Beskrivelse af Benedikt III, der var Pave i år 855-858

Sct. Peter var den første biskop af Rom og dermed den første Pave i historien.
Der er opstået tradition for at biskoppen over Rom, er den katolske kirkes overhovede og dermed Pave for hele den katolske verden. Pavetitlen bliver dog først brugt efter år 300.
Kirken ledes af paven, der anses som Sankt Peters efterfølger. Den opfattelse stammer fra Matthæusevangeliet, hvor Jesus giver Peter nøglerne til himmeriget.
Jesus sagde følgende ord til Peter, som kan læses på indersiden af kuplen i
Peterskirken: ''Du er Peter (klippen) og på denne klippe vil jeg bygge min Kirke.
Dig vil jeg give nøglerne til himlens rige''.

Benedikt III - 855-858 :

Benedikt III (Benedetto III)
Benedictus III (855-58) blev pave 29/9 855 og døde 17/4 858.
Efter at have fortrængt en Modpave, Anastasius, der støttedes af Kejser Lothar, trådte han kraftig op mod Stormændenes Overgreb og mod deres Usædelighed og gjorde sin Myndighed gældende over for Konstantinopels Patriark. Herved brød han de Baner, som hans Efterfølger, Nikolaus den Store gik ad.

Hans forgænger Leo IV dør den 17. Juli og begraves i Peterskirken. Benedikt, som er kardinal ved Kirken San Callisto bliver derpå valgt til Pave Benedikt III. Da valget skal meddeles Kejseren, konspirerer nogle præster, således at de får valgt en anden kandidat, nemlig Modpave Anastasius - han som i 853 blev ekskommunikeret. Modpaven og en hær af tilhængere indtager Peterskirken og bagefter Lateranet, hvor de korporligt smider Benedikt ned af tronen og fængsler ham, men folket tager Benedikts parti og sammen med de kejserlige udsendinge indsætter de ham atter på tronen den 29. September, hvor han bliver kronet i Santa Maria Maggiore. Det er til dette turbulente år, at legenden om Pavinde Johanne blev henlagt. Benedikt tilgiver, året efter, Anastasio og udnævner ham til Kardinal ved Santa Maria in Trastevere.
Benedictus prøvede at forene de stridende parter i kampen mod Saracenerne.
Benedictus III døde 17/4 858.

Benedict III (Latin: Benedictus PP. III, Italian: Benedetto III) var Pave fra 29. September 855 til 17. April 858.

Kun lidt er kendt om Benedicts liv før hans pavedømme. Han blev uddannet og levede i Rom og var kardinal præst i kirken San Callisto på tidspunktet for sit valg. Benedict havde ry for læring og fromhed. Han blev valgt ved afvisning af Hadrian, den første valg af præster og folk. En gruppe af vigtige folk foretrak en anden kandidat, Giannicolo. Denne sidstnævnte gruppe havde Benedikts valget underkendte og Giannicolo installeret. Populære udtalelse var imidlertid så stærk, at Benedicts indvielse var tilladt. Udsendinge af Holy Roman Emperor Louis II tvunget Benedict til at håndtere Giannicolo og sine tilhængere lempeligt. Skismet bidrog til at svække hold kejsere af paver, især efter deres valg.
Benedict intervenerede i konflikten mellem sønner af Lothar jeg (den kommende konge Lothar II af Lotharingia, kejser Louis II og Charles af Provence) på sidstnævntes død. Han var aktiv i andre tilfælde og en fast holdning mod Constantinople.
Kong Æthelwulf af Wessex og hans søn, den kommende konge Alfred den store, besøgte Rom i Benedicts regeringstid.

Little is known of Benedict's life before his papacy. He was educated and lived in Rome and was cardinal priest of the church of San Callisto at the time of his election. Benedict had a reputation for learning and piety. He was elected upon the refusal of Hadrian, the initial choice of the clergy and people. A group of important people preferred a different candidate, Anastasius. This latter group had Benedict's election disavowed and Anastasius installed. However, popular opinion was so strong that Benedict's consecration was allowed. The envoys of Holy Roman Emperor Louis II forced Benedict to handle Anastasius and his adherents leniently. The schism helped to weaken the hold of the emperors upon the popes, especially upon their elections.
Benedict intervened in the conflict between the sons of Lothair I (the future King Lothair II of Lotharingia, Emperor Louis II and Charles of Provence) on the latter's death. He was active in other cases as well and adopted a firm position towards Constantinople.
Æthelwulf of Wessex and his son, the future king Alfred the Great, visited Rome in Benedict's reign.

---

                  Katolske begreber:

Ordforklaring :

Lateran
Modpave
Patriark
Pavinde
Saracen

Lateran:

Laterankirken (Arcibasilica di San Giovanni in Laterano) er bispedømmet Roms domkirke og dermed pavens sæde, en del af Vatikanstaten og den katolske kirkes fornemste domkirke. Det har historiske årsager. Frem til pavernes ophold i Avignon (fra 1309) var Lateranpaladset lige ved kirken det pavelige palads. Først efter tilbagekomsten fra Avignon blev Vatikanet pavens opholdssted, og selv om Peterskirken er den største, er den ikke en domkirke.

Laterankirken kaldes ofte Alle kirkers mor, og på facaden står indskriften SACROSANCTA LATERANENSIS ECCLESIA OMNIUM URBIS ET ORBIS ECCLESIARUM MATER ET CAPUT (latin for: Den allermest hellige Laterankirke, for hele byen og verden moder- og hovedkirke). Kirken er viet til Jesus Kristus, Johannes Døberen og Evangelisten Johannes.

Kirken er en af de fire patriarkalbasilikaer (de fire største kirker i Rom: Peterskirken, Laterankirken, Santa Maria Maggiore og Sct. Paul uden for murene). I lighed med de andre har den en hellig port, som åbnes, når det hvert 25. år er jubelår. Pilgrimme, der går gennem porten efter at have skriftet deres synder, får fuld aflad.

Den første domkirke blev rejst under kejser Konstantin. Den blev ødelagt af vandalerne, og en ny blev rejst af pave Leo 1. ca. 460. Pave Sergius 3. (904–911) byggede den helt om, efter at et jordskælv havde forårsaget store skader. I 1308 blev den fuldstændig ødelagt af en brand, og flere efterfølgende paver stod for genopbygningen. Under arbejdet blev den igen totalskadet af brand i 1360. Nutidens basilika er med undtagelse af nogle mindre arbejder i det 19. århundrede resultatet af Francesco Borrominis arbejde før jubelåret 1650.

Apostlene Peters og Paulus' hoveder skal være bevaret i relikvarier i baldakinen over højalteret. I selve alteret er dele af en bordplade fra antikken indfældet. Den skal komme fra senator Pudens' hus, og Peter skal have fejret nadveren ved det.

Modpave:

En modpave var i middelalderen en pave, som kejseren eller et oppositionsparti fik valgt i konkurrence med den retmæssige pave, og som ikke anerkendes i den officielle paveliste.
Modpaverne var i høj grad medvirkende i både det katolske og det statslige politiske spil op gennem årene.
Modpave Hypolitus, 217-235 regnes som regel for at være den første modpave.
Modpave Felix V, 1439-1449, var den sidste af slagsen.

Herunder ses: Modpave Johannes XXIII
(1410 - 1415)
Liste over modpaver gennem historien:

• Hypolitus (217-235)
• Novatian (251-258)
• Felix II (355-365)
• Ursinus (366-367)
• Eulalius (418-419)
• Laurentius (498-499 og 501-506)
• Dioskur (september-oktober 530)
• Teodor (september-december 687)
• Paschalis (oktober-december 687)
• Konstantin II (767–768)
• Filippus (juli 768)
• Johannes (januar 844)
• Anastasius III (august-september 855)
• Kristoforus (903-04)
• Bonifatius VII (juni-juli 974 og 984-85)
• Johannes XVI (997-98)
• Gregor VI (juni-juli 1012)
• Benedikt X (1058-59)
• Honorius II (1061-72)
• Klemens III (1080-84)
• Theoderik (1100-01)
• Albert (februar-marts 1102)
• Sylvester IV (1105-11)
• Gregor VIII (1118-21)
• Celestin II (december 1124)
• Kletus [Anakletus] II (1130-38)
• Viktor IV (marts-maj 1138)
• Viktor IV (1159-64)
• Paschalis III (1164-68)
• Callistus III (1168-78)
• Innocent III (1179-80)
• Nikolas V (1328-30)
• Klemens VII (1378-94)
• Benedikt XIII (1394-1423)
• Alexander V (1409-10)
• Johannes XXIII (1410-15)
• Klemens VIII (1423-29)
• Benedikt XIV (1423-29)
• Benedikt XIV (1430-37)
• Felix V (1439-49)

Senere har der dog været andre som har taget pavetitel, flere gange efter være blevet valgt af skismatiske grupper. Dette er de såkalte sedevakantister, som mener, at pavestolen står tom, og at de dermed må vælge en af deres egne til at fylde den. Vatikanet har modpaverne med i de officielle lister over paver frem til Felix (V), som døde i 1449, men man medtager ikke sedevakantisterne. Årsagen til dette er, at modpaverne på den officielle liste blev valgt af personer, som befandt sig indenfor den katolske kirke, mens sedevakantistenes paver er valgt af personer, som befandt sig udenfor og havde dannet egne kirkesamfund. De anses derfor af Vatikanet for ledere af konkurrerende katolske eller katolsk-inspirerede grupper.
I katolsk kirkeret er det at lade sig vælge til modpave en skismatisk handling, som automatisk fører til ekskommunikation.

Patriark:

En patriark er overhovedet i en romersk-katolsk eller ortodoks kirkeprovins, et patriarkat. Da embedet er personorienteret bruger man sjældent betegnelser som f.eks. patriarkatet Konstantinopel, men som regel patriarken af Konstantinopel osv.
Fem patriarkater – i Rom, Jerusalem, Alexandria, Antiokia og Konstantinopel – har rødder i oldkirken. De andre er kommet til på senere tidspunkter, enten som belønning for loyalitet mod kirken eller af religionspolitiske grunde.


Patriarken Fotios af Konstantinopel (billede herover) levede fra ca. 820 til 893. Han regnes for en af de mest lærde mænd nogensinde i den Ortodokse Kirke.
Fotios var patriark af Konstantinopel - det vil sige, at han havde samme rolle i den østromerske, ortodokse kirke, som paven har den romersk-katolske kirke.

Fire af de ortodokse patriarkater, de fire første på listen, er oldkirkelige. De andre er nyere, og er knyttet til nationalkirker i forskellige lande.

• Patriarken af Konstantinopel (Den økumeniske patriark)
  
• Patriarken af Alexandria
  
• Patriarken af Antiokia
  
• Patriarken af Jerusalem
  
• Patriarken af Moskva og hele Rusland
  
• Patriarken af hele Bulgarien
  
• Katholikos-patriarken af hele Georgien
  
• Patriarken af hele Rumænien
  
• Den serbiske patriark
  
  

Den katolske kirkes patriarkater
Et af de katolske patriarkater går direkte tilbage til oldkirken, nemlig Rom. Patriarkaterne i Alexandria, Antiokia og Jerusalem har rødder i oldkirken, men disse steder var der i lang tid kun ortodokse patriarker.
Udover de nuværende patriarkater er der også i Den katolske kirke nogle historiske patriarkater, som af forskellige grunde ikke eksisterer mere.

Nuværende katolske patriarkater

• Patriarkatet i Rom (paven er patriark)
  
• Det koptiske patriarkat i Alexandria
  
• Det græske patriarkat i Antiokia
  
• Det syriske patrirkat i Antiokia
  
• Det maronittiske patriarkat i Antiokia
  
• Det romersk-katolske patriarkat i Jerusalem
  
• Patriarkat i Babylon (Bagdad)
  
• Patriarkat i Cilicia
  
• Patriarkat i Venezia
  
• Patriarkat i Lisabon
  
  

Historiske katolske patriarkater

• Det romersk-katolske patriarkat i Konstantinopel
  
• Det romersk-katolske patriarkat i Alexandria
  
• Det romersk-katolske patriarkat i Antiokia
  
• Patriarkatet i Vest-Indien
  
• Patriarkatet i Øst-Indien
  
  

De orientalske ortodokse kirkers patriarkater

• Paven og patriarken af Alexandria (Den koptiske ortodokse kirke)
  
• Patriarken af Antiokia (Den syriske ortodokse kirke)
  
• Katholikos-patriarken af Etchmiadzin og Armenia (Den armenske ortodokse kirke)
  
• Patriarken af Cilicia of Midt-Østen (Den armenske ortodokse kirke)
  
• Patriarken af hele Etiopien (Tewahedokirken)
  
• Patriarken af hele Eritrea (Den eritreanske ortodokse kirke)
  
  

De nestorianske patriarkater
De nestorianske kirker blev løsrevet fra resten af den kristne kirke i det 5. århundrede.

• Katholikos-patriarken af Babylon (Bagdad, Den assyriske kirke i øst)
  
• Katholikos-patriarken i Jerusalem (Kirken i øst og udenlands, sæde i Nordamerika)
  
  

Et patriarkat er en kultur, hvor magten og herredømmet besiddes af (de ældste) mænd, og hvor den fædrene linie tegner slægten. Magten tilhører den myndige og ærværdige patriark. Begrebet patriark kommer af græsk "patria", der betyder slægt og -ark, der betyder leder eller anfører. Patriarken er slægtens anfører og som sådan ikke kønsbestemt, men i bibelens gamle testamente er Abraham og hans søn Isak og dennes søn Jakob patriarker.

Pavinde:

Har der eksisteret en kvindelig pave?

Sagnene om den kvindelige pave Johanne var vedholdende i middelalderen og har fået fornyet liv gennem film og romaner. Men var der hold i legenden?

På den Katolske Kirkes hjemmeside med dertil hørende encyklopædi kan man finde et opslag om en Pave Johanne eller en Popess Joan. Her fortælles det, at der har eksisteret en myte om en kvindelig pave, der særligt fandt udbredelse i det 13., 14. og 15. århundrede. Myten blev efterfølgende taget op af reformationens tilhængere, som brugte den som våben i kampen for at kompromittere pavestolen og dermed den Katolske Kirke generelt. Historien fik i øvrigt nyt liv i de seneste 40 år gennem film og romaner.



Den navneløse pavinde

Historien optræder første gang hos den Dominikanske munk Jean de Mailly. I sit værk Universal Chronicle of Metz, der er skrevet mellem 1240 og 50 fortæller han om, hvorledes pave Victor III i 1087 blev afløst af en kvindelig pave. I denne fremstilling er pavinden navnløs. Men det fortælles, hvordan hun forklædt som mand arbejdede sig op i rækkerne for at ende som først kardinal og siden pave. Ydermere fortælles det, at hun blev afsløret, da hun steg på en hest og fødte et barn. Det ender med, at den stakkels pavinde bliver stenet og begravet på stedet.



Johannes gennembrud

Historien blev senere samlet op af andre, først en anden Dominikanermunk, nemlig Etienne de Bourbon, der omtaler historien og i øvrigt, lige som sin forgænger Jean de Mailly, behandler den som aldeles sandfærdig. Men sit store gennembrud fik historien senere i det 13. århundrede, hvor den polske dominikaner Martin af Troppau udgav sit store, indflydelsesrige værk Chronicle of Popes and Emperors (eng. titel). Dette værk blev spredt ud over det meste af Europa og havde derfor stor betydning for udbredelsen af legenden om Pave Johanne. Her har historien en lidt anden udformning, og den hensættes til en tidligere periode, nemlig år 855, hvor Johanne eftersigende skulle have efterfulgt pave Leo IV.
Benedikt III (855-858), den officielle efterfølger til pave Leo IV, var Romer og blev pave 29/9 855 og døde 17/4 858.

Det fortælles at Johanne sad i pavesædet i to år syv måneder og fire dage, hvilket svarer nogenlunde til Benedikt III's embedsperiode. I denne fremstilling siges det, at hun kom fra Mainz, og at hun havde studeret i Athen inden hun, forklædt som mand, gjorde karriere i Rom. Og det altså en så vellykket karriere at hun endte som pave. Også i denne beretning gentages historien om, hvorledes hun under en procession siddende på en hest, pludselig gik i fødsel i en smal gade og derefter døde og blev begravet samme sted



Pavinde Johanne og forbindelsen til navnet Johannes VIII

Johannes VIII var, iflg. annalerne, pave i årene 872-882. Ifølge legenden om pavinde Johanne herskede en kvinde, som pave under navnet Johannes tidligere i 800-tallet. Hendes sande køn blev opdaget, og hun skulle i sidste ende være slettet fra de historiske optegnelser på grund af dette. Hvis hun har eksisteret, ville pavenummereringen, der blev udformet til pavelige regenter i det tiende århundrede, ville hun være blevet udpeget, som Johannes VIII og den næste pave Johannes, ville have været Johannes IX osv. Den historiske Johannes VIII er ellers ikke forbundet med denne legende.

Men, ifølge Patrick Madrid, som er forfatter af Pave fiktionen, en bog om legenden om pavinde Johanne, kan pave Johannes VIII dog faktisk, selv have været oprindelsen til legenden. Han skriver om Johannes:
Han synes, at have haft en meget svag personlighed, måske endda lidt feminin. Kardinal Cæsar Baronius, antyder i sin historie om kirkelige annaler, at Johannes VIII's ry som feminin gav anledning til legenden. Faktisk ser det ud til, at almindelige folk over tid, har tilføjet så mange skumle detaljer til de vulgære vittigheder om den ulykkelige (og helt sikkert mandlige) pave, at de tilsidst eksploderede og han blev forvandlet til en kvinde, en "pavinde".



Pure opspind?

I løbet af 1600-tallet kom en del katolske historikere frem til, at denne pavinde var det pure opspind, men det er særligt værd at bemærke, at den protestantiske historiker David Blondel kom frem til samme konklusion, da han udgav sine to store værker om sagen i henholdsvis 1647 og 1657, og han har jo altså ikke umiddelbart haft nogen interesse i at beskytte den Katolske Kirke – snarere tvært imod.

Sagen vil aldrig blive opklaret

Som man kan fornemme, er det svært at udelukke noget som helst. Men den amerikanske forfatterinde Donna Woolfolk Cross, der skrev romansuccesen Pave Johanne, siger i et interview, at vi aldrig finder ud af om Pave Johanne har eksisteret, og adspurgt om hvorfor der ikke eksisterer nogen dokumenter om sagen i Vatikanets omfattende arkiver svarer hun, ganske nøgternt: ”Det faktum at Johanne levede i det niende århundrede, den mørkeste af de mørke tider, ville have gjort det nemt at fjerne vidnesbyrdet om hendes tid som pave. Det niende århundrede var en periode med udbredt analfabetisme, mærket af en ekstraordinær knaphed af optegnelser. Man behøver blot at skele til Nicaragua og El Salvador for, at se de seneste eksempler på hvordan en beslutsom og velkoordineret statslig indsats kan få pinlige beviser til at ’forsvinde’.”

Saracen:

Saracener var oprindelig en benævnelse som anvendtes af romerne om de indbyggere som beboede ørkenerne nær den romerske provins Syria og som skilte sig ud fra arabere. Senere, og fremforalt under korstogene, anvendtes ordet som benævnelse for muslimer i almindelighed. Da havde termen fået en negativ klang i det kristne Europa.


Etymologi
Saracen kommer fra græsk sarakenoí, hvilket alment anses at komme fra det arabiske ord sharqiyyin, som betyder østerlændinger. Oprindelsen til det arabiske ord er imidlertidigt tvivlsomt ifølge Oxford English Dictionary. En af de tidligste kendte skriftlige kilder er Ptolemæus værk: Geografike hyfegesis fra 100-tallet e.kr.. Han omtaler der befolkningsgruppen Sarakenoi som befolkede den nordvestlige del af den Arabiske halvø og som han adskiller fra araberne. Ordet kan siden have spredt sig til vesteuropa via Østromerske Kejserdømme og korsfarerne. Han beskriver desuden "Sarakene" som en region i det nordlige Sinai, navngiven efter byen Saraka på samme halvø.
Da Marko Polo (1254 - 1324) rejste gennem mellemøsten, omtalte han "saracenerne" som krigsgale.
Efter islams indtog i mellemøsten, og specielt ved tiden for korstogene i middelalderen, anvendtes ordet til at betegne alle muslimer uanset om disse var af arabisk herkomst eller ikke. Specielt anvendtes ordet om muslimer på Sicilien og i det sydlige Italien.
Fra 827 - 1091 herskede saracenerne på Sicilien; i en endnu længere periode på Sardinien.
I det 9. århundrede fandtes der derudover emirater i Tarent, Bari og Brindisi ( Apulien ).
Det må derfor formodes, at der også fandtes arabiske påvirkninger i resten af Syditalien.
Så vidt man ved, var det Saracenerne, der startede med, at drikke kaffe.