Beskrivelse af Anastasius I, der var Pave i år 399-401
Sct. Peter var den første biskop af Rom og dermed den første Pave i historien.
| ![]() LU: 04:39 |
|
![]() ![]() ![]() ![]() ![]() ![]() |
Anastasius I - 399-401 :
Anastasius I (Sant'Amastasio I) St. Anastasius I; der var fra Rom. Han var pave fra 27/11 399 til 19/12 401.
|
Ordforklaring :DonatismeKoncil Origenes Donatisme:[ - ]Donatismen var en oldkristen retning, der opstod i begyndelsen af det 4. århundrede i Nordafrika. Denne kristne kirkeretning blev opkaldt efter sin grundlægger Donatus Magnus, der fungerede som biskop i Karthago og var denne kirkes leder fra omkring 315 til 355 e.v.t. Den opstod som følge af kristenforfølgelserne under kejser Diocletian (284-305 e.v.t.), hvorefter der opstod uenighed blandt kristne om, hvorvidt de præster, som havde samarbejdet med de romerske myndigheder, kunne genoptages i kirken. Donatisterne var af den opfattelse, at de var urene og ikke kunne genoptages i kirken. Dette førte til, at de blev erklæret for kættere af hovedkirken. Donatismens udbredelse begrænsede sig til Nordafrika, hvor den florerede indtil begyndelsen af det 5. århundrede. ![]() Donatus Magnus Donatus Magnus var biskop af Arezzo i Toscana. Donatus, der havde mistet sine forældre under kejser Julians kristenforfølgelser, søgte tilflugt i Arezzo, hvor han endte med at blive valgt som biskop i år 315. Da en munk engang tabte den hellige kalk så den gik i stykker, fik Donatus ved bønner kalken til at vokse sammen igen. Dette mirakel fik samtidig 79 grumme hedninge til at omvende sig. Han og en trosfælle blev fængslet og henrettet ved halshugning i år 380, fordi de under en af de anti-kristne forfølgelseskampagner havde bebrejdet den lokale præfekt, at han havde forladt den kristne tro. Hans tilhængere, Donatisterne var en fanatisk Sekt, stiftet i Nordafrika i det 4. Årh. De bekæmpede den katolske Kirke gennem flere Århundreder, som uren og verdslig. Donatus døde ca. 380. ![]() Donatus Magnus halshugges [ - ] Koncil:[ - ]Et Koncil er et kirkemøde for hele eller dele af Den Katolske Kirke. Ordet kommer fra latin "concilium"=Rådsforsamling. Man taler om 4 forskellige typer af konciler: "Concilio Diocesano" eller "Sinodo" indkaldes af Biskoppen, "Concilio Provinciale" indkaldes af Metropolitten (Ærkebispen), "Concilio Nazionale" indkaldes af Patriarken eller Overhovedet for Kirken i det enkelte land. ![]() Endelig er der "Concilio Ecumenico", som indkaldes af Paven og gælder for alle dele af Den Katolske Kirke. ![]() Et Økumenisk Koncil foregår i 3 bestemte faser: Indkaldelsen af de nærmere bestemte grupper gejstlige som skal deltage. Afholdelsen sker under Pavens præsidium eller under en af hans legater. Paven bestemmer de emner, der skal debatteres og om evt. andre forslag skal tages med ind til diskussion. Paven har ret til at opløse Koncilet, eller til at stoppe det eller overflytte det til et andet sted. Den sidste fase er Pavens godkendelse af Koncilets konklusioner. Koncilier - Romerkirkens generalforsamlinger [ - ] Origenes:[ - ]Origenes fra Alexandria (ca.185-254), har lagt navn til Origenismen, en teori hvor teologi og filosofi blandedes, men den kritiseredes af hans modstandere i slutningen af det 4. århundrede, i 553 fordømtes troen som kætteri på det 2. Koncil i Constantinopel Origenismen udvikledes også til Arianismen, en teologisk retning i oldkirken, udtænkt af præsten Arios omkring år 300 som en forlængelse af Origenes' tanker. Den arianske lære hævdede, at Jesus Kristus IKKE var ét kød med Faderen (ikke selv var Gud og "af samme væsen som faderen", som den "nikænske trosbekendelse", vedtaget på kirkemødet i Nikæa i år 325, lød). Arios var blevet ekskommunikeret i 319, men Arianismen levede videre og blomstrede op igen under Kejser Julian Den Frafaldne og levede længe i de germansk kontrollerede områder. Den forsvandt først i løbet af det 6.århundrede. ![]() Origenes forholder sig til kristendommens mangfoldighed på to måder. På den ene side anerkender han en ”intern”, tilladt ja endog gavnlig mangfoldighed, mens han på den anden side betragter de to grupperinger, Ophiterne og Cainiterne, som ikke-kristne, altså stående udenfor det kristne fællesskab. Disse to måder at forholde sig til den ”kristne” mangfoldighed på kan benyttes til at illustrere to forskellige forskningsparadigmer. Origenes skelnede, med andre ord mellem nogle, som kunne forveksles med kristne, men som ifølge hans synspunkt ikke var det – altså udenforstående på den ene side og på den anden side forskellige kristne grupper – indenforstående. Denne skelnen mellem udenforstående og indenforstående dominerede i forskningen helt frem til anden halvdel af det 20. århundrede. De udenforstående blev i forskningen oftest benævnt kættere eller hæretikere. I første halvdel af det 5.århundrede var mange ægyptiske munke stærkt påvirkede af forskellige af Origenes ideer, men selvom de kirkelige autoriteter forsøgte at bekæmpe Origenes vranglære, så indgik netop dennes forestilling om, at der havde levet og kunne være særligt udvalgte mennesker, der var undsluppet denne forbandelse, i den almindelige koptiske lære om dette emne. I sin lille bog Om bøn beskriver han brødet i fadervor som et billede på Jesus selv. Jesus siger jo i Johannesevangeliet, at han er det sande brød, livets brød. Forstået på den måde er fadervor ikke længere en jødisk bøn, men en kristen bøn, der handler om, at Jesus skal tage bolig i den bedende. ![]() Origenes der var født i Alexandria, var den betydeligste oldkirkelige teolog, der beskæftigede sig med skrifterne. Origenes udskilte de aldeles uacceptable dele og inddelte resten i »de ægte« og »de tvivlsomme skrifter«. Dem kalder han på græsk hhv. homologumena og amfiballomena. I den første gruppe »de ægte« er de fire evangelier, Paulusbrevene, Petersbrevene, 1. Johannesbrev, Apokalypsen og Apostlenes Gerninger anbragt. »De tvivlsomme« inkluderer 2. Petersbrev, 2. og 3. Johannesbrev, Hebræerbrevet, Jakobsbrevet og Judasbrevet. Origenes vender sig også mod den romerske skik, at fejre fødselsdag, som han kalder en hedensk praksis. Origenes liv er beskrevet af Eusebius i den sjette bog af hans kirkehistorie. Origenes' fader omkom under kristenforfølgelserne i 202 under Septimus Severus. Origines kastrerer sig selv. For at følge fremstillingen i Matthæusevangeliet 19-12, lod han sig kastrere. Efter uoverensstemmelser med sin biskop i Alexandria, hvor han var blevet skoleforstander, slog han sig ned som kirkelig autoritet i Cæsarea. Under senere kristenforfølgelser blev han tortureret og døde 69 år gammel). [ - ] 0439 |