St. Elisabeth spinder uld til de fattige af Marianne Stokes (1895)

                Tirsdag 00:00

St. Elisabeth vasker en tigger, en scene fra hovedalteret i St. Elisabeth Katedral i Kosice, Slovakiet, 2. halvdel af det 15. århundrede


St. Elisabeth, Rosenunderet


Fra Sint Elisabethskerk, Grave, Holland


En statue der viser rosenunderet i rosenhaven foran den neo-gotiske kirke dedikeret til hende på Rosepladsen (Rózsák tere), Budapest.


Elisabeth af Ungarn. Udført af Rudolf Moroder Lenert 1914 - Træskærerarbejde, farvelagt skulptur af Sankt Elisabeth med en tigger. Fotograferet af Rudolf Moroder i Sogne kirken i Urtijëi, Italien.


St. Elisabeth af Ungarn, Velgørenhed, 1895


St. Elisabeths gotiske relikvieskrin i St. Elisabeth Kirken i Marburg, Tyskland


Elisabethkirken i Marburg


St. Elisabeth af Ungarn. Bayersk kunstner (ca. 1520), Musée de l'Oeuvre Notre-Dame, Strasbourg, Frankrig


Bemærk, at Tyr mangler sin ene arm, som han mistede til Fenrisulven, da den skulle bindes.

                Tirsdag 00:00

Tirsdag: Denne dag er forbundet med vor nordiske krigsgud Tyr - det er Tyrs dag, eller på oldnordisk: tyrsdagr.
I romersk mytologi svarer denne til krigsguden Mars. Ofte refereres Mars til som den røde planet, og derfor er dette også passende farver i magisk henseende. Rød er en farve som associeres med sindet, ild, energi og fysisk styrke.
Arbejde med Mars kan være ypperligt, hvis man har behov for at styrke sit liv eller sig selv, men det er vigtigt at passe på og huske, at denne energi også har et sinde-aspekt i sig.
På latin: dies Martis Feria III, Feria tertia.
Dagens tema: Udfarende aktivitet :
'mængder af små-indgreb i dén omverden, der skal være skueplads for den modne skabelse, kortsigtede, men erfaringsgivende; krigersymbolet Mars udtrykkes i tirsdagens Tyr og er direkte genfundet i det franske Mar-di.
Når man er født en tirsdag:
Tirsdagsbørn har kærligt sind.

Fakta om: 19. november Dagens navn er: ELISABETH

Elisabeths dag: En ungarsk kongedatter, der byggede et hospital og viede sit liv til omsorg for de fattige og syge.
Elisabeth, født i Bratislava den 7 juli 1207, var datter af kong Andreas 2. af Ungarn. Som 4-årig blev hun forlovet med landsgreve Ludvig 4. af Thüringen og de giftede sig, da hun var 14 år. Seks år senere døde Ludvig dog under Frederik IIs korstog mod Syditalien og derefter viede hun sit liv til fattige og levede selv i fattigdom. Elisabeth havde som grevinde gjort sig bemærket ved sin omsorg for de fattige og hun hengav sig nu til et liv i fattigdom, bod, askese og næstekærlighed under stærk indflydelse af skriftefaderen Konrad af Marburg.
Det fattigdomsideal, som Elisabeth fulgte, var inspireret af Den Hellige Frans af Assisi og det var derfor naturligt for hende at indtræde i Franciskaner-Ordenen. Hospitalet i Marburg blev også viet til San Francesco.
Ligesom om Dorothea berettes om et rosenunder. Legenden, der fortælles om santa Elisabetta er denne: En dag, hvor Ludwig havde været på jagt, mødte han på hjemvejen Elisabeth, som var ude for at bringe mad og gaver til de fattige. Varerne bar hun i sit forklæde og da Ludwig bad hende vise sig, hvad det var hun bar på, åbnede hun forklædet og ved et mirakel havde hun favnen fuld af roser.
Død den 17. November 1231.
Fire år efter sin død, bliver hun helgenkåret af Pave Gregor IX.
Hun er beskytter af bagere og skytshelgen for Terz'Ordine Francescano.

Elisabeth af Ungarn

Elisabeth af Ungarn, (tysk: Heilige Elisabeth von Thüringen) var en prinsesse af Kongeriget Ungarn, Landgrevinde i Thüringen, Tyskland og i høj grad en venereret katolsk helgen. Elisabeth blev gift i en alder af 14 og blev enke, som 20 årig. Efter sin mands død, sendte hun sine børn væk og tog sin medgift tilbage for, at bruge pengene til at bygge et hospital, hvor hun selv plejede de syge. Hun blev efter sin død i en alder af 24, et symbol på kristen velgørenhed og hun blev hurtigt kanoniseret.

Tidligt liv og ægteskab

Elisabeth var datter af Kong Andrew II af Ungarn og Gertrude Merania. Hendes mors søster var St. Hedwig af Andechs, hustru til Grev Henrik I af Schlesien. Hendes aner inkluderede mange bemærkelsesværdige personer fra de kongelige familier i europa og gik så langt tilbage som Vladimir den store af Kievan Rus. Ifølge traditionen, blev hun født på slottet Sárospatak i Kongeriget Ungarn den 7 juli 1207. Ifølge en anden tradition blev hun født i Bratislava, Kongedømmet Ungarn (det moderne Bratislava, Slovakiet), hvor hun boede på slottet Posonium indtil hun fyldte fire.
En prædiken, skrevet i 1497 af franciskanermunken Osvaldus de Lasco, en gejstlig i Ungarn, er den første til at angive Sárospatak som helgenens fødested, måske med udgangspunkt i de lokale beretninger. Rigtigheden af denne konto er ikke uden bebrejdelse: Osvaldus også flytter også Roserunderet (se nedenfor) til Elisabeths barndom i Sárospatak og lader hende forlade Ungarn som fem årig.
Elisabeth blev bragt til herskerne af Thüringens hof, i det centrale Tyskland, for at blive forlovet med Louis IV, Landgreve af Thüringen, en kommende ægteskab, der skulle styrke de politiske alliancer mellem familierne. Hun blev opdraget ved det thüringske hof, så hun ville være bekendt med det lokale sprog og kulturen.
I 1221 blev Elisabeth så gift med Louis i en alder af fjorten, samme år blev han udnævnt til landgreve Louis IV og ægteskabet synes at have været lykkeligt. Efter ægteskabet fortsatte hun sin velgørende praksis, som omfattede uldspinderi til beklædning af de fattige. I 1223 ankom franciskaner munkene og teenageren Elisabeth ikke kun lærte om Frans af Assisis idealer, hun begyndte også at efterleve dem. Louis blev ikke oprørt over sin kones velgørende indsats, han troede, at fordelingen af hans formue til de fattige ville bringe ham belønning i evigheden; Han er æret som en helgen i Thüringen, selvom han aldrig blev kanoniseret af kirken.
Det var også omkring dette tidspunkt, præsten og den senere inkvisitor Konrad von Marburg fik stor indflydelse på Elisabeth, da han blev udnævnt som hendes skriftefader. I foråret 1226 hvor oversvømmelser, hungersnød og pest bragte ravage i Thüringen, repræsenterede Louis, kejser Frederik II, som var en varm tilhænger af, ved en Imperial banket der blev afholdt i Cremona. Elisabeth overtog imens kontrollen over anliggenderne derhjemme og uddelte almisser i hele området, hun gav endda stats klæder og smykker væk til de fattige. Nedenfor Wartburg Slot, byggede hun et hospital med otteogtyve senge og besøgte dagligt de indlagte for at pleje dem.
Elisabeths liv ændredes uigenkaldeligt den 11 September 1227 da Louis, på vej til at deltage i det sjette korstog, døde af feber i Otranto i Italien. Da hun hørte nyheden om sin mands død, skal Elisabeth have sagt, "Han er død. Han er død. Det er for mig som om hele verden døde i dag." Hans jordiske rester blev returneret til Elisabeth i 1228 og blev bisat på klosteret Reinhardsbrunn.

Enkestand

Efter Louis' død overtog hans bror, Henry Raspe, regeringen på vegne af Elisabeths ældste barn, Hermann (1222-1241), der stadig var mindreårig. Efter bitre diskusioner om brugen af hendes medgift - en konflikt, hvor Konrad blev udnævnt af pave Gregor IX, som den officielle forsvarer af hendes sag. Elisabeth forlod derefter hoffet i Wartburg og flyttede til Marburg i Hessen.
Op til år 1888 troede man, på grund af vidneudsagn fra en af Elisabeths tjenere under Kanoniserings-processen, at Elisabeth blev drevet fra Wartburg i vinteren 1227 af sin svoger, Heinrich Raspe, der fungerede som regent for hendes søn, der kun var fem år gammel. Omkring 1888 hævdede nogle efterforskere (Börner, Mielke, Wenck, E. Michael, etc.) imidlertid, at Elisabeth forlod Wartburg frivilligt. Hun var på slottet ikke i stand til, at følge sin skriftefader Konrads anbefaling om kun, at spise fødevarer der var fremskaffet på en rigtig og sober måde.
Efter sin mands død aflagde Elisabeth højtidelige nonnelignende løfter til Konrad. Disse løfter omfattede cølibat, samt fuldstændig lydighed mod Konrad som hendes skriftefader og åndelige vejleder. Konrads behandling af Elisabeth var ekstremt hård og han gav hende nogle adfærdsnormer, der var næsten umulige at opfylde. Blandt de straffe han angiveligt skulle have beordret, var fysisk prygl; Han beordrede hende også til at sende sine tre børn væk. Hendes cølibatløfte viste sig, at være en hindring for hendes families politiske ambitioner. Elisabeth blev mere eller mindre holdt som gidsel på Pottenstein, Bavaria, slottet af sin onkel, biskop Ekbert af Bamberg, i et forsøg på at tvinge hende til at gifte sig igen. Elisabeth, holdt dog fast ved sit løfte og truede med, selv at skære sin næse af, så ingen mand ville finde hende attraktiv nok til at gifte sig med.
Elisabeths andet barn Sophie af Thüringen (1224-1275) blev gift med Henry II, hertug af Brabant og blev stammoder for Landgreverne af Hessen, da hun vandt Arvefølgestriden i Thüringer Hessen for hendes søn Heinrich I, kaldet barnet. Elisabeths tredje barn, Gertrude af Altenberg (1227-1297), blev født flere uger efter hendes fars død; Hun blev abbedisse på klosteret i Altenberg Abbey i Hessen i nærheden af Wetzlar.
Elisabeth byggede derefter et hospital i Marburg for de fattige og syge med pengene fra sin medgift, hvor hun og hendes følgere passede de syge. Hendes officielle biografi, der er skrevet som en del af kanoniseringsprocessen, beskriver hvordan hun uddelte til de syge og fortsatte med at give penge til de fattige. I 1231 døde hun i Marburg i en alder af 24.

Arven til eftertiden

Ret hurtigt efter Elisabeths død, blev der rapporteret om mirakler som skete på hendes grav i hospitalskirken, især dem med healing. På foranledning af Konrad og af den pavelige kommando blev en række undersøgelser foretaget på dem, der var blevet helbredt mellem August, 1232 og januar, 1235. Resultaterne af disse undersøgelser blev suppleret af en kort helgenbeskrivelse og sammen med vidneudsagn fra Elisabethternerne og tilhængerene (samlet i en pjece kaldet: Libellus de dictis quatuor ancillarum s. Elisabeth confectus), viste sig at være tilstrækkelig grund til den hurtige kanonisering af Elisabeth den 27. maj 1235 i Perugia - uden tvivl hjulpet på vej af familiens magt og indflydelse. Hurtigt efter hendes død, optrådte hagiographiske tekster om hendes liv over hele Tyskland, den mest berømte er Dietrich i Apolda, Vita S. Elisabeth, som blev skrevet mellem 1289 og 1297.
Hun blev kanoniseret af pave Gregor IX. Den pavelige bulle der erklærer hende for helgen er udstillet i Schatzkammer af Deutschordenskirche i Wien, Østrig. Hendes krop blev lagt i et storslået gyldent relikvieskrin, som stadig kan ses i dag - i Elisabeth kirken i Marburg. Hendes jordiske rester blev fjernet og spredt af hendes egen efterkommer, landgreve Philip I "Den Storsindede" af Hessen, under reformationen. Det er nu en protestantisk kirke, men den har steder afsat til katolske gudstjenester. Marburg blev et centrum for den tyske orden, som har taget St. Elisabeth til sin sekundære protektor. Ordenen forblev i Marburg indtil Napoleon I Frankrig officielt opløste den i 1803.
Efter sin død blev Elisabeth ofte forbundet med tredje orden af St. Frans, som hjalp med at udbrede hendes kult. Om hun nogensinde tiltrådte ordnen, som var nyligt grundlagt i 1221, er ikke bevist til alles tilfredshed. For sin støtte til munkene der blev sendt til Thüringen, blev hun gjort kendt hos grundlæggeren, St. Frans af Assisi, der sendte hende en personlig velsignelse kort før sin død i 1226. Efter sin kanonisering blev hun erklæret for skytshelgen af St. Frans tredje orden, en ære, hun deler med St. Louis IX af Frankrig.
Elisabeths relikvieskrin blev en af de største tyske centre for pilgrimsfærd i 1300-tallet og i begyndelsen af 1400-tallet. I løbet af 1400-tallet falmede populariteten af dyrkelsen af St. Elisabeth langsomt, men dette blev til en vis grad dæmpet af en aristokratisk hengivenhed til St. Elisabeth, sidenhen blev hun gennem datteren, Sophia stammoder til mange førende aristokratiske tyske familier. Men tre hundrede år efter hendes død, raserede en af Elisabeths mange efterkommere, landgreve Philip I "Den Storsindede" af Hessen, leder af den protestantiske Reformation og en af de vigtigste tilhængere af Martin Luther, kirken i Marburg og forlangte, at den tyske orden skulle udlevere Elisabeths knogler, for at sprede hendes relikvier og således sætte en stopper for de allerede faldende pilgrimsrejser til Marburg. Philip fjernede også en kronet agat Alterkalk, hvori St. Elisabeths hoved hvilede, men returneres den igen efter at være fængslet af den hellige romerske kejser Karl V. Alterkalken blev efterfølgende plyndret af svenske tropper under Trediveårskrigen og er nu udstillet på det svenske Naturhistoriske Museum i Stockholm. St. Elisabeths kranium og nogle af hendes knogler kan ses på St. Elisabeth kloster i Wien; nogle relikvier overlevede også i skrinet i Marburg.

Skildring i kunsten

Sankt Elisabeth er ofte afbildet bærende en kurv med brød, eller anden slags mad eller drikke, karakteristisk for hendes hengivenhed til fattige og sultne.

Rosenunderet

En statue, der viser mirakel af roserne i rosenhaven foran den neogotiske kirke er dedikeret til hende på Rosens Torv (Rózsák tere), i Budapest. Elisabeth er måske bedst kendt for hendes rosenunder, som fortæller, at mens hun bragte brød til de fattige i hemmelighed, mødte hun sin mand Ludwig med et jagtselskab. For at dæmpe mistanker om at hun skulle stjæle skatte fra slottet, bad Ludwig hende om at afsløre, hvad der var skjult under hendes kappe. I samme øjeblik, åbnedes hendes kappe og en vision af hvide og røde roser kunne ses, dette beviste for Ludwig at Guds beskyttende hånd var på arbejde. Hendes mand, ifølge vitae, blev aldrig siden stødt over hendes velgørenhed og støttede den altid. I nogle versioner af historien er det hendes svoger, Heinrich Raspe, som spørger hende. Hendes rosenunder er det første og er det oftest afbildede i helgenikonografien.

Krucifikset i sengen

En anden populær historie om St. Elisabeth også fundet hos Dietrich af Apoldas Vita, drejer sig om, at hun lagde den spedalske Helias af Eisenach, i den seng som selv hun delte med sin mand. Hendes svigermor, der blev forfærdet, fortalte straks dette til Ludwig ved hans tilbagevenden. Da Ludwig fjernede sengetøjet i stor forargelse, åbnede "Den Almægtige Gud, hans sjæls øjne og i stedet for en spedalsk kvinde, så han en figur af den korsfæstede Kristus udstrakt på sengen." Denne historie dukker op i Franz Liszt oratorium om Elisabeth.