Rembrandt: Englen forhindrer ofringen af Isak

                Fredag 00:00

Abram's Counsel to Sarai (watercolor circa 1896-1902 by James Tissot)


A painting of Abraham's departure by József Molnár.


Depiction of the separation of Abraham and Lot by Wenceslaus Hollar.


Sacrifice of Isaac, by Caravaggio


Englen forhindrer Abraham i at ofre sin søn Isak.


The bosom of Abraham - medieval illustration from the Hortus deliciarum of Herrad of Landsberg (12th century)




Meeting of Abram and Melchizedek (painting circa 1464-1467 by Dieric Bouts the Elder)


Abraham and the Three Angels (watercolor circa 1896-1902 by James Tissot)


Englen forhindrer Abraham i at ofre sin søn Isak.


Cast of the Sacrifice of Isaac. The hand of God originally came down to hold Abraham's knife (both are now missing).


Abraham Sees Sodom in Flames (watercolor circa 1896-1902 by James Tissot)


Englen forhindrer Abraham i at ofre sin søn Isak. Et brændende alter ses i baggrunden.


Englen forhindrer Abraham i at ofre sin søn Isak.


The Vision of the Lord Directing Abram to Count the Stars (woodcut by Julius Schnorr von Carolsfeld from the 1860 Bible in Pictures)

                Fredag 00:00

Fredag: Dagen gengiver navnet på gudinderne Frigg og Freja, svarende til romernes Venus.
Venus var den romerske gudinde for skønhed og kærlighed, og hendes farve var grøn og symboliserede frugtbarhed og vækst.
Planeten Venus er let at se på himmelen, når det er stjerneklart. Den er ofte, til trods for at det er en planet, blevet kaldt både "aftenstjernen" og "morgenstjernen". Det er fordi lyset fra den sædvanligvis er stærkere og klarere end fra mange af de rigtige stjerner på himmelen.
På latin: dies Veneris 'Venus' dag', Feria VI, Feria sexta; fransk: Vendre-di; oldnordisk: friggsdagr.
Dagens tema: Justering :
Gennemførelsen sker i en konkret verden, der altid ændrer sig. Hvor velforberedt projektet end er, behøves der altså den konstante justering i forhold til de omverdensindflydelser, der aldrig ophører; balanceakten er udtrykt i fredagens Venus-symbol der knyttes til forfinelse, ligevægt, harmonisering og sanselighed, jvf. den danske dagsnavngiver, Freja.
Når man er født en fredag:
Fredagsbørn får kærlighed og lykke.

Fakta om: 20. december Dagens navn er: ABRAHAM

Abrahams dag: Dagens navn henviser til den gammeltestamentlige patriark Abraham.
Abraham var ifølge 1. Mosebog stamfader til Israels 12 stammer og gift med Sara. Han er også stamfader til muslimerne gennem sin søn Ismael, som han får med sin slavinde Hagar.

Abraham hed først Abram og på arabisk Ibrahim.
Sammen med sin far, Tera og nevøen Lot, der var søn af hans afdøde bror Haran, var hyrden Abram draget ud fra sin hjemstavn Ur i Kaldæa (syd for det nuværende Irak) for at søge mod Harran (ved Sanliurfa i Tyrkiet). Det var ved slutningen af yngre stenalder og begyndelsen af bronzealderen ca. år 1900 f.Kr., på en tid da nomaderne blev mere og mere fastboende og allerede forstod sig på korndyrkning og oplagring af forråd. De første keramikprodukter og andre håndværksting var allerede fremstillet. Derfor tilhørte en hyrde sandsynligvis de laveste lag af befolkningen, hvad der kan have haft indflydelse på Abrahams senere liv.

Kanaens land

I Harran blev han opfordret af Gud til at drage til landet Kanaen og dermed sluttede Gud en "ny" pagt med Abram og gav ham og hans kone, Sarai, nye navne: Abraham og Sara. Som led i pagten må alle drenge omskæres på den ottende dag efter fødslen. Til gengæld fik Abraham lovning på landet Kanaen for sig og sine efterkommere, helt til Eufrat og det er ud fra denne pagt, at alle nutidige jøder og borgere i staten Israel begrunder deres krav på området som deres lovmæssige ret.
Mens hans navn stadig var Abram, slog han sig ned ved egetræerne i Mamre nær Hebron, mens brorsønnen Lot satte bo ved Sodoma. Da kong Bera af Sodoma gik i krig, blev Lot taget til fange og Abram rykkede ud med hele sin husstand af slaver - mere end 300 personer - og fik ham befriet. Abraham boede endnu ved Mamres lund, da han igen fik besøg af Herren. - Abraham ser tre mænd nærme sig. Under besøget lover Herren den halvfemsårige Sara, at hun skal føde en søn, hvad der får hende til at le. Herren er på vej til Sodoma for at ødelægge byen, men Abraham - måske med tanke på sin nevø Lot - får aftvunget Gud det løfte, at han skal lade byen være, selv om der kun findes ti retfærdige i den.
Resultatet kender vi kun alt for godt, Sodoma måtte ned!

Abrahams første søn Ismael spiller en stor rolle i Koranen, han bliver stamfader til muslimerne.
Med Sara får han sidenhen sønnen Isak. Abrahams to sønner har parallelle løbebaner, som stamfædre henholdsvis til tolv beduinstammer i landet øst for Jordan-floden og til Israels tolv stammer.
Efter Saras død gifter Abraham sig igen - han er på dette tidspunkt kun hen ved 130 år og altså en mand i sin bedste alder. Og mens Sara kun blev mor til Isak, får den nye hustru Ketura seks sønner, som igen bliver stamfædre til en hel stribe folkeslag.

Abraham i Hebron dalen

Abraham, oprindelig Abram, er den første af de tre bibelske patriarker. Hans historie, fortalt i kapitel 11 til 25 i Første Mosebog, spiller en fremtrædende rolle i jødedom, kristendom og islam.

Fortællingen kredser om temaerne eftertiden og jord. Han blev kaldet af Gud til at forlade huset af sin far Tera og bosætte sig i et land, der allerede blev afgjort ved efterkommere af Kanaan, men Gud lovet det til Abraham og hans efterkommere. Forskellige kandidater blev fremsat som måske arve landet efter ham, men alle blev afvist med undtagelse af Isak, Abrahams søn af sin halvsøster Sarah. Abraham købte Makpelas hule i Hebron som hendes grav, da hun døde, og udgør grundlaget sin ret til disse arealer. I den anden generation Abrahams arving Isak var gift med en kvinde fra hans egne slægtninge, hvilket udelukker kana'anæerne ud af enhver ret til sin arv. Abraham senere giftede Keturah og havde yderligere seks sønner, men ved hans død, da han blev begravet ved siden af Sarah, var det Isaac, der modtog "hele Abrahams varer", mens de andre sønner fik kun "gaver".

Bibelen interne kronologi placerer Abraham omkring 2000 fvt. På trods af dette, der er ikke noget konkret i Genesis historier, der kan endeligt relateret til kendte historie i eller omkring Canaan i den tidlige andet årtusinde f.Kr. Som et resultat, det er nu bred enighed om, at den såkaldte patriarkalske / fædrene periode er en senere litterær konstruktion, ikke en periode i selve historien om den gamle verden (professor Paula McNutt). De fleste forskere mener, at Mosebøgerne er komponeret i den persiske periode (cirka 520-320 fvt), som følge af spændinger mellem de jødiske jordejere, som havde opholdt sig i Juda under det babylonske fangenskab og hævdede Abraham som "far" gennem hvem de spores deres ret til landet, og de vender tilbage "Priestly" landflygtige der baserede deres krav på dominans på Moses og Exodus tradition.

Abrams oprindelse og kald

Tera, den tiende i nedstigning fra Noa avlede tre sønner, Abram, senere kaldet Abraham, Nakor, Haran. Haran avlede Lot (som var således Abrams nevø), og døde i sin fødeby, Ur i Kaldæa. Abram giftede Sarai, der var ufrugtbar. Tera, med Abram, Saraj, og Lot, derefter forlod for Canaan, men bosatte sig i et sted ved navn Haran, hvor Tera døde i en alder af 205. (Genesis 11: 27-32) Herren havde fortalt Abram at forlade sit land og slægt og gå til et land, at han ville vise ham, og lovede at gøre ham til et stort Folk, velsigne ham, gøre hans navn stort, velsigne dem, der velsigner ham, og forbandelse "ham", der forbander ham. (Første Mosebog 12: 1-3) Abram var 75 år, da han forlod Haran med sin kone Saraj, hans nevø Lot, og stoffet, og sjæle, som de havde erhvervet, og rejste til Sikem i Kana'an. (Første Mosebog 12: 4-6)

Abram og Saraj

Der var en alvorlig hungersnød i Kana'an, så Abram og Lot og deres husstande, rejste sydpå til Egypten. På vejen Abram fortalte sin kone Saraj at sige, at hun var hans søster, så egypterne ikke ville dræbe ham. (Første Mosebog 12: 10-13) Da de trådte Egypten, prinser af Pharaoh roste Sarai skønhed til Farao, og hun blev taget i sit palads, og Abram fik bestemmelser: "okser, og han-æsler, og Trælle, og Trælkvinder, og hun-æsler, og kameler". Men Gud plaget Farao og hans hus med store plager, som han forsøgte at finde årsagen til (Genesis 12: 14-17). Efter at opdage, at Saraj var en gift kvinde, Farao forlangte, at de og deres husstand forlade det samme, sammen med alle deres varer. (Første Mosebog 12: 18-20)

Abram og Lot adskilles

Da de kom tilbage til Betel og Hai-området, Abrams og Lots betydelige antal husdyr besatte de samme græsgange. Dette blev et problem for de hyrder, der var tildelt hver familiens kvæg. Konflikterne mellem hyrder var blevet så besværligt at Abram elskværdig foreslået, at Lot vælge et separat område, enten på venstre (nord) eller på højre side (syd), at der er nogen konflikt mellem brødre. Men Lot valgte at gå øst til sletten Jordan, hvor jorden blev godt vandes overalt så langt som Zoar, og han boede i byerne sletten mod Sodoma. Abram drog sydpå til Hebron og bosatte sig i sletten Mamre, hvor han byggede en anden alter for at tilbede Gud. (Første Mosebog 13: 1-18)

Abram og Kedorlaomer

Under oprør af Jordanfloden byer mod Elam, (Første Mosebog 14: 1-9) Abrams nevø, Lot, blev taget til fange sammen med hele sin husstand af de invaderende elamitisk kræfter. Den elamitisk hær kom til at indsamle krigsbytte, efter at have lige slået Sodomas Konge hære. (Første Mosebog 14: 8-12) Lot og hans familie på det tidspunkt, blev afregnet i udkanten af kongeriget Sodoma som gjorde dem et synligt mål. (Første Mosebog 13:12)

Én person, der undslap indfangning kom og fortalte Abram, hvad der skete. Når Abram modtaget denne nyhed, han straks samlet 318 uddannede tjenere. Abrams kraft ledes nord i jagten på den elamitisk hær, som allerede var slidt ned fra slaget ved Siddim. Da de fangede dem på Dan, Abram udtænkt en slagplan ved at dele sin gruppe i mere end én enhed, og lanceret en nat razzia. Ikke kun var de i stand til at befri de fangne, Abrams enhed jaget og slagtet den elamitisk kong Kedorlaomer på Hobah, lige nord for Damaskus. De befriede Lot, samt hans husstand og ejendele, og nyttiggjort alle varer fra Sodoma, der var blevet truffet. (Første Mosebog 14: 13-16)

Ved Abrams tilbagevenden, Sodoma konge kom ud for at mødes med ham i dalen af Shaveh, "Kongens dale". Også Melkisedek Kongen af Salem (Jerusalem), en præst af Gud den Højeste, bragte Brød og Vin og velsignet Abram og Gud. Abram gav derefter Melkisedek en tiendedel af alt. Kongen af Sodoma derefter tilbudt at lade Abram holde alle ejendele, hvis han blot ville returnere sit folk. Selvom han løsladt fangerne, Abram afviste enhver belønning fra kongen af Sodoma, bortset fra den andel, som hans allierede havde ret. (Første Mosebog 14: 17-24)

Abrahams pagt

Guds ord kom til Abram i et syn og gentog løftet om jord og efterkommere så talrige som stjernerne. Abram og Gud sluttede en pagt ceremoni, og Gud sagde til fremtidens trældom Israel i Egypten. Gud beskrev at Abram det Land, hans afkom vil hævde: Land Keniterne, Kenizzites, Kadmonites, hittitterne, Perizziterne, Rephaims, Amoriterne, Kana'anæerne, Girgasjiterne og Jebusiterne. (Første Mosebog 15: 1-21)

Abram og Hagar

Abraham, Sarah og Hagar, forestillede her i en bibel illustration fra 1897. Abram og Saraj prøvede at få mening ud af, hvordan han ville blive en stamfader nationer siden efter 10 år med at leve i Canaan, var ingen børn født fra Abrams frø. Sarai tilbød derefter hendes egyptiske tjenerinde, Hagar, for Abram at omgås med, så han kan få et barn med hende, som en hustru. Efter Hagar fandt hun var gravid, begyndte hun at foragte sin elskerinde, Saraj. Derfor Sarai mishandlet Hagar, og Hagar flygtede væk. Undervejs i HERRENs Engel talte med Hagar ved springvandet på vejen til Sjur. Han instruerede hende til at vende tilbage, og at hendes søn ville være "et vildt æsel af en mand, hans Haand skal være imod hver mand og hver mands hånd mod ham, og han skal bo i lyset af alle sine brødre." Hun fik at vide, at kalde sin søn Ismael. Hagar derefter kaldte Herren, der talte til hende "El-roi", ("Du Gud seer mig:" KJV). Fra den dag blev godt kaldes Beer-Lahai-Roi, ("Det gode i ham, som lever og seer mig." KJV margin). Hun gjorde derefter som hun blev pålagt ved at vende tilbage til hans elskerinde for at få barnet. Abram var 86 år gammel, da Ismael blev født. (Første Mosebog 16: 4-16)

Abraham og Sara

Tretten år senere, da Abram var ni og halvfemsindstyve år, erklærede Gud Abrams nye navn: " Abraham" - "far til mange nationer" (Første Mosebog 17: 5). Abraham modtog derefter instruktionerne for pagt omskæring (Første Mosebog 17: 10-14). Omskæring var nødvendigt at være en del af denne "store nation, enten ved afstamning eller optaget. Så Gud erklærede Sarai nye navn: " Sarah" og velsignede hende og sagde Abraham: "Jeg vil give dig en Søn også af hende." (Første Mosebog 17: 15-16) Men Abraham lo, og sagde i sit Hjerte, "Skal et barn blive født ham, der er hundrede år gammel og skal Sarah, der er 90 år gammel, føde børn?" (Første Mosebog 17:17) Umiddelbart efter Abrahams møde med Gud, han havde hele sin husstand mænd, inklusive ham selv (alder 99) og Ismael (13 år), omskåret. (Første Mosebog 17: 22-27)

Abrahams tre besøgende

Ikke længe efter, i varmen i dag, Abraham havde siddet ved indgangen til sit telt ved terebinths af Mamre. Han kiggede op og så tre mænd i Guds nærvær. Så han løb og bukkede til jorden for at byde dem velkommen. Abraham tilbød derefter at vaske deres fødder og hente dem en bid brød, som de samtykkede. Abraham skyndte sig at Sarahs telt for at bestille kager fremstillet af fint Hvedemel, derefter beordrede han en tjener-boy til at forberede et valg kalv. Da alt var forberedt, han sat kvark, mælk og den kalv før dem, venter på dem, under et træ, som de spiste. (Første Mosebog 18: 1-8)

En af de besøgende fortalte Abraham, at efter hans tilbagevenden næste år, ville Sara have en Søn. Mens han var på telt indgangen, Sarah overhørte, hvad der blev sagt, og hun lo til sig selv om udsigten til at få et barn i deres alder. Den besøgende spurgte Abraham hvorfor Sara lo, at få et barn i hendes alder, intet er da for svært for Gud. Skræmt, nægtede Sarah grinende.

Abrahams anbringende

Efter at have spist rejste, Abraham og de tre gæster sig. De gik over til den top, der overses de byer i plain 'for at diskutere skæbne Sodoma og Gomorra for deres afskyelige synder, der var så stor, det flyttede Gud til handling. Fordi Abrahams nevø boede i Sodoma, Gud åbenbarede planer om at bekræfte og vurdere disse byer. På dette tidspunkt, de to andre besøgende tilbage til Sodoma. Så Abraham vendte sig til Herren og bønfaldt decrementally med ham (fra halvtreds personer til mindre), at "hvis der var mindst ti retskafne mænd findes i byen, ville Gud ikke skåne byen?" Af hensyn til ti retfærdige mennesker, erklærede Gud, at han ikke ville ødelægge byen. (Første Mosebog 18: 17-33)

Når de to besøgende kom til Sodoma til at gennemføre deres rapport, planlagde de på opholder sig i byens torv. Men Abrahams nevø, Lot, mødtes med dem og stærkt insisterede på, at disse to "mænd" Bo på hans hus for natten. Et rally mænd stod uden for Lot hjem og krævede, at de bringer sine gæster, så de kan "kender" (Vers 5) dem. Men Lot indsigelse og tilbød sin jomfruelige døtre, der havde ikke "kendt" (vers 8) mand til rally mænd i stedet. De afviste dette begreb og søgte at nedbryde Lots dør for at komme til sine mandlige gæster, (Genesis 19: 1-9) således bekræfter, at deres "græde" havde vokset stor for HERRENs Åsyn, og de ville blive ødelagt. (Første Mosebog 19: 12-13)

Tidligt næste morgen, Abraham gik til det sted, hvor han stod for HERRENs Åsyn. Han "kiggede ud mod Sodoma og Gomorra" og så, hvad der blev af byerne på sletten, hvor ikke engang "ti retfærdige" (Vers 18: 32) var blevet fundet, som "røgen af landet gik op som røgen af en ovn." (Første Mosebog 19: 27-29)

Abraham og Abimelek

Abraham afgøres mellem Kadesj og Sjur i Filisternes Land. Mens han boede i Gerar, Abraham hævdede åbent, at Sara var hans søster. Ved at opdage denne nyhed, havde kong Abimelek hende bragt til ham. Gud derefter kom til Abimelek i en drøm, og erklærede, at tage hende ville resultere i døden, fordi hun var en mands kone. Abimelek havde ikke lagt hænder på hende, så han spurgte, om han også ville dræbe en retfærdig nation, især da Abraham havde hævdet, at han og Sarah var søskende. Som svar, sagde Gud Abimelek, at han faktisk havde en sagesløs hjerte, og det er derfor, han fortsatte med at eksistere. Dog bør han ikke returnere hustru Abrahams tilbage til ham, Gud ville sikkert ødelægge Abimelek og hele hans husstand. Abimelek fik oplyst, at Abraham var en profet, der ville bede for ham (Første Mosebog 20: 1-7).

Tidligt næste morgen meddelte Abimelek sine ansatte i hans drøm og nærmede Abraham spørger, hvorfor han havde bragt så stor skyld over hans Rige. Abraham oplyste, at han mente, der var nogen frygt for Gud på dette sted, og at de kunne dræbe ham for hans kone. Så Abraham forsvarede hvad han havde sagt for ikke at være en løgn på alle: "Og dog faktisk hun er min søster, hun er datter af min far, men ikke datter af min mor, og hun blev min Hustru." (Første Mosebog 20:12) Abimelek tilbage Sarah til Abraham, og gav ham gaver af får, okser, og tjenere; og opfordrede ham til at bosætte hvor han glad i Abimeleks lande. Endvidere Abimelek gav Abraham tusind sølvstykker at tjene som Sarahs retfærdiggørelse før alle. Abraham derefter bad for Abimelek og hans husstand, da HERREN havde ramt kvinderne med infertilitet på grund af udtagning af Sarah. (Første Mosebog 20: 8-18)

Efter at have boet i nogen tid i Filisternes Land, Abimelek og Phicol, chefen for hans tropper, nærmede Abraham på grund af en tvist, der resulterede i en voldelig konfrontation med en brønd. Abraham derefter bebrejdede Abimelek grund af hans Filisternes tjenestemandspension aggressive angreb og beslaglæggelse af Abrahams godt. Abimelek hævdede uvidenhed om hændelsen. Så Abraham tilbudt en pagt ved at give får og okser til Abimelek. Endvidere at attestere, at Abraham var den, der gravede brønden, han også gav Abimelek syv moderfår for bevis. På grund af denne tro og love ed, de kaldte stedet for denne godt: Beersheba. Efter Abimelek og Phicol ledes tilbage til Filisterland, Abraham plantede en lund i Beersheba og opfordrede man HERRENs Navn, den evige Gud. (Første Mosebog 21: 22-34)

Isaks Fødsel

Som var blevet profeteret i Mamre det foregående år (Genesis 17:21), Sarah blev gravid og fødte en søn til Abraham, på den første årsdag for Pagt omskæring. Abraham var "hundrede år", da hans Søn, som han kaldte Isak blev født; og han omskar ham, da han var otte dage gammel. (Første Mosebog 21: 1-5) For Sarah, tanken om at føde og pleje et barn, på sådan en alderdom, også bragte hende megen latter, da hun erklærede: "Gud har gjort mig til at grine, så alle, der hører vil le ad mig". (Første Mosebog 21: 6-7) Isak fortsatte med at vokse, og på den dag, han blev vænnet Abraham holdt en stor fest til ære for lejligheden. Under fejringen dog Sarah fandt Ismael spottende; en observation, der ville begynde at afklare førstefødselsretten Isaks. (Første Mosebog 21: 8-13)

Abraham og Ismael

Ishmael var fjorten år gammel, da Abrahams søn Isak blev født til en anden mor, Sarah. Sarah havde endelig båret sit eget barn, selv om hun havde bestået sit barn bærende periode. Da hun fandt Ismael drille Isak, Sarah sagde Abraham til at sende både Ismael og Hagar væk. Hun erklærede, at Ismael ikke ville dele i Isaks arv. Abraham var meget bedrøvet ved sin kones ord og søgte råd hos sin Gud. Herren fortalte Abraham ikke at være nødstedte, men at gøre, som hans hustru befalet. Gud beroliget Abraham, at "i Isak skal frø kaldes for dig." (Første Mosebog 21:12) Han sagde også, at Ismael ville gøre en nation, "fordi han er din frø". (Første Mosebog 21: 9-13)

Tidligt næste morgen, Abraham bragte Hagar og Ismael ud sammen. Han gav hende vand og brød og sendte dem væk. De to vandrede i ørkenen i Beersheba indtil hendes flaske vand blev fuldstændig forbrugt. I et øjebliks fortvivlelse, brast hun i gråd. Efter Gud hørte drengens stemme, en Guds engel bekræftet Hagar, at han ville blive en stor nation. Et godt af vand og derefter dukkede så det reddede deres liv. Da drengen voksede, blev han en dygtig bueskytte bor i ørkenen Paran. Til sidst hans mor fandt en kone til Ismael fra sit hjemland, Ægypten. (Første Mosebog 21: 14-21)

Abraham og Isak

På et tidspunkt i Isaac ungdom blev Abraham befalet af Gud til at tilbyde sin søn op som et offer i landet Moriah. Patriarken rejste tre dage, indtil han kom til Bjerget, at Gud fortalte ham om. Han befalede tjenerne være, mens han og Isak fortsatte alene på bjerget. Isaac udført træet, hvorpå han ville blive ofret. Undervejs Isak spurgte sin far, hvor dyret til Brændofferet var, som Abraham svarede: "Gud vil give sig selv et lam til brændoffer". Ligesom Abraham var ved at ofre sin søn, blev han afbrudt af "HERRENs Engel", og han så bag ham en "ram fanget i et krat af hans horn", som han ofrede i stedet for sin søn. For hans lydighed fik han en anden løfte om talrige efterkommere og rigelige velstand. Efter denne begivenhed, Abraham gik til Beersheba. (Første Mosebog 22: 1-19)

De senere år

Da Sarah døde, begravede Abraham hende i Patriarkernes hule ("Makpelas hule"), nær Hebron, som han havde købt sammen med det tilstødende område af Efron Hetiten. (Første Mosebog 23: 1-20)
Efter Sarah var død, tog Abraham en anden kone, en konkubine ved navn Keturah, med hvem han fik seks sønner: Zimran, Jokshan, Medan, Midjan Ishbak og Shuah. (Første Mosebog 25: 1-6)
Abraham levede i 175 år, og blev begravet i Makpela hulen af hans sønner Isak og Ismael. (Første Mosebog 25: 7-10 1Chronicles 01:32)

Historicitet og oprindelse

I begyndelsen til midten af det 20. århundrede, førende forskere som William F. Albright og Albrecht Alt troede patriarkerne og matriarker at være enten reelle enkeltpersoner eller troværdige sammensatte mennesker, der bor i "patriarkalske alder", det 2. årtusinde f.Kr.. I 1970'erne imidlertid nye konklusioner om Israels fortid og bibelske tekster udfordret dette portræt. De to værker stort set ansvarlige var Thomas L. Thompson er historicitet den patriarkalske Narratives (1974), og John Van Seters ' Abraham i historie og tradition (1975). Thompson argument, baseret på arkæologi og gamle tekster, var, at ingen overbevisende beviser pegede på patriarkerne bor i 2. årtusinde, og at de bibelske tekster afspejlede første årtusinde betingelser og bekymringer; Van Seters, baserer sig på en undersøgelse af de patriarkalske historier, der er aftalt med Thompson, at deres navne, sociale miljø og budskaber kraftigt antydet, at de var jernalderens kreationer. I begyndelsen af det 21. århundrede, havde arkæologer "opgivet håbet om at inddrive enhver sammenhæng, der ville gøre Abraham, Isak og Jakob troværdige 'historiske tal.

Oprindelsen til fortællingen

Abrahams navn er tilsyneladende meget gammel, da traditionen findes i Første Mosebog ikke længere forstår sin oprindelige betydning (sandsynligvis "Fader er ophøjet" - betydningen tilbydes i Genesis 17: 5, "Far til mange", er et populært etymologi). Hans historie, ligesom de andre patriarker, sandsynligvis haft en betydelig oral forhistorie. På et tidspunkt blev de mundtlige traditioner en del af den skriftlige tradition for Mosebøgerne; et flertal af forskere mener denne fase hører til den persiske periode, omtrent 520-320 fvt. De mekanismer, som dette skete forbliver ukendte, men der er i øjeblikket to vigtige hypoteser. Den første, kaldet persiske Imperial tilladelse, er, at den post-eksilistiske samfund udtænkt Toraen som juridisk grundlag for at fungere inden den persiske Imperial systemet; den anden er, at Mosebøgerne blev skrevet for at give kriterier for hvem ville tilhøre stillingen eksilistisk jødiske samfund og at fastsætte magtstrukturer og relative positioner af de forskellige grupper, navnlig præstedømmet og lay "ældste".

Ikke desto mindre er færdiggørelsen af Toraen og dens højde til centrum af post-eksilistisk jødedommen var så meget eller mere om at kombinere ældre tekster som at skrive nye - den endelige Mosebøgerne var baseret på eksisterende traditioner. I Ezekiel 33:24, skrevet under Exile (dvs. i den første halvdel af det 6 århundrede fvt), Ezekiel, en eksil i Babylon, fortæller, hvordan de, der forblev i Juda hævder ejerskab af jord baseret på arv fra Abraham; men profeten fortæller dem, at de ikke har nogen krav, fordi de ikke overholder Toraen. Esajas 63:16 På samme måde vidner om spændinger mellem Judas folk, og de vender tilbage til afløsning af eksilistisk jøder (den "Gola"), om, at Gud er far til Israel, og at Israels historie begynder med Exodus og ikke med Abraham. Den konklusion, der kan udledes af denne og lignende beviser (f.eks Ezra-Nehemias), er, at tallet på Abraham må have været fremtrædende blandt de store jordbesiddere Judas på tidspunktet for den Exile og efter, der tjener til støtte for deres krav til jord i opposition til de af de tilbagevendende landflygtige.

Abraham i religiøse traditioner :

Oversigt

Abraham får en høj placering på respekt i tre store verdens trosretninger, jødedom, kristendom og islam. I jødedommen er han grundlægger af Pagtens, det særlige forhold mellem det jødiske folk og Gud - en tro, som giver jøderne en unik position som Guds udvalgte folk. Kristendom og islam i deres begyndelse udfordrede dette særlige forhold, både Paul og Muhammad hævder Abraham for sig selv som en "troende før den kendsgerning." I begge tilfælde det forhold var Moseloven eller symbolet, omskæring. For Paulus, Abrahams tro på Gud gjorde ham prototypen på alle troende, omskåret og uomskårne; for Muhammad, Abrahams tro adskilt islam, indsendelse til Gud, fra Toraen. Således Abraham, ved sin tro (ifølge Paul) eller dennes indsendelse (ifølge Muhammad), underskårne jødiske krav på et eksklusivt forhold til Gud og Covenant.

Jødedommen

I jødisk tradition, er Abraham kaldet Avraham Avinu, "vor Fader Abraham," tilkendegiver, at han er både den biologiske stamfader jøderne (herunder konvertitter, ifølge jødisk tradition), og far til jødedommen, den første Jøde. Hans liv kan læses i de ugentlige Toralæsning portioner, overvejende parashot: Lech-Lecha, Vayeira, Chayei Sarah, og Toledot.

Kristendommen

Abraham (Abram) ikke væven så stort i kristendommen, som han gør i jødedom og islam - det er Jesus som Messias, som er centralt for kristendommen, og tanken om en guddommelig Kristus er det, der adskiller kristendommen fra de to andre religioner. I Romerbrevet 4, Abrahams fortjeneste er mindre hans lydighed mod den guddommelige vilje end hans tro på Guds endelige nåde; denne tro giver ham den fordel for Guds have valgt ham til pagten, og den pagt bliver en af tro, ikke lydighed.

Den romersk-katolske kirke kalder Abraham "vor far i troen" i den eukaristiske bøn i det romerske Canon, reciteret under messen (se Abraham i den katolske liturgi). Han er også mindes i kalenderne af helgener i flere trosretninger: den 20. august ved maronitiske kirke, den 28. august i den koptiske kirke og Østens Assyriske Kirke (med fuld kontor for sidstnævnte), og den 9. oktober ved romersk-katolske kirke og den lutherske kirke-Missouri Synod. I indledningen til sin 15. århundrede oversættelse af Golden Legend beretning om Abraham, William Caxton bemærkes, at denne patriark liv blev læst i kirke om Quinquagesima søndag. Han er skytshelgen for dem i restaurationsbranchen. Den ortodokse kirke fejrer ham som "retfærdige stamfader Abraham", med to festdage i sin liturgiske kalender. Første gang er den 9. oktober (for de kirker, som følger den traditionelle julianske kalender, den 9 oktober falder den 22 oktober i det moderne gregorianske kalender), hvor han fejrede sammen med sin nevø "retfærdige Lot". Den anden er på "søndag i forfædre" (to søndage før jul), når han mindes sammen med andre forfædre Jesus. Abraham er også nævnt i den guddommelige liturgi Saint Basil den Store, lige før anaforer, og Abraham og Sara er påberåbt i bønner sagt af præsten i et nygift par.

I Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige, Abrahams Bog er et skriftsted at gøre en del af Den Kostelige Perle.

Islam

Ibrahim (Abraham) i islamisk kalligrafi

Islam fokuserer på Abraham (arabisk: Ibrahim) mere end både jødedommen eller kristendommen. Der er ikke desto mindre en vigtig forskel med de andre Abrahams trosretninger: hvor jødedommen hævder, at man bliver en efterkommer af Abraham gennem fødsel og kristendom, at man bliver en efterkommer ved tro, Islam hævder, at afstamning er uvæsentligt - Abraham, med andre ord, er ikke far til trossamfundet, men et led i kæden af profeter, der begynder med Adam og kulminerer i Mohammad.

Ibrahim er nævnt i 35 kapitler i Koranen, oftere end nogen anden bibelsk personage bortset fra Moses. Han kaldes både en Hanif (monoteistisk) og Muslim (en der overgiver sig til Gud), og muslimer betragter ham som profet og patriark, arketypen på den perfekte muslim, og den elskede reformator af Kabaen i Mekka. Islamiske traditioner anvender Ibrahim, i stedet for Abraham, som den første Pioneer af islam (som også kaldes Millat Ibrahim, den "religion Abraham"), og at hans formål og mission i hele hans liv var at proklamere Enheden af Gud. I islam er han benævnt "Ibrahim El Khalil", der betyder " Abraham Vennen" (af Allah).

Ofringen

Da Abraham drømte, at Gud beordrede ham til at ofre sin søn Ismael, han enige om at følge Guds bud og udfører offer dog greb Gud og meddelte ham, at hans offer var blevet accepteret. I modsætning til Bibelen, er der ingen omtale i Koranen for, at et dyr (vædder) erstatter drengen, snarere afløses med en stor offer (Zibhin Azeem). Siden ofringen af en vædder ikke kan være større end for Abrahams søn (og en profet i islam på det), dette udskiftning synes at pege på enten den religiøse institutionalisering af ofre sig selv, eller de fremtidige selvstændige ofre af den islamiske profet Muhammed og hans ledsagere (der var bestemt til at komme ud af afkommet af Ismael) i anledning af deres tro. Fra den dag og fremefter, hver Eid al-Adha én gang om året muslimer over hele verden slagte et dyr for at mindes Abrahams offer og minde sig selv om selvfornægtelse i vejen for Allah. Dette kaldes Qurbani (offer).

Som svar på den kristne og jødiske argument om Isaac er den ene, der skal ofres, har muslimer fremført, at profilen af Ismael, som beskrevet i Første Mosebog 21: 14-20 er, at et lille barn, og ikke en teenager. Ifølge Bibelen, hans alder var fjorten, da Isak blev født (Genesis 16:16 Genesis 21: 5). Isak blev vænnet fra lige før Ismael blev sendt ud med Hagar, hvilket gør Ismael sytten år gammel på det tidspunkt (Genesis 21: 8, og ifølge bibelsk lærde, blev børn fravænnet i en alder af tre). Muslimske lærde har gjort gældende, at eftersom de ovennævnte vers siger "..sætter (det) på hendes skulder, sammen med barnet.", "... Hun kastede barnet under en af buskene.", "... og da hun sad over for ham, at barnet opløftede sin Røst og græd. "," ... Stå op, hjælp Drengen op ... ", Ishmael beskrives her som en baby på ikke mere end et år gammel på tidspunkt, hvor han blev sendt væk. Dette argument er blevet brugt af muslimske lærde, at navnene på Ismaels og Isaks bevidst er blevet skiftet nogle steder, hvilket fører til den konklusion, at det var Ismael, som oprindeligt var beregnet til offer, hvor Genesis 22: 2 nævner Isak som Abrahams eneste søn (det er faktisk ikke rigtigt) yderligere styrker deres krav. Derfor muslimer hævder, at profeten Muhammed, efterkommer af Ismael, var med rette en Guds profet.

Abraham i kunsten :

Maleri og skulptur

Malerier på livet af Abraham tendens til at fokusere på kun et par episoder: ofringen af Isak; møde Melkisedek; underholdende de tre engle; Hagar i ørkenen; og et par andre. Derudover Martin O'Kane, en professor i Gammel og Ny Testamente, skriver, at lignelsen om Lazarus hvile i " Abrahams skød", som beskrevet i Lukasevangeliet, blev et ikonisk billede i kristne værker. Ifølge O'Kane, kunstnere ofte valgt at afvige fra den fælles litterære skildring af Lazarus sidder ved siden af Abraham ved en banket i himlen og i stedet fokusere på de "lidt ulogisk forestilling om Abraham, den mest æret af patriarker, holder en nøgen og sårbar barn i sin favn. "Flere kunstnere er blevet inspireret af livet i Abraham, herunder Albrecht Dürer (1471-1528), Caravaggio (1573-1610), Donatello, Raphael, Philip van Dyck (hollandsk maler, 1680-1753), og Claude Lorrain (fransk maler, 1600-1682). Rembrandt van Rijn (hollandsk, 1606-1669) skabte mindst syv værker om Abraham, Petrus-Paulus Rubens (1577-1640) gjorde flere, Marc Chagall gjorde mindst fem på Abraham, Gustave Doré (fransk illustrator, 1832-1883) gjorde seks, og James Jacques Joseph Tissot (fransk maler og illustrator, 1836-1902) gjorde over tyve værker om emnet.

Sarkofag af Junius Bassus afbilder et sæt bibelske historier, herunder Abraham om at ofre Isak. Disse skulpturelle scener er på ydersiden af en marmor Tidlig kristen sarkofag, der anvendes til nedgravning af Junius Bassus. Han døde i 359. Denne sarkofag er blevet beskrevet som "formentlig den mest berømte stykke tidlig kristen relief skulptur." Sarkofagen blev oprindeligt placeret i eller under gamle Peterskirken, blev genopdaget i 1597, og er nu under det moderne basilika i Museo Storico del Tesoro della Basilica di San Pietro (Museum of Peterskirken) i Vatikanet. Basen er ca. 4 x 8 x 4 meter. Det Gamle Testamente scener afbildet blev valgt som forløbere for Kristi offer i Det Nye Testamente, i en tidlig form for typologi. Lige til højre for midten er Daniel i løvens hule og til venstre er Abraham om at ofre Isak.

George Segal skabt figurative skulpturer ved støbning pudsede gaze strips over live modeller i hans 1987 arbejde Abrahams Farvel til Ismael. Den menneskelige tilstand var centralt for hans bekymringer, og Segal brugte det gamle Testamente som en kilde til hans billedsprog. Skulpturen forestiller det dilemma af Abraham stod overfor, da Sara krævede at han udvise Hagar og Ismael. I skulpturen, faderens ømhed, Saras raseri, og Hagar s resigneret accept skildre en række menneskelige følelser. Skulpturen er skænket til Miami Art Museum efter kunstnerens død i 2000.

Abraham i kristen ikonografi

Normalt kan Abraham identificeres ved forbindelse med billedet - mødet med Melkisedek, de tre gæster, eller offer Isak. I solo portrætter et sværd eller kniv kan anvendes som hans egenskab, som i dette statue af Gian Maria Morlaiter eller dette maleri af Lorenzo Monaco.
Han bærer altid et gråt eller hvidt skæg.

Allerede i begyndelsen af det 3. århundrede, kristen kunst fulgt Christian typologi i at gøre ofringen af Isak en foregribelse af Kristi offer på korset og dets mindesmærke i messens offer. Se for eksempel denne 11. århundrede kristen alter indgraveret med Abrahams og andre ofre, der er truffet for at en forløber som om Kristus i Eukaristien.

Nogle tidlige kristne forfattere fortolket de tre besøgende den treenige Gud.

Litteratur

Frygt og Bæven (den originale danske titel) er et indflydelsesrigt filosofisk værk af Søren Kierkegaard, udgivet i 1843 under pseudonymet Johannes de silentio. Kierkegaard ville forstå den angst, der må have været til stede i Abraham, da Gud bad ham om at ofre sin søn.