Beskrivelse af Johannes XXIII, der var Pave i år 1958-1963

Sct. Peter var den første biskop af Rom og dermed den første Pave i historien.
Der er opstået tradition for at biskoppen over Rom, er den katolske kirkes overhovede og dermed Pave for hele den katolske verden. Pavetitlen bliver dog først brugt efter år 300.
Kirken ledes af paven, der anses som Sankt Peters efterfølger. Den opfattelse stammer fra Matthæusevangeliet, hvor Jesus giver Peter nøglerne til himmeriget.
Jesus sagde følgende ord til Peter, som kan læses på indersiden af kuplen i
Peterskirken: ''Du er Peter (klippen) og på denne klippe vil jeg bygge min Kirke.
Dig vil jeg give nøglerne til himlens rige''.

Johannes XXIII - 1958-1963 :

Johannes XXIII (Giovanni XXIII), født Angelo Giuseppi Roncalli.
Johannes 23., Angelo Giuseppe Roncalli, 25.11.1881-3.6.1963, pave fra 1958. Roncalli, der kom fra fattige forhold i Bergamo, blev præsteviet 1904 og varetog 1925-53 en række diplomatiske poster som pavestolens repræsentant i Sofia, Istanbul, Athen, Paris og ved UNESCO. I 1953 blev han kardinal-ærkebiskop og Patriark af Venezia.
Da han som 77-årig blev valgt til pave, blev han opfattet som en overgangsskikkelse. Allerede 25.1.1959 overraskede han verden ved at indkalde et Koncil (2. VatikanKoncil 1962-65), hvis opgave skulle være en "ajourføring", aggiornamento, af den katolske kirkes liv og lære. Det skulle ikke udtale fordømmelser, men gennem en positiv fremstilling komme andre kirkesamfund i møde. Johannes 23. knyttede store økumeniske forhåbninger til Koncilet, som han regnede med kunne gennemføres på tre måneder (se VatikanKoncilerne). Johannes 23.s folkelige charme gjorde ham elsket langt ud over den katolske kirkes rammer.
Da Johannes d. 23. (Roncalli) som 77-årig blev valgt til pave, omtalte man ham som en ”overgangspave”, der kunne give tid til at finde en yngre, der kunne bringe kirken ind i en ny tid efter den konservative og autoritære Pius d. 12.
Som ærkebiskop af Venedig var Roncalli kendt som en jævn og særdeles ligefrem og ikke mindst social bevidst gejstlig. Han var stolt af sin jævne opvækst. Igennem sin lange kirkelige karriere havde Roncalli haft en række betroede hverv for Vatikanet, blandt andet var han særdeles aktiv i Grækenland under 2. Verdenskrig for at redde de derboende jøder.
Men Johannes d. 23. blev ingen ”overgangspave”. Trods sin korte tid på pavestolen blev han en af de mest betydende i det 20. årh. Han indkaldte til et verdensomspændende kirkemøde, Det 2. VatikanerKoncil i Rom. Dagsordenen var kirkens rolle i en moderne tid. Han satte progressive universitetsteloger til at udarbejde forberedelsespapierne. Kirken skulle nu tage samtalen op med andre religioner, politiske ideologier og den moderne kultur. Naturligvis vakte Johannes d. 23.s progressive tanker modstand i kirkens konservative lag.

Johannes d. 23. (1958 - 63) - Kirken skal følge med tiden
Da Johannes d. 23. (Roncalli) som 77-årig blev valgt til pave, omtalte man ham som en ”overgangspave”, der kunne give tid til at finde en yngre, der kunne bringe kirken ind i en ny tid efter den konservative og autoritære Pius d. 12.
Som ærkebiskop af Venedig var Roncalli kendt som en jævn og særdeles ligefrem og ikke mindst social bevidst gejstlig. Han var stolt af sin jævne opvækst. Igennem sin lange kirkelige karriere havde Roncalli haft en række betroede hverv for Vatikanet, blandt andet var han særdeles aktiv i Grækenland under 2. Verdenskrig for at redde de derboende jøder.
Men Johannes d. 23. blev ingen ”overgangspave”. Trods sin korte tid på pavestolen blev han en af de mest betydende i det 20. årh. Han indkaldte til et verdensomspændende kirkemøde, Det 2. VatikanerKoncil i Rom. Dagsordenen var kirkens rolle i en moderne tid. Han satte progressive universitetsteloger til at udarbejde forberedelsespapierne. Kirken skulle nu tage samtalen op med andre religioner, politiske ideologier og den moderne kultur. Naturligvis vakte Johannes d. 23.s progressive tanker modstand i kirkens konservative lag.

Johannes XXIII, Roncalli (1958-1963)
Angelo Giuseppe Roncalli blev født 1881 i Sotto il Monte (Bergamo) som det tredje af fjorten børn i en fattig bondefamilie. Efter skolegang i landsbyskolen blev han 1892 optaget i gymnasiet i Bergamo, 1899 begyndte han på teologistudiet og tog sine eksaminer allerede i 1900. Han fortsatte sine studier i Rom, hvor hans lærer i kirkeret var Eugenio Pacelli (senere pave Pius XII), han afslutter studierne med en doktorgrad i 1904, samme år bliver han præsteviet. I 1905 bliver han sekretær for biskoppen af Bergamo og professor på præsteseminariet, hvor han underviste blandt andet i kirkehistorie.
Da Italien i 1914 gik ind i 1. Verdenskrig blev Roncalli først sanitetssergent og til slut militærpræst. I 1921 blev han kaldt til det pavelige propagandaministerium i Rom, og i 1925 udnævner Pius XI ham til "apostolsk visitator" i Bulgarien og han bliver bispeviet og tager et motto, der følger ham resten af livet "Oboedientia et Pax". Mange har udtrykt, at en lysende karriere i Vatikanet blev standset med denne udnævnelse.
Fra 1925 til 1935 arbejdede han for det katolske mindretal i Bulgarien, så bliver han udnævnt til apostolsk delegat i Tyrkiet og Grækenland, hvor han etablerede venskabelige forbindelser med med medlemmer af den tyrkiske regering og lederne af de ortodokse kirker. Han boede i Istanbul frem til 1937, hvor han flyttede til Athen. Under den tyske okkupation (1941-1944) og den britiske blokade af Grækenland, arbejde han sammen med den ortodokse kirke for at forhindre deportationen af de græske jøder, blandt andet ved at udstede falske dåbsattester.
Efter Frankrigs befrielse måtte Den Hellige Stols Nuntius hos marskal Pétain forlade landet og pave Pius XII udnævnte i december 1949 overraskende Roncalli til Nuntius i Paris, hvor han skal mildne spændingerne, hvor kravet var at mange biskopper skulle afskediges på grund af samarbejdet med Pétain-styret. I 1951 fik han også embedet som Den Hellige Stols faste observatør ved UNESCO i Paris.
I 1953 bliver han udnævnt til kardinal, ærkebiskop og Patriark af Venezia og samtidig fik han af Frankrigs præsident tildelt det franske storkors af Æreslegionen. Han var fyldt 72 år og troede, at dette skulle blive retræten på en lang og tro tjeneste i Kirken.
Efter Pius XII's død i 1958 samledes 51 ud af 57 kardinaler til et Konklave, der - som sædvanligt - var dybt splittet mellem en ældre gruppe, der ønskede at fortsætte og udvide Pius XII's politik og gruppe yngre kardinaler, som var desillusioneret over steriliteten, undertrykkelsen og personkulten i de sidst år af pavens liv. Efter 11 afstemninger havde Roncalli 36 stemmer ud af de 51 og dermed valgt til pave.
Han greb langt tilbage i Paverækken, da han valgte et pavenavn, måske for at markere noget nyt, og kaldte sig Johannes XXIII. Siden den lastefulde Modpave Johannes XXIII (1410-1415) var blevet afsat i 1415 var navnet Johannes ikke blevet anvendt af nogen pave. Så den første overraskelse den 76-årige Angelo Roncalli gav Kirken efter sit valg til pave, var valget af pavenavn. Selv spøgte han overfor kardinalerne med navnet og sagde "Det er det navn som er mest brugt i den lange række af romerske paver. De har næsten alle haft et kort Pontifikat".
Johannes XXIII blev ved sit valgt regnet som en typisk overgangspave, "papa de tranzione" og med sin alder kunne han også kun regne med en kort Pontifikat. I sin "personalemappe" fra Det Hellige Officium" kunne han læse, at allerede i 1921 var påført en lille note "mistænkt for modernisme", dette havde sendt hans karriere ud på et sidespor i Bulgarien. Men hans regeringstid skulle få den største betydning for kirkehistorien.
Den anden overraskelse var, at han allerede i januar 1959 i en tale til kardinalerne opregnede sine tre mål for Pontifikatet: Indkaldelse af en romersk bispeSynode, indkaldelse af et økumenisk Koncil og revision af kirkeretten.
Den romerske bispeSynode, den første i historie, fandt sted i januar 1960 og handlede om at "sjælesorgen" i byen skulle tilpasses de ændrede forhold i en moderne, raskt voksende storby. Paven ville at Synoden skulle blive begyndelsen på Kirkens fornyelse, men dens betydning forsvandt i det store Koncilarbejde.
Det er forståeligt, at bekendtgørelsen af et Koncil var en sensation, efter næsten 100 år skulle verdenskirkens biskopper igen samles. Det Første VatikanKoncil i 1869-70 var ikke afsluttet, men blot suspenderet på grund af udbruddet af den fransk-tyske krig. Paven erklærede, at Kirken nu måtte tilpasse sig tiden krav, Koncilet (Det 2. VatikanKoncil) skulle drøfte en modernisering, en ajourføring "aggiornamento" af den katolske kirkes liv og lære. Samtidigt ønskede han at fremme den kristne enhed, og inviterede observatører fra andre trossamfund til Koncilet.
Det 21. økumeniske Koncil (Det 2. VatikanKoncil) var den talmæssigt største kirkeforsamling i historien - i Rom samlede sig 2800 Koncildeltagere, og for første gang i historien sendte 18 ikke-katolske (såvel ortodokse som protestantiske) kirker observatører til Koncilet. Mere end noget andet ønskede paven dialog med verden, uafhængig af trosbekendelse og fremme bestræbelserne til en genforening af de adskilte kristne. Om de ikke-katolske kristne talte paven om de "adskilte brødre i troen" med mere vægt på "brødre" en "adskilte".
I otte encyklikaer betonede Johannes XXIII den kirkelige åbning ud mod verden, uden dermed at give afkald på katolske trospositioner, han så på ingen måde "aggiornamento" (tilpasning) som en grundlæggende afvigelse fra kirkelige traditioner. Hans lære var viet de postorale spørgsmål mere end de dogmatiske, selv om han udtalte sig lidt reaktionært "moderne" dogmer som fx. Teilhar de Chardins arbejder.
(1) "Ad petri cathedram" (juni 1959) tiltrædelsesencyklikaen bad paven om at sandhed, enhed og fred skulle fremmes i kærlighedens ånd og han hilste ikke-katolikker som "adskilte brødre og sønner".
(2) "Sacerdotti Nostri primordia" (aug. 1959) var viet minde om sognepræsten i Ars Giovanni Maria Vianney's 100-års dødsdag. Her appellerede han til ungdommen, de kristne familier og alle troende om at støtte præsterne gennem bøn og handling, og sørge for at unge mænd stadig fulgte kaldet til en præstegerning.
(3) "Grata recordatio" (sep. 1959) her opfordrer han præsterne og det kristne folk til rosenkransbønnen.
(4) "Princeps Pastorum" (nov. 1959) beskæftiger sig med missionsspørgsmålet som et vigtigt anliggende. Paven understreger nødvendigheden af et lokalt hieraki, et indfødt præsteskab og lægfolks betydning for missionen. Denne encyklika følges op med udnævnelse af 14 oversøiske biskopper, heraf 8 fra Afrika.
(5) "Mater et Magistra" (maj 1961) om Kirken og den sociale udvikling. Her forstærker og opdaterer paven sociallæren fra Le XIII og Pius XI. Nyorganiseringen af samfundslivet måtte ske i sandhedens, retfærdighedens og kærlighedens ånd. Han gjorde sig til talsmand for en mindsteløn til alle arbejdere og henviste til at en retfærdig udvikling ikke bare skulle ske i det enkelte samfund, men også mellem rige og fattige lande. Han brød med Vatikanets mistænksomhed mod snigende socialisme og ønskede velfærdsstaten velkommen. Det var første gang en pave fremlagde en tredjeverdensproblematik ved at betone nødvendigheden af økonomisk udjævning mellem landene.
(6) "Aeterna Dei sapientia" (nov. 1961) en hyldest til pave Leo den Store på hans 1500-års dødsdag. Budskabet var at Kirken måtte være én og biskoppen af Rom måtte være dens midtpunkt og udforme læresætningerne.
(7) "Poenitentiam agere" (juli 1962). Denne var viet til "boden" som begyndelsen til tilgivelsen af synder og opnåelsen af den evige frelse. Paven henviser til "boden" i Det Gamle og Det Nye Testamente og Kirkens praksis.
(8) "Pacem in terris" (april 1963). Denne regnes for den mest indflydelsesrige af de 8 encyklikaer. Den handler om freden blandt alle folk; i sandhed, retfærdighed, kærlighed og frihed. Den henvendte sig ikke som sædvanligt til de katolske troende gennem deres biskopper, men til "alle mennesker af god vilje". Den gentog forgængeren Pius XII's ord fra 1939: "Ingenting er tabt med freden, men alt kan være tabt med krigen". Paven vurderede FN's menneskerettighedserklæring fra december 1949 som af den største betydning, og han tog stilling til spørgsmålet om afspænding og sameksistens mellem magtblokkene. Han skelnede mellem marxistisk ideologi og kommunistiske regimers aspirationer, og erklærede at der kunne opstå situationer, hvor kontakt og møder om praktiske spørgsmål, som tidligere var utænkelige, nu eller i morgen kunne være virkelig frugtbare. Encyklikaen indeholder også en skarp fordømmelse af atomoprustningen. Denne encyklika blev verden over regnet for pavens testamente.
Til trods for sit ja til sameksistens tav Johannes XXIII ikke om forfølgelser af Kirken, og han engagerede sig aktivt for de troendes skæbne i østbloklandene, hvilket gav lempeligere vilkår for en række biskopper og kardinaler (fx Mindszenky fra Ungarn, Beran fra Tjekkoslovakiet, Slipyi fra Sovjetunionen). Han åbnede for samtaler med lederne for den kommunistiske verden med den begrundelse at hjælpe de troede i dette magtområde. Under Cuba-krisen i 1962 bad paven offentlig både USA og Sovjet om at vise forsigtighed, Pravda i Moskva citerede ham på forsiden, hvilket måske gav Khrutsjov en undskyldning for at give efter uden at tabe ansigt.
Med Johannes XXIII kom en frisk forandringens vind ind i paveembedet. I sin regering af Kirken benyttede han sig i langt større grad end tidligere af kardinalkollegiets hjælp. I fem runder med kardinaludnævnelser gik han ud over det maksimumantal på 70 som pave Sisto V fastsatte i 1586 og som var foreskrevet i "Codex Iuris". Han foretog i alt 52 kardinaludnævnelser og bragte antallet op på 87 og afskaffede også den gamle distinktion mellem kardinalbiskopper, kardinalpræster og kardinaldiakoner, nu skulle alle kardinaler være biskopper. Blandt alle nyudnævnelserne var den første sorte kardinal Rugambwa fra Tanzania. Han gav kardinalkollegiet et mere internationalt præg, og han gav de kardinaler som ikke residerede ved Kurien større indflydelse.
Johannes XXIII var den første pave i over 200 år, der overværede en teaterforestilling, det var T. S. Eliots stykke om Thomas Becket. Han var også den første pave der i mere end 100 år foretog en rejse ud af Vatikanet. Han drog på pilgrimstur til Assisi og Loreto.
Fra begyndelsen af 1962 havde Johannes XXIII været alvorlig syg med mavekræft, der dog først blev dianogstiseret i september 1962, han viste sig sidste gang offentlig på Kristi himmelfarts dag den 23. maj 1963 og han døde den 3. juni 1963. Kun få pavers død har udløst så stor sorg i verden også blandt ikke-katolikker og ikke kristne. Italiens fagforeninger, også de kommunistiske, opfordrede til arbejdsnedlæggelser i 10 minutter ved pavens begravelse.
Han er fortsat mere end 30 år efter sin død en utrolig populær pave også hos de ikke-religiøse italienere, alle steder opfattes han som "mennesket" på pavestolen, et menneske, der har udvist stor forståelse for forsoning mellem kirkesamfund, mellem racerne, de fattige og ikke mindst kvinders vilkår. I den tidlige Kirke ville Johannes XXIII øjeblikkeligt have blevet udråbt til helgen efter et folkeligt krav, men i vor tid går det lidt langsommere. Han blev saligkåret september 2000 af pave Johannes Paul II. Han er begravet i krypten under S. Pietro.

---

                  Katolske begreber:

Ordforklaring :

Koncil
Konklave
Modpave
Nuntius
Patriark
Paverækken
Pontifikat
Synode
Vatikan

Koncil:

Et Koncil er et kirkemøde for hele eller dele af Den Katolske Kirke. Ordet kommer fra latin "concilium"=Rådsforsamling. Man taler om 4 forskellige typer af konciler: "Concilio Diocesano" eller "Sinodo" indkaldes af Biskoppen, "Concilio Provinciale" indkaldes af Metropolitten (Ærkebispen), "Concilio Nazionale" indkaldes af Patriarken eller Overhovedet for Kirken i det enkelte land.



Endelig er der "Concilio Ecumenico", som indkaldes af Paven og gælder for alle dele af Den Katolske Kirke.

Et Økumenisk Koncil foregår i 3 bestemte faser: Indkaldelsen af de nærmere bestemte grupper gejstlige som skal deltage. Afholdelsen sker under Pavens præsidium eller under en af hans legater. Paven bestemmer de emner, der skal debatteres og om evt. andre forslag skal tages med ind til diskussion. Paven har ret til at opløse Koncilet, eller til at stoppe det eller overflytte det til et andet sted. Den sidste fase er Pavens godkendelse af Koncilets konklusioner.

Koncilier - Romerkirkens generalforsamlinger

Konklave:

Konklave: (ordet kommer af "cum clave" = "med nøgle"). Konklave eller Pavevalg er forsamlingen af kardinaler, der vælger den nye pave, efter at den gamle er død eller træder af, som det var tilfældet med Pave Benedikt d. 16. Ordet konklave stammer fra latin, con'clave, og betyder: aflukkeligt værelse (helt bogstaveligt cum clave: med nøgle); specielt om den fra omverdenen afspærrede del af Vatikanpaladset, hvor pavevalget foregår; forsamlingen af kardinaler som vælger paven.
Annuntio vobis gaudium magnum! Habemus Papam! – Jeg meddeler jer en stor glæde! Vi har en pave! Sådan lyder budskabet fra protodiakonen fra balkonen over Peterspladsen i Rom, når valget er truffet. Det sker ved en højtidelig og historisk proces, der følges til punkt og prikke.
To uger efter pavens død vil kardinalerne mødes ved et højtideligt hemmeligt konklave i Det Sixtinske Kapel for at vælge apostlen Peters næste efterfølger. Konklavet må ikke afholdes senere end 20 dage efter. 14 dages-reglen er opstået for at give alle kardinalerne mulighed for at nå frem fra alle verdens hjørner. En regel, som nok mere stemmer overens med den tid, hvor kardinalerne skulle nå frem med hest og vogn end i dag, hvor de kommer flyvende til Rom.
Kardinalerne er udpeget overalt i verden og er pavens nærmeste rådgivere. Som det er i dag kan op til 120 kardinaler deltage, og de skal være under 80 år. Det blev bestemt af Pave Paul 6. i 1970. Ved sidste tælling af kardinalerne var der 119, der opfyldte kravene for at være med til at vælge.
Når kardinalerne ankommer til konklavet, hvor pavens efterfølger bliver valgt, lukkes den store bronzedør bag dem, og alle døre og vinduer bliver forseglet med bly. Tidligere skulle kardinalerne bo i spartanske værelser i selve kapellet, men i dag bliver alle indkvarteret i hotellignende værelser i Santa Martha Huset. Når kardinaler ankommer til konklavet, sværger de at holde alt, hvad der sker under afstemningen, hemmeligt. Hvis de bryder deres løfte, bliver de bortvist fra den katolske kirke.
Der gennemføres afstemning, hvor hver kardinal på en seddel skriver navnet på den kardinal, han ønsker som pave. Denne procedure gennemføres, indtil en af dem har har fået et flertal på 2/3 af stemmerne. Efter hver afstemning brændes stemmesedler, og røgen sendes gennem skorstenen. Ved tilsætning af kemikalier farves røgen sort, hvis afstemningen ikke har givet resultat og hvid, hvis afstemningen har peget på en ny pave.


Den nye pave skal formelt bekræfte, at han ønsker at påtage sig valget. Han spørges: "Accepterer De valget af egen, fri vilje?" Besvarer den valgte dette med "Accepto", er han den nye pave fra det øjeblik. Næste spørgsmål lyder: "Hvilket navn ønsker De at blive kaldt?", hvorpå han svarer med det navn, han ønsker at antage.

Modpave:

En modpave var i middelalderen en pave, som kejseren eller et oppositionsparti fik valgt i konkurrence med den retmæssige pave, og som ikke anerkendes i den officielle paveliste.
Modpaverne var i høj grad medvirkende i både det katolske og det statslige politiske spil op gennem årene.
Modpave Hypolitus, 217-235 regnes som regel for at være den første modpave.
Modpave Felix V, 1439-1449, var den sidste af slagsen.

Herunder ses: Modpave Johannes XXIII
(1410 - 1415)
Liste over modpaver gennem historien:

• Hypolitus (217-235)
• Novatian (251-258)
• Felix II (355-365)
• Ursinus (366-367)
• Eulalius (418-419)
• Laurentius (498-499 og 501-506)
• Dioskur (september-oktober 530)
• Teodor (september-december 687)
• Paschalis (oktober-december 687)
• Konstantin II (767–768)
• Filippus (juli 768)
• Johannes (januar 844)
• Anastasius III (august-september 855)
• Kristoforus (903-04)
• Bonifatius VII (juni-juli 974 og 984-85)
• Johannes XVI (997-98)
• Gregor VI (juni-juli 1012)
• Benedikt X (1058-59)
• Honorius II (1061-72)
• Klemens III (1080-84)
• Theoderik (1100-01)
• Albert (februar-marts 1102)
• Sylvester IV (1105-11)
• Gregor VIII (1118-21)
• Celestin II (december 1124)
• Kletus [Anakletus] II (1130-38)
• Viktor IV (marts-maj 1138)
• Viktor IV (1159-64)
• Paschalis III (1164-68)
• Callistus III (1168-78)
• Innocent III (1179-80)
• Nikolas V (1328-30)
• Klemens VII (1378-94)
• Benedikt XIII (1394-1423)
• Alexander V (1409-10)
• Johannes XXIII (1410-15)
• Klemens VIII (1423-29)
• Benedikt XIV (1423-29)
• Benedikt XIV (1430-37)
• Felix V (1439-49)

Senere har der dog været andre som har taget pavetitel, flere gange efter være blevet valgt af skismatiske grupper. Dette er de såkalte sedevakantister, som mener, at pavestolen står tom, og at de dermed må vælge en af deres egne til at fylde den. Vatikanet har modpaverne med i de officielle lister over paver frem til Felix (V), som døde i 1449, men man medtager ikke sedevakantisterne. Årsagen til dette er, at modpaverne på den officielle liste blev valgt af personer, som befandt sig indenfor den katolske kirke, mens sedevakantistenes paver er valgt af personer, som befandt sig udenfor og havde dannet egne kirkesamfund. De anses derfor af Vatikanet for ledere af konkurrerende katolske eller katolsk-inspirerede grupper.
I katolsk kirkeret er det at lade sig vælge til modpave en skismatisk handling, som automatisk fører til ekskommunikation.

Nuntius:

Den pavelige Nuntius er chef for Den Hellige Stols diplomatiske repræsentation i et land eller ved en international organisation. Nuntius har rang som ambassadør og er i katolske lande oftest doyen. Han varetager normalt også forbindelserne mellem Den hellige Stol og den lokale katolske kirke. Nuntius vil oftest være en prælat med rang af biskop, ærkebiskop eller højere.

Nuntius, (m. lat. form) nuntii. (af lat. nuntius, sendebud; jf.
I. Legat; katolsk-kirk.) pavelig udsending, gesandt.

Billedet herunder: Ærkebiskop Henryk Józef Nowacki, Nuntius for de nordiske lande fra 2012.

Patriark:

En patriark er overhovedet i en romersk-katolsk eller ortodoks kirkeprovins, et patriarkat. Da embedet er personorienteret bruger man sjældent betegnelser som f.eks. patriarkatet Konstantinopel, men som regel patriarken af Konstantinopel osv.
Fem patriarkater – i Rom, Jerusalem, Alexandria, Antiokia og Konstantinopel – har rødder i oldkirken. De andre er kommet til på senere tidspunkter, enten som belønning for loyalitet mod kirken eller af religionspolitiske grunde.


Patriarken Fotios af Konstantinopel (billede herover) levede fra ca. 820 til 893. Han regnes for en af de mest lærde mænd nogensinde i den Ortodokse Kirke.
Fotios var patriark af Konstantinopel - det vil sige, at han havde samme rolle i den østromerske, ortodokse kirke, som paven har den romersk-katolske kirke.

Fire af de ortodokse patriarkater, de fire første på listen, er oldkirkelige. De andre er nyere, og er knyttet til nationalkirker i forskellige lande.

• Patriarken af Konstantinopel (Den økumeniske patriark)
  
• Patriarken af Alexandria
  
• Patriarken af Antiokia
  
• Patriarken af Jerusalem
  
• Patriarken af Moskva og hele Rusland
  
• Patriarken af hele Bulgarien
  
• Katholikos-patriarken af hele Georgien
  
• Patriarken af hele Rumænien
  
• Den serbiske patriark
  
  

Den katolske kirkes patriarkater
Et af de katolske patriarkater går direkte tilbage til oldkirken, nemlig Rom. Patriarkaterne i Alexandria, Antiokia og Jerusalem har rødder i oldkirken, men disse steder var der i lang tid kun ortodokse patriarker.
Udover de nuværende patriarkater er der også i Den katolske kirke nogle historiske patriarkater, som af forskellige grunde ikke eksisterer mere.

Nuværende katolske patriarkater

• Patriarkatet i Rom (paven er patriark)
  
• Det koptiske patriarkat i Alexandria
  
• Det græske patriarkat i Antiokia
  
• Det syriske patrirkat i Antiokia
  
• Det maronittiske patriarkat i Antiokia
  
• Det romersk-katolske patriarkat i Jerusalem
  
• Patriarkat i Babylon (Bagdad)
  
• Patriarkat i Cilicia
  
• Patriarkat i Venezia
  
• Patriarkat i Lisabon
  
  

Historiske katolske patriarkater

• Det romersk-katolske patriarkat i Konstantinopel
  
• Det romersk-katolske patriarkat i Alexandria
  
• Det romersk-katolske patriarkat i Antiokia
  
• Patriarkatet i Vest-Indien
  
• Patriarkatet i Øst-Indien
  
  

De orientalske ortodokse kirkers patriarkater

• Paven og patriarken af Alexandria (Den koptiske ortodokse kirke)
  
• Patriarken af Antiokia (Den syriske ortodokse kirke)
  
• Katholikos-patriarken af Etchmiadzin og Armenia (Den armenske ortodokse kirke)
  
• Patriarken af Cilicia of Midt-Østen (Den armenske ortodokse kirke)
  
• Patriarken af hele Etiopien (Tewahedokirken)
  
• Patriarken af hele Eritrea (Den eritreanske ortodokse kirke)
  
  

De nestorianske patriarkater
De nestorianske kirker blev løsrevet fra resten af den kristne kirke i det 5. århundrede.

• Katholikos-patriarken af Babylon (Bagdad, Den assyriske kirke i øst)
  
• Katholikos-patriarken i Jerusalem (Kirken i øst og udenlands, sæde i Nordamerika)
  
  

Et patriarkat er en kultur, hvor magten og herredømmet besiddes af (de ældste) mænd, og hvor den fædrene linie tegner slægten. Magten tilhører den myndige og ærværdige patriark. Begrebet patriark kommer af græsk "patria", der betyder slægt og -ark, der betyder leder eller anfører. Patriarken er slægtens anfører og som sådan ikke kønsbestemt, men i bibelens gamle testamente er Abraham og hans søn Isak og dennes søn Jakob patriarker.

Paverækken:

Pontifikat:

Pontifikat, (af lat. pontificatus, afledt af pontifex), en paves regeringstid.

Pontifex, (lat., af pons 'vej, bro', gen. pontis, og -fex, af facere 'gøre'; af omstridt bet., måske 'den, der baner vej' eller 'den, der bygger bro'), i romersk religion navnet på et ledende medlem af pontifikalkollegiet, et præstekollegium bestående af rex sacrorum, de tre store flamines og tolv mindre flamines; pontifex maximus 'den største pontifex' havde som særligt embedsområde Vestakulten. Pontifikalkollegiet holdt til i Regia (egl. 'kongens hus') på Forum Romanum og havde bl.a. overopsyn med Roms statskult, lege (ludi), sakralret og varselstydning. Fra ca. 200 f.Kr. kendes tabulae pontificum 'pontifexernes tavler', en samling historiske annaler.

Fra og med Augustus blev ærestitlen pontifex maximus givet til den regerende kejser, og i løbet af 400-t. overtog paven den oprindelig hedenske titulatur, ofte forkortet pont.max. eller PM, nu i formen summus pontifex, hvis betydning tolkedes kristologisk som 'den, der slår bro mellem Jord og Himmel'.

Synode:

Vatikan:

Vatikanstaten er en bystat på 44,2 hektar i Rom i Italien, og er samtidig verdens mindste suveræne stat, der har bred global accept.
Vatikanstatens politik varetages af et enevældigt valgmonarki, hvor lederen af den romerskkatolske kirke er ved magten. Paven er den primære lovgivende, besluttende og udøvende magt i Vatikanstaten, der adskiller sig fra Den Hellige Stol, som er et sjældent tilfælde af ikke-arveligt monarki. Vatikanstaten er det eneste tilbageværende enevældige monarki i Europa.
Historie:
Området blev i oldtiden kaldt Ager Vaticanus. Det kan måske stamme fra det latinske vaticinium, der betyder "varsel", under henvisning til, at der lå et tempel på egnen, hvortil der var knyttet nogle profeter, vates.
Området var landligt, med vingårde. Vinen derfra stod ikke højt i kurs, og Martial skrev: "Drikker du Vatikan-vinen, drikker du gift. Kan du lide eddike, kan du også lide Vatikan-vin." Da undergrunden var rig på ler og sand, var der fremstilling af tegl og porcelæn i området.
Midt på Ager Vaticanus lå en gravplads. Døde måtte ikke begraves indenfor bymurene, så Via Cornelia, der førte gennem egnen, var kantet med gravmæler. Her blev også apostlen Peter gravlagt.


Agrippina den ældre besad nogle store haver mellem Vatikanhøjden og Tiberen, og efter hendes død begyndte sønnen Caligula at bygge et cirkus der. Det blev fuldført af Nero, som opkaldte det efter Caligula og sig selv: Circus Gaii et Neronis. Her fandt en af de første kristenforfølgelser sted, og man regner med, at det var her, apostlen Peter, der også var den første Pave, led martyrdøden.