirke og staten. Konkordatet erklærede, at "katolicismen var den religion som det store flertal af franskmænd bekendte sig til", og at der frit kunne afholdes offentlig gudstjeneste.
De kirkelige godser, som var blevet konfiskeret under revolutionen blev ikke leveret tilbage, men de biskopper som blev udnævnt af staten, skulle indvies af paven. Konkordatet tillader også en delvis restaurering af Kirkestaten og det giver en kortvarig fred med Frankrig og paven tillades at vende tilbage til Rom. Pio VII deltog ved Napoleons kroning til kejser i 1804.
I 1803 indledes de første systematiske udgravninger på Forum Romanum af franske arkæologer.

Pave Pius VII (14. August 1742-20 August 1823) født Barnaba Niccolò Maria Luigi Chiaramonti, var leder af den katolske kirke fra 14 marts 1800 til sin død i 1823. Han var også en munk, teolog og biskop.

Tidligt liv
Chiaramonti blev født på Cesena, søn af Grev Scipione Chiaramonti; hans mor, Giovanna, var datter af Marquess Ghini og gennem hende den fremtidige Pave Pius VII var relateret til Braschi familie, familien af Pave Pius VI.
Han tiltrådte benediktiner rækkefølge i 1756 i det Kloster af St Maria del Monte i Cesena, hvor han fik navnet monastiske Gregory. Derefter blev han lærer på benediktiner gymnasier i Parma og Rom. Han blev ordineret til præstedømmet på 21 September 1765.
En række kampagner resulterede efter hans slægtning, Giovanni Angelo Braschi, blev valgt som Pave Pius VI (1775–99). I 1776 udnævnt Pius VI 34-årige Dom Gregory, der havde været lærer på klostret Sant'Anselmo i Rom, som honorære abbed i commendam af hans Kloster. Selvom det var en gammel praksis, trak dette klager fra munkene i Fællesskabet, som monastiske samfund generelt følte, at det ikke var i overensstemmelse med regel af St. Benedict. I December 1782 paven udpegede Dom Gregory som biskop Tivoli nær Rom.. Pius VI snart opkaldt ham, i februar 1785, samtidig både som kardinal-præst, med hans licenshaverens kirke bliver Basilikaen St. Callistus, og som biskop Imola, et kontor, han beklædte indtil 1816.
Når den franske revolutionshær invaderede Italien i 1797, advarede kardinal Chiaramonti Maadehold og forelæggelse for den cisalpinske Republik de etableret. I hans jul prædiken samme år, han hævdede, at der var ingen opposition mellem en demokratisk statsform og være en god katolik: "kristen dyd gør mænd gode Demokrater... Ligestilling er ikke en idé af filosofferne men Kristus... og tror ikke, at den katolske religion er imod demokrati, "sagde biskoppen.

Pavedømmet
Valget
Efter døden af Pius VI, så stort set Frankrigs fangen, på Valence i August 1799, Konklave vælge hans efterfølger mødtes den 30 November 1799 i den benediktiner Klosteret San Giorgio i Venedig. Der var tre vigtigste kandidater, to af dem viste sig for at være uacceptabelt at habsburgerne, hvis kandidat, Alessandro Mattei, ikke kunne sikre stemmer nok. Efter flere måneders dødvande, på 14 marts 1800, Chiaramonti blev valgt som en kompromiskandidat, helt sikkert ikke valget af die-hard modstandere af den franske Revolution, og tog navnet Pius VII. Han blev kronet på 21 marts, i en temmelig usædvanlig ceremoni, iført en papmaché pavens Tiara, da franskmændene havde beslaglagt originaler sammen med Pius VI. Derefter rejste han til Rom, sejlads på en knap sødygtige østrigske skib, "Bellona", som ikke selv har faciliteter til madlavning. Rejsen tog 12 dage at bære ham til Pesaro, fra hvor han fortsatte med at Rom.

Forhandlinger og eksil
Dette afsnit citerer ikke alle referencer eller kilder. Venligst hjælpe med at forbedre dette afsnit ved at tilføje henvisninger til pålidelige kilder. Betydninger kan blive udfordret og fjernet. (Marts 2013)
En af Pius VIIS første handlinger var at udnævne mindre gejstlige Ercole Consalvi, der havde udført så dygtigt som sekretær den seneste Konklave, om kardinaler og office af kardinal Secretary of State. Consalvi straks tilbage til Frankrig, hvor han var i stand til at forhandle konkordat i 1801 med den første konsul Napoleon. Mens ikke foretager en tilbagevenden til den gamle kristne orden, traktaten give visse civile garantier til kirken, anerkende "den katolske, apostolske og romersk religion" som "flertal af franske borgere."
Som pave fulgte han en politik for samarbejde med den franske-etablerede Republik og imperium. Han var tilstede ved kroningen af Napoleon I 1804. Han deltog selv i Frankrigs kontinental blokade af Storbritannien, over indsigelser af sin statssekretær Consalvi, der blev tvunget til at træde tilbage. Trods dette, Frankrig besatte og annekterede Pavestaten i 1809 og tog Pius som deres fange, forvise ham til Savona. Denne eksil endte kun med Pius' underskrive konkordat Fontainebleau i 1813. Et resultat af denne nye traktat var frigivelsen af de landsforviste kardinaler, herunder Consalvi, der ved igen at deltage i den pavelige retinue, overtalt Pius at tilbagekalde de indrømmelser, han havde lavet i den. Denne Pius begyndte at gøre i marts 1814, der førte de franske myndigheder at re arrestere mange af de modsatrettede prælater. Deres indespærring, men varede kun et spørgsmål om uger, som Napoleon abdicerede på 11 April samme år.

Forhold til Napoleon I
Fra tidspunktet for sit valg som paven til at falde af Napoleon i 1815, var Pius VII regeringstid helt taget i forbindelse med Frankrig. Han og kejseren var hele tiden i konflikt, der ofte involverer den franske militære leder ønsker om indrømmelser til hans krav. Pius ønskede løsladelse fra eksil samt tilbagesendelse af Kirkestaten, og senere frigivelse af de 13 "sort Cardinals", dvs, kardinaler, herunder Consalvi, der havde ydmygelse ægteskab af Napoleon til prinsesse Marie Louise, at tro at hans tidligere ægteskab var stadig gyldig, og havde været forvist og forarmede som følge af deres stand, langs med flere landsforvist eller fængslede prælater, præster, munke, nonner og andre forskellige tilhængere.

Forholdet til de Forenede Stater
USAs undertrykkelse i den første Barbary krig i den muslimske Barbary pirater langs den sydlige middelhavskyst, der kidnappet kristne for løsesum og slaveri, Pave Pius VII erklærede at Forenede Stater "havde gjort mere for årsagen til kristendommen end de mest magtfulde nationer i Christenheden har gjort for aldre."

Fordømmelse af kætteri
3 Juni 1816 fordømte Pius den Melkite biskop Germanos Adam værker, som støttede Conciliarism, placere myndigheden i økumeniske Råd frem for pavedømmet.

Monumenter
Pave Pius VII'S monument (1831) i Peterskirken, Rom, er af den danske billedhugger Bertel Thorvaldsen, en protestantisk.

Pope Pius VII (14 August 1742 – 20 August 1823), born Barnaba Niccolò Maria Luigi Chiaramonti, was the head of the Catholic Church from 14 March 1800 to his death in 1823. He was also a monk, theologian, and bishop.

Early life
Chiaramonti was born at Cesena, the son of Count Scipione Chiaramonti; his mother, Giovanna, was the daughter of the Marquess Ghini and through her the future Pope Pius VII was related to the Braschi family, the family of Pope Pius VI.
He joined the Benedictine Order in 1756 at the Abbey of St Maria del Monte of Cesena, where he received the monastic name Gregory. He then became a teacher at Benedictine colleges in Parma and Rome. He was ordained to the priesthood on 21 September 1765.
A series of promotions resulted after his relative, Giovanni Angelo Braschi, was elected Pope Pius VI (1775–99). In 1776 Pius VI appointed the 34-year-old Dom Gregory, who had been teaching at the Monastery of Sant'Anselmo in Rome, as honorary abbot in commendam of his monastery. Though this was an ancient practice, this drew complaints from the monks of the community, as monastic communities generally felt it was not in keeping with the Rule of St. Benedict. In December 1782 the pope appointed Dom Gregory as the Bishop of Tivoli, near Rome. Pius VI soon named him, in February 1785, simultaneously both as a Cardinal-Priest, with his titular church being the Basilica of St. Callistus, and as the Bishop of Imola, an office he held until 1816.
When the French Revolutionary Army invaded Italy in 1797, Cardinal Chiaramonti cautioned temperance and submission to the Cisalpine Republic they established. In his Christmas homily that year, he asserted that there was no opposition between a democratic form of government and being a good Catholic: "Christian virtue makes men good democrats.... Equality is not an idea of philosophers but of Christ...and do not believe that the Catholic religion is against democracy," said the bishop.

Papacy
Election
Following the death of Pius VI, by then virtually France's prisoner, at Valence in August 1799, the conclave to elect his successor met on 30 November 1799 in the Benedictine Monastery of San Giorgio in Venice. There were three main candidates, two of whom proved to be unacceptable to the Habsburgs, whose candidate, Alessandro Mattei, could not secure sufficient votes. After several months of stalemate, on 14 March 1800, Chiaramonti was elected as a compromise candidate, certainly not the choice of die-hard opponents of the French Revolution, and took the name of Pius VII. He was crowned on 21 March, in a rather unusual ceremony, wearing a papier-mâché papal Tiara, since the French had seized the originals along with Pius VI. He then left for Rome, sailing on a barely seaworthy Austrian ship, the "Bellona", which did not even have cooking facilities. The voyage took 12 days to carry him to Pesaro, from where he proceeded to Rome.

Negotiations and exile
This section does not cite any references or sources. Please help improve this section by adding citations to reliable sources. Unsourced material may be challenged and removed. (March 2013)
One of Pius VII's first acts was to appoint the minor cleric Ercole Consalvi, who had performed so ably as secretary to the recent conclave, to the College of Cardinals and to the office of Cardinal Secretary of State. Consalvi immediately left for France, where he was able to negotiate the Concordat of 1801 with the First Consul Napoleon. While not effecting a return to the old Christian order, the treaty did provide certain civil guarantees to the Church, acknowledging "the Catholic, Apostolic, and Roman religion" as that of the "majority of French citizens."
As pope, he followed a policy of cooperation with the French-established Republic and Empire. He was present at the coronation of Napoleon I in 1804. He even participated in France's Continental Blockade of Great Britain, over the objections of his Secretary of State, Consalvi, who was forced to resign. Despite this, France occupied and annexed the Papal States in 1809 and took Pius as their prisoner, exiling him to Savona. This exile ended only with Pius' signing the Concordat of Fontainebleau in 1813. One result of this new treaty was the release of the exiled Cardinals, including Consalvi, who, upon re-joining the Papal retinue, persuaded Pius to revoke the concessions he had made in it. This Pius began to do in March 1814, which led the French authorities to re-arrest many of the opposing prelates. Their confinement, however, lasted only a matter of weeks, as Napoleon abdicated on 11 April of that year.

Relationship with Napoleon I
From the time of his election as pope to the fall of Napoleon in 1815, Pius VII's reign was completely taken up in dealing with France. He and the Emperor were continually in conflict, often involving the French military leader's wishes for concessions to his demands. Pius wanted his own release from exile as well as the return of the Papal States, and, later on, the release of the 13 "Black Cardinals", i.e., the Cardinals, including Consalvi, who had snubbed the marriage of Napoleon to Princess Marie Louise, believing that his previous marriage was still valid, and had been exiled and impoverished in consequence of their stand, along with several exiled or imprisoned prelates, priests, monks, nuns and other various supporters.

Relationship with the United States of America
On the United States' suppression in the First Barbary War of the Muslim Barbary Pirates along the southern Mediterranean coast, who kidnapped Christians for ransom and slavery, Pope Pius VII declared that the United States “had done more for the cause of Christianity than the most powerful nations of Christendom have done for ages.”

Condemnation of heresy
On 3 June 1816, Pius condemned the Melkite Bishop Germanos Adam's works, which supported Conciliarism, placing the authority of Ecumenical Councils over that of the papacy.

Monuments
Pope Pius VII's monument (1831) in St. Peter's Basilica, Rome, is by the Danish sculptor Bertel Thorvaldsen, a Protestant.

---

                  Katolske begreber:

Ordforklaring :

Basilika
Bulle
Kloster
Konklave
Luther
Pontifikat
Tiara

Basilika:

Ordet basilika kommer af græsk basilike (stoa) 'kongelig (søjlehal)', af basileus 'konge'.
Basilika, bygning, der består af et hovedrum, hovedskib eller midterskib, flankeret af to eller fire sideskibe; hovedskibet er højere og bredere end sideskibene og kan have en udbygning, apsis, i den ene eller i begge ender.
Hovedskib og sideskibe er skilt fra hinanden ved kolonnader eller buer; over disse kan der være et galleri (klerestorium) og vinduer. Oprindelig havde basilikaen fladt loft eller åben tagstol. Basilikaen kan have en bred indgangshal, narthex, og en åben forgård, atrium.
Bygningstypen stammer fra det østlige Middelhav. Den var meget anvendt i antikkens Romerrige og er beskrevet af den romerske arkitekturteoretiker Vitruvius.


Der hersker tvivl om, hvorledes den kristne basilika er opstået. Den mest udbredte teori er, at den kristne basilika er udviklet af antikkens offentlige og private basilika. Det er også vanskeligt at præcisere, hvornår den kristne basilika opstod, da bygning af offentlige kirker var umulig under forfølgelserne af de kristne.
De kirkebygninger, der blev opført i Rom og i Mellemøsten i Konstantin den Stores tid i 300-t. e.Kr., står derfor som de første eksempler på den kristne anvendelse af basilikatypen.


Blandt de mest berømte er Laterankirken, Santa Maria Maggiore, den første Peterskirke og Santa Sabina, alle i Rom.

Bulle:

Bulle, et metalsegl, oftest på et pavebrev. Det pavelige blysegl fik ca. 1100 et fast udseende: på den ene side hovederne af apostlene Peter og Paulus og på den anden side pavens navn.
Ordet bulle kommer af latin bulla 'kapsel'. Vi genfinder ordet i det engelske bullit = patron [ammunition]
Det er også betegnelsen for et brev, beseglet med nævnte metalsegl. Selvom ordet bulle i denne betydning oprindelig kun anvendtes om en bestemt brevtype, blev det fra 1400-t. ofte brugt om alle breve, der var beseglet med blysegl. Den oprindelige bulle har en fast udformning med bestemte formler og særlig skrift, og blyseglet er fastgjort med silketråde. Fra pave Innocens 4.s tid (1243-54) anvendtes denne type til aktstykker af mere almen betydning såsom dekretaler og politisk vigtige bandlysninger. En bulle betegnes normalt ved de første ord i teksten.
En særlig type bulle var den såkaldte In coena Domini, der var en generel opregning af forbrydelser mod kirkeretten, som medførte bandlysning, og som hver skærtorsdag oplæstes i Rom i pavens nærvær.
Bullerne kunne også udfærdiges som rundskrivelser, cirkumskriptionsbuller, med en større eller mindre kreds af modtagere.
Indholdet af de pavelige buller udgør en del af retsgrundlaget for den internationale katolske kirkeret, og mange af dem er derfor blevet udgivet i særlige samlinger, bullarier. Andre samlinger er udgivet som historiske kilder, fx pavebullerne vedr. Danmark udgivet af Alfred Krarup i Bullarium Danicum 1198-1316 (1931-32).

Kloster:

Ordet Kloster betyder "indelukke" og betegner dels et bygningsværk, dels et religiøst fællesskab, som lever adskilt fra det øvrige samfund efter en klosterordens særlige bestemmelser.
Der findes klostre indefor flere religioner.

• 1 Kristne klostre
• 2 Buddhistiske klostre
• 3 Islamiske klostre
• 4 Hinduistiske klostre

Kristne klostre

I de kristne klostre var meningen med klosterlivet at efterkomme Jesu ord til den rige unge mand: "Vil du være fuldkommen, så gå hen og sælg, hvad du ejer, og giv pengene til de fattige, så vil du have en skat i himlene. Og kom så og følg mig!". Klosterets beboere, der for mænds vedkommende kaldes munke og for kvinders vedkommende nonner, var og er mennesker, der har følt et kald til at forsage verdens velfærd og vie deres liv til Gud.

Ikke alle klostre blev opført i askese. Herunder ses spisesalen fra Leubus kloster i Lubiaz i Polen.

Konklave:

Konklave: (ordet kommer af "cum clave" = "med nøgle"). Konklave eller Pavevalg er forsamlingen af kardinaler, der vælger den nye pave, efter at den gamle er død eller træder af, som det var tilfældet med Pave Benedikt d. 16. Ordet konklave stammer fra latin, con'clave, og betyder: aflukkeligt værelse (helt bogstaveligt cum clave: med nøgle); specielt om den fra omverdenen afspærrede del af Vatikanpaladset, hvor pavevalget foregår; forsamlingen af kardinaler som vælger paven.
Annuntio vobis gaudium magnum! Habemus Papam! – Jeg meddeler jer en stor glæde! Vi har en pave! Sådan lyder budskabet fra protodiakonen fra balkonen over Peterspladsen i Rom, når valget er truffet. Det sker ved en højtidelig og historisk proces, der følges til punkt og prikke.
To uger efter pavens død vil kardinalerne mødes ved et højtideligt hemmeligt konklave i Det Sixtinske Kapel for at vælge apostlen Peters næste efterfølger. Konklavet må ikke afholdes senere end 20 dage efter. 14 dages-reglen er opstået for at give alle kardinalerne mulighed for at nå frem fra alle verdens hjørner. En regel, som nok mere stemmer overens med den tid, hvor kardinalerne skulle nå frem med hest og vogn end i dag, hvor de kommer flyvende til Rom.
Kardinalerne er udpeget overalt i verden og er pavens nærmeste rådgivere. Som det er i dag kan op til 120 kardinaler deltage, og de skal være under 80 år. Det blev bestemt af Pave Paul 6. i 1970. Ved sidste tælling af kardinalerne var der 119, der opfyldte kravene for at være med til at vælge.
Når kardinalerne ankommer til konklavet, hvor pavens efterfølger bliver valgt, lukkes den store bronzedør bag dem, og alle døre og vinduer bliver forseglet med bly. Tidligere skulle kardinalerne bo i spartanske værelser i selve kapellet, men i dag bliver alle indkvarteret i hotellignende værelser i Santa Martha Huset. Når kardinaler ankommer til konklavet, sværger de at holde alt, hvad der sker under afstemningen, hemmeligt. Hvis de bryder deres løfte, bliver de bortvist fra den katolske kirke.
Der gennemføres afstemning, hvor hver kardinal på en seddel skriver navnet på den kardinal, han ønsker som pave. Denne procedure gennemføres, indtil en af dem har har fået et flertal på 2/3 af stemmerne. Efter hver afstemning brændes stemmesedler, og røgen sendes gennem skorstenen. Ved tilsætning af kemikalier farves røgen sort, hvis afstemningen ikke har givet resultat og hvid, hvis afstemningen har peget på en ny pave.


Den nye pave skal formelt bekræfte, at han ønsker at påtage sig valget. Han spørges: "Accepterer De valget af egen, fri vilje?" Besvarer den valgte dette med "Accepto", er han den nye pave fra det øjeblik. Næste spørgsmål lyder: "Hvilket navn ønsker De at blive kaldt?", hvorpå han svarer med det navn, han ønsker at antage.

Luther:

Martin Luther 1483-1546

Den 31. oktober 1517 offentliggjorde teologen, Martin Luther (1483-1546), ifølge overleveringen 95 teser med titlen: En afhandling til fastlæggelse af afladens vidnesbyrd, på døren til slotskirken i den tyske by Wittenberg.
Martin Luther var professor ved det teologiske fakultet ved universitetet i den tyske by Wittenberg.


Teserne angreb den katolske kirkes handel med aflad og dermed det forhold, at man kunne købe sig til tilgivelse for sine synder. Offentliggørelsen af teserne er traditionelt blevet betragtet som den afgørende begivenhed, der igangsatte reformationen, som førte til et brud med den katolske kirke og dannelsen af en ny protestantisk kirke.

Clemens VI udstedte Bullen Unigenitus d. 27 januar 1343 for at begrunde pavens magt og brugen af aflad. Dette dokument blev brugt i forsvaret for aflad efter at Martin Luther slog sine 95 teser op i en kirke i Wittenberg.



Afladen, tesernes centrale omdrejningspunkt, opstod som fænomen i middelalderen. Aflad, der vil sige eftergivelse af straf (bodsstraf og straf i skærsilden), var tæt knyttet til den katolske kirkes bodssystem. Bod betegner en ’straf’, som en person blev pålagt, for at det skulle opveje en begået synd og dermed forsone vedkommende med Gud. Fra middelalderen blev boden et af den romersk-katolske kirkes syv sakramenter. Handel med afladsbreve, hvormed mennesket så at sige kunne købe sig fri for synd og forkorte tiden i Skærsilden inden de kom i Himmerige, hører til den senmiddelalderlige periode.



Martin Luther, 95 teser om afladen

Disputatio pro declaratione virtutis indulgentiarum 1517

Drøftelse til klarlægning af afladens kraft og virkning, 1517

Amore et studio elucidande veritatis hec subscripta disputabuntur Wittenberge, Presidente R. P. Martino Luther, Artium et S. Theologie Magistro eiusdemque ibidem lectore Ordinario.

Af kærlighed til og iver efter sandheden vil følgende teser blive drøftet i Wittenberg.
Det vil ske under forsæde af den ærværdige fader Martin Luther, magister i filosofi og i den hellige teologi og ordinær professor i teologi samme sted.

Quare petit, ut qui non possunt verbis presentes nobiscum disceptare agant id literis absentes.

Derfor bedes de, der ikke kan deltage mundtligt i drøftelserne med os, deltage på skrift, selv om de er fraværende.

In nomine domini nostri Hiesu Christi.
Amen.

I vor Herres Jesu Kristi navn.
Amen.


1. Dominus et magister noster Iesus Christus dicendo ”Penitentiam agite &c.” omnem vitam fidelium penitentiam esse voluit.

1. Da vor Herre og mester Jesus Kristus sagde: ”Gør bod” osv., ville han, at hele de troendes liv skulle være en bod.

2. Quod verbum de penitentia sacramentali (id est confessionis et satisfactionis, que sacerdotum ministerio celebratur) non potest intelligi.

2. Disse ord kan ikke forstås om bodens sakramente, dvs. om bekendelsens og fyldestgørelsens sakramente, som forvaltes ved præsternes embede.

3. Non tamen solam intendit interiorem, immo interior nulla est, nisi foris operetur varias carnis mortificationes.

3. Dog sigter det heller ikke blot til den indre bod. Nej, den indre bod er ikke noget, hvis ikke man i det ydre udøver forskellige former for kødets dødelse.

4. Manet itaque pena, donec manet odium sui (id est penitentia vera intus), scilicet usque ad introitum regni celorum.

4. Straffen forbliver derfor, så længe hadet til én selv forbliver (Det er det, der er den sande indre bod). Den forbliver altså indtil man indgår i Himmeriget.

5. Papa non vult nec potest ullas penas remittere preter eas, quas arbitrio vel suo vel canonum imposuit.

5. Paven vil ikke og kan ikke eftergive nogen straffe, undtagen dem, som han selv har pålagt, enten efter sin egen eller efter de kirkelige loves afgørelse.

6. Papa non potest remittere ullam culpam nisi declarando, et approbando remissam a deo. Aut certe remittendo casus reservatos sibi, quibus contemptis culpa prorsus remaneret.

6. Paven kan ikke tilgive nogen skyld. Han kan kun erklære og stadfæste, at den er tilgivet af Gud. Men han kan naturligvis tilgive i de sager, der er forbeholdt ham, og foragter man dem, forbliver skylden fuldt ud.

7. Nulli prorus remittit deus culpam, quin simul eum subiiciat humiliatum in omnibus sacerdoti suo vicario.

7. Gud tilgiver ikke nogen hans skyld uden samtidig at underlægger ham præsten, hans stedfortræder, til at blive ydmyget i alle ting.

8. Canones penitentiales solum viventibus sunt impositi nihilque morituris secundum eosdem debet imponi.

8. De kirkelige bodslove kan alene pålægges de levende. Intet kan ifølge lovene pålægges dem, der skal dø.

9. Inde bene nobis facit spiritussanctus in papa excipiendo in suis decretis semper articulum mortis et necessitatis.

9. Derfor handler Helligånden vel imod os, derved at paven i sine dekreter altid har undtaget dødens og nødvendighedens situation.

10. Indocte et male faciunt sacerdotes ii, qui morituris penitentias canonicas in purgatorium reservant.

10. De præster handler ukyndigt og slet, som over for døende overfører de kirkelige bodsstraffe til Skærsilden.

11. Zizania illa de mutanda pena Canonica in penam purgatorii videntur certe dormientibus episcopis seminata.

11. Talen om at forvandle kirkelig bod til straf i Skærsilden er et ukrudtsfrø, der virkelig synes at være sået, mens biskopperne sov.

12. Olim pene canonice non post, sed ante absolutionem imponebantur tanquam tentamenta vere contritionis.

12. I gamle dage pålagde man de kirkelige bodsstraffe ikke efter, men før tilsigelsen af syndernes forladelse, som en prøve på den sande anger.

13. Morituri per mortem omnia solvunt et legibus canonum mortui iam sunt, habentes iure earum relaxationem.

13. De, der skal dø, indfrier ved døden alle krav og er allerede døde fra de kirkelige love, idet de er løst fra disses myndighed.

14. Imperfecta sanitas seu charitas morituri necessario secum fert magnum timorem, tantoque maiorem, quanto minor fuerit ipsa.

14. Hvis den, der skal dø, ikke er i absolut harmoni eller kun har en ufuldkommen kærlighed, medfører det nødvendigvis stor frygt. Og den er så meget større, jo mindre kærligheden har været.

15. Hic timor et horror satis est se solo (ut alia taceam) facere penam purgatorii, cum sit proximus desperationis horrori.

15. Denne frygt og rædsel (for ikke at tale om andet) er i sig selv nok til at udgøre Skærsildens straf, da den ligger tæt op ad fortvivlelsens rædsel.

16. Videntur infernus, purgaturium, celum differre, sicut desperatio, prope desperatio, securitas differunt.

16. Man ser, at Helvede, Skærsild og Himmel adskiller sig fra hinanden, ligesom fortvivlelse, tilnærmelsesvis fortvivlelse og tryghed adskiller sig fra hinanden.

17. Necessarium videtur animabus in purgatorio sicut minni horrorem ita augeri charitatem.

17. Øjensynlig trænger sjælene i Skærsilden til, at deres kærlighed øges ligesom deres rædsel mindskes.

18. Nec probatum videtur ullis aut rationibus aut scripturis, quod sint extra statum meriti seu augende charitatis.

18. Der synes heller ikke at være hverken fornuftgrunde eller Skriftbeviser for den antagelse, at de ikke skulle være i en tilstand, hvor de kan gøre fortjenstfulde gerninger eller øge kærligheden.

19. Nec hoc probatum esse videtur, quod sint de sua beatitudine certe et secure, saltem omnes, licet nos certissimi simus.

19. Det synes heller ikke bevist, at de er visse og sikre på deres salighed, i hvert fald ikke alle, selv om vi er fuldkommen sikre på det.

20. Igitur papa per remissionem plenariam omnium penarum non simpliciter omnium intelligit, sed a seipso tantummodo impositarum.

20. Derfor mener paven, når han siger ”fuld eftergivelse af alle bodsstraffe”, ikke alle overhovedet, men kun eftergivelse af dem, han selv har pålagt.

21. Errant itaque indulgentiarum predicatores ii, qui dicunt per pape indulgentias hominem ab omni pena solvi et salvari.

21. Derfor farer de afladsprædikanter vild, som siger, at et menneske bliver løst fra al straf og frelst ved pavens aflad.

22. Quin nullam remittit animabus in purgatorio, quam in hac vita debuissent secundum Canones solvere.

22. Han eftergiver jo heller ikke sjælene i Skærsilden den straf, som de burde udstå i dette liv ifølge de kirkelige love.

23. Si remissio ulla omnium omnino penarum potest alicui dari, certum est eam non nisi perfectissimis, i.e. paucissimis, dari.

23. Hvis der i det hele taget kan gives eftergivelse af alle straffe overhovedet, så er det givetvis kun til de mest fuldkomne, dvs. til de færreste.

24. Falli ob id necesse est maiorem partem populi per indifferentem illam et magnificam pene solute promissionem.

24. Derfor må størstedelen af folket nødvendigvis blive narret af dette forskelsløse og rundhåndede tilsagn om eftergivelse af straf.

25. Qualem potestatem habet papa in purgatorium generaliter, talem habet quilibet Episcopus et Curatus in sua diocesi et parochia specialiter.

25. Den samme myndighed, som paven i almindelighed har over Skærsilden, den har en hvilken som helst biskop og sognepræst i sit eget stift og sogn.

26. Optime facit papa, quod non potestate clavis (quam nullam habet) sed per modum suffragii dat animabus remissionem.

26. Paven gør derfor vel i ikke at give sjælene eftergivelse i kraft af nøglemagten (som han ikke har), men blot gennem forbønner.

27. Hominem predicant, qui statim ut iactus nummus in cistam tinnierit evolare dicunt animam.

27. De prædiker menneskelære, som hævder, at straks pengene klinger i bøtten, flyver sjælen ud af Skærsilden.

28. Certum est, nummo in cistam tinniente augeri questum et avariciam posse: suffragium autem ecclesie est in arbitrio dei solius.

28. Det er sandt, at når pengene klinger i bøtten, så kan profitten og havesygen øges. Men kirkens forbønner beror alene på Guds vilje.

29. Quis scit, si omnes anime in purgatorio velint redimi, sicut de s. Severino et Paschali factum narratur.

29. Hvem véd, om alle sjælene i Skærsilden vil udfries, sådan som der fortælles om Sankt Severin og Paschalis.

30. Nullus securus est de veritate sue contritionis, multominus de consecutione plenarie remissionis.

30. Ingen kan være sikker på sandheden i sin anger, endnu mindre på den opnår fuld syndsforladelse.

31. Quam rarus est vere penitens, tam rarus est vere indulgentias redimens, i. e. rarissimus.

31. Ligeså sjælden som der findes én, der gør sand bod, ligeså sjælden er der én, der opnår sand aflad, altså uhyre sjælden.

32. Damnabuntur ineternum cum suis magistris, qui per literas veniarum securos sese credunt de sua salute.

32. De mennesker er fordømt i evighed sammen med deres lærere, som tror, at de er sikre på deres frelse i kraft af afladsbreve.

33. Cavendi sunt nimis, qui dicunt venias illas Pape donum esse illud dei inestimabile, quo reconciliatur homo deo.

33. Man skal vogte sig meget for dem, der siger, at pavens aflad er den Guds uvurderlige gave, hvorved mennesket bliver forsonet med Gud.

34. Gratie enim ille veniales tantum respiciunt penas satisfactionis sacramentalis ab homine constitutas.

34. For afladsnåden tager kun sigte på den sakramentale fyldestgørelses straffe, som er pålagt af mennesker.

35. Non christiana predicant, qui docent, quod redempturis animas vel confessionalia non sit necessaria contritio.

35. De mennesker prædiker ikke kristeligt, som lærer, at det er unødvendig med anger, når sjælene købes fri af Skærsilden eller man køber skriftebreve.

36. Quilibet christianus vere compunctus habet remissionem plenariam a pena et culpa etiam sine literis veniarum sibi debitam.

36. Enhver kristen, der i sandhed er sønderknust, har fuld syndsforladelse fra straffen og skylden. Og den bør gives ham også uden afladsbreve.

37. Quilibet versus christianus, sive vivus sive mortuus, habet participationem omnium bonorum Christi et Ecclesie etiam sine literis veniarum a deo sibi datam.

37. Enhver sand kristen, hvad enten han lever eller er død, har delagtighed i alle Kristi og kirkens goder, og de gives ham af Gud også uden afladsbreve.

38. Remissio tamen et participatio Pape nullo modo est contemnenda, quia (ut dixi) est declaratio remissionis divine.

38. Dog er pavens tilgivelse og fællesskabet med ham på ingen måde at foragte, fordi man som sagt får en erklæring om den guddommelige tilgivelse.

39. Difficillimum est etiam doctissimis Theologis simul extollere veniarum largitatem et contritionis veritatem coram populo.

39. Det er meget vanskeligt, selv for de lærdeste teologer, på én gang at prise afladens storhed og den sande anger for folket.

40. Contritionis veritas penas querit et amat, Veniarum autem largitas relaxat et odisse facit, saltem occasione.

40. Den sande anger søger og elsker straffen, men afladens storhed udhuler dette og får mennesker til at hade straffen, eller giver dem i hvert fald anledning til det.

41. Caute sunt venie apostolice predicande, ne populus false intelligat eas preferri ceteris bonis operibus charitatis.

41. Man må være forsigtig med at prædike den apostolske aflad, for at folk ikke fejlagtigt skal tro, at den er at foretrække frem for kærlighedens andre gode gerninger.

42. Docendi sunt christiani, quod Pape mens non est, redemptionem veniarum ulla ex parte comparandam esse operibus misericordie.

42. De kristne bør belæres om, at det ikke er pavens mening, at køb af aflad på nogen måde kan sammenlignes med barmhjertighedsgerninger.

43. Docendi sunt christiani, quod dans pauperi aut mutuans egenti melius facit quam si venias redimereet.

43. De kristne bør belæres om, at hvis man giver til den fattige eller låner til en trængende, så handler man bedre, end hvis man køber aflad.

44. Quia per opus charitatis crescit charitas et fit homo melior, sed per venias non fit melior sed tantummodo a pena liberior.

44. For ved kærlighedsgerningen vokser kærligheden og mennesket bliver bedre, men ved afladen bliver man ikke bedre, man slipper blot fri for straf.

45. Docendi sunt christiani, quod, qui videt egenum et neglecto eo dat pro veniis, non idulgentias Pape sed indignationem dei sibi vendicat.

45. De kristne bør belæres om, at den, der ser en nødlidende og lader ham i stikken og giver det til aflad, ikke køber pavens aflad, men Guds vrede.

46. Docendi sunt christiani, quod nisi superfluis abundent necessaria tenentur domui sue retinere et nequaquam propter venias effundere.

46. De kristne bør belæres om, at medmindre de har overflod, er det nødvendigt at beholde det, der er nødvendigt til hjemmet, og ikke bruge det på aflad.

47. Docendi sunt christiani, quod redemptio veniarum est libera, non precepta.

47. De kristne bør belæres om, at køb af aflad er en frivillig sag, der ikke er påbudt.

48. Docendi sunt christiani, quod Papa sicut magis eget ita magis optat in veniis dandis pro se devotam orationem quam promptam pecuniam.

48. De kristne bør belæres om, at paven, når han giver aflad, mere trænger til og derfor også hellere vil have, at man fromt beder for ham, end at man ofrer klingende mønt.

49. Docendi sunt christiani, quod venie Pape sunt utiles, si non in cas confidant, Sed nocentissime, si timorem dei per eas amittant.

49. De kristne bør belæres om, at pavens aflad er nyttig, når de ikke sætter deres lid til den, men skadelig, hvis gudsfrygten gennem den forsvinder.

50. Docendi sunt christiani, quod si Papa nosset exactiones venialium predicatorum, mallet Basilicam s. Petri in cineres ire quam edificari cute, carne et ossibus ovium suarum.

50. De kristne bør belæres om, at hvis paven kendte afladsprædikanternes måde at drive penge ind på, ville han hellere lade Peters-kirken gå op i luer end lade den bygge på sine fårs skind, kød og ben.

51. Docendi sunt christiani, quod Papa sicut debet ita vellet, etiam vendita (si opus sit) Basilicam s. Petri, de suis pecuniis dare illis, a quorum plurimis quidam concionatores veniarum pecuniam eliciunt.

51. De kristne bør belæres om, at paven, som det er hans pligt, gerne ville sælge Peters-kirken, hvis det skulle være, for at give af sine penge til de mange, som fralokkes afladspenge af visse prædikanter.

52. Vana est fiducia salutis per literas veniarum, etiam si Commissarius, immo Papa ipse suam animam pro illis impigneraret.

52. Tilliden til at man kan opnå frelse gennem køb af afladsbreve, er falsk, også selv om kommissæren, ja, paven selv, stod inde for det med sin sjæl.

53. Hostes Christi et Pape sunt ii, qui propter venias predicandas verbum dei in aliis ecclesiis penitus silere iubent.

53. Kristi og pavens fjender er dem, som befaler, at Guds ord helt skal forstumme i de andre kirker, når der udbydes aflad.

54. Iniuria fit verbo dei, dum in eodem sermone equale vel longius tempus impenditur veniis quam illi.

54. Der sker uret imod Guds ord, når der i den samme prædiken anvendes lige så lang tid eller mere på aflad som på ordet selv.

55. Mens Pape necessario est, quod, si venie (quod minimum est) una campana, unis pompis et ceremoniis celebrantur, Euangelium (quod maximum est) centum campanis, centum pompis, centum ceremoniis predicetur.

55. Det må nødvendigvis være pavens mening, at hvis afladen (som er det mindste) fejres med én klokke, med nogle enkelte processioner og ceremonier, så må evangeliet (som er det største) prædikes med hundrede klokker, hundrede processioner og ceremonier.

56. Thesauri ecclesie, unde Pape dat indulgentias, neque satis nominati sunt neque cogniti apud populum Christi.

56. Kirkens skatte, hvorfra paven uddeler afladen, er hverken omtalt eller kendt tilstrækkelig blandt Kristi folk.

57. Temporales certe non esse patet, quod non tam facile eos profundunt, sed tantummodo colligunt multi concionatorum.

57. Det fremgår klart, at det ikke er jordiske skatte, for så ville de fleste prædikanter ikke uddeler dem så gerne, men kun samler dem.

58. Nec sunt merita Christi et sanctorum, quia hec semper sine Papa operantur gratiam hominis interioris et crucem, mortem infernumque exterioris.

58. Det er heller ikke Kristi og helgenernes fortjenester, fordi disse altid, også uden paven, virker nåde til det indre menneske og kors, død og helvede til det ydre menneske.

59. Thesauros ecclesie s. Laurentius dixit esse pauperes ecclesie, sed locutus est usu vocabuli suo tempore.

59. Den hellige Laurentius sagde, at kirkens skatte var kirkens fattige, men han talte efter sin tids sprogbrug.

60. Sine temeritate dicimus claves ecclesie (merito Christi donatas) esse thesaurum istum.

60. Uden at gå for vidt kan vi sige, at skatten er kirkens nøgler (der er givet ved Kristi fortjeneste).

61. Clarum est enim, quod ad remissionem penarum et casuum sola sufficit potestas Pape.

61. Det er nemlig klart, at til eftergivelse af straffene og de særlige tilfælde, er pavens magt alene tilstrækkelig.

62. Verus thesaurus ecclesie est sacrosanctum euangelium glorie et gratie dei.

62. Kirkens sande skat er det højhellige evangelium om Guds ære og nåde.

63. Hic autem est merito odiosissimus, quia ex primis facit novissimos.

63. Men denne skat er logisk nok meget hadet, da den gør de første til de sidste.

64. Thesaurus autem indulgentiarum merito est gratissimus, quia ex novissimis facit primos.

64. Men afladens skat er logisk nok meget elsket, da den gør de sidste til de første.

65. Igitur thesauri Euangelici rhetia sunt, quibus olim piscabantur viros divitiarum.

65. Derfor er evangeliets skatte net, hvormed man i gamle dage indfangede rige folk.

66. Thesauri indulgentiarum rhetia sunt, quibus nunc piscantur divitias virorum.

66. Men afladens skatte er net, hvormed man i vore dage indfanger folks rigdomme.

67. Indulgentie, quas concionatores vociferantur maximas gratias, intelliguntur vere tales quoad questum promovendum.

67. Afladen, som af sine prædikanter udråbes som den største nåde, må virkelig siges at være det, når det drejer sig om at skovle penge ind.

68. Sunt tamen re vera minime ad gratiam dei et crucis pietatem comparate.

68. Men den er dog i sandhed den ringeste nåde, når man sammenligner den med Guds nåde og korsets fromhed.

69. Tenentur Episcopi et Curati veniarum apostolicarum Commissarios cum omni reverentia admittere.

69. Biskopper og sognepræster er pligtige til med al ærbødighed at byde forhandlerne af den apostolske aflad velkommen.

70. Sed magis tenentur omnibus oculis intendere, omnibus auribus advertere, ne pro commissione Pape sua illi somnia predicent.

70. Men de er endnu mere forpligtet til at holde skarpt øje med, at disse ikke i stedet for det, paven forlanger af dem, forkynder deres egne fantasier.

71. Contra veniarum apostolicarum veritatem qui loquitur, sit ille anathema et maledictus.

71. Den, der taler imod den apostolske aflads sandhed, han være fordømt og forbandet.

72. Qui vero, contra libidinem ac licentiam verborum Concionatoris veniarum curam agit, sit ille benedictus.

72. Men den, som træder op imod afladssælgernes griske og tøjlesløse ord, han være velsignet.

73. Sicut Papa iuste fulminat eos, qui in fraudem negocii veniarum quacunque arte machinantur,

73. Sådan som paven med rette tordner imod dem, som til skade for afladshandelen opfinder alle slags kunster,

74. Multomagnis fulminare intendit eos, qui per veniarum pretextum in fraudem sancte charitatis et veritatis machinantur,

74. så meget mere vil han tordne imod dem, som under dække af afladshandlen opfinder kunster til skade for den hellige kærlighed og sandhed.

75. Opinari venias papales tantas esse, ut solvere possint hominem, etiam si quis per impossibile dei genitricem violasset, Est insanire.

75. Det er vanvid at mene, at den pavelige aflad er så stor, at den endog kan skaffe tilgivelse til den, der havde krænket gudsfødersken, hvis det var muligt.

76. Dicimus contra, quod venie papales nec minimum venialium peccatorum tollere possint quo ad culpam.

76. Vi siger modsat, at den pavelige aflad ikke kan ophæve selv den mindste af de tilgivelige synder, for så vidt angår skylden.

77. Quod dicitur, nec si s. Petrus modo Papa esset maiores gratias donare posset, est blasphemia in sanctum Petrum et Papam.

77. Når man siger, at selv Sankt Peter, hvis han var pave nu, ikke kunne skænke større nådesbevisninger, er bespottelse mod Sankt Peter og mod paven.

78. Dicimus contra, quod etiam iste et quilibet papa maiores habet, scilicet Euangelium, virtutes, gratias, curationum &c. ut 1. Co. XII.

78. Vi siger modsat, at både Peter og en hvilken som helst pave råder over noget større, nemlig evangeliet, undergerninger, gaven at kunne helbrede, osv., som der står i 1 Kor 12.

79. Dicere, Crucem armis papalibus insigniter erectam cruci Christi equivalere, blasphemia est.

79. At sige, at det kors, som stilles op med pavens våben på, kan sidestilles med Kristi kors, er gudsbespottelse.

80. Rationem reddent Episcopi, Curati et Theologi, Qui tales sermones in populum licere sinunt.

80. Biskopperne, sognepræsterne og teologerne skal stå til regnskab for, at de tillader den slags forkyndelse blandt folk.

81. Facit hec licentiosa veniarum predicatio, ut nec reverentiam Pape facile sit etiam doctis viris redimere a calumniis aut certe argutis questionibus laicorm.

81. Denne overdrevne afladsprædiken bevirker, at det ikke er let, selv for lærde folk, at fastholde ærbødigheden over for paven med lægfolks forhånelser og spidsfindige spørgsmål.

82. Scilicet. Cur Papa non evacuat purgatorium propter sanctissimam charitatem et summam animarum necessitatem ut causam omnium iustissimam, Si infinitas animas redimit propter pecuniam funestissimam ad structuram Basilice ut causam levissimam?

82. For eksempel: Hvorfor tømmer paven ikke Skærsilden på grund af sin allerhelligste kærlighed og sjælenes store nød. Det er den mest retfærdige grund af alle. Han udfrier jo talløse sjæle på grund af beskidte penge, til bygning af Peters-kirken, hvilket er en meget ringe begrundelse?

83. Item. Cur permanent exequie et anniversaria defunctorum et non reddit aut recipi permittit beneficia pro illis instituta, cum iam sit iniuria pro redemptis orare?

83. Og hvorfor bliver man ved med at holde dødemesser og sjælemesser for de døde, i stedet for at tilbagegive de legater, der er indstiftet dertil, eller tillade, at de tilbagegives. Det er jo forkert at bede for dem, der er udfriet af Skærsilden.

84. Item. Que illa nova pietas Dei et Pape, quod impio et inimico propter pecuniam concedunt animam piam et amicam dei redimere, Et tamen propter necessitatem ipsius met pie et dilecte anime non redimunt eam gratuita charitate?

84. Og hvad er det for en ny fromhed hos Gud og paven, at de tillader et ufromt menneske, der ikke elsker Gud, for penge at udfri et fromt og gudselskende mennesker af Skærsilden, og dog ikke vil tillade, at de på grund af den fromme og gudselskende sjæls nød udfrier den ved kærlighed alene, uden betaling?

85. Item. Cur Canones penitentiales re ipsa et non usu iam diu in semet abrogati et mortui adhuc tamen pecuniis redimuntur per concessionem indulgentiarum tanquam vivacissimi?

85. Og når de gamle bodsregler allerede længe i virkeligheden har været ude af brug og døde i sig selv, hvorfor skal man så for penge købe sig fri af dem ved at få tilstået aflad, som om de stadig var i brug?

86. Item. Cur Papa, cuius opes hodie sunt opulentissimis Crassis crassiores, non de suis pecuniis magis quam pauperum fidelium struit unam tantummodo Basilicam sancti Petri?

86. Og når nu paven i dag har rigdomme, der er større end de allerrigestes, hvorfor bygger han så ikke bare denne ene kirke, Peters-kirken, for sine egne penge frem for at bruge de fattiges penge?

87. Item. Quid remittit aut participat Papa iis, qui per contritionem perfectam ius habent plenarie remissionis et participationis?

87. Og hvad er det egentlig, paven eftergiver og giver delagtighed i for dem, som gennem en fuldkommen anger har ret til fuld eftergivelse og fællesskab?

88. Item. Quid adderetur ecclesie boni maioris, Si Papa, sicut semel facit, ita centies in die cuilibet fidelium has remissiones et participationes tribueret?

88. Og hvordan kunne der tilføjes kirken et bedre gode, end hvis paven, ligesom han nu gør det én gang, således skænkede eftergivelse og fællesskab til enhver troende hundrede gange om dagen?

89. Ex quo Papa salutem querit animarum per venias magis quam pecunias, Cur suspendit literas et venias iam olim concessas, cum sint eque efficaces?

89. Når paven ønsker sjælenes frelse gennem afladen mere end penge, hvorfor sætter han så afladsbreve, der tidligere er udstedt, ud af kraft, skønt de stadig er gyldige?

90. Hec scrupulosissima laicorum argumenta sola potestate compescere nec reddita ratione diluere, Est ecclesiam et Papam hostibus ridendos exponere et infelices christianos facere.

90. Når man imødegår disse højst pinlige lægmandsspørgsmål alene med magt og ikke giver grunde for det, så er det at udsætte kirken og paven for fjendernes latter og skabe ulykkelige kristne.

91. Si ergo venie secundum spiritum et mentem Pape predicarentur, facile illa omnia solverentur, immo non essent.

91. Hvis afladen altså blev forkyndt efter pavens ånd og sind, så ville disse spørgsmål let kunne besvares. Ja, de ville slet ikke opstå.

92. Valeant itaque omnes illi prophete, qui dicunt populo Christi ”Pax pax,” et non est pax.

92. Bort derfor med alle de profeter, som siger til Kristi folk: ”Fred, fred”, og der er ikke fred.

93. Bene agant omnes illi prophete, qui dicunt populo Christi ”Crux crux,” et non est crux.

93. Vel handler alle de profeter, som siger til Kristi folk: ”Kors, kors”, selv om der ikke er noget kors.

94. Exhortandi sunt Christiani, ut caput suum Christum per penas, mortes infernosque sequi studeant,

94. De kristne bør formanes til at stræbe efter at efterfølge Kristus, deres hoved, gennem straffe, død og Helvede,

95. Ac sic magis per multas tribulationes intrare celum quam per securitatem pacis confidant.

95. og således mere sætter deres lid til at indgå i Himlen gennem mange trængsler end gennem fredens sikkerhed.


Oversættelse 2005
Cand.theol. Finn B. Andersen

Pontifikat:

Pontifikat, (af lat. pontificatus, afledt af pontifex), en paves regeringstid.

Pontifex, (lat., af pons 'vej, bro', gen. pontis, og -fex, af facere 'gøre'; af omstridt bet., måske 'den, der baner vej' eller 'den, der bygger bro'), i romersk religion navnet på et ledende medlem af pontifikalkollegiet, et præstekollegium bestående af rex sacrorum, de tre store flamines og tolv mindre flamines; pontifex maximus 'den største pontifex' havde som særligt embedsområde Vestakulten. Pontifikalkollegiet holdt til i Regia (egl. 'kongens hus') på Forum Romanum og havde bl.a. overopsyn med Roms statskult, lege (ludi), sakralret og varselstydning. Fra ca. 200 f.Kr. kendes tabulae pontificum 'pontifexernes tavler', en samling historiske annaler.

Fra og med Augustus blev ærestitlen pontifex maximus givet til den regerende kejser, og i løbet af 400-t. overtog paven den oprindelig hedenske titulatur, ofte forkortet pont.max. eller PM, nu i formen summus pontifex, hvis betydning tolkedes kristologisk som 'den, der slår bro mellem Jord og Himmel'.

Tiara: