Beskrivelse af Eugenius IV, der var Pave i år 1431-1447

Sct. Peter var den første biskop af Rom og dermed den første Pave i historien.
Der er opstået tradition for at biskoppen over Rom, er den katolske kirkes overhovede og dermed Pave for hele den katolske verden. Pavetitlen bliver dog først brugt efter år 300.
Kirken ledes af paven, der anses som Sankt Peters efterfølger. Den opfattelse stammer fra Matthæusevangeliet, hvor Jesus giver Peter nøglerne til himmeriget.
Jesus sagde følgende ord til Peter, som kan læses på indersiden af kuplen i
Peterskirken: ''Du er Peter (klippen) og på denne klippe vil jeg bygge min Kirke.
Dig vil jeg give nøglerne til himlens rige''.

Eugenius IV - 1431-1447 :

Eugenius IV (Eugenio IV) Eugene IV; Eugene IV / Eugenius IV var pave fra 03/03 1431 til 23/02 1447.

Pave Eugenius IV (Latin: Eugenius IV; 1383 - 25 februar 1447), født Gabriele Condulmer, var leder af den katolske kirke fra 3 marts 1431 til sin død i 1447. Han var den sidste pave der tog navnet "Eugenius" efter sit valg.

Biografi
Condulmer blev født i Venedig hos en rig købmandsfamilie, en Correr på sin mors side. Han trådte et fællesskab af canons regelmæssig på øen San Giorgio i Alga i sin fødeby. I en alder af twenty-fire han blev udpeget af sin onkel, pave Gregory XII, som biskop i Siena og kom i forgrunden. I Siena, den politiske klasse gjorde indsigelse mod en 24 - årig biskop, som var en udlænding. Derfor spørgsmålet var ikke trykket, og han tog sin afsked udnævnelsen, bliver i stedet sin onkels pavelige kasserer, protonotary og kardinal præst af Basilica San Clemente. Pave Martin V opkaldt ham Cardinal præst Basilica di Santa Maria in Trastevere.
Condulmer gjorde sig nyttig hos pave Martin og blev hurtigt valgt til at efterfølge ham i den pavelige Konklave af 1431. Han blev kronet som Eugenius IV på St. Peters Basilika den 11 marts 1431. Ved en skriftlig aftale indgået før sit valg lovede han at uddele halvdelen af alle indtægter fra kirken til kardinalerne og lovede at rådføre sig med dem på alle spørgsmål af betydning, både åndelige og timelige. Ved at antage den pavelige stol, tog Eugenius IV voldelige foranstaltninger mod talrige Colonna slægtninge af sin forgænger Martin V, der havde belønnede dem med slotte og lander. Dette er på én gang involveret ham i en alvorlig konkurrence med den kraftfulde hus Colonna, nominelt understøttes af Rom lokale rettigheder mod interesser pavedømmet. En våbenhvile blev snart arrangeret.

Conciliar reform
Langt var den vigtigste funktion af Eugenius IVs Pontifikat den store kamp mellem paven og Rådet Basel (1431-39), den endelige indbegrebet af den Conciliar bevægelse. På 23 juli 1431, hans legat Giuliano Cesarini åbnede Rådet, som havde været afholdt af Martin V, men mistroisk af dens formål og opmuntret af den lille fremmøde, paven udstedt en tyr på 18 December 1431, der opløses Rådet og kaldet et nyt møde i halvandet år på Bologna. Rådet modsatte sig dette udtryk af pavelige prærogativ. Eugenius IV handling gav nogle vægt til påstanden om, at Curia var imod enhver autentiske foranstaltninger af reformen. Rådet nægtede at opløses; i stedet fornyede de beslutninger, som Rådet Constance havde erklæret en Rådets superior til paven og bestilte Eugenius IV skal vises på Basel. Et kompromis blev arrangeret af Holy Roman Emperor Sigismund, der havde været kronet kejser i Rom på 31 maj 1433. Af vedtaegterne, paven mindes sin Bulle af opløsning, og at reservere alle rettigheder af pavestolen, erkendte Rådet som økumenisk på 15 December 1433 undtagen de første ikke-godkendte sessioner, der indeholdt Kanonerne, som ophøjede conciliar myndighed over for paven. Paven indvilligede i at navnet præsidenter at føre Rådet.
Disse indrømmelser var også på grund af invasionen af de pavelige stater af de tidligere pavelige Histonium Niccolò Fortebraccio og Filippo Maria Visconti tropper under ledelse af Niccolò Piccinino som gengældelse for Eugens støtte til Firenze og Venedig mod Milan (Se også krige i Lombardiet). Denne situation førte også til etableringen af en oprørske Republik på Rom kontrolleret af familien Colonna. I tidlig juni 1434, var forklædt i klæder af en benediktiner munk, Eugenius roet ned i midten af Tiberen, overdængede af sten fra enten bank, en florentinsk fartøj venter på at afhente ham i Ostia. Byen var restaureret til lydighed af Giovanni Vitelleschi, den militante biskop Recanati, i den følgende oktober. I August 1435 blev en fredsaftale underskrevet i Ferrara ved de forskellige krigsførende parter. Paven flyttede til Bologna i April 1436. Hans condottieri Francesco Sforza og Vitelleschi erobret i mellemtiden en stor del af Kirkestaten. Traditionelle pavelige fjender blev såsom Prefetti di Vico blev ødelagt, mens Colonna reduceret til lydighed efter ødelæggelsen af deres højborg i Palestrina i August 1436.
I mellemtiden brød kamp med Rådet sidder på Basel ud igen. Eugenius IV udførligt indkaldt en rivaliserende Rådet på Ferrara på 8 januar 1438 og ekskommunikeret prælater samlet på Basel. Resultatet blev at Rådet Basel suspenderet ham på 24 januar 1438, så formelt afsatte ham som en kætter på 25 juni 1439. I følgende November Rådet valgt den ambitiøse Amadeus VIII, hertugen af Savoyen, som Modpave under navn af Felix V. Frankrig og Tyskland adfærd syntes at berettige denne handling, for kong Charles VII af Frankrig havde indført dekreter Rådet Basel med små ændringer, i Frankrig gennem pragmatiske sanktion Bourges (7 juli 1438), og kost Mainz havde berøvet paven af det meste af hans rettigheder i Empire (26 marts 1439).
I Firenze, hvor Rådet for Ferrara var blevet overført som foelge af udbrud af pest, en union med østlige ortodokse kirke blev afholdt i juli 1439, som viste sig som et resultat af politiske nødvendigheder, men en midlertidig styrke at den pavedømmet prestige.
Denne union blev efterfulgt af andre af selv mindre stabilitet. Eugenius IV underskrevet en aftale med armenierne på 22 November 1439, og med en del af jakobitter i 1443 og 1445 modtog han Qing og maronitters. Han gjorde sit bedste for at dæmme op for den tyrkiske fremrykning, pantsætning en femtedel af den pavelige indkomst til et Korstog, som fastsat i 1443, men som mødtes med overvældende nederlag ved slaget Varna. Kardinal Cesarini, den pavelige legat, omkom i flugt.
Eugenius's rival Felix V opnået i mellemtiden ringe anerkendelse, selv i imperiet. Til sidst flyttede Holy Roman Emperor Frederick III mod accept af Eugenius. King's dygtigste rådgiver, den humanistiske Aeneas Sylvius Piccolomini, der var senere at være Pave Pius II, gjorde fred med Eugenius i 1442. Pavens anerkendelse af kravet til Napoli af Kong Alfonso V af Aragonien (i traktaten af Terracina, underskrevet af Eugenius på Siena noget senere) trak sig tilbage den sidste vigtige støtte fra Rådet af Basel. I 1442 Eugenius, Alfonso og Visconti sendt Niccolò Piccinino at tilbageerobre Ancona-marts fra Francesco Sforza, men nederlag i den allierede hær ved slaget Montolmo pressede paven til at forene med Sforza.
Så aktiveret, Eugenius IV gjort en sejrende indrejse i Rom på 28 September 1443 efter en eksil i næsten ti år.
Hans protester mod pragmatiske sanktion Bourges var ineffektive, men ved hjælp af konkordat af fyrsterne, forhandlet af Piccolomini med vælgerne i februar 1447, hele Tyskland erklæret mod Modpave. Denne aftale blev afsluttet kun efter Eugens død.

Slaveri
Kristendommen havde fået mange konvertitter i de Kanariske Øer af de tidlige 1430s. Dog havde ejendomsretten til landet været genstand for tvist mellem Portugal og Kongeriget Castille. Mangelen på effektiv kontrol havde resulteret i for periodiske raids på øerne til at skaffe slaver. Pave Eugenius IV var bekymret over, at slavebinding af nyligt døbt kristne ville hindre udbredelsen af kristendommen og derfor udstedt en pavelig tyr, "Skaberen Omnium", på 17 December 1434.
Eugenius ekskommunikeret hvem slaver nyligt konverterede kristne, men ingen beskyttelse blev tilbudt til dem, der afviste at blive kristne. Historikeren Richard Raiswell ser dette som et væsentligt vendepunkt, fordi før denne Canon Law havde kun sanktioneret slaveri i forbindelse med en retfærdig krig og un-døbt fanger, men med udstedelsen af denne bull den eneste beskyttelse var, hvis personen, der blev en kristen.
Portugisiske soldater fortsatte med at raid øerne under 1435 og Eugenius udstedt en yderligere edikt Sicut Dudum forbudt krige udkæmpes mod øer og bekræfter forbud mod slaveri. Eugenius fordømt slavebinding af befolkningerne i de nyligt koloniseret Kanariske Øer og under bandlysning, beordrede alle sådanne slaver til straks blive sat fri. Joel S Panzer (2008) udsigt Sicut Dudum som en betydelig fordømmelsen af slaveri, udstedt tres år før europæerne fandt den nye verden. Forbud og kirkelige sanktioner af Sicut Dudum relateret til den nyligt konverterede. Eugenius hærdet Sicut Dudum med en anden tyr (15 September 1436) udstedes som svar på klager fra kong Edward i Portugal, der tillod den portugisiske at erobre eventuelle ikke-konverterede dele af de Kanariske Øer. Ifølge Raiswell (1997), enhver Christian ville være beskyttet af den tidligere edikt men den un-døbt var implicit lov til at være slaver.
Efter ankomsten af de første afrikanske slaver i Lissabon i løbet af året 1441, prins Henry spurgte Eugenius for at udpege Portugals razziaer langs de vestafrikanske kyst som et Korstog, ville en konsekvens heraf være legitimering af slaveri til fanger taget i løbet af Korstog. På 19 December 1442 svarede Eugenius ved at udstede bull Illius qui, hvor han tildelt fuld syndernes forladelse til dem, der har deltaget i nogen ekspeditioner mod Saracenerne. Davidson (1961) hævder, at "i kristendommen som Islam... hedenske var ofres.
Richard Raiswell hævder, at Buller fra Eugenius i nogle måde bidraget til udviklingen af tanke, som opfattes slavebinding af afrikanere af portugisiske og senere europæerne "som at gøre et slag for kristenheden".

Død og eftermæle
Statue af pave Eugen på Firenzes domkirke Selv om hans Pontifikat havde været så stormfuldt og ulykkelig, sagde han til har beklagede på sit dødsleje, at han stadig forlod sit Kloster, Eugenius IVs sejr over Rådet Basel og hans indsats for kirkens enhed ikke desto mindre bidrog til fordelingen af den conciliar bevægelse og restaureret pavedømmet til en antydning af den dominerende stilling, det havde før Western Skisma (1378-1417). Denne sejr havde dog opnået ved at gøre indrømmelser til fyrsterne af Europa. Derefter skulle pavedømmet afhænge mere for sine indtægter på Pavestaten.
Eugenius IV var værdig i opførsel, men uerfarne og vaklende i aktion og overgearet i temperament. Bitter i sit had mod kætteri, han ikke desto mindre viste stor venlighed til fattige. Han arbejdede for at reformere de monastiske ordrer, især Franciskanerne, og var aldrig skyldig af nepotisme. Selvom spartansk i sit private liv, han var en oprigtig ven af kunst og lærdom, og i 1431 han re-etableret university i Rom. Han har også indviet domkirken i Firenze på 25 marts 1436. Eugenius blev begravet på Sankt Peters af graven af pave Eugenius III. Hans grav blev senere overført til San Salvatore i Lauro, en sognekirke på anden side af floden Tiberen.

Pope Eugene IV (Latin: Eugenius IV; 1383 - 25 February 1447), born Gabriele Condulmer, was the head of the Catholic Church from 3 March 1431 to his death in 1447. He is the last pope to take the name "Eugene" upon his election.

Biography
Condulmer was born in Venice to a rich merchant family, a Correr on his mother's side. He entered a community of canons regular on the island of San Giorgio in Alga in his native city. At the age of twenty-four he was appointed by his uncle, Pope Gregory XII, as Bishop of Siena and came into prominence. In Siena, the political class objected to a 24-year old bishop who was a foreigner. Therefore, the issue was not pressed, and he resigned the appointment, becoming instead his uncle's papal treasurer, protonotary and Cardinal Priest of the Basilica of San Clemente. Pope Martin V named him Cardinal Priest of the Basilica di Santa Maria in Trastevere.
Condulmer made himself useful to Pope Martin and was quickly elected to succeed him in the papal conclave of 1431. He was crowned as Eugene IV at St. Peter's Basilica on 11 March 1431. By a written agreement made before his election he pledged to distribute to the cardinals one-half of all the revenues of the Church and promised to consult with them on all questions of importance, both spiritual and temporal. Upon assuming the papal chair, Eugene IV took violent measures against the numerous Colonna relatives of his predecessor Martin V, who had rewarded them with castles and lands. This at once involved him in a serious contest with the powerful house of Colonna that nominally supported the local rights of Rome against the interests of the Papacy. A truce was soon arranged.

Conciliar reform
By far the most important feature of Eugene IV's pontificate was the great struggle between the Pope and the Council of Basel (1431-39), the final embodiment of the Conciliar movement. On 23 July 1431, his legate Giuliano Cesarini opened the council, which had been convoked by Martin V, but, distrustful of its purposes and emboldened by the small attendance, the pope issued a bull on 18 December 1431 that dissolved the council and called a new one to meet in eighteen months at Bologna. The council resisted this expression of papal prerogative. Eugene IV's action gave some weight to the contention that the Curia was opposed to any authentic measures of reform. The council refused to dissolve; instead they renewed the resolutions by which the Council of Constance had declared a council superior to the Pope and ordered Eugene IV to appear at Basel. A compromise was arranged by the Holy Roman Emperor Sigismund, who had been crowned emperor at Rome on 31 May 1433. By its terms, the Pope recalled his bull of dissolution, and, reserving all the rights of the Holy See, acknowledged the council as ecumenical on 15 December 1433 except for the initial unapproved sessions that contained canons which exalted conciliar authority above that of the pope. The pope agreed to name presidents to lead the council.
These concessions also were due to the invasion of the Papal States by the former Papal condottiero Niccolò Fortebraccio and the troops of Filippo Maria Visconti led by Niccolò Piccinino in retaliation for Eugene's support to Florence and Venice against Milan (see also Wars in Lombardy). This situation led also to establishment of an insurrectionary republic at Rome controlled by the Colonna family. In early June 1434, disguised in the robes of a Benedictine monk, Eugene was rowed down the center of the Tiber, pelted by stones from either bank, to a Florentine vessel waiting to pick him up at Ostia. The city was restored to obedience by Giovanni Vitelleschi, the militant Bishop of Recanati, in the following October. In August 1435 a peace treaty was signed at Ferrara by the various belligerents. The Pope moved to Bologna in April 1436. His condottieri Francesco Sforza and Vitelleschi in the meantime reconquered much of the Papal States. Traditional papal enemies such as the Prefetti di Vico were destroyed, while the Colonna were reduced to obedience after the destruction of their stronghold in Palestrina in August 1436.
Meanwhile the struggle with the council sitting at Basel broke out anew. Eugene IV at length convened a rival council at Ferrara on 8 January 1438 and excommunicated the prelates assembled at Basel. The result was that the Council of Basel suspended him on 24 January 1438, then formally deposed him as a heretic on 25 June 1439. In the following November the council elected the ambitious Amadeus VIII, Duke of Savoy, as antipope under the name of Felix V. The conduct of France and Germany seemed to warrant this action, for King Charles VII of France had introduced the decrees of the Council of Basel, with slight changes, into France through the Pragmatic Sanction of Bourges (7 July 1438), and the Diet of Mainz had deprived the Pope of most of his rights in the Empire (26 March 1439).
At Florence, where the council of Ferrara had been transferred as a result of an outbreak of the plague, a union with the Eastern Orthodox Church was effected in July 1439, which, as the result of political necessities, proved but a temporary bolster to the papacy's prestige.
This union was followed by others of even less stability. Eugene IV signed an agreement with the Armenians on 22 November 1439, and with a part of the Jacobites in 1443, and in 1445 he received the Nestorians and the Maronites. He did his best to stem the Turkish advance, pledging one-fifth of the papal income to a crusade which set out in 1443, but which met with overwhelming defeat at the Battle of Varna. Cardinal Cesarini, the papal legate, perished in the rout.
Eugene's rival Felix V in the meantime obtained scant recognition, even in the Empire. Eventually Holy Roman Emperor Frederick III moved toward acceptance of Eugene. The king's ablest adviser, the humanist Aeneas Sylvius Piccolomini, who was later to be Pope Pius II, made peace with Eugene in 1442. The Pope's recognition of the claim to Naples of King Alfonso V of Aragon (in the treaty of Terracina, signed by Eugenius at Siena somewhat later) withdrew the last important support from the council of Basel. In 1442 Eugene, Alfonso and Visconti sent Niccolò Piccinino to reconquer the March of Ancona from Francesco Sforza, but the defeat of the allied army at the Battle of Montolmo pushed the Pope to reconcile with Sforza.
So enabled, Eugene IV made a victorious entry into Rome on 28 September 1443 after an exile of nearly ten years.
His protests against the Pragmatic Sanction of Bourges were ineffectual, but by means of the Concordat of the Princes, negotiated by Piccolomini with the electors in February 1447, the whole of Germany declared against the antipope. This agreement was completed only after Eugene's death.

Slavery
Christianity had gained many converts in the Canary Islands by the early 1430s. However, the ownership of the lands had been the subject of dispute between Portugal and the Kingdom of Castille. The lack of effective control had resulted in periodic raids on the islands to procure slaves. Pope Eugene IV was concerned that the enslavement of newly-baptized Christians would impede the spread of Christianity and therefore issued a Papal Bull, "Creator Omnium", on 17 December 1434.
Eugene excommunicated anyone who enslaved newly-converted Christians, but no protection was offered to those who declined to become Christians. Historian Richard Raiswell sees this as a significant turning point because before this Canon Law had only sanctioned slavery in the context of a just war and un-baptized captives, but with the issuing of this bull the only protection offered was if the person became a Christian.
Portuguese soldiers continued to raid the islands during 1435, and Eugene issued a further edict Sicut Dudum that prohibited wars being waged against the islands and affirming the ban on enslavement. Eugene condemned the enslavement of the peoples of the newly-colonized Canary Islands and, under pain of excommunication, ordered all such slaves to be immediately set free. Joel S Panzer (2008) views Sicut Dudum as a significant condemnation of slavery, issued sixty years before the Europeans found the New World. The prohibitions and Ecclesiastical sanctions of Sicut Dudum related to the newly converted. Eugene tempered Sicut Dudum with another bull (15 September 1436) issued in response to complaints made by King Edward of Portugal that allowed the Portuguese to conquer any unconverted parts of the Canary Islands. According to Raiswell (1997), any Christian would be protected by the earlier edict but the un-baptized were implicitly allowed to be enslaved.
Following the arrival of the first African slaves in Lisbon during the year 1441, Prince Henry asked Eugene to designate Portugal's raids along the West African coast as a crusade, a consequence of which would be the legitimization of enslavement for captives taken during the crusade. On 19 December 1442, Eugene replied by issuing the bull Illius qui, in which he granted full remission of sins to those who took part in any expeditions against the Saracens. Davidson (1961) asserts that "In Christianity as in Islam...the heathen was expendable.
Richard Raiswell argues that the bulls of Eugene helped in some way the development of thought which perceived the enslavement of Africans by the Portuguese and later Europeans "as dealing a blow for Christendom".

Death and legacy
Statue of Pope Eugene at the Florence Cathedral Although his pontificate had been so stormy and unhappy that he is said to have regretted on his deathbed that he ever left his monastery, Eugene IV's victory over the Council of Basel and his efforts on behalf of church unity nevertheless contributed greatly to the breakdown of the conciliar movement and restored the papacy to a semblance of the dominant position it had held before the Western Schism (1378-1417). This victory had been gained, however, by making concessions to the princes of Europe. Thereafter, the papacy had to depend more for its revenues on the Papal States.
Eugene IV was dignified in demeanour, but inexperienced and vacillating in action and excitable in temper. Bitter in his hatred of heresy, he nevertheless displayed great kindness to the poor. He laboured to reform the monastic orders, especially the Franciscans, and was never guilty of nepotism. Although austere in his private life, he was a sincere friend of art and learning, and in 1431 he re-established the university at Rome. He also consecrated Florence Cathedral on 25 March 1436. Eugene was buried at Sankt Peter's by the tomb of Pope Eugene III. Later his tomb was transferred to San Salvatore in Lauro, a parish church on the other bank of the Tiber River.

---

                  Katolske begreber:

Ordforklaring :

Basilika
Bulle
Ecclesiast
Franciskaner
Kanon
Kloster
Konklave
Korstog
Modpave
Pontifikat
Saracen
Skisma

Basilika:

Ordet basilika kommer af græsk basilike (stoa) 'kongelig (søjlehal)', af basileus 'konge'.
Basilika, bygning, der består af et hovedrum, hovedskib eller midterskib, flankeret af to eller fire sideskibe; hovedskibet er højere og bredere end sideskibene og kan have en udbygning, apsis, i den ene eller i begge ender.
Hovedskib og sideskibe er skilt fra hinanden ved kolonnader eller buer; over disse kan der være et galleri (klerestorium) og vinduer. Oprindelig havde basilikaen fladt loft eller åben tagstol. Basilikaen kan have en bred indgangshal, narthex, og en åben forgård, atrium.
Bygningstypen stammer fra det østlige Middelhav. Den var meget anvendt i antikkens Romerrige og er beskrevet af den romerske arkitekturteoretiker Vitruvius.


Der hersker tvivl om, hvorledes den kristne basilika er opstået. Den mest udbredte teori er, at den kristne basilika er udviklet af antikkens offentlige og private basilika. Det er også vanskeligt at præcisere, hvornår den kristne basilika opstod, da bygning af offentlige kirker var umulig under forfølgelserne af de kristne.
De kirkebygninger, der blev opført i Rom og i Mellemøsten i Konstantin den Stores tid i 300-t. e.Kr., står derfor som de første eksempler på den kristne anvendelse af basilikatypen.


Blandt de mest berømte er Laterankirken, Santa Maria Maggiore, den første Peterskirke og Santa Sabina, alle i Rom.

Bulle:

Bulle, et metalsegl, oftest på et pavebrev. Det pavelige blysegl fik ca. 1100 et fast udseende: på den ene side hovederne af apostlene Peter og Paulus og på den anden side pavens navn.
Ordet bulle kommer af latin bulla 'kapsel'. Vi genfinder ordet i det engelske bullit = patron [ammunition]
Det er også betegnelsen for et brev, beseglet med nævnte metalsegl. Selvom ordet bulle i denne betydning oprindelig kun anvendtes om en bestemt brevtype, blev det fra 1400-t. ofte brugt om alle breve, der var beseglet med blysegl. Den oprindelige bulle har en fast udformning med bestemte formler og særlig skrift, og blyseglet er fastgjort med silketråde. Fra pave Innocens 4.s tid (1243-54) anvendtes denne type til aktstykker af mere almen betydning såsom dekretaler og politisk vigtige bandlysninger. En bulle betegnes normalt ved de første ord i teksten.
En særlig type bulle var den såkaldte In coena Domini, der var en generel opregning af forbrydelser mod kirkeretten, som medførte bandlysning, og som hver skærtorsdag oplæstes i Rom i pavens nærvær.
Bullerne kunne også udfærdiges som rundskrivelser, cirkumskriptionsbuller, med en større eller mindre kreds af modtagere.
Indholdet af de pavelige buller udgør en del af retsgrundlaget for den internationale katolske kirkeret, og mange af dem er derfor blevet udgivet i særlige samlinger, bullarier. Andre samlinger er udgivet som historiske kilder, fx pavebullerne vedr. Danmark udgivet af Alfred Krarup i Bullarium Danicum 1198-1316 (1931-32).

Ecclesiast:

Franciskaner:

Franciskanerordenen (latin: Ordo Fratrum Minorum (O.F.M.), "Mindrebrødrenes Orden") blev grundlagt af den den hellige Frans af Assisi i 1209.
Efter at Frans var vendt om fra sit muntre ungdomsliv til at søge Gud – ved at tage sig af de spedalske og opbygge små forfaldne kirker – fik han efterhånden følgeskab af andre, som ville følge hans eksempel.
Bernardo da Quintavalle og Pietro da Cattani var de første. De sluttede sig til Frans i 1208. De søgte vejledning ved at slå op tre gange i evangeliebogen, hvor de hver gang fandt bibelsteder, der handlede om efterfølgelse og fattigdom. Det var fra begyndelsen et ustruktureret fællesskab, som kaldte sig bodgørere fra Assisi.

         
         Sct. Frans af Assisi

Men i løbet af 1209 nedskrev Frans den første regel for fællesskabet og rejste til Rom for at få dem godkendt af paven, Innocens III. Og den fik de, ifølge legenden, fordi paven havde en drøm, hvor han så en fattigt klædt mand, Frans, støtte og opretholde Laterankirken, som var ved at styrte sammen.
Traditionen siger, at denne godkendelse fandt sted den 16. april, som franciskanerne derfor betragter som ordenens grundlæggelsesdag. Franciskanerne hører til de såkaldte "tiggermunke", fordi de ikke skulle skamme sig ved at tigge, hvis ikke de kunne skaffe sig det daglige brød ved arbejde.

Frans' brødre skulle leve efter de gamle klosterregler om fattigdom, lydighed og kyskhed. Og det var strengere forstået end i andre ordener. Fx gjaldt ejendomsløsheden ikke blot den enkelte mindrebroder, men også ordenen som sådan. Og en mindrebroder måtte ikke modtage penge overhovedet.

Palmesøndag 1212 flygtede en pige af fornem familie Chiara dei Scifi hjemmefra og sluttede sig til Frans' bevægelse. Hun blev grundlægger af clarisserordenen, som også kaldes den anden orden, til forskel fra den første orden, Frans' orden for mænd.

         
         Frans af Assisi, malet af Cimabue

Frans stiftede selv en tredje orden for mennesker, som ville leve et liv efter Frans' idealer uden at gå i kloster, men forenet med deres daglige arbejde og ægteskab. Reglen for denne tredje orden blev godkendt af paven i 1221.

Kanon:

Kanon kommer af græsk og betyder rettesnor eller doktrin, og begrebet bruges om den officielle samling af bøger og helligskrifter inden for en given religion. Begrebet bruges først og fremmest om kristendommens kanon, dvs den officielle samling af skrifter, som er blevet optaget i Bibelen, og som anses for sande og nødvendige for Bibelens samlede helhed. Begrebet anvendes også indenfor en række andre religioner.

Kanonisk ret eller Kirkeretten er et retssystem indført af kirken.

Den katolske kirke kæmpede gennem hele middelalderen for at få godkendt, at den havde jurisdiktion over egne forhold. Det indebar oprettelsen af en særskilt dømmende magt, den kanoniske ret, der blev udviklet til et logisk og sammenhængende retssystem i løbet af det 11. århundrede.
Kirkeretten virkede i alle sager om kirkelige anliggender, herunder også moral og ægteskab. Kirkeretten stillede store krav til bevisførelsen, og førte ansvaret over på den enkelte i stedet for slægten.
De kirkelige retter blev ret meget brugt, fordi de lagde vægt på faktiske beviser i stedet for edsaflæggelse. De var også kendt for at være effektive i gældssager.
International kirkeret fik i 1234 sin officielle lovbog, Liber Extra, udstedt af pave Gregor IX (1227-41).
Den udøvende magt, iværksættelsen af straffeforanstaltninger osv. blev derimod på den verdslige magts hænder. Derfor var det kirkeretten, der pådømte sager om f.eks. præsters utugt, men det var lensherrens folk, der udførte straffen.

En del af kirkerettens bestemmelser vedrørende ægteskabelige forhold videreførtes efter reformationen i Tamperretten. Jyske Lov var stærkt inspireret af Kirkeretten.

I vore dage findes der stadig kirkeret. Den katolske kirke har en større lovsamling, men også i Danmark er der kirkeret. Ikke som nøje afgrænsede lovtekster, men som akademisk disciplin indenfor retsvidenskaben, der beskæftiger sig med de særlige retsregler, der regulerer den danske folkekirkes interne retsforhold.


Kanonisk messe

I den gamle liturgi er Kanon centrum i Messen som offer. I flg. tridentinerkoncilets vidnesbyrd går Kanon tilbage til apostlenes tradition, og var i det væsentlige fuldendt omkring Gregor d. Store (600 e. Kr.). Den romerske kirke havde aldrig andre kanoniske bønner. Selv mysterium fidei ["troens mysterium"] i indstiftelsesordene nævnes udtrykkeligt af pave Innocent d. 3. i et brev til ærkebiskoppen af Lyon i 1202, … Dette mysterium fidei blev fjernet i den nye liturgis indstiftelsesord. Samtidig blev der givet tilladelse til andre kanoniske bønner. Den anden - som ikke nævner Messens karakter af offer - men som er den korteste - har erstattet den gamle romerske Kanon stort set overalt. Derved er dyb teologisk indsigt fra tridentinerkoncilet gået tabt.

Kloster:

Ordet Kloster betyder "indelukke" og betegner dels et bygningsværk, dels et religiøst fællesskab, som lever adskilt fra det øvrige samfund efter en klosterordens særlige bestemmelser.
Der findes klostre indefor flere religioner.

• 1 Kristne klostre
• 2 Buddhistiske klostre
• 3 Islamiske klostre
• 4 Hinduistiske klostre

Kristne klostre

I de kristne klostre var meningen med klosterlivet at efterkomme Jesu ord til den rige unge mand: "Vil du være fuldkommen, så gå hen og sælg, hvad du ejer, og giv pengene til de fattige, så vil du have en skat i himlene. Og kom så og følg mig!". Klosterets beboere, der for mænds vedkommende kaldes munke og for kvinders vedkommende nonner, var og er mennesker, der har følt et kald til at forsage verdens velfærd og vie deres liv til Gud.

Ikke alle klostre blev opført i askese. Herunder ses spisesalen fra Leubus kloster i Lubiaz i Polen.

Konklave:

Konklave: (ordet kommer af "cum clave" = "med nøgle"). Konklave eller Pavevalg er forsamlingen af kardinaler, der vælger den nye pave, efter at den gamle er død eller træder af, som det var tilfældet med Pave Benedikt d. 16. Ordet konklave stammer fra latin, con'clave, og betyder: aflukkeligt værelse (helt bogstaveligt cum clave: med nøgle); specielt om den fra omverdenen afspærrede del af Vatikanpaladset, hvor pavevalget foregår; forsamlingen af kardinaler som vælger paven.
Annuntio vobis gaudium magnum! Habemus Papam! – Jeg meddeler jer en stor glæde! Vi har en pave! Sådan lyder budskabet fra protodiakonen fra balkonen over Peterspladsen i Rom, når valget er truffet. Det sker ved en højtidelig og historisk proces, der følges til punkt og prikke.
To uger efter pavens død vil kardinalerne mødes ved et højtideligt hemmeligt konklave i Det Sixtinske Kapel for at vælge apostlen Peters næste efterfølger. Konklavet må ikke afholdes senere end 20 dage efter. 14 dages-reglen er opstået for at give alle kardinalerne mulighed for at nå frem fra alle verdens hjørner. En regel, som nok mere stemmer overens med den tid, hvor kardinalerne skulle nå frem med hest og vogn end i dag, hvor de kommer flyvende til Rom.
Kardinalerne er udpeget overalt i verden og er pavens nærmeste rådgivere. Som det er i dag kan op til 120 kardinaler deltage, og de skal være under 80 år. Det blev bestemt af Pave Paul 6. i 1970. Ved sidste tælling af kardinalerne var der 119, der opfyldte kravene for at være med til at vælge.
Når kardinalerne ankommer til konklavet, hvor pavens efterfølger bliver valgt, lukkes den store bronzedør bag dem, og alle døre og vinduer bliver forseglet med bly. Tidligere skulle kardinalerne bo i spartanske værelser i selve kapellet, men i dag bliver alle indkvarteret i hotellignende værelser i Santa Martha Huset. Når kardinaler ankommer til konklavet, sværger de at holde alt, hvad der sker under afstemningen, hemmeligt. Hvis de bryder deres løfte, bliver de bortvist fra den katolske kirke.
Der gennemføres afstemning, hvor hver kardinal på en seddel skriver navnet på den kardinal, han ønsker som pave. Denne procedure gennemføres, indtil en af dem har har fået et flertal på 2/3 af stemmerne. Efter hver afstemning brændes stemmesedler, og røgen sendes gennem skorstenen. Ved tilsætning af kemikalier farves røgen sort, hvis afstemningen ikke har givet resultat og hvid, hvis afstemningen har peget på en ny pave.


Den nye pave skal formelt bekræfte, at han ønsker at påtage sig valget. Han spørges: "Accepterer De valget af egen, fri vilje?" Besvarer den valgte dette med "Accepto", er han den nye pave fra det øjeblik. Næste spørgsmål lyder: "Hvilket navn ønsker De at blive kaldt?", hvorpå han svarer med det navn, han ønsker at antage.

Korstog:

Korstog er en serie felttog fra 11. til 13. århundrede. De fleste var godkendt af paven. De kan ses som modtræk til flere århundreders islamisk ekspansion, og de fleste havde som mål at sikre kristen kontrol over Det hellige land, som var under muslimsk kontrol.

1. korstog 1096-1099

Pave Gregor 7. havde kort efter sin tiltrædelse i 1073 opfordret til et korstog til Jerusalem. Imidlertid lå pave Gregor i strid med den tyske konge og kejser (investiturstriden), så det blev først hans efterfølger, pave Urban 2., der kom til at virkeliggøre ideen.
Indtagelsen af Jerusalem under det første korstog 1099 i et middelalderligt manuskript.

2. korstog 1147-1149

Korstoget blev sat i gang på initiativ af Bernhard af Clairvaux, der inspirerede Ludvig 7. til at gå i spidsen, da der blev kaldt om hjælp fra Antiokia og Edessa i Syrien, der var blevet erobret under det første korstog.

3. korstog 1189-1193

Fra 1169 havde Saladin indtaget Egypten og havde sat et mål om at drive kristne væk fra den østlige del af Middelhavet. Efter at have erobret Syrien kunne han omringe korsfarerstaten, og den 4. juli 1187 overvandt han den i slaget ved Hattin. Den 2. oktober overgav Jerusalem sig, og derefter var det kun Antiokia, Tripoli, Tyrus og Margat, som var under kristen kontrol.
Frederik 1. Barbarossa (1122-1190), kejser af Tyskland og korsridder. Han var én af lederne af det 3. korstog i 1189

4. korstog 1202-1204

Under det 4. korstog ødelagde korsfarerne Konstantinopel – verdens største by – i 1204, selv om det var en kristen (græsk ortodoks) by, og plyndrede den. Dette betragtes som en af katolicismens skampletter og fik pave Johannes Paul 2. til den 4. maj 2001 officielt at undskylde overfor den Græske Kirke ved et personligt møde med den Økumeniske Patriark.

Nordiske korstog mod baltiske egne

I begyndelsen af 1200-tallet var turen kommet til de baltiske lande, blandt andet med danske korstog mod Estland. Korsfarerne drog først og fremmest af sted af religiøs overbevisning, men også med ønsket om at markere sig personligt som riddere, opnå anerkendelse eller finde store rigdomme i det mystiske østen.
Allerede ved midten af 1100-tallet opfordrede paven de danske konger til at føre korstog mod hedningene ved Østersøens sydkyst og de baltiske egne. Fra 1158 førte den danske ledingsflåde under ledelse af kong Valdemar den Store og den indflydelsesrige biskop Absalon krig mod de hedenske vendere for i 1169 at undertvinge disse og lægge øen Rügen under dansk indflydelsessfære. Den stærke danske kongemagt gennemførte i de følgende 50 år større og større erobringer for i 1219 at fuldbyrde korstogsmissionen ved at tvangskristne esterne. Esterne havde ellers forsvaret deres land med næb og kløer, men måtte bøje sig for den danske overmagt i slaget ved Lyndanisse.

Modpave:

En modpave var i middelalderen en pave, som kejseren eller et oppositionsparti fik valgt i konkurrence med den retmæssige pave, og som ikke anerkendes i den officielle paveliste.
Modpaverne var i høj grad medvirkende i både det katolske og det statslige politiske spil op gennem årene.
Modpave Hypolitus, 217-235 regnes som regel for at være den første modpave.
Modpave Felix V, 1439-1449, var den sidste af slagsen.

Herunder ses: Modpave Johannes XXIII
(1410 - 1415)
Liste over modpaver gennem historien:

• Hypolitus (217-235)
• Novatian (251-258)
• Felix II (355-365)
• Ursinus (366-367)
• Eulalius (418-419)
• Laurentius (498-499 og 501-506)
• Dioskur (september-oktober 530)
• Teodor (september-december 687)
• Paschalis (oktober-december 687)
• Konstantin II (767–768)
• Filippus (juli 768)
• Johannes (januar 844)
• Anastasius III (august-september 855)
• Kristoforus (903-04)
• Bonifatius VII (juni-juli 974 og 984-85)
• Johannes XVI (997-98)
• Gregor VI (juni-juli 1012)
• Benedikt X (1058-59)
• Honorius II (1061-72)
• Klemens III (1080-84)
• Theoderik (1100-01)
• Albert (februar-marts 1102)
• Sylvester IV (1105-11)
• Gregor VIII (1118-21)
• Celestin II (december 1124)
• Kletus [Anakletus] II (1130-38)
• Viktor IV (marts-maj 1138)
• Viktor IV (1159-64)
• Paschalis III (1164-68)
• Callistus III (1168-78)
• Innocent III (1179-80)
• Nikolas V (1328-30)
• Klemens VII (1378-94)
• Benedikt XIII (1394-1423)
• Alexander V (1409-10)
• Johannes XXIII (1410-15)
• Klemens VIII (1423-29)
• Benedikt XIV (1423-29)
• Benedikt XIV (1430-37)
• Felix V (1439-49)

Senere har der dog været andre som har taget pavetitel, flere gange efter være blevet valgt af skismatiske grupper. Dette er de såkalte sedevakantister, som mener, at pavestolen står tom, og at de dermed må vælge en af deres egne til at fylde den. Vatikanet har modpaverne med i de officielle lister over paver frem til Felix (V), som døde i 1449, men man medtager ikke sedevakantisterne. Årsagen til dette er, at modpaverne på den officielle liste blev valgt af personer, som befandt sig indenfor den katolske kirke, mens sedevakantistenes paver er valgt af personer, som befandt sig udenfor og havde dannet egne kirkesamfund. De anses derfor af Vatikanet for ledere af konkurrerende katolske eller katolsk-inspirerede grupper.
I katolsk kirkeret er det at lade sig vælge til modpave en skismatisk handling, som automatisk fører til ekskommunikation.

Pontifikat:

Pontifikat, (af lat. pontificatus, afledt af pontifex), en paves regeringstid.

Pontifex, (lat., af pons 'vej, bro', gen. pontis, og -fex, af facere 'gøre'; af omstridt bet., måske 'den, der baner vej' eller 'den, der bygger bro'), i romersk religion navnet på et ledende medlem af pontifikalkollegiet, et præstekollegium bestående af rex sacrorum, de tre store flamines og tolv mindre flamines; pontifex maximus 'den største pontifex' havde som særligt embedsområde Vestakulten. Pontifikalkollegiet holdt til i Regia (egl. 'kongens hus') på Forum Romanum og havde bl.a. overopsyn med Roms statskult, lege (ludi), sakralret og varselstydning. Fra ca. 200 f.Kr. kendes tabulae pontificum 'pontifexernes tavler', en samling historiske annaler.

Fra og med Augustus blev ærestitlen pontifex maximus givet til den regerende kejser, og i løbet af 400-t. overtog paven den oprindelig hedenske titulatur, ofte forkortet pont.max. eller PM, nu i formen summus pontifex, hvis betydning tolkedes kristologisk som 'den, der slår bro mellem Jord og Himmel'.

Saracen:

Saracener var oprindelig en benævnelse som anvendtes af romerne om de indbyggere som beboede ørkenerne nær den romerske provins Syria og som skilte sig ud fra arabere. Senere, og fremforalt under korstogene, anvendtes ordet som benævnelse for muslimer i almindelighed. Da havde termen fået en negativ klang i det kristne Europa.


Etymologi
Saracen kommer fra græsk sarakenoí, hvilket alment anses at komme fra det arabiske ord sharqiyyin, som betyder østerlændinger. Oprindelsen til det arabiske ord er imidlertidigt tvivlsomt ifølge Oxford English Dictionary. En af de tidligste kendte skriftlige kilder er Ptolemæus værk: Geografike hyfegesis fra 100-tallet e.kr.. Han omtaler der befolkningsgruppen Sarakenoi som befolkede den nordvestlige del af den Arabiske halvø og som han adskiller fra araberne. Ordet kan siden have spredt sig til vesteuropa via Østromerske Kejserdømme og korsfarerne. Han beskriver desuden "Sarakene" som en region i det nordlige Sinai, navngiven efter byen Saraka på samme halvø.
Da Marko Polo (1254 - 1324) rejste gennem mellemøsten, omtalte han "saracenerne" som krigsgale.
Efter islams indtog i mellemøsten, og specielt ved tiden for korstogene i middelalderen, anvendtes ordet til at betegne alle muslimer uanset om disse var af arabisk herkomst eller ikke. Specielt anvendtes ordet om muslimer på Sicilien og i det sydlige Italien.
Fra 827 - 1091 herskede saracenerne på Sicilien; i en endnu længere periode på Sardinien.
I det 9. århundrede fandtes der derudover emirater i Tarent, Bari og Brindisi ( Apulien ).
Det må derfor formodes, at der også fandtes arabiske påvirkninger i resten af Syditalien.
Så vidt man ved, var det Saracenerne, der startede med, at drikke kaffe.

Skisma:

Det rigtigt store skisma var skismaet mellem Konstantinopel og Rom 1054. Men traditionelt betegnes også den vestlige kirkes skisma som »det store skisma« - man er tilbøjelige til at ignorere Østrom i europæisk historie.

Det Store Skisma, splittelsen mellem den romerske og den byzantinske kirke fra 1054.
Der havde siden 800-t. bestået spændinger om bl.a. pavens forrang, filioque, kirkelige skikke, nadverbrødet og fordelingen af kirkelig jurisdiktion.
I 1054 nedlagde en romersk delegation en bandbulle på alteret i Sofiakirken i Konstantinopel mod patriark Michael Kerullarios og den byzantinske kirkeledelse.
Derpå bandlyste Kerullarios romerne; de gensidige fordømmelser blev først ophævet i 1965.
Året 1054 er traditionelt blevet regnet for tidspunktet for bruddet mellem den østlige og den vestlige kristendom.

Det Vestlige Skisma :


Den romersk-katolske kirke var i senmiddelalderen og renæssancen præget af en række kriser. Kirkens første alvorlige krise kom i 1309, da paven flyttede hoffet fra Rom til Avignon, og i denne periode var paven under den franske konges indflydelse. Pave Gregor 11. flyttede hoffet tilbage til Rom i 1378, men døde kort efter, hvorefter det kom til endnu en krise. Denne krise omtales som Det store Skisma, som varede fra 1378 til 1417, hvor der på et tidspunkt fandtes tre paver (Rom, Pisa og Avignon). Dette blev begyndelsen på koncilbevægelsen, der begyndte med koncilet i Konstanz og afsluttedes med koncilet i Basel. Koncilbevægelsen forsøgte at gøre sig til kirkens øverste myndighed, men tabte magtkampen til paven.
Urban VI´s (1378-1389) valg skete under pres fra den romerske befolkning, der ønskede en romer eller i det mindste en italiener valgt som pave. Han er den sidste pave uden kardinaltitel og hans valg førte til et næsten 50-årigt skisma (spaltning) af den romersk-katolske kirke, hvor der frem til et møde i Pisa i 1409 var to paver og efter mødet var der tre paver - en situation, der varer til de stridende parter mødes på et konsil i Konstanz (1414-1418), hvor man enes om at vælge Oddo di Colonna som pave Martino V og afsætte de øvrige.

Navnene på paver og modpaver i denne periode er:

• Modpave Clemens VII (1378-1394)
• Pave Bonifacius IX (1389-1404)
• Modpave Benedikt XIII (1394-1423)
• Pave Innocent VII (1404-1406)
• Pave Gregor XII (1406-1415)
• Pave Alexander V (1409-1410)
• Modpave Johannes XXIII (1410-1415)

På konklavet i 1378 valgte Det italienske parti Prignano til pave Urbano VI, men de franske kardinaler ville ikke godkende valget og de blev politisk støttet af den franske kong Karl V og Napolis dronning Johanna 1 af Anjou. Det franske parti valgte så kardinal Robert af Genf som modpave under navnet Clemente VII, og han bosatte sig i Avignon og så var spaltningen af den romersk-katolske kirke en kendsgerning og de indbyrdes krige kunne begynde, hvor Pave Urbano VI tabte en række slag, men han afslog alle forsøg på et kompromis.
I 1415 besluttede den retmæssigt valgte Gregor XII under koncilet i Konstanz (1415-1418) at træde tilbage. Det gjorde han for at afslutte det vestlige skisma, hvor hele tre paver gjorde krav på Petersembedet.