Beskrivelse af Modpave Leo VIII, der var Modpave i år 963-965

Sct. Peter var den første biskop af Rom og dermed den første Pave i historien.
Der er opstået tradition for at biskoppen over Rom, er den katolske kirkes overhovede og dermed Pave for hele den katolske verden. Pavetitlen bliver dog først brugt efter år 300.
Kirken ledes af paven, der anses som Sankt Peters efterfølger. Den opfattelse stammer fra Matthæusevangeliet, hvor Jesus giver Peter nøglerne til himmeriget.
Jesus sagde følgende ord til Peter, som kan læses på indersiden af kuplen i
Peterskirken: "Du er Peter (klippen) og på denne klippe vil jeg bygge min Kirke.
Dig vil jeg give nøglerne til himlens rige."

En modpave var i middelalderen en pave, som kejseren eller et oppositionsparti fik valgt i konkurrence med den retmæssige pave, og som ikke anerkendes i den officielle paveliste.
Vi vil nu alligevel bringe ham på denne side !
Modpaverne var i høj grad medvirkende i både det katolske og det statslige politiske spil op gennem årene. Modpave Felix V, 1439-1449, var den sidste af slagsen.

Modpave Leo VIII - 963-965 :

Modpave Leo VIII (Leone VIII) Leo VIII
Leo VIII blev pave 4/12 963 og døde 1/3 965. Han var civil embedsmand ved Vatikanet, men var ikke præsteviet. Han blev ophøjet gennem alle graderne i kirkehierarkiet i løbet af to dage før sin konsekrering. Validiteten af hans udnævnelse har været angrebet, idet de Kanoniske love ikke tillod en jordisk dom over en pave, hvorfor Johannes XII ikke kunne afsættes. Leo VIII kan derfor siges først, at være pave fra 14/5 964, da Johannes døde.
Leo VIII (963-65), blev på Kejser Otto den Store’s Foranstaltning valgt af Romerne til Modpave mod Johannes XII. Han var protoscriniarius (Forstander for Skriverne) og modtog på Trods af Kirkelovene alle gejstlige Vielser på een Dag. Han kunne ikke hævde sig over for Johannes XII, der formelt var retmæssig Pave, og han findes ikke på den officielle Paveliste.
Paven der var en højt anset gejstlig blev egentligt valgt som antipave af kejser Otto I, men efter stridigheder både med den afsatte pave Giovanni XII og efterfølgeren pave Benedetto V er han optaget i den godkendte paverække.

Leo VIII (Latin: Leo PP. VIII, Italian: Leone VIII; died 1 March 965) was Pope of the Catholic Church from 964 to 965; before that, he was an antipope from 963 to 964, in opposition to Pope John XII and Pope Benedict V. An appointee of the Holy Roman Emperor, Otto I, his Pontifikate occurred during the period known as the Saeculum obscurum.

Biography

Born in Rome in the region around the Clivus Argentarius, Leo was the son of John who held the office of Protonotary, and a member of an illustrious noble family. Although a layperson, he was the protoscriniarius (or superintendent of the Roman public schools for scribes) in the papal court during the Pontifikate of John XII. In 963 he was included in a party that was sent by John to the Holy Roman Emperor, Otto I, who was besieging the King of Italy, Berengar II at the castle of St. Leo in Umbria. His instructions were to reassure the emperor that the pope was determined to correct the abuses of the papal court, as well as protesting about Otto’s actions in demanding that cities in the Papal States take an oath of fidelity to the emperor instead of the pope.

By the time Otto entered Rome to depose John, Leo had been appointed Protonotary to the Apostolic See. A synod convened by the emperor uncanonically deposed John (who had fled to Tibur) and proceeded to elect Leo, who was the emperor’s nominee, as pope on 4 December 963, although as he was still a layman such an election was also invalid. In the space of a day Leo was ordained Ostiarius, Lector, Acolyte, Subdeacon, Deacon and Priest by Sico, the cardinal-bishop of Ostia, who then proceeded to consecrate him as Bishop of Rome on 6 December 963. The deposed John however still had a large body of sympathisers within Rome; he offered large bribes to the Roman nobility if they would rise up and overthrow Otto and kill Leo, and so in early January 964, the Roman people staged an uprising that was quickly put down by Otto’s troops. Leo, hoping to reach out to the Roman nobility, persuaded Otto to release the hostages he had taken from the leading Roman families in exchange for their continued good behaviour. However, once Otto left Rome in around 12 January 964, the Romans again rebelled, and caused Leo to flee Rome and take refuge with Otto sometime in February 964.

John XII returned and in February convened a synod which in turn deposed Leo on 26 February 964, with John excommunicating Leo in the process. Leo remained with Otto, and with the death of John XII in May 964, the Romans elected Pope Benedict V. Otto proceeded to besiege Rome, taking Leo with him, and when the Romans eventually surrendered to Otto, Leo was reinstalled in the Lateran Palace as pope.

Together with Benedict’s clerical and lay supporters, and clad in his pontifikal robes, the former Pope was then brought before Leo, who asked him how Benedict dared to assume the chair of Sankt Peter while he was still alive. Benedict responded “If I have sinned, have mercy on me.” Having received a promise from the emperor that his life would be spared if he submitted, Benedict threw himself at Leo’s feet and acknowledged his guilt. Brought before a synod convened by Leo, Benedict’s ordination as Bishop was revoked, his Pallium was torn from him, and his pastoral staff was broken over him by Leo. However, through the intercession of Otto, Benedict was allowed to retain the rank of deacon. Then, after having the Roman nobility swear an oath over the Tomb of Sankt Peter to obey and be faithful to Leo, Otto departed Rome in late June 964.

Having been cowed by Otto, the remainder of Leo’s Pontifikate was reasonably trouble free. He issued numerous bulls, many of which detailed the granting of privileges to Otto and his successors. Some of the bulls were alleged to grant the German emperors the right of choosing their successors in the Kingdom of Italy, the right to nominate the Pope, and all popes, archbishops and bishops were to receive Investiture from the emperor. In addition, Leo is also claimed to have relinquished to Otto all the territory of the Papal States that had been granted to the Apostolic See by Pepin the Short and Charlemagne. Although it is certain that Leo granted various concessions to his imperial patron, it is now believed that the “Investiture” bulls associated with Leo were, if not completely fabricated during the Investiture Controversy, were at the very least so tampered with that it is now largely impossible to reconstruct them in their original form.

Leo VIII died on 1 March 965, and was succeeded by Pope John XIII. According to the Liber Pontificalis he was described as venerable, energetic and honourable. He had a number of streets dedicated to him in and around the Clivus Argentarius, including the descensus Leonis Prothi.

Status as pope

Although Leo was for many years considered an antipope, his current status is still a source of confusion. The Annuario Pontificio makes the following point about the Pontifikate of Leo VIII:

”At this point, as again in the mid-eleventh century, we come across elections in which problems of harmonizing historical criteria and those of theology and canon law make it impossible to decide clearly which side possessed the legitimacy whose factual existence guarantees the unbroken lawful succession of the Successors of Sankt Peter. The uncertainty that in some cases results has made it advisable to abandon the assignation of successive numbers in the list of the Popes.”

Due to Leo’s uncanonical election, it is now accepted that until the deposition of Benedict V, he was almost certainly an antipope. Further, although the deposition of John XII was invalid, the election of Benedict V certainly was canonical. However, if Liutprand of Cremona (who chronicled the events of this period) can be relied upon, if, as he wrote, Benedict did acquiesce to his deposition, and if as seems certain, no further protest was made against Leo's position, it has been the consensus of historians that he may be regarded as a true pope from July 964, to his death in 965. The fact that the next pope to assume the name Leo was consecrated Leo IX also seems to indicate that he is a true pope.

---

                  Katolske begreber:

Ordforklaring :

Investitur:

Investiturstriden; Forklaring:
Investiturstriden var en strid i middelalderen i 1000-1100-tallet, mellem de tysk-romerske kejsere på den ene side og pavestolen på den anden, om retten til at udnævne personer til høje kirkelige embeder - biskopper, abbeder osv. Striden sluttede i år 1122 med Wormskonkordatet (Pactum Calixtinum), der var et forlig, som godt nok styrkede pavemagten på kort sigt, men dog ikke på den lange bane.


Billedet herover viser kejserens syn på diskussionen om de to sværd i investiturstriden. Skt. Peder sidder i midten og uddeler på samme tid det verdslige sværd, magtens sværd, til kejseren, som står til højre, og det åndelige sværd til paven, som står til venstre. De to, kejser og pave (eller konge og ærkebisp) er altså ligeværdige. Kirken mente, at det åndelige sværd var mere værd end det verdslige. Derfor striden, som kaldes investiturstriden.

Investiturstriden, (1. led af lat. investitura 'iklædning, installation'), middelalderens strid mellem kirken og de verdslige herskere om, hvem der skulle besætte kirkelige embeder, symbolsk udtrykt ved at iklæde bisperne deres embedsklædning. Bisperne var store lensbesiddere, og fra den tidlige kirkes tid havde kongerne i de germanske områder haft udnævnelsesretten til politisk vigtige poster.
Med reformpavedømmet i 1000-t. erklærede paven, frem for alt Gregor 7., embedsudnævnelserne for indre kirkelige anliggender. Henrik 4. af Tyskland nægtede at bøje sig for det, så paven løste i 1076 hans stormænd fra deres lensed til ham, og mange af dem gjorde oprør. Henrik 4. måtte bøje sig og gå til Canossa i 1077, men siden vendte han sig mod paven og udnævnte en modpave. En foreløbig afslutning fik Investiturstriden med konkordatet i Worms 1122 med Henrik 5., hvorefter kejseren ikke længere kunne indsætte bisper, men dog kunne nedlægge veto mod en udvalgt bisp. I praksis afhang udnævnelsesretten af det politiske styrkeforhold mellem pave og verdslige herskere.
I 1100- og 1200-t. tiltog de hohenstaufiske kejsere Frederik 1. Barbarossa og Frederik 2. sig investiturret og udnævnte endog modpaver, men efter Frederik 2.s død i 1250 endte striden på få år med pavens sejr. Pavens forsøg på at hævde kirkens overherredømme over for den franske konge førte i begyndelsen af 1300-t. til det stik modsatte resultat: Bonifacius 8. blev fanget i 1303, og pavestolen flyttet til Avignon 1309-77.
Pavestolens svækkede prestige, kirkemødernes og lokale domkapitlers større styrke i forhold til paven samt endelig fremvæksten af nationalkirker fra 1300-t. betød, at Investiturstriden med udgangen af middelalderen løstes ved, at udnævnelsesretten til bispesæder principielt blev kirkens anliggende, men at paven i reglen rettede sig efter fyrsternes henstillinger.

Kanon:

Kanon kommer af græsk og betyder rettesnor eller doktrin, og begrebet bruges om den officielle samling af bøger og helligskrifter inden for en given religion. Begrebet bruges først og fremmest om kristendommens kanon, dvs den officielle samling af skrifter, som er blevet optaget i Bibelen, og som anses for sande og nødvendige for Bibelens samlede helhed. Begrebet anvendes også indenfor en række andre religioner.

Kanonisk ret eller Kirkeretten er et retssystem indført af kirken.

Den katolske kirke kæmpede gennem hele middelalderen for at få godkendt, at den havde jurisdiktion over egne forhold. Det indebar oprettelsen af en særskilt dømmende magt, den kanoniske ret, der blev udviklet til et logisk og sammenhængende retssystem i løbet af det 11. århundrede.
Kirkeretten virkede i alle sager om kirkelige anliggender, herunder også moral og ægteskab. Kirkeretten stillede store krav til bevisførelsen, og førte ansvaret over på den enkelte i stedet for slægten.
De kirkelige retter blev ret meget brugt, fordi de lagde vægt på faktiske beviser i stedet for edsaflæggelse. De var også kendt for at være effektive i gældssager.
International kirkeret fik i 1234 sin officielle lovbog, Liber Extra, udstedt af pave Gregor IX (1227-41).
Den udøvende magt, iværksættelsen af straffeforanstaltninger osv. blev derimod på den verdslige magts hænder. Derfor var det kirkeretten, der pådømte sager om f.eks. præsters utugt, men det var lensherrens folk, der udførte straffen.

En del af kirkerettens bestemmelser vedrørende ægteskabelige forhold videreførtes efter reformationen i Tamperretten. Jyske Lov var stærkt inspireret af Kirkeretten.

I vore dage findes der stadig kirkeret. Den katolske kirke har en større lovsamling, men også i Danmark er der kirkeret. Ikke som nøje afgrænsede lovtekster, men som akademisk disciplin indenfor retsvidenskaben, der beskæftiger sig med de særlige retsregler, der regulerer den danske folkekirkes interne retsforhold.


Kanonisk messe

I den gamle liturgi er Kanon centrum i Messen som offer. I flg. tridentinerkoncilets vidnesbyrd går Kanon tilbage til apostlenes tradition, og var i det væsentlige fuldendt omkring Gregor d. Store (600 e. Kr.). Den romerske kirke havde aldrig andre kanoniske bønner. Selv mysterium fidei ["troens mysterium"] i indstiftelsesordene nævnes udtrykkeligt af pave Innocent d. 3. i et brev til ærkebiskoppen af Lyon i 1202, … Dette mysterium fidei blev fjernet i den nye liturgis indstiftelsesord. Samtidig blev der givet tilladelse til andre kanoniske bønner. Den anden - som ikke nævner Messens karakter af offer - men som er den korteste - har erstattet den gamle romerske Kanon stort set overalt. Derved er dyb teologisk indsigt fra tridentinerkoncilet gået tabt.

Lateran:

Laterankirken (Arcibasilica di San Giovanni in Laterano) er bispedømmet Roms domkirke og dermed pavens sæde, en del af Vatikanstaten og den katolske kirkes fornemste domkirke. Det har historiske årsager. Frem til pavernes ophold i Avignon (fra 1309) var Lateranpaladset lige ved kirken det pavelige palads. Først efter tilbagekomsten fra Avignon blev Vatikanet pavens opholdssted, og selv om Peterskirken er den største, er den ikke en domkirke.

Laterankirken kaldes ofte Alle kirkers mor, og på facaden står indskriften SACROSANCTA LATERANENSIS ECCLESIA OMNIUM URBIS ET ORBIS ECCLESIARUM MATER ET CAPUT (latin for: Den allermest hellige Laterankirke, for hele byen og verden moder- og hovedkirke). Kirken er viet til Jesus Kristus, Johannes Døberen og Evangelisten Johannes.

Kirken er en af de fire patriarkalbasilikaer (de fire største kirker i Rom: Peterskirken, Laterankirken, Santa Maria Maggiore og Sct. Paul uden for murene). I lighed med de andre har den en hellig port, som åbnes, når det hvert 25. år er jubelår. Pilgrimme, der går gennem porten efter at have skriftet deres synder, får fuld aflad.

Den første domkirke blev rejst under kejser Konstantin. Den blev ødelagt af vandalerne, og en ny blev rejst af pave Leo 1. ca. 460. Pave Sergius 3. (904–911) byggede den helt om, efter at et jordskælv havde forårsaget store skader. I 1308 blev den fuldstændig ødelagt af en brand, og flere efterfølgende paver stod for genopbygningen. Under arbejdet blev den igen totalskadet af brand i 1360. Nutidens basilika er med undtagelse af nogle mindre arbejder i det 19. århundrede resultatet af Francesco Borrominis arbejde før jubelåret 1650.

Apostlene Peters og Paulus' hoveder skal være bevaret i relikvarier i baldakinen over højalteret. I selve alteret er dele af en bordplade fra antikken indfældet. Den skal komme fra senator Pudens' hus, og Peter skal have fejret nadveren ved det.

Liber Pontificalis:

Liber Pontificalis: eller Pavernes Bog er en af de væsentlige kilder vedrørende den tidlige middelalders historie, men den er også genstand for stor skepsis i den henseende.


På det umiddelbare plan er bogen en samling kortfattede biografiske registreringer af de første paver op til slutningen af det 10. århundrede nævnt i kronologisk rækkefølge. Hver af registreringerne består af pavens regeringstid i antal år (og herudfra kan årstallene udledes), deres fødselssted og forældre, de samtidige kejsere, indsats med hensyn til byggeri (specielt vedrørende romerske kirker), udnævnelser, vigtigste erklæringer, begravelsessted og tiden indtil næste pave var valgt og indviet. Imidlertid vanskeliggør måden, den blev til på, at man kan fæste ordentlig lid til bogen som historisk dokumentation.
Liber Pontificalis er skrevet af underordnede embedsmænd ved paveretten, og der er fundet eksempler på forvanskninger, udeladelser og forfalskninger. Registreringerne for de første tre århundreder er derfor nok først og fremmest interessante for historikere som eksempler på, hvad man i det 5. århundrede vidste om den tidligste katolske kirke. Fra det 4. århundrede og frem er skribenterne på mere sikker grund, selv om der stadig kan findes fejl og mangler. Granskning af teksten lader formode, at der fandtes to tidlige versioner fra før belejringen af Rom i 546, men herefter er der tale om et enkelt eksemplar. Fra begyndelsen af det 7. århundrede (omkring tiden for Pave Honorius 1.'s indsættelse) og frem indtil indsættelsen af Pave Adrian 2. er registreringerne skrevet i samtiden kort efter hver paves død og dermed rimeligt præcise, når man ser bort fra de enkelte skribenters holdninger.
Fortsættelser af Liber Pontificalis blev senere lavet og fører beretningerne om paverne videre fra omkring 1100 til midten af det 15. århundrede, men kvaliteten heraf er meget varierende.
De mange skribenters arbejde over lang tid komplicerede arbejdet med at lave udgaver af værket til videnskabelige formål. Mod slutningen af det 19. århundrede gjorde Louis Duchesne og Thodor Mommsen begge forsøget, men Mommsens udgave er dog ikke komplet. I det 20. århundrede er der udkommet oversatte og kommenterede udgaver, hvor vægten af kommentarerne har gået på den historiske troværdighed af beskrivelserne.

Modpave:

En modpave var i middelalderen en pave, som kejseren eller et oppositionsparti fik valgt i konkurrence med den retmæssige pave, og som ikke anerkendes i den officielle paveliste.
Modpaverne var i høj grad medvirkende i både det katolske og det statslige politiske spil op gennem årene.
Modpave Hypolitus, 217-235 regnes som regel for at være den første modpave.
Modpave Felix V, 1439-1449, var den sidste af slagsen.

Herunder ses: Modpave Johannes XXIII
(1410 - 1415)
Liste over modpaver gennem historien:

• Hypolitus (217-235)
• Novatian (251-258)
• Felix II (355-365)
• Ursinus (366-367)
• Eulalius (418-419)
• Laurentius (498-499 og 501-506)
• Dioskur (september-oktober 530)
• Teodor (september-december 687)
• Paschalis (oktober-december 687)
• Konstantin II (767–768)
• Filippus (juli 768)
• Johannes (januar 844)
• Anastasius III (august-september 855)
• Kristoforus (903-04)
• Bonifatius VII (juni-juli 974 og 984-85)
• Johannes XVI (997-98)
• Gregor VI (juni-juli 1012)
• Benedikt X (1058-59)
• Honorius II (1061-72)
• Klemens III (1080-84)
• Theoderik (1100-01)
• Albert (februar-marts 1102)
• Sylvester IV (1105-11)
• Gregor VIII (1118-21)
• Celestin II (december 1124)
• Kletus [Anakletus] II (1130-38)
• Viktor IV (marts-maj 1138)
• Viktor IV (1159-64)
• Paschalis III (1164-68)
• Callistus III (1168-78)
• Innocent III (1179-80)
• Nikolas V (1328-30)
• Klemens VII (1378-94)
• Benedikt XIII (1394-1423)
• Alexander V (1409-10)
• Johannes XXIII (1410-15)
• Klemens VIII (1423-29)
• Benedikt XIV (1423-29)
• Benedikt XIV (1430-37)
• Felix V (1439-49)

Senere har der dog været andre som har taget pavetitel, flere gange efter være blevet valgt af skismatiske grupper. Dette er de såkalte sedevakantister, som mener, at pavestolen står tom, og at de dermed må vælge en af deres egne til at fylde den. Vatikanet har modpaverne med i de officielle lister over paver frem til Felix (V), som døde i 1449, men man medtager ikke sedevakantisterne. Årsagen til dette er, at modpaverne på den officielle liste blev valgt af personer, som befandt sig indenfor den katolske kirke, mens sedevakantistenes paver er valgt af personer, som befandt sig udenfor og havde dannet egne kirkesamfund. De anses derfor af Vatikanet for ledere af konkurrerende katolske eller katolsk-inspirerede grupper.
I katolsk kirkeret er det at lade sig vælge til modpave en skismatisk handling, som automatisk fører til ekskommunikation.

Pallium:

Pallium, (lat. 'kappe'), romersk-katolske ærkebiskoppers særlige kendetegn; et hvidt bånd, vævet af uld og besat med seks sorte, broderede kors.


Herover: Palliets udvikling gennem tiderne.

Det bæres over begge skuldre i form af et Y og symboliserer lammet, der bæres på hyrdens skuldre. Paven har siden 800-t. tildelt palliet til ærkebiskopper. Det er videreudviklet af antikkens lange, rektangulære kappe, oftest båret af ikke-romere, især grækere.
Pallium svarer til den græske himation.
Palliet kan med lidt god vilje minde lidt om et moderne slips.

Pallium tildeles af paven. Ud over ham er det (siden Paul VI i 1978) reserveret metropolitterne og den latinske patriark i Jerusalem.

Herunder: Johannes Paul II med sit Pallium.

Pontifikat:

Pontifikat, (af lat. pontificatus, afledt af pontifex), en paves regeringstid.

Pontifex, (lat., af pons 'vej, bro', gen. pontis, og -fex, af facere 'gøre'; af omstridt bet., måske 'den, der baner vej' eller 'den, der bygger bro'), i romersk religion navnet på et ledende medlem af pontifikalkollegiet, et præstekollegium bestående af rex sacrorum, de tre store flamines og tolv mindre flamines; pontifex maximus 'den største pontifex' havde som særligt embedsområde Vestakulten. Pontifikalkollegiet holdt til i Regia (egl. 'kongens hus') på Forum Romanum og havde bl.a. overopsyn med Roms statskult, lege (ludi), sakralret og varselstydning. Fra ca. 200 f.Kr. kendes tabulae pontificum 'pontifexernes tavler', en samling historiske annaler.

Fra og med Augustus blev ærestitlen pontifex maximus givet til den regerende kejser, og i løbet af 400-t. overtog paven den oprindelig hedenske titulatur, ofte forkortet pont.max. eller PM, nu i formen summus pontifex, hvis betydning tolkedes kristologisk som 'den, der slår bro mellem Jord og Himmel'.

Vatikan:

Vatikanstaten er en bystat på 44,2 hektar i Rom i Italien, og er samtidig verdens mindste suveræne stat, der har bred global accept.
Vatikanstatens politik varetages af et enevældigt valgmonarki, hvor lederen af den romerskkatolske kirke er ved magten. Paven er den primære lovgivende, besluttende og udøvende magt i Vatikanstaten, der adskiller sig fra Den Hellige Stol, som er et sjældent tilfælde af ikke-arveligt monarki. Vatikanstaten er det eneste tilbageværende enevældige monarki i Europa.
Historie:
Området blev i oldtiden kaldt Ager Vaticanus. Det kan måske stamme fra det latinske vaticinium, der betyder "varsel", under henvisning til, at der lå et tempel på egnen, hvortil der var knyttet nogle profeter, vates.
Området var landligt, med vingårde. Vinen derfra stod ikke højt i kurs, og Martial skrev: "Drikker du Vatikan-vinen, drikker du gift. Kan du lide eddike, kan du også lide Vatikan-vin." Da undergrunden var rig på ler og sand, var der fremstilling af tegl og porcelæn i området.
Midt på Ager Vaticanus lå en gravplads. Døde måtte ikke begraves indenfor bymurene, så Via Cornelia, der førte gennem egnen, var kantet med gravmæler. Her blev også apostlen Peter gravlagt.


Agrippina den ældre besad nogle store haver mellem Vatikanhøjden og Tiberen, og efter hendes død begyndte sønnen Caligula at bygge et cirkus der. Det blev fuldført af Nero, som opkaldte det efter Caligula og sig selv: Circus Gaii et Neronis. Her fandt en af de første kristenforfølgelser sted, og man regner med, at det var her, apostlen Peter, der også var den første Pave, led martyrdøden.