Beskrivelse af Cølestin II, der var Pave i år 1143-1144

Sct. Peter var den første biskop af Rom og dermed den første Pave i historien.
Der er opstået tradition for at biskoppen over Rom, er den katolske kirkes overhovede og dermed Pave for hele den katolske verden. Pavetitlen bliver dog først brugt efter år 300.
Kirken ledes af paven, der anses som Sankt Peters efterfølger. Den opfattelse stammer fra Matthæusevangeliet, hvor Jesus giver Peter nøglerne til himmeriget.
Jesus sagde følgende ord til Peter, som kan læses på indersiden af kuplen i
Peterskirken: ''Du er Peter (klippen) og på denne klippe vil jeg bygge min Kirke.
Dig vil jeg give nøglerne til himlens rige''.

Cølestin II - 1143-1144 :

Cølestin II (Celestino II - Castello ; Celestine II, Callistus II)
Født som Guido af Burgund, senere ærkebiskop i Vienne, bliver pave, med navnet Cølestin II.
Navnet Cølestin II blev første gang brugt af Modpave Cølestin II i 1124. Han var kun Modpave i 1 eller 2 dage, så han regnes ikke rigtigt med i de katolske kredse.
Den rigtige pave, Cølestin II var den 165. pave fra 26/9 1143 til 8/3 1144, og hans fødenavn var Guido fra Città di Castello af Umbrien. Han blev kardinaldiakon ved Sta Maria i Via Lata i 1127 og kardinalpræst i 1134 ved S. Marcokirken. Politisk nægtede han at anerkende sin forgængers accept af Roger IIs envældige beherskelse af Syditalien og Sicilien i Mignianotraktaten fra 1139, men han blev senere tvunget til at anerkende Roger IIs ret til områderne, da dennes hære lå som en trussel lige syd for pavestatens Beneventoområde. Paven sendte sine udsendinge til Palermo, hvor de fik en aftale forhandlet på plads med Roger II.
Han var en ivrig fredsmægler i stridigheder mellem Skotland og England, men det lykkedes ikke at opnå ro i Rom, hvorfra forgængeren pave Innocenzo II var flygtet til Viterbo.

Tidlige liv
Guido di Castello, muligvis søn af en lokal adelsmand, Niccolo di Castello, blev født enten i Città di Castello, beliggende i Paterna Santa Felicità på Appenninerne, eller efter Macerata i marts Ancona.
Guido havde studeret under Pierre Abélard, og endte med at blive en fremtrædende master i skolerne. Til sidst begyndte Guido sin karriere i Rom som en subdeacon og en scriptor apostolicus under pave Callixtus II. Han blev lavet kardinal-Deacon Santa Maria i Via Lata af pave Honorius II i 1127; som sådan, underskrev han de pavelige tyre udstedt mellem 3 April 1130 og 21 December 1133. I dobbelt pavelige valget af 1130 kom han lydighed af pave Innocent II. I December 1133 forfremmede Innocens ham til rang af kardinal-præst i San Marco. Han underskrev de pavelige tyre som S.R.E. indignus sacerdos mellem 11 januar 1134 og 16 maj 1143. Som kardinal af San Marco, støttede han Innocens krav med hensyn til Monte Cassino, og som et tegn på hans tillid til ham, Innocens lavet Guido rektor af Benevento. Bagefter, han gjorde ham en pavelig legat til Frankrig i 1140.
Han deltog i det pavelige valget af 1143, første uforstyrret pavelige valget at Rom havde set toogfirs år, og blev valgt til pave to dage efter død af Innocens II, på 25 September 1143, tager navnet på Celestine.

Pavedømmet
Celestine II reguleret kirken for kun fem måneder og 13 dage fra hans valg indtil sin død på 8 marts 1144. Efter sin tiltrædelse skrev han til Peter Venerable og munkene i Cluny, bede dem om at bede for ham, mens han var lykønskes af Arnulf af Lisieux. Uanset kort af sin regeringstid var han parat til at udstikke en helt anden kurs end sin forgænger. Han var modstander af at Innocens II´s indrømmelser til Kong Roger II af Sicilien og var til fordel for huset Plantagenet krav på den engelske trone, således imod kongen Stephen af England. For at understrege dette skift, nægtede han at forny den legatine myndighed, at Innocens II havde givet til Kong Stephens bror, Henry af Blois. Celestine også begunstiget af Tempelherrerne, bestiller en generel samling for dem, samt Hospitallers, giver dem kontrol af hospitalet Sankt Mary Teutonicorum i Jerusalem.
Den vigtigste handling af hans pavedømmet var syndsforladelse af Louis VII af Frankrig. King Louis havde nægtet at acceptere udnævnelsen af Pierre de la Châtre som ærkebiskop Bourges, der gik til at se Innocens II har udnævnelsen bekræftede. Da Pierre vendte tilbage til Frankrig i 1142, nægtede Louis ham tilladelse til at angive sin episkopale by, forårsager Pierre til at flygte til retten Theobald II, greve af Champagne. Innocens reagerede ved at sætte Frankrig under et forbud. For to år forblev de forskellige parter på kant, mens Bernhard af Clairvaux forsøgte at mægle i striden. Med valget af Celestine appelleret både Bernard og Theobald til paven, mens Louis sendt ambassadører har forbud ophævet. Louis enedes om at acceptere Pierre som den legitime ærkebiskop Bourges, og til gengæld Celestine fjernet sætningen i interdikt.
Celestine 8 marts 1144 i Klosteret i Sankt Sebastian på Palatine-bakken og blev begravet i den sydlige korsarm af Lateran. Celestines heraldiske badge var et lozengy skjold argent og gules.
Celestine II er den første pave, der er anført i Sct. Malakias profetier

Early life
Guido di Castello, possibly the son of a local noble, Niccolo di Castello, was born either in Città di Castello, situated in Paterna Santa Felicità upon the Apennines, or at Macerata in the March of Ancona.
Guido had studied under Pierre Abélard, and eventually became a distinguished master in the schools. Eventually Guido began his career in Rome as a subdeacon and a scriptor apostolicus under Pope Callixtus II. He was created Cardinal-Deacon of Santa Maria in Via Lata by Pope Honorius II in 1127; as such, he signed the papal bulls issued between 3 April 1130 and 21 December 1133. In the double papal election of 1130 he joined the obedience of Pope Innocent II. In December 1133 Innocent promoted him to the rank of Cardinal-Priest of San Marco. He signed the papal bulls as S.R.E. indignus sacerdos between 11 January 1134 and 16 May 1143. As the cardinal of San Marco’s, he supported Innocent’s claims with regards to Monte Cassino, and as a mark of his confidence in him, Innocent made Guido the rector of Benevento. Afterwards, he made him a papal legate to France in 1140.
He participated in the papal election of 1143, the first undisturbed papal election that Rome had seen for eighty-two years, and was elected pope two days after the death of Innocent II, on 25 September 1143, taking the name of Celestine.

Papacy
Celestine II governed the Church for only five months and thirteen days from his election until his death on 8 March 1144. Upon his accession he wrote to Peter the Venerable and the monks of Cluny, asking them to pray for him, while he was congratulated by Arnulf of Lisieux. Regardless of the brevity of his reign, he was prepared to chart a very different course from that of his predecessor. He was opposed to Innocent II’s concessions to King Roger II of Sicily and was in favor of the House of Plantagenet’s claim to the English throne, thus opposed to King Stephen of England. To emphasise this shift, he refused to renew the legatine authority that Innocent II had granted to King Stephen’s brother, Henry of Blois. Celestine also favored the Templars, ordering a general collection for them, as well as the Hospitallers, giving them control of the hospital of Sankt Mary Teutonicorum in Jerusalem.
The principal act of his papacy was the absolution of Louis VII of France. King Louis had refused to accept the nomination of Pierre de la Chatre as the Archbishop of Bourges, who went to see Innocent II to have his nomination confirmed. When Pierre returned to France in 1142, Louis refused him permission to enter his Episcopal city, causing Pierre to flee to the court of Theobald II, Count of Champagne. Innocent responded by placing France under an interdict. For two years, the various parties remained at loggerheads while Bernard of Clairvaux attempted to mediate the dispute. With the election of Celestine, both Bernard and Theobald appealed to the pope, while Louis sent ambassadors to have the interdict lifted. Louis agreed to accept Pierre as the legitimate Archbishop of Bourges, and in return, Celestine removed the sentence of interdict.
Celestine died on 8 March 1144 in the monastery of Sankt Sebastian on the Palatine hill and was buried in the south transept of the Lateran. Celestine’s heraldic badge was a lozengy shield of argent and gules.
Celestine II is the first pope listed in the Prophecies of St Malachy.

---

                  Katolske begreber:

Ordforklaring :

Kloster
Lateran
Malakias
Modpave

Kloster:

Ordet Kloster betyder "indelukke" og betegner dels et bygningsværk, dels et religiøst fællesskab, som lever adskilt fra det øvrige samfund efter en klosterordens særlige bestemmelser.
Der findes klostre indefor flere religioner.

• 1 Kristne klostre
• 2 Buddhistiske klostre
• 3 Islamiske klostre
• 4 Hinduistiske klostre

Kristne klostre

I de kristne klostre var meningen med klosterlivet at efterkomme Jesu ord til den rige unge mand: "Vil du være fuldkommen, så gå hen og sælg, hvad du ejer, og giv pengene til de fattige, så vil du have en skat i himlene. Og kom så og følg mig!". Klosterets beboere, der for mænds vedkommende kaldes munke og for kvinders vedkommende nonner, var og er mennesker, der har følt et kald til at forsage verdens velfærd og vie deres liv til Gud.

Ikke alle klostre blev opført i askese. Herunder ses spisesalen fra Leubus kloster i Lubiaz i Polen.

Lateran:

Laterankirken (Arcibasilica di San Giovanni in Laterano) er bispedømmet Roms domkirke og dermed pavens sæde, en del af Vatikanstaten og den katolske kirkes fornemste domkirke. Det har historiske årsager. Frem til pavernes ophold i Avignon (fra 1309) var Lateranpaladset lige ved kirken det pavelige palads. Først efter tilbagekomsten fra Avignon blev Vatikanet pavens opholdssted, og selv om Peterskirken er den største, er den ikke en domkirke.

Laterankirken kaldes ofte Alle kirkers mor, og på facaden står indskriften SACROSANCTA LATERANENSIS ECCLESIA OMNIUM URBIS ET ORBIS ECCLESIARUM MATER ET CAPUT (latin for: Den allermest hellige Laterankirke, for hele byen og verden moder- og hovedkirke). Kirken er viet til Jesus Kristus, Johannes Døberen og Evangelisten Johannes.

Kirken er en af de fire patriarkalbasilikaer (de fire største kirker i Rom: Peterskirken, Laterankirken, Santa Maria Maggiore og Sct. Paul uden for murene). I lighed med de andre har den en hellig port, som åbnes, når det hvert 25. år er jubelår. Pilgrimme, der går gennem porten efter at have skriftet deres synder, får fuld aflad.

Den første domkirke blev rejst under kejser Konstantin. Den blev ødelagt af vandalerne, og en ny blev rejst af pave Leo 1. ca. 460. Pave Sergius 3. (904–911) byggede den helt om, efter at et jordskælv havde forårsaget store skader. I 1308 blev den fuldstændig ødelagt af en brand, og flere efterfølgende paver stod for genopbygningen. Under arbejdet blev den igen totalskadet af brand i 1360. Nutidens basilika er med undtagelse af nogle mindre arbejder i det 19. århundrede resultatet af Francesco Borrominis arbejde før jubelåret 1650.

Apostlene Peters og Paulus' hoveder skal være bevaret i relikvarier i baldakinen over højalteret. I selve alteret er dele af en bordplade fra antikken indfældet. Den skal komme fra senator Pudens' hus, og Peter skal have fejret nadveren ved det.

Malakias:

Skt. Malakias ærkebiskop af Armagh.

Selvom der er mange, der ikke kan tage den katolske ”profet” Malakias’ forudsigelse om paverækken alvorlig vil vi for dem, som ikke kender til denne, give en kort beskrivelse.



Bemærk: Dette skrift er forfattet forud for d. 13. Mar. 2013, hvor pave Frans blev valgt til pave.

En Irisk biskop i 1100 tallet, forudså i 1139 den kommende paverække fra hans tid, og frem. Ialt 112 (111) personer gav han hver især et motto. Rækken startede med Celestin II, den 192. i rækken (valgt i 1143), og slutter med den 268. - ”Romeren Peter”, nr. 112 i Malakias’ vision.
Nogle mener at Romeren Peter – nr. 112 - er føjet til efter 1820. Han ikke var med før Thomas A. Nelson (et katolsk forlag) udgav Peter Bander’s bog ”The Prophecies of St. Malachy”. Er det sandt, er vi blot endnu tættere på enden, hvis vi kan tro på Malakias’ profeti. Er den 112. tilføjet og ikke med i Malakias’ syn, er Benedikt XVI den sidste pave.
Den katolske kirke selv mener, at Ratzinger - Benedikt XVI ikke nødvendigvis var den sidste, for Malakias sagde ikke hvor mange der ville komme mellem Ratzinger og Romeren Peter. Men i og med at Malakias opremser 111 i rap for til sidst at afslutte med den 112., om han ikke er tilføjet senere, er det usandsynligt at det skulle være sådan.
Historikere fortæller, at Malakias’ forudsigelser har været forbavsende præcise og har fundet at disse mottoer har passet på enten pavernes land, navn, våbenskjold eller emblem, fødselssted, evner, lære, position eller værdighed. Nogle katolske lærere insisterer på, at Malakias aldrig så disse profetier og nogle mener at dateringen af dokumentet er forfalsket af nogle Jesuitter i 1600 tallet, for at få dem til at passe på de foregående paver. Det skal også nævnes, at Malakias forudsagde sin egen død – i Clairvaux, Frankrig, d. 2. november 1148, hvilket indtraf.
Profetien skulle være blevet fundet i Vatikanets arkiver i 1590, hvorefter den blev publiceret af Arnold de Wyon. Siden har den været til stor diskussion. Hvis profetien er blevet omskrevet af Jesuitterne i 1600 tallet, må de sidste paver nødvendigvis være mere ukorrekte end de første.
Bibelen siger at ”aldrig er nogen profeti fremgået af et menneskes vilje, men drevne af Helligånden udtalte mennesker, hvad de fik fra Gud” (2. Pet. 1:21), og hvordan skulle et menneske indlemmet i den store skøge, moder til jordens skøger og vederstyggeligheder, kunne fremsige en sand profeti?
Læser man okkult litteratur, finder man at mange forudsigelser er fremsagt, og har vist sig sande. Eks. Albert Pikes vision om tre verdenskrige, hvoraf den sidste endnu mangler. Vi læser også om spådomsånder i Bibelen (Apg. 16:16-18). Ingen dæmon kan sige os sandheden, men om Gud tillader det, kan også dæmonerne forkynde Hans Ord.
Derfor kan vi ikke afvise, at Malakias har fået lov at se ind i fremtiden på dette område. At Malakias var redskab for dæmonerne, er der ingen tvivl om, hvis man skal tro rygterne. Der siges om ham, at han kunne levitere (hæve sig over jorden), han kunne heale – nogle gange kunne han helbrede, bare ved at lægge hænderne på folk. Han var også clairvoyant. Det siges også at han var i trance, da han fik denne vision om paverækken.
Malakias var ærkebiskop i Armagh i Irland, der grundlagde han det første cistercienserkloster i Irland.
Malakias var en energisk kirkelig reformator, og blev i år 1129 valgt til ærkebiskop af Armagh i Irland. Det var dog næsten uoverstigeligt vanskeligt at tiltræde denne post, der tidligere var gået i arv inden for en bestemt familie, og Malachias nedlagde til sidst hvervet i 1138.
Malakias bliver siden helgenkåret, som den første Irske helgen, der er blevet kanoniseret af en Pave. Sankt Malakias af Irland, som levede på korstogenes tid, forudsagde hele rækken af katolske paver, og i følge ham er den nuværende Benedikt den sidste inden ‘Peter d. 2. af Rom’, som skal være vores ‘hyrde’ ved verdens ende.
På en rejse til Rom hvor han vil besøge St. Bernhard blev han syg og døde i St. Bernhards arme. Død 1148.
Kanoniseret i 1199 af pave Clement III.

Modpave:

En modpave var i middelalderen en pave, som kejseren eller et oppositionsparti fik valgt i konkurrence med den retmæssige pave, og som ikke anerkendes i den officielle paveliste.
Modpaverne var i høj grad medvirkende i både det katolske og det statslige politiske spil op gennem årene.
Modpave Hypolitus, 217-235 regnes som regel for at være den første modpave.
Modpave Felix V, 1439-1449, var den sidste af slagsen.

Herunder ses: Modpave Johannes XXIII
(1410 - 1415)
Liste over modpaver gennem historien:

• Hypolitus (217-235)
• Novatian (251-258)
• Felix II (355-365)
• Ursinus (366-367)
• Eulalius (418-419)
• Laurentius (498-499 og 501-506)
• Dioskur (september-oktober 530)
• Teodor (september-december 687)
• Paschalis (oktober-december 687)
• Konstantin II (767–768)
• Filippus (juli 768)
• Johannes (januar 844)
• Anastasius III (august-september 855)
• Kristoforus (903-04)
• Bonifatius VII (juni-juli 974 og 984-85)
• Johannes XVI (997-98)
• Gregor VI (juni-juli 1012)
• Benedikt X (1058-59)
• Honorius II (1061-72)
• Klemens III (1080-84)
• Theoderik (1100-01)
• Albert (februar-marts 1102)
• Sylvester IV (1105-11)
• Gregor VIII (1118-21)
• Celestin II (december 1124)
• Kletus [Anakletus] II (1130-38)
• Viktor IV (marts-maj 1138)
• Viktor IV (1159-64)
• Paschalis III (1164-68)
• Callistus III (1168-78)
• Innocent III (1179-80)
• Nikolas V (1328-30)
• Klemens VII (1378-94)
• Benedikt XIII (1394-1423)
• Alexander V (1409-10)
• Johannes XXIII (1410-15)
• Klemens VIII (1423-29)
• Benedikt XIV (1423-29)
• Benedikt XIV (1430-37)
• Felix V (1439-49)

Senere har der dog været andre som har taget pavetitel, flere gange efter være blevet valgt af skismatiske grupper. Dette er de såkalte sedevakantister, som mener, at pavestolen står tom, og at de dermed må vælge en af deres egne til at fylde den. Vatikanet har modpaverne med i de officielle lister over paver frem til Felix (V), som døde i 1449, men man medtager ikke sedevakantisterne. Årsagen til dette er, at modpaverne på den officielle liste blev valgt af personer, som befandt sig indenfor den katolske kirke, mens sedevakantistenes paver er valgt af personer, som befandt sig udenfor og havde dannet egne kirkesamfund. De anses derfor af Vatikanet for ledere af konkurrerende katolske eller katolsk-inspirerede grupper.
I katolsk kirkeret er det at lade sig vælge til modpave en skismatisk handling, som automatisk fører til ekskommunikation.