Beskrivelse af Modpave Nikolaus V, der var Modpave i år 1328-1330

Sct. Peter var den første biskop af Rom og dermed den første Pave i historien.
Der er opstået tradition for at biskoppen over Rom, er den katolske kirkes overhovede og dermed Pave for hele den katolske verden. Pavetitlen bliver dog først brugt efter år 300.
Kirken ledes af paven, der anses som Sankt Peters efterfølger. Den opfattelse stammer fra Matthæusevangeliet, hvor Jesus giver Peter nøglerne til himmeriget.
Jesus sagde følgende ord til Peter, som kan læses på indersiden af kuplen i
Peterskirken: ''Du er Peter (klippen) og på denne klippe vil jeg bygge min Kirke.
Dig vil jeg give nøglerne til himlens rige''.

En modpave var i middelalderen en pave, som kejseren eller et oppositionsparti fik valgt i konkurrence med den retmæssige pave, og som ikke anerkendes i den officielle paveliste.
Vi vil nu alligevel bringe ham på denne side !
Modpaverne var i høj grad medvirkende i både det katolske og det statslige politiske spil op gennem årene. Modpave Felix V, 1439-1449, var den sidste af slagsen.

Modpave Nikolaus V - 1328-1330 :

Modpave Nikolaus V (Niccolò V) Nicholas V; Nicholas V, Modpave, var født som Pietro di Corbara. Han var Modpave fra 12/5 1328 til 25/7 1330. Han kronede kejser Ludvig af Bayern i 1328.

Modpave Nikolaus V må ikke forveksles med pave Nikolaus V. Nikolaus V, født Pietro Rainalducci (c. 1260-16 oktober 1333) var en Modpave i Italien fra 12 maj 1328 til 25 juli 1330 under Pontifikat af pave Johannes XXII (1316-34) på Avignon. Han var den sidste kejserlige Modpave, der blev indsat af en tysk-romersk kejser.

Levned
Rainalducci blev født i Corvaro, en gammel borg nær Rieti i Lazio. Han tiltrådte den franciskanske munkeorden efter adskillelse fra sin kone i 1310, og blev berømt som en prædikant.
Han var valgt gennem påvirkning af den ekskommunikerede hellige romerske kejser, Ludvig IV af Bayern, med en forsamling af præster og lægfolk, og indviet i St. Peter's Basilika, (Peterskirken) i Rom, den 12 maj 1328 af biskoppen i Venedig.
Efter at have tilbragt fire måneder i Rom, drog han med Louis IV til Viterbo, men i December 1328 påbegyndte den pavelige legat Cardinal Orsini en kampagne mod Viterbo og Corneto. Nikolaus flyttede til Grosseto og derefter til Pisa, hvor han blev bevogtet af den kejserlige sognepræst. Den 19 februar 1329 ledede Nikolaus V på en bizar ceremoni i domkirken i Pisa, hvor en halm marionet, der forestillede pave Johannes XXII og klædt i pavelige klæder, blev formelt fordømt, fornedret og overgivet til de verdslige myndigheder (for at "henrettes").
Nikolaus V blev ekskommunikeret af Johannes XXII i April 1329, og søgte tilflugt hos Grev Bonifacius af Donoratico i nærheden af Piombino. Efter at have fået sikkerhed for benådning, præsenterede han en bekendelse af sine synder først til ærkebiskoppen af Pisa, og derefter i Avignon den 25 August 1330 til Johannes XXII, der frikendte ham.
Han forblev i husarrest i det pavelige palads i Avignon indtil sin død i oktober 1333.

Antipope Nikolaus V should not be confused with Pope Nikolaus V. Nikolaus V, born Pietro Rainalducci (c. 1260 - 16 October 1333) was an antipope in Italy from 12 May 1328 to 25 July 1330 during the pontificate of Pope John XXII (1316-34) at Avignon. He was the last Imperial antipope, that is, set up by a Holy Roman Emperor.

Life
Rainalducci was born at Corvaro, an ancient stronghold near Rieti in Lazio. He joined the Franciscan order after separating from his wife in 1310, and became famous as a preacher.
He was elected through the influence of the excommunicated Holy Roman Emperor, Louis the Bavarian, by an assembly of priests and laymen, and consecrated at Old St. Peter's Basilica, Rome, on 12 May 1328 by the bishop of Venice.
After spending four months in Rome, he withdrew with Louis IV to Viterbo, but in December 1328 the papal legate Cardinal Orsini began a campaign against Viterbo and Corneto. Nikolaus moved on to Grosseto and then to Pisa, where he was guarded by the imperial vicar. On 19 February 1329 Nikolaus V presided at a bizarre ceremony in the Duomo of Pisa, at which a straw puppet representing Pope John XXII and dressed in pontifical robes was formally condemned, degraded, and handed over to the secular arm (to be "executed").
Nikolaus V was excommunicated by John XXII in April 1329, and sought refuge with Count Bonifacius of Donoratico near Piombino. Having obtained assurance of pardon, he presented a confession of his sins first to the archbishop of Pisa, and then at Avignon on 25 August 1330 to John XXII, who absolved him.
He remained in honourable imprisonment in the papal palace, Avignon until his death in October 1333.

Biografi
Rainalducci blev født i Corvaro, et gammelt befestet sted nær byen Rieti i Lazio. efter at ha skilt sig fra sin kone i 1310 sluttet han sig til Fransiskanerordenen, og blev berømt som predikant. Han blev utpekt til pave, gjennom innflytelsen til den ekskommuniserte kejseren Ludvig IV af Bayern, af en samling prester og legmenn, og blev innsat i Peterskirken i Roma 12. mai 1328 af biskoppen i Venezia. efter at ha været 4 måneder i Roma, trak han og Ludvig IV sig tilbake til Viterbo og deretter til Pisa, der han blev voktet af den kejserlige presten. 4. februar 1329 ledet Nikolas V en bisarr seremoni i domkirken i Pisa, der en strådukke af Johannes XXII blev fordømt, avsat og overlevert til de verdslige myndighetene. Nikolas V blev ekskommunisert af Johannes XXII i april 1329, og måtte søke tilflukt hos greve Bonifacius af Donoratico nær Piombino. efter at have fået løfte om nåde, gav han en syndsbekjennelse først til erkebiskoppen af Pisa og så til Johannes XXII i Avignon 25. august 1330. Paven ga ham absolusjon.
Han tilbragte resten af sitt liv i husarrest i pavepalasset i Avignon.

---

                  Katolske begreber:

Ordforklaring :

Avignon
Basilika
Modpave
Pontifikat

Avignon:

Avignon: Er en fransk kommune i det sydøstlige Frankrig i delstaten Vaucluse omkranset af den venstre bred af floden Rhône. Der bor ca. 95.000 indbyggere i byen, heraf ca. 12.000 i den gamle bymidte omgivet af sine middelalderlige volde.
Ofte omtalt som "Pavernes by" på grund af tilstedeværelsen af paver og modpaver fra 1309 til 1423 under de katolske skisma. Det er i øjeblikket den største by og hovedstad i delstaten Vaucluse. Det er en af de få franske byer til har bevaret sine volde. Derudover er dens historiske centrum, Paveslottet, Rocher des Doms, og Avignon-broen velbevaret.
Som et udstillingsvindue for kunst og kultur, har berømmelsen af den årlige teaterfestival, kendt som Festival d'Avignon, langt overskredet de franske grænser.

Geografi
Avignon ligger på venstre bred af floden Rhône, et par kilometer ovenfor dens sammenløb med Durance, omkring 580 km syd-øst for Paris, 229 km syd for Lyon og 85 km nord-nord-vest for Marseille. Avignon udfylder et stort ovalt areal, ikke fuldt befolket, men i vid udstrækning dækket af parker og haver.


Klima
Avignon har et middelhavsklima, kendetegnet ved relativt tørre somre og kølige, fugtige vintre. Byen er ofte underlagt blæsende vejr; den stærkeste er mistralvinden. Det populære ordsprog er dog lidt overdrevet, Avenie ventosa, sinus vento venenosa, cum vento fastidiosa (Vindenes Avignon, skadedyr-plaget når der ingen vind er, vind-plaget når der er).

Basilika:

Ordet basilika kommer af græsk basilike (stoa) 'kongelig (søjlehal)', af basileus 'konge'.
Basilika, bygning, der består af et hovedrum, hovedskib eller midterskib, flankeret af to eller fire sideskibe; hovedskibet er højere og bredere end sideskibene og kan have en udbygning, apsis, i den ene eller i begge ender.
Hovedskib og sideskibe er skilt fra hinanden ved kolonnader eller buer; over disse kan der være et galleri (klerestorium) og vinduer. Oprindelig havde basilikaen fladt loft eller åben tagstol. Basilikaen kan have en bred indgangshal, narthex, og en åben forgård, atrium.
Bygningstypen stammer fra det østlige Middelhav. Den var meget anvendt i antikkens Romerrige og er beskrevet af den romerske arkitekturteoretiker Vitruvius.


Der hersker tvivl om, hvorledes den kristne basilika er opstået. Den mest udbredte teori er, at den kristne basilika er udviklet af antikkens offentlige og private basilika. Det er også vanskeligt at præcisere, hvornår den kristne basilika opstod, da bygning af offentlige kirker var umulig under forfølgelserne af de kristne.
De kirkebygninger, der blev opført i Rom og i Mellemøsten i Konstantin den Stores tid i 300-t. e.Kr., står derfor som de første eksempler på den kristne anvendelse af basilikatypen.


Blandt de mest berømte er Laterankirken, Santa Maria Maggiore, den første Peterskirke og Santa Sabina, alle i Rom.

Modpave:

En modpave var i middelalderen en pave, som kejseren eller et oppositionsparti fik valgt i konkurrence med den retmæssige pave, og som ikke anerkendes i den officielle paveliste.
Modpaverne var i høj grad medvirkende i både det katolske og det statslige politiske spil op gennem årene.
Modpave Hypolitus, 217-235 regnes som regel for at være den første modpave.
Modpave Felix V, 1439-1449, var den sidste af slagsen.

Herunder ses: Modpave Johannes XXIII
(1410 - 1415)
Liste over modpaver gennem historien:

• Hypolitus (217-235)
• Novatian (251-258)
• Felix II (355-365)
• Ursinus (366-367)
• Eulalius (418-419)
• Laurentius (498-499 og 501-506)
• Dioskur (september-oktober 530)
• Teodor (september-december 687)
• Paschalis (oktober-december 687)
• Konstantin II (767–768)
• Filippus (juli 768)
• Johannes (januar 844)
• Anastasius III (august-september 855)
• Kristoforus (903-04)
• Bonifatius VII (juni-juli 974 og 984-85)
• Johannes XVI (997-98)
• Gregor VI (juni-juli 1012)
• Benedikt X (1058-59)
• Honorius II (1061-72)
• Klemens III (1080-84)
• Theoderik (1100-01)
• Albert (februar-marts 1102)
• Sylvester IV (1105-11)
• Gregor VIII (1118-21)
• Celestin II (december 1124)
• Kletus [Anakletus] II (1130-38)
• Viktor IV (marts-maj 1138)
• Viktor IV (1159-64)
• Paschalis III (1164-68)
• Callistus III (1168-78)
• Innocent III (1179-80)
• Nikolas V (1328-30)
• Klemens VII (1378-94)
• Benedikt XIII (1394-1423)
• Alexander V (1409-10)
• Johannes XXIII (1410-15)
• Klemens VIII (1423-29)
• Benedikt XIV (1423-29)
• Benedikt XIV (1430-37)
• Felix V (1439-49)

Senere har der dog været andre som har taget pavetitel, flere gange efter være blevet valgt af skismatiske grupper. Dette er de såkalte sedevakantister, som mener, at pavestolen står tom, og at de dermed må vælge en af deres egne til at fylde den. Vatikanet har modpaverne med i de officielle lister over paver frem til Felix (V), som døde i 1449, men man medtager ikke sedevakantisterne. Årsagen til dette er, at modpaverne på den officielle liste blev valgt af personer, som befandt sig indenfor den katolske kirke, mens sedevakantistenes paver er valgt af personer, som befandt sig udenfor og havde dannet egne kirkesamfund. De anses derfor af Vatikanet for ledere af konkurrerende katolske eller katolsk-inspirerede grupper.
I katolsk kirkeret er det at lade sig vælge til modpave en skismatisk handling, som automatisk fører til ekskommunikation.

Pontifikat:

Pontifikat, (af lat. pontificatus, afledt af pontifex), en paves regeringstid.

Pontifex, (lat., af pons 'vej, bro', gen. pontis, og -fex, af facere 'gøre'; af omstridt bet., måske 'den, der baner vej' eller 'den, der bygger bro'), i romersk religion navnet på et ledende medlem af pontifikalkollegiet, et præstekollegium bestående af rex sacrorum, de tre store flamines og tolv mindre flamines; pontifex maximus 'den største pontifex' havde som særligt embedsområde Vestakulten. Pontifikalkollegiet holdt til i Regia (egl. 'kongens hus') på Forum Romanum og havde bl.a. overopsyn med Roms statskult, lege (ludi), sakralret og varselstydning. Fra ca. 200 f.Kr. kendes tabulae pontificum 'pontifexernes tavler', en samling historiske annaler.

Fra og med Augustus blev ærestitlen pontifex maximus givet til den regerende kejser, og i løbet af 400-t. overtog paven den oprindelig hedenske titulatur, ofte forkortet pont.max. eller PM, nu i formen summus pontifex, hvis betydning tolkedes kristologisk som 'den, der slår bro mellem Jord og Himmel'.