Beskrivelse af Modpave Johannes XXIII, der var Modpave i år 1410-1415
Sct. Peter var den første biskop af Rom og dermed den første Pave i historien.
| ![]() LU: 01:44 |
![]() ![]() ![]() ![]() ![]() ![]() |
Modpave Johannes XXIII - 1410-1415 :
Modpave Johannes XXIII (Giovanni XXIII) |
Ordforklaring :CamerlengoKloster Koncil Modpave Skisma Tiara Camerlengo:[ - ]Camerlengo Camerlengo (overkammerherre) kaldes den embedsmand ved pavehoffet, som bestyrer finanserne, som har jurisdiktionsret over alle embedsmænd ved Kurien, og som ved pavens død leder forretningerne; indtil 1870 var han tillige præfekt for det romerske universitet og uddelte doktorgraden i de 4 fakulteter. Den romerske Kurie er Den katolske kirkes centrale forvaltning, med sæde dels i Vatikanstaten og dels i Rom. Curia betyder på middelalderlatin 'hof', og den romerske kurie var tidligere kendt netop som det pavelige hof. ![]() Så godt som altid vælges camerlengoen blandt kardinalerne, men det er ikke nødvendigt. Rækken af camerlengoer begynder med år 1061. Camerlengorækken (1147 - 2022) Jordan of S. Susanna (documented 1147–1151) Franchus (1151) Rainierus (documented 1151) Yngo (documented 1154) Boso Breakspeare (1154/55 – 1159) Bernard the Templar (documented 1163) Teodino de Arrone (documented 1163) Franco Gaufridus Fulchier (documented 1175–1181) Gerardo Allucingoli (ca.1182/84) Melior le Maitre (documented 1184–1187) Cencio Savelli (1188–1198), later Pope Honorius III Riccardo (documented 1198) Ottaviano Conti di Segni (1200–1206) Stefano di Ceccano (1206–1216) Pandolfo Verraclo (1216–1222) Sinibaldo (ca.1222 – ca.1227) Rinaldo Conti di Segni (1227–1231), later Pope Alexander IV (1231–1236 – no information found) Giovanni da Ferentino (1236–1238) (1238–1243 – no information found) Martino (ca. 1243 – ca. 1251) Boetius (1251–1254) Niccolo da Anagni (1254–1261) Pierre de Roncevault (1261–1262) Pierre de Charny (1262–1268) Odo of Châteauroux (occupied the post in 1270) Pietro de Montebruno (occupied the post in 1272) Guglielmo di San Lorenzo (occupied the post in 1274) Raynaldus Marci (occupied the post in 1277) Angelo de Vezzosi (occupied the post in 1278) Berardo di Camerino (1279–1288) Niccolo (occupied the post in 1289) Tommaso d'Ocra (1294) Teodorico Ranieri (ca. 1295 – 1299) Giovanni (1301–1305) Arnaud Frangier de Chanteloup (1305–1307) Bertrand des Bordes (1307–1311) Arnaud d'Aux (1311–1319) Gasbert de Valle (1319–1347) Stefano Aldebrandi Cambaruti (1347–1360) Arnaud Aubert (1361–1371) Pierre du Cros (1371–1383) Marino Giudice (documented 1380–1382) Marino Bulcani (documented 1386–1394) Corrado Caraccioli (documented 1396–1405) Leonardo de Sulmona (named in 1405) Antonio Correr (1406–1415) François de Conzie (1415[b]–1431) Francesco Condulmer (1432–1440) Ludovico Trevisan (1440–1465) Latino Orsini (1471–1477) Guillaume d'Estouteville (1477–1483) Raffaele Riario (1483–1521) Innocenzo Cibo (1521) Francesco Armellini Pantalassi de' Medici (1521–1527) Agostino Spinola (1528–1537) Guido Ascanio Sforza di Santa Fiora (1537–1564) Vitellozzo Vitelli (1564–1568) Michele Bonelli (1568–1570) Luigi Cornaro (1570–1584) Filippo Guastavillani (1584–1587) Enrico Caetani (1587–1599) Pietro Aldobrandini (1599–1621) Ludovico Ludovisi (1621–1623) Ippolito Aldobrandini (1623–1638) Antonio Barberini (1638–1671) Paluzzo Paluzzi Altieri degli Albertoni (1671–1698) Galeazzo Marescotti, pro-camerlengo (1698) Giovanni Battista Spinola (1698–1719) Annibale Albani (1719–1747) Silvio Valenti Gonzaga (1747–1756) Girolamo Colonna di Sciarra (1756–1763) Carlo Rezzonico (1763–1799) Romoaldo Braschi-Onesti (1800–1801) Giuseppe Maria Doria Pamphili, pro-camerlengo (1801–1814) Bartolomeo Pacca (1814–1824) Pietro Francesco Galeffi (1824–1837) Giacomo Giustiniani (1837–1843) Tommaso Riario Sforza (1843–1857) Lodovico Altieri (1857–1867) Filippo de Angelis (1867–1877) Gioacchino Pecci (1877–1878), later Pope Leo XIII Camillo di Pietro (1878–1884) Domenico Consolini (1884) Luigi Oreglia di Santo Stefano (1885–1913) Francesco Salesio Della Volpe (1914–1916) Pietro Gasparri (1916–1934) Eugenio Pacelli (1935–1939), later Pope Pius XII Lorenzo Lauri (1939–1941) Benedetto Aloisi Masella (1958–1970) Jean-Marie Villot (1970–1979) Paolo Bertoli (1979–1985) Sebastiano Baggio (1985–1993) Eduardo Martínez Somalo (1993–2007) Tarcisio Bertone (2007–2014) Jean-Louis Tauran (2014–2018) Kevin Joseph Farrell (2019–til nu) To Camerlengoer er blevet valgt til Paver: Gioacchino Pecci (Pave Leo XIII) i 1878 og Eugenio Pacelli (Pave Pius XII) i 1939. ![]() Herover ses Camerlengo, Kevin Joseph Farrell (2019–til nu) [ - ] Kloster:[ - ]Ordet Kloster betyder "indelukke" og betegner dels et bygningsværk, dels et religiøst fællesskab, som lever adskilt fra det øvrige samfund efter en klosterordens særlige bestemmelser. Der findes klostre indefor flere religioner.
I de kristne klostre var meningen med klosterlivet at efterkomme Jesu ord til den rige unge mand: "Vil du være fuldkommen, så gå hen og sælg, hvad du ejer, og giv pengene til de fattige, så vil du have en skat i himlene. Og kom så og følg mig!". Klosterets beboere, der for mænds vedkommende kaldes munke og for kvinders vedkommende nonner, var og er mennesker, der har følt et kald til at forsage verdens velfærd og vie deres liv til Gud. Ikke alle klostre blev opført i askese. Herunder ses spisesalen fra Leubus kloster i Lubiaz i Polen. [ - ] Koncil:[ - ]Et Koncil er et kirkemøde for hele eller dele af Den Katolske Kirke. Ordet kommer fra latin "concilium"=Rådsforsamling. Man taler om 4 forskellige typer af konciler: "Concilio Diocesano" eller "Sinodo" indkaldes af Biskoppen, "Concilio Provinciale" indkaldes af Metropolitten (Ærkebispen), "Concilio Nazionale" indkaldes af Patriarken eller Overhovedet for Kirken i det enkelte land. ![]() Endelig er der "Concilio Ecumenico", som indkaldes af Paven og gælder for alle dele af Den Katolske Kirke. ![]() Et Økumenisk Koncil foregår i 3 bestemte faser: Indkaldelsen af de nærmere bestemte grupper gejstlige som skal deltage. Afholdelsen sker under Pavens præsidium eller under en af hans legater. Paven bestemmer de emner, der skal debatteres og om evt. andre forslag skal tages med ind til diskussion. Paven har ret til at opløse Koncilet, eller til at stoppe det eller overflytte det til et andet sted. Den sidste fase er Pavens godkendelse af Koncilets konklusioner. Koncilier - Romerkirkens generalforsamlinger [ - ] Modpave:[ - ]En modpave var i middelalderen en pave, som kejseren eller et oppositionsparti fik valgt i konkurrence med den retmæssige pave, og som ikke anerkendes i den officielle paveliste. Modpaverne var i høj grad medvirkende i både det katolske og det statslige politiske spil op gennem årene. Modpave Hypolitus, 217-235 regnes som regel for at være den første modpave. Modpave Felix V, 1439-1449, var den sidste af slagsen. Herunder ses: Modpave Johannes XXIII (1410 - 1415) Liste over modpaver gennem historien:
I katolsk kirkeret er det at lade sig vælge til modpave en skismatisk handling, som automatisk fører til ekskommunikation. [ - ] Skisma:[ - ]Det rigtigt store skisma var skismaet mellem Konstantinopel og Rom 1054. Men traditionelt betegnes også den vestlige kirkes skisma som »det store skisma« - man er tilbøjelige til at ignorere Østrom i europæisk historie. Det Store Skisma, splittelsen mellem den romerske og den byzantinske kirke fra 1054. Der havde siden 800-t. bestået spændinger om bl.a. pavens forrang, filioque, kirkelige skikke, nadverbrødet og fordelingen af kirkelig jurisdiktion. I 1054 nedlagde en romersk delegation en bandbulle på alteret i Sofiakirken i Konstantinopel mod patriark Michael Kerullarios og den byzantinske kirkeledelse. Derpå bandlyste Kerullarios romerne; de gensidige fordømmelser blev først ophævet i 1965. Året 1054 er traditionelt blevet regnet for tidspunktet for bruddet mellem den østlige og den vestlige kristendom. Det Vestlige Skisma : ![]() Den romersk-katolske kirke var i senmiddelalderen og renæssancen præget af en række kriser. Kirkens første alvorlige krise kom i 1309, da paven flyttede hoffet fra Rom til Avignon, og i denne periode var paven under den franske konges indflydelse. Pave Gregor 11. flyttede hoffet tilbage til Rom i 1378, men døde kort efter, hvorefter det kom til endnu en krise. Denne krise omtales som Det store Skisma, som varede fra 1378 til 1417, hvor der på et tidspunkt fandtes tre paver (Rom, Pisa og Avignon). Dette blev begyndelsen på koncilbevægelsen, der begyndte med koncilet i Konstanz og afsluttedes med koncilet i Basel. Koncilbevægelsen forsøgte at gøre sig til kirkens øverste myndighed, men tabte magtkampen til paven. Urban VI´s (1378-1389) valg skete under pres fra den romerske befolkning, der ønskede en romer eller i det mindste en italiener valgt som pave. Han er den sidste pave uden kardinaltitel og hans valg førte til et næsten 50-årigt skisma (spaltning) af den romersk-katolske kirke, hvor der frem til et møde i Pisa i 1409 var to paver og efter mødet var der tre paver - en situation, der varer til de stridende parter mødes på et konsil i Konstanz (1414-1418), hvor man enes om at vælge Oddo di Colonna som pave Martino V og afsætte de øvrige. Navnene på paver og modpaver i denne periode er:
I 1415 besluttede den retmæssigt valgte Gregor XII under koncilet i Konstanz (1415-1418) at træde tilbage. Det gjorde han for at afslutte det vestlige skisma, hvor hele tre paver gjorde krav på Petersembedet. [ - ] Tiara:[ - ]Tiara : Tiaraen er en hovedbeklædning, der tidligere symboliserede pavens magt også som verdslig fyrste. Bispehuen (Mitraen) har erstattet den tidligere tredobbelt pavekrone. Den sidste pave der bar Tiara-kronen ved sin indsættelse var pave Paul VI (1963-1978), men umiddelbart derefter blev den solgt på auktion og pengene givet til velgørende formål. I den katolske Tradition symboliseres den store værdighed og myndighed ved en række ydre tegn, hvoraf et af de vigtigste er tiaraen, en hovedbeklædning som minder om en krone. Den har paverne ikke båret siden pave Paul d. VIs kroning, men den indgik dog i pavernes segl til og med pave Johannes Paul d. II. Tiaraen er en rød klud for de historisk bevidste koncilshippier – og andre wannabee-protestanter, som helst ser pavemyndigheden reduceret til en slags administrativ funktion, der dyrker den “økumeniske dialog” med skismatikere af alle slags. Bispehuen - Mitria´en - har erstattet den tidligere tredobbelte pavekrone, Tiara´en. Oprindelsen til den pavelige Tiara er en smule uklar. Ordet tiara forekommer i de klassiske annaler som betegnelse for en Persisk hovedbeklædning. En camelaucum, som var af samme form som de pavelige Diademer, var en del af hoffets beklædning i Byzans. Eftersom andre ritualer forbundet med den pavelige kroning, blev kopieret fra det byzantinske og østeuropæiske kejserlige ceremoniel, er det sandsynligt, at tiaraen er også af byzantinsk oprindelse. Der har været brugt en række forskellige Tiaraer op gennem tiden og nogle få er stadig bevaret. [ - ] 0144 |