Beskrivelse af Gregor VII, der var Pave i år 1073-1085

Sct. Peter var den første biskop af Rom og dermed den første Pave i historien.
Der er opstået tradition for at biskoppen over Rom, er den katolske kirkes overhovede og dermed Pave for hele den katolske verden. Pavetitlen bliver dog først brugt efter år 300.
Kirken ledes af paven, der anses som Sankt Peters efterfølger. Den opfattelse stammer fra Matthæusevangeliet, hvor Jesus giver Peter nøglerne til himmeriget.
Jesus sagde følgende ord til Peter, som kan læses på indersiden af kuplen i
Peterskirken: ''Du er Peter (klippen) og på denne klippe vil jeg bygge min Kirke.
Dig vil jeg give nøglerne til himlens rige''.

Gregor VII - 1073-1085 :

Gregor VII (San Gregorio VII) Gregor VII = Gregory VII = Gregorius VII.
Gregor VII blev født i Toscana med navnet Hildebrand. Han var pave fra 22/4 1073 til 25/5 1085.
Han blev fra barn uddannet i Rom - til sidst i pavepaladset. Han blev embedsmand hos Gregor VI og fulgte ham i eksil til Kölln. Efter Gregor VIs død i 1047 opholdt han sig i et ClunyKloster, men vendte snart tilbage til Rom hidkaldt af pave Leo IX. Han var på rejser til flere lande i Vesten i perioden 1054-1058.
Under paverne Nicholas II og Alexander II blev han hovedrådgiver, og efter den sidstnævntes død blev Hildebrand pavevalgt. Kort tid efter begyndte fjendskabet mellem den tyske kejser Henrik IV og paven om Investiturretten, hvor første halvleg sluttede med kejserens bodsgang til Canossa i januar 1077.

Den 19. april 1080 skrev pave Gregor VII. et brev til den danske kong Harald Hen. Det var kristendommens tilstand i Danmark, der lå paven på sinde. Præsternes forvaltning af deres kald havde han intet at udsætte på, men for folket var der mere grund til bekymring. Paven bad derfor kongen ændre de tilstande i landet, som bevirkede, at man gav præsterne og kvinderne skylden for dårligt vejr og sygdomme.
Det var nu hundrede år siden, at Harald Blåtand efter eget udsagn havde "gjort danerne kristne", men paven havde øjensynligt grund til at tro, at der endnu var danskere, der betragtede kirkens mænd som troldkarle. Hvorledes det egentlig forholdt sig med troen hos menigmand på dette tidspunkt, ved man næsten intet om. Der var langt til Rom, og paven kan meget vel have haft grund til sin bekymring.

Senere, i 1080, afsatte kejser Henrik IV paven, og denne lyste kejseren i band over bl.a. kejserens uoverensstemmelse med kong Rudolf i Tyskland. En Modpave blev udnævnt. Henrik IV gik mod Rom i 1084, men fra syd kom Robert Guiscard paven til hjælp, men troppernes hærgen gjorde det nødvendigt for paven at flygte til Monte Cassino, hvor han døde og blev begravet.
Gregor d. 7. blev født i 1020 og fik navnet Hildebrand. Han kom fra jævne kår og blev allerede som dreng sendt til Rom for at få en kirkelig oplæring.
Efter ordination til præst gjorde han hurtig karriere og fik efterhånden betroede poster for paverne og blev leder af Klosteret ved S. Paolo kirken i Rom. Rejser til Tyskland og Frankrig gav ham en klar fornemmelse af de politiske forhold.
I 1073 blev han efter pres fra Roms befolkning valgt til pave under navnet Gregor d. 7. Han blev regnet for en af de mest betydningsfulde paver overhovedet. Mere end nogen anden middelalderpave har han skabt modstand, og bedømmelsen af ham har skiftet igennem tiderne.
Han karakteriseres af samtiden som lille af vækst, grim, men med en ildsjæl. Han forfulgte sine mål og visioner utålmodigt og kompromisløst.
Gregor d. 7. kæmpede på to fronter, der begge gav ham mægtige fjender: For det første hævdede han, at pavemagten stod over fyrstemagten. Som pave var han Kristi stedfortræder med uindskrænket ret til at styre alt både kirkeligt og verdsligt. I 27 sætninger (”Dictatus papae") fra 1075 gjorde han det klart, at paven besad verdensherredømmet. I praksis betød det, at paven alene havde ret til at udnævne biskopper - modsat konger og fyrster.
Dette bragte ham i konflikt med den tysk-romerske kejser Henrik d. 4. Gregor lyste Henrik i band, dvs. udelukkede ham fra kirken og løste hans undersåtter fra deres troskabsed til kejseren. Efter at Henrik havde gjort bod, blev han genoptaget i kirken af Gregor. Det løste dog ikke konflikten mellem de to.
Den anden front var den indre, kirken. Gregor krævede, at alle gejstlige, biskopper og ærkebiskopper skulle rense sig for mistanke om at yde kirkelige tjenester mod penge eller gods eller for selv at have erhvervet deres embeder ved bestikkelse. Det vakte harme og forbitrelse blandt mange biskopper. Og derfor var det nemt for kejser Henrik, at lade en forsamling af biskopper afsætte Gregor.
Gregor søgte tilflugt på Klosteret Monte Cassino ved Napoli. I et af sine sidste breve skrev han: Jeg har elsket retfærdighed og hadet uretfærdighed; derfor dør jeg i landflygtighed”.

Gregor d. 7. (1073 - 1085) - "Paven har verdensherredømmet"
Gregor d. 7. blev født i 1020 og fik navnet Hildebrand. Han kom fra jævne kår og blev allerede som dreng sendt til Rom for at få en kirkelig oplæring.
Efter ordination til præst gjorde han hurtig karriere og fik efterhånden betroede poster for paverne og blev leder af Klosteret ved S. Paolo kirken i Rom. Rejser til Tyskland og Frankrig gav ham en klar fornemmelse af de politiske forhold.
I 1073 blev han efter pres fra Roms befolkning valgt til pave under navnet Gregor d. 7. Han blev regnet for en af de mest betydningsfulde paver overhovedet. Mere end nogen anden middelalderpave har han skabt modstand, og bedømmelsen af ham har skiftet igennem tiderne.
Han karakteriseres af samtiden som lille af vækst, grim, men med en ildsjæl. Han forfulgte sine mål og visioner utålmodigt og kompromisløst.
Gregor d. 7. kæmpede på to fronter, der begge gav ham mægtige fjender: For det første hævdede han, at pavemagten stod over fyrstemagten. Som pave var han Kristi stedfortræder med uindskrænket ret til at styre alt både kirkeligt og verdsligt. I 27 sætninger (”Dictatus papae") fra 1075 gjorde han det klart, at paven besad verdensherredømmet. I praksis betød det, at paven alene havde ret til at udnævne biskopper - modsat konger og fyrster.
Dette bragte ham i konflikt med den tysk-romerske kejser Henrik d. 4. Gregor lyste Henrik i band, dvs. udelukkede ham fra kirken og løste hans undersåtter fra deres troskabsed til kejseren. Efter at Henrik havde gjort bod, blev han genoptaget i kirken af Gregor. Det løste dog ikke konflikten mellem de to.
Den anden front var den indre, kirken. Gregor krævede, at alle gejstlige, biskopper og ærkebiskopper skulle rense sig for mistanke om at yde kirkelige tjenester mod penge eller gods eller for selv at have erhvervet deres embeder ved bestikkelse. Det vakte harme og forbitrelse blandt mange biskopper. Og derfor var det nemt for kejser Henrik, at lade en forsamling af biskopper afsætte Gregor.
Gregor søgte tilflugt på Klosteret Monte Cassino ved Napoli. I et af sine sidste breve skrev han: Jeg har elsket retfærdighed og hadet uretfærdighed; derfor dør jeg i landflygtighed”.

---

                  Katolske begreber:

Ordforklaring :

Investitur
Kloster
Modpave

Investitur:

Investiturstriden; Forklaring:
Investiturstriden var en strid i middelalderen i 1000-1100-tallet, mellem de tysk-romerske kejsere på den ene side og pavestolen på den anden, om retten til at udnævne personer til høje kirkelige embeder - biskopper, abbeder osv. Striden sluttede i år 1122 med Wormskonkordatet (Pactum Calixtinum), der var et forlig, som godt nok styrkede pavemagten på kort sigt, men dog ikke på den lange bane.


Billedet herover viser kejserens syn på diskussionen om de to sværd i investiturstriden. Skt. Peder sidder i midten og uddeler på samme tid det verdslige sværd, magtens sværd, til kejseren, som står til højre, og det åndelige sværd til paven, som står til venstre. De to, kejser og pave (eller konge og ærkebisp) er altså ligeværdige. Kirken mente, at det åndelige sværd var mere værd end det verdslige. Derfor striden, som kaldes investiturstriden.

Investiturstriden, (1. led af lat. investitura 'iklædning, installation'), middelalderens strid mellem kirken og de verdslige herskere om, hvem der skulle besætte kirkelige embeder, symbolsk udtrykt ved at iklæde bisperne deres embedsklædning. Bisperne var store lensbesiddere, og fra den tidlige kirkes tid havde kongerne i de germanske områder haft udnævnelsesretten til politisk vigtige poster.
Med reformpavedømmet i 1000-t. erklærede paven, frem for alt Gregor 7., embedsudnævnelserne for indre kirkelige anliggender. Henrik 4. af Tyskland nægtede at bøje sig for det, så paven løste i 1076 hans stormænd fra deres lensed til ham, og mange af dem gjorde oprør. Henrik 4. måtte bøje sig og gå til Canossa i 1077, men siden vendte han sig mod paven og udnævnte en modpave. En foreløbig afslutning fik Investiturstriden med konkordatet i Worms 1122 med Henrik 5., hvorefter kejseren ikke længere kunne indsætte bisper, men dog kunne nedlægge veto mod en udvalgt bisp. I praksis afhang udnævnelsesretten af det politiske styrkeforhold mellem pave og verdslige herskere.
I 1100- og 1200-t. tiltog de hohenstaufiske kejsere Frederik 1. Barbarossa og Frederik 2. sig investiturret og udnævnte endog modpaver, men efter Frederik 2.s død i 1250 endte striden på få år med pavens sejr. Pavens forsøg på at hævde kirkens overherredømme over for den franske konge førte i begyndelsen af 1300-t. til det stik modsatte resultat: Bonifacius 8. blev fanget i 1303, og pavestolen flyttet til Avignon 1309-77.
Pavestolens svækkede prestige, kirkemødernes og lokale domkapitlers større styrke i forhold til paven samt endelig fremvæksten af nationalkirker fra 1300-t. betød, at Investiturstriden med udgangen af middelalderen løstes ved, at udnævnelsesretten til bispesæder principielt blev kirkens anliggende, men at paven i reglen rettede sig efter fyrsternes henstillinger.

Kloster:

Ordet Kloster betyder "indelukke" og betegner dels et bygningsværk, dels et religiøst fællesskab, som lever adskilt fra det øvrige samfund efter en klosterordens særlige bestemmelser.
Der findes klostre indefor flere religioner.

• 1 Kristne klostre
• 2 Buddhistiske klostre
• 3 Islamiske klostre
• 4 Hinduistiske klostre

Kristne klostre

I de kristne klostre var meningen med klosterlivet at efterkomme Jesu ord til den rige unge mand: "Vil du være fuldkommen, så gå hen og sælg, hvad du ejer, og giv pengene til de fattige, så vil du have en skat i himlene. Og kom så og følg mig!". Klosterets beboere, der for mænds vedkommende kaldes munke og for kvinders vedkommende nonner, var og er mennesker, der har følt et kald til at forsage verdens velfærd og vie deres liv til Gud.

Ikke alle klostre blev opført i askese. Herunder ses spisesalen fra Leubus kloster i Lubiaz i Polen.

Modpave:

En modpave var i middelalderen en pave, som kejseren eller et oppositionsparti fik valgt i konkurrence med den retmæssige pave, og som ikke anerkendes i den officielle paveliste.
Modpaverne var i høj grad medvirkende i både det katolske og det statslige politiske spil op gennem årene.
Modpave Hypolitus, 217-235 regnes som regel for at være den første modpave.
Modpave Felix V, 1439-1449, var den sidste af slagsen.

Herunder ses: Modpave Johannes XXIII
(1410 - 1415)
Liste over modpaver gennem historien:

• Hypolitus (217-235)
• Novatian (251-258)
• Felix II (355-365)
• Ursinus (366-367)
• Eulalius (418-419)
• Laurentius (498-499 og 501-506)
• Dioskur (september-oktober 530)
• Teodor (september-december 687)
• Paschalis (oktober-december 687)
• Konstantin II (767–768)
• Filippus (juli 768)
• Johannes (januar 844)
• Anastasius III (august-september 855)
• Kristoforus (903-04)
• Bonifatius VII (juni-juli 974 og 984-85)
• Johannes XVI (997-98)
• Gregor VI (juni-juli 1012)
• Benedikt X (1058-59)
• Honorius II (1061-72)
• Klemens III (1080-84)
• Theoderik (1100-01)
• Albert (februar-marts 1102)
• Sylvester IV (1105-11)
• Gregor VIII (1118-21)
• Celestin II (december 1124)
• Kletus [Anakletus] II (1130-38)
• Viktor IV (marts-maj 1138)
• Viktor IV (1159-64)
• Paschalis III (1164-68)
• Callistus III (1168-78)
• Innocent III (1179-80)
• Nikolas V (1328-30)
• Klemens VII (1378-94)
• Benedikt XIII (1394-1423)
• Alexander V (1409-10)
• Johannes XXIII (1410-15)
• Klemens VIII (1423-29)
• Benedikt XIV (1423-29)
• Benedikt XIV (1430-37)
• Felix V (1439-49)

Senere har der dog været andre som har taget pavetitel, flere gange efter være blevet valgt af skismatiske grupper. Dette er de såkalte sedevakantister, som mener, at pavestolen står tom, og at de dermed må vælge en af deres egne til at fylde den. Vatikanet har modpaverne med i de officielle lister over paver frem til Felix (V), som døde i 1449, men man medtager ikke sedevakantisterne. Årsagen til dette er, at modpaverne på den officielle liste blev valgt af personer, som befandt sig indenfor den katolske kirke, mens sedevakantistenes paver er valgt af personer, som befandt sig udenfor og havde dannet egne kirkesamfund. De anses derfor af Vatikanet for ledere af konkurrerende katolske eller katolsk-inspirerede grupper.
I katolsk kirkeret er det at lade sig vælge til modpave en skismatisk handling, som automatisk fører til ekskommunikation.