Beskrivelse af Modpave Konstantin II, der var Modpave i år 767-768

Sct. Peter var den første biskop af Rom og dermed den første Pave i historien.
Der er opstået tradition for at biskoppen over Rom, er den katolske kirkes overhovede og dermed Pave for hele den katolske verden. Pavetitlen bliver dog først brugt efter år 300.
Kirken ledes af paven, der anses som Sankt Peters efterfølger. Den opfattelse stammer fra Matthæusevangeliet, hvor Jesus giver Peter nøglerne til himmeriget.
Jesus sagde følgende ord til Peter, som kan læses på indersiden af kuplen i
Peterskirken: "Du er Peter (klippen) og på denne klippe vil jeg bygge min Kirke.
Dig vil jeg give nøglerne til himlens rige."

En modpave var i middelalderen en pave, som kejseren eller et oppositionsparti fik valgt i konkurrence med den retmæssige pave, og som ikke anerkendes i den officielle paveliste.
Vi vil nu alligevel bringe ham på denne side !
Modpaverne var i høj grad medvirkende i både det katolske og det statslige politiske spil op gennem årene. Modpave Felix V, 1439-1449, var den sidste af slagsen.

Modpave Konstantin II - 767-768 :

Modpave Konstantin II (Costantino)

Modpave Constantine II var en Modpave for over et år, fra 28 juni 767 til 6 August 768. Han blev styrtet gennem intervention af langobarderne og tortureret før han blev dømt og bortvist fra kirken under Lateran Rådet af 769.

Baggrund og højde som pave

Constantine blev født ind i en romersk herskabet i Nepi i nærheden af Viterbo. Han var en af fire brødre, hvoraf den mest fremtrædende var Toto af Nepi. Toto, den pavelige guvernør og selvbestaltede "Duke" af Nepi, begyndte at positionere sig til at drage fordel af den forventede død af pave Paul I, og ophøje sin egen kandidat på den pavelige trone. Tvunget af Christophorus, Primicerius af notarer til at aflægge ed til at respektere de traditionelle kirkelige metode til pavelige valg, Toto trak sig tilbage til sine godser i Nepi. Der, ved hjælp af Constantine og hans brødre indsamlede de tropper fra hans hertugdømme, og andre dele af Toscana, ud over at bevæbne en gruppe af bønderne til at svulme op hans numre.

Juni 28, hørelse, pave Paul var på nippet til at dø, Toto og hans væbnede mænd trængte ind i byen gennem Gate af St. Pancratius. Med Pauls død, Toto banede sig vej til Basilikaen af apostlene hvor de andre medlemmer af den pavelige domstol og romerske adel var samlet, og der Christophorus havde alle sværger, at de ville alle opretholde hinandens rettigheder under det kommende valg. Men så snart mødet var brudt, Totos væbnede holderne havde samlet i hans hus på Rom og valgt hans bror Constantine som pave.

Da Constantine var stadig en lægmand, han skulle være ordineret diakon og præst og derefter indviet som biskop i hurtig rækkefølge. Selvom ildeset af Kanonisk ret, blev denne tilgang ukendte på tidspunktet. Derfor, ledsaget af en gruppe bevæbnede mænd, han blev eskorteret til Lateran Palace, hvor de forsøgte at tvinge George, biskop Praeneste, at ordinere Constantine som en munk. George kastede sig på Konstantins fødder, tigger Constantine ikke at gøre ham gøre dette. Dog gjorde Constantine og hans tilhængere det klart, at han ville være tvunget til, en eller anden måde. George udføres derfor ceremonien, ordination Constantine som en munk. Den næste dag, 29 juni, lavet biskop George Constantine en subdeacon efterfulgt af sin højde til diakon. Denne strid canon lov, som krævede et interval mellem afgivelse af større ordrer af mindst én dag.

Det romerske folk blev derefter forpligtet til at tage en ed på troskab til Konstantin, der igen tvunget George af Praeneste, sammen med biskopper Eustratius af Albano og Citonatus af Porto, at vie ham som biskop af Rom på 5 juli 767. I mellemtiden, blev modstand mod Modpave ledt af Christophorus, Primicerius og hans søn Sergius, kasserer i den romerske kirke. Bemærker dog, at deres liv var i fare, flygtede de for helligdommen til St. Peters Basilika, hvor de forblev indtil April 768.

Regerede som Modpave

En af Konstantins første handlinger var at give meddelelse til den frankiske konge, Pipin kort efter hans valg, at sikre kongens godkendelse af hans handlinger. Konstantins brev til Pipin erklæret, mod sin vilje, han havde rejst den apostoliske se af "folk i Rom og byerne tilstødende det", og at han havde håbet på en fortsættelse af venskabet havde Pipin vist at begge hans forgængere, Paul I og Stephan II. Pipin ignoreret dette brev, tvinger Constantine at skrive en anden sig, hvor han erklærede at det var kun på grund af handlinger af de mennesker, som havde tvunget ham til at påtage sig den byrdefulde office af paven. Han tiggede Pipin at skænke hans venskab, lovede at han ville være endnu mere i sin gæld end sine forgængere var, og kongen ikke at betale nogen opmærksomhed til nogen ærekrænkende beskyldninger, der blev sagt om ham og han blev valgt som pave. Pipin nægtede at svare på enten brev.

August 12 modtog Constantine et brev til sin forgænger Paul, fra alle de østlige Patriarkerne bortset fra Patriark af Konstantinopel. Det var et synodical brev af tro, sendt af Theodore, Patriark af Jerusalem, og godkendt af Theodore, Patriark af Antiokia og Cosmas, Patriark af Alexandria. Det blev også godkendt af et stort antal af de østlige Metropolitan biskopper. I det, det beskrevet deres støtte af dyrkelse af ikoner, og deres modstand mod den Ikonoklasme bliver håndhævet af den byzantinske kejser Constantine V. Constantine havde brev Læs før det romerske folk, hvorefter han sendt det til Kong Pepin.

I mellemtiden, Christophorus og Sergius havde udklækket et plot med centrale tilhængere i byen for at få dem til at forlade Rom. Udtryk for et stort ønske om at indtaste et Kloster, tiggede Christophorus og Sergius Constantine at tillade dem at forlade byen og blive munke i Klosteret i vor Frelser, nær Rieti i hertugdømmet Spoleto. Giver Constantine ed herom, tillod Modpave dem at forlade Rom, omkring 10 April 768. Stedet for at gå til klostret har de havde svoret, far og søn ledes lige for Theodicius af Spoleto, der tog dem med til et interview med Desiderius, langobardernes konge. Tiltalende for ham til at gribe ind, indvilget Desiderius i at give Christophorus og Sergius med tropper fra Spoleto, og at han ville støtte deres march på Rom at vælte Constantine. Sammen med en Lombard præst ved navn Waldipert, marcherede Sergius på Rom. De blev lade ind i byen via porten St. Pancratius på 30 juli 768 af tilhængere i byen. Sergius og sin kraft tog væggene, men var bange for at gå ned bakken Janiculum i byen.

Så snart ordet kom at langobarderne var kommet til byen, kom Toto ud for at konfrontere dem med sine egne styrker. Under en kamp i gaderne i Rom, Toto blev dræbt, og hans bror Passivus skyndte sig for at advare Constantine at komme ud af byen, før det var for sent. De to brødre styrtede om i Lateran-paladset, før endelig lukker sig selv inden for oratory af St. Cesarius. Det lykkedes dem at skjule i et par timer før de blev opdaget, hvorefter de blev smidt i fængsel af nogle officerer i den romerske hær.

Deposition og lemlæstelse

Paven Stephan III, der afholdt Lateran Rådet af 769, som fordømte Constantine IIWhilst Constantine var i fængsel, var der et forsøg på at installere en anden Modpave, Philip, efterfulgt af valget af pave Stephan III. Efter hans valg begyndte tilhængere af den nye pave, angriber centrale medlemmer af Konstantins regime, herunder biskop Theodore, Vice-dominus og Constantines bror, Passivus, som begge blev blændet. Konstantin blev taget fra fængsel og sat på en hest, på toppen af en kvindes sadel, med tunge vægte fastgjort til fødderne; de kørte ham gennem byen, med de mennesker, spottende ham da han passerede. Han blev derefter sat i klostret San Saba.

6. august var Constantine taget til Lateran-kirken, og canonically nedbrydes. Hans Pallium blev kastet på fødderne af en subdeacon, og hans pavelige sko var afskåret hans fødder. Der var dog stadig støtte til Konstantin. By Alatri under ledelse af dets guvernør, Gracilis, der holdt titlen på en Tribune, kom ud til støtte for Modpave. Han plyndrede regionen omkring Campania, men byen var stormet af en kraft af romerne, Tuscans og væbnede tropper fra forskellige dele af Campania, og Gracilis blev taget til fange. Pågældende, Constantine var stadig et fokus for uenighed, den pavelige Chartularius, Gratiosus og to andre embedsmænd, gav tilladelse til Constantine skal tages fra de monastiske fængsel tidligt om morgenen, blindet ham og forlod ham liggende på gaden. De forbudt nogen fra at give ham støtte; efter 24 timer men tvunget klager fra folk munke at tage Constantine i Klosteret, hvor han blev holdt fængslet.

Paven Stephan III åbnede i April 769, Lateran Rådet af 769, som var et vigtigt emne for diskussion elevation af Constantine. Den blinde Constantine blev bragt til Rådet, hvor de spørgsmålstegn ved hans højde den apostoliske se, da han stadig var en lægmand. Constantine svarede, at han havde været tvunget til at påtage sig rollen, som det romerske folk havde været på udkig efter nogen til at løse de problemer, der er efterladt af pave Paul. Han tilstod til afgifterne, og kastede sig på nåde af en Synode. Den følgende dag dog trukket han sin tilståelse, argumenterer, at hans handlinger ikke havde været noget anderledes til andre pavelige valg i fortiden. Han udtalte:

• "Jeg har ikke gjort noget, mine brødre, som ikke kan undskyldes af nylige eksempler. Sergius, en lægmand som jeg selv, har været indviet metropolitan af Ravenna; lægmand Stephan er endda blevet ordineret biskop af Napoli..."

Rasende over hans argumenter beordrede Synoden, at Constantine skulle blive slået, tungen revet ud, før han blev ekskommunikeret fra kirken. Konstantins handlinger og afgørelser blev derefter offentligt brændt inden den hele Synode. Han blev sendt tilbage til sit Kloster, hvorefter intet yderligere er hørt om ham.

Antipope Constantine II was an antipope for over a year, from 28 June 767 to 6 August 768. He was overthrown through the intervention of the Lombards and tortured before he was condemned and expelled from the Church during the Lateran Council of 769.

Background and elevation as pope

Constantine was born into a noble Roman family in Nepi near Viterbo. He was one of four brothers, of which the most prominent was Toto of Nepi. Toto, the papal governor and self-styled "Duke" of Nepi, began to position himself to take advantage of the expected death of Pope Paul I, and elevate his own candidate onto the papal throne. Forced by Christophorus, the Primicerius of the notaries to take an oath to respect the traditional clerical method of papal elections, Toto retired to his estates in Nepi. There, with the help of Constantine and his brothers, they collected troops from his duchy and other parts of Tuscany, in addition to arming a group of peasants to swell his numbers.

On June 28, hearing that Pope Paul was on the verge of dying, Toto and his armed men forced their way into the city through the Gate of St. Pancratius. With Paul’s death, Toto made his way to the Basilica of the Apostles where the other members of the papal court and Roman nobility were gathering, and there Christophorus had everyone swear that they would all uphold each other’s rights during the upcoming election. However, as soon as the meeting had broken up, Toto’s armed retainers had assembled in his house at Rome and elected his brother Constantine as pope.

Since Constantine was still a layperson, he needed to be ordained deacon and priest and then consecrated as bishop in rapid succession. Although frowned upon by canon law, this approach was far from unknown at the time. Therefore, accompanied by a group of armed men, he was escorted to the Lateran Palace, where they attempted to force George, the Bishop of Praeneste, to ordain Constantine as a monk. George threw himself at Constantine’s feet, begging Constantine not to make him do this. However, Constantine and his supporters made it clear that he would be forced to, one way or another. George therefore performed the ceremony, ordaining Constantine as a monk. The next day, 29 June, Bishop George made Constantine a subdeacon followed immediately by his elevation to deacon. This contravened canon law, which required an interval between the giving of the major orders of at least one day.

The Roman people were then required to take an oath of fidelity to Constantine, who again forced George of Praeneste, together with bishops Eustratius of Albano and Citonatus of Porto, to consecrate him as Bishop of Rome on 5 July 767. In the meantime, opposition to the antipope was being led by Christophorus, the Primicerius, and his son Sergius, the treasurer of the Roman church. Noting, however, that their lives were in danger, they fled for sanctuary to St. Peter’s Basilica, where they remained until April 768.

Reign as antipope

One of Constantine’s first acts was to give notice to the Frankish King, Pepin the Short of his election, to secure the king’s approval of his actions. Constantine’s letter to Pepin declared that, against his wishes, he had been raised to the Apostolic See by "the people of Rome and the cities adjoining it", and that he hoped for the continuation of the friendship Pepin had shown to both his predecessors, Paul I and Stephan II. Pepin ignored this letter, forcing Constantine to write another one, in which he declared that it was only due to the actions of the people which had forced him to take on the burdensome office of pope. He begged Pepin to bestow his friendship, promising that he would be even more in his debt than his predecessors were, and for the king not to pay any attention to any slanderous accusations that were being said about him and his election as pope. Pepin refused to reply to either letter.

On August 12, Constantine received a letter, addressed to his predecessor Paul, from all the Eastern patriarchs apart from the Patriarch of Constantinople. It was a synodical letter of faith, sent by Theodore, Patriarch of Jerusalem, and endorsed by Theodore, Patriarch of Antioch, and Cosmas, Patriarch of Alexandria. It was also endorsed by a large number of the eastern Metropolitan bishops. In it, it described their support of the veneration of Icons, and their opposition to the iconoclasm being enforced by the Byzantine Emperor Constantine V. Constantine had the letter read before the Roman people, after which he forwarded it to King Pepin.

Meanwhile, Christophorus and Sergius had hatched a plot with key supporters in the city in order to get them to leave Rome. Expressing a great desire to enter a monastery, Christophorus and Sergius begged Constantine to allow them to leave the city and become monks in the Monastery of Our Saviour, near Rieti, in the Duchy of Spoleto. Giving Constantine an oath to that effect, the antipope allowed them to leave Rome, around April 10, 768. Instead of going to the monastery has they had vowed, father and son headed straight for Theodicius of Spoleto, who took them to an interview with Desiderius, the King of the Lombards. Appealing for him to intervene, Desiderius agreed to provide Christophorus and Sergius with troops from Spoleto, and that he would support their march on Rome to overthrow Constantine. Together with a Lombard priest named Waldipert, Sergius marched on Rome. They were let into the city via the Gate of St. Pancratius on July 30, 768 by supporters within the city. Sergius and his force took the walls, but were afraid to descend the Janiculum Hill into the city.

As soon as word came through that the Lombards had entered the city, Toto came out to confront them with his own forces. During a battle in the streets of Rome, Toto was killed, and his brother Passivus rushed to warn Constantine to get out of the city before it was too late. The two brothers rushed about within the Lateran Palace, before finally shutting themselves within the oratory of St. Cesarius. They managed to hide for a few hours before they were discovered, after which they were thrown into prison by some officers of the Roman army.

Deposition and mutilation

Pope Stephan III, who convoked the Lateran Council of 769 which condemned Constantine II Whilst Constantine was in prison, there was an attempt to install another antipope, Philip, followed by the election of Pope Stephan III. After his election, followers of the new pope began attacking key members of Constantine’s regime, including Bishop Theodore, the Vice-dominus and Constantine’s brother, Passivus, both of whom were blinded. Constantine was taken from prison and put on a horse, on top of a woman’s saddle, with heavy weights attached to his feet; they drove him through the city, with the people mocking him as he passed. He was then placed within the monastery of San Saba.

On 6 August, Constantine was taken to the Lateran Basilica, and canonically degraded. His Pallium was thrown at his feet by a subdeacon, and his papal shoes were cut off his feet. There was still support for Constantine, however. The town of Alatri, under the leadership of its governor, Gracilis, who held the title of a Tribune, came out in support of the antipope. He pillaged the region around Campania, but the town was stormed by a force of Romans, Tuscans and armed troops from various parts of Campania, and Gracilis was captured. Concerned that Constantine was still a focus of dissent, the papal Chartularius, Gratiosus, and two other officials, gave permission for Constantine to be taken from the monastic prison early in the morning, blinded him, and left him lying in the street. They prohibited anyone from giving him aid; after 24 hours however, complaints from the people forced the monks to take Constantine into the monastery in which he was kept imprisoned.

In April 769, Pope Stephan III opened the Lateran Council of 769, of which a major topic for discussion was the elevation of Constantine. The blind Constantine was brought before the council, where they questioned his elevation to the Apostolic See when he was still a layman. Constantine responded that he had been forced to take on the role, as the Roman people had been looking for someone to fix the problems left behind by Pope Paul I. He then confessed to the charges, and threw himself on the mercy of the synod. On the following day however, he retracted his confession, arguing that his actions had not been any different to other papal elections in the past. He stated:

• ”I have done nothing, my brethren, which cannot be excused by recent examples. Sergius, a layman like myself, has been consecrated metropolitan of Ravenna; the layman Stephan has even been ordained Bishop of Naples...”

Infuriated by his arguments, the synod ordered Constantine to be beaten, his tongue torn out, before he was excommunicated from the Church. Constantine’s acts and rulings were then publicly burnt before the entire synod. He was returned to his monastery, after which nothing further is heard of him.

---

                  Katolske begreber:

Ordforklaring :

Basilika:

Ordet basilika kommer af græsk basilike (stoa) 'kongelig (søjlehal)', af basileus 'konge'.
Basilika, bygning, der består af et hovedrum, hovedskib eller midterskib, flankeret af to eller fire sideskibe; hovedskibet er højere og bredere end sideskibene og kan have en udbygning, apsis, i den ene eller i begge ender.
Hovedskib og sideskibe er skilt fra hinanden ved kolonnader eller buer; over disse kan der være et galleri (klerestorium) og vinduer. Oprindelig havde basilikaen fladt loft eller åben tagstol. Basilikaen kan have en bred indgangshal, narthex, og en åben forgård, atrium.
Bygningstypen stammer fra det østlige Middelhav. Den var meget anvendt i antikkens Romerrige og er beskrevet af den romerske arkitekturteoretiker Vitruvius.


Der hersker tvivl om, hvorledes den kristne basilika er opstået. Den mest udbredte teori er, at den kristne basilika er udviklet af antikkens offentlige og private basilika. Det er også vanskeligt at præcisere, hvornår den kristne basilika opstod, da bygning af offentlige kirker var umulig under forfølgelserne af de kristne.
De kirkebygninger, der blev opført i Rom og i Mellemøsten i Konstantin den Stores tid i 300-t. e.Kr., står derfor som de første eksempler på den kristne anvendelse af basilikatypen.


Blandt de mest berømte er Laterankirken, Santa Maria Maggiore, den første Peterskirke og Santa Sabina, alle i Rom.

Ikonoklasme:

Ikonoklasme (græsk for billedeødelæggelse) er en bevidst destruktion eller beskadigelse af vigtige symbolske billeder eller ikoner, som er anerkendt inden for en kultur, religion eller i samfundet. En ikonoklastisk handling indebærer normalt, at aktiviteten er offentlig, oprørsk og udføres af en defineret gruppe.



Mennesker, som er involverede i eller støtter ikonoklasme, kaldes billedstormere eller ikonoklaster, et begreb, som er anvendt om enhver, som bryder eller foragter etablerede dogmer eller konventioner. Omvendt er mennesker, der ærer eller nærer ærbødighed for religiøse billeder, ikonolater. I byzantinsk sammenhæng er de kendt som ikonoduler eller ikonofiler.

Ikonoklasme kan udføres af tilhængere af andre religioner, eller er resultatet af sekteriske stridigheder mellem fraktioner af samme religion. De to byzantinske udbrud i løbet af 8. og 9. århundrede var usædvanlige ved, at brugen af billeder var det vigtigste emne. I kristendommen har ikonoklasme generelt været motiveret af en bogstavelig fortolkning af de ti bud fra 5. Mosebog kapitel 5:

Citat:

• Du må ikke have andre guder end mig. Du må ikke lave dig noget gudebillede i form af noget som helst oppe i himlen eller nede på jorden eller i vandet eller under jorden.

Kanon:

Kanon kommer af græsk og betyder rettesnor eller doktrin, og begrebet bruges om den officielle samling af bøger og helligskrifter inden for en given religion. Begrebet bruges først og fremmest om kristendommens kanon, dvs den officielle samling af skrifter, som er blevet optaget i Bibelen, og som anses for sande og nødvendige for Bibelens samlede helhed. Begrebet anvendes også indenfor en række andre religioner.

Kanonisk ret eller Kirkeretten er et retssystem indført af kirken.

Den katolske kirke kæmpede gennem hele middelalderen for at få godkendt, at den havde jurisdiktion over egne forhold. Det indebar oprettelsen af en særskilt dømmende magt, den kanoniske ret, der blev udviklet til et logisk og sammenhængende retssystem i løbet af det 11. århundrede.
Kirkeretten virkede i alle sager om kirkelige anliggender, herunder også moral og ægteskab. Kirkeretten stillede store krav til bevisførelsen, og førte ansvaret over på den enkelte i stedet for slægten.
De kirkelige retter blev ret meget brugt, fordi de lagde vægt på faktiske beviser i stedet for edsaflæggelse. De var også kendt for at være effektive i gældssager.
International kirkeret fik i 1234 sin officielle lovbog, Liber Extra, udstedt af pave Gregor IX (1227-41).
Den udøvende magt, iværksættelsen af straffeforanstaltninger osv. blev derimod på den verdslige magts hænder. Derfor var det kirkeretten, der pådømte sager om f.eks. præsters utugt, men det var lensherrens folk, der udførte straffen.

En del af kirkerettens bestemmelser vedrørende ægteskabelige forhold videreførtes efter reformationen i Tamperretten. Jyske Lov var stærkt inspireret af Kirkeretten.

I vore dage findes der stadig kirkeret. Den katolske kirke har en større lovsamling, men også i Danmark er der kirkeret. Ikke som nøje afgrænsede lovtekster, men som akademisk disciplin indenfor retsvidenskaben, der beskæftiger sig med de særlige retsregler, der regulerer den danske folkekirkes interne retsforhold.


Kanonisk messe

I den gamle liturgi er Kanon centrum i Messen som offer. I flg. tridentinerkoncilets vidnesbyrd går Kanon tilbage til apostlenes tradition, og var i det væsentlige fuldendt omkring Gregor d. Store (600 e. Kr.). Den romerske kirke havde aldrig andre kanoniske bønner. Selv mysterium fidei ["troens mysterium"] i indstiftelsesordene nævnes udtrykkeligt af pave Innocent d. 3. i et brev til ærkebiskoppen af Lyon i 1202, … Dette mysterium fidei blev fjernet i den nye liturgis indstiftelsesord. Samtidig blev der givet tilladelse til andre kanoniske bønner. Den anden - som ikke nævner Messens karakter af offer - men som er den korteste - har erstattet den gamle romerske Kanon stort set overalt. Derved er dyb teologisk indsigt fra tridentinerkoncilet gået tabt.

Kloster:

Ordet Kloster betyder "indelukke" og betegner dels et bygningsværk, dels et religiøst fællesskab, som lever adskilt fra det øvrige samfund efter en klosterordens særlige bestemmelser.
Der findes klostre indefor flere religioner.

• 1 Kristne klostre
• 2 Buddhistiske klostre
• 3 Islamiske klostre
• 4 Hinduistiske klostre

Kristne klostre

I de kristne klostre var meningen med klosterlivet at efterkomme Jesu ord til den rige unge mand: "Vil du være fuldkommen, så gå hen og sælg, hvad du ejer, og giv pengene til de fattige, så vil du have en skat i himlene. Og kom så og følg mig!". Klosterets beboere, der for mænds vedkommende kaldes munke og for kvinders vedkommende nonner, var og er mennesker, der har følt et kald til at forsage verdens velfærd og vie deres liv til Gud.

Ikke alle klostre blev opført i askese. Herunder ses spisesalen fra Leubus kloster i Lubiaz i Polen.

Lateran:

Laterankirken (Arcibasilica di San Giovanni in Laterano) er bispedømmet Roms domkirke og dermed pavens sæde, en del af Vatikanstaten og den katolske kirkes fornemste domkirke. Det har historiske årsager. Frem til pavernes ophold i Avignon (fra 1309) var Lateranpaladset lige ved kirken det pavelige palads. Først efter tilbagekomsten fra Avignon blev Vatikanet pavens opholdssted, og selv om Peterskirken er den største, er den ikke en domkirke.

Laterankirken kaldes ofte Alle kirkers mor, og på facaden står indskriften SACROSANCTA LATERANENSIS ECCLESIA OMNIUM URBIS ET ORBIS ECCLESIARUM MATER ET CAPUT (latin for: Den allermest hellige Laterankirke, for hele byen og verden moder- og hovedkirke). Kirken er viet til Jesus Kristus, Johannes Døberen og Evangelisten Johannes.

Kirken er en af de fire patriarkalbasilikaer (de fire største kirker i Rom: Peterskirken, Laterankirken, Santa Maria Maggiore og Sct. Paul uden for murene). I lighed med de andre har den en hellig port, som åbnes, når det hvert 25. år er jubelår. Pilgrimme, der går gennem porten efter at have skriftet deres synder, får fuld aflad.

Den første domkirke blev rejst under kejser Konstantin. Den blev ødelagt af vandalerne, og en ny blev rejst af pave Leo 1. ca. 460. Pave Sergius 3. (904–911) byggede den helt om, efter at et jordskælv havde forårsaget store skader. I 1308 blev den fuldstændig ødelagt af en brand, og flere efterfølgende paver stod for genopbygningen. Under arbejdet blev den igen totalskadet af brand i 1360. Nutidens basilika er med undtagelse af nogle mindre arbejder i det 19. århundrede resultatet af Francesco Borrominis arbejde før jubelåret 1650.

Apostlene Peters og Paulus' hoveder skal være bevaret i relikvarier i baldakinen over højalteret. I selve alteret er dele af en bordplade fra antikken indfældet. Den skal komme fra senator Pudens' hus, og Peter skal have fejret nadveren ved det.

Modpave:

En modpave var i middelalderen en pave, som kejseren eller et oppositionsparti fik valgt i konkurrence med den retmæssige pave, og som ikke anerkendes i den officielle paveliste.
Modpaverne var i høj grad medvirkende i både det katolske og det statslige politiske spil op gennem årene.
Modpave Hypolitus, 217-235 regnes som regel for at være den første modpave.
Modpave Felix V, 1439-1449, var den sidste af slagsen.

Herunder ses: Modpave Johannes XXIII
(1410 - 1415)
Liste over modpaver gennem historien:

• Hypolitus (217-235)
• Novatian (251-258)
• Felix II (355-365)
• Ursinus (366-367)
• Eulalius (418-419)
• Laurentius (498-499 og 501-506)
• Dioskur (september-oktober 530)
• Teodor (september-december 687)
• Paschalis (oktober-december 687)
• Konstantin II (767–768)
• Filippus (juli 768)
• Johannes (januar 844)
• Anastasius III (august-september 855)
• Kristoforus (903-04)
• Bonifatius VII (juni-juli 974 og 984-85)
• Johannes XVI (997-98)
• Gregor VI (juni-juli 1012)
• Benedikt X (1058-59)
• Honorius II (1061-72)
• Klemens III (1080-84)
• Theoderik (1100-01)
• Albert (februar-marts 1102)
• Sylvester IV (1105-11)
• Gregor VIII (1118-21)
• Celestin II (december 1124)
• Kletus [Anakletus] II (1130-38)
• Viktor IV (marts-maj 1138)
• Viktor IV (1159-64)
• Paschalis III (1164-68)
• Callistus III (1168-78)
• Innocent III (1179-80)
• Nikolas V (1328-30)
• Klemens VII (1378-94)
• Benedikt XIII (1394-1423)
• Alexander V (1409-10)
• Johannes XXIII (1410-15)
• Klemens VIII (1423-29)
• Benedikt XIV (1423-29)
• Benedikt XIV (1430-37)
• Felix V (1439-49)

Senere har der dog været andre som har taget pavetitel, flere gange efter være blevet valgt af skismatiske grupper. Dette er de såkalte sedevakantister, som mener, at pavestolen står tom, og at de dermed må vælge en af deres egne til at fylde den. Vatikanet har modpaverne med i de officielle lister over paver frem til Felix (V), som døde i 1449, men man medtager ikke sedevakantisterne. Årsagen til dette er, at modpaverne på den officielle liste blev valgt af personer, som befandt sig indenfor den katolske kirke, mens sedevakantistenes paver er valgt af personer, som befandt sig udenfor og havde dannet egne kirkesamfund. De anses derfor af Vatikanet for ledere af konkurrerende katolske eller katolsk-inspirerede grupper.
I katolsk kirkeret er det at lade sig vælge til modpave en skismatisk handling, som automatisk fører til ekskommunikation.

Pallium:

Pallium, (lat. 'kappe'), romersk-katolske ærkebiskoppers særlige kendetegn; et hvidt bånd, vævet af uld og besat med seks sorte, broderede kors.


Herover: Palliets udvikling gennem tiderne.

Det bæres over begge skuldre i form af et Y og symboliserer lammet, der bæres på hyrdens skuldre. Paven har siden 800-t. tildelt palliet til ærkebiskopper. Det er videreudviklet af antikkens lange, rektangulære kappe, oftest båret af ikke-romere, især grækere.
Pallium svarer til den græske himation.
Palliet kan med lidt god vilje minde lidt om et moderne slips.

Pallium tildeles af paven. Ud over ham er det (siden Paul VI i 1978) reserveret metropolitterne og den latinske patriark i Jerusalem.

Herunder: Johannes Paul II med sit Pallium.

Patriark:

En patriark er overhovedet i en romersk-katolsk eller ortodoks kirkeprovins, et patriarkat. Da embedet er personorienteret bruger man sjældent betegnelser som f.eks. patriarkatet Konstantinopel, men som regel patriarken af Konstantinopel osv.
Fem patriarkater – i Rom, Jerusalem, Alexandria, Antiokia og Konstantinopel – har rødder i oldkirken. De andre er kommet til på senere tidspunkter, enten som belønning for loyalitet mod kirken eller af religionspolitiske grunde.


Patriarken Fotios af Konstantinopel (billede herover) levede fra ca. 820 til 893. Han regnes for en af de mest lærde mænd nogensinde i den Ortodokse Kirke.
Fotios var patriark af Konstantinopel - det vil sige, at han havde samme rolle i den østromerske, ortodokse kirke, som paven har den romersk-katolske kirke.

Fire af de ortodokse patriarkater, de fire første på listen, er oldkirkelige. De andre er nyere, og er knyttet til nationalkirker i forskellige lande.

• Patriarken af Konstantinopel (Den økumeniske patriark)
  
• Patriarken af Alexandria
  
• Patriarken af Antiokia
  
• Patriarken af Jerusalem
  
• Patriarken af Moskva og hele Rusland
  
• Patriarken af hele Bulgarien
  
• Katholikos-patriarken af hele Georgien
  
• Patriarken af hele Rumænien
  
• Den serbiske patriark
  
  

Den katolske kirkes patriarkater
Et af de katolske patriarkater går direkte tilbage til oldkirken, nemlig Rom. Patriarkaterne i Alexandria, Antiokia og Jerusalem har rødder i oldkirken, men disse steder var der i lang tid kun ortodokse patriarker.
Udover de nuværende patriarkater er der også i Den katolske kirke nogle historiske patriarkater, som af forskellige grunde ikke eksisterer mere.

Nuværende katolske patriarkater

• Patriarkatet i Rom (paven er patriark)
  
• Det koptiske patriarkat i Alexandria
  
• Det græske patriarkat i Antiokia
  
• Det syriske patrirkat i Antiokia
  
• Det maronittiske patriarkat i Antiokia
  
• Det romersk-katolske patriarkat i Jerusalem
  
• Patriarkat i Babylon (Bagdad)
  
• Patriarkat i Cilicia
  
• Patriarkat i Venezia
  
• Patriarkat i Lisabon
  
  

Historiske katolske patriarkater

• Det romersk-katolske patriarkat i Konstantinopel
  
• Det romersk-katolske patriarkat i Alexandria
  
• Det romersk-katolske patriarkat i Antiokia
  
• Patriarkatet i Vest-Indien
  
• Patriarkatet i Øst-Indien
  
  

De orientalske ortodokse kirkers patriarkater

• Paven og patriarken af Alexandria (Den koptiske ortodokse kirke)
  
• Patriarken af Antiokia (Den syriske ortodokse kirke)
  
• Katholikos-patriarken af Etchmiadzin og Armenia (Den armenske ortodokse kirke)
  
• Patriarken af Cilicia of Midt-Østen (Den armenske ortodokse kirke)
  
• Patriarken af hele Etiopien (Tewahedokirken)
  
• Patriarken af hele Eritrea (Den eritreanske ortodokse kirke)
  
  

De nestorianske patriarkater
De nestorianske kirker blev løsrevet fra resten af den kristne kirke i det 5. århundrede.

• Katholikos-patriarken af Babylon (Bagdad, Den assyriske kirke i øst)
  
• Katholikos-patriarken i Jerusalem (Kirken i øst og udenlands, sæde i Nordamerika)
  
  

Et patriarkat er en kultur, hvor magten og herredømmet besiddes af (de ældste) mænd, og hvor den fædrene linie tegner slægten. Magten tilhører den myndige og ærværdige patriark. Begrebet patriark kommer af græsk "patria", der betyder slægt og -ark, der betyder leder eller anfører. Patriarken er slægtens anfører og som sådan ikke kønsbestemt, men i bibelens gamle testamente er Abraham og hans søn Isak og dennes søn Jakob patriarker.

Ravenna:

Ravenna er en by i den italienske region Emilia-Romagna. Ravenna har 134.631 (2001) indbyggere.

Ravenna var hovedstad i det Vestromerske Rige efter Romerrigets deling i 396 e.Kr. Senere var Ravenna de byzantinske kejseres administrative hovedstad for de italienske provinser. Ved byzantinernes fordrivelse fra den italienske halvø, blev Ravenna en del af Kirkestaten.



Den gamle æra

Oprindelsen af Ravenna er usikker. Den første bosætning er skiftevis tilskrives (og så har set co tilstedeværelse af) Thessalians, etruskerne og Umbrien, bagefter dens område blev afgjort også af Senones, især det sydlige landskab i byen, (der var ikke en del af lagunen), Ager-Decimanus. Ravenna bestod af huse bygget på pæle på en serie af små øer i en sumpet lagune-en situation svarende til Venedig adskillige århundreder senere. Romerne ignoreret det under deres erobring af Po floddelta, men senere accepterede det ind i den romerske republik som et organisationsnetværk by i 89 F.kr. I 49 f.kr var det det sted, hvor Julius Cæsar samlet sine styrker før krydset Rubicon. Senere, efter sin kamp mod Mark Antonius i 31 f.kr. grundlagde kejser Augustus den militære harbor Classe. Denne havn, beskyttet på første var af sine egne mure, en vigtig station i den romerske kejserlige flåde. I dag byen er indlandsstater, men Ravenna forblev en vigtig havn ved Adriaterhavet indtil den tidlige middelalder. Under de tyske kampagner, var Thusnelda, enke efter Arminius, og Marbod, konge af markomannierne, begrænset til Ravenna.

Ravenna fremgang stor under romersk herredømme. Kejser Trajan bygget en 70 km (43,50 mi) lang akvædukt i begyndelsen af det andet århundrede. Under de Marcomannic krige, germanske bosættere i Ravenna gjorde oprør og formået at gribe byen i besiddelse. Derfor forvist Marcus Aurelius besluttede ikke kun mod at bringe flere Barbarerne i Italien, men selv dem, der tidligere var blevet bragt der. I AD 402 overført kejser Honorius hovedstaden i det vestromerske rige fra Milano til Ravenna. Overførslen blev foretaget dels i defensivt øjemed: Ravenna var omgivet af sumpe og moser, og blev opfattet som nemt forsvares (selvom faktisk byen faldt til Modstående styrker mange gange i sin historie); Det er også sandsynligt, at overgangen til Ravenna skyldtes byens port og god søs forbindelser til det Østromerske rige. Men i 409, King Alaric af vestgoterne simpelthen omgået Ravenna, og gik, at fyre Rom i 410 og tage Galla Placidia, datter af kejser Theodosius, gidsel. Efter mange omskiftelser tilbage Galla Placidia til Ravenna med hendes søn, kejser Valentinian III og støtte af hendes nevø Theodosius II. Ravenna nød en periode med fred, i hvilket tidsrum den kristne religion var begunstiget af det kejserlige Hof, og byen opnået nogle af sine mest berømte monumenter, herunder den ortodokse døbefont, såkaldte Mausoleum Galla Placidia (hun ikke var virkelig begravet der) og San Giovanni Evangelista.

Den sene 400s så opløsningen af romerske myndighed i vest, og den sidste person til at holde titlen som kejser i Vesten blev afsat i 476 af den generelle Odoaker. Odoaker regerede som konge af Italien i 13 år, men i 489 den østlige kejser Zeno sendt den ostrogotiske King Theoderic dejligt at re-tage den italienske halvø. Efter at have tabt slaget Verona Odoaker trak sig tilbage til Ravenna, hvor han modstået en belejring af tre år af Theoderic, indtil udtagning af Rimini berøvet Ravenna af forsyninger. Theoderic tog Ravenna i 493, angiveligt dræbte Odoaker med hans egne hænder, og Ravenna blev hovedstaden i den ostrogotiske i Italien. Theoderic, efter hans kejserlige forgængere, også bygget mange pragtfulde bygninger i og omkring Ravenna, herunder hans palace kirke Sant'Apollinare Nuovo, en Arian domkirke (nu Santo Spirito) og dåbskapellet og hans eget Mausoleum lige uden for murene. .

Theoderic og hans tilhængere var arianske kristne, men co-eksisterede fredeligt med latinere, der var hovedsageligt ortodoks. Ravennas ortodokse biskopper gennemført markante byggeprojekter, som er den eneste overlevende en Capella Arcivescovile. Theoderic tilladt romerske borgere inden for hans rige til romerretten og den romerske retssystem. Goterne, i mellemtiden, levede under deres egne love og skikke. I 519, når en pøbel var brændt ned synagoger af Ravenna, beordrede Theoderic byen til at genopbygge dem for egen regning.

Theoderic døde i 526 og blev efterfulgt af hans unge barnebarn Athalaric under ledelse af hans datter Amalasunta, men af 535 begge var døde og Theoderics linje var repræsenteret kun af Amalasunthas datter Matasuntha. Forskellige ostrogotiske militære ledere tog kongedømme i Italien, men var ingen så vellykket, som Theoderic havde været. I mellemtiden, den ortodokse Christian Byzantine Emperor Justinian, imod både ostrogotiske regel og den arianske vifte af kristendommen. I 535 sin general Belisarius invaderede Italien og i 540 erobrede Ravenna. Efter erobringen af Italien blev afsluttet i 554, blev Ravenna sæde for byzantinsk regering i Italien.

Fra 540 til 600, Ravennas biskopper indledt en bemærkelsesværdig bygning program af kirker i Ravenna og i og omkring port byen Classe. Overlevende monumenter omfatter San Vitale Basilica samt til Sant'Apollinare-basilikaen i Classe og delvist overlevende San Michele i Africisco.

Eksarkatet Ravenna

Efter Belisarius for kejser Justinian erobringer I det sjette århundrede, Ravenna blev sæde for den byzantinske guvernør i Italien, Exarch, og blev kendt som Eksarkatet Ravenna. Det var på dette tidspunkt at Ravenna kosmografi blev skrevet.

Under byzantinsk herredømme, ærkebiskop af Ravenna blev midlertidigt ydet autocephaly fra Roman Church i kejseren, i 666, men dette snart blev tilbagekaldt. Ikke desto mindre, ærkebiskop af Ravenna holdt andenpladsen i Italien efter paven, og spillede en vigtig rolle i mange teologiske kontroverser i denne periode.

Ancient era

The origins of Ravenna are uncertain. The first settlement is variously attributed to (and then has seen the co presence of) the Thessalians, the Etruscans and the Umbrians, afterwards its territory was settled also by the Senones, especially the southern countryside of the city (that wasn't part of the lagoon), the Ager Decimanus. Ravenna consisted of houses built on piles on a series of small islands in a marshy lagoon – a situation similar to Venice several centuries later. The Romans ignored it during their conquest of the Po River Delta, but later accepted it into the Roman Republic as a federated town in 89 BC. In 49 BC, it was the location where Julius Caesar gathered his forces before crossing the Rubicon. Later, after his battle against Mark Antony in 31 BC, Emperor Augustus founded the military harbor of Classe. This harbor, protected at first by its own walls, was an important station of the Roman Imperial Fleet. Nowadays the city is landlocked, but Ravenna remained an important seaport on the Adriatic until the early Middle Ages. During the German campaigns, Thusnelda, widow of Arminius, and Marbod, King of the Marcomanni, were confined at Ravenna.

Ravenna greatly prospered under Roman rule. Emperor Trajan built a 70 km (43.50 mi) long aqueduct at the beginning of the 2nd century. During the Marcomannic Wars, Germanic settlers in Ravenna revolted and managed to seize possession of the city. For this reason, Marcus Aurelius decided not only against bringing more barbarians into Italy, but even banished those who had previously been brought there. In AD 402, Emperor Honorius transferred the capital of the Western Roman Empire from Milan to Ravenna. The transfer was made partly for defensive purposes: Ravenna was surrounded by swamps and marshes, and was perceived to be easily defensible (although in fact the city fell to opposing forces numerous times in its history); it is also likely that the move to Ravenna was due to the city's port and good sea-borne connections to the Eastern Roman Empire. However, in 409, King Alaric I of the Visigoths simply bypassed Ravenna, and went on to sack Rome in 410 and to take Galla Placidia, daughter of Emperor Theodosius I, hostage. After many vicissitudes, Galla Placidia returned to Ravenna with her son, Emperor Valentinian III and the support of her nephew Theodosius II. Ravenna enjoyed a period of peace, during which time the Christian religion was favoured by the imperial court, and the city gained some of its most famous monuments, including the Orthodox Baptistery, the so-called Mausoleum of Galla Placidia (she was not really buried there), and San Giovanni Evangelista.

The late 400s saw the dissolution of Roman authority in the west, and the last person to hold the title of emperor in the West was deposed in 476 by the general Odoacer. Odoacer ruled as King of Italy for 13 years, but in 489 the Eastern Emperor Zeno sent the Ostrogoth King Theoderic the Great to re-take the Italian peninsula. After losing the Battle of Verona, Odoacer retreated to Ravenna, where he withstood a siege of three years by Theoderic, until the taking of Rimini deprived Ravenna of supplies. Theoderic took Ravenna in 493, supposedly slew Odoacer with his own hands, and Ravenna became the capital of the Ostrogothic Kingdom of Italy. Theoderic, following his imperial predecessors, also built many splendid buildings in and around Ravenna, including his palace church Sant'Apollinare Nuovo, an Arian cathedral (now Santo Spirito) and Baptistery, and his own Mausoleum just outside the walls. .

Theoderic and his followers were Arian Christians, but co-existed peacefully with the Latins, who were largely Orthodox. Ravenna's Orthodox bishops carried out notable building projects, of which the sole surviving one is the Capella Arcivescovile. Theoderic allowed Roman citizens within his kingdom to be subject to Roman law and the Roman judicial system. The Goths, meanwhile, lived under their own laws and customs. In 519, when a mob had burned down the synagogues of Ravenna, Theoderic ordered the town to rebuild them at its own expense.

Theoderic died in 526 and was succeeded by his young grandson Athalaric under the authority of his daughter Amalasunta, but by 535 both were dead and Theoderic's line was represented only by Amalasuntha's daughter Matasuntha. Various Ostrogothic military leaders took the kingship of Italy, but none were as successful as Theoderic had been. Meanwhile, the orthodox Christian Byzantine Emperor Justinian I, opposed both Ostrogoth rule and the Arian variety of Christianity. In 535 his general Belisarius invaded Italy and in 540 conquered Ravenna. After the conquest of Italy was completed in 554, Ravenna became the seat of Byzantine government in Italy.

From 540 to 600, Ravenna's bishops embarked upon a notable building program of churches in Ravenna and in and around the port city of Classe. Surviving monuments include the Basilica of San Vitale and the Basilica of Sant'Apollinare in Classe, as well as the partially surviving San Michele in Africisco.

Exarchate of Ravenna

Following the conquests of Belisarius for the Emperor Justinian I in the 6th century, Ravenna became the seat of the Byzantine governor of Italy, the Exarch, and was known as the Exarchate of Ravenna. It was at this time that the Ravenna Cosmography was written.

Under Byzantine rule, the archbishop of Ravenna was temporarily granted autocephaly from the Roman Church by the emperor, in 666, but this was soon revoked. Nevertheless, the archbishop of Ravenna held the second place in Italy after the pope, and played an important role in many theological controversies during this period.

Synode: