Ikon med St Martin

                Mandag 00:00

St Martin forlader livet af ridderlighed og opgiver hæren (fresco af Simone Martini)


St. Martins Velgørenhed, af Jean Fouquet


St. Martins Velgørenhed, af Louis Anselme Longa Soudeilles, slutningen af det 14. århundrede, Louvre




Statue af Sankt Martin der skærer sin kappe i to. Höchster Schloss, Höchst.


St. Martins Basilica i Tours


Wettingen Ost Kloster.


Den nye Basilica i Tours


Sankt Morten-springvandet bag gæstecentret - Szombathely


Relikvieskrin for hovedet af St. Martin, sølv og kobber, delvist forgyldt, fra kirken i Soudeilles, slutningen af det 14. århundrede, Louvre


Sankt Martins Grav i den nye Basilica i Tours, Frankrig


Tegning af St Martin


"Landkort" over månen. Stednavnene er læselige ved fuld forstørrelse. Tryk på kortet med musen.

                Mandag 00:00

Mandag: Dette er månens dag. Opkaldt efter Månen/Luna. latin: dies Lunae Feria II, Feria secunda oldnordisk: manadagr.
Flere traditionelle gudinde-billeder er associeret med månen (Selene, Diana, Aradia, Hecate osv.).
Dagen er forbundet med krop og helse og vore psykiske egenskaber. Mandag er derfor en dag for healing og psykisk udvikling. Passende farver for månen er hvidt og perleagtig violet (som skinnet i perler eller enkelte hvide månesten).
Dagens tema: Orientering :
'hvor er jeg?' - viden herom er den uundgåelige forudsætning for meningsfuld indgriben i en omverden; udtrykt i mandagens Måne, symbol på følelse, indtryksmodtagelighed, lunefuldhed, fragmentarisk fluktuerende opfattelser.
Når man er født en mandag:
Mandagsbørn har fagert skind.

Fakta om: 11. november Dagens navn er: MORTEN BISP

Mortens dag: Den gavmilde biskop Martinus fra Tours, han kaldes også: San Martino, Sankt Martinus af Tours eller "Galliens apostel". Han blev født ca 315 i Sabaria i Pannonien (det nuværende Ungarn) og døde nær Tours i 397. Han fejres den 11. november og har lagt navn til vor hjemlige "Mortensaften". Morten blev født som søn af en forhenværende officier i den romerske hær. Som 15-årig indtrådte han i hæren i Gallien og opnåede hurtigt udnævnelse til officier. Som 18-årig havde han en visionær oplevelse, der første til, at han trådte ud af hæren for at hengive sig til kirkeligt arbejde. Han opsøgte Hilarius for at blive undervist i den kristne tro og han blev senere valgt til biskop af Tours. Det skete, efter legenden, på følgende vis:
Efter en årrække som eneboer bliver han i 370 valgt som biskop. Han forsøger at unddrage sig udnævnelsen, men forrådes af gæssene i den gåsesti, hvor han søger at gemme sig. Som straf bliver gæssene nu slagtet og spist som "mortensgæs". Det går desværre også tit ud over uskyldige ænder på denne højtidsdag.
Han grundlagde en religiøs eneboer-orden i Ligugé ved Poitiers. Dette var det første kloster i Gallien.
Efter at han blev udnævnt til biskop i Tours, tog han ophold i nærheden på et ensomt beliggende sted, der snart udviklede sig til klosteret Marmoutier. Andre kristne fulgte hans eksempel og der opstod snart flere klostre rundt omkring.
San Martino var meget aktiv som missionær og blev berømt for sine prædikener og mirakler. Han rejste konstant rundt i sit bispedømme og også ud over dets grænser. Hans ven Sulpicius skrev en biografi om ham og denne var medvirkende til, at hans ry spredtes vist omkring.
Han anses for den, der udbredte Kristendommen i Frankrig (Gallien) og for munkevæsenets ophav. Han var en af de første helgener, der ikke døde som martyr. Han er Frankrigs skytshelgen.
Martinus døde i Candes nær Tours d. 8. november 397.

Sanctus Martinus Turonensis

Sankt Morten (latin: Sanctus Martinus Turonensis, hvor 316 - 8 November 397) var biskop i Tours, hvis helligdom i Frankrig blev en berømt stop-punkt for pilgrimme på vej til Santiago de Compostela i Spanien. Han er blevet en af de mest kendte kristne helgener. Da han blev født i det, der nu Szombathely, Ungarn, brugte meget af sin barndom i Pavia, Italien, og levede det meste af sit voksne liv i Frankrig, er han betragtes som en åndelig bro på tværs af Europa.

Hans liv blev optaget af en moderne, den hagiographer Sulpicius Severus. Nogle af regnskaberne for sine rejser kan være blevet interpoleret i hans vita at validere tidlige steder af hans kult. Han er bedst kendt for den beretning om hans hjælp af sin militære sværd til at skære sin kappe i to, for at give halvdelen til en tigger kun iført klude i dybden af vinteren. Indkaldt som soldat i den romerske hær, fandt han pligt uforenelig med den kristne tro, han havde vedtaget og blev en tidlig militærnægter.

Levned

Soldat

Martin blev født i 316 e.Kr. i Savaria i Stift Pannonia (nu Szombathely, Ungarn). Hans far var en højtstående officer (tribune) i Imperial Horse Guard, en enhed af den romerske hær, senere stationeret på Ticinum (nu Pavia), i det nordlige Italien, hvor Martin voksede op.

I en alder af ti deltog han den kristne kirke imod ønskerne fra sine forældre, og blev en Katekumener. Kristendommen var blevet foretaget en lovlig religion (i 313) i det romerske imperium. Det havde mange flere tilhængere i det østlige Rige, hvorfra den havde sprunget, og var koncentreret i byerne, medbragte de handelsruter, som konverterede jøder og grækere (udtrykket hedenske bogstaveligt betyder "land-dweller '). Kristendommen var langt fra accepteret blandt de højere lag af samfundet; blandt medlemmer af hæren tilbedelsen af Mithras ville have været stærkere. Selv om omdannelsen af kejser Konstantin, og den efterfølgende program af kirke-bygning, gav en større skub i udbredelsen af religionen, var det stadig et troende mindretal.

Som søn af en veteran officer, Martin på femten var forpligtet til at deltage i en kavaleri ala. Omkring 334 blev han udstationeret på Ambianensium CIVITAS eller Samarobriva i Gallien (nu Amiens, Frankrig). Det er sandsynligt, at han sluttede sig Ridderne catafractarii Ambianenses, et tungt kavaleri enhed opført i Notitia Dignitatum. Hans enhed var hovedsagelig ceremoniel og ikke står meget kamp.

Ifølge hans biograf, Sulpicius Severus, han tjente i militæret for kun to år, selvom mange forskere mener, at disse to år, "er i virkeligheden ikke nær nok til at bringe kontoen til det tidspunkt, hvor han ville forlade, det er, under sit møde med Cæsar Julian (den der er gået over i historien som Julian den Frafaldne). Jacques Fontaine mener, at biografen var noget flov over at henvise til (Martin) lang tørn i hæren, (på grund af den evigt svag sammenhæng mellem den kristne samvittighed og krig). "Sådanne lærde fastslå, at Martin ville være forblevet i hæren for hele hans ordinerede 25 år sigt, og at der efter deres mening, sådan tjeneste behøver ikke have tvunget ham til at krænke hans kristne samvittighed ved at udgyde blod på slagmarken. Uanset om han forblev i hæren, akademisk udtalelse hævder, at lige før en kamp med gallerne på Borbetomagus (nu Worms, Tyskland), Martin fastslået, at hans tro forbudt ham fra kampene, siger: "Jeg er en soldat af Kristus. jeg kan ikke kæmpe. "Han blev anklaget for fejhed og fængslet, men som svar på anklagen, han meldte sig frivilligt til at gå ubevæbnet til forsiden af tropperne. Hans overordnede planlagt at tage ham op på tilbuddet, men før de kunne, angriberne sagsøgt for fred, kampen aldrig forekommet, og Martin blev løsladt fra militærtjeneste.

Martin erklærede sit kald, og gjorde hans vej til byen Caesarodunum (nu Tours), hvor han blev en discipel af Hilary af Poitiers, en ledende fortaler for trinitarisk kristendom. Han var imod Arianism af Imperial Court. Da Hilary blev tvunget i eksil fra Pictavium (nu Poitiers), Martin vendte tilbage til Italien. Ifølge Sulpicius Severus, konverterede han en Alpine brigand på vej, og konfronteret Fanden selv. Efter at have hørt i en drøm en stævning til at revidere sit hjem, Martin krydsede Alperne, og fra Milano gik over til Pannonia. Der konverterede han sin mor og nogle andre personer; hans far, at han ikke kunne vinde. Mens der i Illyrien han tog sider mod Vædderen med så meget iver, at han offentligt blev pisket og tvunget til at forlade. Vender tilbage fra Illyrien, blev han konfronteret med Arian ærkebiskop i Milano Auxentius, der bortvist ham fra byen. Ifølge de tidlige kilder, Martin besluttede at søge ly på øen dengang hed Gallinaria, nu Isola d'Albenga, i det Liguriske Hav, hvor han levede ensomt liv i en eremit.

Biskop

Med returnering af Hilary til hans se i 361, Martin sluttede sig til ham og etablerede et kloster i nærheden. Denne hjemmeside er udviklet i Benedictine Ligugé Abbey, det ældste kloster kendt i Europa. Det blev et center for evangelisering af landets distrikter. Han rejste og prædikede gennem det vestlige Gallien: ". Mindet om disse apostolske Vandringer overlever til vores dag i de mange lokale legender som Martin er helten og som angiver nogenlunde de ruter, som han fulgte"

I 371 Martin blev hyldet biskop i Tours, hvor han imponerede byen med hans attitude. Han var blevet tiltrukket af Tours by et kneb - han blev opfordret til at komme til at tjene nogen syg - og blev bragt til kirken, hvor han modvilligt lod sig at være indviet biskop. Ifølge én version, han var så uvillige til at blive gjort biskoppen, at han gemte sig i en lade fuld af gæs, men deres cackling på hans indtrængen gav ham væk til tilskuerne; der kan tegne sig for klager fra et par, hans udseende var for pjusket at stå med et bispedømme, men kritikerne var enormt undertal.

Som biskop Martin sat til entusiastisk bestilling ødelæggelsen af hedenske templer, altre og skulpturer. Lærde foreslå følgende konto kan indikere dybden af Druidic folkemusik religion i relation til fernis af romersk klassisk kultur i området:

• "Når i en bestemt landsby, han havde revet en meget gamle tempel, og havde sat om at skære ned et fyrretræ, som stod tæt på templet, Ypperstepræsten af dette sted, og en flok andre hedninger begyndte at modsætte sig ham; og disse mennesker, selvom, under indflydelse af Herrens, de havde været stille, mens templet blev styrtet, kunne ikke tålmodigt tillade træet, der skal skæres ned".

Sulpicius bekræfter, at Martin trak sig ud af byen for at leve i Marmoutier (Majus Monasterium), klostret han grundlagde, som vender Tours fra den modsatte bred af Loire. Her Martin og nogle af de munke, som fulgte ham byggede celler af træ; andre boede i huler gravet ud af klippen. Martin indført en rudimentær sogn system. En gang om året biskoppen besøgte hver af hans sogne, rejser til fods eller med æsel eller båd. Han fortsatte med at oprette monastiske samfund, og har udvidet grænserne for sit bispesæde fra Touraine til så fjerne steder som Chartres, Paris, Autun, og Vienne. Hos Vienne, ifølge hans biograf, helbredt han Paulinus af Nola af en sygdom i øjnene.

I ét tilfælde aftalt hedningene at fælde deres hellige grantræ, hvis Martin ville stå direkte på sin vej. Han gjorde det, og det mirakuløst savnede ham. Sulpicius, en klassisk uddannet aristokrat, fortalte denne anekdote med dramatiske detaljer, som et sæt stykke. Sulpicius kunne ikke have undladt at kende hændelsen den romerske digter Horats minder i flere Oder, om hans smalle flugt fra et faldende træ.

Martin var så dedikeret til frigivelse af fanger, at når myndigheder, selv kejsere, hørte han var på vej, de nægtede at se ham, fordi de vidste, at han ville anmode om nåde for nogen, og de ville være i stand til at afvise.

På vegne af Priscillianisterne

Kirkerne i andre dele af Gallien og Spanien blev forstyrret af Priscillianists, en asketisk sekt, opkaldt efter dens leder, Priscillian, biskop i Avila. Rådets første af Zaragoza havde dømt Priscillian og hans tilhængere som kættere. Priscillian og hans tilhængere var flygtet, og nogle biskopper Hispania, ledet af biskop Ithacius, rejst tiltale før kejser Magnus Maximus. Selv stærkt i modsætning til de Priscillianists, Martin skyndte sig til den kejserlige domstol i Trier at fjerne dem fra den verdslige jurisdiktion kejseren. Sammen med St. Ambrose , Martin afviste biskop Ithacius princip om at sætte kættere ihjel-såvel som indtrængen af kejseren i sådanne sager. Han sejrede over kejseren at skåne livet for kætter Priscillian. I første omgang Maximus tiltrådt sin entreaty, men, da Martin havde forladt, gav til Ithacius og beordrede Priscillian og hans tilhængere til at blive halshugget (385). Martin så tryglede for et ophør af forfølgelsen af Priscillian tilhængere i Spanien. Dybt bedrøvet, Martin nægtede at kommunikere med Ithacius, indtil presset af kejseren.

Martin døde i Candes-Saint-Martin, Gallien (central Frankrig) i 397.

Klosteret i Marmoutier

The Abbey af Marmoutier var et kloster lige uden dagens byen Tours i Indre-et-Loire, Frankrig, der er etableret af Martin omkring 372. helgen grundlagde klostret for at undslippe opmærksomhed og leve livet som et kloster. The Abbey på Tours var en af de mest fremtrædende og indflydelsesrige virksomheder i middelalderens Frankrig. Charlemagne tildelt positionen som abbed til sin ven og rådgiver Alcuin, den store engelske videnskabsmand og pædagog. På dette tidspunkt Abbeden kunne rejse mellem Tours og domstolen i Trier i Tyskland og altid overnatte på en af sine egne egenskaber. Det var på Tours som Alcuin s skribenter (et værelse i klostre, der afsættes til kopiering af manuskripter af monastiske skriftkloge) udviklede Caroline diminutive, den klare runde hånd, hvilket gjorde manuskripter langt mere læselige.

I senere tider klosteret blev ødelagt ved en brand ved flere lejligheder og gennemsøgt af Normanniske vikinger i 853 og i 996. Ombygget begynder i 1014 af Hervé de Buzançais, kasserer i Saint Martin, til at rumme skarer af pilgrimme og for at tiltrække dem, det skrin af St. Martin af Tours blev en stor stop-punkt på pilgrimsrejser. I 1453 resterne af Sankt Martin blev overført til et storslået nyt relikvieskrin doneret af Charles VII Frankrig og Agnes Sorel.

Under den franske religionskrige, blev basilikaen fyret af de protestantiske huguenotter i 1562. Det blev disestablished under den franske revolution. Det blev deconsecrated, der anvendes som en stabil, så fuldstændig ødelagt. Dens klædt sten blev solgt i 1802 efter to gader blev bygget på tværs af webstedet, for at sikre klosteret ville ikke blive rekonstrueret.

Legenden om Martins kappe

Mens Martin var en soldat i den romerske hær og indsat i Gallien (nutidens Frankrig), oplevede han en vision, der blev den mest gentagne historie om hans liv. En dag, da han nærmede sig porten til byen Amiens, mødte han en letpåklædte tigger. Han impulsivt skar sin militære kappe i halvdelen til at dele med manden. Den nat, Martin drømte om Jesus iført den halve kappe, han havde givet væk. Han hørte Jesus sige til englene: ". Martin, som stadig er, men en Katekumener, klædte mig med denne kåbe" (Sulpicius, 2 lm). I en anden version, da Martin vågnede, fandt han sin kappe gendannet til helheden. Drømmen bekræftede Martin i sin fromhed, og han blev døbt i en alder af 18 år.

Den del holdes af ham selv blev den berømte levn bevaret i Oratoriet af yngre germansk konger af frankerne ved de Marmoutier Abbey nær Tours. I løbet af middelalderen, blev den formodede levn fra St. Martin mirakuløse kappe, (Cappa Sancti Martini) båret af kongen selv i kamp, og bruges som et helligt relikvie hvorpå eder blev svoret. Kappen er først bekræftet i det kongelige skatkammer i 679, da den blev bevaret ved palatiet af Luzarches, en kongelig villa, der senere blev afstået til munkene i Saint-Denis ved Charlemagne, i 798/99.

Præsten, der plejes for kappen i sit relikvieskrin blev kaldt en cappellanu, og i sidste ende alle præster, som tjente militæret blev kaldt cappellani. Den franske oversættelse er chapelains, hvorfra det engelske ord feltpræst stammer.

En lignende sproglig udvikling fandt sted i den periode, der henvises til de små midlertidige kirker bygget for relikvie. Folk kaldte dem en "capella", ordet for en lille kappe. Til sidst, sådanne små kirker mistet deres sammenhæng med kappe, og alle små kirker begyndte at blive omtalt som "kapeller".

Hagiografi

Den tidlige liv Sankt Martin blev skrevet af Sulpicius Severus, der kendte ham personligt. Det udtrykker den intime nærhed det 4. århundrede Christian følte med djævelen i alle hans forklædninger, og har mange beretninger om mirakler. Nogle følger velkendte conventions- uddrive djævle, hæve den værkbrudne og døde. Andre er mere usædvanligt: vender tilbage flammerne fra et hus, mens Martin brændte ned den romersk tempel det støder op; afbøje stien til en fældet hellig fyr; den helbredende kraft af et brev skrevet fra Martin.

Veneration

Veneration af Martin var meget populære i middelalderen, især i området mellem Loire og Marne, hvor Le Roy Ladurie og Zysberg bemærkede tætteste tilvækst af hagiotoponyms mindes Martin. Venantius Fortunatus havde tidligere erklæret, "Hvor Kristus er kendt, Martin hædret."

Da biskop Perpetuus tiltrådte ved Tours i 461, den lille kapel i Martins grav, bygget i det forrige århundrede af Martin umiddelbare efterfølger, Bricius ikke længere var tilstrækkelig til skare af pilgrimme det var allerede tegning. Perpetuus bygget en større basilika, 38 m lang og 18 m bred, med 120 kolonner. Martins krop blev taget fra den simple kapel på hans Hermitage at Candes-St-Martin til Tours og hans sarkofag blev genbegravet bag højalteret i den nye basilika. En stor blok af marmor over graven, gave biskop Euphronius Autun (472-475), gjorde det synligt for de troende samledes bag højalteret. Werner Jacobsen foreslår det kan også have været synligt for også at pilgrimme lejrede i atrium af basilikaen. I modsætning til den sædvanlige arrangement blev atrium placeret bag 'kirken, tæt på graven i apsis, som kan have været synlig gennem et fenestrella i apsis væg.

St. Martin popularitet kan delvis tilskrives hans vedtagelse ved successive kongehuse Frankrig. Clovis, Konge af Salian Franks, en af de mange stridende stammer i sjette århundrede Frankrig, lovede hans kristne kone Clotilda, at han ville blive døbt, hvis han sejrede over alemannerne. Han krediteres intervention St Martin med hans succes, og med flere følgende triumfer, herunder nederlag Alaric II. Den populære hengivenhed til St Martin fortsatte med at være tæt identificeret med den merovingiske monarki: i begyndelsen af syvende århundrede Dagobert I bestilte guldsmeden Sankt Eligius at gøre et arbejde i guld og ædelstene til grav-helligdom. Biskoppen Gregor af Tours skrev og distribuerede en indflydelsesrig liv fyldt med mirakuløse begivenheder i St. Martin karriere. Martins Cultus overlevede passage af strøm til deres efterfølgere, det karolingiske dynasti.

Genoplivning af den populære hengivenhed til St. Martin i tredje republik

Udgravninger og genopdagelsen af graven

I 1860 udgravninger af Leo Dupont (1797-1876) oprettet dimensionerne af det tidligere kloster og genvundet nogle fragmenter af arkitektur. Graven af St. Martin blev genopdaget den 14. december 1860, som hjalp i genoplivningen af den populære hengivenhed til St. Martin nittende århundrede.

Efter den radikale Paris i 1871, var der en genopblussen af konservativ katolsk fromhed, og kirken har besluttet at bygge en basilika til St. Martin. De valgte Victor Laloux som arkitekt. Han skyede gotisk efter en blanding af romansk og byzantinsk, undertiden defineret som neo-byzantinsk. Den nye Basilique Saint-Martin blev opført på en del af sin tidligere site, som blev købt fra ejerne. Startede i 1886 blev kirken indviet 4 Juli 1925.

Den fransk-preussiske krig

Forskere mener, at Martin fornyede popularitet var relateret til hans forening som en militær helgen under den fransk-preussiske krig 1870-1871. Under den militære og politiske krise i den fransk-preussiske krig, Napoleon III 's Second Empire kollapsede. Efter overgivelsen af Napoleon til preusserne efter Slaget ved Sedan i september 1870 blev en midlertidig national forsvar etableret, og Frankrigs tredje republik blev udråbt. Paris blev evakueret på grund af den fremrykkende fjende og for en kort tid, Tours (September-december 1870), blev den effektive hovedstad i Frankrig.

St Martin blev fremmet af den gejstlige ret som beskytter af nationen mod den tyske trussel. Konservative tilknyttet det dramatiske kollaps af Napoleon III regime som et tegn på guddommelig gengældelse på irreligiøse kejser. Præster fortolket det som straf for en nation ledt på afveje på grund af mange års antiklerikalisme. De prædikede omvendelse og en tilbagevenden til religion for politisk stabilitet. De ødelagte tårne af gamle kongelige basilika St. Martin på Tours kom til at symbolisere nedgang i traditionelle katolske Frankrig.

Med regeringens flytning til Tours under Den fransk-preussiske krig 1870 blev adskillige pilgrimme tiltrukket St. Martins grav. Det blev dækket af et midlertidigt kapel bygget af Monsignor Guibert (ærkebiskop af Tours, 1857-1871). Den populære hengivenhed til St. Martin var også forbundet med den nationalistiske hengivenhed til Sacred Heart. Flag Sacre-Coeur, bæres af Ultramontane katolske pavelige Zouaves der kæmpede på Patay, var blevet placeret natten over i St. Martins grav, før de tages i kamp den 9. oktober 1870. banner læse "Heart of Jesus Save France" og om bagsiden Carmelite nonner af Tours broderet "Saint Martin Protect France". Som den franske hær var sejrrig i Patay, mange blandt de troende tog sejren at være et resultat af Guds gunst. Populære salmer 1870'erne udviklede temaet national beskyttelse under dække af Martins kappe, "første flag af Frankrig".

I løbet af de franskmænd nittende århundrede, påvirket af sekularisme, agnosticisme, og antiklerikalisme, forladt kirken i stort antal. Som Martin var en mands helgen, hengivenhed til ham, var en undtagelse fra denne tendens. For mænd, der tjener i militæret, blev Sankt Morten blev forelagt af den katolske Lige som den maskuline model af principiel adfærd. Han var en modig fighter, vidste, at hans forpligtelse til de fattige, delte sine varer, udførte sit påkrævet værnepligt, efterfulgt legitime ordrer og respekterede verdslig myndighed. Historien om hans nægter at bære våben var bekvemt glemt.

Modstand fra Anticlericals

I løbet af 1870'erne, den procession til St. Martins grav i Tours blev en udstilling af kirkelig og militært samarbejde. Officerer i fuld uniform fungerede som militær eskorte, symbolsk beskytte præster og rydde vejen for dem. Anti-gejstlige set iscenesættelsen af offentlige religiøse processioner som en krænkelse af borgerlig plads. I 1878 M. Riviére den midlertidige borgmester Tours, med anticlerical støtte forbudt procession november til ære for St. Martin. Præsident Patrice de Mac-Mahon, blev efterfulgt af den republikanske Jules Grevy, der skabte en ny national anticlerical offensiv. Biskop Louis-Édouard-François-Desiré Pie af Poitiers united konservative og udtænkt en massiv demonstration for November 1879 procession. Pie ultimative håb var, at St Martin ville stoppe "stridsvogn" i det moderne samfund, og føre til oprettelsen af et Frankrig, hvor de religiøse og sekulære sektorer sammen.

Kampen mellem de to mænd var reflekterende af, at mellem konservative og anti-gejstlige over kirkens magt i hæren. Fra 1874 fik militære feltpræster tilladt i hæren i fredstid, men anti-gejstlige set præsterne som uhyggelige monarkister og kontrarevolutionære. Konservative reagerede ved at oprette den kortlivede Legion de Saint Maurice i 1878 og samfundet, Notre Dame de Soldats, til at give ulønnede feltpræster med finansiel støtte. Lovgiver bestået anticlerical Duvaux Bill 1880, hvilket har reduceret antallet af feltpræster i den franske hær. Anticlerical lovgivere ønskede chefer, ikke feltpræster, for at give tropper med moralsk støtte og føre tilsyn deres dannelse i det etablerede tro "patriotisk Republikanisme."

St. Martin som en fransk republikanske protektor

St. Martin har længe været forbundet med Frankrigs kongelige arv. Monsignor René François Renou (ærkebiskop af Tours, 1896-1913) arbejdet på at tilknytte St. Martin som et specifikt "republikansk" patron. Renou havde tjent som feltpræst til 88E regiment des mobils d'Indre-et-Loire i den fransk-preussiske krig og blev kendt som "hær biskop." Renou var en stærk tilhænger af St. Martin og mente, at den nationale skæbne Frankrig og alle dets sejre blev tilskrevet ham. Han er knyttet militæret til dække af St. Martin, som var den "første flag af Frankrig" til den franske tricolor, "symbolet på foreningen af gamle og nye." Dette flag symbolik tilsluttet hengivenhed til St. Martin med den tredje republik. Men spændingerne fra Dreyfus-affæren fornyede antiklerikalisme i Frankrig og kørte en kile mellem kirken og Republikken. Af 1905 indflydelsen af Rene Waldeck-Rousseau og Emile Combes, kombineret med forværrede forbindelser med Vatikanet, har ført til adskillelse af kirke og stat.

St. Martin popularitet blev fornyet under Første Verdenskrig. Anticlericalism faldet, og præsterne serveret i de franske styrker som feltpræster. Mere end 5.000 af dem døde i krigen. I 1916, Assumptionists organiseret en national pilgrimsrejse til Tours, der tiltrak folk fra hele Frankrig. Den hengivenhed til St. Martin blev forstærket i de bispedømmer i Frankrig, hvor særlige bønner blev tilbudt til skytshelgen. Da våbenstilstanden blev underskrevet på Sankt Martins Dag, den 11. november 1918 oplevede det franske folk var det et tegn på hans forbøn i anliggender af Frankrig.

Protektion

Han er skytshelgen for tiggere (på grund af hans deling sin kappe), uld-vævere og skræddere (også på grund af sin kappe), soldater (eller nogle understrege infanterister), gæs (nogle siger, fordi de gav sit skjulested væk, når han forsøgt at undgå at blive valgt som biskop, andre fordi deres migration er sammenfaldende med hans fest), vinavlere og kroejere (fordi hans fest falder lige efter den sene vinhøst), og Frankrig.

Ikonografi

Martin mest almindeligt portrætteret på hesteryg hvor han deler sin kappe med tiggeren. Hans emblem i engelsk kunst er ofte, at en gås, hvis årlige migration er omkring sent efterår.

Påvirkning

Ved begyndelsen af det 9. århundrede, var respekten for Sankt Martin veletableret i Irland. Hans kloster ved Marmoûtiers blev uddannelse jorden for mange Celtic missioner og missionærer. Nogle mener, at St. Patrick var hans nevø, og at Patrick var en af mange keltiske notabiliteter, der levede for en tid på Marmoûtiers. St. Ninian absolut studerede på Marmoûtiers og var dybt påvirket af Martin, bærer en dyb kærlighed og respekt for hans lærer og hans metoder tilbage til Skotland. Ninian var i færd med at bygge en kirke, da nyheden nåede ham Martin død. Ninian dedikeret denne kirke til Martin. The Book of Armagh, indeholder tre forskellige grupper af materiale
(1) En fuldstændig ordlyd af Det Nye Testamente,
(2) et dossier af materialer på Sankt Patrick og
(3) næsten hele kroppen af skrifter om Sankt Martin fra Sulpicius Severus.

I Jonas af Bobbio s Vita Columbani, Jonas fortæller, at Sankt Columban, mens rejser anmodet om at få lov til at bede ved graven af St Martin. Den irske Palimpsest sacramentary fra midten af 7. århundrede indeholder teksten til en masse for St Martin. I Life of Columba, Adamnan nævner i forbifarten, at St Martin blev mindet under messen på Iona.

I sin Irland og hendes naboer i det syvende århundrede, Michael Richter tilskriver dette mission Palladius ses i bredere sammenhæng med den mission Germanus af Auxerre til Storbritannien omkring 429. Således kunne dette være den sammenhæng, hvori Life of St Martin blev bragt fra Gallien til Irland på et tidligt tidspunkt, og kunne forklare, hvordan Columban var bekendt med det, før han nogensinde forlod Irland.