Beskrivelse af Paul VI, der var Pave i år 1963-1978

Sct. Peter var den første biskop af Rom og dermed den første Pave i historien.
Der er opstået tradition for at biskoppen over Rom, er den katolske kirkes overhovede og dermed Pave for hele den katolske verden. Pavetitlen bliver dog først brugt efter år 300.
Kirken ledes af paven, der anses som Sankt Peters efterfølger. Den opfattelse stammer fra Matthæusevangeliet, hvor Jesus giver Peter nøglerne til himmeriget.
Jesus sagde følgende ord til Peter, som kan læses på indersiden af kuplen i
Peterskirken: ''Du er Peter (klippen) og på denne klippe vil jeg bygge min Kirke.
Dig vil jeg give nøglerne til himlens rige''.

Paul VI - 1963-1978 :

Paul VI (Paolo VI), født Giovanni Battista Enrico Antonio Maria Monti.
Paul 6., Giovanni Battista Montini, 26.9.1897-6.8.1978, pave fra 1963. Montini, der 1924-54 arbejdede i den romerske kurie, blev 1954 ærkebiskop af Milano, Italiens største og vigtigste ærkebispedømme; i 1958 blev han kardinal. Som pave blev det hans opgave at føre 2. VatikanKoncil (1962-65) til ende og udmønte Koncilets beslutninger i konkrete reformer og moderniseringer. Ved forhandlinger med østbloklandene søgte han at skaffe kirken tålelige livsvilkår. Paul 6.s Pontifikat faldt sammen med ungdomsoprøret, marxismen og den seksuelle revolution, og han måtte opleve Koncilårenes eufori munde ud i en dybtgående krise. Rundskrivelsen "Humanæ vitæ" (1968), som fastholdt det traditionelle nej til kunstig prævention, markerer vendepunktet.

Mindedagen for den hellige Akakios og de 10.000 martyrer den 22. juni blev optaget i det romerske martyrologium af pave Gregor XIII. Da legenden ikke synes, at have nogen rod i virkeligheden, blev kulten derom i 1969 standset af Den hellige Pavestol, og i den reviderede helgenkalender, findes den ikke mere.

Paul VI, Montini (1963-1978)

Giovanni Battista Enrico Antonio Maria Montini blev født 1897 i Concesio i provinsen Brescia. Han var i perioden 1923-1954 tilknyttet Vatikanets udenrigstjeneste. Han var biskop i Milano 1954-1964 og deltog i Konklavet 1958, hvor han var kandidat for de reformivrige efter Pio XII's død. Han blev udnævnt til kardinal i 1958 og valgt som pave i 1963.
Paul VI fuldførte det reformarbejde, der var begyndt af forgængeren Giovanni XXIII, bragte det 2. VatikanKoncil til afslutning i 1965 og fik udmøntet Koncilets beslutninger i konkrete reformer og moderniseringer.
Paven indførte lokale biskopkonferencer og tillod lokale sprog i liturgien, samtidig fortsatte han med en internationalisering af kardinalkollegiet og begrænsede alderen til 80 år for kardinaler der skulle deltage i et Konklave. Han fortsatte Giovanni XXIII's åbning af Kirken mod andre trossamfund og han forsøgte forsat en udsoning med Østkirken. Endvidere oprettede han et paveligt sekretariat for Ikke-kristne.
For at understrege pavestolens økumeniske (almene) opfattelse foretog paven adskillige rejser i alle verdensdele. Han var til FN's generalforsamling i 1965, til kirkerådsmøde i Genf 1969 og han modtog ærkebiskoppen af Canterbury i Rom 1966 og indledte dermed dialog med den Anglikanske Kirke.
Dog rejste der sig i Kirken modstand mod de pavelige reformer, der blandt andet i stærke former blev udtryk af den franske ærkebiskop Lefebvre, der måtte suspenderes og senere ekskommunikeres.
Paul VI's Pontifikat faldt sammen med ungdomsoprøret, marxismen og dn seksuelle revolution, og han måtte opleve Koncilårenes eufori munde ud i en dybtgående krise. I 1968 udsendte han encyklikaen "Humanae vitae" som fastholdt det traditionelle nej til kunstig prævention. Denne vakte stor modstand inden for den katolske kirke.
I Paul VI's Pontifikat opføres Museo Gregoriano profano og den spiralformet trappe, der nu fører ud af Vatikanmuseerne. I 1975 blev det 25. jubelår gennemført.
Han døde i Castel Gandofo og er bisat i S. Pietro.

Pave Paul VI (Latin: Paulus PP. VI), født Giovanni Battista Enrico Antonio Maria Montini (26. september 1897 - 6. august 1978) var pave fra 1963 til sin død i 1978.
Paul VI blev pave midt i 2. VatikanKoncil og fik derfor en afgørende indflydelse på de store reformer, Koncilet førte med sig. Som kardinal var han længe anset som den naturlige arvtager efter pave Johannes 23., som døde af kræft i 1963.
Paul VI er blandt andet kendt for sit konservative syn på prævention og seksualitet, særligt udtrykt i hans encyklika Humanæ vitæ fra 1968, hvori han tog skarpt afstand fra den nye p-pille.
Han var desuden den første pave, der indledte en egentlig, aktiv rejsevirksomhed, som paverne siden også har lagt vægt på. Blandt andet mødtes Paul VI med ledere fra andre store kristne kirkesamfund, f.eks. ærkebiskoppen af Canterbury, Michael Ramsey (leder af den Anglikanske kirke), samt Patriarken af Konstantinopel, Athenagoras (leder af den græsk-ortodokse kirke).
I sin tid som pave udnævnte han kardinaler på seks konsistorier fra 1965 til 1977.
Paul VI blev udsat for et attentatforsøg i Manilas lufthavn på Filippinerne i 1970, men slap uskadt fra dette. Han døde i 1978 i den pavelige sommerresidens af et hjerteslag.
I 1993 indledte pave Johannes Paul II en saligkåringsproces for Paul VI, hvilket i sidste ende vil gøre ham til en af den katolske kirkes helgener.

---

                  Katolske begreber:

Ordforklaring :

Koncil
Konklave
Patriark
Pontifikat
Vatikan

Koncil:

Et Koncil er et kirkemøde for hele eller dele af Den Katolske Kirke. Ordet kommer fra latin "concilium"=Rådsforsamling. Man taler om 4 forskellige typer af konciler: "Concilio Diocesano" eller "Sinodo" indkaldes af Biskoppen, "Concilio Provinciale" indkaldes af Metropolitten (Ærkebispen), "Concilio Nazionale" indkaldes af Patriarken eller Overhovedet for Kirken i det enkelte land.



Endelig er der "Concilio Ecumenico", som indkaldes af Paven og gælder for alle dele af Den Katolske Kirke.

Et Økumenisk Koncil foregår i 3 bestemte faser: Indkaldelsen af de nærmere bestemte grupper gejstlige som skal deltage. Afholdelsen sker under Pavens præsidium eller under en af hans legater. Paven bestemmer de emner, der skal debatteres og om evt. andre forslag skal tages med ind til diskussion. Paven har ret til at opløse Koncilet, eller til at stoppe det eller overflytte det til et andet sted. Den sidste fase er Pavens godkendelse af Koncilets konklusioner.

Koncilier - Romerkirkens generalforsamlinger

Konklave:

Konklave: (ordet kommer af "cum clave" = "med nøgle"). Konklave eller Pavevalg er forsamlingen af kardinaler, der vælger den nye pave, efter at den gamle er død eller træder af, som det var tilfældet med Pave Benedikt d. 16. Ordet konklave stammer fra latin, con'clave, og betyder: aflukkeligt værelse (helt bogstaveligt cum clave: med nøgle); specielt om den fra omverdenen afspærrede del af Vatikanpaladset, hvor pavevalget foregår; forsamlingen af kardinaler som vælger paven.
Annuntio vobis gaudium magnum! Habemus Papam! – Jeg meddeler jer en stor glæde! Vi har en pave! Sådan lyder budskabet fra protodiakonen fra balkonen over Peterspladsen i Rom, når valget er truffet. Det sker ved en højtidelig og historisk proces, der følges til punkt og prikke.
To uger efter pavens død vil kardinalerne mødes ved et højtideligt hemmeligt konklave i Det Sixtinske Kapel for at vælge apostlen Peters næste efterfølger. Konklavet må ikke afholdes senere end 20 dage efter. 14 dages-reglen er opstået for at give alle kardinalerne mulighed for at nå frem fra alle verdens hjørner. En regel, som nok mere stemmer overens med den tid, hvor kardinalerne skulle nå frem med hest og vogn end i dag, hvor de kommer flyvende til Rom.
Kardinalerne er udpeget overalt i verden og er pavens nærmeste rådgivere. Som det er i dag kan op til 120 kardinaler deltage, og de skal være under 80 år. Det blev bestemt af Pave Paul 6. i 1970. Ved sidste tælling af kardinalerne var der 119, der opfyldte kravene for at være med til at vælge.
Når kardinalerne ankommer til konklavet, hvor pavens efterfølger bliver valgt, lukkes den store bronzedør bag dem, og alle døre og vinduer bliver forseglet med bly. Tidligere skulle kardinalerne bo i spartanske værelser i selve kapellet, men i dag bliver alle indkvarteret i hotellignende værelser i Santa Martha Huset. Når kardinaler ankommer til konklavet, sværger de at holde alt, hvad der sker under afstemningen, hemmeligt. Hvis de bryder deres løfte, bliver de bortvist fra den katolske kirke.
Der gennemføres afstemning, hvor hver kardinal på en seddel skriver navnet på den kardinal, han ønsker som pave. Denne procedure gennemføres, indtil en af dem har har fået et flertal på 2/3 af stemmerne. Efter hver afstemning brændes stemmesedler, og røgen sendes gennem skorstenen. Ved tilsætning af kemikalier farves røgen sort, hvis afstemningen ikke har givet resultat og hvid, hvis afstemningen har peget på en ny pave.


Den nye pave skal formelt bekræfte, at han ønsker at påtage sig valget. Han spørges: "Accepterer De valget af egen, fri vilje?" Besvarer den valgte dette med "Accepto", er han den nye pave fra det øjeblik. Næste spørgsmål lyder: "Hvilket navn ønsker De at blive kaldt?", hvorpå han svarer med det navn, han ønsker at antage.

Patriark:

En patriark er overhovedet i en romersk-katolsk eller ortodoks kirkeprovins, et patriarkat. Da embedet er personorienteret bruger man sjældent betegnelser som f.eks. patriarkatet Konstantinopel, men som regel patriarken af Konstantinopel osv.
Fem patriarkater – i Rom, Jerusalem, Alexandria, Antiokia og Konstantinopel – har rødder i oldkirken. De andre er kommet til på senere tidspunkter, enten som belønning for loyalitet mod kirken eller af religionspolitiske grunde.


Patriarken Fotios af Konstantinopel (billede herover) levede fra ca. 820 til 893. Han regnes for en af de mest lærde mænd nogensinde i den Ortodokse Kirke.
Fotios var patriark af Konstantinopel - det vil sige, at han havde samme rolle i den østromerske, ortodokse kirke, som paven har den romersk-katolske kirke.

Fire af de ortodokse patriarkater, de fire første på listen, er oldkirkelige. De andre er nyere, og er knyttet til nationalkirker i forskellige lande.

• Patriarken af Konstantinopel (Den økumeniske patriark)
  
• Patriarken af Alexandria
  
• Patriarken af Antiokia
  
• Patriarken af Jerusalem
  
• Patriarken af Moskva og hele Rusland
  
• Patriarken af hele Bulgarien
  
• Katholikos-patriarken af hele Georgien
  
• Patriarken af hele Rumænien
  
• Den serbiske patriark
  
  

Den katolske kirkes patriarkater
Et af de katolske patriarkater går direkte tilbage til oldkirken, nemlig Rom. Patriarkaterne i Alexandria, Antiokia og Jerusalem har rødder i oldkirken, men disse steder var der i lang tid kun ortodokse patriarker.
Udover de nuværende patriarkater er der også i Den katolske kirke nogle historiske patriarkater, som af forskellige grunde ikke eksisterer mere.

Nuværende katolske patriarkater

• Patriarkatet i Rom (paven er patriark)
  
• Det koptiske patriarkat i Alexandria
  
• Det græske patriarkat i Antiokia
  
• Det syriske patrirkat i Antiokia
  
• Det maronittiske patriarkat i Antiokia
  
• Det romersk-katolske patriarkat i Jerusalem
  
• Patriarkat i Babylon (Bagdad)
  
• Patriarkat i Cilicia
  
• Patriarkat i Venezia
  
• Patriarkat i Lisabon
  
  

Historiske katolske patriarkater

• Det romersk-katolske patriarkat i Konstantinopel
  
• Det romersk-katolske patriarkat i Alexandria
  
• Det romersk-katolske patriarkat i Antiokia
  
• Patriarkatet i Vest-Indien
  
• Patriarkatet i Øst-Indien
  
  

De orientalske ortodokse kirkers patriarkater

• Paven og patriarken af Alexandria (Den koptiske ortodokse kirke)
  
• Patriarken af Antiokia (Den syriske ortodokse kirke)
  
• Katholikos-patriarken af Etchmiadzin og Armenia (Den armenske ortodokse kirke)
  
• Patriarken af Cilicia of Midt-Østen (Den armenske ortodokse kirke)
  
• Patriarken af hele Etiopien (Tewahedokirken)
  
• Patriarken af hele Eritrea (Den eritreanske ortodokse kirke)
  
  

De nestorianske patriarkater
De nestorianske kirker blev løsrevet fra resten af den kristne kirke i det 5. århundrede.

• Katholikos-patriarken af Babylon (Bagdad, Den assyriske kirke i øst)
  
• Katholikos-patriarken i Jerusalem (Kirken i øst og udenlands, sæde i Nordamerika)
  
  

Et patriarkat er en kultur, hvor magten og herredømmet besiddes af (de ældste) mænd, og hvor den fædrene linie tegner slægten. Magten tilhører den myndige og ærværdige patriark. Begrebet patriark kommer af græsk "patria", der betyder slægt og -ark, der betyder leder eller anfører. Patriarken er slægtens anfører og som sådan ikke kønsbestemt, men i bibelens gamle testamente er Abraham og hans søn Isak og dennes søn Jakob patriarker.

Pontifikat:

Pontifikat, (af lat. pontificatus, afledt af pontifex), en paves regeringstid.

Pontifex, (lat., af pons 'vej, bro', gen. pontis, og -fex, af facere 'gøre'; af omstridt bet., måske 'den, der baner vej' eller 'den, der bygger bro'), i romersk religion navnet på et ledende medlem af pontifikalkollegiet, et præstekollegium bestående af rex sacrorum, de tre store flamines og tolv mindre flamines; pontifex maximus 'den største pontifex' havde som særligt embedsområde Vestakulten. Pontifikalkollegiet holdt til i Regia (egl. 'kongens hus') på Forum Romanum og havde bl.a. overopsyn med Roms statskult, lege (ludi), sakralret og varselstydning. Fra ca. 200 f.Kr. kendes tabulae pontificum 'pontifexernes tavler', en samling historiske annaler.

Fra og med Augustus blev ærestitlen pontifex maximus givet til den regerende kejser, og i løbet af 400-t. overtog paven den oprindelig hedenske titulatur, ofte forkortet pont.max. eller PM, nu i formen summus pontifex, hvis betydning tolkedes kristologisk som 'den, der slår bro mellem Jord og Himmel'.

Vatikan:

Vatikanstaten er en bystat på 44,2 hektar i Rom i Italien, og er samtidig verdens mindste suveræne stat, der har bred global accept.
Vatikanstatens politik varetages af et enevældigt valgmonarki, hvor lederen af den romerskkatolske kirke er ved magten. Paven er den primære lovgivende, besluttende og udøvende magt i Vatikanstaten, der adskiller sig fra Den Hellige Stol, som er et sjældent tilfælde af ikke-arveligt monarki. Vatikanstaten er det eneste tilbageværende enevældige monarki i Europa.
Historie:
Området blev i oldtiden kaldt Ager Vaticanus. Det kan måske stamme fra det latinske vaticinium, der betyder "varsel", under henvisning til, at der lå et tempel på egnen, hvortil der var knyttet nogle profeter, vates.
Området var landligt, med vingårde. Vinen derfra stod ikke højt i kurs, og Martial skrev: "Drikker du Vatikan-vinen, drikker du gift. Kan du lide eddike, kan du også lide Vatikan-vin." Da undergrunden var rig på ler og sand, var der fremstilling af tegl og porcelæn i området.
Midt på Ager Vaticanus lå en gravplads. Døde måtte ikke begraves indenfor bymurene, så Via Cornelia, der førte gennem egnen, var kantet med gravmæler. Her blev også apostlen Peter gravlagt.


Agrippina den ældre besad nogle store haver mellem Vatikanhøjden og Tiberen, og efter hendes død begyndte sønnen Caligula at bygge et cirkus der. Det blev fuldført af Nero, som opkaldte det efter Caligula og sig selv: Circus Gaii et Neronis. Her fandt en af de første kristenforfølgelser sted, og man regner med, at det var her, apostlen Peter, der også var den første Pave, led martyrdøden.