Beskrivelse af Johannes XIX, der var Pave i år 1024-1032

Sct. Peter var den første biskop af Rom og dermed den første Pave i historien.
Der er opstået tradition for at biskoppen over Rom, er den katolske kirkes overhovede og dermed Pave for hele den katolske verden. Pavetitlen bliver dog først brugt efter år 300.
Kirken ledes af paven, der anses som Sankt Peters efterfølger. Den opfattelse stammer fra Matthæusevangeliet, hvor Jesus giver Peter nøglerne til himmeriget.
Jesus sagde følgende ord til Peter, som kan læses på indersiden af kuplen i
Peterskirken: ''Du er Peter (klippen) og på denne klippe vil jeg bygge min Kirke.
Dig vil jeg give nøglerne til himlens rige''.





     B: 261.224




Det dynamisk skiftende indhold på denne side er sammensat af bearbejdet materiale, der fortrinsvis er inspireret af fakta fra ovenstående links. Disse links er i sig selv og i høj grad spændende og anbefalelsesværdig læsning.
Jeg takker hermed for inspiration. :-)
M. Due 2019









Johannes XIX - 1024-1032 :

Johannes XIX (Giovanni XIX, Conti di Tuscolo) Johannes XIX; Johannes XIX blev pave 19/4 1024 efter sin broders død. Johannes døde 20/10 1032. Han blev født ind i grevefamilien Tusculum som søn af Gregory, greven af Tusculum, og bror til den forige pave Benedikt VIII. Han nedstammer fra greve Theophylact af Tusculum (864-924), ligesom hans forgænger pave Benedict VI (973-974) også gjorde det.
Paven kroner den tyske kejser Conrad II som Romersk Kejser og derfor i stridigeheder med den Østromerske Kejser.
Han var hertug og lægmand og havde aldrig fået nogen kirkelig uddannelse; alligevel blev han på en enkelt dag transformeret til pave. Hans virke blev derfor mest inden for den politiske sfære, hvor det lykkedes ham at skabe fred mellem en del af de rivaliserende fyrstefamilier. For at styrke sin position fik han en anden broder, Alberic, ansat ved pavehoffet. Der foregik i Johannes' tid forhandlinger med patriarken i Konstantinopel om kirkens enhed, men uden et kompromis blev opnået. Forhandlingerne, der efter moderne kildekritik er noget suspekte, begyndte med, at en delegation fra patriarken og østkejser Basil II prøvede at opnå fuld selvstændighed for østkirken, altså en parallel myndighed til pavens over vestkirken. Da det rygtedes, protesterede forskellige fyrster og hele vestkirken voldsomt, så selv om Johannes var tiltrukket af meget rige gaver og anden form for bestikkelse, så måtte han lade sagen falde.
Dette er berettet af historikeren Rudolf Glaber, der skrev krøniker i Cluny.
Johannes XIX (XX) (1024-32), Greve af Tusculum; skønt Lægmand nåede han, som »alle Romeres Senator«, ved Bestikkelse at komme på Skt Peter’s Stol, og han modtog alle Vielser på een Dag, på hvilken Dag han også blev Rom’s Præfekt. Han var lige ved at sælge Overhøjheden over Orientens Kirke til Patriarken i Konstantinopel, stod i Forbindelse med Cluniacenserne.
Det var ham, Knud den Store besøgte.

Født Romanus i Rom, efterfulgte han sin bror pave Benedict VIII, begge medlemmer af Tusculum kraftfulde hus. Før at blive valgt til pave, han var en unordained lægmand og blev derfor ordineret biskop for at sætte ham til at bestige den pavelige stol, har tidligere været en konsul og senator.
Han spillede en rolle i den proces, der fører til Skisma 1054 ved at forkaste et forslag af patriarken Eustathius af Konstantinopel erkende at patriarkatet interessesfære i øst. Mod korn af kirkelige historie aftalt John XIX, bliver betalt en stor bestikkelse, at give titlen på økumeniske biskop til patriark af Konstantinopel. Men dette forslag ophidset generelle forargelse overalt i kirken, overbevisende ham næsten øjeblikkeligt for at opsige aftalen.
Død af kejseren Henrik II i 1024 gav han sin støtte til kejser Conrad II, der sammen med sin gemalinde blev kronet med stor pomp på St. Peters Basilika på påske af 1027.
I 1025 han sendt kronen til Polen og velsignet kroningen af den polske konge Boleslaw Chrobry.
Den 6 April 1027 afholdt John en Lateran Synode, hvor han erklærede for patriarken af Aquileia mod patriark Grado, giver sin biskop Poppo af Aquileia, den patriarkalske værdighed og sætte biskop i Grado under sin jurisdiktion. I virkeligheden, har patriarken forrang over alle italienske biskopper. I 1029, John tilbagekaldt sin beslutning og bekræftede alle Værdigheder i Grado. John også vedtaget en pavelig Bull tilføre Byzantius, ærkebiskop af Bari, med ret til at vie sin egen tolv suffragans efter limning af Bariot stift til Rom i 1025. Dette var en del af en forsonende aftale med Eustathius, hvorved eksistensen af den byzantinske Rite ville være tilladt i Italien til gengæld for oprettelsen af Latin Rite kirker i Konstantinopel.
Han var siges at være blevet dræbt af en hob af vrede bønder, men der er ingen beviser til støtte for dette. Den egentlige årsag til død er ukendt.
Efter John XIX død, hans nevø pave Benedict IX blev fundet som en efterfølger, selvom han var stadig ung; Ifølge nogle kilder, han var kun 12, men han var mere tilbøjelige til at have været omkring 18 eller 20.
Den næste pave ved navn John var pave John XXI (1276-77); der er ingen pave John XX (Se artikel nedenfor om John XX en forklaring).

983-984 Johannes XX (?) Forvirring i nummereringen af paverne Johannes skyldes en fejl i den tekstmæssige transmission for posten på Johannes XIV (983/984) i Liber Pontificalis. Dette indlæg oprindeligt angav ikke kun varigheden af hans Pontifikat ("VIII mens." = otte måneder), men også varigheden af hans efterfølgende fængsling af Modpave Bonifacius VII, "per IV mens." ("for fire måneder"). I det ellevte århundrede, nogen tid efter Pontifikatet af Johannes XIX, var denne løsning på Johannes XIV misforstået til at henvise til to forskellige paver Johannes, den første regerende i otte måneder og direkte efterfulgt af en anden Johannes regerende for fire måneder: Iohannes m. VIII ("Johannes, otte måneder") Iohannes m. IV ("Johannes, fire måneder") Skelne disse to Johannes, kom den anden til at blive regnet som "Iohannes XIV. bis"(" Johannes XIV d. anden ") og den blev forvekslet med en historisk karakter, som kardinal diakon Johannes søn af Robert, der var imod Bonifacius VII efter Johannes XIVS død. Betragtning af, at den følgende paver Johannes, fra Johannes XV (985-996) indtil Johannes XIX (1024-1034), syntes at have forsømt eksistensen af Johannes XIV "bis", rettede "Petrus Hispanus" denne fejl ved at tage navnet Johannes XXI (1276-1277) i stedet for Johannes XX.



                  Katolske begreber:

Afladshandel

Apokryf

Arianisme

Basilika

Bulle

Davids Slægt

Diokletian

Donatisme

Dødssynder

Exarch

Galilei

Gnostiker

Gudsbevis

Herrens år

Inkvisition

Investitur

Janseni

Kirkebøger

Koncil

Korstog

Liber Pontificalis

Luther

Malakias

Markion

Monarkianisme

Monoteletisme

Montanisme

Novatian

Oligark

Paternoster

Pavenumre

Pavinde

Pontifikat

Ramaskrig

Sakramente

Saracen

Simoni

Synode

Vatikan


Ordforklaring :

Basilika
Lateran
Liber Pontificalis
Modpave
Patriark
Pontifikat
Skisma
Synode

Basilika:

[ - ]
Ordet basilika kommer af græsk basilike (stoa) 'kongelig (søjlehal)', af basileus 'konge'.
Basilika, bygning, der består af et hovedrum, hovedskib eller midterskib, flankeret af to eller fire sideskibe; hovedskibet er højere og bredere end sideskibene og kan have en udbygning, apsis, i den ene eller i begge ender.
Hovedskib og sideskibe er skilt fra hinanden ved kolonnader eller buer; over disse kan der være et galleri (klerestorium) og vinduer. Oprindelig havde basilikaen fladt loft eller åben tagstol. Basilikaen kan have en bred indgangshal, narthex, og en åben forgård, atrium.
Bygningstypen stammer fra det østlige Middelhav. Den var meget anvendt i antikkens Romerrige og er beskrevet af den romerske arkitekturteoretiker Vitruvius.


Der hersker tvivl om, hvorledes den kristne basilika er opstået. Den mest udbredte teori er, at den kristne basilika er udviklet af antikkens offentlige og private basilika. Det er også vanskeligt at præcisere, hvornår den kristne basilika opstod, da bygning af offentlige kirker var umulig under forfølgelserne af de kristne.
De kirkebygninger, der blev opført i Rom og i Mellemøsten i Konstantin den Stores tid i 300-t. e.Kr., står derfor som de første eksempler på den kristne anvendelse af basilikatypen.


Blandt de mest berømte er Laterankirken, Santa Maria Maggiore, den første Peterskirke og Santa Sabina, alle i Rom.

[ - ]

Lateran:

[ - ]


Laterankirken (Arcibasilica di San Giovanni in Laterano) er bispedømmet Roms domkirke og dermed pavens sæde, en del af Vatikanstaten og den katolske kirkes fornemste domkirke. Det har historiske årsager. Frem til pavernes ophold i Avignon (fra 1309) var Lateranpaladset lige ved kirken det pavelige palads. Først efter tilbagekomsten fra Avignon blev Vatikanet pavens opholdssted, og selv om Peterskirken er den største, er den ikke en domkirke.

Laterankirken kaldes ofte Alle kirkers mor, og på facaden står indskriften SACROSANCTA LATERANENSIS ECCLESIA OMNIUM URBIS ET ORBIS ECCLESIARUM MATER ET CAPUT (latin for: Den allermest hellige Laterankirke, for hele byen og verden moder- og hovedkirke). Kirken er viet til Jesus Kristus, Johannes Døberen og Evangelisten Johannes.

Kirken er en af de fire patriarkalbasilikaer (de fire største kirker i Rom: Peterskirken, Laterankirken, Santa Maria Maggiore og Sct. Paul uden for murene). I lighed med de andre har den en hellig port, som åbnes, når det hvert 25. år er jubelår. Pilgrimme, der går gennem porten efter at have skriftet deres synder, får fuld aflad.

Den første domkirke blev rejst under kejser Konstantin. Den blev ødelagt af vandalerne, og en ny blev rejst af pave Leo 1. ca. 460. Pave Sergius 3. (904–911) byggede den helt om, efter at et jordskælv havde forårsaget store skader. I 1308 blev den fuldstændig ødelagt af en brand, og flere efterfølgende paver stod for genopbygningen. Under arbejdet blev den igen totalskadet af brand i 1360. Nutidens basilika er med undtagelse af nogle mindre arbejder i det 19. århundrede resultatet af Francesco Borrominis arbejde før jubelåret 1650.

Apostlene Peters og Paulus' hoveder skal være bevaret i relikvarier i baldakinen over højalteret. I selve alteret er dele af en bordplade fra antikken indfældet. Den skal komme fra senator Pudens' hus, og Peter skal have fejret nadveren ved det.



[ - ]

Liber Pontificalis:

[ - ]
Liber Pontificalis: eller Pavernes Bog er en af de væsentlige kilder vedrørende den tidlige middelalders historie, men den er også genstand for stor skepsis i den henseende.


På det umiddelbare plan er bogen en samling kortfattede biografiske registreringer af de første paver op til slutningen af det 10. århundrede nævnt i kronologisk rækkefølge. Hver af registreringerne består af pavens regeringstid i antal år (og herudfra kan årstallene udledes), deres fødselssted og forældre, de samtidige kejsere, indsats med hensyn til byggeri (specielt vedrørende romerske kirker), udnævnelser, vigtigste erklæringer, begravelsessted og tiden indtil næste pave var valgt og indviet. Imidlertid vanskeliggør måden, den blev til på, at man kan fæste ordentlig lid til bogen som historisk dokumentation.
Liber Pontificalis er skrevet af underordnede embedsmænd ved paveretten, og der er fundet eksempler på forvanskninger, udeladelser og forfalskninger. Registreringerne for de første tre århundreder er derfor nok først og fremmest interessante for historikere som eksempler på, hvad man i det 5. århundrede vidste om den tidligste katolske kirke. Fra det 4. århundrede og frem er skribenterne på mere sikker grund, selv om der stadig kan findes fejl og mangler. Granskning af teksten lader formode, at der fandtes to tidlige versioner fra før belejringen af Rom i 546, men herefter er der tale om et enkelt eksemplar. Fra begyndelsen af det 7. århundrede (omkring tiden for Pave Honorius 1.'s indsættelse) og frem indtil indsættelsen af Pave Adrian 2. er registreringerne skrevet i samtiden kort efter hver paves død og dermed rimeligt præcise, når man ser bort fra de enkelte skribenters holdninger.
Fortsættelser af Liber Pontificalis blev senere lavet og fører beretningerne om paverne videre fra omkring 1100 til midten af det 15. århundrede, men kvaliteten heraf er meget varierende.
De mange skribenters arbejde over lang tid komplicerede arbejdet med at lave udgaver af værket til videnskabelige formål. Mod slutningen af det 19. århundrede gjorde Louis Duchesne og Thodor Mommsen begge forsøget, men Mommsens udgave er dog ikke komplet. I det 20. århundrede er der udkommet oversatte og kommenterede udgaver, hvor vægten af kommentarerne har gået på den historiske troværdighed af beskrivelserne.

[ - ]

Modpave:

[ - ]
En modpave var i middelalderen en pave, som kejseren eller et oppositionsparti fik valgt i konkurrence med den retmæssige pave, og som ikke anerkendes i den officielle paveliste.
Modpaverne var i høj grad medvirkende i både det katolske og det statslige politiske spil op gennem årene.
Modpave Hypolitus, 217-235 regnes som regel for at være den første modpave.
Modpave Felix V, 1439-1449, var den sidste af slagsen.

Herunder ses: Modpave Johannes XXIII
(1410 - 1415)
Liste over modpaver gennem historien:
  • Hypolitus (217-235)
  • Novatian (251-258)
  • Felix II (355-365)
  • Ursinus (366-367)
  • Eulalius (418-419)
  • Laurentius (498-499 og 501-506)
  • Dioskur (september-oktober 530)
  • Teodor (september-december 687)
  • Paschalis (oktober-december 687)
  • Konstantin II (767–768)
  • Filippus (juli 768)
  • Johannes (januar 844)
  • Anastasius III (august-september 855)
  • Kristoforus (903-04)
  • Bonifatius VII (juni-juli 974 og 984-85)
  • Johannes XVI (997-98)
  • Gregor VI (juni-juli 1012)
  • Benedikt X (1058-59)
  • Honorius II (1061-72)
  • Klemens III (1080-84)
  • Theoderik (1100-01)
  • Albert (februar-marts 1102)
  • Sylvester IV (1105-11)
  • Gregor VIII (1118-21)
  • Celestin II (december 1124)
  • Kletus [Anakletus] II (1130-38)
  • Viktor IV (marts-maj 1138)
  • Viktor IV (1159-64)
  • Paschalis III (1164-68)
  • Callistus III (1168-78)
  • Innocent III (1179-80)
  • Nikolas V (1328-30)
  • Klemens VII (1378-94)
  • Benedikt XIII (1394-1423)
  • Alexander V (1409-10)
  • Johannes XXIII (1410-15)
  • Klemens VIII (1423-29)
  • Benedikt XIV (1423-29)
  • Benedikt XIV (1430-37)
  • Felix V (1439-49)
Senere har der dog været andre som har taget pavetitel, flere gange efter være blevet valgt af skismatiske grupper. Dette er de såkalte sedevakantister, som mener, at pavestolen står tom, og at de dermed må vælge en af deres egne til at fylde den. Vatikanet har modpaverne med i de officielle lister over paver frem til Felix (V), som døde i 1449, men man medtager ikke sedevakantisterne. Årsagen til dette er, at modpaverne på den officielle liste blev valgt af personer, som befandt sig indenfor den katolske kirke, mens sedevakantistenes paver er valgt af personer, som befandt sig udenfor og havde dannet egne kirkesamfund. De anses derfor af Vatikanet for ledere af konkurrerende katolske eller katolsk-inspirerede grupper.
I katolsk kirkeret er det at lade sig vælge til modpave en skismatisk handling, som automatisk fører til ekskommunikation.

[ - ]

Patriark:

[ - ]
En patriark er overhovedet i en romersk-katolsk eller ortodoks kirkeprovins, et patriarkat. Da embedet er personorienteret bruger man sjældent betegnelser som f.eks. patriarkatet Konstantinopel, men som regel patriarken af Konstantinopel osv.
Fem patriarkater – i Rom, Jerusalem, Alexandria, Antiokia og Konstantinopel – har rødder i oldkirken. De andre er kommet til på senere tidspunkter, enten som belønning for loyalitet mod kirken eller af religionspolitiske grunde.


Patriarken Fotios af Konstantinopel (billede herover) levede fra ca. 820 til 893. Han regnes for en af de mest lærde mænd nogensinde i den Ortodokse Kirke.
Fotios var patriark af Konstantinopel - det vil sige, at han havde samme rolle i den østromerske, ortodokse kirke, som paven har den romersk-katolske kirke.

Fire af de ortodokse patriarkater, de fire første på listen, er oldkirkelige. De andre er nyere, og er knyttet til nationalkirker i forskellige lande.
  • Patriarken af Konstantinopel (Den økumeniske patriark)
  • Patriarken af Alexandria
  • Patriarken af Antiokia
  • Patriarken af Jerusalem
  • Patriarken af Moskva og hele Rusland
  • Patriarken af hele Bulgarien
  • Katholikos-patriarken af hele Georgien
  • Patriarken af hele Rumænien
  • Den serbiske patriark

Den katolske kirkes patriarkater
Et af de katolske patriarkater går direkte tilbage til oldkirken, nemlig Rom. Patriarkaterne i Alexandria, Antiokia og Jerusalem har rødder i oldkirken, men disse steder var der i lang tid kun ortodokse patriarker.
Udover de nuværende patriarkater er der også i Den katolske kirke nogle historiske patriarkater, som af forskellige grunde ikke eksisterer mere.

Nuværende katolske patriarkater
  • Patriarkatet i Rom (paven er patriark)
  • Det koptiske patriarkat i Alexandria
  • Det græske patriarkat i Antiokia
  • Det syriske patrirkat i Antiokia
  • Det maronittiske patriarkat i Antiokia
  • Det romersk-katolske patriarkat i Jerusalem
  • Patriarkat i Babylon (Bagdad)
  • Patriarkat i Cilicia
  • Patriarkat i Venezia
  • Patriarkat i Lisabon

Historiske katolske patriarkater
  • Det romersk-katolske patriarkat i Konstantinopel
  • Det romersk-katolske patriarkat i Alexandria
  • Det romersk-katolske patriarkat i Antiokia
  • Patriarkatet i Vest-Indien
  • Patriarkatet i Øst-Indien

De orientalske ortodokse kirkers patriarkater
  • Paven og patriarken af Alexandria (Den koptiske ortodokse kirke)
  • Patriarken af Antiokia (Den syriske ortodokse kirke)
  • Katholikos-patriarken af Etchmiadzin og Armenia (Den armenske ortodokse kirke)
  • Patriarken af Cilicia of Midt-Østen (Den armenske ortodokse kirke)
  • Patriarken af hele Etiopien (Tewahedokirken)
  • Patriarken af hele Eritrea (Den eritreanske ortodokse kirke)

De nestorianske patriarkater
De nestorianske kirker blev løsrevet fra resten af den kristne kirke i det 5. århundrede.
  • Katholikos-patriarken af Babylon (Bagdad, Den assyriske kirke i øst)
  • Katholikos-patriarken i Jerusalem (Kirken i øst og udenlands, sæde i Nordamerika)

Et patriarkat er en kultur, hvor magten og herredømmet besiddes af (de ældste) mænd, og hvor den fædrene linie tegner slægten. Magten tilhører den myndige og ærværdige patriark. Begrebet patriark kommer af græsk "patria", der betyder slægt og -ark, der betyder leder eller anfører. Patriarken er slægtens anfører og som sådan ikke kønsbestemt, men i bibelens gamle testamente er Abraham og hans søn Isak og dennes søn Jakob patriarker.

[ - ]

Pontifikat:

[ - ]
Pontifikat, (af lat. pontificatus, afledt af pontifex), en paves regeringstid.

Pontifex, (lat., af pons 'vej, bro', gen. pontis, og -fex, af facere 'gøre'; af omstridt bet., måske 'den, der baner vej' eller 'den, der bygger bro'), i romersk religion navnet på et ledende medlem af pontifikalkollegiet, et præstekollegium bestående af rex sacrorum, de tre store flamines og tolv mindre flamines; pontifex maximus 'den største pontifex' havde som særligt embedsområde Vestakulten. Pontifikalkollegiet holdt til i Regia (egl. 'kongens hus') på Forum Romanum og havde bl.a. overopsyn med Roms statskult, lege (ludi), sakralret og varselstydning. Fra ca. 200 f.Kr. kendes tabulae pontificum 'pontifexernes tavler', en samling historiske annaler.

Fra og med Augustus blev ærestitlen pontifex maximus givet til den regerende kejser, og i løbet af 400-t. overtog paven den oprindelig hedenske titulatur, ofte forkortet pont.max. eller PM, nu i formen summus pontifex, hvis betydning tolkedes kristologisk som 'den, der slår bro mellem Jord og Himmel'.



[ - ]

Skisma:

[ - ]
Det rigtigt store skisma var skismaet mellem Konstantinopel og Rom 1054. Men traditionelt betegnes også den vestlige kirkes skisma som »det store skisma« - man er tilbøjelige til at ignorere Østrom i europæisk historie.

Det Store Skisma, splittelsen mellem den romerske og den byzantinske kirke fra 1054.
Der havde siden 800-t. bestået spændinger om bl.a. pavens forrang, filioque, kirkelige skikke, nadverbrødet og fordelingen af kirkelig jurisdiktion.
I 1054 nedlagde en romersk delegation en bandbulle på alteret i Sofiakirken i Konstantinopel mod patriark Michael Kerullarios og den byzantinske kirkeledelse.
Derpå bandlyste Kerullarios romerne; de gensidige fordømmelser blev først ophævet i 1965.
Året 1054 er traditionelt blevet regnet for tidspunktet for bruddet mellem den østlige og den vestlige kristendom.

Det Vestlige Skisma :


Den romersk-katolske kirke var i senmiddelalderen og renæssancen præget af en række kriser. Kirkens første alvorlige krise kom i 1309, da paven flyttede hoffet fra Rom til Avignon, og i denne periode var paven under den franske konges indflydelse. Pave Gregor 11. flyttede hoffet tilbage til Rom i 1378, men døde kort efter, hvorefter det kom til endnu en krise. Denne krise omtales som Det store Skisma, som varede fra 1378 til 1417, hvor der på et tidspunkt fandtes tre paver (Rom, Pisa og Avignon). Dette blev begyndelsen på koncilbevægelsen, der begyndte med koncilet i Konstanz og afsluttedes med koncilet i Basel. Koncilbevægelsen forsøgte at gøre sig til kirkens øverste myndighed, men tabte magtkampen til paven.
Urban VI´s (1378-1389) valg skete under pres fra den romerske befolkning, der ønskede en romer eller i det mindste en italiener valgt som pave. Han er den sidste pave uden kardinaltitel og hans valg førte til et næsten 50-årigt skisma (spaltning) af den romersk-katolske kirke, hvor der frem til et møde i Pisa i 1409 var to paver og efter mødet var der tre paver - en situation, der varer til de stridende parter mødes på et konsil i Konstanz (1414-1418), hvor man enes om at vælge Oddo di Colonna som pave Martino V og afsætte de øvrige.

Navnene på paver og modpaver i denne periode er:
  • Modpave Clemens VII (1378-1394)
  • Pave Bonifacius IX (1389-1404)
  • Modpave Benedikt XIII (1394-1423)
  • Pave Innocent VII (1404-1406)
  • Pave Gregor XII (1406-1415)
  • Pave Alexander V (1409-1410)
  • Modpave Johannes XXIII (1410-1415)
På konklavet i 1378 valgte Det italienske parti Prignano til pave Urbano VI, men de franske kardinaler ville ikke godkende valget og de blev politisk støttet af den franske kong Karl V og Napolis dronning Johanna 1 af Anjou. Det franske parti valgte så kardinal Robert af Genf som modpave under navnet Clemente VII, og han bosatte sig i Avignon og så var spaltningen af den romersk-katolske kirke en kendsgerning og de indbyrdes krige kunne begynde, hvor Pave Urbano VI tabte en række slag, men han afslog alle forsøg på et kompromis.
I 1415 besluttede den retmæssigt valgte Gregor XII under koncilet i Konstanz (1415-1418) at træde tilbage. Det gjorde han for at afslutte det vestlige skisma, hvor hele tre paver gjorde krav på Petersembedet.

[ - ]

Synode:

[ - ]
Synode, (gr. synodos 'sammenkomst', af syn- og hodos 'vej, passage', jf. -ode), d.s.s. koncil, men fortrinsvis anvendt om kirkemøder på lokalt og nationalt plan. Man taler om stiftssynoder for de enkelte bispedømmer, om provinssynoder for en hel kirkeprovins og (national)synoder for et enkelt land.

Som organer for kirkeligt selvstyre har synoder en særlig rolle i kirker, der er uafhængige af statsmagten. I den græsk-ortodokse og romersk-katolske kirke er hele spektret af synoder repræsenteret, hvorimod synoders rolle er varierende i de protestantiske kirkesamfund. Størst betydning har de i de reformerte kirker. Den danske folkekirke karakteriseres ved et stærkt statsstyre og kender ikke til synoder.

[ - ]


1139
Pt:344