Torsdag 00:00

                Torsdag 00:00

Torsdag: Den nordiske gud Tors dag, på oldnordisk: thorsdagr.
Den er også associeret med den romerske gud Jupiter. Hans farve er blå, eftersom dette reflekterer himmelen, som gerne regnes for at være blå. Jupiter var gudernes konge og repræsenterer denne kongelige autoritet såvel som kærlighed til landet og menneskene.
Et andet ord for Jupiter er "Jove". Ordet "Jovial" (betyder: "Som tilhører planeten Jupiter", "livlig", "munter") kommer fra dette og betydningen af dette ord kan give et godt billede af hvilken slags tanker, som associeres med Jupiter.
Den nordiske gud Tor er svarende til romernes Jupiter. Latin: dies Jovis Feria V, Feria quinta, fransk:Jeu-di.
Dagens tema: Viljens mål :
Først nu manifesteres viljens mål, ledebilledet dukker op i det af virkelighedserfaringer smedede materiale; udtrykt i torsdagens Tor, Jupiter, symbol for vækst og retningsbestemmelse.
Når man er født en torsdag:
Torsdagsbørn skal rejse mange, lykke mil.

Fakta om: 18. juli Dagens navn er: ARNOLPHUS

Arnolphus dag: Arnolphus var biskop i Metz. Han var oprindelig en højtplaceret embedsmand ved den frankiske kong Chlotar II's hof. Han tilhørte desuden den frankiske adel.
Arnolphus, født ca. 582, var søn af Arnoald af Schelde og Oda Af Schwaben. Han giftede sig med Deda Af Sachsen, som var datter af Walrade Af Sachsen, sammen fik de sønnen Andegisel.
Da hans hustru går i kloster, indtræder han selv i kirkens tjeneste. Han blev valgt til biskop af Metz i 614, skønt han ikke var gejstlig.
En legende fortæller at han, inden han tiltrådte som biskop, kastede en ring i Mosel og bad Gud give ham den tilbage som et tegn på, at hans synder var forladt. Kort efter bragte en fisker ham en fisk, i hvis bug ringen var.
Han beklædte embedet i 15 år. Herefter trak han sig tilbage til en eneboertilværelse i Vogeserne.
Død som eneboer i Remiremont, 18. juli 640. Ved hans grav skete der senere mange undere.
Efter sin død blev han kanoniseret som helgen. På fransk er han også kendt som Arnoul eller Arnoulf.
Arnolphus indkom i almanakken i år 1701.

Arnolphus biografi
Sankt Arnolphus af Metz blev født i en indflydelsesrig frankisk familie en uvis dato ca. år 582. I sine yngre år blev han kaldt til det merovingiske hof for, at tjene kong Theodebert II (595-612) af Austrasien (den nordøstlige del af Frankerriget under merovingerne) og som dux (dux=hertug) af Schelde (det senere Lothringen). Senere blev han biskop af Metz. I gennem sit liv var han tiltrukket af det religiøse liv og han trak sig tilbage som munk. Efter sin død blev han kanoniseret.
Arnolphus var en højtplaceret embedsmand ved det Austrasianske hof under Theodebert II. Efter Theodeberts død i 612 blev han udnævnt til biskop af Metz. Regeringsmagten i Austrasien blev overtaget af Brunhilde, Theodeberts bedstemor, der også regerede i Bourgogne i sine oldebørns navn. I 613 sluttede Arnolphus sig til Pippin af Landens politik og anførte den frankiske adels modstand imod dronning Brunhilde. Oprøret førte til hendes fald, med tortur og endelig henrettelse. Efterfølgende blev de frankiske lande genforenet under Lothar II.
Lothar gjorde senere sin søn Dagobert I, til konge over Austrasien og denne regerede med hjælp fra sin rådgiver Arnolphus. Utilfreds med sin stilling, som biskop blev han involveret i mordet på Chrodoald i 624, en betydningsfuld leder fra den frankiske Agilolfings-familie og protegé til Dagobert.
Arnolphus var fra 623, rådgiver for Dagobert I. Han gik på pension omkring 628, som eneboer på et bjerg i Vosges for, at realisere sin livslange beslutning om, at blive munk og eremit. Hans ven Romaric, hvis forældre blev dræbt af Brunhilde, var rejst i forvejen til bjergene og sammen med Amatus havde han allerede etableret Remiremont kloster. Arnolphus bosatte sig i klosteret og forblev der indtil sin død tolv år senere.
Arnolphus blev kanoniseret som helgen af den romersk katolske kirke. I ikonografien bliver han ofte portrætteret med en stav i hånden. Han bliver i legenderne tit blandet sammen med Arnold af Soissons, der er bryggernes skytshelgen.

Sankt Arnulf af Metz (c. 582-640) var en frankisk biskop af Metz og rådgiver for det merovingiske hof af Austrasien, der trak sig tilbage til Abbey Remiremont.

Arnulf blev født til en vigtig frankiske familie på en uvis dato ca 582. Hans far var sandsynligvis Bodegisel (d. 585/8), Palace Mayor og hertug af Sueve og hans mor sandsynligvis Sankt Oda, abbedisse af Amay. I sine yngre år blev han kaldet til det merovingiske hof af Kong Theudebert II (595-612) af Austrasien og sendes til at tjene som dux på Schelde. Senere blev han biskopp af Metz. I løbet af sin karriere var han tiltrukket af religiøse liv, og han lod sig pensionere for at blive munk. Efter sin død blev han kanoniseret som en helgen. På fransk er han også kendt som Arnoul eller Arnoulf. Engelsk er han også kendt som Arnold.

Arnulf gav distinguished service på Austrasian hof under Theudebert II efter Theudeberts død i 612 han blev udnævnt til biskop af Metz. Regel af Austrasien kom i hænderne på Brunhilda, bedstemor af Theudebert, der regerede også i Bourgogne i hendes oldebørn. I 613 Arnulf sluttede sig til hans politik med Pippin af Landen og ledet af frankiske adel mod dronning Brunhilda modstand. Oprøret førte til hendes fald, tortur og sluttelig henrettelse, og den efterfølgende genforening af de frankiske lande under Chlothachar II.

Chlothachar gjorde senere sin søn Dagobert I til konge af Austrasien og han regerede med hjælp fra sin rådgiver Arnulf. Ikke tilfreds med sin position som en biskop, han var involveret i 624 mordet på Chrodoald, en vigtig leder af familien frankiske Agilolfings og en protegé af Dagobert.

Fra 623 (med Pippin af Landen, så borgmesteren i slottet), Arnulf var rådgiver for Dagobert I. Han gik på Pension omkring 628 til en hermitage på et bjerg websted i Vosges, at realisere sin livslang beslutning at blive en munk og en eremit. Hans ven Romaric, hvis forældre blev dræbt af Brunhilda, havde forud ham til bjergene og sammen med Amatus havde allerede etableret Remiremont Abbey der. Arnulf bosatte sig der, og forblev der indtil hans død tolv år senere.

Arnulf blev gift ca 596 til en kvinde, som senere kilder giver navnet på Dode eller Doda, (født ca 584), og havde børn. Chlodulf af Metz var hans ældste søn, men vigtigere er hans anden søn Ansegisel, der blev gift med Begga datter af Pippin I, Pippin af Landen. Arnulf er således mand-line bedstefar af Pippin af Herstal, oldefar af Charles Martel og 3. oldefar af Karl den store.

Arnulf blev kanoniseret som en helgen af den romersk katolske kirke. I ikonografi er han skildret med en rive i hånden.

Slægtsforskning

Kort efter 800, sandsynligvis i Metz, blev der udarbejdet en kort anetavle af karolingerne, modelleret i stil efter Jesus stamtavle i det nye Testamente. Ifølge denne kilde, var Arnulfs far en vis Arnoald, som igen var søn af en nobilissimus Ansbertus og Blithilt (eller Blithilde), en påstået og ellers uattesteret datter af Chlothar I. Dette krav på royal Merovingiansk afstamning, på et tidspunkt hvor det karolingiske dynasti var på toppen af sin magt, er klart i modstrid med den moderne reference Vita Sancti Arnulfi:

Vita, skrevet kort efter helgenens død, hedder det blot, at han var af frankiske afstamning fra "tilstrækkeligt forhøjet og adelige herkomst, og meget rig på verdslige goder", uden at gøre nogen form for kongelige blod. Det skal bemærkes, at på grund af praksis med Salic lov, ingen børn af Blithilde ville blive anerkendt som legitime arvinger til dynastiet. Derfor kan forbindelsen eller ikke har bemærket i relevant dokumentation.

Legender
Der er tre legender forbundet med Arnulf:

Legenden om ringen

Arnulf var plaget af den vold, der omgav ham og frygtede, at han havde spillet en rolle i krige og mord, der plagede de regerende familier. Besat af disse synder, Arnulf gik til en bro over floden Mosel. Der han tog hans biskop ring og kastede det i floden, at give ham et tegn på syndsforladelse ved at returnere ringen til ham at bede til Gud. Mange bodfærdige år senere, bragt en fisker til biskoppens køkken en fisk i maven som blev fundet biskoppens ring. Arnulf tilbagebetalt tegnet af Gud af straks afgående biskop og blive en eremit i resten af hans liv.

Legenden om ilden

I øjeblikket Arnulf fratrådte som biskop, en brand brød ud i kælderen af det kongelige palads og truede med at spredes i hele byen Metz. Arnulf, fuld af modet og følelse af enhed med byens borgere, stod foran ilden og sagde: "Hvis Gud vil have mig til at blive indtaget, jeg er i hans hænder." Derefter gjorde han den korsets hvorefter ilden straks aftog.

Legenden om ølkruset

Det var juli 642 og meget varmt da sognebørnene i Metz gik til Remiremont at inddrive rester af deres tidligere biskop. De havde kun lidt at drikke og terrænet var ugæstfrit. På tidspunktet, hvor den udmattede procession var ved at forlade Champigneulles, bad en af sognebørnene, Duc Notto, "Af sin kraftfulde forbøn den velsignede Arnold vil bringe os hvad vi mangler." Straks blev den lille rest af øl i bunden af en gryde ganget i sådanne mængder, at pilgrimmenes tørst var slukket og de havde nok til at nyde den næste aften, da de ankom i Metz.