|
|
Det dynamisk skiftende indhold på denne side er sammensat af bearbejdet materiale, der fortrinsvis er inspireret af fakta fra ovenstående links. Disse links er i sig selv og i høj grad spændende og anbefalelsesværdig læsning.
Jeg påberåber mig således ingen former for ophavsret over nærværende materiale.
Jeg takker hermed for inspiration. :-)
M. Due 2024
|
|
Siricius - 384-399 :
Siricius (San Siricio) St. Siricius; der var fra Rom. Han var pave fra c. 15/12 384 til 26/11 399.
Paven Siricius (334-26 November 399) var pave fra December 384 til sin død i 399. Han var efterfølgeren til pave Damasus I og blev selv efterfulgt af pave Anastasius I.
Siricius blev valgt biskop af Rom med enstemmighed, på trods af Modpave Ursinus forsøg på at promovere sig selv. Han var en aktiv pave, involveret i administrationen af kirken og håndtering af forskellige fraktioner og synspunkter inden for it. Han var den første pave til at udstede decretals, hvoraf først var Directa Decretal sendt til Himerius i Tarragona. Han var forfatter til to dekreter om gejstlig cølibat. Dekret af 385 erklærede, at præsterne skulle standse samlevende med deres koner.
Hvornår den spanske biskop og asketiske Priscillian, anklaget af hans kolleger biskopperne af kætteri, blev henrettet af kejser Magnus Maximus under anklagen for magi, Siricus - Ambrosius af Milano og Martin af Tours - protesteret mod denne dom.
Hans festdag er 26 November.
Selv om kilderne hævder, at pave Siricius var den første biskop af Rom til stil, selv pave, siger andre myndigheder titlen "Pave" var fra begyndelsen af tredje århundrede en hædrende betegnelse anvendes til nogen biskop i VestenI øst var det bruges kun til biskop af Alexandria. Paven Marcellinus (d. 304) er den første biskop af Rom vist i kilder at have haft titlen "Pave" bruges af ham. Fra det sjette århundrede forbeholdt den kejserlige chancery Konstantinopel normalt denne betegnelse for biskoppen af Rom. Fra begyndelsen af 6 århundrede begyndte det at være begrænset i vest til biskoppen af Rom, en praksis, der var fast på plads af det 11. århundrede, da pave Gregory VII erklærede det forbeholdt biskop af Rom.
Siricius er også en af de paver, der præsenteres i forskellige kilder som værende først til at bære titlen Pontifex Maximus. Andre, der siges at have været først til at bære titlen er pave Callistus I, pave Damasus I, Pave Leo I, og paven Gregory I. Den Oxford Dictionary af Christian Church angiver i stedet, at det var i det femtende århundrede (når renæssancen vakt ny interesse i det antikke Rom), "Pontifex Maximus" blev en regelmæssig titel af ære for paverne.
Historien om de 11.000 jomfruer der led martyrdøden i Køln i år 451:
En af dem var Ursula, en kristen engelsk kongedatter, som skønt hun netop var kristen, skulle giftes med en hedning fra Bretagne.
På vejen over til fastlandet brød en frygtelig storm løs, men Ursula og hendes jomfruer nåede mirakuløst i land på mindre end et døgn. Da besluttede Ursula, at hun ville tage på pilgrimsfærd inden brylluppet. I Rom traf hun pave Siricius og hun fik ham overtalt til at tage med på hendes færd. Men da de kom til Köln, blev de overfaldet af hunnerkongen Attila og hans mænd. De når aldrig frem, men bliver alle på nær én, Cordula, dræbt af Hunnerne ved Colonia Agrippina det sted der senere blev til Köln.
Født c. 334 i Rom. Søn af Tiburtius. Han begyndte i kirken som dreng og fungerede som diakon under paverne Liberius og Damasus.
Siricius blev valgt enstemmigt, meget til irritation for både den "pensionerede" Modpave Ursinus og St. Jerome. Siricius var fra begyndelsen, en stærk forsvarer af pavelige beføjelser. Han besvarede spørgsmål fra dogme og afgjort tvister for biskopper fra Spanien til Antiochia. En ven af St. Ambrose i Milano, Siricius tog en hård linje mod kætteri, ikke tøver med at fordømme selv biskopper. For første gang, de retslige maskiner af imperiet var vendt mod kætteri: kejsere Honorius og Valentinian III erklærede Manichæans at være politiske forbrydere og havde dem henrettet.
Siricius var den første biskop af Rom at bruge titlen "Pave" i moderne forstand. Du rode bare ikke rundt med ham hvis du vidste hvad der var godt for dig.
Katolske begreber:
|
Ordforklaring :
Antiochia
Modpave
Antiochia:[ - ]
Antiochia, tredjestørste by i Nærorienten i hellenistisk tid (efter Alexandria og Seleukeia ved Tigris), nuværende Antakya i Tyrkiet. Grundlagt år 300 f.Kr. af Seleukos 1. og opkaldt efter hans far Antiochos. Byen lå 20 km inde i landet ved Orontesflodens bred og Silpiosbjergets fod. Seleukeia Pieria, grundlagt 310 ved Orontesflodens udløb i Middelhavet, reduceredes snart til Antiochias havneby, og ca. 280 blev Seleukiderigets hovedstad flyttet fra Seleukeia til Antiochia. Da Pompejus i 64 f.Kr. erobrede byen, gjorde han den til hovedstad i den nydannede romerske provins Syria.
Blandt de oprindelige kolonister dominerede et kontingent af makedonere og athenere, som Seleukos havde overført fra nabobyen Antigoneia, men tilflyttere fra alle de omliggende provinser gjorde snart Antiochia til et kosmopolitisk bysamfund med bl.a. en stor jødisk befolkningsgruppe. Byen var knudepunktet for karavanevejen fra Det Røde Hav i syd og fra Mesopotamien og Persien i øst, og den store velstand skyldtes fortrinsvis handel.
Skæbnegudinden Tyche er Antiochias beskytter. Hun står på Orontesfloden, personificeret som en gud, og har bykronen på sit hoved. Statuen er tilskrevet billedhuggeren Eutychides kort efter Antiochias grundlæggelse i 300 f.Kr.
Antiochia spillede allerede i urkristen tid en afgørende rolle for både kristendommens og kirkens historie. I Antiochia opstod — måske allerede i begyndelsen af 30'erne — den første kristne menighed uden for Palæstina, og her blev betegnelsen "de kristne" første gang anvendt for at adskille fra jøder og andre (Ap.G. 11,26). Menigheden i Antiochia indledte en missionsvirksomhed blandt hedninge, hvilket gav anledning til voldsomme diskussioner med de jøder, der var blevet kristne. Paulus besøgte flere gange den kristne menighed, og byen var udgangspunkt for hans tredje missionsrejse. Antiochia blev et hovedsæde for hellenistisk jødekristendom, og i begyndelsen af 200-t. var Antiochia sammen med Alexandria det førende center i den østlige kirke. Fra 300-t. var byen sæde for en af Østkirkens fire patriarker.
Antiochia blev erobret adskillige gange af perserne, og i 637 blev byen en del af det arabiske kalifat. Den blev i 969 tilbageerobret af kejser Nikeforos 2. Fokas og stod herefter under Det Byzantinske Rige indtil korsfarertiden.
[ - ]
Modpave:[ - ]
En modpave var i middelalderen en pave, som kejseren eller et oppositionsparti fik valgt i konkurrence med den retmæssige pave, og som ikke anerkendes i den officielle paveliste.
Modpaverne var i høj grad medvirkende i både det katolske og det statslige politiske spil op gennem årene.
Modpave Hypolitus, 217-235 regnes som regel for at være den første modpave.
Modpave Felix V, 1439-1449, var den sidste af slagsen.
Herunder ses:
Modpave Johannes XXIII
(1410 - 1415)
Liste over modpaver gennem historien:
- Hypolitus (217-235)
- Novatian (251-258)
- Felix II (355-365)
- Ursinus (366-367)
- Eulalius (418-419)
- Laurentius (498-499 og 501-506)
- Dioskur (september-oktober 530)
- Teodor (september-december 687)
- Paschalis (oktober-december 687)
- Konstantin II (767–768)
- Filippus (juli 768)
- Johannes (januar 844)
- Anastasius III (august-september 855)
- Kristoforus (903-04)
- Bonifatius VII (juni-juli 974 og 984-85)
- Johannes XVI (997-98)
- Gregor VI (juni-juli 1012)
- Benedikt X (1058-59)
- Honorius II (1061-72)
- Klemens III (1080-84)
- Theoderik (1100-01)
- Albert (februar-marts 1102)
- Sylvester IV (1105-11)
- Gregor VIII (1118-21)
- Celestin II (december 1124)
- Kletus [Anakletus] II (1130-38)
- Viktor IV (marts-maj 1138)
- Viktor IV (1159-64)
- Paschalis III (1164-68)
- Callistus III (1168-78)
- Innocent III (1179-80)
- Nikolas V (1328-30)
- Klemens VII (1378-94)
- Benedikt XIII (1394-1423)
- Alexander V (1409-10)
- Johannes XXIII (1410-15)
- Klemens VIII (1423-29)
- Benedikt XIV (1423-29)
- Benedikt XIV (1430-37)
- Felix V (1439-49)
Senere har der dog været andre som har taget pavetitel, flere gange efter være blevet valgt af skismatiske grupper. Dette er de såkalte sedevakantister, som mener, at pavestolen står tom, og at de dermed må vælge en af deres egne til at fylde den. Vatikanet har modpaverne med i de officielle lister over paver frem til Felix (V), som døde i 1449, men man medtager ikke sedevakantisterne. Årsagen til dette er, at modpaverne på den officielle liste blev valgt af personer, som befandt sig indenfor den katolske kirke, mens sedevakantistenes paver er valgt af personer, som befandt sig udenfor og havde dannet egne kirkesamfund. De anses derfor af Vatikanet for ledere af konkurrerende katolske eller katolsk-inspirerede grupper.
I katolsk kirkeret er det at lade sig vælge til modpave en skismatisk handling, som automatisk fører til ekskommunikation.
[ - ]
1323
|
