Torsdag 00:00

                Torsdag 00:00

Torsdag : Den nordiske gud Tors dag, på oldnordisk: thorsdagr.
Den er også associeret med den romerske gud Jupiter. Hans farve er blå, eftersom dette reflekterer himmelen, som gerne regnes for at være blå. Jupiter var gudernes konge og repræsenterer denne kongelige autoritet såvel som kærlighed til landet og menneskene.
Et andet ord for Jupiter er "Jove". Ordet "Jovial" (betyder: "Som tilhører planeten Jupiter", "livlig", "munter") kommer fra dette og betydningen af dette ord kan give et godt billede af hvilken slags tanker, som associeres med Jupiter.
Den nordiske gud Tor er svarende til romernes Jupiter. Latin: dies Jovis Feria V, Feria quinta, fransk:Jeu-di.
Dagens tema: Viljens mål :
Først nu manifesteres viljens mål, ledebilledet dukker op i det af virkelighedserfaringer smedede materiale; udtrykt i torsdagens Tor, Jupiter, symbol for vækst og retningsbestemmelse.
Når man er født en torsdag:
Torsdagsbørn skal rejse mange, lykke mil.

Fakta om: 01. Beskrivelse Dagens navn er: ÆGIDIUS

Trump count down: 3 år 216 dage 4 timer og 17 minutter.

Diokletian, Gajus Aurelius Valerius Diokletianus, opr. Diocles, romersk kejser 284-305. Diokletian tjente sig op fra soldat til kommandant for livvagten og blev efter kejser Numerians død udråbt til kejser i Nikomedia. Efter at have besejret kejser Carinus i 285 anerkendtes han som rigets enekejser. Han tog imidlertid samme år vennen Maximianus til medregent, fra det følgende år som ligeberettiget kejser (augustus); dog beholdt Diokletian selv den ledende stilling, hvilket blev udtrykt ved, at de to stillede sig under beskyttelse af hhv. Jupiter og Hercules. Diokletian overlod Maximianus den vestlige rigsdel og opholdt sig selv i den østlige. Fra 293 havde de Constantius 1. og Galerius som medregenter (cæsarer) og dette firemandsstyre, tetrarki, sikrede kejserdømmets stabilitet i hele Diokletians regeringstid. Ved sin og Maximianus' abdikation i 305 sørgede Diokletian for, at tetrarkiet kunne fortsætte, idet de to cæsarer rykkede op som augusti og to nye cæsarer, Maximinus Daia og Flavius Severus, udråbtes.
Under Diokletian gennemførtes en række reformer. Provinsernes antal øgedes ved deling af de større til ca. 100, som atter samledes i 12 dioceser. Også hæren og centraladministrationen voksede stærkt. Som grundlag for de rekvisitioner i naturalier, der nu var statens vigtigste indtægt, gennemførtes en matrikulering af hele riget, dels det dyrkede land (iugatio), dels arbejdskraften (capitatio). Mindre held havde Diokletian med en møntreform og det blev i 301 nødvendigt at udstede et maksimalprisedikt, som dog ikke kunne standse den voldsomme inflation. I 303 genoptog Diokletian efter en lang toleranceperiode en restriktiv politik over for kristendommen i den sidste store forfølgelse; dog blev de strengeste forholdsregler kun håndhævet i den østlige rigsdel.
Indtil 303 havde de kristne religionsfrihed, men i 303 udstedte den noget ustabile kejser Diokletian et edit i Nicomedia, hvor det blev krævet at alle kirker skulle ødelægges, de hellige bøger udleveres og de kristnes sammenkomster forbydes. Diokletians medkejser Galerius beskyldtes for at stå bag.
Diokletians sidste regeringsår prægedes af voldsomme kristenforfølgelser. Deres baggrund er ukendt, bortset fra at han synes påvirket af sin fanatisk antikristne svigersøn og medkejser Galerius, hans mistillid til de kristnes loyalitet og afvisning af hær og forsvar. Han udelukkede først kristne fra alle statsembeder, optrappede forfølgelserne og forbød kristendommen i 303. Forfølgelsen var meget omfattende, men synes at have ført til relativt få henrettelser. Ikke desto mindre hævder den kirkelige tradition, at Diokletian omkring år 303 lod titusinder af kristne, som nægtede at ofre til de hedenske guder, korsfæste på Ararats bjerg "De ti tusinde martyrer ". Mere sikkert er det, at tortur, mishandling og tvangsarbejde forekom i stor udstrækning. Blandt ofrene var senere kendte helgener som Agnes og Lucia. Generelt mislykkedes forfølgelserne, der til dels blev saboteret af mindre engagerede underkejsere.
Det var først i forbindelse med Diokletians medkejser Galerius uhelbredelige sygdom, at det berømte Toleranceedikt af 311 blev udstedt. Her får de kristne fuld oprejsning og religionsfrihed, men de skal bede - ikke til kejseren, men for kejseren og statens velfærd.