Beskrivelse af Konstantin I, der var Pave i år 708-715

Sct. Peter var den første biskop af Rom og dermed den første Pave i historien.
Der er opstået tradition for at biskoppen over Rom, er den katolske kirkes overhovede og dermed Pave for hele den katolske verden. Pavetitlen bliver dog først brugt efter år 300.
Kirken ledes af paven, der anses som Sankt Peters efterfølger. Den opfattelse stammer fra Matthæusevangeliet, hvor Jesus giver Peter nøglerne til himmeriget.
Jesus sagde følgende ord til Peter, som kan læses på indersiden af kuplen i
Peterskirken: ''Du er Peter (klippen) og på denne klippe vil jeg bygge min Kirke.
Dig vil jeg give nøglerne til himlens rige''.

Konstantin I - 708-715 :

Konstantin I (Costantino) fra Syrien.
Den 25. Marts indsættes Pave Konstantin I. Ravenna gør oprør mod Constantinopel og Rom.

Pave Konstantin (664 - 9 April 715) var pave fra 25 marts 708 til 9 April 715. Med undtagelse af Modpave Konstantin var han den eneste pave til at tage sådan en "belastet" østligt kejsernavn. I denne periode, blev regensbynavnet mest brugt af kejsere og Patriarker.
Valgt som en af de sidste paver i det byzantinske pavedømme, var det væsentligste øjeblik i Konstantins Pontifikat, hans besøg i år 710 - 711 til Konstantinopel hvor han indgik kompromis med Justinian II vedr. Koncilets Trullan Kanoneringer. Konstantin var den sidste pave der besøgte Konstantinopel, indtil pave Paul VIs besøg i 1967.
Konstantin var assyrisk født, talte det græske sprog flydende i og var velbevandret i østlige ritualer og praksis. Igennem sin opvækst, havde han have været "helt på hjemmebane i det orientalske miljø i det tidlige ottende århundredes byzantinske retsvæsen".
Før sit valg som pave, havde han besøgt Konstantinopel to gange. Han var en af de romerske legater ved det tredje Koncil i Konstantinopel i 680 - 681. Han afleverede også en udfordringsskrivelse fra Pave Leo II til kejser Konstantin IV i 682. Han mødte Prins Justinian og sammen udviklede de, ved to lejligheder, en rapport om arveretten til den byzantinske trone.
Konstantins forgænger, den assyriske pave Sisinnius, var kun pave i tyve dage. Konstantin blev pave i marts 708, mindre end to måneder efter Sisinnius. Konstantin var en af de mange græske paver under det byzantinske pavedømme i den periode, hvor Rom var under det byzantinske riges styre og paverne skulle godkendes af kejseren inden paveindvielsen.
Det væsentligste spørgsmål for pavedømmet på tidspunktet for Konstantins valg var den vestlige afvisning af de Trullanske Kanoneringer fra Quinisext Koncilet. Pave Johannes VII havde fået sendt Kanoneringerne til godkendelse, men havde i stedet sendt dem tilbage, "uden nogen ændringer overhovedet". Johannes VIIs forgænger, pave Sergius I havde erklæret, at han ville hellere dø end adlyde Koncilet.
Den 19. April 715 dør Pave Konstantin I og begraves i San Pietro.

Pave Konstantin (Latin: Constantinus; 664-9 April 715) var pave fra 25 marts 708 til sin død i 715. Med undtagelse af Modpave Konstantin var han den eneste paven til at tage sådan en "bund" østlige navn af en kejser. I denne periode, blev navnet regnal også brugt af kejsere og Patriarkerne.

Valgt som en af de seneste paver byzantinske pavedømmet, var den definerende øjeblik af Konstantins Pontifikat hans 710/711 besøg til Konstantinopel hvor han kompromitteret med Justinian II på Trullan Kanonerne af Rådets Quinisext. Konstantin var den sidste pave til at besøge Constantinople, indtil pave Paul VI gjorde i 1967.

Tidligt liv

Konstantin var en syrisk ved fødslen, flydende i det græske sprog og nedsænket i østlige ritualer og praksis. Af sin opvækst, ville han have været "fuldt på lethed i den orientalske milieu begyndelsen-ottende-århundrede byzantinske court".

Før sit valg som pave, havde han besøgt Constantinople to gange. Han var en af de romerske legater til den tredje Rådet for Konstantinopel der i 680/681. Han leverede også en kampklar brev fra Pave Leo II Konstantin IV i 682. Han mødte og udviklet en rapport med Prince Justinian, arving til tronen, byzantinske, begge gange.

Udvalg som pave

Konstantins forgænger pave Sisinnius, en syrisk, var kun pave i tyve dage. Konstantin blev pave i marts 708, mindre end to måneder senere. Konstantin var en af de mange græske paver byzantinske pavedømmet, den periode, hvor Rom var under reglen om det byzantinske rige og paver kræves godkendelse af kejseren til indvielse som pave.

Det væsentligste spørgsmål for pavedømmet på tidspunktet for Konstantins valg var den vestlige afvisning af Trullan Kanonerne af Rådets Quinisext. Pave Johannes VII var blevet sendt Kanonerne til godkendelse og i stedet havde sendt dem tilbage, "uden nogen forbedringer overhovedet". John VIIs forgænger, pave Sergius I havde erklæret, at han vil hellere dø end abonnere på Rådet.

Pavelig besøg til Konstantinopel

710 forlangte Justinian II i en iussio at Konstantin vises før kejseren i Konstantinopel. Det kejserlige mandat har gjort det "indlysende at den ubarmhjertige kejser betød at løse én gang for alle spørgsmålet om Roms accept af Trullan dekreter". I modsætning til sine forgængere, Konstantin hverken forsinket eller gjort undskyldninger for at undgå optræder i den kejserlige by; i virkeligheden, han "identificeret med Byzans som måske ingen romerske pave før ham nogensinde har haft". Konstantins afrejse havde kejseren blændet ærkebiskop Felix af Ravenna til plotning at vælte kejseren, en handling, der havde forbedret pavelige-byzantinske rapport. Konstantins primære motivation for turen var dog at "forebygge" en splittelse mellem Rom og Konstantinopel over Trullan dekreter.

Konstantin drog på 5 oktober 710. I Konstantinopel, Konstantin boede i slottet Placidia, som tidligere havde været besat af pave Vigilius i 547, repræsentanter for pave Martin I, og paven Agatho (mens du deltager i den tredje Rådet Konstantinopel). Elleve af Konstantins tretten ledsagere, der kan identificeres af navnet (to biskopper, tre præster og alle ranking medlemmer af den pavelige Kancelli og husstand) var også Østeuropa udvinding af. Også ledsager Konstantin var den fremtidige pave Gregory II, derefter en diakon, og en anden latinsk subdeacon Julian. Konstantin valgte specifikt tjenere, der var "cut fra lignende klud" som han, og sandsynligvis vil være sympatisk mod øst.

Mens standsning i transit i Napoli krydsede Konstantin stier med Exarch af Ravenna John III Rizocopo så på vej til Rom at udføre fire højtstående pavelige embedsmænd ved at skære deres struber. Fire var (som det fremgår af deres opholder sig bag) imod Konstantins nye politik med rapproachment med Constantinople. Utvivlsomt, lært Konstantin, selv af den Exarch ærinde inden afrejsen til Sicilien, så Gallipoli, og derefter Otranto, hvor gruppen opholdt sig i vinteren. I foråret, Konstantin krydsede det Ioniske Hav, møde strategos af den kejserlige flåde på øen Chios og blev modtaget af Karabisianoi før man går videre til Konstantinopel.

Konstantin angivet Constantinople på en "hest caparisoned med forgyldte sadler tøj og gyldne stejle og bærende på hovedet kamelaukion eller diadem, som den suveræne alene var godkendt til at bære og derefter kun på 'en stor offentlig festival Herrens'". Kejser Justinian IIS søn og co kejser Tiberios (sammen med Patriarken Kyros, senatorer, adelige, gejstlige og mange andre) mødt Konstantin i den syvende milepæl fra byen i stil med en imperial adventus. Justinian II var i Nikæa dengang og opfordrede paven at møde ham i Nikomedia. Liber Pontificalis fortæller en bizar scene kronet kejser prostrating selv før paven, men en mere gensidig hilsen er sandsynlige. Denne søndag, Justinian II modtog altergang ud af hænderne på paven og udstedt en vag bekræftelse af de forskellige privilegier af den Roman See.

Forhandlingerne om Trullan Kanonerne blev udført af den fremtidige pave Gregory II. En grad af kompromis (den "såkaldte af Nicomedia") — som "diplomatisk skirted" det faktiske spørgsmål om deres accept — blev nået. Mens Konstantin gjort indrømmelser vedrørende economia, han ikke give jorden på langt de fleste af romerske klager. Aftalen var mere designet til at sikre øst-vest politisk enhed end løse enhver skolediskussion. Konstantins har været indkaldt til Konstantinopel var virkelige bevis for, at den "kejserlige stævning stadig kørte i Rom". Konstantin forlod byen i oktober 711.

Senere imperial tvister

Konstantin nægtede at acceptere mønter præget med billedet af Philippikos Bardanes. Men kort efter Konstantins tilbagevenden til Rom, blev Justinian dræbt af oprørske tropper, i November 711.

Den nye kejser Philippikos Bardanes var en tilhænger af Monothelitism, afviste ordningerne af den tredje Rådet i Konstantinopel, og krævede Konstantins støtte af den opfattelse, at Kristus havde kun en vilje. I 712 afviste Konstantin Philippikos krav om at genoplive Monothelitism. Han yderligere nægtede at modtage en imperial portræt eller mønter med kejserens billede og også nægtede at fejre kejser i Massachusetts. Da Exarch (den kejserlige repræsentant i Italien) forsøgte at håndhæve den kejserlige tilstedeværelse var der sammenstød, men Konstantin var i stand til at berolige situationen.

Philippus blev væltet i juni 713 og hans efterfølger, Anastasius II havde Exarch Scholasticos levere til paven et brev, der bekræfter sin støtte til den sjette generelle råd.


Pope Constantine (Latin: Constantinus; 664 – 9 April 715) was Pope from 25 March 708 to his death in 715. With the exception of Antipope Constantine, he was the only pope to take such a "quintessentially" Eastern name of an emperor. During this period, the regnal name was also used by emperors and patriarchs.

Selected as one of the last popes of the Byzantine Papacy, the defining moment of Constantine's pontificate was his 710/711 visit to Constantinople where he compromised with Justinian II on the Trullan canons of the Quinisext Council. Constantine was the last pope to visit Constantinople until Pope Paul VI did in 1967.

Early life

Constantine was a Syrian by birth, fluent in the Greek language and immersed in Eastern rituals and practices. By his upbringing, he would have been "fully at ease in the oriental milieu of the early-eighth-century Byzantine court".

Before his selection as pope, he had visited Constantinople twice. He was one of the Roman legates to the Third Council of Constantinople there in 680/681. He also delivered a combative letter from Pope Leo II to Constantine IV in 682. He met and developed a rapport with Prince Justinian, the heir apparent to the Byzantine throne, on both occasions.

Selection as Pope

Constantine's predecessor Pope Sisinnius, a Syrian, was pope for only twenty days. Constantine became pope in March 708, less than two months later. Constantine was one of the many Greek popes of the Byzantine Papacy, the period during which Rome was under the rule of the Byzantine Empire and popes required the approval of the emperor for consecration as pope.

The defining issue of the papacy at the time of Constantine's election was the Western rejection of the Trullan canons of the Quinisext Council. Pope John VII had been sent the canons for approval and instead had sent them back, "without any emendations at all". John VII's predecessor, Pope Sergius I had declared that he would rather die than subscribe to the council.

Papal visit to Constantinople

In 710, Justinian II demanded in an iussio that Constantine appear before the emperor in Constantinople. The imperial mandate made it "obvious that the relentless emperor meant to settle once and for all the issue of Rome's acceptance of the Trullan decrees". Unlike his predecessors, Constantine neither delayed nor made excuses to avoid appearing in the imperial city; in fact, he "identified with Byzantium as perhaps no Roman pontiff before him ever had". Prior to Constantine's departure, the Emperor had blinded Archbishop Felix of Ravenna for plotting to overthrow the Emperor, an act that had improved the papal-Byzantine rapport. However, Constantine's primary motivation for the trip was to "forestall" a rift between Rome and Constantinople over the Trullan decrees.

Constantine departed on 5 October 710. In Constantinople, Constantine stayed in the Placidia Palace, which had formerly been occupied by Pope Vigilius in 547, the representatives of Pope Martin I, and Pope Agatho (while attending the Third Council of Constantinople). Eleven of Constantine's thirteen companions who can be identified by name (two bishops, three priests, and all the ranking members of the papal chancellery and household) were also of Eastern extraction. Also accompanying Constantine was the future Pope Gregory II, then a deacon, and another Latin subdeacon Julian. Constantine specifically chose attendants who were "cut from similar cloth" as he, and likely to be sympathetic to the East.

While stopping in transit in Naples, Constantine crossed paths with Exarch of Ravenna John III Rizocopo, then on his way to Rome to execute four high-ranking papal officials by cutting their throats. The four (as evidenced by their staying behind) were opposed to Constantine's new policy of rapproachment with Constantinople. Doubtlessly, Constantine himself learned of the Exarch's errand before departing for Sicily, then Gallipoli, and then Otranto, where the group stayed for Winter. In the spring, Constantine crossed the Ionian Sea, meeting the strategos of the imperial fleet on the island of Chios and was received by the Karabisianoi before proceeding to Constantinople.

Constantine entered Constantinople on a "horse caparisoned with gilded saddle clothes and golden bridles and bearing on its head the kamelaukion, or diadem, which the sovereign alone was authorized to wear and then only on 'a great public festival of the Lord'". The Emperor Justinian II's son and co-emperor Tiberios (along with Patriarch Kyros, senators, nobles, clerics, and many others) greeted Constantine at the seventh milestone from the city in the style of an imperial adventus. Justinian II was in Nicaea at the time and urged the pontiff to meet him in Nicomedia. The Liber Pontificalis recounts a bizarre scene of the crowned emperor prostrating himself before the pope, but a more mutual greeting is probable. That Sunday, Justinian II received communion from the hands of the pope and issued a vague confirmation of the various privileges of the Roman See.

The negotiations regarding the Trullan canons were conducted by the future Pope Gregory II. A degree of compromise (the "so-called Compromise of Nicomedia")—which "diplomatically skirted" the actual issue of their acceptance—was reached. While Constantine made concessions regarding the economia, he did not give ground on the vast majority of the Roman grievances. The agreement was more designed to secure East-West political unity than resolve any doctrinal dispute. The fact of Constantine's having been summoned to Constantinople was the real proof that the "imperial writ still ran in Rome". Constantine left the city in October 711.

Later imperial disputes

Constantine refused to accept coins minted with the image of Philippikos Bardanes. However, shortly after Constantine's return to Rome, Justinian was killed by mutinous troops, in November 711.

The new emperor Philippikos Bardanes was an adherent of Monothelitism, rejected the arrangements of the Third Council of Constantinople, and demanded Constantine's support of the view that Christ had only one will. In 712, Constantine rejected Philippikos demand to revive Monothelitism. He further refused to receive an imperial portrait or coins with the emperor's image and also refused to commemorate the emperor in Mass. As the Exarch (the imperial representative in Italy) attempted to enforce the imperial presence there were clashes, but Constantine was able to calm the situation.

Philippus was overthrown in June 713 and his successor, Anastasius II had Exarch Scholasticus deliver to the Pope a letter affirming his support for the Sixth General Council.

---

                  Katolske begreber:

Ordforklaring :

Exarch
Kanon
Koncil
Liber Pontificalis
Modpave
Patriark
Pontifikat
Ravenna

Exarch:

Kanon:

Kanon kommer af græsk og betyder rettesnor eller doktrin, og begrebet bruges om den officielle samling af bøger og helligskrifter inden for en given religion. Begrebet bruges først og fremmest om kristendommens kanon, dvs den officielle samling af skrifter, som er blevet optaget i Bibelen, og som anses for sande og nødvendige for Bibelens samlede helhed. Begrebet anvendes også indenfor en række andre religioner.

Kanonisk ret eller Kirkeretten er et retssystem indført af kirken.

Den katolske kirke kæmpede gennem hele middelalderen for at få godkendt, at den havde jurisdiktion over egne forhold. Det indebar oprettelsen af en særskilt dømmende magt, den kanoniske ret, der blev udviklet til et logisk og sammenhængende retssystem i løbet af det 11. århundrede.
Kirkeretten virkede i alle sager om kirkelige anliggender, herunder også moral og ægteskab. Kirkeretten stillede store krav til bevisførelsen, og førte ansvaret over på den enkelte i stedet for slægten.
De kirkelige retter blev ret meget brugt, fordi de lagde vægt på faktiske beviser i stedet for edsaflæggelse. De var også kendt for at være effektive i gældssager.
International kirkeret fik i 1234 sin officielle lovbog, Liber Extra, udstedt af pave Gregor IX (1227-41).
Den udøvende magt, iværksættelsen af straffeforanstaltninger osv. blev derimod på den verdslige magts hænder. Derfor var det kirkeretten, der pådømte sager om f.eks. præsters utugt, men det var lensherrens folk, der udførte straffen.

En del af kirkerettens bestemmelser vedrørende ægteskabelige forhold videreførtes efter reformationen i Tamperretten. Jyske Lov var stærkt inspireret af Kirkeretten.

I vore dage findes der stadig kirkeret. Den katolske kirke har en større lovsamling, men også i Danmark er der kirkeret. Ikke som nøje afgrænsede lovtekster, men som akademisk disciplin indenfor retsvidenskaben, der beskæftiger sig med de særlige retsregler, der regulerer den danske folkekirkes interne retsforhold.


Kanonisk messe

I den gamle liturgi er Kanon centrum i Messen som offer. I flg. tridentinerkoncilets vidnesbyrd går Kanon tilbage til apostlenes tradition, og var i det væsentlige fuldendt omkring Gregor d. Store (600 e. Kr.). Den romerske kirke havde aldrig andre kanoniske bønner. Selv mysterium fidei ["troens mysterium"] i indstiftelsesordene nævnes udtrykkeligt af pave Innocent d. 3. i et brev til ærkebiskoppen af Lyon i 1202, … Dette mysterium fidei blev fjernet i den nye liturgis indstiftelsesord. Samtidig blev der givet tilladelse til andre kanoniske bønner. Den anden - som ikke nævner Messens karakter af offer - men som er den korteste - har erstattet den gamle romerske Kanon stort set overalt. Derved er dyb teologisk indsigt fra tridentinerkoncilet gået tabt.

Koncil:

Et Koncil er et kirkemøde for hele eller dele af Den Katolske Kirke. Ordet kommer fra latin "concilium"=Rådsforsamling. Man taler om 4 forskellige typer af konciler: "Concilio Diocesano" eller "Sinodo" indkaldes af Biskoppen, "Concilio Provinciale" indkaldes af Metropolitten (Ærkebispen), "Concilio Nazionale" indkaldes af Patriarken eller Overhovedet for Kirken i det enkelte land.



Endelig er der "Concilio Ecumenico", som indkaldes af Paven og gælder for alle dele af Den Katolske Kirke.

Et Økumenisk Koncil foregår i 3 bestemte faser: Indkaldelsen af de nærmere bestemte grupper gejstlige som skal deltage. Afholdelsen sker under Pavens præsidium eller under en af hans legater. Paven bestemmer de emner, der skal debatteres og om evt. andre forslag skal tages med ind til diskussion. Paven har ret til at opløse Koncilet, eller til at stoppe det eller overflytte det til et andet sted. Den sidste fase er Pavens godkendelse af Koncilets konklusioner.

Koncilier - Romerkirkens generalforsamlinger

Liber Pontificalis:

Liber Pontificalis: eller Pavernes Bog er en af de væsentlige kilder vedrørende den tidlige middelalders historie, men den er også genstand for stor skepsis i den henseende.


På det umiddelbare plan er bogen en samling kortfattede biografiske registreringer af de første paver op til slutningen af det 10. århundrede nævnt i kronologisk rækkefølge. Hver af registreringerne består af pavens regeringstid i antal år (og herudfra kan årstallene udledes), deres fødselssted og forældre, de samtidige kejsere, indsats med hensyn til byggeri (specielt vedrørende romerske kirker), udnævnelser, vigtigste erklæringer, begravelsessted og tiden indtil næste pave var valgt og indviet. Imidlertid vanskeliggør måden, den blev til på, at man kan fæste ordentlig lid til bogen som historisk dokumentation.
Liber Pontificalis er skrevet af underordnede embedsmænd ved paveretten, og der er fundet eksempler på forvanskninger, udeladelser og forfalskninger. Registreringerne for de første tre århundreder er derfor nok først og fremmest interessante for historikere som eksempler på, hvad man i det 5. århundrede vidste om den tidligste katolske kirke. Fra det 4. århundrede og frem er skribenterne på mere sikker grund, selv om der stadig kan findes fejl og mangler. Granskning af teksten lader formode, at der fandtes to tidlige versioner fra før belejringen af Rom i 546, men herefter er der tale om et enkelt eksemplar. Fra begyndelsen af det 7. århundrede (omkring tiden for Pave Honorius 1.'s indsættelse) og frem indtil indsættelsen af Pave Adrian 2. er registreringerne skrevet i samtiden kort efter hver paves død og dermed rimeligt præcise, når man ser bort fra de enkelte skribenters holdninger.
Fortsættelser af Liber Pontificalis blev senere lavet og fører beretningerne om paverne videre fra omkring 1100 til midten af det 15. århundrede, men kvaliteten heraf er meget varierende.
De mange skribenters arbejde over lang tid komplicerede arbejdet med at lave udgaver af værket til videnskabelige formål. Mod slutningen af det 19. århundrede gjorde Louis Duchesne og Thodor Mommsen begge forsøget, men Mommsens udgave er dog ikke komplet. I det 20. århundrede er der udkommet oversatte og kommenterede udgaver, hvor vægten af kommentarerne har gået på den historiske troværdighed af beskrivelserne.

Modpave:

En modpave var i middelalderen en pave, som kejseren eller et oppositionsparti fik valgt i konkurrence med den retmæssige pave, og som ikke anerkendes i den officielle paveliste.
Modpaverne var i høj grad medvirkende i både det katolske og det statslige politiske spil op gennem årene.
Modpave Hypolitus, 217-235 regnes som regel for at være den første modpave.
Modpave Felix V, 1439-1449, var den sidste af slagsen.

Herunder ses: Modpave Johannes XXIII
(1410 - 1415)
Liste over modpaver gennem historien:

• Hypolitus (217-235)
• Novatian (251-258)
• Felix II (355-365)
• Ursinus (366-367)
• Eulalius (418-419)
• Laurentius (498-499 og 501-506)
• Dioskur (september-oktober 530)
• Teodor (september-december 687)
• Paschalis (oktober-december 687)
• Konstantin II (767–768)
• Filippus (juli 768)
• Johannes (januar 844)
• Anastasius III (august-september 855)
• Kristoforus (903-04)
• Bonifatius VII (juni-juli 974 og 984-85)
• Johannes XVI (997-98)
• Gregor VI (juni-juli 1012)
• Benedikt X (1058-59)
• Honorius II (1061-72)
• Klemens III (1080-84)
• Theoderik (1100-01)
• Albert (februar-marts 1102)
• Sylvester IV (1105-11)
• Gregor VIII (1118-21)
• Celestin II (december 1124)
• Kletus [Anakletus] II (1130-38)
• Viktor IV (marts-maj 1138)
• Viktor IV (1159-64)
• Paschalis III (1164-68)
• Callistus III (1168-78)
• Innocent III (1179-80)
• Nikolas V (1328-30)
• Klemens VII (1378-94)
• Benedikt XIII (1394-1423)
• Alexander V (1409-10)
• Johannes XXIII (1410-15)
• Klemens VIII (1423-29)
• Benedikt XIV (1423-29)
• Benedikt XIV (1430-37)
• Felix V (1439-49)

Senere har der dog været andre som har taget pavetitel, flere gange efter være blevet valgt af skismatiske grupper. Dette er de såkalte sedevakantister, som mener, at pavestolen står tom, og at de dermed må vælge en af deres egne til at fylde den. Vatikanet har modpaverne med i de officielle lister over paver frem til Felix (V), som døde i 1449, men man medtager ikke sedevakantisterne. Årsagen til dette er, at modpaverne på den officielle liste blev valgt af personer, som befandt sig indenfor den katolske kirke, mens sedevakantistenes paver er valgt af personer, som befandt sig udenfor og havde dannet egne kirkesamfund. De anses derfor af Vatikanet for ledere af konkurrerende katolske eller katolsk-inspirerede grupper.
I katolsk kirkeret er det at lade sig vælge til modpave en skismatisk handling, som automatisk fører til ekskommunikation.

Patriark:

En patriark er overhovedet i en romersk-katolsk eller ortodoks kirkeprovins, et patriarkat. Da embedet er personorienteret bruger man sjældent betegnelser som f.eks. patriarkatet Konstantinopel, men som regel patriarken af Konstantinopel osv.
Fem patriarkater – i Rom, Jerusalem, Alexandria, Antiokia og Konstantinopel – har rødder i oldkirken. De andre er kommet til på senere tidspunkter, enten som belønning for loyalitet mod kirken eller af religionspolitiske grunde.


Patriarken Fotios af Konstantinopel (billede herover) levede fra ca. 820 til 893. Han regnes for en af de mest lærde mænd nogensinde i den Ortodokse Kirke.
Fotios var patriark af Konstantinopel - det vil sige, at han havde samme rolle i den østromerske, ortodokse kirke, som paven har den romersk-katolske kirke.

Fire af de ortodokse patriarkater, de fire første på listen, er oldkirkelige. De andre er nyere, og er knyttet til nationalkirker i forskellige lande.

• Patriarken af Konstantinopel (Den økumeniske patriark)
  
• Patriarken af Alexandria
  
• Patriarken af Antiokia
  
• Patriarken af Jerusalem
  
• Patriarken af Moskva og hele Rusland
  
• Patriarken af hele Bulgarien
  
• Katholikos-patriarken af hele Georgien
  
• Patriarken af hele Rumænien
  
• Den serbiske patriark
  
  

Den katolske kirkes patriarkater
Et af de katolske patriarkater går direkte tilbage til oldkirken, nemlig Rom. Patriarkaterne i Alexandria, Antiokia og Jerusalem har rødder i oldkirken, men disse steder var der i lang tid kun ortodokse patriarker.
Udover de nuværende patriarkater er der også i Den katolske kirke nogle historiske patriarkater, som af forskellige grunde ikke eksisterer mere.

Nuværende katolske patriarkater

• Patriarkatet i Rom (paven er patriark)
  
• Det koptiske patriarkat i Alexandria
  
• Det græske patriarkat i Antiokia
  
• Det syriske patrirkat i Antiokia
  
• Det maronittiske patriarkat i Antiokia
  
• Det romersk-katolske patriarkat i Jerusalem
  
• Patriarkat i Babylon (Bagdad)
  
• Patriarkat i Cilicia
  
• Patriarkat i Venezia
  
• Patriarkat i Lisabon
  
  

Historiske katolske patriarkater

• Det romersk-katolske patriarkat i Konstantinopel
  
• Det romersk-katolske patriarkat i Alexandria
  
• Det romersk-katolske patriarkat i Antiokia
  
• Patriarkatet i Vest-Indien
  
• Patriarkatet i Øst-Indien
  
  

De orientalske ortodokse kirkers patriarkater

• Paven og patriarken af Alexandria (Den koptiske ortodokse kirke)
  
• Patriarken af Antiokia (Den syriske ortodokse kirke)
  
• Katholikos-patriarken af Etchmiadzin og Armenia (Den armenske ortodokse kirke)
  
• Patriarken af Cilicia of Midt-Østen (Den armenske ortodokse kirke)
  
• Patriarken af hele Etiopien (Tewahedokirken)
  
• Patriarken af hele Eritrea (Den eritreanske ortodokse kirke)
  
  

De nestorianske patriarkater
De nestorianske kirker blev løsrevet fra resten af den kristne kirke i det 5. århundrede.

• Katholikos-patriarken af Babylon (Bagdad, Den assyriske kirke i øst)
  
• Katholikos-patriarken i Jerusalem (Kirken i øst og udenlands, sæde i Nordamerika)
  
  

Et patriarkat er en kultur, hvor magten og herredømmet besiddes af (de ældste) mænd, og hvor den fædrene linie tegner slægten. Magten tilhører den myndige og ærværdige patriark. Begrebet patriark kommer af græsk "patria", der betyder slægt og -ark, der betyder leder eller anfører. Patriarken er slægtens anfører og som sådan ikke kønsbestemt, men i bibelens gamle testamente er Abraham og hans søn Isak og dennes søn Jakob patriarker.

Pontifikat:

Pontifikat, (af lat. pontificatus, afledt af pontifex), en paves regeringstid.

Pontifex, (lat., af pons 'vej, bro', gen. pontis, og -fex, af facere 'gøre'; af omstridt bet., måske 'den, der baner vej' eller 'den, der bygger bro'), i romersk religion navnet på et ledende medlem af pontifikalkollegiet, et præstekollegium bestående af rex sacrorum, de tre store flamines og tolv mindre flamines; pontifex maximus 'den største pontifex' havde som særligt embedsområde Vestakulten. Pontifikalkollegiet holdt til i Regia (egl. 'kongens hus') på Forum Romanum og havde bl.a. overopsyn med Roms statskult, lege (ludi), sakralret og varselstydning. Fra ca. 200 f.Kr. kendes tabulae pontificum 'pontifexernes tavler', en samling historiske annaler.

Fra og med Augustus blev ærestitlen pontifex maximus givet til den regerende kejser, og i løbet af 400-t. overtog paven den oprindelig hedenske titulatur, ofte forkortet pont.max. eller PM, nu i formen summus pontifex, hvis betydning tolkedes kristologisk som 'den, der slår bro mellem Jord og Himmel'.

Ravenna:

Ravenna er en by i den italienske region Emilia-Romagna. Ravenna har 134.631 (2001) indbyggere.

Ravenna var hovedstad i det Vestromerske Rige efter Romerrigets deling i 396 e.Kr. Senere var Ravenna de byzantinske kejseres administrative hovedstad for de italienske provinser. Ved byzantinernes fordrivelse fra den italienske halvø, blev Ravenna en del af Kirkestaten.



Den gamle æra

Oprindelsen af Ravenna er usikker. Den første bosætning er skiftevis tilskrives (og så har set co tilstedeværelse af) Thessalians, etruskerne og Umbrien, bagefter dens område blev afgjort også af Senones, især det sydlige landskab i byen, (der var ikke en del af lagunen), Ager-Decimanus. Ravenna bestod af huse bygget på pæle på en serie af små øer i en sumpet lagune-en situation svarende til Venedig adskillige århundreder senere. Romerne ignoreret det under deres erobring af Po floddelta, men senere accepterede det ind i den romerske republik som et organisationsnetværk by i 89 F.kr. I 49 f.kr var det det sted, hvor Julius Cæsar samlet sine styrker før krydset Rubicon. Senere, efter sin kamp mod Mark Antonius i 31 f.kr. grundlagde kejser Augustus den militære harbor Classe. Denne havn, beskyttet på første var af sine egne mure, en vigtig station i den romerske kejserlige flåde. I dag byen er indlandsstater, men Ravenna forblev en vigtig havn ved Adriaterhavet indtil den tidlige middelalder. Under de tyske kampagner, var Thusnelda, enke efter Arminius, og Marbod, konge af markomannierne, begrænset til Ravenna.

Ravenna fremgang stor under romersk herredømme. Kejser Trajan bygget en 70 km (43,50 mi) lang akvædukt i begyndelsen af det andet århundrede. Under de Marcomannic krige, germanske bosættere i Ravenna gjorde oprør og formået at gribe byen i besiddelse. Derfor forvist Marcus Aurelius besluttede ikke kun mod at bringe flere Barbarerne i Italien, men selv dem, der tidligere var blevet bragt der. I AD 402 overført kejser Honorius hovedstaden i det vestromerske rige fra Milano til Ravenna. Overførslen blev foretaget dels i defensivt øjemed: Ravenna var omgivet af sumpe og moser, og blev opfattet som nemt forsvares (selvom faktisk byen faldt til Modstående styrker mange gange i sin historie); Det er også sandsynligt, at overgangen til Ravenna skyldtes byens port og god søs forbindelser til det Østromerske rige. Men i 409, King Alaric af vestgoterne simpelthen omgået Ravenna, og gik, at fyre Rom i 410 og tage Galla Placidia, datter af kejser Theodosius, gidsel. Efter mange omskiftelser tilbage Galla Placidia til Ravenna med hendes søn, kejser Valentinian III og støtte af hendes nevø Theodosius II. Ravenna nød en periode med fred, i hvilket tidsrum den kristne religion var begunstiget af det kejserlige Hof, og byen opnået nogle af sine mest berømte monumenter, herunder den ortodokse døbefont, såkaldte Mausoleum Galla Placidia (hun ikke var virkelig begravet der) og San Giovanni Evangelista.

Den sene 400s så opløsningen af romerske myndighed i vest, og den sidste person til at holde titlen som kejser i Vesten blev afsat i 476 af den generelle Odoaker. Odoaker regerede som konge af Italien i 13 år, men i 489 den østlige kejser Zeno sendt den ostrogotiske King Theoderic dejligt at re-tage den italienske halvø. Efter at have tabt slaget Verona Odoaker trak sig tilbage til Ravenna, hvor han modstået en belejring af tre år af Theoderic, indtil udtagning af Rimini berøvet Ravenna af forsyninger. Theoderic tog Ravenna i 493, angiveligt dræbte Odoaker med hans egne hænder, og Ravenna blev hovedstaden i den ostrogotiske i Italien. Theoderic, efter hans kejserlige forgængere, også bygget mange pragtfulde bygninger i og omkring Ravenna, herunder hans palace kirke Sant'Apollinare Nuovo, en Arian domkirke (nu Santo Spirito) og dåbskapellet og hans eget Mausoleum lige uden for murene. .

Theoderic og hans tilhængere var arianske kristne, men co-eksisterede fredeligt med latinere, der var hovedsageligt ortodoks. Ravennas ortodokse biskopper gennemført markante byggeprojekter, som er den eneste overlevende en Capella Arcivescovile. Theoderic tilladt romerske borgere inden for hans rige til romerretten og den romerske retssystem. Goterne, i mellemtiden, levede under deres egne love og skikke. I 519, når en pøbel var brændt ned synagoger af Ravenna, beordrede Theoderic byen til at genopbygge dem for egen regning.

Theoderic døde i 526 og blev efterfulgt af hans unge barnebarn Athalaric under ledelse af hans datter Amalasunta, men af 535 begge var døde og Theoderics linje var repræsenteret kun af Amalasunthas datter Matasuntha. Forskellige ostrogotiske militære ledere tog kongedømme i Italien, men var ingen så vellykket, som Theoderic havde været. I mellemtiden, den ortodokse Christian Byzantine Emperor Justinian, imod både ostrogotiske regel og den arianske vifte af kristendommen. I 535 sin general Belisarius invaderede Italien og i 540 erobrede Ravenna. Efter erobringen af Italien blev afsluttet i 554, blev Ravenna sæde for byzantinsk regering i Italien.

Fra 540 til 600, Ravennas biskopper indledt en bemærkelsesværdig bygning program af kirker i Ravenna og i og omkring port byen Classe. Overlevende monumenter omfatter San Vitale Basilica samt til Sant'Apollinare-basilikaen i Classe og delvist overlevende San Michele i Africisco.

Eksarkatet Ravenna

Efter Belisarius for kejser Justinian erobringer I det sjette århundrede, Ravenna blev sæde for den byzantinske guvernør i Italien, Exarch, og blev kendt som Eksarkatet Ravenna. Det var på dette tidspunkt at Ravenna kosmografi blev skrevet.

Under byzantinsk herredømme, ærkebiskop af Ravenna blev midlertidigt ydet autocephaly fra Roman Church i kejseren, i 666, men dette snart blev tilbagekaldt. Ikke desto mindre, ærkebiskop af Ravenna holdt andenpladsen i Italien efter paven, og spillede en vigtig rolle i mange teologiske kontroverser i denne periode.

Ancient era

The origins of Ravenna are uncertain. The first settlement is variously attributed to (and then has seen the co presence of) the Thessalians, the Etruscans and the Umbrians, afterwards its territory was settled also by the Senones, especially the southern countryside of the city (that wasn't part of the lagoon), the Ager Decimanus. Ravenna consisted of houses built on piles on a series of small islands in a marshy lagoon – a situation similar to Venice several centuries later. The Romans ignored it during their conquest of the Po River Delta, but later accepted it into the Roman Republic as a federated town in 89 BC. In 49 BC, it was the location where Julius Caesar gathered his forces before crossing the Rubicon. Later, after his battle against Mark Antony in 31 BC, Emperor Augustus founded the military harbor of Classe. This harbor, protected at first by its own walls, was an important station of the Roman Imperial Fleet. Nowadays the city is landlocked, but Ravenna remained an important seaport on the Adriatic until the early Middle Ages. During the German campaigns, Thusnelda, widow of Arminius, and Marbod, King of the Marcomanni, were confined at Ravenna.

Ravenna greatly prospered under Roman rule. Emperor Trajan built a 70 km (43.50 mi) long aqueduct at the beginning of the 2nd century. During the Marcomannic Wars, Germanic settlers in Ravenna revolted and managed to seize possession of the city. For this reason, Marcus Aurelius decided not only against bringing more barbarians into Italy, but even banished those who had previously been brought there. In AD 402, Emperor Honorius transferred the capital of the Western Roman Empire from Milan to Ravenna. The transfer was made partly for defensive purposes: Ravenna was surrounded by swamps and marshes, and was perceived to be easily defensible (although in fact the city fell to opposing forces numerous times in its history); it is also likely that the move to Ravenna was due to the city's port and good sea-borne connections to the Eastern Roman Empire. However, in 409, King Alaric I of the Visigoths simply bypassed Ravenna, and went on to sack Rome in 410 and to take Galla Placidia, daughter of Emperor Theodosius I, hostage. After many vicissitudes, Galla Placidia returned to Ravenna with her son, Emperor Valentinian III and the support of her nephew Theodosius II. Ravenna enjoyed a period of peace, during which time the Christian religion was favoured by the imperial court, and the city gained some of its most famous monuments, including the Orthodox Baptistery, the so-called Mausoleum of Galla Placidia (she was not really buried there), and San Giovanni Evangelista.

The late 400s saw the dissolution of Roman authority in the west, and the last person to hold the title of emperor in the West was deposed in 476 by the general Odoacer. Odoacer ruled as King of Italy for 13 years, but in 489 the Eastern Emperor Zeno sent the Ostrogoth King Theoderic the Great to re-take the Italian peninsula. After losing the Battle of Verona, Odoacer retreated to Ravenna, where he withstood a siege of three years by Theoderic, until the taking of Rimini deprived Ravenna of supplies. Theoderic took Ravenna in 493, supposedly slew Odoacer with his own hands, and Ravenna became the capital of the Ostrogothic Kingdom of Italy. Theoderic, following his imperial predecessors, also built many splendid buildings in and around Ravenna, including his palace church Sant'Apollinare Nuovo, an Arian cathedral (now Santo Spirito) and Baptistery, and his own Mausoleum just outside the walls. .

Theoderic and his followers were Arian Christians, but co-existed peacefully with the Latins, who were largely Orthodox. Ravenna's Orthodox bishops carried out notable building projects, of which the sole surviving one is the Capella Arcivescovile. Theoderic allowed Roman citizens within his kingdom to be subject to Roman law and the Roman judicial system. The Goths, meanwhile, lived under their own laws and customs. In 519, when a mob had burned down the synagogues of Ravenna, Theoderic ordered the town to rebuild them at its own expense.

Theoderic died in 526 and was succeeded by his young grandson Athalaric under the authority of his daughter Amalasunta, but by 535 both were dead and Theoderic's line was represented only by Amalasuntha's daughter Matasuntha. Various Ostrogothic military leaders took the kingship of Italy, but none were as successful as Theoderic had been. Meanwhile, the orthodox Christian Byzantine Emperor Justinian I, opposed both Ostrogoth rule and the Arian variety of Christianity. In 535 his general Belisarius invaded Italy and in 540 conquered Ravenna. After the conquest of Italy was completed in 554, Ravenna became the seat of Byzantine government in Italy.

From 540 to 600, Ravenna's bishops embarked upon a notable building program of churches in Ravenna and in and around the port city of Classe. Surviving monuments include the Basilica of San Vitale and the Basilica of Sant'Apollinare in Classe, as well as the partially surviving San Michele in Africisco.

Exarchate of Ravenna

Following the conquests of Belisarius for the Emperor Justinian I in the 6th century, Ravenna became the seat of the Byzantine governor of Italy, the Exarch, and was known as the Exarchate of Ravenna. It was at this time that the Ravenna Cosmography was written.

Under Byzantine rule, the archbishop of Ravenna was temporarily granted autocephaly from the Roman Church by the emperor, in 666, but this was soon revoked. Nevertheless, the archbishop of Ravenna held the second place in Italy after the pope, and played an important role in many theological controversies during this period.