Beskrivelse af Modpave Sylvester IV, der var Modpave i år 1105-1111

Sct. Peter var den første biskop af Rom og dermed den første Pave i historien.
Der er opstået tradition for at biskoppen over Rom, er den katolske kirkes overhovede og dermed Pave for hele den katolske verden. Pavetitlen bliver dog først brugt efter år 300.
Kirken ledes af paven, der anses som Sankt Peters efterfølger. Den opfattelse stammer fra Matthæusevangeliet, hvor Jesus giver Peter nøglerne til himmeriget.
Jesus sagde følgende ord til Peter, som kan læses på indersiden af kuplen i
Peterskirken: "Du er Peter (klippen) og på denne klippe vil jeg bygge min Kirke.
Dig vil jeg give nøglerne til himlens rige."

En modpave var i middelalderen en pave, som kejseren eller et oppositionsparti fik valgt i konkurrence med den retmæssige pave, og som ikke anerkendes i den officielle paveliste.
Vi vil nu alligevel bringe ham på denne side !
Modpaverne var i høj grad medvirkende i både det katolske og det statslige politiske spil op gennem årene. Modpave Felix V, 1439-1449, var den sidste af slagsen.

Modpave Sylvester IV - 1105-1111 :

Modpave Sylvester IV (Silvestro IV) Silvester IV; Sylvester IV var Modpave fra 18/11 1105 til 12/4 1111, og han havde magten en kort tid i Paschals fravær fra Rom, men blev senere brugt i det politiske spil, indtil 1111, hvor han opgav alle intentioner om pavemagten og levede resten af sin tid hos en velgører syd for Rom. Man kender ikke hans dødsdag.

Medlemmer af den romerske aristokrati, med understøttelse af fremtidige kejser Henrik V, oprettet en anden Modpave at erstatte Paschal II, valg Maginulfo, domkirkepræsten af S. Angelo i Pescheria, i den kirke af S. Maria Rotonda (Pantheon), mens paven var uden for Rom. Han tog navnet Sylvester IV. Han blev indviet og troner i Lateran på November 18, 1105. Når Paschal vendte tilbage til Rom den næste dag, Modpave tilbage til Tivoli og endeligt afgjort i Osimo, Ancona-provinsen, under beskyttelse af Grev Guarniero di Ancona. På April 11, 111, (pave Paschal II og kejser Heinrich V har indgået en aftale om indsættelse af biskopper), kejser, der havde brugt ham til at udøve pres på paven, lavet Modpave Sylvester opgive sit krav til pavestaten og indsende til paven. Han fik lov til at leve resten af livet i Ancona under beskyttelse af sin protektor Duke Werner. Han døde kort efter sin abdikation.

Members of the Roman aristocracy, with the support of future Emperor Henrik V, set up another antipope to replace Paschal II, electing Maginulfo, archpriest of S. Angelo in Pescheria, in the church of S. Maria Rotonda (the Pantheon), while the pope was outside of Rome. He took the name Sylvester IV. He was consecrated and enthroned in the Lateran on November 18, 1105. When Paschal returned to Rome the next day, the antipope left for Tivoli and finally settled in Osimo, province of Ancona, under the protection of Count Guarniero di Ancona. On April 11, 111, (Pope Paschal II and Emperor Heinrich V having reached an agreement about the Investiture of bishops), the emperor, who had used him to exercise pressure on the pope, made Antipope Sylvester abandon his claim to the papacy and submit to the pope. He was allowed to live the rest of life in Ancona under the protection of his patron Duke Werner. He died shortly after his abdication.

---

                  Katolske begreber:

Ordforklaring :

Investitur:

Investiturstriden; Forklaring:
Investiturstriden var en strid i middelalderen i 1000-1100-tallet, mellem de tysk-romerske kejsere på den ene side og pavestolen på den anden, om retten til at udnævne personer til høje kirkelige embeder - biskopper, abbeder osv. Striden sluttede i år 1122 med Wormskonkordatet (Pactum Calixtinum), der var et forlig, som godt nok styrkede pavemagten på kort sigt, men dog ikke på den lange bane.


Billedet herover viser kejserens syn på diskussionen om de to sværd i investiturstriden. Skt. Peder sidder i midten og uddeler på samme tid det verdslige sværd, magtens sværd, til kejseren, som står til højre, og det åndelige sværd til paven, som står til venstre. De to, kejser og pave (eller konge og ærkebisp) er altså ligeværdige. Kirken mente, at det åndelige sværd var mere værd end det verdslige. Derfor striden, som kaldes investiturstriden.

Investiturstriden, (1. led af lat. investitura 'iklædning, installation'), middelalderens strid mellem kirken og de verdslige herskere om, hvem der skulle besætte kirkelige embeder, symbolsk udtrykt ved at iklæde bisperne deres embedsklædning. Bisperne var store lensbesiddere, og fra den tidlige kirkes tid havde kongerne i de germanske områder haft udnævnelsesretten til politisk vigtige poster.
Med reformpavedømmet i 1000-t. erklærede paven, frem for alt Gregor 7., embedsudnævnelserne for indre kirkelige anliggender. Henrik 4. af Tyskland nægtede at bøje sig for det, så paven løste i 1076 hans stormænd fra deres lensed til ham, og mange af dem gjorde oprør. Henrik 4. måtte bøje sig og gå til Canossa i 1077, men siden vendte han sig mod paven og udnævnte en modpave. En foreløbig afslutning fik Investiturstriden med konkordatet i Worms 1122 med Henrik 5., hvorefter kejseren ikke længere kunne indsætte bisper, men dog kunne nedlægge veto mod en udvalgt bisp. I praksis afhang udnævnelsesretten af det politiske styrkeforhold mellem pave og verdslige herskere.
I 1100- og 1200-t. tiltog de hohenstaufiske kejsere Frederik 1. Barbarossa og Frederik 2. sig investiturret og udnævnte endog modpaver, men efter Frederik 2.s død i 1250 endte striden på få år med pavens sejr. Pavens forsøg på at hævde kirkens overherredømme over for den franske konge førte i begyndelsen af 1300-t. til det stik modsatte resultat: Bonifacius 8. blev fanget i 1303, og pavestolen flyttet til Avignon 1309-77.
Pavestolens svækkede prestige, kirkemødernes og lokale domkapitlers større styrke i forhold til paven samt endelig fremvæksten af nationalkirker fra 1300-t. betød, at Investiturstriden med udgangen af middelalderen løstes ved, at udnævnelsesretten til bispesæder principielt blev kirkens anliggende, men at paven i reglen rettede sig efter fyrsternes henstillinger.

Lateran:

Laterankirken (Arcibasilica di San Giovanni in Laterano) er bispedømmet Roms domkirke og dermed pavens sæde, en del af Vatikanstaten og den katolske kirkes fornemste domkirke. Det har historiske årsager. Frem til pavernes ophold i Avignon (fra 1309) var Lateranpaladset lige ved kirken det pavelige palads. Først efter tilbagekomsten fra Avignon blev Vatikanet pavens opholdssted, og selv om Peterskirken er den største, er den ikke en domkirke.

Laterankirken kaldes ofte Alle kirkers mor, og på facaden står indskriften SACROSANCTA LATERANENSIS ECCLESIA OMNIUM URBIS ET ORBIS ECCLESIARUM MATER ET CAPUT (latin for: Den allermest hellige Laterankirke, for hele byen og verden moder- og hovedkirke). Kirken er viet til Jesus Kristus, Johannes Døberen og Evangelisten Johannes.

Kirken er en af de fire patriarkalbasilikaer (de fire største kirker i Rom: Peterskirken, Laterankirken, Santa Maria Maggiore og Sct. Paul uden for murene). I lighed med de andre har den en hellig port, som åbnes, når det hvert 25. år er jubelår. Pilgrimme, der går gennem porten efter at have skriftet deres synder, får fuld aflad.

Den første domkirke blev rejst under kejser Konstantin. Den blev ødelagt af vandalerne, og en ny blev rejst af pave Leo 1. ca. 460. Pave Sergius 3. (904–911) byggede den helt om, efter at et jordskælv havde forårsaget store skader. I 1308 blev den fuldstændig ødelagt af en brand, og flere efterfølgende paver stod for genopbygningen. Under arbejdet blev den igen totalskadet af brand i 1360. Nutidens basilika er med undtagelse af nogle mindre arbejder i det 19. århundrede resultatet af Francesco Borrominis arbejde før jubelåret 1650.

Apostlene Peters og Paulus' hoveder skal være bevaret i relikvarier i baldakinen over højalteret. I selve alteret er dele af en bordplade fra antikken indfældet. Den skal komme fra senator Pudens' hus, og Peter skal have fejret nadveren ved det.

Modpave:

En modpave var i middelalderen en pave, som kejseren eller et oppositionsparti fik valgt i konkurrence med den retmæssige pave, og som ikke anerkendes i den officielle paveliste.
Modpaverne var i høj grad medvirkende i både det katolske og det statslige politiske spil op gennem årene.
Modpave Hypolitus, 217-235 regnes som regel for at være den første modpave.
Modpave Felix V, 1439-1449, var den sidste af slagsen.

Herunder ses: Modpave Johannes XXIII
(1410 - 1415)
Liste over modpaver gennem historien:

• Hypolitus (217-235)
• Novatian (251-258)
• Felix II (355-365)
• Ursinus (366-367)
• Eulalius (418-419)
• Laurentius (498-499 og 501-506)
• Dioskur (september-oktober 530)
• Teodor (september-december 687)
• Paschalis (oktober-december 687)
• Konstantin II (767–768)
• Filippus (juli 768)
• Johannes (januar 844)
• Anastasius III (august-september 855)
• Kristoforus (903-04)
• Bonifatius VII (juni-juli 974 og 984-85)
• Johannes XVI (997-98)
• Gregor VI (juni-juli 1012)
• Benedikt X (1058-59)
• Honorius II (1061-72)
• Klemens III (1080-84)
• Theoderik (1100-01)
• Albert (februar-marts 1102)
• Sylvester IV (1105-11)
• Gregor VIII (1118-21)
• Celestin II (december 1124)
• Kletus [Anakletus] II (1130-38)
• Viktor IV (marts-maj 1138)
• Viktor IV (1159-64)
• Paschalis III (1164-68)
• Callistus III (1168-78)
• Innocent III (1179-80)
• Nikolas V (1328-30)
• Klemens VII (1378-94)
• Benedikt XIII (1394-1423)
• Alexander V (1409-10)
• Johannes XXIII (1410-15)
• Klemens VIII (1423-29)
• Benedikt XIV (1423-29)
• Benedikt XIV (1430-37)
• Felix V (1439-49)

Senere har der dog været andre som har taget pavetitel, flere gange efter være blevet valgt af skismatiske grupper. Dette er de såkalte sedevakantister, som mener, at pavestolen står tom, og at de dermed må vælge en af deres egne til at fylde den. Vatikanet har modpaverne med i de officielle lister over paver frem til Felix (V), som døde i 1449, men man medtager ikke sedevakantisterne. Årsagen til dette er, at modpaverne på den officielle liste blev valgt af personer, som befandt sig indenfor den katolske kirke, mens sedevakantistenes paver er valgt af personer, som befandt sig udenfor og havde dannet egne kirkesamfund. De anses derfor af Vatikanet for ledere af konkurrerende katolske eller katolsk-inspirerede grupper.
I katolsk kirkeret er det at lade sig vælge til modpave en skismatisk handling, som automatisk fører til ekskommunikation.