Beskrivelse af Paul I, der var Pave i år 757-767

Sct. Peter var den første biskop af Rom og dermed den første Pave i historien.
Der er opstået tradition for at biskoppen over Rom, er den katolske kirkes overhovede og dermed Pave for hele den katolske verden. Pavetitlen bliver dog først brugt efter år 300.
Kirken ledes af paven, der anses som Sankt Peters efterfølger. Den opfattelse stammer fra Matthæusevangeliet, hvor Jesus giver Peter nøglerne til himmeriget.
Jesus sagde følgende ord til Peter, som kan læses på indersiden af kuplen i
Peterskirken: ''Du er Peter (klippen) og på denne klippe vil jeg bygge min Kirke.
Dig vil jeg give nøglerne til himlens rige''.

Paul I - 757-767 :

Paul I (San Paolo I) Pave Paul I efterfulgte Pave Stefan II og blev selv efterfulgt af Pave Stefan III
I den turbulente tid, hvor Longobarderne og byzantinerne stredes om magten i Italien, havde Pave Stefan II valgt at alliere sig med frankerne, der lededes af Kong Pipin III, den Lille. Ved dennes hjælp fik Paven herredømmet over det tidligere Longobardiske område omkring Ravenna, hvorved der nu skabtes grundlag for Kirkestaten, Patrimonium Petri.
Med dette øgedes Pavestolens magt og prestige, samt dens politiske betydning og Stefan II's død vakte derfor stærke følelser. Nu var det afgørende, hvilken pave der valgtes og hvad vej han ville gå.
Der var straks flere grupper på banen, en probyzantinsk som ønskede at genoprette båndene mellem den byzantinske Kejser og Paven, og en profrankisk som ønskede at fortsætte det tætte samarbejde med Pipin III.
Allerede inden Stefan havde udåndet den 26. April 757, foreslog den probyzantinske gruppe deres kandidat, Ærkediakonen Teofilatto (Theophylact); men det var den profrankiske gruppe, som stod stærkest, repæsenteret som den var af Stefans bror Diakonen Paul, der havde været Pavens fortrolige igennem de sidste år og som kendte Kirkens sager til bunds.
Og valget endte da også med at falde på Paul, tidligere Diakon ved Kirken i Via Lata, som blev indsat som Pave Paul I den 29. Maj 757.
Den nye Pave indledte sin regering med at sende et brev om valget til Kong Pipin i dennes egenskab af Kirkens beskytter og Patricius Romanorum, en titel, som den tidligere Pave havde givet Kongen. Som svar bad Pipin den nye Pave om at være gudfar til hans datter Gisella og således besegledes båndene mellem frankerne og Paven.
Longobarderne tøvede stadig med at afgive deres jord og de indledte forhandlinger med byzantinerne om en antifrankisk alliance, der dog ikke blev til noget. Heller ikke forhandlinger mellem Longobarderkongen Desiderius (756-774) og Paven førte til en løsning af problemet og Paul I fortsatte med at opfordre Kong Pipin til at gå i aktion mod Longobarderne, men han havde tilsyneladende ikke arvet sin broders overtalelsesevner.
Omsider lykkedes det ad diplomatisk vej i 765 at nå til en overenskomst, hvor Paven fik udleveret de ønskede landområder og Longobarderne de gidsler, som Pipin tidligere havde taget.
I 754 havde det byzantinske Koncil i Constantinopel forbudt billedtilbedelse og påbudt ødelæggelse af alle offentlige og private billeder med religiøst indhold, trods den vestlige Kirkes modstand. Kejser Constantin V lod ligefrem i 767 sende en delegation til Kong Pipin for at opfordre ham til at følge kirkemødets vedtagelse, men Pipin fastholdt sin katolske tro og fulgte i stedet Pavens forskrifter, hvorefter billedtilbedelse var lovligt og accepteret.
Ind i mellem disse forviklinger fik Paul I også tid til at beskæftige sig med kirkebyggeri i Rom, hvor han lod bygge Klosteret ved Kirken San Silvestro in Capite. Det er også muligt, at nogle af anlæggene fra det gamle badeanlæg, Constantin's Thermer, er blevet genbrugt under Pave Paul I. Det berettes nemlig, at denne Pave skulle have bygget en termebygning på dette sted. Det var i øvrigt den bygning, som kaldtes Balnea Pauli, en betegnelse som senere brugtes om den store exedra i Trajan's Marked og som over den italienske form Bagni di Paolo måske har givet navn til Magnanapoli, som tidligere skulle have heddet Bagnanapoli. Sidste gang at hele Thermeanlægget blev sat i stand kan have været under Theoderik i det 6.århundrede.
Desuden udsmykkede Paul I Kirken Santa Petronilla, som lå ved siden af Peterskirken, og forsynede den med malerier af Kejser Constantin den Store og Pave Sylvester I samt diverse guld- og sølvsager. Helgenindens relikvier blev overført hertil fra Domitilla's Katakomb, der lå i et område, der var blevet hærget af Longobarderne i 756.
I Peterskirken lod Paven indrette to kapeller, som han viede til Jomfru Maria. I det ene ved siden af Cappella di San Leone lod han opsætte en smuk Madonna-mosaik og her planlagde han at blive begravet. Det andet kapel lå på Kirkens yderside overfor Stefan II's klokketårn og var også tilsvarende smukt udstyret.
På Forum Romanum lod Paul I bygge en ny kirke viet til San Pietro og San Paolo på det sted, hvor der lå en sten med et - ifølge legenden - aftryk af apostlenes knæ, da de havde knælet her i bøn inden deres henrettelse. Denne kirke findes ikke mere.
På det første stykke af Via Lata fornyede Paven taget på den gamle kirke, som var viet til apostlene Filip og Jacob og som idag hedder Santi Apostoli. I den modsatte ende af Via Lata lå Paul's privathus, som han nu lod ombygge til Kloster, kaldet Monastero dei Santi Stefano e Silvestro, sammen med en Kirke, viet til de samme helgener. Den kaldes idag San Silvestro in Capite. Også til denne Kirke lod Paven overføre en lang række relikvier fra Katakomberne udenfor bymurene, der ikke var sikre i de urolige tider.
I disse år fik det romerske Senat en ny opblomstring og en vigtigere betydning end det havde haft siden Antikken, som det kan ses af et brev fra Paul I til Kong Pipin, som er afsendt på vegne af både "Senatet og hele den kristne menighed i Rom".
Med denne nye (selv)bevidsthed om det romerske folks og selve Roms betydning in mente giver det mening, at man idag mener, at det forfalskede "Constantin's Gavebrev" (Constitutium Constantini), hvori Kejser Constantin overlader byen Rom til Paven, er forfattet netop under Pave Paul I i perioden 757-760.
Paul I var en hovmodig og streng herre og det fortælles, at han var hurtigt til at idømme folket fængselsstraffe. Særlig landbesidderne udenfor byen og syd for Rom var blevet trætte af den overlegne måde, hvorpå de blev behandlet, og især af den opførsel, som Pavens notar Cristoforo og dennes søn Sergio udviste. Især hertugerne af Nepi, Toto, Costantino, Passivo og Pasquale følte sig uretfærdigt behandlet og vendte deres sympati mod Byzans.
Da de derfor i Juni 767 fra Rom modtog nyheden om, at Paul I lå for døden, samlede Toto di Nepi en lille hær og trængte ind i byen, hvor han besatte Lateranet, så den dødssyge Pave måtte flygte til Abbazia di San Paolo, hvor han udåndede den 28. Juni, kun bistået af en enkelt trofast præst (eller Kardinal), Stefan fra Kirken Santa Cecilia, den senere Pave Stefan III.
Den 28. Juni 767 var altså Pave Paul I's dødsdag, men situationen i Rom var så kritisk, at man ikke straks kunne foretage en officiel begravelse, hvorfor han først stedtes til hvile i Basilica di San Paolo og først efter 3 måneder kunne flyttes til Peterskirken, hvor han så blev begravet i det kapel for Jomfru Maria (Oratorio della Beata Vergine), som han havde ladet opføre på Vatikangrunden. Hans død viste tydeligt, at konflikterne fra hans tiltræden langt fra var glemt eller løst, for det kom til at tage hele 13 måneder at få valgt den næste pave, Stefan III, og i mellemtiden var der i Rom både krigstilstand og tumulter og valg af op til 2 Modpaver, Konstantin II og Filippo.
Hvis Paul I ikke var populær hos de magtsyge romerske familier, hvor man anså ham for hård og egenrådig, må han have været elsket af den almindelige befolkning, for det fortælles at han var barmhjertig og venlig og altid rede til at give til de fattige, enker og faderløse. Man fortalte også, at han ofte begav sig ud om natten for at hjælpe de syge og nødlidende, besøge fængslerne og frigive de dødssyge. For disse gerninger endte han med at blive helgenkåret som San Paolo I og som sådan fejres han den 28. Juni.

Pave Paul I (Latin: Paulus I; 700 – 28 juni 767) var pave fra 29 maj 757 til sin død i 767. Han først tjente som en romersk diakon og var ofte ansat af sin bror, pave Stephen II, i forhandlingerne med de langobardiske konger.

Liv

Paul og hans bror Stephen havde været uddannet til præstedømmet ved Lateran-paladset. Efter Stephens død den 26 April 757 sejrede Paul over en fraktion, der ønskede at gøre ærkediakon Theophylact paven og blev valgt sin brors efterfølger med det flertal, der ønskede en fortsættelse af den afdøde pave politik. Den nye pave regeringstid var præget af forbindelser med de frankiske og Lombard konger og den østlige kejser. Han vedtog en selvstændig tone i at informere kejserlige Exarch i Ravenna af sit valg, men skrev til Pipin den yngre, frankiske Alliancen bør fastholdes fejlfri. Paul var sandsynligvis bekymret for faren ved Lombard konge Desiderius.

Langobarderne afholdt byerne Imola, Osimo, Bologna og Ancona, som blev krævet af Rom og i 758 greb på hertugdømmerne Spoleto og Benevento. På hans tilbagevenden fra undertrykke oprør i Benevento, Desiderius besøgte Rom og tvunget Paul til at skrive til Pipin beder ham om at indrømme alle de langobardiske direkte hævder. Han lovede at returnere Imola, men på betingelse af, at paven skulle overtale Pipin sende tilbage Lombard gidsler holdt af frankerne.

I et brev, der var at sikre udsendinge en sikker passage gennem Lombard område, Paul grådighed Desiderius og bad om Pipin krav til at tiltræde langobarderne ønsker ved at lave en traktat for fred og returnere gidslerne. I en anden hemmelige brev, som Paulus rådgivet Pipin af aftalen af Desiderius med byzantinerne for erobringen af Ravenna, og bønfaldt Pipin kommer til hjælp af paven og tvinge langobardisk konge ham at give byerne bevaret af ham.

Pipin fandt det tilrådeligt at fastholde gode relationer med Desiderius, og Paul tilsyneladende opnået meget lidt af hans dobbeltspil. Senere, dog Pipin gav paven nogle støtte og fungerede som mægler mellem de romerske og Lombard fordringer.

I 765, blev pavelige privilegier restaureret i Beneventine og toscanske område og delvis i Spoleto. I mellemtiden, fremmedgørelse fra Konstantinopel voksede større. Flere gange, især i 759 frygtede Paul, at den østlige romerske kejser ville sende en oprustning mod byen Rom. Paul levede i stadige skræk lest østlige romerske ambitioner Drej frankiske indflydelse til fordel for langobarderne. Dette blev faktisk forsøgt, men Pipin holdt til hans oprindelige udenrigspolitik vedrørende Italien.

Paul døde 28 juni 767.

Pope Paul I (Latin: Paulus I; 700 – 28 June 767) was Pope from 29 May 757 to his death in 767. He first served as a Roman deacon and was frequently employed by his brother, Pope Stephen II, in negotiations with the Lombard kings.

Life

Paul and his brother Stephen had been educated for the priesthood at the Lateran palace. After Stephen's death on 26 April 757, Paul prevailed over a faction that wanted to make the Archdeacon Theophylact pope and was chosen his brother's successor by the majority that wished a continuation of the late pope's policy. The new pope's reign was dominated by relations with the Frankish and Lombard kings and with the Eastern emperor. He adopted an independent tone in informing the imperial Exarch in Ravenna of his election, but wrote to Pepin the Younger that the Frankish alliance should be maintained unimpaired. Paul was likely concerned of the danger posed by the Lombard king Desiderius.

The Lombards held the cities of Imola, Osimo, Bologna, and Ancona, which were claimed by Rome, and in 758 seized upon the duchies of Spoleto and Benevento. On his return from suppressing a revolt in Benevento, Desiderius visited Rome and compelled Paul to write to Pepin asking him to concede all the Lombard Direct claims. He promised to return Imola, but on condition that the pope should persuade Pepin to send back Lombard hostages held by the Franks.

In a letter that was to secure the envoys a safe passage through Lombard territory, Paul greed to the demands of Desiderius and begged Pepin to accede to the wishes of the Lombards by making a treaty of peace and returning the hostages. In a second secret letter, the Paul advised Pepin of the agreement of Desiderius with the Byzantines for the conquest of Ravenna, and implored Pepin to come to the aid of the pope, and to force the Lombard king him to yield the towns retained by him.

Pepin found it advisable to maintain good relations with Desiderius, and Paul apparently accomplished little by his double-dealing. Later, however, Pepin gave the pope some support and acted as arbiter between the Roman and Lombard claims.

In 765, papal privileges were restored in Beneventine and Tuscan territory and partially in Spoleto. Meanwhile, the alienation from Constantinople grew greater. Several times, especially in 759, Paul feared that the Eastern Roman Emperor would send an armament against the city of Rome. Paul lived in continual dread lest Eastern Roman ambitions turn the Frankish influence in favor of the Lombards. This was actually attempted, but Pepin held to his original foreign policy regarding Italy.

Paul died on 28 June 767.

---

                  Katolske begreber:

Ordforklaring :

Exarch
Katakomber
Kloster
Koncil
Lateran
Longobard
Modpave
Ravenna
Vatikan

Exarch:

Katakomber:

Domitilla-katakomberne, der blev opkaldt efter et medlem af den romerske familie, der havde bestilt gravpladserne, er de største i Rom. De strækker sig over 12 kilometer og går ned på fire niveauer med 26.250 grave fra anden til femte århundrede.



Over Domitilla katakomberne står basilikaen, som ses herover, Santi Nereo e Achilleo, der er ombygget og istandsat, så kun meget lidt er tilbage fra det 4. årh., hvor den blev bygget.
I katakomberne kan man se smukke fresker, bl.a. en der forestiller Kristus som den gode hyrde.
Når de kristne begravede de døde i underjordiske kirkegårde udenfor Rom, var det ikke på grund af forfølgelse, men blot fordi de fulgte tidens love.
Da der i katakomberne er begravet mange helgener, blev disse til helligdomme og genstand for besøg af pilgrimme.
De døde blev anbragt i nicher (loculi), hvor der kunne ligge 2 - 3 lig og de vigtigste rum blev udsmykket med stuk og fresker, se billedet herunder.
Det er en stor og spændende oplevelse at besøge disse underjordiske gravpladser.



Mange af krypterne har fresker, der synes udslettet. Faktisk blev de strippet af gravrøvere, idet katakomberne blev hærget og fresker skåret ud og fjernet som trofæer i middelalderen. Denne antikke form for tyveri kan findes i et museum i Catania, der viser eksempler, der oprindeligt blev bragt til Sicilien af en adelsmand for at dekorere hans hjem.



Domitilla katakomberne er de største af katakomberne og mange af gravene kan føres helt tilbage til 1. og 2. årh. e. Kr. dermed har disse kun ringe forbindelse med de kristne.

Kloster:

Ordet Kloster betyder "indelukke" og betegner dels et bygningsværk, dels et religiøst fællesskab, som lever adskilt fra det øvrige samfund efter en klosterordens særlige bestemmelser.
Der findes klostre indefor flere religioner.

• 1 Kristne klostre
• 2 Buddhistiske klostre
• 3 Islamiske klostre
• 4 Hinduistiske klostre

Kristne klostre

I de kristne klostre var meningen med klosterlivet at efterkomme Jesu ord til den rige unge mand: "Vil du være fuldkommen, så gå hen og sælg, hvad du ejer, og giv pengene til de fattige, så vil du have en skat i himlene. Og kom så og følg mig!". Klosterets beboere, der for mænds vedkommende kaldes munke og for kvinders vedkommende nonner, var og er mennesker, der har følt et kald til at forsage verdens velfærd og vie deres liv til Gud.

Ikke alle klostre blev opført i askese. Herunder ses spisesalen fra Leubus kloster i Lubiaz i Polen.

Koncil:

Et Koncil er et kirkemøde for hele eller dele af Den Katolske Kirke. Ordet kommer fra latin "concilium"=Rådsforsamling. Man taler om 4 forskellige typer af konciler: "Concilio Diocesano" eller "Sinodo" indkaldes af Biskoppen, "Concilio Provinciale" indkaldes af Metropolitten (Ærkebispen), "Concilio Nazionale" indkaldes af Patriarken eller Overhovedet for Kirken i det enkelte land.



Endelig er der "Concilio Ecumenico", som indkaldes af Paven og gælder for alle dele af Den Katolske Kirke.

Et Økumenisk Koncil foregår i 3 bestemte faser: Indkaldelsen af de nærmere bestemte grupper gejstlige som skal deltage. Afholdelsen sker under Pavens præsidium eller under en af hans legater. Paven bestemmer de emner, der skal debatteres og om evt. andre forslag skal tages med ind til diskussion. Paven har ret til at opløse Koncilet, eller til at stoppe det eller overflytte det til et andet sted. Den sidste fase er Pavens godkendelse af Koncilets konklusioner.

Koncilier - Romerkirkens generalforsamlinger

Lateran:

Laterankirken (Arcibasilica di San Giovanni in Laterano) er bispedømmet Roms domkirke og dermed pavens sæde, en del af Vatikanstaten og den katolske kirkes fornemste domkirke. Det har historiske årsager. Frem til pavernes ophold i Avignon (fra 1309) var Lateranpaladset lige ved kirken det pavelige palads. Først efter tilbagekomsten fra Avignon blev Vatikanet pavens opholdssted, og selv om Peterskirken er den største, er den ikke en domkirke.

Laterankirken kaldes ofte Alle kirkers mor, og på facaden står indskriften SACROSANCTA LATERANENSIS ECCLESIA OMNIUM URBIS ET ORBIS ECCLESIARUM MATER ET CAPUT (latin for: Den allermest hellige Laterankirke, for hele byen og verden moder- og hovedkirke). Kirken er viet til Jesus Kristus, Johannes Døberen og Evangelisten Johannes.

Kirken er en af de fire patriarkalbasilikaer (de fire største kirker i Rom: Peterskirken, Laterankirken, Santa Maria Maggiore og Sct. Paul uden for murene). I lighed med de andre har den en hellig port, som åbnes, når det hvert 25. år er jubelår. Pilgrimme, der går gennem porten efter at have skriftet deres synder, får fuld aflad.

Den første domkirke blev rejst under kejser Konstantin. Den blev ødelagt af vandalerne, og en ny blev rejst af pave Leo 1. ca. 460. Pave Sergius 3. (904–911) byggede den helt om, efter at et jordskælv havde forårsaget store skader. I 1308 blev den fuldstændig ødelagt af en brand, og flere efterfølgende paver stod for genopbygningen. Under arbejdet blev den igen totalskadet af brand i 1360. Nutidens basilika er med undtagelse af nogle mindre arbejder i det 19. århundrede resultatet af Francesco Borrominis arbejde før jubelåret 1650.

Apostlene Peters og Paulus' hoveder skal være bevaret i relikvarier i baldakinen over højalteret. I selve alteret er dele af en bordplade fra antikken indfældet. Den skal komme fra senator Pudens' hus, og Peter skal have fejret nadveren ved det.

Longobard:

Longobard = Langt skæg; de langskæggede.
Longobarderne var et germansk folkeslag, som kom fra Midttyskland og i folkevandringstiden drog sydpå ned i Nordbalkan, hvor de i det 4.århundrede grundlagde et rige ved Donau.
Longobarderne kaldte sig oprindeligt for "Winnili" og boede i sydlige Skandinavien (Scadanan) (Codex Gothanus skriver, at winnilierne oprindeligt boede ved en flod kaldet Vindilicus på den yderste grænse af Gallien.


I 568 drog longobarderne under Kong Alboin over Jugoslavien og Østrig og ned i Italien, hvor de erobrede Lombardiet og slog sig ned i Norditalien og grundlagde et Longobardisk Rige, som bestod til 774, hvor de besejredes af frankerkongen Karl den Store, som indlemmede deres rige i Frankerriget. Dog forblev hertugdømmet Benevento longobardisk og selvstændigt indtil det 11.århundrede.
Langobarderne, en nordgermansk folkestamme, nåede under folkevandringen, ca. omkring år 500, ind i det nuværende Norditalien ( Lombardiet ) og erobrede også områder i Mellem- og Syditalien.
Mens den langobardiske hovedstad Pavia allerede i år 774 blev erobret af Karl den Store, forblev Benevento i regionen Kampanien, ikke langt fra Neapel, i langobardisk besiddelse og var under deres indflydelse helt ind i det 11. århundrede.

Longobarderrigets historie i Italien kan opdeles i 3 hovedafsnit:

• Erobring og konsolidering i perioden 568-616,
• Riget som europæisk stormagt på linie med det vestgotiske og det frankiske rige - perioden 616-744, og
• Konflikter med frankerne og nedgangstid i perioden 744-774

Longobarderne eksisterede fra ca. 570 til ca. 806, ialt ca. 236 år.


Billede: Pave Johannes VI mødes med Longobarderne.

Modpave:

En modpave var i middelalderen en pave, som kejseren eller et oppositionsparti fik valgt i konkurrence med den retmæssige pave, og som ikke anerkendes i den officielle paveliste.
Modpaverne var i høj grad medvirkende i både det katolske og det statslige politiske spil op gennem årene.
Modpave Hypolitus, 217-235 regnes som regel for at være den første modpave.
Modpave Felix V, 1439-1449, var den sidste af slagsen.

Herunder ses: Modpave Johannes XXIII
(1410 - 1415)
Liste over modpaver gennem historien:

• Hypolitus (217-235)
• Novatian (251-258)
• Felix II (355-365)
• Ursinus (366-367)
• Eulalius (418-419)
• Laurentius (498-499 og 501-506)
• Dioskur (september-oktober 530)
• Teodor (september-december 687)
• Paschalis (oktober-december 687)
• Konstantin II (767–768)
• Filippus (juli 768)
• Johannes (januar 844)
• Anastasius III (august-september 855)
• Kristoforus (903-04)
• Bonifatius VII (juni-juli 974 og 984-85)
• Johannes XVI (997-98)
• Gregor VI (juni-juli 1012)
• Benedikt X (1058-59)
• Honorius II (1061-72)
• Klemens III (1080-84)
• Theoderik (1100-01)
• Albert (februar-marts 1102)
• Sylvester IV (1105-11)
• Gregor VIII (1118-21)
• Celestin II (december 1124)
• Kletus [Anakletus] II (1130-38)
• Viktor IV (marts-maj 1138)
• Viktor IV (1159-64)
• Paschalis III (1164-68)
• Callistus III (1168-78)
• Innocent III (1179-80)
• Nikolas V (1328-30)
• Klemens VII (1378-94)
• Benedikt XIII (1394-1423)
• Alexander V (1409-10)
• Johannes XXIII (1410-15)
• Klemens VIII (1423-29)
• Benedikt XIV (1423-29)
• Benedikt XIV (1430-37)
• Felix V (1439-49)

Senere har der dog været andre som har taget pavetitel, flere gange efter være blevet valgt af skismatiske grupper. Dette er de såkalte sedevakantister, som mener, at pavestolen står tom, og at de dermed må vælge en af deres egne til at fylde den. Vatikanet har modpaverne med i de officielle lister over paver frem til Felix (V), som døde i 1449, men man medtager ikke sedevakantisterne. Årsagen til dette er, at modpaverne på den officielle liste blev valgt af personer, som befandt sig indenfor den katolske kirke, mens sedevakantistenes paver er valgt af personer, som befandt sig udenfor og havde dannet egne kirkesamfund. De anses derfor af Vatikanet for ledere af konkurrerende katolske eller katolsk-inspirerede grupper.
I katolsk kirkeret er det at lade sig vælge til modpave en skismatisk handling, som automatisk fører til ekskommunikation.

Ravenna:

Ravenna er en by i den italienske region Emilia-Romagna. Ravenna har 134.631 (2001) indbyggere.

Ravenna var hovedstad i det Vestromerske Rige efter Romerrigets deling i 396 e.Kr. Senere var Ravenna de byzantinske kejseres administrative hovedstad for de italienske provinser. Ved byzantinernes fordrivelse fra den italienske halvø, blev Ravenna en del af Kirkestaten.



Den gamle æra

Oprindelsen af Ravenna er usikker. Den første bosætning er skiftevis tilskrives (og så har set co tilstedeværelse af) Thessalians, etruskerne og Umbrien, bagefter dens område blev afgjort også af Senones, især det sydlige landskab i byen, (der var ikke en del af lagunen), Ager-Decimanus. Ravenna bestod af huse bygget på pæle på en serie af små øer i en sumpet lagune-en situation svarende til Venedig adskillige århundreder senere. Romerne ignoreret det under deres erobring af Po floddelta, men senere accepterede det ind i den romerske republik som et organisationsnetværk by i 89 F.kr. I 49 f.kr var det det sted, hvor Julius Cæsar samlet sine styrker før krydset Rubicon. Senere, efter sin kamp mod Mark Antonius i 31 f.kr. grundlagde kejser Augustus den militære harbor Classe. Denne havn, beskyttet på første var af sine egne mure, en vigtig station i den romerske kejserlige flåde. I dag byen er indlandsstater, men Ravenna forblev en vigtig havn ved Adriaterhavet indtil den tidlige middelalder. Under de tyske kampagner, var Thusnelda, enke efter Arminius, og Marbod, konge af markomannierne, begrænset til Ravenna.

Ravenna fremgang stor under romersk herredømme. Kejser Trajan bygget en 70 km (43,50 mi) lang akvædukt i begyndelsen af det andet århundrede. Under de Marcomannic krige, germanske bosættere i Ravenna gjorde oprør og formået at gribe byen i besiddelse. Derfor forvist Marcus Aurelius besluttede ikke kun mod at bringe flere Barbarerne i Italien, men selv dem, der tidligere var blevet bragt der. I AD 402 overført kejser Honorius hovedstaden i det vestromerske rige fra Milano til Ravenna. Overførslen blev foretaget dels i defensivt øjemed: Ravenna var omgivet af sumpe og moser, og blev opfattet som nemt forsvares (selvom faktisk byen faldt til Modstående styrker mange gange i sin historie); Det er også sandsynligt, at overgangen til Ravenna skyldtes byens port og god søs forbindelser til det Østromerske rige. Men i 409, King Alaric af vestgoterne simpelthen omgået Ravenna, og gik, at fyre Rom i 410 og tage Galla Placidia, datter af kejser Theodosius, gidsel. Efter mange omskiftelser tilbage Galla Placidia til Ravenna med hendes søn, kejser Valentinian III og støtte af hendes nevø Theodosius II. Ravenna nød en periode med fred, i hvilket tidsrum den kristne religion var begunstiget af det kejserlige Hof, og byen opnået nogle af sine mest berømte monumenter, herunder den ortodokse døbefont, såkaldte Mausoleum Galla Placidia (hun ikke var virkelig begravet der) og San Giovanni Evangelista.

Den sene 400s så opløsningen af romerske myndighed i vest, og den sidste person til at holde titlen som kejser i Vesten blev afsat i 476 af den generelle Odoaker. Odoaker regerede som konge af Italien i 13 år, men i 489 den østlige kejser Zeno sendt den ostrogotiske King Theoderic dejligt at re-tage den italienske halvø. Efter at have tabt slaget Verona Odoaker trak sig tilbage til Ravenna, hvor han modstået en belejring af tre år af Theoderic, indtil udtagning af Rimini berøvet Ravenna af forsyninger. Theoderic tog Ravenna i 493, angiveligt dræbte Odoaker med hans egne hænder, og Ravenna blev hovedstaden i den ostrogotiske i Italien. Theoderic, efter hans kejserlige forgængere, også bygget mange pragtfulde bygninger i og omkring Ravenna, herunder hans palace kirke Sant'Apollinare Nuovo, en Arian domkirke (nu Santo Spirito) og dåbskapellet og hans eget Mausoleum lige uden for murene. .

Theoderic og hans tilhængere var arianske kristne, men co-eksisterede fredeligt med latinere, der var hovedsageligt ortodoks. Ravennas ortodokse biskopper gennemført markante byggeprojekter, som er den eneste overlevende en Capella Arcivescovile. Theoderic tilladt romerske borgere inden for hans rige til romerretten og den romerske retssystem. Goterne, i mellemtiden, levede under deres egne love og skikke. I 519, når en pøbel var brændt ned synagoger af Ravenna, beordrede Theoderic byen til at genopbygge dem for egen regning.

Theoderic døde i 526 og blev efterfulgt af hans unge barnebarn Athalaric under ledelse af hans datter Amalasunta, men af 535 begge var døde og Theoderics linje var repræsenteret kun af Amalasunthas datter Matasuntha. Forskellige ostrogotiske militære ledere tog kongedømme i Italien, men var ingen så vellykket, som Theoderic havde været. I mellemtiden, den ortodokse Christian Byzantine Emperor Justinian, imod både ostrogotiske regel og den arianske vifte af kristendommen. I 535 sin general Belisarius invaderede Italien og i 540 erobrede Ravenna. Efter erobringen af Italien blev afsluttet i 554, blev Ravenna sæde for byzantinsk regering i Italien.

Fra 540 til 600, Ravennas biskopper indledt en bemærkelsesværdig bygning program af kirker i Ravenna og i og omkring port byen Classe. Overlevende monumenter omfatter San Vitale Basilica samt til Sant'Apollinare-basilikaen i Classe og delvist overlevende San Michele i Africisco.

Eksarkatet Ravenna

Efter Belisarius for kejser Justinian erobringer I det sjette århundrede, Ravenna blev sæde for den byzantinske guvernør i Italien, Exarch, og blev kendt som Eksarkatet Ravenna. Det var på dette tidspunkt at Ravenna kosmografi blev skrevet.

Under byzantinsk herredømme, ærkebiskop af Ravenna blev midlertidigt ydet autocephaly fra Roman Church i kejseren, i 666, men dette snart blev tilbagekaldt. Ikke desto mindre, ærkebiskop af Ravenna holdt andenpladsen i Italien efter paven, og spillede en vigtig rolle i mange teologiske kontroverser i denne periode.

Ancient era

The origins of Ravenna are uncertain. The first settlement is variously attributed to (and then has seen the co presence of) the Thessalians, the Etruscans and the Umbrians, afterwards its territory was settled also by the Senones, especially the southern countryside of the city (that wasn't part of the lagoon), the Ager Decimanus. Ravenna consisted of houses built on piles on a series of small islands in a marshy lagoon – a situation similar to Venice several centuries later. The Romans ignored it during their conquest of the Po River Delta, but later accepted it into the Roman Republic as a federated town in 89 BC. In 49 BC, it was the location where Julius Caesar gathered his forces before crossing the Rubicon. Later, after his battle against Mark Antony in 31 BC, Emperor Augustus founded the military harbor of Classe. This harbor, protected at first by its own walls, was an important station of the Roman Imperial Fleet. Nowadays the city is landlocked, but Ravenna remained an important seaport on the Adriatic until the early Middle Ages. During the German campaigns, Thusnelda, widow of Arminius, and Marbod, King of the Marcomanni, were confined at Ravenna.

Ravenna greatly prospered under Roman rule. Emperor Trajan built a 70 km (43.50 mi) long aqueduct at the beginning of the 2nd century. During the Marcomannic Wars, Germanic settlers in Ravenna revolted and managed to seize possession of the city. For this reason, Marcus Aurelius decided not only against bringing more barbarians into Italy, but even banished those who had previously been brought there. In AD 402, Emperor Honorius transferred the capital of the Western Roman Empire from Milan to Ravenna. The transfer was made partly for defensive purposes: Ravenna was surrounded by swamps and marshes, and was perceived to be easily defensible (although in fact the city fell to opposing forces numerous times in its history); it is also likely that the move to Ravenna was due to the city's port and good sea-borne connections to the Eastern Roman Empire. However, in 409, King Alaric I of the Visigoths simply bypassed Ravenna, and went on to sack Rome in 410 and to take Galla Placidia, daughter of Emperor Theodosius I, hostage. After many vicissitudes, Galla Placidia returned to Ravenna with her son, Emperor Valentinian III and the support of her nephew Theodosius II. Ravenna enjoyed a period of peace, during which time the Christian religion was favoured by the imperial court, and the city gained some of its most famous monuments, including the Orthodox Baptistery, the so-called Mausoleum of Galla Placidia (she was not really buried there), and San Giovanni Evangelista.

The late 400s saw the dissolution of Roman authority in the west, and the last person to hold the title of emperor in the West was deposed in 476 by the general Odoacer. Odoacer ruled as King of Italy for 13 years, but in 489 the Eastern Emperor Zeno sent the Ostrogoth King Theoderic the Great to re-take the Italian peninsula. After losing the Battle of Verona, Odoacer retreated to Ravenna, where he withstood a siege of three years by Theoderic, until the taking of Rimini deprived Ravenna of supplies. Theoderic took Ravenna in 493, supposedly slew Odoacer with his own hands, and Ravenna became the capital of the Ostrogothic Kingdom of Italy. Theoderic, following his imperial predecessors, also built many splendid buildings in and around Ravenna, including his palace church Sant'Apollinare Nuovo, an Arian cathedral (now Santo Spirito) and Baptistery, and his own Mausoleum just outside the walls. .

Theoderic and his followers were Arian Christians, but co-existed peacefully with the Latins, who were largely Orthodox. Ravenna's Orthodox bishops carried out notable building projects, of which the sole surviving one is the Capella Arcivescovile. Theoderic allowed Roman citizens within his kingdom to be subject to Roman law and the Roman judicial system. The Goths, meanwhile, lived under their own laws and customs. In 519, when a mob had burned down the synagogues of Ravenna, Theoderic ordered the town to rebuild them at its own expense.

Theoderic died in 526 and was succeeded by his young grandson Athalaric under the authority of his daughter Amalasunta, but by 535 both were dead and Theoderic's line was represented only by Amalasuntha's daughter Matasuntha. Various Ostrogothic military leaders took the kingship of Italy, but none were as successful as Theoderic had been. Meanwhile, the orthodox Christian Byzantine Emperor Justinian I, opposed both Ostrogoth rule and the Arian variety of Christianity. In 535 his general Belisarius invaded Italy and in 540 conquered Ravenna. After the conquest of Italy was completed in 554, Ravenna became the seat of Byzantine government in Italy.

From 540 to 600, Ravenna's bishops embarked upon a notable building program of churches in Ravenna and in and around the port city of Classe. Surviving monuments include the Basilica of San Vitale and the Basilica of Sant'Apollinare in Classe, as well as the partially surviving San Michele in Africisco.

Exarchate of Ravenna

Following the conquests of Belisarius for the Emperor Justinian I in the 6th century, Ravenna became the seat of the Byzantine governor of Italy, the Exarch, and was known as the Exarchate of Ravenna. It was at this time that the Ravenna Cosmography was written.

Under Byzantine rule, the archbishop of Ravenna was temporarily granted autocephaly from the Roman Church by the emperor, in 666, but this was soon revoked. Nevertheless, the archbishop of Ravenna held the second place in Italy after the pope, and played an important role in many theological controversies during this period.

Vatikan:

Vatikanstaten er en bystat på 44,2 hektar i Rom i Italien, og er samtidig verdens mindste suveræne stat, der har bred global accept.
Vatikanstatens politik varetages af et enevældigt valgmonarki, hvor lederen af den romerskkatolske kirke er ved magten. Paven er den primære lovgivende, besluttende og udøvende magt i Vatikanstaten, der adskiller sig fra Den Hellige Stol, som er et sjældent tilfælde af ikke-arveligt monarki. Vatikanstaten er det eneste tilbageværende enevældige monarki i Europa.
Historie:
Området blev i oldtiden kaldt Ager Vaticanus. Det kan måske stamme fra det latinske vaticinium, der betyder "varsel", under henvisning til, at der lå et tempel på egnen, hvortil der var knyttet nogle profeter, vates.
Området var landligt, med vingårde. Vinen derfra stod ikke højt i kurs, og Martial skrev: "Drikker du Vatikan-vinen, drikker du gift. Kan du lide eddike, kan du også lide Vatikan-vin." Da undergrunden var rig på ler og sand, var der fremstilling af tegl og porcelæn i området.
Midt på Ager Vaticanus lå en gravplads. Døde måtte ikke begraves indenfor bymurene, så Via Cornelia, der førte gennem egnen, var kantet med gravmæler. Her blev også apostlen Peter gravlagt.


Agrippina den ældre besad nogle store haver mellem Vatikanhøjden og Tiberen, og efter hendes død begyndte sønnen Caligula at bygge et cirkus der. Det blev fuldført af Nero, som opkaldte det efter Caligula og sig selv: Circus Gaii et Neronis. Her fandt en af de første kristenforfølgelser sted, og man regner med, at det var her, apostlen Peter, der også var den første Pave, led martyrdøden.