Mandag 00:00

"Landkort" over månen. Stednavnene er læselige ved fuld forstørrelse. Tryk på kortet med musen.

                Mandag 00:00

Mandag: Dette er månens dag. Opkaldt efter Månen/Luna. latin: dies Lunae Feria II, Feria secunda oldnordisk: manadagr.
Flere traditionelle gudinde-billeder er associeret med månen (Selene, Diana, Aradia, Hecate osv.).
Dagen er forbundet med krop og helse og vore psykiske egenskaber. Mandag er derfor en dag for healing og psykisk udvikling. Passende farver for månen er hvidt og perleagtig violet (som skinnet i perler eller enkelte hvide månesten).
Dagens tema: Orientering :
'hvor er jeg?' - viden herom er den uundgåelige forudsætning for meningsfuld indgriben i en omverden; udtrykt i mandagens Måne, symbol på følelse, indtryksmodtagelighed, lunefuldhed, fragmentarisk fluktuerende opfattelser.
Når man er født en mandag:
Mandagsbørn har fagert skind.

Fakta om: 19. august Dagens navn er: SEBALDUS

Sebaldus dag: I følge legenden er han en kristen dansk kongesøn.
Han drog til Paris for at studere og forlovede sig med en prinsesse, som han imidlertid forlod på bryllupsnatten for at begive sig til Rom på pilgrimsrejse. Siden levede han som eneboer nær Nürnberg. Han døde i et kloster i Nürnberg, hvor han er begravet. Han er efterfølgende også udnævnt til skytshelgen for Nürnberg. Død før 1070.

St. Sebaldus Nürnberg (Sinibald, Sebald) er æret som skytshelgen for Nürnberg, traditionelle administrative centrum af Franken og garant for sin uafhængighed. Ifølge legenden var Sebaldus en eremit og missionær.

Legender

Næsten alle detaljer om Sebaldus liv er usikre, ud over hans tilstedeværelse i skoven af Poppenreuth, vest for Nürnberg, der blev forklaret af hans væsen en eremit. Men forskellige legender om hans liv er blevet registreret.

En af de tidligste legender (ca 1280) hævder, at Sebaldus var jævnaldrende med Henry III (død 1056) og var af frankisk oprindelse. Efter en pilgrimsrejse i Italien blev han en prædikant i Nürnberg. En anden tekst hævder at han var en frankisk adelsmand, der mødte Willibald og Winibald i Italien (dermed dateres hans liv til det ottende århundrede) og senere blev han missionær i Sebalder Reichswald, der er knyttet til hans navn. Andre legender hævder, at han enten var søn af kongen af Danmark eller en studerende fra Paris, der giftede sig med en fransk prinsesse, men derefter opgav hende på deres bryllupsnat for, at tage på en pilgrimsrejse til Rom. I disse versioner af legenden om paven missionerede Sebaldus for evangeliet i skovene i Nürnberg, hvilket giver hans tilstedeværelse dér en pavelig myndighed.

Dyrkelse

Trods den dunkle oprindelse og usikre historicitet omkring helgenen selv, har dyrkelsen af Sebaldus længe været forbundet med Nürnberg, fremmet af byen selv, som blev et sted for pilgrimsfærd. Tidligste eksistens af hans kult kan dateres til det sene ellevte århundrede, med en forbipasserende reference under år 1072 i Lambert af Hersfelds kronik. i 1255 blev han co protektor, med Sankt Peter, for den nyopbyggede provins kirke, hvor hans grav blev æret.

St. Sebaldus' festdag den 19. August, dukkede op i en kalender over Olmütz 1131-1137, og mange børn født i byen bærer hans navn. Relikvier af helgenen blev i 1397 overført til det nye kor i kirken Sankt Sebaldus, og hvert år blev hans relikvier båret i procession. Konger og kejsere af Tyskland, bad sædvanligvis foran hans relikvieskrin, når de var i Nürnberg.

Den 26. marts, 1425 blev han formelt kanoniseret af pave Martin V, efter en anmodning fra Rådet i Nürnberg. I 1429 begyndte florinerne fra Nürnberg at bære hans billede. En latinsk Vita Sancti Sebaldi ("liv af St. Sebaldus") blev skrevet omkring 1480 af Sigmund Meisterlin, en omvandrende benediktiner munk, der brugte en del tid på Augsburg.

I 1508-19 fremstillede Peter Vischer den ældre og hans sønner den berømte sen-gotiske bronze grav i kirken St. Sebaldus, der betragtes som et mesterværk fra den tyske renæssance. Kulten overlevede reformationen. I Italien, hvor han er æret som San Sinibaldo, var et alter dedikeret til ham i den venetianske Kirke af San Bartolomeo sul Rialto. I den samme kirke malede Sebastiano del Piombo i 1507, en skildring af Sebaldus.