Beskrivelse af Sergius I, der var Pave i år 687-701

Sct. Peter var den første biskop af Rom og dermed den første Pave i historien.
Der er opstået tradition for at biskoppen over Rom, er den katolske kirkes overhovede og dermed Pave for hele den katolske verden. Pavetitlen bliver dog først brugt efter år 300.
Kirken ledes af paven, der anses som Sankt Peters efterfølger. Den opfattelse stammer fra Matthæusevangeliet, hvor Jesus giver Peter nøglerne til himmeriget.
Jesus sagde følgende ord til Peter, som kan læses på indersiden af kuplen i
Peterskirken: ''Du er Peter (klippen) og på denne klippe vil jeg bygge min Kirke.
Dig vil jeg give nøglerne til himlens rige''.

Sergius I - 687-701 :

Sergius I (San Sergio I)
I Oktober-December opstår der atter strid om pavevalget. Sergio blev valgt efter to antipaver Tedoro og Pasquale og han fik bilagt den daværende kirkelige strid. I Lateranet vælger en gruppe Paschalis og en anden Teodoro, mens hæren og en anden gruppe vælger Sergius I, der indsættes den 15. December 687.
Sergius I var fra Antiocheia, men blev opdraget i Palermo. I år 692 forkastede han det Trullanske Kirkemødes Vedtægter, et Skridt hen imod Bruddet mellem Rom og Konstantinopel. Sergius skal have indført Agnus Dei i Messen.
Hans pavedømme var domineret af hans reaktion på Quinisext Koncilet, hvor han nægtede at acceptere vedtagelserne. Som følge af tvisten, befalede den byzantinske kejser Justinian II, Sergius I's afskedigelse (som hans forgænger Constans II havde gjort med pave Martin I), men med hjælp fra Exarchen af Ravenna var Sergius I var i stand til at undgå en retssag i Konstantinopel.
Sergius I kom fra en Antiochisk syrisk familie, som havde bosat sig i Palermo på Sicilien. Sergius forlod Sicilien og ankom til Rom under pave Adeodatus IIs Pontifikat. Pave Leo II, ordinerede ham som kardinal-præst i Santa Susanna den 27. juni 683, og han steg i graderne i den gejstlige verden. Han forblev kardinal-præst i Santa Susanna indtil sin udvælgelse som pave.
Sergius I skyldte sit valg, som pave Conons efterfølger til, udspekulerede intriger imod Modpaverne Paschalis og Theodor, som var de andre kandidater. De to væbnede fraktioner trådte i åben kamp før Sergius I blev valgt af en gruppe af dommere, soldater, gejstlige og borgere. Han blev bragt til det Palatinske kejserlige palads og derefter til Lateranet. Den "Numeriske overlegenhed" hos denne nye fraktion tvang Theodor fra pavestolen, hvorefter han anerkendte Sergius I som pave.
Paschalis forblev målrettet og mens han foregav, at acceptere Sergius, sendte han budbringere til Exarchen af Ravenna, Johannes Platyn og lovende guld i bytte for militær støtte. Exarchen ankom, forlangte guld og plyndrede det gamle St. Peter's Basilika, og drog afsted igen efter Sergius I's indsættelse. Paschalis blev til sidst forvist til et Kloster anklaget for hekseri.
Sergius I blev indviet 15. December 687, dermed slutter den sidste omstridte periode uden pave i det byzantinske pavedømme.
Den 10. April 689 døbte, Sergius I Kong Caedwalla af Wessex i Rom. Han ordinerede også Sankt Willibrord som biskop af friserne, og Liber Pontificalis fortæller, at han også ordinerede Berhtwald som ærkebiskop af Canterbury.
Sergius grundlagde diakoniet San Maria i Via Lata på Corso fra Porta Flaminia ved Capitoline bakken, som omfatter en fjerdedel af byen og som udvikledes i det ottende århundrede. Han har også "restaureret og forskønnet" Helgenerne Cosmas og Damians Østlige Kirke.
Den 8. September 701 dør Pave Sergius I og begraves i San Pietro. Pave Johannes VI indsættes den 30. Oktober.

Pave Sergius I (c. 650 – 8 September 701) var pave fra 15 December 687 til sin død i 701. Han blev valgt på et tidspunkt, hvor to rivaler, ærkediakon Paschal og domkirkepræsten Theodore, og deres tilhængere var låst i tvist om hvilke af dem skulle blive pave.

Hans pavedømmet var domineret af hans reaktion på Rådets Quinisext, hvis han nægtede at acceptere Kanonerne. Derpå den byzantinske kejser Justinian II bestilt Sergiuss bortførelse (som hans forgænger Constans II havde gjort med pave Martin I), men det romerske folk og den italienske milits af Exarch af Ravenna nægtede at tillade Exarch fjerne Sergius til Konstantinopel.

Tidligt liv

Sergius I kom fra en Antiochene syriske familie, som havde bosat sig på Palermo på Sicilien. Sergius forlod Sicilien og ankom i Rom under Pontifikat af pave Adeodatus II. Pave Leo II, ordineret ham kardinal-præst i Santa Susanna på 27 juni 683, og han steg i graderne i gejstligheden. Han forblev kardinal-præst i Santa Susanna indtil sin udvælgelse som pave.

Valget

Når du er på 21 September 687, efter lang tids sygdom og en regeringstid på mindre end et år, pave Conon døde, hans ærkediakon Paschal havde allerede bestukket Exarch af Ravenna, John II Platyn, for at gøre ham Conons efterfølger. Men en mere talrige fraktion ønskede domkirkepræsten Theodore bliver pave. De to fraktioner trådte i væbnet kamp, hver i besiddelse af en del af slottet Lateran, som var pavelig residens. For at komme ud af dødvandet, en gruppe af civile myndigheder, officerer, præster og andre borgere mødtes i Palatine kejserpaladset, valgt Sergius og derefter stormede Lateran, tvinger de to rivaliserende kandidater acceptere Sergius.

Selvom foregiver at acceptere Sergius, sendt Paschal budbringere til Platyn, lovende en stor sum af guld til gengæld for militær støtte. Exarch ankom, men anerkendte at Sergius havde været regelmæssigt valgt. Men han forlangte guld, og insisterede på at opnå det. Efter Sergiuss indvielse på 15 December 687 forlod han. Paschal fortsatte hans intriger og i sidste ende blev begrænset til et Kloster anklaget for hekseri.

Sergiuss indvielse sluttede den sidste omstridte Sede Vacante byzantinske pavedømmet.

Pavedømmet (687–701)

På 10 April 689 døbt Sergius Kong Cædwalla af Wessex i Rom. Han også ordineret Saint Willibrord som biskop af friserne, og Liber Pontificalis hedder han også ordineret Berhtwald som ærkebiskop af Canterbury.

Han var aktiv i slutter Skisma i de tre kapitler med gamle-Aquileia i 698.

Sergius grundlagt Diakoni Santa Maria in Via Lata på Via del Corso, som omfatter en bydel, der er udviklet i det ottende århundrede. Han også "restaureret og forskønnet" østlige kirken Santi Cosma e Damiano.

Reaktion på Rådets Quinisext

Sergius I deltog ikke i Quinisext Ministerråd 692, som blev overværet af 226 eller 227 biskopper, overvældende fra Patriarkatet i Konstantinopel. Basil af Gortyna deltagelse i Kreta, tilhører det romerske Patriarkat, er blevet set i øst som repræsenterer Rom og endda som tilkendegiver romerske godkendelse, men han var faktisk ingen pavelige legat.

Sergius afvist Kanonerne af Rådet som ugyldig og erklærede at han ville "hellere dø end samtykke til fejlagtige nyheder". Selvom en loyal genstand for rige, han ville ikke være "sit fangenskab i sager af religion" og nægtede at underskrive Kanonerne. Forfattere som Andrew J. Ekonomou har spekuleret på hvor Kanonerne navnlig Sergius fundet stødende. Ekonomou, sig udelukker anathemizing af pave Honorius I, erklæring af Konstantinopel som lige rettigheder men andet i ære til Rom. Men alle paver siden Leo I havde hårdnakket afvist 28 canon af Rådet for Chalcedon, som ud fra politiske overvejelser forsøgte at rejse den kirkelige status af Patriarkatet i Konstantinopel til lighed med det gamle Rom. Ekonomou nævner snarere godkendelse af alle 85 apostolske Kanonerne, som Sergius ville have støttet kun de første 50 Quinisext råd.

Mange af de forordninger, Quinisext Rådet vedtaget var sigter mod at gøre ensartet de eksisterende kirke praksis for rituel overholdelse og gejstlig disciplin. Holdes byzantinske regi med en udelukkende østlige præster, anses Rådet told af kirken i Konstantinopel den ortodokse praksis. Praksis i Church i Vesten, der havde fået opmærksomheden af de østlige Patriarkater blev fordømt, såsom: praksis at fejre masse på hverdage i fasten (i stedet for at have Pre-Sanctified liturgier); fastende på lørdage hele året; af at udelade "Halleluja" i fasten; af skildrer Kristus som et lam. Større sager blev afsløret vedrørende østlige og vestlige holdninger til cølibat for præster og diakoner, med Rådet bekræfter gifte mænd ret til at blive præster og ordination bandlysning for enhver, der har forsøgt at adskille en præst fra hans kone, eller for enhver præst, der opgives konen.

I et skridt, der var symbolsk vigtigt på baggrund af Rådets forbud mod skildrer Kristus som et lam, Sergius tilføres liturgi synge "Guds lam, du tager væk synderne i verden, forbarm dig over os" på bruddet på værten i massen, og gendannes beskadiget facade mosaik i atrium af Saint Peters, der afbildet tilbedelsen af Lammets. Agnus Dei ville have været råbte i både græsk og Latin i denne periode, på samme måde som de øvrige liturgiske ændringer af Sergius.

Rasende, kejser Justinian II afsendt sin magistrianus, også benævnt Sergius, at arrestere biskop John Portus, den ledende pavelige legat til tredje Rådet for Konstantinopel og Boniface, den pavelige rådgiver. De to højtstående embedsmænd blev bragt til Konstantinopel som en advarsel til paven. Til sidst, bestilt Justinian II Sergiuss anholdelse og bortførelse til Konstantinopel af hans notorisk voldelige bodyguard protospatharios Zakarias. Dog frustrerede milits af Exarch af Ravenna og hertugdømmet Pentapolis forsøg på. Zakarias mistet næsten sit eget liv i et forsøg på at arrestere Sergius. I stedet for beslaglæggelse efter anti-byzantinske sentiment gjorde Sergius sit bedste for at dæmpe opstanden.

Baggrund

Han kom fra en Antiochene syriske familie, som havde bosat sig på Palermo på Sicilien
skylder han blev valgt som pave Conon efterfølger til dygtige intriger mod Paschalis og Theodorus, de øvrige kandidater. Han blev indviet December 15, 687.
På April 10, 689 døbt han kongen Caedwalla af Wessex i Rom. For at afvise visse Kanonerne af Trullan (Quinisext) Ministerråd 692, beordrede Justinian II hans arrestation og transport til Constantinople, men milits af Ravenna og Pentapolis tvunget den kejserlige protospatharius til at opgive forsøget på at udføre hans ordrer.
Sergius ordineret Saint Willibrord som biskop af friserne, og Liber Pontificalis hedder han også ordineret Berhtwald som ærkebiskop af Canterbury. Sergius døde i 701.

Pope Sergius I (c. 650 – 8 September 701) was Pope from 15 December 687 to his death in 701. He was elected at a time when two rivals, the archdeacon Paschal and the archpriest Theodore, and their supporters were locked in dispute about which of them should become pope.

His papacy was dominated by his response to the Quinisext Council, whose canons he refused to accept. Thereupon the Byzantine Emperor Justinian II ordered Sergius's abduction (as his predecessor Constans II had done with Pope Martin I), but the Roman people and the Italian militia of the Exarch of Ravenna refused to allow the Exarch to remove Sergius to Constantinople.

Early life

Sergius I came from an Antiochene Syrian family which had settled at Palermo in Sicily. Sergius left Sicily and arrived in Rome during the pontificate of Pope Adeodatus II. Pope Leo II, ordained him cardinal-priest of Santa Susanna on 27 June 683, and he rose through the ranks of the clergy. He remained cardinal-priest of Santa Susanna until his selection as pope.

Election

When on 21 September 687, after a long illness and a reign of less than a year, Pope Conon died, his archdeacon Paschal had already bribed the Exarch of Ravenna, John II Platyn, to make him Conon's successor. However, a more numerous faction wanted the archpriest Theodore to become pope. The two factions entered into armed combat, each in possession of part of the Lateran Palace, which was the papal residence. To break the deadlock, a group of civic authorities, army officers, clergy, and other citizens met in the Palatine imperial palace, elected Sergius and then stormed the Lateran, forcing the two rival candidates to accept Sergius.

Though pretending to accept Sergius, Paschal sent messengers to Platyn, promising a large sum of gold in exchange for military support. The Exarch arrived, but recognized that Sergius had been regularly elected. However, he demanded the gold, and insisted on obtaining it. After Sergius's consecration on 15 December 687, he departed. Paschal continued his intrigues and was eventually confined to a monastery on charges of witchcraft.

Sergius's consecration ended the last disputed Sede Vacante of the Byzantine Papacy.

Papacy (687–701)

On 10 April 689, Sergius baptised King Cædwalla of Wessex in Rome. He also ordained Saint Willibrord as bishop of the Frisians, and the Liber Pontificalis states he also ordained Berhtwald as Archbishop of Canterbury.

He was active in ending the Schism of the Three Chapters with Old-Aquileia in 698.

Sergius founded the diaconia of Santa Maria in Via Lata on Via del Corso, encompassing a city quarter that developed in the 8th century. He also "restored and embellished" the Eastern church of Santi Cosma e Damiano.

Response to the Quinisext Council

Sergius I did not attend the Quinisext Council of 692, which was attended by 226 or 227 bishops, overwhelmingly from the patriarchate of Constantinople. The participation of Basil of Gortyna in Crete, belonging to the Roman patriarchate, has been seen in the East as representing Rome and even as signifying Roman approval, but he was in fact no papal legate.

Sergius rejected the canons of the council as invalid and declared that he would "rather die than consent to erroneous novelties". Though a loyal subject of the Empire, he would not be "its captive in matters of religion" and refused to sign the canons. Writers such as Andrew J. Ekonomou have speculated on which canons in particular Sergius found objectionable. Ekonomou himself excludes the anathemizing of Pope Honorius I, the declaration of Constantinople as equal in privileges but second in honour to Rome. However, all popes since Leo I had adamantly rejected the 28th canon of the Council of Chalcedon, which on the basis of political considerations tried to raise the Ecclesiastical status of the Patriarchate of Constantinople to equality with that of old Rome. Ekonomou mentions rather the approval by the Quinisext Council of all 85 Apostolic Canons, of which Sergius would have supported only the first 50.

Many of the regulations that the Quinisext Council enacted were aimed at making uniform the existing church practices regarding ritual observance and clerical discipline. Being held under Byzantine auspices, with an exclusively Eastern clergy, the council regarded the customs of the Church of Constantinople as the orthodox practice. Practices in the Church in the West that had got the attention of the Eastern Patriarchates were condemned, such as: the practice of celebrating Mass on weekdays in Lent (rather than having Pre-Sanctified Liturgies); of fasting on Saturdays throughout the year; of omitting the "Alleluia" in Lent; of depicting Christ as a Lamb. Larger disputes were revealed regarding Eastern and Western attitudes toward celibacy for priests and deacons, with the Council affirming the right of married men to become priests and prescribing excommunication for anyone who attempted to separate a clergyman from his wife, or for any cleric who abandoned his wife.

In a step that was symbolically important in view of the council's prohibition of depicting Christ as a Lamb, Sergius introduced into the liturgy the chant "Lamb of God, you take away the sins of the world, have mercy on us" at the breaking of the Host during Mass, and restored the damaged facade mosaic in the atrium of Saint Peter's that depicted the Worship of the Lamb. The Agnus Dei would have been chanted in both Greek and Latin during this period, in the same manner as the other liturgical changes of Sergius.

Enraged, Emperor Justinian II dispatched his magistrianus, also named Sergius, to arrest Bishop John of Portus, the chief papal legate to the Third Council of Constantinople and Boniface, the papal counselor. The two high-ranking officials were brought to Constantinople as a warning to the pope. Eventually, Justinian II ordered Sergius's arrest and abduction to Constantinople by his notoriously violent bodyguard protospatharios Zacharias. However, the militia of the Exarch of Ravenna and the Duchy of Pentapolis frustrated the attempt. Zacharias nearly lost his own life in an attempt to arrest Sergius. Rather than seizing upon the anti-Byzantine sentiment, Sergius did his best to quell the uprising.

Background

He came from an Antiochene Syrian family which had settled at Palermo in Sicily
owed his election as Pope Conon's successor to skillful intrigues against Paschalis and Theodorus, the other candidates. He was consecrated on December 15, 687.
On April 10, 689, he baptised King Caedwalla of Wessex in Rome. For rejecting certain canons of the Trullan (Quinisext) council of 692, Justinian II ordered his arrest and transportation to Constantinople, but the militia of Ravenna and the Pentapolis forced the imperial protospatharius to abandon the attempt to carry out his orders.
Sergius ordained Saint Willibrord as bishop of the Frisians, and the Liber Pontificalis states he also ordained Berhtwald as Archbishop of Canterbury. Sergius died in 701.

---

                  Katolske begreber:

Ordforklaring :

Basilika
Ecclesiast
Exarch
Kanon
Kloster
Koncil
Lateran
Liber Pontificalis
Modpave
Patriark
Pontifikat
Ravenna
Sede Vacante
Skisma

Basilika:

Ordet basilika kommer af græsk basilike (stoa) 'kongelig (søjlehal)', af basileus 'konge'.
Basilika, bygning, der består af et hovedrum, hovedskib eller midterskib, flankeret af to eller fire sideskibe; hovedskibet er højere og bredere end sideskibene og kan have en udbygning, apsis, i den ene eller i begge ender.
Hovedskib og sideskibe er skilt fra hinanden ved kolonnader eller buer; over disse kan der være et galleri (klerestorium) og vinduer. Oprindelig havde basilikaen fladt loft eller åben tagstol. Basilikaen kan have en bred indgangshal, narthex, og en åben forgård, atrium.
Bygningstypen stammer fra det østlige Middelhav. Den var meget anvendt i antikkens Romerrige og er beskrevet af den romerske arkitekturteoretiker Vitruvius.


Der hersker tvivl om, hvorledes den kristne basilika er opstået. Den mest udbredte teori er, at den kristne basilika er udviklet af antikkens offentlige og private basilika. Det er også vanskeligt at præcisere, hvornår den kristne basilika opstod, da bygning af offentlige kirker var umulig under forfølgelserne af de kristne.
De kirkebygninger, der blev opført i Rom og i Mellemøsten i Konstantin den Stores tid i 300-t. e.Kr., står derfor som de første eksempler på den kristne anvendelse af basilikatypen.


Blandt de mest berømte er Laterankirken, Santa Maria Maggiore, den første Peterskirke og Santa Sabina, alle i Rom.

Ecclesiast:

Exarch:

Kanon:

Kanon kommer af græsk og betyder rettesnor eller doktrin, og begrebet bruges om den officielle samling af bøger og helligskrifter inden for en given religion. Begrebet bruges først og fremmest om kristendommens kanon, dvs den officielle samling af skrifter, som er blevet optaget i Bibelen, og som anses for sande og nødvendige for Bibelens samlede helhed. Begrebet anvendes også indenfor en række andre religioner.

Kanonisk ret eller Kirkeretten er et retssystem indført af kirken.

Den katolske kirke kæmpede gennem hele middelalderen for at få godkendt, at den havde jurisdiktion over egne forhold. Det indebar oprettelsen af en særskilt dømmende magt, den kanoniske ret, der blev udviklet til et logisk og sammenhængende retssystem i løbet af det 11. århundrede.
Kirkeretten virkede i alle sager om kirkelige anliggender, herunder også moral og ægteskab. Kirkeretten stillede store krav til bevisførelsen, og førte ansvaret over på den enkelte i stedet for slægten.
De kirkelige retter blev ret meget brugt, fordi de lagde vægt på faktiske beviser i stedet for edsaflæggelse. De var også kendt for at være effektive i gældssager.
International kirkeret fik i 1234 sin officielle lovbog, Liber Extra, udstedt af pave Gregor IX (1227-41).
Den udøvende magt, iværksættelsen af straffeforanstaltninger osv. blev derimod på den verdslige magts hænder. Derfor var det kirkeretten, der pådømte sager om f.eks. præsters utugt, men det var lensherrens folk, der udførte straffen.

En del af kirkerettens bestemmelser vedrørende ægteskabelige forhold videreførtes efter reformationen i Tamperretten. Jyske Lov var stærkt inspireret af Kirkeretten.

I vore dage findes der stadig kirkeret. Den katolske kirke har en større lovsamling, men også i Danmark er der kirkeret. Ikke som nøje afgrænsede lovtekster, men som akademisk disciplin indenfor retsvidenskaben, der beskæftiger sig med de særlige retsregler, der regulerer den danske folkekirkes interne retsforhold.


Kanonisk messe

I den gamle liturgi er Kanon centrum i Messen som offer. I flg. tridentinerkoncilets vidnesbyrd går Kanon tilbage til apostlenes tradition, og var i det væsentlige fuldendt omkring Gregor d. Store (600 e. Kr.). Den romerske kirke havde aldrig andre kanoniske bønner. Selv mysterium fidei ["troens mysterium"] i indstiftelsesordene nævnes udtrykkeligt af pave Innocent d. 3. i et brev til ærkebiskoppen af Lyon i 1202, … Dette mysterium fidei blev fjernet i den nye liturgis indstiftelsesord. Samtidig blev der givet tilladelse til andre kanoniske bønner. Den anden - som ikke nævner Messens karakter af offer - men som er den korteste - har erstattet den gamle romerske Kanon stort set overalt. Derved er dyb teologisk indsigt fra tridentinerkoncilet gået tabt.

Kloster:

Ordet Kloster betyder "indelukke" og betegner dels et bygningsværk, dels et religiøst fællesskab, som lever adskilt fra det øvrige samfund efter en klosterordens særlige bestemmelser.
Der findes klostre indefor flere religioner.

• 1 Kristne klostre
• 2 Buddhistiske klostre
• 3 Islamiske klostre
• 4 Hinduistiske klostre

Kristne klostre

I de kristne klostre var meningen med klosterlivet at efterkomme Jesu ord til den rige unge mand: "Vil du være fuldkommen, så gå hen og sælg, hvad du ejer, og giv pengene til de fattige, så vil du have en skat i himlene. Og kom så og følg mig!". Klosterets beboere, der for mænds vedkommende kaldes munke og for kvinders vedkommende nonner, var og er mennesker, der har følt et kald til at forsage verdens velfærd og vie deres liv til Gud.

Ikke alle klostre blev opført i askese. Herunder ses spisesalen fra Leubus kloster i Lubiaz i Polen.

Koncil:

Et Koncil er et kirkemøde for hele eller dele af Den Katolske Kirke. Ordet kommer fra latin "concilium"=Rådsforsamling. Man taler om 4 forskellige typer af konciler: "Concilio Diocesano" eller "Sinodo" indkaldes af Biskoppen, "Concilio Provinciale" indkaldes af Metropolitten (Ærkebispen), "Concilio Nazionale" indkaldes af Patriarken eller Overhovedet for Kirken i det enkelte land.



Endelig er der "Concilio Ecumenico", som indkaldes af Paven og gælder for alle dele af Den Katolske Kirke.

Et Økumenisk Koncil foregår i 3 bestemte faser: Indkaldelsen af de nærmere bestemte grupper gejstlige som skal deltage. Afholdelsen sker under Pavens præsidium eller under en af hans legater. Paven bestemmer de emner, der skal debatteres og om evt. andre forslag skal tages med ind til diskussion. Paven har ret til at opløse Koncilet, eller til at stoppe det eller overflytte det til et andet sted. Den sidste fase er Pavens godkendelse af Koncilets konklusioner.

Koncilier - Romerkirkens generalforsamlinger

Lateran:

Laterankirken (Arcibasilica di San Giovanni in Laterano) er bispedømmet Roms domkirke og dermed pavens sæde, en del af Vatikanstaten og den katolske kirkes fornemste domkirke. Det har historiske årsager. Frem til pavernes ophold i Avignon (fra 1309) var Lateranpaladset lige ved kirken det pavelige palads. Først efter tilbagekomsten fra Avignon blev Vatikanet pavens opholdssted, og selv om Peterskirken er den største, er den ikke en domkirke.

Laterankirken kaldes ofte Alle kirkers mor, og på facaden står indskriften SACROSANCTA LATERANENSIS ECCLESIA OMNIUM URBIS ET ORBIS ECCLESIARUM MATER ET CAPUT (latin for: Den allermest hellige Laterankirke, for hele byen og verden moder- og hovedkirke). Kirken er viet til Jesus Kristus, Johannes Døberen og Evangelisten Johannes.

Kirken er en af de fire patriarkalbasilikaer (de fire største kirker i Rom: Peterskirken, Laterankirken, Santa Maria Maggiore og Sct. Paul uden for murene). I lighed med de andre har den en hellig port, som åbnes, når det hvert 25. år er jubelår. Pilgrimme, der går gennem porten efter at have skriftet deres synder, får fuld aflad.

Den første domkirke blev rejst under kejser Konstantin. Den blev ødelagt af vandalerne, og en ny blev rejst af pave Leo 1. ca. 460. Pave Sergius 3. (904–911) byggede den helt om, efter at et jordskælv havde forårsaget store skader. I 1308 blev den fuldstændig ødelagt af en brand, og flere efterfølgende paver stod for genopbygningen. Under arbejdet blev den igen totalskadet af brand i 1360. Nutidens basilika er med undtagelse af nogle mindre arbejder i det 19. århundrede resultatet af Francesco Borrominis arbejde før jubelåret 1650.

Apostlene Peters og Paulus' hoveder skal være bevaret i relikvarier i baldakinen over højalteret. I selve alteret er dele af en bordplade fra antikken indfældet. Den skal komme fra senator Pudens' hus, og Peter skal have fejret nadveren ved det.

Liber Pontificalis:

Liber Pontificalis: eller Pavernes Bog er en af de væsentlige kilder vedrørende den tidlige middelalders historie, men den er også genstand for stor skepsis i den henseende.


På det umiddelbare plan er bogen en samling kortfattede biografiske registreringer af de første paver op til slutningen af det 10. århundrede nævnt i kronologisk rækkefølge. Hver af registreringerne består af pavens regeringstid i antal år (og herudfra kan årstallene udledes), deres fødselssted og forældre, de samtidige kejsere, indsats med hensyn til byggeri (specielt vedrørende romerske kirker), udnævnelser, vigtigste erklæringer, begravelsessted og tiden indtil næste pave var valgt og indviet. Imidlertid vanskeliggør måden, den blev til på, at man kan fæste ordentlig lid til bogen som historisk dokumentation.
Liber Pontificalis er skrevet af underordnede embedsmænd ved paveretten, og der er fundet eksempler på forvanskninger, udeladelser og forfalskninger. Registreringerne for de første tre århundreder er derfor nok først og fremmest interessante for historikere som eksempler på, hvad man i det 5. århundrede vidste om den tidligste katolske kirke. Fra det 4. århundrede og frem er skribenterne på mere sikker grund, selv om der stadig kan findes fejl og mangler. Granskning af teksten lader formode, at der fandtes to tidlige versioner fra før belejringen af Rom i 546, men herefter er der tale om et enkelt eksemplar. Fra begyndelsen af det 7. århundrede (omkring tiden for Pave Honorius 1.'s indsættelse) og frem indtil indsættelsen af Pave Adrian 2. er registreringerne skrevet i samtiden kort efter hver paves død og dermed rimeligt præcise, når man ser bort fra de enkelte skribenters holdninger.
Fortsættelser af Liber Pontificalis blev senere lavet og fører beretningerne om paverne videre fra omkring 1100 til midten af det 15. århundrede, men kvaliteten heraf er meget varierende.
De mange skribenters arbejde over lang tid komplicerede arbejdet med at lave udgaver af værket til videnskabelige formål. Mod slutningen af det 19. århundrede gjorde Louis Duchesne og Thodor Mommsen begge forsøget, men Mommsens udgave er dog ikke komplet. I det 20. århundrede er der udkommet oversatte og kommenterede udgaver, hvor vægten af kommentarerne har gået på den historiske troværdighed af beskrivelserne.

Modpave:

En modpave var i middelalderen en pave, som kejseren eller et oppositionsparti fik valgt i konkurrence med den retmæssige pave, og som ikke anerkendes i den officielle paveliste.
Modpaverne var i høj grad medvirkende i både det katolske og det statslige politiske spil op gennem årene.
Modpave Hypolitus, 217-235 regnes som regel for at være den første modpave.
Modpave Felix V, 1439-1449, var den sidste af slagsen.

Herunder ses: Modpave Johannes XXIII
(1410 - 1415)
Liste over modpaver gennem historien:

• Hypolitus (217-235)
• Novatian (251-258)
• Felix II (355-365)
• Ursinus (366-367)
• Eulalius (418-419)
• Laurentius (498-499 og 501-506)
• Dioskur (september-oktober 530)
• Teodor (september-december 687)
• Paschalis (oktober-december 687)
• Konstantin II (767–768)
• Filippus (juli 768)
• Johannes (januar 844)
• Anastasius III (august-september 855)
• Kristoforus (903-04)
• Bonifatius VII (juni-juli 974 og 984-85)
• Johannes XVI (997-98)
• Gregor VI (juni-juli 1012)
• Benedikt X (1058-59)
• Honorius II (1061-72)
• Klemens III (1080-84)
• Theoderik (1100-01)
• Albert (februar-marts 1102)
• Sylvester IV (1105-11)
• Gregor VIII (1118-21)
• Celestin II (december 1124)
• Kletus [Anakletus] II (1130-38)
• Viktor IV (marts-maj 1138)
• Viktor IV (1159-64)
• Paschalis III (1164-68)
• Callistus III (1168-78)
• Innocent III (1179-80)
• Nikolas V (1328-30)
• Klemens VII (1378-94)
• Benedikt XIII (1394-1423)
• Alexander V (1409-10)
• Johannes XXIII (1410-15)
• Klemens VIII (1423-29)
• Benedikt XIV (1423-29)
• Benedikt XIV (1430-37)
• Felix V (1439-49)

Senere har der dog været andre som har taget pavetitel, flere gange efter være blevet valgt af skismatiske grupper. Dette er de såkalte sedevakantister, som mener, at pavestolen står tom, og at de dermed må vælge en af deres egne til at fylde den. Vatikanet har modpaverne med i de officielle lister over paver frem til Felix (V), som døde i 1449, men man medtager ikke sedevakantisterne. Årsagen til dette er, at modpaverne på den officielle liste blev valgt af personer, som befandt sig indenfor den katolske kirke, mens sedevakantistenes paver er valgt af personer, som befandt sig udenfor og havde dannet egne kirkesamfund. De anses derfor af Vatikanet for ledere af konkurrerende katolske eller katolsk-inspirerede grupper.
I katolsk kirkeret er det at lade sig vælge til modpave en skismatisk handling, som automatisk fører til ekskommunikation.

Patriark:

En patriark er overhovedet i en romersk-katolsk eller ortodoks kirkeprovins, et patriarkat. Da embedet er personorienteret bruger man sjældent betegnelser som f.eks. patriarkatet Konstantinopel, men som regel patriarken af Konstantinopel osv.
Fem patriarkater – i Rom, Jerusalem, Alexandria, Antiokia og Konstantinopel – har rødder i oldkirken. De andre er kommet til på senere tidspunkter, enten som belønning for loyalitet mod kirken eller af religionspolitiske grunde.


Patriarken Fotios af Konstantinopel (billede herover) levede fra ca. 820 til 893. Han regnes for en af de mest lærde mænd nogensinde i den Ortodokse Kirke.
Fotios var patriark af Konstantinopel - det vil sige, at han havde samme rolle i den østromerske, ortodokse kirke, som paven har den romersk-katolske kirke.

Fire af de ortodokse patriarkater, de fire første på listen, er oldkirkelige. De andre er nyere, og er knyttet til nationalkirker i forskellige lande.

• Patriarken af Konstantinopel (Den økumeniske patriark)
  
• Patriarken af Alexandria
  
• Patriarken af Antiokia
  
• Patriarken af Jerusalem
  
• Patriarken af Moskva og hele Rusland
  
• Patriarken af hele Bulgarien
  
• Katholikos-patriarken af hele Georgien
  
• Patriarken af hele Rumænien
  
• Den serbiske patriark
  
  

Den katolske kirkes patriarkater
Et af de katolske patriarkater går direkte tilbage til oldkirken, nemlig Rom. Patriarkaterne i Alexandria, Antiokia og Jerusalem har rødder i oldkirken, men disse steder var der i lang tid kun ortodokse patriarker.
Udover de nuværende patriarkater er der også i Den katolske kirke nogle historiske patriarkater, som af forskellige grunde ikke eksisterer mere.

Nuværende katolske patriarkater

• Patriarkatet i Rom (paven er patriark)
  
• Det koptiske patriarkat i Alexandria
  
• Det græske patriarkat i Antiokia
  
• Det syriske patrirkat i Antiokia
  
• Det maronittiske patriarkat i Antiokia
  
• Det romersk-katolske patriarkat i Jerusalem
  
• Patriarkat i Babylon (Bagdad)
  
• Patriarkat i Cilicia
  
• Patriarkat i Venezia
  
• Patriarkat i Lisabon
  
  

Historiske katolske patriarkater

• Det romersk-katolske patriarkat i Konstantinopel
  
• Det romersk-katolske patriarkat i Alexandria
  
• Det romersk-katolske patriarkat i Antiokia
  
• Patriarkatet i Vest-Indien
  
• Patriarkatet i Øst-Indien
  
  

De orientalske ortodokse kirkers patriarkater

• Paven og patriarken af Alexandria (Den koptiske ortodokse kirke)
  
• Patriarken af Antiokia (Den syriske ortodokse kirke)
  
• Katholikos-patriarken af Etchmiadzin og Armenia (Den armenske ortodokse kirke)
  
• Patriarken af Cilicia of Midt-Østen (Den armenske ortodokse kirke)
  
• Patriarken af hele Etiopien (Tewahedokirken)
  
• Patriarken af hele Eritrea (Den eritreanske ortodokse kirke)
  
  

De nestorianske patriarkater
De nestorianske kirker blev løsrevet fra resten af den kristne kirke i det 5. århundrede.

• Katholikos-patriarken af Babylon (Bagdad, Den assyriske kirke i øst)
  
• Katholikos-patriarken i Jerusalem (Kirken i øst og udenlands, sæde i Nordamerika)
  
  

Et patriarkat er en kultur, hvor magten og herredømmet besiddes af (de ældste) mænd, og hvor den fædrene linie tegner slægten. Magten tilhører den myndige og ærværdige patriark. Begrebet patriark kommer af græsk "patria", der betyder slægt og -ark, der betyder leder eller anfører. Patriarken er slægtens anfører og som sådan ikke kønsbestemt, men i bibelens gamle testamente er Abraham og hans søn Isak og dennes søn Jakob patriarker.

Pontifikat:

Pontifikat, (af lat. pontificatus, afledt af pontifex), en paves regeringstid.

Pontifex, (lat., af pons 'vej, bro', gen. pontis, og -fex, af facere 'gøre'; af omstridt bet., måske 'den, der baner vej' eller 'den, der bygger bro'), i romersk religion navnet på et ledende medlem af pontifikalkollegiet, et præstekollegium bestående af rex sacrorum, de tre store flamines og tolv mindre flamines; pontifex maximus 'den største pontifex' havde som særligt embedsområde Vestakulten. Pontifikalkollegiet holdt til i Regia (egl. 'kongens hus') på Forum Romanum og havde bl.a. overopsyn med Roms statskult, lege (ludi), sakralret og varselstydning. Fra ca. 200 f.Kr. kendes tabulae pontificum 'pontifexernes tavler', en samling historiske annaler.

Fra og med Augustus blev ærestitlen pontifex maximus givet til den regerende kejser, og i løbet af 400-t. overtog paven den oprindelig hedenske titulatur, ofte forkortet pont.max. eller PM, nu i formen summus pontifex, hvis betydning tolkedes kristologisk som 'den, der slår bro mellem Jord og Himmel'.

Ravenna:

Ravenna er en by i den italienske region Emilia-Romagna. Ravenna har 134.631 (2001) indbyggere.

Ravenna var hovedstad i det Vestromerske Rige efter Romerrigets deling i 396 e.Kr. Senere var Ravenna de byzantinske kejseres administrative hovedstad for de italienske provinser. Ved byzantinernes fordrivelse fra den italienske halvø, blev Ravenna en del af Kirkestaten.



Den gamle æra

Oprindelsen af Ravenna er usikker. Den første bosætning er skiftevis tilskrives (og så har set co tilstedeværelse af) Thessalians, etruskerne og Umbrien, bagefter dens område blev afgjort også af Senones, især det sydlige landskab i byen, (der var ikke en del af lagunen), Ager-Decimanus. Ravenna bestod af huse bygget på pæle på en serie af små øer i en sumpet lagune-en situation svarende til Venedig adskillige århundreder senere. Romerne ignoreret det under deres erobring af Po floddelta, men senere accepterede det ind i den romerske republik som et organisationsnetværk by i 89 F.kr. I 49 f.kr var det det sted, hvor Julius Cæsar samlet sine styrker før krydset Rubicon. Senere, efter sin kamp mod Mark Antonius i 31 f.kr. grundlagde kejser Augustus den militære harbor Classe. Denne havn, beskyttet på første var af sine egne mure, en vigtig station i den romerske kejserlige flåde. I dag byen er indlandsstater, men Ravenna forblev en vigtig havn ved Adriaterhavet indtil den tidlige middelalder. Under de tyske kampagner, var Thusnelda, enke efter Arminius, og Marbod, konge af markomannierne, begrænset til Ravenna.

Ravenna fremgang stor under romersk herredømme. Kejser Trajan bygget en 70 km (43,50 mi) lang akvædukt i begyndelsen af det andet århundrede. Under de Marcomannic krige, germanske bosættere i Ravenna gjorde oprør og formået at gribe byen i besiddelse. Derfor forvist Marcus Aurelius besluttede ikke kun mod at bringe flere Barbarerne i Italien, men selv dem, der tidligere var blevet bragt der. I AD 402 overført kejser Honorius hovedstaden i det vestromerske rige fra Milano til Ravenna. Overførslen blev foretaget dels i defensivt øjemed: Ravenna var omgivet af sumpe og moser, og blev opfattet som nemt forsvares (selvom faktisk byen faldt til Modstående styrker mange gange i sin historie); Det er også sandsynligt, at overgangen til Ravenna skyldtes byens port og god søs forbindelser til det Østromerske rige. Men i 409, King Alaric af vestgoterne simpelthen omgået Ravenna, og gik, at fyre Rom i 410 og tage Galla Placidia, datter af kejser Theodosius, gidsel. Efter mange omskiftelser tilbage Galla Placidia til Ravenna med hendes søn, kejser Valentinian III og støtte af hendes nevø Theodosius II. Ravenna nød en periode med fred, i hvilket tidsrum den kristne religion var begunstiget af det kejserlige Hof, og byen opnået nogle af sine mest berømte monumenter, herunder den ortodokse døbefont, såkaldte Mausoleum Galla Placidia (hun ikke var virkelig begravet der) og San Giovanni Evangelista.

Den sene 400s så opløsningen af romerske myndighed i vest, og den sidste person til at holde titlen som kejser i Vesten blev afsat i 476 af den generelle Odoaker. Odoaker regerede som konge af Italien i 13 år, men i 489 den østlige kejser Zeno sendt den ostrogotiske King Theoderic dejligt at re-tage den italienske halvø. Efter at have tabt slaget Verona Odoaker trak sig tilbage til Ravenna, hvor han modstået en belejring af tre år af Theoderic, indtil udtagning af Rimini berøvet Ravenna af forsyninger. Theoderic tog Ravenna i 493, angiveligt dræbte Odoaker med hans egne hænder, og Ravenna blev hovedstaden i den ostrogotiske i Italien. Theoderic, efter hans kejserlige forgængere, også bygget mange pragtfulde bygninger i og omkring Ravenna, herunder hans palace kirke Sant'Apollinare Nuovo, en Arian domkirke (nu Santo Spirito) og dåbskapellet og hans eget Mausoleum lige uden for murene. .

Theoderic og hans tilhængere var arianske kristne, men co-eksisterede fredeligt med latinere, der var hovedsageligt ortodoks. Ravennas ortodokse biskopper gennemført markante byggeprojekter, som er den eneste overlevende en Capella Arcivescovile. Theoderic tilladt romerske borgere inden for hans rige til romerretten og den romerske retssystem. Goterne, i mellemtiden, levede under deres egne love og skikke. I 519, når en pøbel var brændt ned synagoger af Ravenna, beordrede Theoderic byen til at genopbygge dem for egen regning.

Theoderic døde i 526 og blev efterfulgt af hans unge barnebarn Athalaric under ledelse af hans datter Amalasunta, men af 535 begge var døde og Theoderics linje var repræsenteret kun af Amalasunthas datter Matasuntha. Forskellige ostrogotiske militære ledere tog kongedømme i Italien, men var ingen så vellykket, som Theoderic havde været. I mellemtiden, den ortodokse Christian Byzantine Emperor Justinian, imod både ostrogotiske regel og den arianske vifte af kristendommen. I 535 sin general Belisarius invaderede Italien og i 540 erobrede Ravenna. Efter erobringen af Italien blev afsluttet i 554, blev Ravenna sæde for byzantinsk regering i Italien.

Fra 540 til 600, Ravennas biskopper indledt en bemærkelsesværdig bygning program af kirker i Ravenna og i og omkring port byen Classe. Overlevende monumenter omfatter San Vitale Basilica samt til Sant'Apollinare-basilikaen i Classe og delvist overlevende San Michele i Africisco.

Eksarkatet Ravenna

Efter Belisarius for kejser Justinian erobringer I det sjette århundrede, Ravenna blev sæde for den byzantinske guvernør i Italien, Exarch, og blev kendt som Eksarkatet Ravenna. Det var på dette tidspunkt at Ravenna kosmografi blev skrevet.

Under byzantinsk herredømme, ærkebiskop af Ravenna blev midlertidigt ydet autocephaly fra Roman Church i kejseren, i 666, men dette snart blev tilbagekaldt. Ikke desto mindre, ærkebiskop af Ravenna holdt andenpladsen i Italien efter paven, og spillede en vigtig rolle i mange teologiske kontroverser i denne periode.

Ancient era

The origins of Ravenna are uncertain. The first settlement is variously attributed to (and then has seen the co presence of) the Thessalians, the Etruscans and the Umbrians, afterwards its territory was settled also by the Senones, especially the southern countryside of the city (that wasn't part of the lagoon), the Ager Decimanus. Ravenna consisted of houses built on piles on a series of small islands in a marshy lagoon – a situation similar to Venice several centuries later. The Romans ignored it during their conquest of the Po River Delta, but later accepted it into the Roman Republic as a federated town in 89 BC. In 49 BC, it was the location where Julius Caesar gathered his forces before crossing the Rubicon. Later, after his battle against Mark Antony in 31 BC, Emperor Augustus founded the military harbor of Classe. This harbor, protected at first by its own walls, was an important station of the Roman Imperial Fleet. Nowadays the city is landlocked, but Ravenna remained an important seaport on the Adriatic until the early Middle Ages. During the German campaigns, Thusnelda, widow of Arminius, and Marbod, King of the Marcomanni, were confined at Ravenna.

Ravenna greatly prospered under Roman rule. Emperor Trajan built a 70 km (43.50 mi) long aqueduct at the beginning of the 2nd century. During the Marcomannic Wars, Germanic settlers in Ravenna revolted and managed to seize possession of the city. For this reason, Marcus Aurelius decided not only against bringing more barbarians into Italy, but even banished those who had previously been brought there. In AD 402, Emperor Honorius transferred the capital of the Western Roman Empire from Milan to Ravenna. The transfer was made partly for defensive purposes: Ravenna was surrounded by swamps and marshes, and was perceived to be easily defensible (although in fact the city fell to opposing forces numerous times in its history); it is also likely that the move to Ravenna was due to the city's port and good sea-borne connections to the Eastern Roman Empire. However, in 409, King Alaric I of the Visigoths simply bypassed Ravenna, and went on to sack Rome in 410 and to take Galla Placidia, daughter of Emperor Theodosius I, hostage. After many vicissitudes, Galla Placidia returned to Ravenna with her son, Emperor Valentinian III and the support of her nephew Theodosius II. Ravenna enjoyed a period of peace, during which time the Christian religion was favoured by the imperial court, and the city gained some of its most famous monuments, including the Orthodox Baptistery, the so-called Mausoleum of Galla Placidia (she was not really buried there), and San Giovanni Evangelista.

The late 400s saw the dissolution of Roman authority in the west, and the last person to hold the title of emperor in the West was deposed in 476 by the general Odoacer. Odoacer ruled as King of Italy for 13 years, but in 489 the Eastern Emperor Zeno sent the Ostrogoth King Theoderic the Great to re-take the Italian peninsula. After losing the Battle of Verona, Odoacer retreated to Ravenna, where he withstood a siege of three years by Theoderic, until the taking of Rimini deprived Ravenna of supplies. Theoderic took Ravenna in 493, supposedly slew Odoacer with his own hands, and Ravenna became the capital of the Ostrogothic Kingdom of Italy. Theoderic, following his imperial predecessors, also built many splendid buildings in and around Ravenna, including his palace church Sant'Apollinare Nuovo, an Arian cathedral (now Santo Spirito) and Baptistery, and his own Mausoleum just outside the walls. .

Theoderic and his followers were Arian Christians, but co-existed peacefully with the Latins, who were largely Orthodox. Ravenna's Orthodox bishops carried out notable building projects, of which the sole surviving one is the Capella Arcivescovile. Theoderic allowed Roman citizens within his kingdom to be subject to Roman law and the Roman judicial system. The Goths, meanwhile, lived under their own laws and customs. In 519, when a mob had burned down the synagogues of Ravenna, Theoderic ordered the town to rebuild them at its own expense.

Theoderic died in 526 and was succeeded by his young grandson Athalaric under the authority of his daughter Amalasunta, but by 535 both were dead and Theoderic's line was represented only by Amalasuntha's daughter Matasuntha. Various Ostrogothic military leaders took the kingship of Italy, but none were as successful as Theoderic had been. Meanwhile, the orthodox Christian Byzantine Emperor Justinian I, opposed both Ostrogoth rule and the Arian variety of Christianity. In 535 his general Belisarius invaded Italy and in 540 conquered Ravenna. After the conquest of Italy was completed in 554, Ravenna became the seat of Byzantine government in Italy.

From 540 to 600, Ravenna's bishops embarked upon a notable building program of churches in Ravenna and in and around the port city of Classe. Surviving monuments include the Basilica of San Vitale and the Basilica of Sant'Apollinare in Classe, as well as the partially surviving San Michele in Africisco.

Exarchate of Ravenna

Following the conquests of Belisarius for the Emperor Justinian I in the 6th century, Ravenna became the seat of the Byzantine governor of Italy, the Exarch, and was known as the Exarchate of Ravenna. It was at this time that the Ravenna Cosmography was written.

Under Byzantine rule, the archbishop of Ravenna was temporarily granted autocephaly from the Roman Church by the emperor, in 666, but this was soon revoked. Nevertheless, the archbishop of Ravenna held the second place in Italy after the pope, and played an important role in many theological controversies during this period.

Sede Vacante:

Sede vacante - Interregnum
Umiddelbart efter pavens død indtræder det såkaldte Interregnum (midlertidigt styre), også kaldet Sede vacante i betydningen, at Peters stol står tom. Alle, der besidder et højt og styrende kirkeligt embede ved Kurien eller i Vatikanstaten, nedlægger med øjeblikkelig virkning deres embeder. Undtagen herfra er fire embedsmænd, der forestår det midlertidige styre af kirken og gennemførelsen af valget af den nye pave. Det drejer sig om kardinalkammerherren, kardinal storpønitentiaren (for bod og syndsforladelse), kardinalvikaren for bispedømmet Rom samt ærkepræsten for Peterskirken, der også er generalvikar for Vatikanstaten.


Pavens Tronstol "Cathedra Petri", der blev flyttet fra den gamle Basilica til San Pietro.

Umiddelbart efter pavens død forsegles alle pavens personlige ejendele for senere disponering efter pavens testamente – og vigtigst af alt: Pescatorio - fiskerens ring - pavens signetring samt det pavelige segl, bliver ”destrueret” i overværelse af det tilstedeværende kardinalkollegium. Dernæst forsegles hele det pavelige palads, indtil en ny pave er blevet valgt.
Vatikanets Sede Vacante våbenskjold, der benyttes under Interregnum perioder.

Vatikanet har siden Laterankonkordatet i 1929 og sin oprettelse som moderne stat haft sit eget postvæsen med egne frimærker.



Mest eftertragtet blandt frimærkerne er de såkaldte ”Sede Vaccante-frimærker” (Den tomme Stol), der kun udstedes ved en paves død og kun er valide i interregnum-perioden, indtil en ny pave er valgt.

Skisma:

Det rigtigt store skisma var skismaet mellem Konstantinopel og Rom 1054. Men traditionelt betegnes også den vestlige kirkes skisma som »det store skisma« - man er tilbøjelige til at ignorere Østrom i europæisk historie.

Det Store Skisma, splittelsen mellem den romerske og den byzantinske kirke fra 1054.
Der havde siden 800-t. bestået spændinger om bl.a. pavens forrang, filioque, kirkelige skikke, nadverbrødet og fordelingen af kirkelig jurisdiktion.
I 1054 nedlagde en romersk delegation en bandbulle på alteret i Sofiakirken i Konstantinopel mod patriark Michael Kerullarios og den byzantinske kirkeledelse.
Derpå bandlyste Kerullarios romerne; de gensidige fordømmelser blev først ophævet i 1965.
Året 1054 er traditionelt blevet regnet for tidspunktet for bruddet mellem den østlige og den vestlige kristendom.

Det Vestlige Skisma :


Den romersk-katolske kirke var i senmiddelalderen og renæssancen præget af en række kriser. Kirkens første alvorlige krise kom i 1309, da paven flyttede hoffet fra Rom til Avignon, og i denne periode var paven under den franske konges indflydelse. Pave Gregor 11. flyttede hoffet tilbage til Rom i 1378, men døde kort efter, hvorefter det kom til endnu en krise. Denne krise omtales som Det store Skisma, som varede fra 1378 til 1417, hvor der på et tidspunkt fandtes tre paver (Rom, Pisa og Avignon). Dette blev begyndelsen på koncilbevægelsen, der begyndte med koncilet i Konstanz og afsluttedes med koncilet i Basel. Koncilbevægelsen forsøgte at gøre sig til kirkens øverste myndighed, men tabte magtkampen til paven.
Urban VI´s (1378-1389) valg skete under pres fra den romerske befolkning, der ønskede en romer eller i det mindste en italiener valgt som pave. Han er den sidste pave uden kardinaltitel og hans valg førte til et næsten 50-årigt skisma (spaltning) af den romersk-katolske kirke, hvor der frem til et møde i Pisa i 1409 var to paver og efter mødet var der tre paver - en situation, der varer til de stridende parter mødes på et konsil i Konstanz (1414-1418), hvor man enes om at vælge Oddo di Colonna som pave Martino V og afsætte de øvrige.

Navnene på paver og modpaver i denne periode er:

• Modpave Clemens VII (1378-1394)
• Pave Bonifacius IX (1389-1404)
• Modpave Benedikt XIII (1394-1423)
• Pave Innocent VII (1404-1406)
• Pave Gregor XII (1406-1415)
• Pave Alexander V (1409-1410)
• Modpave Johannes XXIII (1410-1415)

På konklavet i 1378 valgte Det italienske parti Prignano til pave Urbano VI, men de franske kardinaler ville ikke godkende valget og de blev politisk støttet af den franske kong Karl V og Napolis dronning Johanna 1 af Anjou. Det franske parti valgte så kardinal Robert af Genf som modpave under navnet Clemente VII, og han bosatte sig i Avignon og så var spaltningen af den romersk-katolske kirke en kendsgerning og de indbyrdes krige kunne begynde, hvor Pave Urbano VI tabte en række slag, men han afslog alle forsøg på et kompromis.
I 1415 besluttede den retmæssigt valgte Gregor XII under koncilet i Konstanz (1415-1418) at træde tilbage. Det gjorde han for at afslutte det vestlige skisma, hvor hele tre paver gjorde krav på Petersembedet.