Beskrivelse af Benedikt XII, der var Pave i år 1334/35-1342

Sct. Peter var den første biskop af Rom og dermed den første Pave i historien.
Der er opstået tradition for at biskoppen over Rom, er den katolske kirkes overhovede og dermed Pave for hele den katolske verden. Pavetitlen bliver dog først brugt efter år 300.
Kirken ledes af paven, der anses som Sankt Peters efterfølger. Den opfattelse stammer fra Matthæusevangeliet, hvor Jesus giver Peter nøglerne til himmeriget.
Jesus sagde følgende ord til Peter, som kan læses på indersiden af kuplen i
Peterskirken: "Du er Peter (klippen) og på denne klippe vil jeg bygge min Kirke.
Dig vil jeg give nøglerne til himlens rige."

Benedikt XII - 1334/35-1342 :

Benedikt XII (Benedetto XII) Benedict XII; Benedict XII var født som Jacques Fournier. Han var pave fra 20/12 1334 til 25/4 1342.

Pave Benedict XII (Latin: Benedictus s. XII, fransk: Benoit XII, italiensk: Benedetto XII; døde 25 April 1342), født Jacques Fournier, var leder af den katolske kirke fra 20 December 1334 til sin død i 1342. Han var den tredje Avignon pave.

Tidligt liv
Meget lidt er kendt om oprindelsen af Jacques Fournier. Han menes at have været født i Saverdun i Comté de Foix omkring 1280s til en familie med begrænsede midler. Han blev en Cistercienser munk og forlod landet for at studere på universitetet i Paris. I 1311 han gjorde abbed af Fontfroide Abbey og blev hurtigt kendt for sin intelligens og organisatoriske evne. Han blev udnævnt til biskop af Pamiers i 1317. Der han påtog sig en streng hunt for katharernes kættere, som Guillaume Bélibaste, der vandt ham anerkendelse fra de religiøse myndigheder, men fremmedgjorte lokalbefolkningen.
Hans indsats mod katharerne Montaillou i Ariège var nøje registreret i den Fournier, som han tog til Rom og deponeres i Vatikanets bibliotek. Dette er blevet dokumenteret af Emmanuel Le Roy Ladurie banebrydende microhistory, Montaillou, landsbyen Occitansk. I 1326, efter den vellykkede udrydde af sidst - det troede - kættere i syd, han blev udnævnt til biskop af Mirepoix i Ariège. Et år senere, i 1327, blev han udnævnt til kardinal.

Fourniers tiltrædelse af pavedømmet
Fournier lykkedes pave Johannes XXII som pave i 1334, blev valgt efter den første afstemning af den pavelige Konklave. En fælles praksis på tidspunktet var Cardinals til at stemme for en kardinal, der ikke fandtes en reel mulighed for pavedømmet efter den første afstemning, for at se, hvordan andre Kardinalerne skæve. Men denne gang, en usædvanlig ting skete: hver kardinal undtagen kardinal Fournier uafhængigt stemte for Fournier. Cardinals havde ikke planlagt det, så tiltrædelsen af de obskure Fournier på første valgrunde var en helt tilfældig affære.
Benedict XII var en reform pave, der ikke foretog politikker af hans forgænger. Han valgte at skabe fred med Holy Roman Emperor Louis IV, og så vidt muligt kom til udtryk med Franciskanerne, der var så strid med Roman See. Han forsøgte at bremse luksusforbrug monastiske ordrer, selv om uden meget held. Han beordrede også bygningen af Palais des Papes i Avignon. Han tilbragte det meste af sin tid på at arbejde i spørgsmål om teologi. Han forkastede mange af de ideer, der er udviklet af Johannes XXII. I denne forbindelse bekendtgjort han en apostoliske forfatning, Benedictus Deus, i 1336. Dette dogme defineret kirkens tro, at afdøde sjæle går til deres evige belønning umiddelbart efter døden, i stedet for tilbage i en tilstand af ubevidste eksistens indtil dommedag. Selv om nogle hævder, at han kæmpede mod den ubesmittede undfangelse, er dette langt fra klart. Han engageret i lange teologiske diskussioner med andre kendte figurer af alder, som William af Ockham og Meister Eckhart.

Pavelig nummerering
Et notat om nummereringen: pave Benedict X er nu betragtes som en Modpave. På tidspunktet for Benedicts valg, men denne status blev ikke genkendt, manden den romersk katolske kirke officielt mener således den ellevte sande pave Benedikt tog det officielle nummer XII, snarere end XI. Det har avanceret nummerering af alle efterfølgende paverne Benedikt af en. Paverne Benedikt XI-XVI er fra et officielt synspunkt, tiende gennem femtende paver ved navnet.

Pope Benedict XII (Latin: Benedictus PP. XII, French: Benoit XII, Italian: Benedetto XII; died 25 April 1342), born Jacques Fournier, was the head of the Catholic Church from 20 December 1334 to his death in 1342. He was the third Avignon Pope.

Early life
Little is known of the origins of Jacques Fournier. He is believed to have been born in Saverdun in the Comté de Foix around the 1280s to a family of modest means. He became a Cistercian monk and left the countryside to study at the University of Paris. In 1311 he was made Abbot of Fontfroide Abbey and quickly became known for his intelligence and organizational ability. In 1317 he was made Bishop of Pamiers. There he undertook a rigorous hunt for Cathar heretics, such as Guillaume Bélibaste, which won him praise from religious authorities, but alienated the local people.
His efforts against the Cathars of Montaillou in the Ariège were carefully recorded in the Fournier Register, which he took to Rome and deposited in the Vatican Library. This has been documented by Emmanuel Le Roy Ladurie's pioneering microhistory, Montaillou, village occitan. In 1326, upon the successful rooting out of the last - it was believed - heretics of the south, he was made Bishop of Mirepoix in the Ariège. A year later, in 1327, he was made a cardinal.

Fournier's accession to the Papacy
Fournier succeeded Pope John XXII as Pope in 1334, being elected on the first ballot of the papal conclave. A common practice at the time was for Cardinals to vote for a Cardinal who was not considered a real possibility for the papacy on the first ballot, in order to see how the other Cardinals were leaning. However, this time, an unusual thing happened: every Cardinal except Cardinal Fournier independently voted for Fournier. The Cardinals had not planned this, so the accession of the obscure Fournier on the first ballot was an entirely accidental affair.
Benedict XII was a reforming pope who did not carry out the policies of his predecessor. He chose to make peace with Holy Roman Emperor Louis IV, and as far as possible came to terms with the Franciscans, who were then at odds with the Roman See. He tried to curb the luxuries of the monastic orders, though without much success. He also ordered the construction of the Palais des Papes in Avignon. He spent most of his time working on questions of theology. He rejected many of the ideas developed by John XXII. In this regard, he promulgated an apostolic constitution, Benedictus Deus, in 1336. This dogma defined the Church's belief that the souls of the departed go to their eternal reward immediately after death, as opposed to remaining in a state of unconscious existence until the Last Judgment. Though some claim that he campaigned against the Immaculate Conception, this is far from clear. He engaged in long theological debates with other noted figures of the age, such as William of Ockham and Meister Eckhart.

Papal numbering
A note on the numbering: Pope Benedict X is now considered an antipope. At the time of Benedict's election, however, this status was not recognized, thus the man the Roman Catholic Church officially considers the eleventh true Pope Benedict took the official number XII, rather than XI. This has advanced the numbering of all subsequent Popes Benedict by one. Popes Benedict XI-XVI are, from an official point of view, the tenth through fifteenth popes by that name.

---

                  Katolske begreber:

Ordforklaring :

Avignon:

Avignon: Er en fransk kommune i det sydøstlige Frankrig i delstaten Vaucluse omkranset af den venstre bred af floden Rhône. Der bor ca. 95.000 indbyggere i byen, heraf ca. 12.000 i den gamle bymidte omgivet af sine middelalderlige volde.
Ofte omtalt som "Pavernes by" på grund af tilstedeværelsen af paver og modpaver fra 1309 til 1423 under de katolske skisma. Det er i øjeblikket den største by og hovedstad i delstaten Vaucluse. Det er en af de få franske byer til har bevaret sine volde. Derudover er dens historiske centrum, Paveslottet, Rocher des Doms, og Avignon-broen velbevaret.
Som et udstillingsvindue for kunst og kultur, har berømmelsen af den årlige teaterfestival, kendt som Festival d'Avignon, langt overskredet de franske grænser.

Geografi
Avignon ligger på venstre bred af floden Rhône, et par kilometer ovenfor dens sammenløb med Durance, omkring 580 km syd-øst for Paris, 229 km syd for Lyon og 85 km nord-nord-vest for Marseille. Avignon udfylder et stort ovalt areal, ikke fuldt befolket, men i vid udstrækning dækket af parker og haver.


Klima
Avignon har et middelhavsklima, kendetegnet ved relativt tørre somre og kølige, fugtige vintre. Byen er ofte underlagt blæsende vejr; den stærkeste er mistralvinden. Det populære ordsprog er dog lidt overdrevet, Avenie ventosa, sinus vento venenosa, cum vento fastidiosa (Vindenes Avignon, skadedyr-plaget når der ingen vind er, vind-plaget når der er).

Cistercienser:

Historie
Cistercienserordenen opstod nærmest som en protest imod benediktinerordenen. Grunden til at cistercienserne protesterede imod Benediktinerne var, at de mente at benediktinerne ikke levede efter klosterreglen. De havde fået hang til pragtudfoldelse og luksus.
Cisterciensernes livsstil var præget af enkelthed, beskedenhed, ydmyghed og jævnhed. Selve bruddet med benediktinerne fandt sted i 1098 med oprettelsen af et kloster i Cíteaux. Den hellige Bernhard er den mest betydningsfulde figur for Cistercienserne. Som 22 årig blev han optaget i Cíteaux og senere grundlagde han klosteret Clairvaux i år 1115.
Utilfredsheden imod benediktinerne var udbredt i Europa, og da Bernhard arbejde ihærdigt for at udbrede cistercienserordenen fik den hurtigt stor tilslutning og udbredelse over hele Europa.
Allerede inden Bernhards død i 1115, var der blevet grundlagt omkring 68 cistercienserklostre rundt omkring i hele Europa. Og i 1151 blev Esrum klosteret grundlagt ved Esrum sø i Nordsjælland.
Esrum kloster blev moderkloster for en række klostre i Skandinavien, Polen og Nordtyskland. I 1164 overtog cistercienserne Sorø kloster. Omkring reformationen i 1536 var der ca. 730 Cistercienser

Levereglen
Cistercienserne lever efter klosterreglen, men fortolker den mere strengt end Benediktinerne gør. Deres livsstil var enkel, beskeden, ydmyg og jævn. Cistercienserne var ikke tiggermunke, men levede efter mantraet ” ORA ET LABORA”, der betyder ”BED OG ARBEJD”.
De havde tit store landområder som de dyrkede og forskellige værksteder hvor der f.eks. blev smedet, lavet lys, brygget øl og en masse andre ting. Cistercienserklostrene ligger som regel uden for byerne som landklostre. Men på grund af de mange funktioner som et Cistercienser kloster havde, voksede der ofte mindre bysamfund op omkring klostrene. Her levede de folk der arbejde for munkene eller leverede varer til klostrene. Et sådan samfund voksede også op omkring Sorø kloster.

Klædedragt
Cisterciensermunkene var klædt i en hvid munkekutte, med et sort scapular, som er et slags forklæde. Over hovedet havde de en særlig sort hætte.
Munkene havde en barberet plet på hovedet, som de fik da de aflagde deres munkeløfte. Lægbrødre var klædt i brune kutter, og havde ikke barberede hoveder.

I dag
I dag findes der igen Cistercienser munke og nonner i Danmark. På Bornholm ligger et lille munkekloster der hedder ”Myrendal kloster”, og på Djursland ligger et nonnekloster der hedder ”Marie Hjerte kloster”.

Franciskaner:

Franciskanerordenen (latin: Ordo Fratrum Minorum (O.F.M.), "Mindrebrødrenes Orden") blev grundlagt af den den hellige Frans af Assisi i 1209.
Frans af Assisi, født d. 5. juli 1181 død d. 3. oktober 1226, var grundlægger af Franciskanerordenen.
Efter at Frans var vendt om fra sit muntre ungdomsliv til at søge Gud – ved at tage sig af de spedalske og opbygge små forfaldne kirker – fik han efterhånden følgeskab af andre, som ville følge hans eksempel.
Bernardo da Quintavalle og Pietro da Cattani var de første. De sluttede sig til Frans i 1208. De søgte vejledning ved at slå op tre gange i evangeliebogen, hvor de hver gang fandt bibelsteder, der handlede om efterfølgelse og fattigdom. Det var fra begyndelsen et ustruktureret fællesskab, som kaldte sig bodgørere fra Assisi.

         
         Sct. Frans af Assisi

Men i løbet af 1209 nedskrev Frans den første regel for fællesskabet og rejste til Rom for at få dem godkendt af paven, Innocens III. Og den fik de, ifølge legenden, fordi paven havde en drøm, hvor han så en fattigt klædt mand, Frans, støtte og opretholde Laterankirken, som var ved at styrte sammen.
Traditionen siger, at denne godkendelse fandt sted den 16. april, som franciskanerne derfor betragter som ordenens grundlæggelsesdag. Franciskanerne hører til de såkaldte "tiggermunke", fordi de ikke skulle skamme sig ved at tigge, hvis ikke de kunne skaffe sig det daglige brød ved arbejde.

Frans' brødre skulle leve efter de gamle klosterregler om fattigdom, lydighed og kyskhed. Og det var strengere forstået end i andre ordener. Fx gjaldt ejendomsløsheden ikke blot den enkelte mindrebroder, men også ordenen som sådan. Og en mindrebroder måtte ikke modtage penge overhovedet.

Palmesøndag 1212 flygtede en pige af fornem familie Chiara dei Scifi hjemmefra og sluttede sig til Frans' bevægelse. Hun blev grundlægger af clarisserordenen, som også kaldes den anden orden, til forskel fra den første orden, Frans' orden for mænd.

         
         Frans af Assisi, malet af Cimabue

Frans stiftede selv en tredje orden for mennesker, som ville leve et liv efter Frans' idealer uden at gå i kloster, men forenet med deres daglige arbejde og ægteskab. Reglen for denne tredje orden blev godkendt af paven i 1221.

Konklave:

Konklave: (ordet kommer af "cum clave" = "med nøgle"). Konklave eller Pavevalg er forsamlingen af kardinaler, der vælger den nye pave, efter at den gamle er død eller træder af, som det var tilfældet med Pave Benedikt d. 16. Ordet konklave stammer fra latin, con'clave, og betyder: aflukkeligt værelse (helt bogstaveligt cum clave: med nøgle); specielt om den fra omverdenen afspærrede del af Vatikanpaladset, hvor pavevalget foregår; forsamlingen af kardinaler som vælger paven.
Annuntio vobis gaudium magnum! Habemus Papam! – Jeg meddeler jer en stor glæde! Vi har en pave! Sådan lyder budskabet fra protodiakonen fra balkonen over Peterspladsen i Rom, når valget er truffet. Det sker ved en højtidelig og historisk proces, der følges til punkt og prikke.
To uger efter pavens død vil kardinalerne mødes ved et højtideligt hemmeligt konklave i Det Sixtinske Kapel for at vælge apostlen Peters næste efterfølger. Konklavet må ikke afholdes senere end 20 dage efter. 14 dages-reglen er opstået for at give alle kardinalerne mulighed for at nå frem fra alle verdens hjørner. En regel, som nok mere stemmer overens med den tid, hvor kardinalerne skulle nå frem med hest og vogn end i dag, hvor de kommer flyvende til Rom.
Kardinalerne er udpeget overalt i verden og er pavens nærmeste rådgivere. Som det er i dag kan op til 120 kardinaler deltage, og de skal være under 80 år. Det blev bestemt af Pave Paul 6. i 1970. Ved sidste tælling af kardinalerne var der 119, der opfyldte kravene for at være med til at vælge.
Når kardinalerne ankommer til konklavet, hvor pavens efterfølger bliver valgt, lukkes den store bronzedør bag dem, og alle døre og vinduer bliver forseglet med bly. Tidligere skulle kardinalerne bo i spartanske værelser i selve kapellet, men i dag bliver alle indkvarteret i hotellignende værelser i Santa Martha Huset. Når kardinaler ankommer til konklavet, sværger de at holde alt, hvad der sker under afstemningen, hemmeligt. Hvis de bryder deres løfte, bliver de bortvist fra den katolske kirke.
Der gennemføres afstemning, hvor hver kardinal på en seddel skriver navnet på den kardinal, han ønsker som pave. Denne procedure gennemføres, indtil en af dem har har fået et flertal på 2/3 af stemmerne. Efter hver afstemning brændes stemmesedler, og røgen sendes gennem skorstenen. Ved tilsætning af kemikalier farves røgen sort, hvis afstemningen ikke har givet resultat og hvid, hvis afstemningen har peget på en ny pave.


Den nye pave skal formelt bekræfte, at han ønsker at påtage sig valget. Han spørges: "Accepterer De valget af egen, fri vilje?" Besvarer den valgte dette med "Accepto", er han den nye pave fra det øjeblik. Næste spørgsmål lyder: "Hvilket navn ønsker De at blive kaldt?", hvorpå han svarer med det navn, han ønsker at antage.

Modpave:

En modpave var i middelalderen en pave, som kejseren eller et oppositionsparti fik valgt i konkurrence med den retmæssige pave, og som ikke anerkendes i den officielle paveliste.
Modpaverne var i høj grad medvirkende i både det katolske og det statslige politiske spil op gennem årene.
Modpave Hypolitus, 217-235 regnes som regel for at være den første modpave.
Modpave Felix V, 1439-1449, var den sidste af slagsen.

Herunder ses: Modpave Johannes XXIII
(1410 - 1415)
Liste over modpaver gennem historien:

• Hypolitus (217-235)
• Novatian (251-258)
• Felix II (355-365)
• Ursinus (366-367)
• Eulalius (418-419)
• Laurentius (498-499 og 501-506)
• Dioskur (september-oktober 530)
• Teodor (september-december 687)
• Paschalis (oktober-december 687)
• Konstantin II (767–768)
• Filippus (juli 768)
• Johannes (januar 844)
• Anastasius III (august-september 855)
• Kristoforus (903-04)
• Bonifatius VII (juni-juli 974 og 984-85)
• Johannes XVI (997-98)
• Gregor VI (juni-juli 1012)
• Benedikt X (1058-59)
• Honorius II (1061-72)
• Klemens III (1080-84)
• Theoderik (1100-01)
• Albert (februar-marts 1102)
• Sylvester IV (1105-11)
• Gregor VIII (1118-21)
• Celestin II (december 1124)
• Kletus [Anakletus] II (1130-38)
• Viktor IV (marts-maj 1138)
• Viktor IV (1159-64)
• Paschalis III (1164-68)
• Callistus III (1168-78)
• Innocent III (1179-80)
• Nikolas V (1328-30)
• Klemens VII (1378-94)
• Benedikt XIII (1394-1423)
• Alexander V (1409-10)
• Johannes XXIII (1410-15)
• Klemens VIII (1423-29)
• Benedikt XIV (1423-29)
• Benedikt XIV (1430-37)
• Felix V (1439-49)

Senere har der dog været andre som har taget pavetitel, flere gange efter være blevet valgt af skismatiske grupper. Dette er de såkalte sedevakantister, som mener, at pavestolen står tom, og at de dermed må vælge en af deres egne til at fylde den. Vatikanet har modpaverne med i de officielle lister over paver frem til Felix (V), som døde i 1449, men man medtager ikke sedevakantisterne. Årsagen til dette er, at modpaverne på den officielle liste blev valgt af personer, som befandt sig indenfor den katolske kirke, mens sedevakantistenes paver er valgt af personer, som befandt sig udenfor og havde dannet egne kirkesamfund. De anses derfor af Vatikanet for ledere af konkurrerende katolske eller katolsk-inspirerede grupper.
I katolsk kirkeret er det at lade sig vælge til modpave en skismatisk handling, som automatisk fører til ekskommunikation.

Vatikan:

Vatikanstaten er en bystat på 44,2 hektar i Rom i Italien, og er samtidig verdens mindste suveræne stat, der har bred global accept.
Vatikanstatens politik varetages af et enevældigt valgmonarki, hvor lederen af den romerskkatolske kirke er ved magten. Paven er den primære lovgivende, besluttende og udøvende magt i Vatikanstaten, der adskiller sig fra Den Hellige Stol, som er et sjældent tilfælde af ikke-arveligt monarki. Vatikanstaten er det eneste tilbageværende enevældige monarki i Europa.
Historie:
Området blev i oldtiden kaldt Ager Vaticanus. Det kan måske stamme fra det latinske vaticinium, der betyder "varsel", under henvisning til, at der lå et tempel på egnen, hvortil der var knyttet nogle profeter, vates.
Området var landligt, med vingårde. Vinen derfra stod ikke højt i kurs, og Martial skrev: "Drikker du Vatikan-vinen, drikker du gift. Kan du lide eddike, kan du også lide Vatikan-vin." Da undergrunden var rig på ler og sand, var der fremstilling af tegl og porcelæn i området.
Midt på Ager Vaticanus lå en gravplads. Døde måtte ikke begraves indenfor bymurene, så Via Cornelia, der førte gennem egnen, var kantet med gravmæler. Her blev også apostlen Peter gravlagt.


Agrippina den ældre besad nogle store haver mellem Vatikanhøjden og Tiberen, og efter hendes død begyndte sønnen Caligula at bygge et cirkus der. Det blev fuldført af Nero, som opkaldte det efter Caligula og sig selv: Circus Gaii et Neronis. Her fandt en af de første kristenforfølgelser sted, og man regner med, at det var her, apostlen Peter, der også var den første Pave, led martyrdøden.