Beskrivelse af Modpave Benedikt X, der var Modpave i år 1058-1059

Sct. Peter var den første biskop af Rom og dermed den første Pave i historien.
Der er opstået tradition for at biskoppen over Rom, er den katolske kirkes overhovede og dermed Pave for hele den katolske verden. Pavetitlen bliver dog først brugt efter år 300.
Kirken ledes af paven, der anses som Sankt Peters efterfølger. Den opfattelse stammer fra Matthæusevangeliet, hvor Jesus giver Peter nøglerne til himmeriget.
Jesus sagde følgende ord til Peter, som kan læses på indersiden af kuplen i
Peterskirken: ''Du er Peter (klippen) og på denne klippe vil jeg bygge min Kirke.
Dig vil jeg give nøglerne til himlens rige''.

En modpave var i middelalderen en pave, som kejseren eller et oppositionsparti fik valgt i konkurrence med den retmæssige pave, og som ikke anerkendes i den officielle paveliste.
Vi vil nu alligevel bringe ham på denne side !
Modpaverne var i høj grad medvirkende i både det katolske og det statslige politiske spil op gennem årene. Modpave Felix V, 1439-1449, var den sidste af slagsen.

Modpave Benedikt X - 1058-1059 :

Modpave Benedikt X (Benedetto X) Benedictus X;
Benedikt X (1058-59) blev sat på Pavestolen af det romerske Adelsparti, men forjaget af det Hildebrandske, der tvang ham til at aflægge en offentlig syndsbekendelse.
Benedictus X var pave fra 5/4 1058 til januar 1059. Han døde efter 1073. Før den foregående paves død havde de valgberettigede svoret at ville vente til Hildebrand, den senere Gregory VII, kom tilbage efter en diplomatisk rejse til kejserhoffet i Tyskland, men en gruppe stærke romerske adelsmænd tog chancen for at få deres egen kandidat valgt og gennemførte med bestikkelse valget af kardinalbiskoppen af Velletri, Johannes Mincius.
Benedictus X blev ikke regulært konsekreret, da den konsekrationsberettigede ikke ville udføre handlingen, og i de følgened ni måneder forsøgte paven at bestride sit embede med det meste af kirken imod sig. Han blev afsat og først sat i Kloster, men senere fængslet og ved en retssag fradømt sin værdighed, men led ikke fysisk overlast.
Benedikt X (1058-59) blev sat på Pavestolen af det romerske Adelsparti, men forjaget af det hildebrandske, der tvang ham til at aflægge en offentlig Syndsbekendelse.

Paven/Modpave Benedict X (døde 1073/1080), var født Giovanni, en søn af Guido (den yngste søn af Grev Alberic III af Tusculum), en broder til den berygtede pave Benedict IX (afsatte i 1048), et medlem af det dominerende politiske dynastiet i regionen på daværende tidspunkt. Efter sigende fik senere han tilnavnet Mincius (tynde) på grund af sin uvidenhed.
Giovanni udnævnt til kardinal biskop i Velletri af Pave Leo IX i 1050. Han blev højt værdsat, men af dem, der ønskede at reformere kirken, og var en af fem mænd foreslået af kardinal Frederick Lorraine hørt i løbet af sommeren 1057 vedrørende en mulig efterfølger til pave Victor II, som Frederik selv lykkedes som pave Stephen IX.
Da paven Stephen døde det følgende år, blev Giovanni valgt til pave på 4 April 1058, hans valg, at have været arrangeret af hans familie. Dette var i strid, men af et dekret af den afdøde pave, der ingen valg skulle holdes indtil kardinal Hildebrand tilbagevenden fra en mission Tyskland. Hildebrand (senere pave Gregory VII) var blevet sendt af den afdøde pave Stephen til den domstol kejserinde Agnes (mor og regent til kejser Henrik IV, så en mindreårig), der havde sat spørgsmålstegn ved gyldigheden af Stephens eget valg. Som et resultat, hævdede en række cardinals, at valget var uregelmæssig. Disse kardinaler blev snart tvunget til at flygte til Rom.
Når Hildebrand hørt af Benedikts valg under sin hjemrejse til Rom, besluttede han at modsætte sig den. Han gik til Firenze, hvor han har fået støtte fra hertug af Lorraine og Toscana for valget af Gerhard af Burgund, ærkebiskop i Firenze, som paven i stedet. Understøttelse af dette blev givet af kejserinde Agnes. De kardinaler, der havde imod Benedikts valget mødtes Siena i December 1058, og valgt Gerhard, der derefter tog navnet på Nicholas II.
Nicholas fortsatte derefter mod Rom, undervejs holder en Synode i Sutri, hvor han udtalte Benedict afsatte og ekskommunikeret. Tilhængerne af Nicholas derefter fik kontrollen af Rom, og tvunget Benedict til at flygte til slottet af Grev Gerard af Galéria. Der er ankommet i Rom, blev Nicholas kronet som paven på 24 januar 1059. Han fortsatte derefter med at føre krig mod Benedikt og sine tilhængere, med bistand fra Norman styrker baseret i Syditalien, efter at han indvilgede i at genkende Grev Richard af Aversa som hersker af Capua. En indledende slaget blev udkæmpet i Campagna i tidlige 1059, som ikke var helt vellykket for Nicholas; men senere samme år, hans styrker erobrede Praeneste, Tusculum og Numentanum, og derefter angrebet Galéria, tvinge Benedikt at overgive sig og frasige sig pavedømmet i efteråret samme år.
Benedikt fik lov til at gå fri, og han trak sig tilbage til en af familiens ejendomme i byen. Paven Nicholas, men anses for sin indsendelse utilstrækkelige og havde ham offentligt forsøgte i 1060, med Hildebrand tjener som sin anklager. Trods indlægget at han havde været tvunget til at påtage sig den pavelige krone, blev han dømt at April og frataget alle sine titler. Han blev endvidere dømt til indespærring i hospitalet knyttet til Basilikaen af Sant'Agnese fuori le mura, hvor han døde, stadig en fange, engang mellem 1073 og 1080. Sandsynligvis blev han begravet i den tilstødende kirke.
Den vigtigste konsekvens af disse begivenheder var vedtagelsen af nye regler for pavelige valg, lagt ud på en Synode, kaldet af pave Nicholas i Lateran-palæet på påske 1059. Disse tog væk rollen, som det romerske borgerskab i valget af fremtidige paver, begrænse afstemningen om kardinaler. Derudover blev gamle titlen som Benedict havde afholdt af biskoppen af Velletri kombineret med biskopsædet af Ostia.

Pope/Antipope Benedict X (died 1073/1080), was born Giovanni, a son of Guido (the youngest son of Count Alberic III of Tusculum), a brother of the notorious Pope Benedict IX (deposed in 1048), a member of the dominant political dynasty in the region at that time. He reportedly later was given the nickname of Mincius (thin) due to his ignorance.
Giovanni was named Cardinal Bishop of Velletri by Pope Leo IX in 1050. He was highly esteemed, however, by those who wanted to reform the Church, and was one of five men proposed by Cardinal Frederick of Lorraine when consulted during the summer of 1057 concerning a possible successor to Pope Victor II, whom Frederick himself succeeded as Pope Stephen IX.
Upon Pope Stephen's death the following year, Giovanni was elected pope on 4 April 1058, his election having been arranged by his family. This was in violation, however, of a decree by the late pope that no election was to be held until the return of Cardinal Hildebrand from a mission to Germany. Hildebrand (later Pope Gregory VII) had been sent by the late Pope Stephen to the court of Empress Agnes (mother and regent for Emperor Henrik IV, then a minor), who had questioned the validity of Stephen's own election. As a result, a number of cardinals alleged that the election was irregular. These cardinals were soon forced to flee Rome.
When Hildebrand heard of Benedict's election during his return journey to Rome, he decided to oppose it. He went to Florence where he obtained the support of the Duke of Lorraine and Tuscany for the election of Gerhard of Burgundy, Archbishop of Florence, as pope instead. Support for this was given by Empress Agnes. Those cardinals who had opposed Benedict's election met at Siena in December 1058, and elected Gerhard, who then took the name of Nicholas II.
Nicholas then proceeded towards Rome, along the way holding a synod at Sutri, where he pronounced Benedict deposed and excommunicated. The supporters of Nicholas then gained control of Rome, and forced Benedict to flee to the castle of Count Gerard of Galéria. Having arrived in Rome, Nicholas was crowned as pope on 24 January 1059. He then proceeded to wage war against Benedict and his supporters, with the assistance of Norman forces based in southern Italy, after he agreed to recognize Count Richard of Aversa as ruler of Capua. An initial battle was fought in Campagna in early 1059, which was not wholly successful for Nicholas; but later that same year, his forces conquered Praeneste, Tusculum and Numentanum, and then attacked Galéria, forcing Benedict to surrender and to renounce the papacy in the Fall of that year.
Benedict was allowed to go free, and he retired to one of his family's estates in the city. Pope Nicholas, however, deemed his submission inadequate and had him publicly tried in 1060, with Hildebrand serving as his prosecutor. Despite pleading that he had been forced to assume the papal crown, he was convicted that April and stripped of all his titles. He was further sentenced to confinement in the hospital attached to the Basilica of Sant'Agnese fuori le mura, where he died, still a prisoner, sometime between 1073 and 1080. He was likely buried in the adjoining church.
The most important consequence of these events was the adoption of new regulations for papal elections, laid out at a synod called by Pope Nicholas in the Lateran Palace on Easter 1059. These took away the role of the Roman citizenry in the election of future popes, limiting the vote to the College of Cardinals. Additionally, the ancient title which Benedict had held of Bishop of Velletri was combined with the see of the Bishop of Ostia.

---

                  Katolske begreber:

Ordforklaring :

Basilika
Kloster
Lateran
Modpave
Synode

Basilika:

Ordet basilika kommer af græsk basilike (stoa) 'kongelig (søjlehal)', af basileus 'konge'.
Basilika, bygning, der består af et hovedrum, hovedskib eller midterskib, flankeret af to eller fire sideskibe; hovedskibet er højere og bredere end sideskibene og kan have en udbygning, apsis, i den ene eller i begge ender.
Hovedskib og sideskibe er skilt fra hinanden ved kolonnader eller buer; over disse kan der være et galleri (klerestorium) og vinduer. Oprindelig havde basilikaen fladt loft eller åben tagstol. Basilikaen kan have en bred indgangshal, narthex, og en åben forgård, atrium.
Bygningstypen stammer fra det østlige Middelhav. Den var meget anvendt i antikkens Romerrige og er beskrevet af den romerske arkitekturteoretiker Vitruvius.


Der hersker tvivl om, hvorledes den kristne basilika er opstået. Den mest udbredte teori er, at den kristne basilika er udviklet af antikkens offentlige og private basilika. Det er også vanskeligt at præcisere, hvornår den kristne basilika opstod, da bygning af offentlige kirker var umulig under forfølgelserne af de kristne.
De kirkebygninger, der blev opført i Rom og i Mellemøsten i Konstantin den Stores tid i 300-t. e.Kr., står derfor som de første eksempler på den kristne anvendelse af basilikatypen.


Blandt de mest berømte er Laterankirken, Santa Maria Maggiore, den første Peterskirke og Santa Sabina, alle i Rom.

Kloster:

Ordet Kloster betyder "indelukke" og betegner dels et bygningsværk, dels et religiøst fællesskab, som lever adskilt fra det øvrige samfund efter en klosterordens særlige bestemmelser.
Der findes klostre indefor flere religioner.

• 1 Kristne klostre
• 2 Buddhistiske klostre
• 3 Islamiske klostre
• 4 Hinduistiske klostre

Kristne klostre

I de kristne klostre var meningen med klosterlivet at efterkomme Jesu ord til den rige unge mand: "Vil du være fuldkommen, så gå hen og sælg, hvad du ejer, og giv pengene til de fattige, så vil du have en skat i himlene. Og kom så og følg mig!". Klosterets beboere, der for mænds vedkommende kaldes munke og for kvinders vedkommende nonner, var og er mennesker, der har følt et kald til at forsage verdens velfærd og vie deres liv til Gud.

Ikke alle klostre blev opført i askese. Herunder ses spisesalen fra Leubus kloster i Lubiaz i Polen.

Lateran:

Laterankirken (Arcibasilica di San Giovanni in Laterano) er bispedømmet Roms domkirke og dermed pavens sæde, en del af Vatikanstaten og den katolske kirkes fornemste domkirke. Det har historiske årsager. Frem til pavernes ophold i Avignon (fra 1309) var Lateranpaladset lige ved kirken det pavelige palads. Først efter tilbagekomsten fra Avignon blev Vatikanet pavens opholdssted, og selv om Peterskirken er den største, er den ikke en domkirke.

Laterankirken kaldes ofte Alle kirkers mor, og på facaden står indskriften SACROSANCTA LATERANENSIS ECCLESIA OMNIUM URBIS ET ORBIS ECCLESIARUM MATER ET CAPUT (latin for: Den allermest hellige Laterankirke, for hele byen og verden moder- og hovedkirke). Kirken er viet til Jesus Kristus, Johannes Døberen og Evangelisten Johannes.

Kirken er en af de fire patriarkalbasilikaer (de fire største kirker i Rom: Peterskirken, Laterankirken, Santa Maria Maggiore og Sct. Paul uden for murene). I lighed med de andre har den en hellig port, som åbnes, når det hvert 25. år er jubelår. Pilgrimme, der går gennem porten efter at have skriftet deres synder, får fuld aflad.

Den første domkirke blev rejst under kejser Konstantin. Den blev ødelagt af vandalerne, og en ny blev rejst af pave Leo 1. ca. 460. Pave Sergius 3. (904–911) byggede den helt om, efter at et jordskælv havde forårsaget store skader. I 1308 blev den fuldstændig ødelagt af en brand, og flere efterfølgende paver stod for genopbygningen. Under arbejdet blev den igen totalskadet af brand i 1360. Nutidens basilika er med undtagelse af nogle mindre arbejder i det 19. århundrede resultatet af Francesco Borrominis arbejde før jubelåret 1650.

Apostlene Peters og Paulus' hoveder skal være bevaret i relikvarier i baldakinen over højalteret. I selve alteret er dele af en bordplade fra antikken indfældet. Den skal komme fra senator Pudens' hus, og Peter skal have fejret nadveren ved det.

Modpave:

En modpave var i middelalderen en pave, som kejseren eller et oppositionsparti fik valgt i konkurrence med den retmæssige pave, og som ikke anerkendes i den officielle paveliste.
Modpaverne var i høj grad medvirkende i både det katolske og det statslige politiske spil op gennem årene.
Modpave Hypolitus, 217-235 regnes som regel for at være den første modpave.
Modpave Felix V, 1439-1449, var den sidste af slagsen.

Herunder ses: Modpave Johannes XXIII
(1410 - 1415)
Liste over modpaver gennem historien:

• Hypolitus (217-235)
• Novatian (251-258)
• Felix II (355-365)
• Ursinus (366-367)
• Eulalius (418-419)
• Laurentius (498-499 og 501-506)
• Dioskur (september-oktober 530)
• Teodor (september-december 687)
• Paschalis (oktober-december 687)
• Konstantin II (767–768)
• Filippus (juli 768)
• Johannes (januar 844)
• Anastasius III (august-september 855)
• Kristoforus (903-04)
• Bonifatius VII (juni-juli 974 og 984-85)
• Johannes XVI (997-98)
• Gregor VI (juni-juli 1012)
• Benedikt X (1058-59)
• Honorius II (1061-72)
• Klemens III (1080-84)
• Theoderik (1100-01)
• Albert (februar-marts 1102)
• Sylvester IV (1105-11)
• Gregor VIII (1118-21)
• Celestin II (december 1124)
• Kletus [Anakletus] II (1130-38)
• Viktor IV (marts-maj 1138)
• Viktor IV (1159-64)
• Paschalis III (1164-68)
• Callistus III (1168-78)
• Innocent III (1179-80)
• Nikolas V (1328-30)
• Klemens VII (1378-94)
• Benedikt XIII (1394-1423)
• Alexander V (1409-10)
• Johannes XXIII (1410-15)
• Klemens VIII (1423-29)
• Benedikt XIV (1423-29)
• Benedikt XIV (1430-37)
• Felix V (1439-49)

Senere har der dog været andre som har taget pavetitel, flere gange efter være blevet valgt af skismatiske grupper. Dette er de såkalte sedevakantister, som mener, at pavestolen står tom, og at de dermed må vælge en af deres egne til at fylde den. Vatikanet har modpaverne med i de officielle lister over paver frem til Felix (V), som døde i 1449, men man medtager ikke sedevakantisterne. Årsagen til dette er, at modpaverne på den officielle liste blev valgt af personer, som befandt sig indenfor den katolske kirke, mens sedevakantistenes paver er valgt af personer, som befandt sig udenfor og havde dannet egne kirkesamfund. De anses derfor af Vatikanet for ledere af konkurrerende katolske eller katolsk-inspirerede grupper.
I katolsk kirkeret er det at lade sig vælge til modpave en skismatisk handling, som automatisk fører til ekskommunikation.

Synode: