|
|
Det dynamisk skiftende indhold på denne side er sammensat af bearbejdet materiale, der fortrinsvis er inspireret af fakta fra ovenstående links. Disse links er i sig selv og i høj grad spændende og anbefalelsesværdig læsning.
Jeg påberåber mig således ingen former for ophavsret over nærværende materiale.
Jeg takker hermed for inspiration. :-)
M. Due 2024
|
|
Paschalis II - 1099-1118 :
Paschalis II (Pasquale II) Paschal II;
Paschal II var pave fra 13/8 1099 til 21/1 1118. Efter sin tid som menig munk blev han af pave Gregor VII udnævnt til abbed i S. Lorenzo fuori le Mura i Rom, og fra 1078 var han kardinalpræst for S. Clemente.
Under pave Urban II var han ambassadør i Spanien, og han blev 16 dage efter Urbans død valgt til pave og tog navnet Paschal II. Det var stadig midt under Investiturstriden, og med normannisk hjælp fik han afsat Modpaven Clement III.
I årene 1111 til 1116 blev der opnået en slags kompromis, idet franske og engelske konger og den tyske kejser fik retten til at forlange en troskabsed af nye biskopper og abbeder, inden de af pavemagten fik ring og stav.
I 1005 støttede han den tyske Henrik Vs opstand mod faderen, men da Henrik var solidt plantet på tronen, ville han fortsat have retten til at udpege biskopper, og de følgende år kæmpede pave og kejser på papiret med gensidige udstedelser af bandlysninger, dekreter etc.
Da striden ikke lod sig bilægge ad diplomatisk vej, begav Henrik sig på vej til Rom i 1111 både for at afslutte striden og for at blive kronet af paven.
Paven foreslog nu et kompromis, hvorefter Den tyske Kirke skulle afstå fra kejserlige len og andre verdslige goder og fritagelser og kun have deres tiende. Til gengæld skulle kejseren afstå fra at blande sig i kirkens valg af ledende medarbejdere.
Denne aftale blev læst op i Peterskirken under kroningen den 12/2 1111, hvilket gav en sådan opstand, at kroningen blev afbrudt, og Henrik satte pave og kardinaler et par måneder i fængsel, og med kejserens trussel om at anerkende Modpaven Sylvester IV fandt paven det bedst at acceptere kejserens ultimatum: kejseren kunne fortsat udnævne biskopper og overgive dem ring og kors, samt at paven svor på aldrig at ville ekskommunikere kejseren. Derefter blev kroningen foretaget dagen efter den 13/4 1111.
Under Paschal II nåede nyheden om Jerusalems erobring den 15/7 1099 under Det Første Korstog til Europa, og paven giver i 1105 sin velsignelse til Det Andet Korstog, der med Bohemond I i spidsen mere var en privat hærmanøvre for vindings skyld end et Korstog.
Ca. 1096 rejste Hildebert af Le Mans (Den senere: Ærkebiskop af Tours) til Rom og søgte om tilladelse til, at træde tilbage fra sit bispedømme i Le Mans, hvilket pave Paschal II dog nægtede.
Den 23. april 1117 skrev pave Paschalis 2. til den danske konge og meddelte ham, at det var umuligt i Danmarks tilfælde at dispensere fra cølibatskravet. Pavebrevet synes, at forudsætte en kongelig ansøgning.
Den 13. oktober 1117, sendte pave Paschalis et om forholdet mellem konge og pave særdeles sigende brev til biskop Hubald af Odense. Paven tilskrev bispen, at danernes konge, Niels, havde meddelt ham, at han med biskoppens råd og samtykke havde foranlediget, at munkesamfundet i Odense knyttedes til bispesædet, og havde anmodet paven om stadfæstelse heraf.
Dette brev synes at bekræfte den foran opstillede arbejdshypotese: Det var kongen, paven anså for sin forhandlingspartner. Det var kongen, der førte an i opbygningen af det kirkelige apparat omkring Knudskulten i Odense; det var endelig ham, der opfattede sig som den danske kirkes leder, der kunne henvende sig til paven i den anledning.
Samarbejdet med Rom i 1117 er en velafhjemlet kendsgerning; det er at beklage, at ingen kilder belyser forholdet i årene 1104-17. Paschalis var den samme pave, som havde tildelt Asser af Lund palliet; det er nærliggende at forestille sig en ubrudt linje i forholdet mellem ham og den danske konge.
Katolske begreber:
|
Ordforklaring :
Investitur
Korstog
Modpave
Investitur:[ - ]
Investiturstriden; Forklaring:
Investiturstriden var en strid i middelalderen i 1000-1100-tallet, mellem de tysk-romerske kejsere på den ene side og pavestolen på den anden, om retten til at udnævne personer til høje kirkelige embeder - biskopper, abbeder osv. Striden sluttede i år 1122 med Wormskonkordatet (Pactum Calixtinum), der var et forlig, som godt nok styrkede pavemagten på kort sigt, men dog ikke på den lange bane.
Billedet herover viser kejserens syn på diskussionen om de to sværd i investiturstriden. Skt. Peder sidder i midten og uddeler på samme tid det verdslige sværd, magtens sværd, til kejseren, som står til højre, og det åndelige sværd til paven, som står til venstre. De to, kejser og pave (eller konge og ærkebisp) er altså ligeværdige. Kirken mente, at det åndelige sværd var mere værd end det verdslige. Derfor striden, som kaldes investiturstriden.
Investiturstriden, (1. led af lat. investitura 'iklædning, installation'), middelalderens strid mellem kirken og de verdslige herskere om, hvem der skulle besætte kirkelige embeder, symbolsk udtrykt ved at iklæde bisperne deres embedsklædning. Bisperne var store lensbesiddere, og fra den tidlige kirkes tid havde kongerne i de germanske områder haft udnævnelsesretten til politisk vigtige poster.
Med reformpavedømmet i 1000-t. erklærede paven, frem for alt Gregor 7., embedsudnævnelserne for indre kirkelige anliggender. Henrik 4. af Tyskland nægtede at bøje sig for det, så paven løste i 1076 hans stormænd fra deres lensed til ham, og mange af dem gjorde oprør. Henrik 4. måtte bøje sig og gå til Canossa i 1077, men siden vendte han sig mod paven og udnævnte en modpave. En foreløbig afslutning fik Investiturstriden med konkordatet i Worms 1122 med Henrik 5., hvorefter kejseren ikke længere kunne indsætte bisper, men dog kunne nedlægge veto mod en udvalgt bisp. I praksis afhang udnævnelsesretten af det politiske styrkeforhold mellem pave og verdslige herskere.
I 1100- og 1200-t. tiltog de hohenstaufiske kejsere Frederik 1. Barbarossa og Frederik 2. sig investiturret og udnævnte endog modpaver, men efter Frederik 2.s død i 1250 endte striden på få år med pavens sejr. Pavens forsøg på at hævde kirkens overherredømme over for den franske konge førte i begyndelsen af 1300-t. til det stik modsatte resultat: Bonifacius 8. blev fanget i 1303, og pavestolen flyttet til Avignon 1309-77.
Pavestolens svækkede prestige, kirkemødernes og lokale domkapitlers større styrke i forhold til paven samt endelig fremvæksten af nationalkirker fra 1300-t. betød, at Investiturstriden med udgangen af middelalderen løstes ved, at udnævnelsesretten til bispesæder principielt blev kirkens anliggende, men at paven i reglen rettede sig efter fyrsternes henstillinger.
[ - ]
Korstog:[ - ]
Korstog er en serie felttog fra 11. til 13. århundrede. De fleste var godkendt af paven. De kan ses som modtræk til flere århundreders islamisk ekspansion, og de fleste havde som mål at sikre kristen kontrol over Det hellige land, som var under muslimsk kontrol.
1. korstog 1096-1099
Pave Gregor 7. havde kort efter sin tiltrædelse i 1073 opfordret til et korstog til Jerusalem. Imidlertid lå pave Gregor i strid med den tyske konge og kejser (investiturstriden), så det blev først hans efterfølger, pave Urban 2., der kom til at virkeliggøre ideen.
Indtagelsen af Jerusalem under det første korstog 1099 i et middelalderligt manuskript.
2. korstog 1147-1149
Korstoget blev sat i gang på initiativ af Bernhard af Clairvaux, der inspirerede Ludvig 7. til at gå i spidsen, da der blev kaldt om hjælp fra Antiokia og Edessa i Syrien, der var blevet erobret under det første korstog.
3. korstog 1189-1193
Fra 1169 havde Saladin indtaget Egypten og havde sat et mål om at drive kristne væk fra den østlige del af Middelhavet. Efter at have erobret Syrien kunne han omringe korsfarerstaten, og den 4. juli 1187 overvandt han den i slaget ved Hattin. Den 2. oktober overgav Jerusalem sig, og derefter var det kun Antiokia, Tripoli, Tyrus og Margat, som var under kristen kontrol.
Frederik 1. Barbarossa (1122-1190), kejser af Tyskland og korsridder. Han var én af lederne af det 3. korstog i 1189
4. korstog 1202-1204
Under det 4. korstog ødelagde korsfarerne Konstantinopel – verdens største by – i 1204, selv om det var en kristen (græsk ortodoks) by, og plyndrede den. Dette betragtes som en af katolicismens skampletter og fik pave Johannes Paul 2. til den 4. maj 2001 officielt at undskylde overfor den Græske Kirke ved et personligt møde med den Økumeniske Patriark.
Nordiske korstog mod baltiske egne
I begyndelsen af 1200-tallet var turen kommet til de baltiske lande, blandt andet med danske korstog mod Estland. Korsfarerne drog først og fremmest af sted af religiøs overbevisning, men også med ønsket om at markere sig personligt som riddere, opnå anerkendelse eller finde store rigdomme i det mystiske østen.
Allerede ved midten af 1100-tallet opfordrede paven de danske konger til at føre korstog mod hedningene ved Østersøens sydkyst og de baltiske egne. Fra 1158 førte den danske ledingsflåde under ledelse af kong Valdemar den Store og den indflydelsesrige biskop Absalon krig mod de hedenske vendere for i 1169 at undertvinge disse og lægge øen Rügen under dansk indflydelsessfære. Den stærke danske kongemagt gennemførte i de følgende 50 år større og større erobringer for i 1219 at fuldbyrde korstogsmissionen ved at tvangskristne esterne. Esterne havde ellers forsvaret deres land med næb og kløer, men måtte bøje sig for den danske overmagt i slaget ved Lyndanisse.
[ - ]
Modpave:[ - ]
En modpave var i middelalderen en pave, som kejseren eller et oppositionsparti fik valgt i konkurrence med den retmæssige pave, og som ikke anerkendes i den officielle paveliste.
Modpaverne var i høj grad medvirkende i både det katolske og det statslige politiske spil op gennem årene.
Modpave Hypolitus, 217-235 regnes som regel for at være den første modpave.
Modpave Felix V, 1439-1449, var den sidste af slagsen.
Herunder ses:
Modpave Johannes XXIII
(1410 - 1415)
Liste over modpaver gennem historien:
- Hypolitus (217-235)
- Novatian (251-258)
- Felix II (355-365)
- Ursinus (366-367)
- Eulalius (418-419)
- Laurentius (498-499 og 501-506)
- Dioskur (september-oktober 530)
- Teodor (september-december 687)
- Paschalis (oktober-december 687)
- Konstantin II (767–768)
- Filippus (juli 768)
- Johannes (januar 844)
- Anastasius III (august-september 855)
- Kristoforus (903-04)
- Bonifatius VII (juni-juli 974 og 984-85)
- Johannes XVI (997-98)
- Gregor VI (juni-juli 1012)
- Benedikt X (1058-59)
- Honorius II (1061-72)
- Klemens III (1080-84)
- Theoderik (1100-01)
- Albert (februar-marts 1102)
- Sylvester IV (1105-11)
- Gregor VIII (1118-21)
- Celestin II (december 1124)
- Kletus [Anakletus] II (1130-38)
- Viktor IV (marts-maj 1138)
- Viktor IV (1159-64)
- Paschalis III (1164-68)
- Callistus III (1168-78)
- Innocent III (1179-80)
- Nikolas V (1328-30)
- Klemens VII (1378-94)
- Benedikt XIII (1394-1423)
- Alexander V (1409-10)
- Johannes XXIII (1410-15)
- Klemens VIII (1423-29)
- Benedikt XIV (1423-29)
- Benedikt XIV (1430-37)
- Felix V (1439-49)
Senere har der dog været andre som har taget pavetitel, flere gange efter være blevet valgt af skismatiske grupper. Dette er de såkalte sedevakantister, som mener, at pavestolen står tom, og at de dermed må vælge en af deres egne til at fylde den. Vatikanet har modpaverne med i de officielle lister over paver frem til Felix (V), som døde i 1449, men man medtager ikke sedevakantisterne. Årsagen til dette er, at modpaverne på den officielle liste blev valgt af personer, som befandt sig indenfor den katolske kirke, mens sedevakantistenes paver er valgt af personer, som befandt sig udenfor og havde dannet egne kirkesamfund. De anses derfor af Vatikanet for ledere af konkurrerende katolske eller katolsk-inspirerede grupper.
I katolsk kirkeret er det at lade sig vælge til modpave en skismatisk handling, som automatisk fører til ekskommunikation.
[ - ]
0518
|
