Beskrivelse af Benedikt VIII, der var Pave i år 1012-1024

Sct. Peter var den første biskop af Rom og dermed den første Pave i historien.
Der er opstået tradition for at biskoppen over Rom, er den katolske kirkes overhovede og dermed Pave for hele den katolske verden. Pavetitlen bliver dog først brugt efter år 300.
Kirken ledes af paven, der anses som Sankt Peters efterfølger. Den opfattelse stammer fra Matthæusevangeliet, hvor Jesus giver Peter nøglerne til himmeriget.
Jesus sagde følgende ord til Peter, som kan læses på indersiden af kuplen i
Peterskirken: "Du er Peter (klippen) og på denne klippe vil jeg bygge min Kirke.
Dig vil jeg give nøglerne til himlens rige."

Benedikt VIII - 1012-1024 :

Benedikt VIII (Benedetto VIII) Benedict VIII blev født 980 som Theophylact, som søn af grev Gregorius af Tusculum, kardinalbiskop i Tusculum, og Maria, og bror til fremtidige pave Johannes XIX.
Han blev pave 17/5 1012 og døde 9/4 1024.
Benedict måtte i begyndelsen af sin embedstid kæmpe med en rivaliserende adelsfamilie, Crescentius, der havde valgt en fra deres egne rækker, Gregorius, til pave. Benedict stod i spidsen for væbnede styrker, der nedkæmpede rivalerne i bjergene uden for Rom, mens hans broder, Romanus, der senere blev pave under navnet Johannes XIX, tog sig af styret i Rom. Gregorius flygtede til Tyskland for at appellere til kejseren, men kejseren valgte at støtte Benedict, der havde været gavmild med ærkebiskopspalliet til Mainz. Paven støttede også kejser Henrik II i hans krav på Bamberg, og det førte til, at Benedict kunne krone Henrik under dennes besøg i Rom i februar 1014.

1012-1024 Benedikt VIII (Benedetto VIII)
Benedikt VIII (1012-24) hed Theofylakt og var Greve af Tusculum. Han blev Pave, efter at det tusculanske parti havde sejret over Crescentius’, og blev godkendt af Henrik II, hvem han kronede til Kejser 1014.
Benedikt kæmpede med held mod Saracenerne og søgte at gennemføre de Cluniacensiske Reformer, dog ikke med så stor kraft, som reformpartiet ønskede.
Paven måtte på grund af utilfredshed med valget søge hjælp hos den tyske kejser Henrik II, som han derefter kronede som Vestromersk kejser.

Pave Benedict VIII (Latin: Benedictus s. VIII, italiensk: Benedetto VIII) ca. 980 - 9 April 1024 var leder af den katolske kirke fra 18 maj 1012 til sin død i 1024. Han blev født Theophylactus, ind i grevefamilien Tusculum som søn af Gregory, greven af Tusculum, og bror til den fremtidige pave Johannes XIX. Han nedstammer fra greve Theophylact af Tusculum (864-924), ligesom hans forgænger pave Benedict VI (973-974) også gjorde det.
Benedikt VIII var i opposition til Modpave Gregory VI, der tvang ham til at flygte til Rom. Han blev genindsat af Henrik II af Tyskland, som han senere kronede til kejser d. 14 februar 1014. Han holdt sig på god fod med Henrik i hele sit Pontifikat. I Benedikt VIII's Pontifikat genoptog Saracenerne deres angreb på de sydlige kyster i Italien. De nedbrændte også Pavia og opførte en udlægning på Sardinien. Normannerne begyndte også, at bosætte sig i Italien. Paven fremmede freden i Italien ved, at alliere sig med normannerne. Sammen med disse tvang han Saracenerne i Sardinien til overgivelse og han overvandt også Crescentiklanen.
I 1022 holdt han en Synode i Pavia med kejseren for, at begrænse Simoni og for, at diskutere præsternes mangelfulde cølibat. Han støttede reformationen, der var sponsoreret af Cluny Klosteret, og han var ven med Klosterets abbed, St. Odilo.
I 1020 rejste Benedikt VIII til Tyskland for, at konferere med Henrik II om den fornyede byzantinske trussel i Mezzogiorno. Da han er ankommet til Bamberg ved Påsketide, indvier han den nye katedral, og får et charter fra Henrik II, der bekræfter Karl den Stores og Otto den Stores donationer. Han besøgte også klostret i Fulda. Han overbeviste kejseren om, at lede en ekspedition ind i det sydlige Italien for, at underordne sine vasaller, der var deserteret over til græskerne.

---

                  Katolske begreber:

Ordforklaring :

Kloster:

Ordet Kloster betyder "indelukke" og betegner dels et bygningsværk, dels et religiøst fællesskab, som lever adskilt fra det øvrige samfund efter en klosterordens særlige bestemmelser.
Der findes klostre indefor flere religioner.

• 1 Kristne klostre
• 2 Buddhistiske klostre
• 3 Islamiske klostre
• 4 Hinduistiske klostre

Kristne klostre

I de kristne klostre var meningen med klosterlivet at efterkomme Jesu ord til den rige unge mand: "Vil du være fuldkommen, så gå hen og sælg, hvad du ejer, og giv pengene til de fattige, så vil du have en skat i himlene. Og kom så og følg mig!". Klosterets beboere, der for mænds vedkommende kaldes munke og for kvinders vedkommende nonner, var og er mennesker, der har følt et kald til at forsage verdens velfærd og vie deres liv til Gud.

Ikke alle klostre blev opført i askese. Herunder ses spisesalen fra Leubus kloster i Lubiaz i Polen.

Modpave:

En modpave var i middelalderen en pave, som kejseren eller et oppositionsparti fik valgt i konkurrence med den retmæssige pave, og som ikke anerkendes i den officielle paveliste.
Modpaverne var i høj grad medvirkende i både det katolske og det statslige politiske spil op gennem årene.
Modpave Hypolitus, 217-235 regnes som regel for at være den første modpave.
Modpave Felix V, 1439-1449, var den sidste af slagsen.

Herunder ses: Modpave Johannes XXIII
(1410 - 1415)
Liste over modpaver gennem historien:

• Hypolitus (217-235)
• Novatian (251-258)
• Felix II (355-365)
• Ursinus (366-367)
• Eulalius (418-419)
• Laurentius (498-499 og 501-506)
• Dioskur (september-oktober 530)
• Teodor (september-december 687)
• Paschalis (oktober-december 687)
• Konstantin II (767–768)
• Filippus (juli 768)
• Johannes (januar 844)
• Anastasius III (august-september 855)
• Kristoforus (903-04)
• Bonifatius VII (juni-juli 974 og 984-85)
• Johannes XVI (997-98)
• Gregor VI (juni-juli 1012)
• Benedikt X (1058-59)
• Honorius II (1061-72)
• Klemens III (1080-84)
• Theoderik (1100-01)
• Albert (februar-marts 1102)
• Sylvester IV (1105-11)
• Gregor VIII (1118-21)
• Celestin II (december 1124)
• Kletus [Anakletus] II (1130-38)
• Viktor IV (marts-maj 1138)
• Viktor IV (1159-64)
• Paschalis III (1164-68)
• Callistus III (1168-78)
• Innocent III (1179-80)
• Nikolas V (1328-30)
• Klemens VII (1378-94)
• Benedikt XIII (1394-1423)
• Alexander V (1409-10)
• Johannes XXIII (1410-15)
• Klemens VIII (1423-29)
• Benedikt XIV (1423-29)
• Benedikt XIV (1430-37)
• Felix V (1439-49)

Senere har der dog været andre som har taget pavetitel, flere gange efter være blevet valgt af skismatiske grupper. Dette er de såkalte sedevakantister, som mener, at pavestolen står tom, og at de dermed må vælge en af deres egne til at fylde den. Vatikanet har modpaverne med i de officielle lister over paver frem til Felix (V), som døde i 1449, men man medtager ikke sedevakantisterne. Årsagen til dette er, at modpaverne på den officielle liste blev valgt af personer, som befandt sig indenfor den katolske kirke, mens sedevakantistenes paver er valgt af personer, som befandt sig udenfor og havde dannet egne kirkesamfund. De anses derfor af Vatikanet for ledere af konkurrerende katolske eller katolsk-inspirerede grupper.
I katolsk kirkeret er det at lade sig vælge til modpave en skismatisk handling, som automatisk fører til ekskommunikation.

Pontifikat:

Pontifikat, (af lat. pontificatus, afledt af pontifex), en paves regeringstid.

Pontifex, (lat., af pons 'vej, bro', gen. pontis, og -fex, af facere 'gøre'; af omstridt bet., måske 'den, der baner vej' eller 'den, der bygger bro'), i romersk religion navnet på et ledende medlem af pontifikalkollegiet, et præstekollegium bestående af rex sacrorum, de tre store flamines og tolv mindre flamines; pontifex maximus 'den største pontifex' havde som særligt embedsområde Vestakulten. Pontifikalkollegiet holdt til i Regia (egl. 'kongens hus') på Forum Romanum og havde bl.a. overopsyn med Roms statskult, lege (ludi), sakralret og varselstydning. Fra ca. 200 f.Kr. kendes tabulae pontificum 'pontifexernes tavler', en samling historiske annaler.

Fra og med Augustus blev ærestitlen pontifex maximus givet til den regerende kejser, og i løbet af 400-t. overtog paven den oprindelig hedenske titulatur, ofte forkortet pont.max. eller PM, nu i formen summus pontifex, hvis betydning tolkedes kristologisk som 'den, der slår bro mellem Jord og Himmel'.

Saracen:

Saracener var oprindelig en benævnelse som anvendtes af romerne om de indbyggere som beboede ørkenerne nær den romerske provins Syria og som skilte sig ud fra arabere. Senere, og fremforalt under korstogene, anvendtes ordet som benævnelse for muslimer i almindelighed. Da havde termen fået en negativ klang i det kristne Europa.


Etymologi
Saracen kommer fra græsk sarakenoí, hvilket alment anses at komme fra det arabiske ord sharqiyyin, som betyder østerlændinger. Oprindelsen til det arabiske ord er imidlertidigt tvivlsomt ifølge Oxford English Dictionary. En af de tidligste kendte skriftlige kilder er Ptolemæus værk: Geografike hyfegesis fra 100-tallet e.kr.. Han omtaler der befolkningsgruppen Sarakenoi som befolkede den nordvestlige del af den Arabiske halvø og som han adskiller fra araberne. Ordet kan siden have spredt sig til vesteuropa via Østromerske Kejserdømme og korsfarerne. Han beskriver desuden "Sarakene" som en region i det nordlige Sinai, navngiven efter byen Saraka på samme halvø.
Da Marko Polo (1254 - 1324) rejste gennem mellemøsten, omtalte han "saracenerne" som krigsgale.
Efter islams indtog i mellemøsten, og specielt ved tiden for korstogene i middelalderen, anvendtes ordet til at betegne alle muslimer uanset om disse var af arabisk herkomst eller ikke. Specielt anvendtes ordet om muslimer på Sicilien og i det sydlige Italien.
Fra 827 - 1091 herskede saracenerne på Sicilien; i en endnu længere periode på Sardinien.
I det 9. århundrede fandtes der derudover emirater i Tarent, Bari og Brindisi ( Apulien ).
Det må derfor formodes, at der også fandtes arabiske påvirkninger i resten af Syditalien.
Så vidt man ved, var det Saracenerne, der startede med, at drikke kaffe.

Simoni:

Synode: