Tirsdag 00:00

Bemærk, at Tyr mangler sin ene arm, som han mistede til Fenrisulven, da den skulle bindes.

                Tirsdag 00:00

Tirsdag: Denne dag er forbundet med vor nordiske krigsgud Tyr - det er Tyrs dag, eller på oldnordisk: tyrsdagr.
I romersk mytologi svarer denne til krigsguden Mars. Ofte refereres Mars til som den røde planet, og derfor er dette også passende farver i magisk henseende. Rød er en farve som associeres med sindet, ild, energi og fysisk styrke.
Arbejde med Mars kan være ypperligt, hvis man har behov for at styrke sit liv eller sig selv, men det er vigtigt at passe på og huske, at denne energi også har et sinde-aspekt i sig.
På latin: dies Martis Feria III, Feria tertia.
Dagens tema: Udfarende aktivitet :
'mængder af små-indgreb i dén omverden, der skal være skueplads for den modne skabelse, kortsigtede, men erfaringsgivende; krigersymbolet Mars udtrykkes i tirsdagens Tyr og er direkte genfundet i det franske Mar-di.
Når man er født en tirsdag:
Tirsdagsbørn har kærligt sind.

Fakta om: 30. juli Dagens navn er: ABDON

Abdons dag: Abdon var en af Israels sidste dommere i det nye testamente. Efter sigende havde han 40 sønner!!!
Abdon var søn af Hillel fra Piraton. Udover sine 40 sønner havde han også 30 sønnesønner, der red på 70 æsler.
Han var Dommer i Israel i otte År. Så døde Abdon, Hillels Søn, fra Piraton og blev jordet i Piraton i Efraims Land på Amalekiterbjerget, han døde i ca. år 250.

Helgenerne Abdon og Sennen, stavet på forskellig måde i de tidlige kalendere og martyrologier; Abdo, Abdon, og Sennes, Sennis, Zennen, er anerkendt af den katolske kirke som kristne martyrer, med festdag den 30. juli. Nogle steder bliver de hædret den 20. marts, og den første søndag i maj.

Intet historisk er kendt om disse helgener undtagen deres navne og at de var martyrer og blev begravet den 30. juli ca. år 250 på kirkegården Pontianus på Via Portuensis. På grund af denne manglende viden om dem, står der ikke længere anført i den generelle romerske kalender, at de skal mindes liturgisk på verdensplan, men de kan stadig fejres alle steder på deres festdag, undtagen i nogle lokaliteter hvor en anden obligatorisk fest er tildelt den pågældende dag. Rangen af deres fest blev givet som "Enkel" i den Tridentinske kalender og forblev sådan indtil klassifikationen i 1960 blev ændret til en "Mindedag" i den almindelige romerske kalender.

Dyrkelse

Deres historie, for størstedelens vedkommende skrevet før det 9. århundrede, beskriver dem som Persere, der led martyrdøden under Decius, i omkring år 250 og indeholder flere fiktive udsagn om årsag og lejlighed til deres ankomst til Rom og om arten af deres pinsler. Det fortælles at deres jordiske rester blev begravet af en diakon, ved navn Quirinus og senere blev flyttet, i Konstantins regeringstid, til kirkegården Pontianus på vejen til Porto, i nærheden af Roms byporte.

En fresco fundet på den sarkofag der formodes at indeholde deres levninger, viser dem tagende imod kroner fra Kristus. Ifølge Martigny stammer denne fresco fra det syvende århundrede. Flere byer, navnlig Firenze og Soissons, hævder, at være i besiddelse af deres levninger, men Bollandisterne hævder, at de hviler i Rom. Benediktinerklosteret Sainte Marie i Arles-sur-Tech i Frankrig hævder også, at have en grav.

Abdon og Sennen er skytshelgener for Calasparra, i Murcia, Spanien. Festdagene der fejres til deres ære i den spanske by kan dateres tilbage til 1500-tallet.

Sankt Abdon og Sennen var kristne persere, der i det tredje århundrede, rejste til Rom hvor modigt tilstod deres tro på Kristus og derfor blev slået ihjel under Decius' forfølgelser i 250.

Kejser Decius, der var de kristnes fjende, havde besejret kongen af Persien og var blevet hersker i flere lande, som han regerede. Han havde allerede dømt Saint Polycrome, til tortur og død sammen med fem af hans gejstlige. Sankt Abdon og Sankt Sennen, hæderkronede Persiske honoratiores i det tredje århundrede, hvem kongen af Persien havde beæret meget, var hemmeligt kristne. Det var dem, der havde taget sig af liget af den martyrdræbte biskop, der hånligt var blevet kastet foran et tempel for Saturn, for at begrave ham med ære om natten. De to kongelige embedsmænd, der nu var kommet under Romersk dominans, var meget bedrøvede vidner til kejserens grusomhed mod de troende, og syntes det var deres pligt, at tilkendegive deres kærlighed til Jesus Kristus; således, uden frygt for deres nye hersker, påtog de sig ved alle mulige midler, at sprede og styrke den kristne tro og tilskynde de omvendte og begrave martyrerne.

Da Decius hørte om deres engagement, blev han meget irriteret. Han sendte bud til de to brødre, at stille op for tribunalet og forsøgte at omvende dem til, at ofre til de romerske guder, ved at appellere til sin seneste sejr, som et tegn på disse guders overmagt. Helgenerne svarede imidlertid, at denne sejr var slet ikke et bevis på en sådan magt, idet den unikke sande Gud, skaberen af himmel og jord, sammen med hans søn, Jesus Kristus, giver sejr til nogle og nederlag til andre, af årsager skjult i design af hans providence. De sagde de aldrig kunne elske nogen anden gud end Ham, så Decius fængslede dem begge.
Snart efter da han hørte, at vicekongens som han havde efterladt i Rom for at regere i sit sted, var død, vendte han tilbage til Rom og tog sine to fanger med sig for, at de skulle tjene som pragtfulde trofæer fra hans Persiske sejr. Kejseren havde iført fangerne juveler og flotte klæder under deres lænker.

Han anklagede dem foran Senatet, i hvis tilstedeværelse de igen vidnede for guddommeligheden hos Kristus og sagde, at de ikke kunne elske andre guder. Den næste dag de blev pisket i amfiteatret; derefter blev to løver og fire bjørne sluppet løs for at fortære dem. Men dyrene lå for deres fødder og blev deres beskyttere og ingen turde nærme sig for en tid. Endelig udsendte præfekten gladiatorer for, at slå dem ihjel med sværdet, hvilket med tilladelse fra Gud blev gjort. Deres lig lå i tre dage uden, at blive begravet, men en diakon, som bagefter skrev deres historie, tog dem og begravede dem på sin egen gravplads.

Under Konstantin den store, blev deres grave genopdaget ved guddommelig åbenbaring og deres relikvier blev genbegravet på Pontians kirkegård, som efterfølgende blev opkaldt efter dem. De ses på et billede i katakomberne, kronet af Vorherre selv.
Deres martyrium fandt sted den 30. juli i år 254.