Beskrivelse af Modpave Johannes XXIII, der var Modpave i år 1410-1415

Sct. Peter var den første biskop af Rom og dermed den første Pave i historien.
Der er opstået tradition for at biskoppen over Rom, er den katolske kirkes overhovede og dermed Pave for hele den katolske verden. Pavetitlen bliver dog først brugt efter år 300.
Kirken ledes af paven, der anses som Sankt Peters efterfølger. Den opfattelse stammer fra Matthæusevangeliet, hvor Jesus giver Peter nøglerne til himmeriget.
Jesus sagde følgende ord til Peter, som kan læses på indersiden af kuplen i
Peterskirken: ''Du er Peter (klippen) og på denne klippe vil jeg bygge min Kirke.
Dig vil jeg give nøglerne til himlens rige''.

En modpave var i middelalderen en pave, som kejseren eller et oppositionsparti fik valgt i konkurrence med den retmæssige pave, og som ikke anerkendes i den officielle paveliste.
Vi vil nu alligevel bringe ham på denne side !
Modpaverne var i høj grad medvirkende i både det katolske og det statslige politiske spil op gennem årene. Modpave Felix V, 1439-1449, var den sidste af slagsen.





     B: 252.428




Det dynamisk skiftende indhold på denne side er sammensat af bearbejdet materiale, der fortrinsvis er inspireret af fakta fra ovenstående links. Disse links er i sig selv og i høj grad spændende og anbefalelsesværdig læsning.
Jeg takker hermed for inspiration. :-)
M. Due 2019















Modpave Johannes XXIII - 1410-1415 :

Modpave Johannes XXIII (Giovanni XXIII)
Johannes XXIII var modpave fra 17/05 1410 til 29/05 1415. Han døde 22/11 1419.
Da konciliet i Pisa i 1410 valgte pave til efterfølgelse af Alexander V, blev det Johannes XXIII = John XXIII, der straks sluttede pagt med Ladislas i Napoli, hvorefter Gregor den 31/10 1411 blev udvist af Napoli og søgte asyl hos Riminifyrsten Carlo Malatesta.
Det økumeniske koncilium i Constance = Konstanz ved Bodensøen afsatte pave Johannes XXIII og forhandlede derefter med Gregor, der accepterede at træde tilbage og blive kardinalbiskop i Porto og pavelig legat for Ancona. De to valgkommissioners kardinaler forenede sig, men inden den nye pave var fundet, døde Gregor den 18/10 1417 i Recanati ved Ancona.
Johannes 23., Baldassare Cossa, ca. 1370-22.11.1419, pave 1410-15.
Johannes 23. var den ene af tre paver i sidste fase af Det Store Skisma. Han blev afsat af Konstanzkoncilet i 1415.
Den romersk-katolske kirke betragter ham som modpave.
Johannes XXIII (1410-15). Neapolitaneren Baldassarre Cossa var i sin Ungdom Kriger, blev Skriver ved Kurien, pavelig Kammerherre, Kardinal og 17. Maj 1410 Pave. På Koncilet i Konstanz, som han havde sammenkaldt, lovede han at nedlægge sin Værdighed, når hans Modpaver Gregor XII og Benedikt XIII ville gøre det samme; han fortrød det bagefter, men så blev han af Koncilet anklaget for 80 Forbrydelser såsom Mord, Røveri, Utugt, Blodskam o. l., afsat og ført rundt i forskellige Fængsler, indtil han købte sig fri med 30,000 Gylden. Pave Martin V tog ham til Nåde, han blev atter Kardinal og Kardinalkollegiets Dekan. Død i Firenze 1419.

Giovanni XXIII; Napoli (1410-1415)
Modpaven regnes for en af de mest uværdige mænd, der nogen sinde har båret den pavelige Tiara. På trods af den nye paves menneskelige kvaliteter, gik han med til at indkalde til et kirkemøde, der skulle samles 1414 i Konstanz ved Bodensøen. Kirkemødet afsatte Giovanni XXIII blandt andet med begrundelserne at han havde forgiftet sin forgænger, bortødslet kirkens ejendom, vist hedensk foragt for religiøse ceremonier, og tilbudt at sælge Johannes Døberens hoved, der tilhørte et Kloster i Rom. Han blev holdt fængslet i fire år, hvorefter han blev købt fri af Medici'erne i Firenze, hvor han boede indtil sin død i 1419. Han er begravet i domkirkens dåbskapel i en pragtfuld sarkofag udført af Donatello.

Johannes XXIII (født Baldassare Cossa ca. 1370, død 22. december 1419) var modpave fra det pisanske parti fra 1410 til 1415.
I maj 1408 var daværende kardinal Cossa, en af syv kardinaler som forlod pave Gregor XII. De gik sammen med dem som var loyale overfor modpaven Benedikt XIII, og indkaldte til konsilet i Pisa. Cossa ledede dette konsil, som i 1409 valgte modpave Alexander V. Året efter blev Cossa selv valgt af de samme kardinaler.
Ifølge historikeren Edward Gibbon blev Johannes XXIII sigtet for sørøveri, mord, voldtækt, sodomi og incest. Dette må ses i lyset af det politiske klima, og de fleste af anklagene var antagelig ikke ægte, men blev fremmet i stedet for mere komplicerede politiske anklager.
Han blev fængslet efter konsilet i Konstanz i 1415. I 1418 blev han taget i nåde af pave Martin V, og da han døde i 1419 var han kardinalbiskop af Tusculum.
Efter at Johannes havde været et af de mest populære pavenavne - det er fortsat det navn som er blevet båret af flest paver - skulle det gå mere end 500 år før en pave igen tog dette navn, Johannes XXIII (1958-1963). Da han valgte navnet var det usikkert om han skulle kalde sig Johannes XXIII eller Johannes XXIV, men han valgte XXIII, og slog dermed fast en gang for alle, at Cossa var en modpave.



                  Katolske begreber:

Afladshandel

Apokryf

Arianisme

Basilika

Bulle

Davids Slægt

Diokletian

Donatisme

Dødssynder

Exarch

Galilei

Gnostiker

Gudsbevis

Herrens år

Inkvisition

Investitur

Janseni

Kirkebøger

Koncil

Korstog

Liber Pontificalis

Luther

Malakias

Markion

Monarkianisme

Monoteletisme

Montanisme

Novatian

Oligark

Paternoster

Pavenumre

Pavinde

Pontifikat

Ramaskrig

Sakramente

Saracen

Simoni

Synode

Vatikan


Ordforklaring :

Kloster
Koncil
Modpave
Skisma
Tiara

Kloster:

[ - ]
Ordet Kloster betyder "indelukke" og betegner dels et bygningsværk, dels et religiøst fællesskab, som lever adskilt fra det øvrige samfund efter en klosterordens særlige bestemmelser.
Der findes klostre indefor flere religioner.
  • 1 Kristne klostre
  • 2 Buddhistiske klostre
  • 3 Islamiske klostre
  • 4 Hinduistiske klostre
Kristne klostre

I de kristne klostre var meningen med klosterlivet at efterkomme Jesu ord til den rige unge mand: "Vil du være fuldkommen, så gå hen og sælg, hvad du ejer, og giv pengene til de fattige, så vil du have en skat i himlene. Og kom så og følg mig!". Klosterets beboere, der for mænds vedkommende kaldes munke og for kvinders vedkommende nonner, var og er mennesker, der har følt et kald til at forsage verdens velfærd og vie deres liv til Gud.

Ikke alle klostre blev opført i askese. Herunder ses spisesalen fra Leubus kloster i Lubiaz i Polen.


[ - ]

Koncil:

[ - ]
Et Koncil er et kirkemøde for hele eller dele af Den Katolske Kirke. Ordet kommer fra latin "concilium"=Rådsforsamling. Man taler om 4 forskellige typer af konciler: "Concilio Diocesano" eller "Sinodo" indkaldes af Biskoppen, "Concilio Provinciale" indkaldes af Metropolitten (Ærkebispen), "Concilio Nazionale" indkaldes af Patriarken eller Overhovedet for Kirken i det enkelte land.



Endelig er der "Concilio Ecumenico", som indkaldes af Paven og gælder for alle dele af Den Katolske Kirke.

Et Økumenisk Koncil foregår i 3 bestemte faser: Indkaldelsen af de nærmere bestemte grupper gejstlige som skal deltage. Afholdelsen sker under Pavens præsidium eller under en af hans legater. Paven bestemmer de emner, der skal debatteres og om evt. andre forslag skal tages med ind til diskussion. Paven har ret til at opløse Koncilet, eller til at stoppe det eller overflytte det til et andet sted. Den sidste fase er Pavens godkendelse af Koncilets konklusioner.

Koncilier - Romerkirkens generalforsamlinger

[ - ]

Modpave:

[ - ]
En modpave var i middelalderen en pave, som kejseren eller et oppositionsparti fik valgt i konkurrence med den retmæssige pave, og som ikke anerkendes i den officielle paveliste.
Modpaverne var i høj grad medvirkende i både det katolske og det statslige politiske spil op gennem årene.
Modpave Hypolitus, 217-235 regnes som regel for at være den første modpave.
Modpave Felix V, 1439-1449, var den sidste af slagsen.

Herunder ses: Modpave Johannes XXIII
(1410 - 1415)
Liste over modpaver gennem historien:
  • Hypolitus (217-235)
  • Novatian (251-258)
  • Felix II (355-365)
  • Ursinus (366-367)
  • Eulalius (418-419)
  • Laurentius (498-499 og 501-506)
  • Dioskur (september-oktober 530)
  • Teodor (september-december 687)
  • Paschalis (oktober-december 687)
  • Konstantin II (767–768)
  • Filippus (juli 768)
  • Johannes (januar 844)
  • Anastasius III (august-september 855)
  • Kristoforus (903-04)
  • Bonifatius VII (juni-juli 974 og 984-85)
  • Johannes XVI (997-98)
  • Gregor VI (juni-juli 1012)
  • Benedikt X (1058-59)
  • Honorius II (1061-72)
  • Klemens III (1080-84)
  • Theoderik (1100-01)
  • Albert (februar-marts 1102)
  • Sylvester IV (1105-11)
  • Gregor VIII (1118-21)
  • Celestin II (december 1124)
  • Kletus [Anakletus] II (1130-38)
  • Viktor IV (marts-maj 1138)
  • Viktor IV (1159-64)
  • Paschalis III (1164-68)
  • Callistus III (1168-78)
  • Innocent III (1179-80)
  • Nikolas V (1328-30)
  • Klemens VII (1378-94)
  • Benedikt XIII (1394-1423)
  • Alexander V (1409-10)
  • Johannes XXIII (1410-15)
  • Klemens VIII (1423-29)
  • Benedikt XIV (1423-29)
  • Benedikt XIV (1430-37)
  • Felix V (1439-49)
Senere har der dog været andre som har taget pavetitel, flere gange efter være blevet valgt af skismatiske grupper. Dette er de såkalte sedevakantister, som mener, at pavestolen står tom, og at de dermed må vælge en af deres egne til at fylde den. Vatikanet har modpaverne med i de officielle lister over paver frem til Felix (V), som døde i 1449, men man medtager ikke sedevakantisterne. Årsagen til dette er, at modpaverne på den officielle liste blev valgt af personer, som befandt sig indenfor den katolske kirke, mens sedevakantistenes paver er valgt af personer, som befandt sig udenfor og havde dannet egne kirkesamfund. De anses derfor af Vatikanet for ledere af konkurrerende katolske eller katolsk-inspirerede grupper.
I katolsk kirkeret er det at lade sig vælge til modpave en skismatisk handling, som automatisk fører til ekskommunikation.

[ - ]

Skisma:

[ - ]
Det rigtigt store skisma var skismaet mellem Konstantinopel og Rom 1054. Men traditionelt betegnes også den vestlige kirkes skisma som »det store skisma« - man er tilbøjelige til at ignorere Østrom i europæisk historie.

Det Store Skisma, splittelsen mellem den romerske og den byzantinske kirke fra 1054.
Der havde siden 800-t. bestået spændinger om bl.a. pavens forrang, filioque, kirkelige skikke, nadverbrødet og fordelingen af kirkelig jurisdiktion.
I 1054 nedlagde en romersk delegation en bandbulle på alteret i Sofiakirken i Konstantinopel mod patriark Michael Kerullarios og den byzantinske kirkeledelse.
Derpå bandlyste Kerullarios romerne; de gensidige fordømmelser blev først ophævet i 1965.
Året 1054 er traditionelt blevet regnet for tidspunktet for bruddet mellem den østlige og den vestlige kristendom.

Det Vestlige Skisma :


Den romersk-katolske kirke var i senmiddelalderen og renæssancen præget af en række kriser. Kirkens første alvorlige krise kom i 1309, da paven flyttede hoffet fra Rom til Avignon, og i denne periode var paven under den franske konges indflydelse. Pave Gregor 11. flyttede hoffet tilbage til Rom i 1378, men døde kort efter, hvorefter det kom til endnu en krise. Denne krise omtales som Det store Skisma, som varede fra 1378 til 1417, hvor der på et tidspunkt fandtes tre paver (Rom, Pisa og Avignon). Dette blev begyndelsen på koncilbevægelsen, der begyndte med koncilet i Konstanz og afsluttedes med koncilet i Basel. Koncilbevægelsen forsøgte at gøre sig til kirkens øverste myndighed, men tabte magtkampen til paven.
Urban VI´s (1378-1389) valg skete under pres fra den romerske befolkning, der ønskede en romer eller i det mindste en italiener valgt som pave. Han er den sidste pave uden kardinaltitel og hans valg førte til et næsten 50-årigt skisma (spaltning) af den romersk-katolske kirke, hvor der frem til et møde i Pisa i 1409 var to paver og efter mødet var der tre paver - en situation, der varer til de stridende parter mødes på et konsil i Konstanz (1414-1418), hvor man enes om at vælge Oddo di Colonna som pave Martino V og afsætte de øvrige.

Navnene på paver og modpaver i denne periode er:
  • Modpave Clemens VII (1378-1394)
  • Pave Bonifacius IX (1389-1404)
  • Modpave Benedikt XIII (1394-1423)
  • Pave Innocent VII (1404-1406)
  • Pave Gregor XII (1406-1415)
  • Pave Alexander V (1409-1410)
  • Modpave Johannes XXIII (1410-1415)
På konklavet i 1378 valgte Det italienske parti Prignano til pave Urbano VI, men de franske kardinaler ville ikke godkende valget og de blev politisk støttet af den franske kong Karl V og Napolis dronning Johanna 1 af Anjou. Det franske parti valgte så kardinal Robert af Genf som modpave under navnet Clemente VII, og han bosatte sig i Avignon og så var spaltningen af den romersk-katolske kirke en kendsgerning og de indbyrdes krige kunne begynde, hvor Pave Urbano VI tabte en række slag, men han afslog alle forsøg på et kompromis.
I 1415 besluttede den retmæssigt valgte Gregor XII under koncilet i Konstanz (1415-1418) at træde tilbage. Det gjorde han for at afslutte det vestlige skisma, hvor hele tre paver gjorde krav på Petersembedet.

[ - ]

Tiara:

[ - ]
Tiara : Tiaraen er en hovedbeklædning, der tidligere symboliserede pavens magt også som verdslig fyrste. Bispehuen (Mitraen) har erstattet den tidligere tredobbelt pavekrone. Den sidste pave der bar Tiara-kronen ved sin indsættelse var pave Paul VI (1963-1978), men umiddelbart derefter blev den solgt på auktion og pengene givet til velgørende formål.
I den katolske Tradition symboliseres den store værdighed og myndighed ved en række ydre tegn, hvoraf et af de vigtigste er tiaraen, en hovedbeklædning som minder om en krone. Den har paverne ikke båret siden pave Paul d. VIs kroning, men den indgik dog i pavernes segl til og med pave Johannes Paul d. II. Tiaraen er en rød klud for de historisk bevidste koncilshippier – og andre wannabee-protestanter, som helst ser pavemyndigheden reduceret til en slags administrativ funktion, der dyrker den “økumeniske dialog” med skismatikere af alle slags.
Bispehuen - Mitria´en - har erstattet den tidligere tredobbelte pavekrone, Tiara´en.
Oprindelsen til den pavelige Tiara er en smule uklar. Ordet tiara forekommer i de klassiske annaler som betegnelse for en Persisk hovedbeklædning. En camelaucum, som var af samme form som de pavelige Diademer, var en del af hoffets beklædning i Byzans. Eftersom andre ritualer forbundet med den pavelige kroning, blev kopieret fra det byzantinske og østeuropæiske kejserlige ceremoniel, er det sandsynligt, at tiaraen er også af byzantinsk oprindelse.
Der har været brugt en række forskellige Tiaraer op gennem tiden og nogle få er stadig bevaret.

[ - ]


0005
Pt:393