Beskrivelse af Benedikt IX, der var Pave i år 1045

Sct. Peter var den første biskop af Rom og dermed den første Pave i historien.
Der er opstået tradition for at biskoppen over Rom, er den katolske kirkes overhovede og dermed Pave for hele den katolske verden. Pavetitlen bliver dog først brugt efter år 300.
Kirken ledes af paven, der anses som Sankt Peters efterfølger. Den opfattelse stammer fra Matthæusevangeliet, hvor Jesus giver Peter nøglerne til himmeriget.
Jesus sagde følgende ord til Peter, som kan læses på indersiden af kuplen i
Peterskirken: ''Du er Peter (klippen) og på denne klippe vil jeg bygge min Kirke.
Dig vil jeg give nøglerne til himlens rige''.

Benedikt IX - 1045 :

Benedikt IX (Benedetto IX) Hans anden periode i pavestolen.
Benedikt IX (1033-46), »Djævlen på Skt Peter’s Stol«, Fætter til Johannes XX. Han blev Pave, da han var 10-12 år gl, og levede så skamløst, at hans Samtidige ikke kunne fortælle om det i dets Enkeltheder. Romerne sammensvor sig imod ham og valgte Sylvester III til Pave, men Kejser Konrad III støttede ham. Da han fik Lyst til at gifte sig, solgte han Skt Peters Stol for 1000 ell. 2000 Pd Sølv til Gregor VI (1045); men han fortrød Handelen og blev afsat (1046) i Sutri tillige med de to andre Paver. Efter Clemens II’s Død (1047) gjorde han et mislykket Forsøg på atter at bemægtige sig Pavestolen. Han døde 1054
Benedictus IX blev pave 21/10 1032 til september 1044 og igen fra 10/3 til 1/5 1045 og endelig fra 8/11 1047 til 16/7 1048. Han døde 1055 eller 1056. Hans livsførelse siges at være ret så skandaløs. Johannes XIX' bror var Alberic III i Toscana, og han fik ved hjælp af bestikkelse sin søn Theophylact valgt til pave, og Benedictus IX var således nevø til både Johannes XIX og Benedictus VIII. Hans tante blev gift med Pandulf, der var bror til grev Waimar i Salerno, og paven kunne derfor hjælpe kejser Conrads ekspedition til Syditalien i 1038 med formålet at bekæmpe normannerne. En opstand i Rom tvang ham til at flygte ud af byen i september 1044, og i januar 1045 fik hans modstandere af Crescentiusfamilien deres Modpavekandidat installeret i Vatikanet. Det var Johannes af Sabina, der tog pavenavnet Silvester III. Benedictus IX's forbundsfæller fik i marts 1045 uddrevet Modpaven, og Benedictus blev geninstalleret, men han måtte allerede 1/5 1045 igen fortrække. Denne gang abdicerede han officielt til fordel for sin gudfader Johannes Gratian, der antog pavenavnet Gregor VI. Benedictus slog sig ned på familiegodset ved Tusculum. I efteråret 1046 kom kejser Henrik III til Italien for at rydde op i paveroddet. Kejseren indkaldte Benedictus til en Synode, men han kom ikke og blev formelt afsat. Da var både Silvester III og Gregor VI afsat af kejseren. Som ny pave udpegede kejseren nu Suidger af Bamberg, og han tog navnet Clement II, men døde efter otte måneders tjeneste, hvilket gav Benedictus - nu med folkelig opbakning og nogle gode bestikkelser - mulighed for at generobre embedet, som han fik fra den 8/11 1047. Det holdt indtil grev Bonifacius af Toscana på kejserens ordre den 16/7 1048 fordrev ham og indsatte Poppo fra Brixen som pave med navnet Damasus II. Benedictus, der igen sad på sit familiegods betragtede sig stadig som den rette pave og efter Damasus IIs død, angreb Benedictus også hans efterfølger Leo IX. Leo IX når også at dø, før Benedictus selv dør engang i 1055 og før 9/1 1056.

---

                  Katolske begreber:

Ordforklaring :

Modpave
Synode
Vatikan

Modpave:

En modpave var i middelalderen en pave, som kejseren eller et oppositionsparti fik valgt i konkurrence med den retmæssige pave, og som ikke anerkendes i den officielle paveliste.
Modpaverne var i høj grad medvirkende i både det katolske og det statslige politiske spil op gennem årene.
Modpave Hypolitus, 217-235 regnes som regel for at være den første modpave.
Modpave Felix V, 1439-1449, var den sidste af slagsen.

Herunder ses: Modpave Johannes XXIII
(1410 - 1415)
Liste over modpaver gennem historien:

• Hypolitus (217-235)
• Novatian (251-258)
• Felix II (355-365)
• Ursinus (366-367)
• Eulalius (418-419)
• Laurentius (498-499 og 501-506)
• Dioskur (september-oktober 530)
• Teodor (september-december 687)
• Paschalis (oktober-december 687)
• Konstantin II (767–768)
• Filippus (juli 768)
• Johannes (januar 844)
• Anastasius III (august-september 855)
• Kristoforus (903-04)
• Bonifatius VII (juni-juli 974 og 984-85)
• Johannes XVI (997-98)
• Gregor VI (juni-juli 1012)
• Benedikt X (1058-59)
• Honorius II (1061-72)
• Klemens III (1080-84)
• Theoderik (1100-01)
• Albert (februar-marts 1102)
• Sylvester IV (1105-11)
• Gregor VIII (1118-21)
• Celestin II (december 1124)
• Kletus [Anakletus] II (1130-38)
• Viktor IV (marts-maj 1138)
• Viktor IV (1159-64)
• Paschalis III (1164-68)
• Callistus III (1168-78)
• Innocent III (1179-80)
• Nikolas V (1328-30)
• Klemens VII (1378-94)
• Benedikt XIII (1394-1423)
• Alexander V (1409-10)
• Johannes XXIII (1410-15)
• Klemens VIII (1423-29)
• Benedikt XIV (1423-29)
• Benedikt XIV (1430-37)
• Felix V (1439-49)

Senere har der dog været andre som har taget pavetitel, flere gange efter være blevet valgt af skismatiske grupper. Dette er de såkalte sedevakantister, som mener, at pavestolen står tom, og at de dermed må vælge en af deres egne til at fylde den. Vatikanet har modpaverne med i de officielle lister over paver frem til Felix (V), som døde i 1449, men man medtager ikke sedevakantisterne. Årsagen til dette er, at modpaverne på den officielle liste blev valgt af personer, som befandt sig indenfor den katolske kirke, mens sedevakantistenes paver er valgt af personer, som befandt sig udenfor og havde dannet egne kirkesamfund. De anses derfor af Vatikanet for ledere af konkurrerende katolske eller katolsk-inspirerede grupper.
I katolsk kirkeret er det at lade sig vælge til modpave en skismatisk handling, som automatisk fører til ekskommunikation.

Synode:

Vatikan:

Vatikanstaten er en bystat på 44,2 hektar i Rom i Italien, og er samtidig verdens mindste suveræne stat, der har bred global accept.
Vatikanstatens politik varetages af et enevældigt valgmonarki, hvor lederen af den romerskkatolske kirke er ved magten. Paven er den primære lovgivende, besluttende og udøvende magt i Vatikanstaten, der adskiller sig fra Den Hellige Stol, som er et sjældent tilfælde af ikke-arveligt monarki. Vatikanstaten er det eneste tilbageværende enevældige monarki i Europa.
Historie:
Området blev i oldtiden kaldt Ager Vaticanus. Det kan måske stamme fra det latinske vaticinium, der betyder "varsel", under henvisning til, at der lå et tempel på egnen, hvortil der var knyttet nogle profeter, vates.
Området var landligt, med vingårde. Vinen derfra stod ikke højt i kurs, og Martial skrev: "Drikker du Vatikan-vinen, drikker du gift. Kan du lide eddike, kan du også lide Vatikan-vin." Da undergrunden var rig på ler og sand, var der fremstilling af tegl og porcelæn i området.
Midt på Ager Vaticanus lå en gravplads. Døde måtte ikke begraves indenfor bymurene, så Via Cornelia, der førte gennem egnen, var kantet med gravmæler. Her blev også apostlen Peter gravlagt.


Agrippina den ældre besad nogle store haver mellem Vatikanhøjden og Tiberen, og efter hendes død begyndte sønnen Caligula at bygge et cirkus der. Det blev fuldført af Nero, som opkaldte det efter Caligula og sig selv: Circus Gaii et Neronis. Her fandt en af de første kristenforfølgelser sted, og man regner med, at det var her, apostlen Peter, der også var den første Pave, led martyrdøden.