Beskrivelse af Modpave Honorius II, der var Modpave i år 1061-1064

Sct. Peter var den første biskop af Rom og dermed den første Pave i historien.
Der er opstået tradition for at biskoppen over Rom, er den katolske kirkes overhovede og dermed Pave for hele den katolske verden. Pavetitlen bliver dog først brugt efter år 300.
Kirken ledes af paven, der anses som Sankt Peters efterfølger. Den opfattelse stammer fra Matthæusevangeliet, hvor Jesus giver Peter nøglerne til himmeriget.
Jesus sagde følgende ord til Peter, som kan læses på indersiden af kuplen i
Peterskirken: ''Du er Peter (klippen) og på denne klippe vil jeg bygge min Kirke.
Dig vil jeg give nøglerne til himlens rige''.

En modpave var i middelalderen en pave, som kejseren eller et oppositionsparti fik valgt i konkurrence med den retmæssige pave, og som ikke anerkendes i den officielle paveliste.
Vi vil nu alligevel bringe ham på denne side !
Modpaverne var i høj grad medvirkende i både det katolske og det statslige politiske spil op gennem årene. Modpave Felix V, 1439-1449, var den sidste af slagsen.

Modpave Honorius II - 1061-1064 :

Modpave Honorius II (Onorio II) Honorius II;
Honorius II blev Modpave fra 28/10 1061 til 31/5 1064. Han døde i 1071 eller 1072. Han var født i Verona af tyske forældre cirka 1010 og blev biskop i Parma fra maj 1046. Hans udnævnelse til pave skete på foranledning af enkekejserinde Agnes i Basel. Hun var tilskyndet dertil af en gruppe fremtrædende romere, der havde anmodet kejserembedet om dette skridt, idet kejseren også var titulær patricier i Rom.

Efter både Honorius IIs og Alexander IIs udnævnelse greb hertug Godfred af Lothringen ind godt støttet af sin hær, og begge paver blev anmodet om at trække sig tilbage til deres respektive stifter, indtil en løsning kunne findes. Beslutningsmyndigheden lå nu hos ærkebiskop Anno i Köln, der havde overtaget værgerollen for den mindreårige kejser Henrik IV. Det blev Alexander, der fik kejserens stemme, men begge paver udstødte nu hinanden, og Honorius ville ikke give op, men angreb og indtog Castel Sant' Angelo, som han besatte i flere måneder.
Efter flere møder blev der endelig på en Synode i Mantua i maj 1064, hvortil kun Alexander dukkede op, enighed om at annullere Honorius' krav, og han forblev biskop i sit stift indtil sin død.

Modpave Honorius II må ikke forveksles med pave Honorius II.
Honorius II (døde 1072), født Pietro Cadalus, var en Modpave fra 1061 til 1072. Han blev født i Verona og blev biskop af Parma i 1046. Han døde i Parma i 1072.
Efter døden af pave Nicholas II (1059-61) i juli 1061 mødte to forskellige grupper til at vælge en ny pave. Cardinals mødtes under ledelse af Hildebrand (som senere blev pave Gregory VII) og valgt Pave Alexander II (1061-73) på 30 September 1061. Alexander II havde været en af lederne af reform partiet i sin rolle som Anselm ældre, biskop af Lucca.
Tyve-otte dage efter Alexander II valget en forsamling af tyske og Lombard biskopper og magtfulde modstandere af reformbevægelsen var bragt sammen i Basel af kejserinde Agnes som regent for hendes søn, kejser Henrik IV (1056-1105), og blev ledet af den kejserlige kansler Wilbert. De valgt på 28 oktober 1061, biskoppen af Parma, Cadalus, der antog navnet Honorius II.
Med støtte fra kejserinden og adelige, i foråret 1062 marcherede Honorius II, med hans tropper mod Rom til at kræve den pavelige sæde ved kraft. Biskop Benzo af Alba hjalp sin sag som imperial udsending til Rom, og Cadalus avancerede så vidt Sutri. På 14 April en kort, men blodig konflikt fandt sted i Rom, hvor kræfter af Alexander II mistede og Modpave Honorius II fik besiddelse af precincts af St. Peter.
Duke Godfrey Lorraine ankom i maj 1062 og induceret begge rivaler til at indsende sagen til kongens beslutning. Honorius II trak sig tilbage til Parma og Alexander II vendte tilbage til sin see i Lucca, indtil Godfreds mægling med den tyske domstol og vejledere for den unge tyske konge, Henrik IV.
I Tyskland, i mellemtiden, havde en revolution fundet sted. Anno, den kraftfulde ærkebiskop i Köln, havde beslaglagt regency, og kejserinde Agnes trak sig tilbage til klostret i Fructuaria i Piemonte. Den øverste myndighed i Tyskland bestået til Anno, der var fjendtligt indstillet over for Honorius II.
Efter at have udtalt sig imod Cadalus, sikret den nye regent på Rådet i Augsburg, (oktober 1062), udnævnelsen af en udsending til at blive sendt til Rom med henblik på at undersøge afgifterne af Simoni mod Alexander II. Udsendingen, Burchard II, biskop af Halberstadt (ANNOs nevø) fandt ingen indvendinger mod Alexander II valget. Alexander II blev anerkendt som den retmæssige pave, og hans rival, Cadalus (Honorius II), ekskommunikeret i 1063.
Modpave ikke, dog opgive sit krav. Ved et counter-synod afholdt på Parma trodsede han bandlysning. Han indsamlede en væbnet styrke og endnu en gang gik til Rom, hvor han nedsatte sig i Castel Sant'Angelo.
Den efterfølgende krig mellem de rivaliserende paver varede i omkring et år. Honorius II til sidst gav op, venstre Rom som en diffus, og vendte tilbage til Parma.
Rådet i Mantua, endte på pinsen, 31 maj 1064, Skisma ved formelt at erklære Alexander II at være legitime efterfølgeren til St. Peter. Honorius II, men fastholdt sit krav til den pavelige stol på dagen for hans død i 1072.

Antipope Honorius II should not be confused with Pope Honorius II. Honorius II (died 1072), born Pietro Cadalus, was an antipope from 1061 to 1072. He was born at Verona and became bishop of Parma in 1046. He died at Parma in 1072.
After the death of Pope Nicholas II (1059-61) in July 1061, two different groups met to elect a new Pope. The cardinals met under the direction of Hildebrand (who later became Pope Gregory VII) and elected Pope Alexander II (1061-73) on 30 September 1061. Alexander II had been one of the leaders of the reform party in his role as Anselm the Elder, Bishop of Lucca.
Twenty-eight days after Alexander II's election an assembly of German and Lombard bishops and notables opposed to the reform movement was brought together at Basel by the Empress Agnes as regent for her son, Emperor Henrik IV (1056-1105), and was presided over by the Imperial Chancellor Wilbert. They elected on 28 October 1061, the bishop of Parma, Cadalus, who assumed the name of Honorius II.
With the support of the Empress and the nobles, in the spring of 1062 Honorius II, with his troops, marched towards Rome to claim the papal seat by force. Bishop Benzo of Alba helped his cause as imperial envoy to Rome, and Cadalus advanced as far as Sutri. On 14 April a brief but bloody conflict took place at Rome, in which the forces of Alexander II lost and antipope Honorius II got possession of the precincts of St. Peter's.
Duke Godfrey of Lorraine arrived in May 1062, and induced both rivals to submit the matter to the King's decision. Honorius II withdrew to Parma and Alexander II returned to his see in Lucca, pending Godfrey's mediation with the German court and the advisers of the young German King, Henrik IV.
In Germany, meanwhile, a revolution had taken place. Anno, the powerful Archbishop of Cologne, had seized the regency, and the Empress Agnes retired to the convent at Fructuaria in Piedmont. The chief authority in Germany passed to Anno, who was hostile to Honorius II.
Having declared himself against Cadalus, the new regent at the Council of Augsburg, (October 1062), secured the appointment of an envoy to be sent to Rome for the purpose of investigating charges of simony against Alexander II. The envoy, Burchard II, Bishop of Halberstadt (Anno's nephew) found no objection to Alexander II's election. Alexander II was recognized as the lawful pontiff, and his rival, Cadalus (Honorius II), excommunicated in 1063.
The antipope did not, however, abandon his claims. At a counter-synod held at Parma he defied the excommunication. He gathered an armed force and once more proceeded to Rome, where he established himself in the Castel Sant'Angelo.
The ensuing war between the rival Popes lasted for about a year. Honorius II eventually gave up, left Rome as a fugitive, and returned to Parma.
The Council of Mantua, on Pentecost, 31 May 1064, ended the schism by formally declaring Alexander II to be the legitimate successor of St. Peter. Honorius II, however, maintained his claim to the papal chair to the day of his death in 1072.

---

                  Katolske begreber:

Ordforklaring :

Modpave
Simoni
Skisma
Synode

Modpave:

En modpave var i middelalderen en pave, som kejseren eller et oppositionsparti fik valgt i konkurrence med den retmæssige pave, og som ikke anerkendes i den officielle paveliste.
Modpaverne var i høj grad medvirkende i både det katolske og det statslige politiske spil op gennem årene.
Modpave Hypolitus, 217-235 regnes som regel for at være den første modpave.
Modpave Felix V, 1439-1449, var den sidste af slagsen.

Herunder ses: Modpave Johannes XXIII
(1410 - 1415)
Liste over modpaver gennem historien:

• Hypolitus (217-235)
• Novatian (251-258)
• Felix II (355-365)
• Ursinus (366-367)
• Eulalius (418-419)
• Laurentius (498-499 og 501-506)
• Dioskur (september-oktober 530)
• Teodor (september-december 687)
• Paschalis (oktober-december 687)
• Konstantin II (767–768)
• Filippus (juli 768)
• Johannes (januar 844)
• Anastasius III (august-september 855)
• Kristoforus (903-04)
• Bonifatius VII (juni-juli 974 og 984-85)
• Johannes XVI (997-98)
• Gregor VI (juni-juli 1012)
• Benedikt X (1058-59)
• Honorius II (1061-72)
• Klemens III (1080-84)
• Theoderik (1100-01)
• Albert (februar-marts 1102)
• Sylvester IV (1105-11)
• Gregor VIII (1118-21)
• Celestin II (december 1124)
• Kletus [Anakletus] II (1130-38)
• Viktor IV (marts-maj 1138)
• Viktor IV (1159-64)
• Paschalis III (1164-68)
• Callistus III (1168-78)
• Innocent III (1179-80)
• Nikolas V (1328-30)
• Klemens VII (1378-94)
• Benedikt XIII (1394-1423)
• Alexander V (1409-10)
• Johannes XXIII (1410-15)
• Klemens VIII (1423-29)
• Benedikt XIV (1423-29)
• Benedikt XIV (1430-37)
• Felix V (1439-49)

Senere har der dog været andre som har taget pavetitel, flere gange efter være blevet valgt af skismatiske grupper. Dette er de såkalte sedevakantister, som mener, at pavestolen står tom, og at de dermed må vælge en af deres egne til at fylde den. Vatikanet har modpaverne med i de officielle lister over paver frem til Felix (V), som døde i 1449, men man medtager ikke sedevakantisterne. Årsagen til dette er, at modpaverne på den officielle liste blev valgt af personer, som befandt sig indenfor den katolske kirke, mens sedevakantistenes paver er valgt af personer, som befandt sig udenfor og havde dannet egne kirkesamfund. De anses derfor af Vatikanet for ledere af konkurrerende katolske eller katolsk-inspirerede grupper.
I katolsk kirkeret er det at lade sig vælge til modpave en skismatisk handling, som automatisk fører til ekskommunikation.

Simoni:

Skisma:

Det rigtigt store skisma var skismaet mellem Konstantinopel og Rom 1054. Men traditionelt betegnes også den vestlige kirkes skisma som »det store skisma« - man er tilbøjelige til at ignorere Østrom i europæisk historie.

Det Store Skisma, splittelsen mellem den romerske og den byzantinske kirke fra 1054.
Der havde siden 800-t. bestået spændinger om bl.a. pavens forrang, filioque, kirkelige skikke, nadverbrødet og fordelingen af kirkelig jurisdiktion.
I 1054 nedlagde en romersk delegation en bandbulle på alteret i Sofiakirken i Konstantinopel mod patriark Michael Kerullarios og den byzantinske kirkeledelse.
Derpå bandlyste Kerullarios romerne; de gensidige fordømmelser blev først ophævet i 1965.
Året 1054 er traditionelt blevet regnet for tidspunktet for bruddet mellem den østlige og den vestlige kristendom.

Det Vestlige Skisma :


Den romersk-katolske kirke var i senmiddelalderen og renæssancen præget af en række kriser. Kirkens første alvorlige krise kom i 1309, da paven flyttede hoffet fra Rom til Avignon, og i denne periode var paven under den franske konges indflydelse. Pave Gregor 11. flyttede hoffet tilbage til Rom i 1378, men døde kort efter, hvorefter det kom til endnu en krise. Denne krise omtales som Det store Skisma, som varede fra 1378 til 1417, hvor der på et tidspunkt fandtes tre paver (Rom, Pisa og Avignon). Dette blev begyndelsen på koncilbevægelsen, der begyndte med koncilet i Konstanz og afsluttedes med koncilet i Basel. Koncilbevægelsen forsøgte at gøre sig til kirkens øverste myndighed, men tabte magtkampen til paven.
Urban VI´s (1378-1389) valg skete under pres fra den romerske befolkning, der ønskede en romer eller i det mindste en italiener valgt som pave. Han er den sidste pave uden kardinaltitel og hans valg førte til et næsten 50-årigt skisma (spaltning) af den romersk-katolske kirke, hvor der frem til et møde i Pisa i 1409 var to paver og efter mødet var der tre paver - en situation, der varer til de stridende parter mødes på et konsil i Konstanz (1414-1418), hvor man enes om at vælge Oddo di Colonna som pave Martino V og afsætte de øvrige.

Navnene på paver og modpaver i denne periode er:

• Modpave Clemens VII (1378-1394)
• Pave Bonifacius IX (1389-1404)
• Modpave Benedikt XIII (1394-1423)
• Pave Innocent VII (1404-1406)
• Pave Gregor XII (1406-1415)
• Pave Alexander V (1409-1410)
• Modpave Johannes XXIII (1410-1415)

På konklavet i 1378 valgte Det italienske parti Prignano til pave Urbano VI, men de franske kardinaler ville ikke godkende valget og de blev politisk støttet af den franske kong Karl V og Napolis dronning Johanna 1 af Anjou. Det franske parti valgte så kardinal Robert af Genf som modpave under navnet Clemente VII, og han bosatte sig i Avignon og så var spaltningen af den romersk-katolske kirke en kendsgerning og de indbyrdes krige kunne begynde, hvor Pave Urbano VI tabte en række slag, men han afslog alle forsøg på et kompromis.
I 1415 besluttede den retmæssigt valgte Gregor XII under koncilet i Konstanz (1415-1418) at træde tilbage. Det gjorde han for at afslutte det vestlige skisma, hvor hele tre paver gjorde krav på Petersembedet.

Synode: