Beskrivelse af Modpave Albertus, der var Modpave i år 1102

Sct. Peter var den første biskop af Rom og dermed den første Pave i historien.
Der er opstået tradition for at biskoppen over Rom, er den katolske kirkes overhovede og dermed Pave for hele den katolske verden. Pavetitlen bliver dog først brugt efter år 300.
Kirken ledes af paven, der anses som Sankt Peters efterfølger. Den opfattelse stammer fra Matthæusevangeliet, hvor Jesus giver Peter nøglerne til himmeriget.
Jesus sagde følgende ord til Peter, som kan læses på indersiden af kuplen i
Peterskirken: ''Du er Peter (klippen) og på denne klippe vil jeg bygge min Kirke.
Dig vil jeg give nøglerne til himlens rige''.

En modpave var i middelalderen en pave, som kejseren eller et oppositionsparti fik valgt i konkurrence med den retmæssige pave, og som ikke anerkendes i den officielle paveliste.
Vi vil nu alligevel bringe ham på denne side !
Modpaverne var i høj grad medvirkende i både det katolske og det statslige politiske spil op gennem årene. Modpave Felix V, 1439-1449, var den sidste af slagsen.

Modpave Albertus - 1102 :

Modpave Albertus (Alberto) Albert = Adalbert; Albert, Modpave fra 1101, blev valgt straks efter Theoderic var blevet fængslet i 1101. Alberts vælgere var de utilfredse kardinaler i og omkring Rom. De samledes i kirken SS Apostoli og valgte Albert, der da var kardinalbiskop i Silva Candida, San Rufina. Da nyheden om valget slap ud i Rom, blev der optøjer, og han søgte tilflugt hos en forbundsfælle. Modparten bestak hans venner, så han blev angivet og overdraget til Paschal II, der lod ham indsætte for livstid i Klosteret S. Lorenzo i Aversa ved Napoli, hvor normannerne kunne passe på ham. Man ved ikke mere om ham derefter.

Tilhængere af Modpave Clement III, opmuntret af Kong Henrik IV i Tyskland, samledes i basilica Ss. XII Apostoli i Rom og valgt kardinal Alberto, biskop af Silva Candida (Santa Rufina). Pseudocardinal Romano, titlen på S. Marco, deltog i valget (ingen yderligere oplysninger er blevet fundet om deltagerne i dette valg). Mann, liv af paver i middelalderen. Paver i den gregorianske renæssance, St. Leo IX. til Honorius II., 1049-1130, vol. VIII, 1099-1130, s. 14, siger, "igen var der en anden mock valg i St. Peter's. Men næppe vidste ordet af det, var der gøres spredning i udlandet, end hele byen var i et Ramaskrig, og mængden styrtede til Basilikaen. I stor alarm brød forsamlingen hastigt op; Men mens Albert, den nyvalgte Modpave, der kaldes biskop af Sabina, forceret at gøre sin flugt til basilica of S. Marcello, mange af hans parti blev beslaglagt og meget groft håndteres. En sum penge købte hurtigt Albert fra hans mæcen. Han blev frataget Pallium han havde lige antaget, sat på en hest bag sin rytter og taget før paven på Lateran". Efter en kort indespærring i et tårn i Rom, blev han sendt til klostret S. Lorenzo, Aversa, nær Napoli; og endte sine dage som munk.

The followers of Antipope Clement III, encouraged by King Henrik IV of Germany, gathered in the basilica of Ss. XII Apostoli in Rome and elected Cardinal Alberto, bishop of Silva Candida (Santa Rufina). Pseudocardinal Romano, title of S. Marco, participated in the election (no further information has been found about the participants in this election). Mann, The Lives of the Popes in the Middle Ages. The Popes of the Gregorian Renaissance, St. Leo IX. to Honorius II., 1049-1130, vol. VIII, 1099-1130, p. 14, says, "Again there was another mock election in St. Peter's. But no sooner did word of what was there being done spread abroad than the whole city was in an uproar, and the crowd rushed to the basilica. In great alarm the assembly hastily broke up; but while Albert, the newly elected antipope, who is called bishop of Sabina, contrived to make his escape to the basilica of S. Marcello, many of his party were seized and very roughly handled. A sum of money quickly bought Albert from his patron. He was stripped of the Pallium he had just assumed, put on a horse behind its rider, and taken before the pope at the Lateran". After a short incarceration in a tower in Rome, he was sent to the monastery of S. Lorenzo, Aversa, near Naples; and ended his days there as a monk.

---

                  Katolske begreber:

Ordforklaring :

Basilika
Kloster
Lateran
Modpave
Pallium
Ramaskrig

Basilika:

Ordet basilika kommer af græsk basilike (stoa) 'kongelig (søjlehal)', af basileus 'konge'.
Basilika, bygning, der består af et hovedrum, hovedskib eller midterskib, flankeret af to eller fire sideskibe; hovedskibet er højere og bredere end sideskibene og kan have en udbygning, apsis, i den ene eller i begge ender.
Hovedskib og sideskibe er skilt fra hinanden ved kolonnader eller buer; over disse kan der være et galleri (klerestorium) og vinduer. Oprindelig havde basilikaen fladt loft eller åben tagstol. Basilikaen kan have en bred indgangshal, narthex, og en åben forgård, atrium.
Bygningstypen stammer fra det østlige Middelhav. Den var meget anvendt i antikkens Romerrige og er beskrevet af den romerske arkitekturteoretiker Vitruvius.


Der hersker tvivl om, hvorledes den kristne basilika er opstået. Den mest udbredte teori er, at den kristne basilika er udviklet af antikkens offentlige og private basilika. Det er også vanskeligt at præcisere, hvornår den kristne basilika opstod, da bygning af offentlige kirker var umulig under forfølgelserne af de kristne.
De kirkebygninger, der blev opført i Rom og i Mellemøsten i Konstantin den Stores tid i 300-t. e.Kr., står derfor som de første eksempler på den kristne anvendelse af basilikatypen.


Blandt de mest berømte er Laterankirken, Santa Maria Maggiore, den første Peterskirke og Santa Sabina, alle i Rom.

Kloster:

Ordet Kloster betyder "indelukke" og betegner dels et bygningsværk, dels et religiøst fællesskab, som lever adskilt fra det øvrige samfund efter en klosterordens særlige bestemmelser.
Der findes klostre indefor flere religioner.

• 1 Kristne klostre
• 2 Buddhistiske klostre
• 3 Islamiske klostre
• 4 Hinduistiske klostre

Kristne klostre

I de kristne klostre var meningen med klosterlivet at efterkomme Jesu ord til den rige unge mand: "Vil du være fuldkommen, så gå hen og sælg, hvad du ejer, og giv pengene til de fattige, så vil du have en skat i himlene. Og kom så og følg mig!". Klosterets beboere, der for mænds vedkommende kaldes munke og for kvinders vedkommende nonner, var og er mennesker, der har følt et kald til at forsage verdens velfærd og vie deres liv til Gud.

Ikke alle klostre blev opført i askese. Herunder ses spisesalen fra Leubus kloster i Lubiaz i Polen.

Lateran:

Laterankirken (Arcibasilica di San Giovanni in Laterano) er bispedømmet Roms domkirke og dermed pavens sæde, en del af Vatikanstaten og den katolske kirkes fornemste domkirke. Det har historiske årsager. Frem til pavernes ophold i Avignon (fra 1309) var Lateranpaladset lige ved kirken det pavelige palads. Først efter tilbagekomsten fra Avignon blev Vatikanet pavens opholdssted, og selv om Peterskirken er den største, er den ikke en domkirke.

Laterankirken kaldes ofte Alle kirkers mor, og på facaden står indskriften SACROSANCTA LATERANENSIS ECCLESIA OMNIUM URBIS ET ORBIS ECCLESIARUM MATER ET CAPUT (latin for: Den allermest hellige Laterankirke, for hele byen og verden moder- og hovedkirke). Kirken er viet til Jesus Kristus, Johannes Døberen og Evangelisten Johannes.

Kirken er en af de fire patriarkalbasilikaer (de fire største kirker i Rom: Peterskirken, Laterankirken, Santa Maria Maggiore og Sct. Paul uden for murene). I lighed med de andre har den en hellig port, som åbnes, når det hvert 25. år er jubelår. Pilgrimme, der går gennem porten efter at have skriftet deres synder, får fuld aflad.

Den første domkirke blev rejst under kejser Konstantin. Den blev ødelagt af vandalerne, og en ny blev rejst af pave Leo 1. ca. 460. Pave Sergius 3. (904–911) byggede den helt om, efter at et jordskælv havde forårsaget store skader. I 1308 blev den fuldstændig ødelagt af en brand, og flere efterfølgende paver stod for genopbygningen. Under arbejdet blev den igen totalskadet af brand i 1360. Nutidens basilika er med undtagelse af nogle mindre arbejder i det 19. århundrede resultatet af Francesco Borrominis arbejde før jubelåret 1650.

Apostlene Peters og Paulus' hoveder skal være bevaret i relikvarier i baldakinen over højalteret. I selve alteret er dele af en bordplade fra antikken indfældet. Den skal komme fra senator Pudens' hus, og Peter skal have fejret nadveren ved det.

Modpave:

En modpave var i middelalderen en pave, som kejseren eller et oppositionsparti fik valgt i konkurrence med den retmæssige pave, og som ikke anerkendes i den officielle paveliste.
Modpaverne var i høj grad medvirkende i både det katolske og det statslige politiske spil op gennem årene.
Modpave Hypolitus, 217-235 regnes som regel for at være den første modpave.
Modpave Felix V, 1439-1449, var den sidste af slagsen.

Herunder ses: Modpave Johannes XXIII
(1410 - 1415)
Liste over modpaver gennem historien:

• Hypolitus (217-235)
• Novatian (251-258)
• Felix II (355-365)
• Ursinus (366-367)
• Eulalius (418-419)
• Laurentius (498-499 og 501-506)
• Dioskur (september-oktober 530)
• Teodor (september-december 687)
• Paschalis (oktober-december 687)
• Konstantin II (767–768)
• Filippus (juli 768)
• Johannes (januar 844)
• Anastasius III (august-september 855)
• Kristoforus (903-04)
• Bonifatius VII (juni-juli 974 og 984-85)
• Johannes XVI (997-98)
• Gregor VI (juni-juli 1012)
• Benedikt X (1058-59)
• Honorius II (1061-72)
• Klemens III (1080-84)
• Theoderik (1100-01)
• Albert (februar-marts 1102)
• Sylvester IV (1105-11)
• Gregor VIII (1118-21)
• Celestin II (december 1124)
• Kletus [Anakletus] II (1130-38)
• Viktor IV (marts-maj 1138)
• Viktor IV (1159-64)
• Paschalis III (1164-68)
• Callistus III (1168-78)
• Innocent III (1179-80)
• Nikolas V (1328-30)
• Klemens VII (1378-94)
• Benedikt XIII (1394-1423)
• Alexander V (1409-10)
• Johannes XXIII (1410-15)
• Klemens VIII (1423-29)
• Benedikt XIV (1423-29)
• Benedikt XIV (1430-37)
• Felix V (1439-49)

Senere har der dog været andre som har taget pavetitel, flere gange efter være blevet valgt af skismatiske grupper. Dette er de såkalte sedevakantister, som mener, at pavestolen står tom, og at de dermed må vælge en af deres egne til at fylde den. Vatikanet har modpaverne med i de officielle lister over paver frem til Felix (V), som døde i 1449, men man medtager ikke sedevakantisterne. Årsagen til dette er, at modpaverne på den officielle liste blev valgt af personer, som befandt sig indenfor den katolske kirke, mens sedevakantistenes paver er valgt af personer, som befandt sig udenfor og havde dannet egne kirkesamfund. De anses derfor af Vatikanet for ledere af konkurrerende katolske eller katolsk-inspirerede grupper.
I katolsk kirkeret er det at lade sig vælge til modpave en skismatisk handling, som automatisk fører til ekskommunikation.

Pallium:

Pallium, (lat. 'kappe'), romersk-katolske ærkebiskoppers særlige kendetegn; et hvidt bånd, vævet af uld og besat med seks sorte, broderede kors.


Herover: Palliets udvikling gennem tiderne.

Det bæres over begge skuldre i form af et Y og symboliserer lammet, der bæres på hyrdens skuldre. Paven har siden 800-t. tildelt palliet til ærkebiskopper. Det er videreudviklet af antikkens lange, rektangulære kappe, oftest båret af ikke-romere, især grækere.
Pallium svarer til den græske himation.
Palliet kan med lidt god vilje minde lidt om et moderne slips.

Pallium tildeles af paven. Ud over ham er det (siden Paul VI i 1978) reserveret metropolitterne og den latinske patriark i Jerusalem.

Herunder: Johannes Paul II med sit Pallium.

Ramaskrig:

Ramaskrig

Ramaskrig er i vore dage et udtryk for en bred folkelig forargelse, eller for en protest, som udtrykkes af en gruppe. Eksempler: "Hans udtalelser udløste et ramaskrig" i betydningen forargelse, eller "Den urimelige dom udløste et ramaskrig" i betydningen protest.
Udtrykket stammer fra den bibelske profeti om Rakel fra Rama, der græd for sine børn (Jer 31,15). Rakel var patriarken Jakobs yndlingshustru. Rakel fremstilles ofte som en grædende kvinde, der savner sine børn. Rama er i øvrigt et ikke ualmindeligt stednavn i Israel.

I Rama høres råb,
gråd og megen klage;
Rakel græder over sine børn,
hun vil ikke lade sig trøste,
for de er ikke mere.


Giotto di Bondone: Massakre på de uskyldige (1304-1306)

Udtrykket kendes også fra en anden bibelsk beretning, nemlig den om barnemordet i Betlehem, hvor Herodes den Store - for at ramme Jesus - slår alle drengebørn under 2 år ihjel. Også dette er tidligere kaldt et ramaskrig.
Ja, faktisk døde Herodes den Store - 4 år før Kristi fødsel, så hvis han har stået bag barnemordene, er det et af Bibelens største mirakler.