Beskrivelse af Anastasius I, der var Pave i år 399-401

Sct. Peter var den første biskop af Rom og dermed den første Pave i historien.
Der er opstået tradition for at biskoppen over Rom, er den katolske kirkes overhovede og dermed Pave for hele den katolske verden. Pavetitlen bliver dog først brugt efter år 300.
Kirken ledes af paven, der anses som Sankt Peters efterfølger. Den opfattelse stammer fra Matthæusevangeliet, hvor Jesus giver Peter nøglerne til himmeriget.
Jesus sagde følgende ord til Peter, som kan læses på indersiden af kuplen i
Peterskirken: "Du er Peter (klippen) og på denne klippe vil jeg bygge min Kirke.
Dig vil jeg give nøglerne til himlens rige."

Anastasius I - 399-401 :

Anastasius I (Sant'Amastasio I) St. Anastasius I; der var fra Rom. Han var pave fra 27/11 399 til 19/12 401.

Pave Anastasius I (døde 19 December 401) var leder af den katolske kirke fra 27 November 399 til sin død i 401.
Han blev født i Rom, søn af Maximus. Han fordømte skrifterne fra den alexandrinske teolog, Origenes kort efter deres oversættelse til Latin. Han kæmpede mod disse skrifter under hele sit pavedømme, og i 400 indkaldte han et Koncil for at diskutere dem. Rådet vedtog, at Origenes ikke var tro mod den katolske kirke.

- Brev til Simplicius:

• Hvis Origenes har lagt nogen andre skrifter frem, skal du vide, at de og deres forfatter er ligeligt fordømt af mig.
  Måtte Herren bevare dig i sikkerhed, min herre og broder fortjenstligt holdt i ære.

I løbet af sin regeringstid tilskyndede han også katolikker i Nordafrika til at bekæmpe Donatismen. Han pålagde præsterne, at stå med bøjet hovede, når de læste fra evangelierne. Blandt hans venner var Augustin, Jerome og Paulinus. Jerome taler om ham som en mand af stor hellighed, som var rig i sin fattigdom.
Han er formentligt begravet i Pontians Catacomber.

---

                  Katolske begreber:

Ordforklaring :

Donatisme:

Donatismen var en oldkristen retning, der opstod i begyndelsen af det 4. århundrede i Nordafrika. Denne kristne kirkeretning blev opkaldt efter sin grundlægger Donatus Magnus, der fungerede som biskop i Karthago og var denne kirkes leder fra omkring 315 til 355 e.v.t. Den opstod som følge af kristenforfølgelserne under kejser Diocletian (284-305 e.v.t.), hvorefter der opstod uenighed blandt kristne om, hvorvidt de præster, som havde samarbejdet med de romerske myndigheder, kunne genoptages i kirken. Donatisterne var af den opfattelse, at de var urene og ikke kunne genoptages i kirken. Dette førte til, at de blev erklæret for kættere af hovedkirken. Donatismens udbredelse begrænsede sig til Nordafrika, hvor den florerede indtil begyndelsen af det 5. århundrede.


Donatus Magnus

Donatus Magnus var biskop af Arezzo i Toscana. Donatus, der havde mistet sine forældre under kejser Julians kristenforfølgelser, søgte tilflugt i Arezzo, hvor han endte med at blive valgt som biskop i år 315. Da en munk engang tabte den hellige kalk så den gik i stykker, fik Donatus ved bønner kalken til at vokse sammen igen. Dette mirakel fik samtidig 79 grumme hedninge til at omvende sig. Han og en trosfælle blev fængslet og henrettet ved halshugning i år 380, fordi de under en af de anti-kristne forfølgelseskampagner havde bebrejdet den lokale præfekt, at han havde forladt den kristne tro. Hans tilhængere, Donatisterne var en fanatisk Sekt, stiftet i Nordafrika i det 4. Årh. De bekæmpede den katolske Kirke gennem flere Århundreder, som uren og verdslig. Donatus døde ca. 380.


Donatus Magnus halshugges

Koncil:

Et Koncil er et kirkemøde for hele eller dele af Den Katolske Kirke. Ordet kommer fra latin "concilium"=Rådsforsamling. Man taler om 4 forskellige typer af konciler: "Concilio Diocesano" eller "Sinodo" indkaldes af Biskoppen, "Concilio Provinciale" indkaldes af Metropolitten (Ærkebispen), "Concilio Nazionale" indkaldes af Patriarken eller Overhovedet for Kirken i det enkelte land.



Endelig er der "Concilio Ecumenico", som indkaldes af Paven og gælder for alle dele af Den Katolske Kirke.

Et Økumenisk Koncil foregår i 3 bestemte faser: Indkaldelsen af de nærmere bestemte grupper gejstlige som skal deltage. Afholdelsen sker under Pavens præsidium eller under en af hans legater. Paven bestemmer de emner, der skal debatteres og om evt. andre forslag skal tages med ind til diskussion. Paven har ret til at opløse Koncilet, eller til at stoppe det eller overflytte det til et andet sted. Den sidste fase er Pavens godkendelse af Koncilets konklusioner.

Koncilier - Romerkirkens generalforsamlinger

Origenes:

Origenes fra Alexandria (ca.185-254), har lagt navn til Origenismen, en teori hvor teologi og filosofi blandedes, men den kritiseredes af hans modstandere i slutningen af det 4. århundrede, i 553 fordømtes troen som kætteri på det 2. Koncil i Constantinopel
Origenismen udvikledes også til Arianismen, en teologisk retning i oldkirken, udtænkt af præsten Arios omkring år 300 som en forlængelse af Origenes' tanker. Den arianske lære hævdede, at Jesus Kristus IKKE var ét kød med Faderen (ikke selv var Gud og "af samme væsen som faderen", som den "nikænske trosbekendelse", vedtaget på kirkemødet i Nikæa i år 325, lød). Arios var blevet ekskommunikeret i 319, men Arianismen levede videre og blomstrede op igen under Kejser Julian Den Frafaldne og levede længe i de germansk kontrollerede områder. Den forsvandt først i løbet af det 6.århundrede.



Origenes forholder sig til kristendommens mangfoldighed på to måder. På den ene side anerkender han en ”intern”, tilladt ja endog gavnlig mangfoldighed, mens han på den anden side betragter de to grupperinger, Ophiterne og Cainiterne, som ikke-kristne, altså stående udenfor det kristne fællesskab. Disse to måder at forholde sig til den ”kristne” mangfoldighed på kan benyttes til at illustrere to forskellige forskningsparadigmer.
Origenes skelnede, med andre ord mellem nogle, som kunne forveksles med kristne, men som ifølge hans synspunkt ikke var det – altså udenforstående på den ene side og på den anden side forskellige kristne grupper – indenforstående. Denne skelnen mellem udenforstående og indenforstående dominerede i forskningen helt frem til anden halvdel af det 20. århundrede. De udenforstående blev i forskningen oftest benævnt kættere eller hæretikere.
I første halvdel af det 5.århundrede var mange ægyptiske munke stærkt påvirkede af forskellige af Origenes ideer, men selvom de kirkelige autoriteter forsøgte at bekæmpe Origenes vranglære, så indgik netop dennes forestilling om, at der havde levet og kunne være særligt udvalgte mennesker, der var undsluppet denne forbandelse, i den almindelige koptiske lære om dette emne.
I sin lille bog Om bøn beskriver han brødet i fadervor som et billede på Jesus selv. Jesus siger jo i Johannesevangeliet, at han er det sande brød, livets brød. Forstået på den måde er fadervor ikke længere en jødisk bøn, men en kristen bøn, der handler om, at Jesus skal tage bolig i den bedende.



Origenes der var født i Alexandria, var den betydeligste oldkirkelige teolog, der beskæftigede sig med skrifterne. Origenes udskilte de aldeles uacceptable dele og inddelte resten i »de ægte« og »de tvivlsomme skrifter«. Dem kalder han på græsk hhv. homologumena og amfiballomena. I den første gruppe »de ægte« er de fire evangelier, Paulusbrevene, Petersbrevene, 1. Johannesbrev, Apokalypsen og Apostlenes Gerninger anbragt. »De tvivlsomme« inkluderer 2. Petersbrev, 2. og 3. Johannesbrev, Hebræerbrevet, Jakobsbrevet og Judasbrevet.
Origenes vender sig også mod den romerske skik, at fejre fødselsdag, som han kalder en hedensk praksis.
Origenes liv er beskrevet af Eusebius i den sjette bog af hans kirkehistorie. Origenes' fader omkom under kristenforfølgelserne i 202 under Septimus Severus.


Origines kastrerer sig selv.

For at følge fremstillingen i Matthæusevangeliet 19-12, lod han sig kastrere. Efter uoverensstemmelser med sin biskop i Alexandria, hvor han var blevet skoleforstander, slog han sig ned som kirkelig autoritet i Cæsarea.
Under senere kristenforfølgelser blev han tortureret og døde 69 år gammel).