Beskrivelse af Modpave Alexander V, der var Modpave i år 1409-1410

Sct. Peter var den første biskop af Rom og dermed den første Pave i historien.
Der er opstået tradition for at biskoppen over Rom, er den katolske kirkes overhovede og dermed Pave for hele den katolske verden. Pavetitlen bliver dog først brugt efter år 300.
Kirken ledes af paven, der anses som Sankt Peters efterfølger. Den opfattelse stammer fra Matthæusevangeliet, hvor Jesus giver Peter nøglerne til himmeriget.
Jesus sagde følgende ord til Peter, som kan læses på indersiden af kuplen i
Peterskirken: ''Du er Peter (klippen) og på denne klippe vil jeg bygge min Kirke.
Dig vil jeg give nøglerne til himlens rige''.

En modpave var i middelalderen en pave, som kejseren eller et oppositionsparti fik valgt i konkurrence med den retmæssige pave, og som ikke anerkendes i den officielle paveliste.
Vi vil nu alligevel bringe ham på denne side !
Modpaverne var i høj grad medvirkende i både det katolske og det statslige politiske spil op gennem årene. Modpave Felix V, 1439-1449, var den sidste af slagsen.

Modpave Alexander V - 1409-1410 :

Modpave Alexander V (1409 - 1410) Alexander V var Modpave fra 26/06 1409 til 03/05 1410.
Alexander V sad kun på tronen, med fransk støtte, fra 26 juni 1409 til sin død den 3 maj 1410.
Da støtten til paverne, Benedict XIII og Gregor XII i Rom, langsomt blev mindre, blev et Koncilium indkaldt i 1409 i Pisa. Koncilet fordømte begge paver og afsatte dem under det 15. møde den 05/06 1409, og samme Koncilium valgte den 26/06 1409 Alexander V som ny pave. Nu var der tre paver.

Da et nyt Koncil i Pisa, efter Alexander V´s død den 3 maj i 1410, valgte hans efterfølger blev det Johannes XXIII, der straks sluttede pagt med Ladislas i Napoli, hvorefter Gregor den 31/10 1411 blev udvist af Napoli og søgte asyl hos Riminifyrsten Carlo Malatesta.

Alexander V (Latin: Alexander PP. V, italiensk: Alessandro V; også Peter af Candia eller Peter Phillarges, ca. 1339-3 maj 1410) var Modpave under Western Skisma (1378-1417). Han regerede fra 26 juni 1409, til sin død i 1410 og er officielt anerkendt af den romerske katolske kirke som en Modpave.

Liv
Alexander V blev født på Kreta (Candia) i 1339 af græsk-italienske afstamning fra en familie fra Candia Lomellina. Han blev født Petros Philargos de Candia, men er ofte kendt som den italienske version af dette navn, Pietro di Candia. Han snart trådte den franciskanske rækkefølge, og hans evner var sådan, at han blev sendt til at studere på universiteterne i Oxford og Paris. Mens han var i Paris Western Skisma opstod; Philarges understøttet pave Urban VI (1378-89). Han bosatte sig i Lombardiet, hvor, tak til fordel for Giangaleazzo Visconti, hertugen af Milano, han blev biskop, først af Piacenza (1386), derefter af Vicenza (1387) og derefter af Novara (1389), og endelig ærkebiskoppen i Milano (1402).
På at blive lavet kardinal af pave Innocent VII (1404-06) i 1405, viede han al sin energi til genforening af kirken, på trods af de to rivaliserende paver. Han var en af initiativtagerne til Rådet i Pisa og hans politisering afholdt utilfredshed med pave Gregory XII (1406-15), der har bestilt Philarges frataget både hans ærkebispedømmet og hans cardinalatial værdighed.
På Rådet i Pisa (fra marts 25, 1409) valgte samlet cardinals Philarges som den nye prælat for en stol, de formodes var ledig. Han blev kronet på juni 26, 1409, som Alexander V, hvilket gør ham i virkeligheden den tredje rivaliserende pave.
I løbet af hans ti måneders regeringstid var Alexander V´s mål at udvide sin lydighed med bistand fra Frankrig, og navnlig fra Hertug Ludvig II af Anjou, med hvem han konfererede kongeriget Siciliens selvstændighed, efter at have taget magten over det fra Ladislaus af Napoli. Han proklamerede og lovede snarere end gennemført en række reformer: opgivelse af rettigheder "ødelægger" og "procurations", og genindførelsen af systemet af canonical valg i katedralen kirker og vigtigste klostre. Han gav også pavelige tjeneste med en overdådig hånd, hvorfra betler ordrer gavnet især.
Alexander V døde pludselig mens han var med kardinal Baldassare Cossa i Bologna, om natten 3-4 maj 1410. Hans jordiske rester blev placeret i kirken St. Francis på Bologna. Et rygte, spredes men nu betragtes som falsk, der han var blevet forgiftet af Cossa, der efterfulgte ham som Modpave John XXIII (1410-15). Rådet Constance i 1418 afvist linje af Pisa paver som "antipopes."

I nummereringen af efterfølgende paver ved navn Alexander, springes han over for at undgå forvirring. Rodrigo Borgia tog navnet Pave Alexander VI.

Alexander V (Latin: Alexander PP. V, Italian: Alessandro V; also Peter of Candia or Peter Phillarges, ca. 1339 - May 3, 1410) was antipope during the Western Schism (1378-1417). He reigned from June 26, 1409, to his death in 1410 and is officially regarded by the Roman Catholic Church as an antipope.

Life
Alexander V was born in Crete (Candia) in 1339 of Greco-Italian descent from a family from Candia Lomellina. He was born Petros Philargos de Candia, but is often known by the Italian version of this name, Pietro di Candia. He soon entered the Franciscan order, and his abilities were such that he was sent to study at the universities of Oxford and Paris. While he was in Paris the Western Schism occurred; Philarges supported Pope Urban VI (1378-89). He settled in Lombardy, where, thanks to the favour of Giangaleazzo Visconti, the Duke of Milan, he became bishop, first of Piacenza (1386), then of Vicenza (1387), then of Novara (1389), and finally Archbishop of Milan (1402).
On being created cardinal by Pope Innocent VII (1404-06) in 1405, he devoted all his energies to the reunion of the Church, in spite of the two rival popes. He was one of the promoters of the Council of Pisa and his politicking incurred the displeasure of Pope Gregory XII (1406-15), who ordered Philarges deprived of both his archbishopric and his cardinalatial dignity.
At the Council of Pisa (from March 25, 1409), the assembled cardinals chose Philarges as the new prelate for a chair they presumed was vacant. He was crowned on June 26, 1409, as Alexander V, making him in reality the third rival pontiff.
During his ten-month reign, Alexander V's aim was to extend his obedience with the assistance of France, and, notably, of Duke Louis II of Anjou, upon whom he conferred the Investiture of the Kingdom of Sicily, having removed it from Ladislaus of Naples. He proclaimed and promised rather than effected a certain number of reforms: the abandonment of the rights of "spoils" and "procurations," and the re-establishment of the system of canonical election in the cathedral churches and principal monasteries. He also gave out papal favours with a lavish hand, from which the mendicant orders benefitted especially.
Alexander V suddenly died while he was with Cardinal Baldassare Cossa at Bologna, on the night of 3-4 May 1410. His remains were placed in the church of St. Francis at Bologna. A rumour, though now considered false, spread that he had been poisoned by Cossa, who succeeded him as Antipope John XXIII (1410-15). The Council of Constance in 1418 rejected the line of Pisan popes as "antipopes."

In the numbering of subsequent popes named Alexander, he is skipped to avoid confusion. Rodrigo Borgia took the name Pope Alexander VI.

---

                  Katolske begreber:

Ordforklaring :

Investitur
Koncil
Modpave
Skisma

Investitur:

Investiturstriden; Forklaring:
Investiturstriden var en strid i middelalderen i 1000-1100-tallet, mellem de tysk-romerske kejsere på den ene side og pavestolen på den anden, om retten til at udnævne personer til høje kirkelige embeder - biskopper, abbeder osv. Striden sluttede i år 1122 med Wormskonkordatet (Pactum Calixtinum), der var et forlig, som godt nok styrkede pavemagten på kort sigt, men dog ikke på den lange bane.


Billedet herover viser kejserens syn på diskussionen om de to sværd i investiturstriden. Skt. Peder sidder i midten og uddeler på samme tid det verdslige sværd, magtens sværd, til kejseren, som står til højre, og det åndelige sværd til paven, som står til venstre. De to, kejser og pave (eller konge og ærkebisp) er altså ligeværdige. Kirken mente, at det åndelige sværd var mere værd end det verdslige. Derfor striden, som kaldes investiturstriden.

Investiturstriden, (1. led af lat. investitura 'iklædning, installation'), middelalderens strid mellem kirken og de verdslige herskere om, hvem der skulle besætte kirkelige embeder, symbolsk udtrykt ved at iklæde bisperne deres embedsklædning. Bisperne var store lensbesiddere, og fra den tidlige kirkes tid havde kongerne i de germanske områder haft udnævnelsesretten til politisk vigtige poster.
Med reformpavedømmet i 1000-t. erklærede paven, frem for alt Gregor 7., embedsudnævnelserne for indre kirkelige anliggender. Henrik 4. af Tyskland nægtede at bøje sig for det, så paven løste i 1076 hans stormænd fra deres lensed til ham, og mange af dem gjorde oprør. Henrik 4. måtte bøje sig og gå til Canossa i 1077, men siden vendte han sig mod paven og udnævnte en modpave. En foreløbig afslutning fik Investiturstriden med konkordatet i Worms 1122 med Henrik 5., hvorefter kejseren ikke længere kunne indsætte bisper, men dog kunne nedlægge veto mod en udvalgt bisp. I praksis afhang udnævnelsesretten af det politiske styrkeforhold mellem pave og verdslige herskere.
I 1100- og 1200-t. tiltog de hohenstaufiske kejsere Frederik 1. Barbarossa og Frederik 2. sig investiturret og udnævnte endog modpaver, men efter Frederik 2.s død i 1250 endte striden på få år med pavens sejr. Pavens forsøg på at hævde kirkens overherredømme over for den franske konge førte i begyndelsen af 1300-t. til det stik modsatte resultat: Bonifacius 8. blev fanget i 1303, og pavestolen flyttet til Avignon 1309-77.
Pavestolens svækkede prestige, kirkemødernes og lokale domkapitlers større styrke i forhold til paven samt endelig fremvæksten af nationalkirker fra 1300-t. betød, at Investiturstriden med udgangen af middelalderen løstes ved, at udnævnelsesretten til bispesæder principielt blev kirkens anliggende, men at paven i reglen rettede sig efter fyrsternes henstillinger.

Koncil:

Et Koncil er et kirkemøde for hele eller dele af Den Katolske Kirke. Ordet kommer fra latin "concilium"=Rådsforsamling. Man taler om 4 forskellige typer af konciler: "Concilio Diocesano" eller "Sinodo" indkaldes af Biskoppen, "Concilio Provinciale" indkaldes af Metropolitten (Ærkebispen), "Concilio Nazionale" indkaldes af Patriarken eller Overhovedet for Kirken i det enkelte land.



Endelig er der "Concilio Ecumenico", som indkaldes af Paven og gælder for alle dele af Den Katolske Kirke.

Et Økumenisk Koncil foregår i 3 bestemte faser: Indkaldelsen af de nærmere bestemte grupper gejstlige som skal deltage. Afholdelsen sker under Pavens præsidium eller under en af hans legater. Paven bestemmer de emner, der skal debatteres og om evt. andre forslag skal tages med ind til diskussion. Paven har ret til at opløse Koncilet, eller til at stoppe det eller overflytte det til et andet sted. Den sidste fase er Pavens godkendelse af Koncilets konklusioner.

Koncilier - Romerkirkens generalforsamlinger

Modpave:

En modpave var i middelalderen en pave, som kejseren eller et oppositionsparti fik valgt i konkurrence med den retmæssige pave, og som ikke anerkendes i den officielle paveliste.
Modpaverne var i høj grad medvirkende i både det katolske og det statslige politiske spil op gennem årene.
Modpave Hypolitus, 217-235 regnes som regel for at være den første modpave.
Modpave Felix V, 1439-1449, var den sidste af slagsen.

Herunder ses: Modpave Johannes XXIII
(1410 - 1415)
Liste over modpaver gennem historien:

• Hypolitus (217-235)
• Novatian (251-258)
• Felix II (355-365)
• Ursinus (366-367)
• Eulalius (418-419)
• Laurentius (498-499 og 501-506)
• Dioskur (september-oktober 530)
• Teodor (september-december 687)
• Paschalis (oktober-december 687)
• Konstantin II (767–768)
• Filippus (juli 768)
• Johannes (januar 844)
• Anastasius III (august-september 855)
• Kristoforus (903-04)
• Bonifatius VII (juni-juli 974 og 984-85)
• Johannes XVI (997-98)
• Gregor VI (juni-juli 1012)
• Benedikt X (1058-59)
• Honorius II (1061-72)
• Klemens III (1080-84)
• Theoderik (1100-01)
• Albert (februar-marts 1102)
• Sylvester IV (1105-11)
• Gregor VIII (1118-21)
• Celestin II (december 1124)
• Kletus [Anakletus] II (1130-38)
• Viktor IV (marts-maj 1138)
• Viktor IV (1159-64)
• Paschalis III (1164-68)
• Callistus III (1168-78)
• Innocent III (1179-80)
• Nikolas V (1328-30)
• Klemens VII (1378-94)
• Benedikt XIII (1394-1423)
• Alexander V (1409-10)
• Johannes XXIII (1410-15)
• Klemens VIII (1423-29)
• Benedikt XIV (1423-29)
• Benedikt XIV (1430-37)
• Felix V (1439-49)

Senere har der dog været andre som har taget pavetitel, flere gange efter være blevet valgt af skismatiske grupper. Dette er de såkalte sedevakantister, som mener, at pavestolen står tom, og at de dermed må vælge en af deres egne til at fylde den. Vatikanet har modpaverne med i de officielle lister over paver frem til Felix (V), som døde i 1449, men man medtager ikke sedevakantisterne. Årsagen til dette er, at modpaverne på den officielle liste blev valgt af personer, som befandt sig indenfor den katolske kirke, mens sedevakantistenes paver er valgt af personer, som befandt sig udenfor og havde dannet egne kirkesamfund. De anses derfor af Vatikanet for ledere af konkurrerende katolske eller katolsk-inspirerede grupper.
I katolsk kirkeret er det at lade sig vælge til modpave en skismatisk handling, som automatisk fører til ekskommunikation.

Skisma:

Det rigtigt store skisma var skismaet mellem Konstantinopel og Rom 1054. Men traditionelt betegnes også den vestlige kirkes skisma som »det store skisma« - man er tilbøjelige til at ignorere Østrom i europæisk historie.

Det Store Skisma, splittelsen mellem den romerske og den byzantinske kirke fra 1054.
Der havde siden 800-t. bestået spændinger om bl.a. pavens forrang, filioque, kirkelige skikke, nadverbrødet og fordelingen af kirkelig jurisdiktion.
I 1054 nedlagde en romersk delegation en bandbulle på alteret i Sofiakirken i Konstantinopel mod patriark Michael Kerullarios og den byzantinske kirkeledelse.
Derpå bandlyste Kerullarios romerne; de gensidige fordømmelser blev først ophævet i 1965.
Året 1054 er traditionelt blevet regnet for tidspunktet for bruddet mellem den østlige og den vestlige kristendom.

Det Vestlige Skisma :


Den romersk-katolske kirke var i senmiddelalderen og renæssancen præget af en række kriser. Kirkens første alvorlige krise kom i 1309, da paven flyttede hoffet fra Rom til Avignon, og i denne periode var paven under den franske konges indflydelse. Pave Gregor 11. flyttede hoffet tilbage til Rom i 1378, men døde kort efter, hvorefter det kom til endnu en krise. Denne krise omtales som Det store Skisma, som varede fra 1378 til 1417, hvor der på et tidspunkt fandtes tre paver (Rom, Pisa og Avignon). Dette blev begyndelsen på koncilbevægelsen, der begyndte med koncilet i Konstanz og afsluttedes med koncilet i Basel. Koncilbevægelsen forsøgte at gøre sig til kirkens øverste myndighed, men tabte magtkampen til paven.
Urban VI´s (1378-1389) valg skete under pres fra den romerske befolkning, der ønskede en romer eller i det mindste en italiener valgt som pave. Han er den sidste pave uden kardinaltitel og hans valg førte til et næsten 50-årigt skisma (spaltning) af den romersk-katolske kirke, hvor der frem til et møde i Pisa i 1409 var to paver og efter mødet var der tre paver - en situation, der varer til de stridende parter mødes på et konsil i Konstanz (1414-1418), hvor man enes om at vælge Oddo di Colonna som pave Martino V og afsætte de øvrige.

Navnene på paver og modpaver i denne periode er:

• Modpave Clemens VII (1378-1394)
• Pave Bonifacius IX (1389-1404)
• Modpave Benedikt XIII (1394-1423)
• Pave Innocent VII (1404-1406)
• Pave Gregor XII (1406-1415)
• Pave Alexander V (1409-1410)
• Modpave Johannes XXIII (1410-1415)

På konklavet i 1378 valgte Det italienske parti Prignano til pave Urbano VI, men de franske kardinaler ville ikke godkende valget og de blev politisk støttet af den franske kong Karl V og Napolis dronning Johanna 1 af Anjou. Det franske parti valgte så kardinal Robert af Genf som modpave under navnet Clemente VII, og han bosatte sig i Avignon og så var spaltningen af den romersk-katolske kirke en kendsgerning og de indbyrdes krige kunne begynde, hvor Pave Urbano VI tabte en række slag, men han afslog alle forsøg på et kompromis.
I 1415 besluttede den retmæssigt valgte Gregor XII under koncilet i Konstanz (1415-1418) at træde tilbage. Det gjorde han for at afslutte det vestlige skisma, hvor hele tre paver gjorde krav på Petersembedet.