|
|
Det dynamisk skiftende indhold på denne side er sammensat af bearbejdet materiale, der fortrinsvis er inspireret af fakta fra ovenstående links. Disse links er i sig selv og i høj grad spændende og anbefalelsesværdig læsning.
Jeg påberåber mig således ingen former for ophavsret over nærværende materiale.
Jeg takker hermed for inspiration. :-)
M. Due 2024
|
|
Calixtus I - 217-222 :
Calixtus I (San Callisto I) St. Callistus I, fra Rom.
Calixtus 1., Kallistos, d. 222, biskop af Rom (pave) fra ca. 217. Hans levnedsløb kendes hovedsagelig fra kirkefaderen Hippolytos, der var hans indædte modstander. Formodentlig var Calixtus en frigiven slave, som udmærkede sig ved sine administrative evner. Han blev især angrebet for sin formodede sympati med sabellianismen og for sin "slappe" bodspraksis; i modsætning til Hippolytos og Tertullian mente han således, at kirken har myndighed til at tilgive en dødssynd som hor.
Pave Callixtus I (døde 223), også kaldet Callistus I, var biskop i Rom fra c. 218 til sin død i 223. Han boede under hersker af romerske kejsere Elagabalus og Alexander Severus. Han blev martyr for sin kristne tro og er æret som en helgen i den katolske kirke.
Liv
Hans samtidige og fjender, Tertullian og Hippolytus af Rom forfatter til Philosophumena, vedrører at Callistus, som unge slave, blev sat i spidsen for indsamlede midler af hans mester Carpophorus, fonde, der blev givet som en almisse ved andre kristne for pleje af enker og forældreløse børn; Callistus mistet pengene og flygtede fra Rom, men blev fanget nær Portus. Efter eventyret, blev Callistus sprang over bord for at undgå at fange, men reddet og taget tilbage til sin herre. Han blev udgivet på foranledning af kreditorer, der håbede han kan være i stand til at inddrive nogle af pengene, men blev fængslet for at kæmpe i en synagoge, hvor han forsøgte at låne penge eller indsamle gæld fra nogle jøder.
Philosophumena hævder, at fordømt som en kristen, Callistus blev dømt for at arbejde i minerne på Sardinien. Han blev udgivet sammen med andre kristne på anmodning af Hyacinthus, en eunuk presbyter, der repræsenterede Marcia, kejser Commodus favorit elskerinde. På dette tidspunkt hans helbred var så svækket, hans kolleger kristne sendte ham til Antium til hægterne og han fik en pension af pave Victor I.
Callistus var Diaconus som pave Zephyrinus betroet gravkamre langs den via Appia. I det tredje århundrede, blev ni biskopper i Rom begravet i Catacomb Callistus i den del, nu kaldet Capella dei Papi. Disse Katakomberne blev genopdaget af arkæolog Giovanni Battista de Rossi i 1849.
Når Callistus efterfulgt Zephyrinus som biskop af Rom, begyndte han at optage i de kirkelige konverterer fra sekter eller splittelser, der ikke havde gjort bod. Hippolytus fundet Callistuss politik om at udvide syndernes forladelse til at dække seksuelle overtrædelser chokerende lax og fordømte ham for at lade troende til at afklare liaisons med deres egen slaver ved at anerkende dem som gyldig ægteskaber. Som følge heraf blev også doktrinære forskelle, Hippolytus valgt som en rivaliserende biskop af Rom, den første Modpave.
Basilica di Santa Maria in Trastevere var en titulus som Callistus var protektor. I en Apokryf anekdote i samlingen af imperial biografier kaldet Augustustidens historie, stedet hvor han havde bygget en oratory hævdede tavern ihændehavere, men Alexander Severus besluttede at tilbedelsen af en Gud var bedre end et værtshus, dermed bygningens navn. 4.-Århundrede Basilikaen af Ss Callixti et Iuliani blev ombygget i 1100-tallet af pave Innocent II og genindviet til den hellige Jomfru Maria. 8.-Århundrede Chiesa di San Callisto er tæt ved, med sin begyndelse tilsyneladende som en helligdom på webstedet for sin martyrium, som er bevidnet i 4.-århundrede Depositio martyrum og så er tilbøjelige til at være historisk.
Død
Det er muligt, at Callixtus led martyrdøden omkring 222, måske under en folkelig opstand, men legenden om, at han blev smidt ned i en brønd har ingen historisk fundament, selvom kirken faktisk indeholder en gammel brønd. Ifølge de Apokryfe beskrivelser om Sankt Callixtus, genfandt Asterius, en præst i Rom, liget af Callixtus efter, at det var blevet smidt i en brønd og han begravede Callixtus' krop om natten. Asterius blev arresteret for denne handling af præfekten Alexander og blev derefter dræbt ved, at blive smidt i vandet fra en bro over floden Tiberen.
Callixtus blev hædret som en martyr i Todi, Italien, den 14. august. Han blev begravet på kirkegården i Calepodius på Aurelian Way og hans årsdag er givet ved en "4. århundrede Depositio Martirum" og ved efterfølgende martyrologier, som den 14. oktober. Den romersk-katolske kirke fejrer (valgfrit) hans mindesmærke den 14. oktober. Hans relikvier blev i det 9. århundrede flyttet til Santa Maria in Trastevere.
Katolske begreber:
|
Ordforklaring :
Apokryf
Basilika
Katakomber
Modpave
Apokryf:[ - ]
Apokryf stammer fra det græske ”apokryfos”.
Apokryf betyder ”hemmelig” eller ”skjult”.
Det er skrifter, der tilhører samme litteraturkreds som bibelskrifterne, men som ikke anses for ægte eller fuldt gyldige.
Apokryfisk er betegnelsen på de skrifter, der er blevet fjernet fra Det Gamle og Det Nye Testamente som ”uheldige” eller i hvert fald ligegyldige i teologisk henseende.
Nogle apokryfe bøger har dog fået deres plads selv i nyere bibeludgaver, selv om de ikke sidestilles med de kanoniske skrifter – dvs. de hellige bøger, der anvendes under gudstjenesten - mens andre og størsteparten er forsvundet ud af Bibelen.
Betegnelsen bruges især om de 10-15 skrifter der indgår som tillæg til Det Gamle Testamente i den romerskkatolske bibel (Vulgata), men ikke er optaget i jødisk og luthersk kanon
[ - ]
Basilika:[ - ]
Ordet basilika kommer af græsk basilike (stoa) 'kongelig (søjlehal)', af basileus 'konge'.
Basilika, bygning, der består af et hovedrum, hovedskib eller midterskib, flankeret af to eller fire sideskibe; hovedskibet er højere og bredere end sideskibene og kan have en udbygning, apsis, i den ene eller i begge ender.
Hovedskib og sideskibe er skilt fra hinanden ved kolonnader eller buer; over disse kan der være et galleri (klerestorium) og vinduer. Oprindelig havde basilikaen fladt loft eller åben tagstol. Basilikaen kan have en bred indgangshal, narthex, og en åben forgård, atrium.
Bygningstypen stammer fra det østlige Middelhav. Den var meget anvendt i antikkens Romerrige og er beskrevet af den romerske arkitekturteoretiker Vitruvius.
Der hersker tvivl om, hvorledes den kristne basilika er opstået. Den mest udbredte teori er, at den kristne basilika er udviklet af antikkens offentlige og private basilika. Det er også vanskeligt at præcisere, hvornår den kristne basilika opstod, da bygning af offentlige kirker var umulig under forfølgelserne af de kristne.
De kirkebygninger, der blev opført i Rom og i Mellemøsten i Konstantin den Stores tid i 300-t. e.Kr., står derfor som de første eksempler på den kristne anvendelse af basilikatypen.
Blandt de mest berømte er Laterankirken, Santa Maria Maggiore, den første Peterskirke og Santa Sabina, alle i Rom.
[ - ]
Katakomber:[ - ]
Domitilla-katakomberne, der blev opkaldt efter et medlem af den romerske familie, der havde bestilt gravpladserne, er de største i Rom. De strækker sig over 12 kilometer og går ned på fire niveauer med 26.250 grave fra anden til femte århundrede.
Over Domitilla katakomberne står basilikaen, som ses herover, Santi Nereo e Achilleo, der er ombygget og istandsat, så kun meget lidt er tilbage fra det 4. årh., hvor den blev bygget.
I katakomberne kan man se smukke fresker, bl.a. en der forestiller Kristus som den gode hyrde.
Når de kristne begravede de døde i underjordiske kirkegårde udenfor Rom, var det ikke på grund af forfølgelse, men blot fordi de fulgte tidens love.
Da der i katakomberne er begravet mange helgener, blev disse til helligdomme og genstand for besøg af pilgrimme.
De døde blev anbragt i nicher (loculi), hvor der kunne ligge 2 - 3 lig og de vigtigste rum blev udsmykket med stuk og fresker, se billedet herunder.
Det er en stor og spændende oplevelse at besøge disse underjordiske gravpladser.
Mange af krypterne har fresker, der synes udslettet. Faktisk blev de strippet af gravrøvere, idet katakomberne blev hærget og fresker skåret ud og fjernet som trofæer i middelalderen. Denne antikke form for tyveri kan findes i et museum i Catania, der viser eksempler, der oprindeligt blev bragt til Sicilien af en adelsmand for at dekorere hans hjem.
Domitilla katakomberne er de største af katakomberne og mange af gravene kan føres helt tilbage til 1. og 2. årh. e. Kr. dermed har disse kun ringe forbindelse med de kristne.
[ - ]
Modpave:[ - ]
En modpave var i middelalderen en pave, som kejseren eller et oppositionsparti fik valgt i konkurrence med den retmæssige pave, og som ikke anerkendes i den officielle paveliste.
Modpaverne var i høj grad medvirkende i både det katolske og det statslige politiske spil op gennem årene.
Modpave Hypolitus, 217-235 regnes som regel for at være den første modpave.
Modpave Felix V, 1439-1449, var den sidste af slagsen.
Herunder ses:
Modpave Johannes XXIII
(1410 - 1415)
Liste over modpaver gennem historien:
- Hypolitus (217-235)
- Novatian (251-258)
- Felix II (355-365)
- Ursinus (366-367)
- Eulalius (418-419)
- Laurentius (498-499 og 501-506)
- Dioskur (september-oktober 530)
- Teodor (september-december 687)
- Paschalis (oktober-december 687)
- Konstantin II (767–768)
- Filippus (juli 768)
- Johannes (januar 844)
- Anastasius III (august-september 855)
- Kristoforus (903-04)
- Bonifatius VII (juni-juli 974 og 984-85)
- Johannes XVI (997-98)
- Gregor VI (juni-juli 1012)
- Benedikt X (1058-59)
- Honorius II (1061-72)
- Klemens III (1080-84)
- Theoderik (1100-01)
- Albert (februar-marts 1102)
- Sylvester IV (1105-11)
- Gregor VIII (1118-21)
- Celestin II (december 1124)
- Kletus [Anakletus] II (1130-38)
- Viktor IV (marts-maj 1138)
- Viktor IV (1159-64)
- Paschalis III (1164-68)
- Callistus III (1168-78)
- Innocent III (1179-80)
- Nikolas V (1328-30)
- Klemens VII (1378-94)
- Benedikt XIII (1394-1423)
- Alexander V (1409-10)
- Johannes XXIII (1410-15)
- Klemens VIII (1423-29)
- Benedikt XIV (1423-29)
- Benedikt XIV (1430-37)
- Felix V (1439-49)
Senere har der dog været andre som har taget pavetitel, flere gange efter være blevet valgt af skismatiske grupper. Dette er de såkalte sedevakantister, som mener, at pavestolen står tom, og at de dermed må vælge en af deres egne til at fylde den. Vatikanet har modpaverne med i de officielle lister over paver frem til Felix (V), som døde i 1449, men man medtager ikke sedevakantisterne. Årsagen til dette er, at modpaverne på den officielle liste blev valgt af personer, som befandt sig indenfor den katolske kirke, mens sedevakantistenes paver er valgt af personer, som befandt sig udenfor og havde dannet egne kirkesamfund. De anses derfor af Vatikanet for ledere af konkurrerende katolske eller katolsk-inspirerede grupper.
I katolsk kirkeret er det at lade sig vælge til modpave en skismatisk handling, som automatisk fører til ekskommunikation.
[ - ]
0847
|
