Beskrivelse af Nikolaus V, der var Pave i år 1447-1455

Sct. Peter var den første biskop af Rom og dermed den første Pave i historien.
Der er opstået tradition for at biskoppen over Rom, er den katolske kirkes overhovede og dermed Pave for hele den katolske verden. Pavetitlen bliver dog først brugt efter år 300.
Kirken ledes af paven, der anses som Sankt Peters efterfølger. Den opfattelse stammer fra Matthæusevangeliet, hvor Jesus giver Peter nøglerne til himmeriget.
Jesus sagde følgende ord til Peter, som kan læses på indersiden af kuplen i
Peterskirken: ''Du er Peter (klippen) og på denne klippe vil jeg bygge min Kirke.
Dig vil jeg give nøglerne til himlens rige''.

Nikolaus V - 1447-1455 :

Nikolaus V (Niccolò V) Nicolas V Nicolas V blev født i Sarzana, Liguria 15/11 1397 og døde 24/03 1455. Hans fødenavn var Tomaso Parentucelli. Han blev pave den 06/03 1447.
I 1448 sluttede Nicolaus 5. Wienerkonkordatet med den tysk-romerske konge, Frederik 3., og tog derved den sidste vind ud af Konciliarismen; året efter abdicerede Modpaven, Felix 5., og resterne af BaselKoncilet opløste sig selv. Med Nicolaus 5. indledtes rækken af renæssancepaver, som tog humanismens videnskab og kunst i kirkens tjeneste. Nicolaus var selv en ivrig manuskriptsamler, og han lagde grunden til Vatikanbiblioteket.

Nikolaus V udmærkede sig både ved sin kloge politik og ved sin interesse for kunst og videnskab. Han fik et paveSkisma bilagt, holdt 1450 jubelår og kronede 1452 Frederik III til kejser.
For det græske sprog og de græske forfattere gjorde han meget, og han samlede ivrig på håndskrifter. Som grundstok for et senere Vatikansk bibliotek fik han i alt ca. 9000 bind tilvejebragt.
Efterretningen om Konstantinopels erobring 1453 gjorde et dybt indtryk på ham og bidrog sikkert til at forkorte hans liv.

Liv og virke
Tommaso Parentucelli var før sit pavevalg vicekancellist fra 1443, ærkebiskop af Bologna fra 1444 og kardinal fra 1446. Efter et Konklave i Rom på kun to dage og 18 deltagende kardinaler blev han valgt til pave den 6. marts 1447, og kronet 19. marts.
Hans første store fremgang var da det store Skisma blev endelig overvundet da den Modpave som BaselKoncilet havde indsat, Felix, trak sig i 1449. Så fulgte det meget vellykkede Hellige År 1450, og kejserkroningen af Frederik III i 1452. Alt dette bidrog til at styrke pavedømmets præstige efter mange tiårs nærmest ynkelige omdømme.
Samtidig repræsenterer Nikolaus V slutningen på den såkaldte Konciliarisme. Pavens autokratiske selvforståelse og regeringsstil udløste modstand i Kirkestaten, og i 1453 udbrød et oprør i Rom som snart slog fejl. Samme år erobrede de osmanske tyrkere Konstantinopel, noget som gjorde det klart for paven at kirkens opfordring om en europæisk enhed for, at forsvare den kristne europæiske kultur mod muslimerne havde slået fejl.
Som bygherre, kunstmæcen og fremmer af den humanistiske bevegelse utrettet pave Nikolaus store ting. Han går for at være den første virkelig humanistisk dannede pave og han grundlagde Vatikanbiblioteket.
Humanisten Giannozzo Manetti gengiver i sin pavebiografi fra 1455 den tale Nikolaus V holdt for kardinalene fra sit dødsleje. Der fremlægger paven sine bevæggrunde for sin energiske indsats for videnskab og kunst. Den romerske kirkes autoritet og væsen kan kun forstås ret hvis man benytter disse videnskaber som redskab for at studere dens oprindelse og vækst. For de udannede massers tro var det desuden nødvendig at frembringe ydre tegn for kirkens storhed, ved kunst og pragtudfoldelse. Hans «åndelige testamente» var dermed en opfordring til det eftertiden kender som humanismen.
Manetti skildrer i sin Nikolaus-biografi pavens omfattende program for Roms fornyelse, et program som han kun fik påbegyndt: Restaurering af alle 40 stationskirker, gennemgribende ombygninger af Vatikanet og udvidelser af dets fæstningsværker. Han begyndte også på en udvidelse af Peterskirken. Nikolaus V tænkte ikke kun på kirker og paladser, men forbedrede også gader, broer, vandledninger, brønde og befæstningsværker. Blandt malerne begunstigede han flere med opgaver, ikke mindst Fra Angelico.

Pave Nicholas V oplevede Konstantinopels fald til de osmanniske Tyrkere. Han er (til dato) den sidste pave, der tager navnet "Nikolaus" efter sit valg.

Biografi
Han blev født i Sarzana, Ligurien, hvor hans far var læge. Hans far døde, mens han var ung. Parentucelli blev senere lærer i Firenze hos familierne Strozzi og Albizzi, hvor han mødte de førende Humanistiske akademikere.
Han studerede på Bologna og Firenze og fik en grad i teologi i 1422. Biskop Niccolò Albergati var så begejstret for hans evner, at han tog ham i sin tjeneste og gav ham chancen for, at forfølge sine studier yderligere ved, at sende ham på en tur gennem Tyskland, Frankrig og England. Hvor han kom frem i landene, var han i stand til at indsamle bøger, for hvilke han havde en intellektuel lidenskab. Nogle af dem findes stadig med hans anmærkninger marginen.
Han deltog i Koncilet i Firenze og i 1444 og da hans mæcen døde, blev han udnævnt til biskop af Bologna i hans sted. De civile uroligheder på Bologna trak ud, så pave Eugene IV udnævnte ham snart, som en af de legater, som sendtes til Frankfurt. Han skulle hjælpe med at forhandle en forståelse mellem Pavestaten og det tysk-romerske rige, om underbud eller i det mindste indeholder de reformerende dekreter af Rådet Basel (1431-1439).
Hans succesfulde diplomati fik ham belønningen, ved tilbagekomsten til Rom-titel kardinal-præst i Santa Susanna i December 1446. På den pavelige Konklave af 1447 blev han valgt pave i træk til Eugene IV på 6 marts. Han tog navnet Nikolaus V ære af sin tidlige velgører, Niccolò Albergati.

De otte sparsomme år af hans Pontifikat var vigtige i den politiske, videnskabelige og litterære verdenshistorie. Politisk, konkluderede han konkordat i Wien eller Aschaffenburg (17 februar 1448) med den tyske konge, Frederick III, hvorved dekreter af Rådet Basel mod pavens annates og forbehold blev ophævet så vidt angår Tyskland. I de følgende år sikrede han sig en stadig større taktisk triumf med fratræden Modpave Felix V på 7 April og sin egen anerkendelse af rump af Rådet i Basel, der samles i Lausanne.
I 1450, Nikolaus V holdt et jubilæum i Rom og tilbud fra de mange pilgrimme, der trængte til Rom gav ham mulighed for at fremme årsagen til kultur i Italien, som han havde så meget på hjertet. I marts 1452 kronet han Frederick III som hellige romerske kejser i St. Peter's, den sidste anledning af kroningen af en kejser i Rom. I byen Rom indført Nikolaus V friske ånden i renæssancen. Hans planer var for forskønne byen med nye monumenter værdig af kapitalen i den kristne verden.
Hans første pleje var praktisk, at styrke byens fæstningsværker, rengøring og selv bane nogle hovedgader og genoprette vandforsyningen. Slutningen af gamle Rom er undertiden dateret fra ødelæggelsen af sin fantastiske vifte af akvædukter af 6.-århundrede angribere. I middelalderen romerne afhang for vand på brønde og cisterner, og fattige dyppet deres vand fra den gule Tiber. Aqua Jomfruen akvædukt, oprindeligt bygget af Agrippa, blev restaureret af Nikolaus V og tømmes i et enkelt bassin, der Leon Battista Alberti designet, forgængeren til Trevi-fontænen.
Men et arbejde som især stod Nikolaus V´s hjerte nær, var genopbygningen af Vatikanet, Borgo district og St Peters Basilikaen, hvor pavedømmet genfødt herligheder skulle være fokuseret.
Han fik så vidt nedrive en del af den gamle Basilika, lavet nogle ændringer til Lateran Palace (af hvilke nogle kalkmalerier af Fra Angelico vidner), og lagt op 2,522 vognlæs af marmor fra faldefærdige Colosseum til brug i de nyere konstruktioner.

Under den generøse protektion af Nikolaus V, humanisme gjort hurtige fremskridt som godt. Den nye humanistiske læring havde været hidtil kiggede med mistro i Rom, en mulig kilde til splittelse og kætteri fra en usund interesse i Hedenskabet. For Nikolaus V, humanisme blev et værktøj for den kulturelle ophøjelse af den kristne hovedstad, og han sendte udsendinge til Østen til at tiltrække græske scholars efter faldet af Konstantinopel. Paven også ansat Lorenzo Valla at oversætte græsk historie, hedensk samt Christian, til Latin. Denne industri, kommer lige før daggry af udskrivning, bidraget enormt til den pludselige udvidelse af den intellektuelle horisont.
Nikolaus V, grundlagde med bistand fra Enok af Ascoli og Giovanni Tortelli, et bibliotek af ni tusinde diskenheder, herunder manuskripter reddet fra tyrkerne efter faldet af Konstantinopel. Paven selv var en mand af stor lærdom, og hans ven Æneas Silvius Piccolomini, senere Pave Pius II, sagde om ham, "hvad han ikke ved er uden for rækkevidde af menneskelig viden".
Han blev dog tvunget til at tilføje, at glans af hans Pontifikat ville være for evigt sløvet af faldet af Konstantinopel, som tyrkerne tog i 1453. Paven følte bittert denne katastrofe som en dobbelt slag til kristendommen og græske bogstaver. "Det er en anden død", skrev Æneas Silvius, "at Homer og Plato."

Nikolaus V prædiket et Korstog og bestræbt sig på at forene den gensidige fjendskaber af de italienske stater, men uden meget held. Han levede ikke længe nok til at se effekten af de græske lærde bevæbnet med uanede håndskrifter, der begyndte at finde vej til Italien.
Ved iværksættelsen af disse værker, blev Nikolaus V flyttet "at styrke den svage tro af befolkningen af storhed, som den ser". Den romerske befolkning, dog værdsat hverken hans motiver eller deres resultater, og i 1452 en formidabel sammensværgelse for at vælte den pavelige regering under ledelse af Stefano Porcaro blev opdaget og knust. Denne åbenbaring af uvilje, sammen med faldet af Konstantinopel i 1453, formørkes de sidste år af pave Nikolaus V. "Som Thomas Sarzana", sagde han, "Jeg havde mere lykke på en dag end nu i et helt år".

Pave Nikolaus V og slaveri
Nikolaus udstedte Bullen "Dum Diversas" (18 juni 1452) for Kong Alfonso V af Portugal til at give ham ret til at "angribe, erobre og underlægge Saracenerne, hedninge og andre fjender af Kristus, hvor de kan findes". Det geografiske område for den indrømmelse i Bullen er ikke eksplicit, men canadiske historikeren Richard Raiswell hævder, at anvendelsen af udtryk "hedningene" og "andre fjender af Kristus" angiver anvendelsesområdet for Bullen var gældende at de nyopdagede landområder langs vestkysten af Afrika og at tvetydigheden i teksten var det opmuntrede den portugisiske at udvide deres udforskninger yderligere væk. Han hævder videre, at brugen af Korstog sprog i Bullen tjent til at gøre kristen-muslimske forhold model for Afrika.
Ejendomsretten til de Kanariske Øer fortsat en kilde til uenighed mellem Spanien og Portugal og Nikolaus blev bedt om at afgøre sagen, i sidste ende til fordel for portugisiske. Bullen udstedt af Nikolaus Romanus Pontifex (8. januar 1455), bekræftede Dum Diversas og også sanktioneres køb af sorte slaver fra "vantro". Bullen tillægges også handel eneret til portugisiske mellem Marokko og Indien med rettigheder til at erobre og konvertere indbyggere. En væsentlig indrømmelse givet af Nikolaus i et kort udstedt til Kong Alfonso i 1454 udvidede rettigheder til eksisterende områder til alle dem, der kunne blive taget i fremtiden.
Det hævdes, at kollektivt to Buller udstedt af Nikolaus gav portugisiske rettigheder til at erhverve slaver langs den afrikanske kyst af kraft eller handel. Indrømmelserne gives i dem blev bekræftet af Buller udstedt af pave Callixtus III (Inter Caetera quae i 1456), Sixtus IV (Aeterni regis i 1481) og Leo X (1514), og de blev modeller for efterfølgende Buller udstedt af Pave Alexander VI: Eximiae devotionis (3 maj 1493), Inter Caetera (4 maj 1493) og Dudum Siquidem (23 September 1493), hvori han tillagt lignende rettigheder til Spanien vedrørende de nyopdagede lande i Amerika.

Pope Nicholas V saw the fall of Constantinople to the Ottoman Turks. He is the last pope to take the name "Nicholas" upon his election.

Biography
He was born at Sarzana, Liguria, where his father was a physician. His father died while he was young. Parentucelli later became a tutor, in Florence, to the families of the Strozzi and Albizzi, where he met the leading humanist scholars.
He studied at Bologna and Florence, gaining a degree in theology in 1422. Bishop Niccolò Albergati was so awe-struck with his capabilities that he took him into his service and gave him the chance to pursue his studies further by sending him on a tour through Germany, France and England. He was able to collect books, for which he had an intellectual's passion, wherever he went. Some of them survive with his marginal annotations.
He attended the Council of Florence and in 1444, when his patron died, he was appointed Bishop of Bologna in his place. Civic disorders at Bologna were prolonged, so Pope Eugene IV soon named him as one of the legates sent to Frankfurt. He was to assist in negotiating an understanding between the Papal States and the Holy Roman Empire, regarding undercutting or at least containing the reforming decrees of the Council of Basel (1431-1439).
His successful diplomacy gained him the reward, on his return to Rome, of the title Cardinal-Priest of Santa Susanna in December 1446. At the papal conclave of 1447 he was elected Pope in succession to Eugene IV on 6 March. He took the name Nicholas V in honour of his early benefactor, Niccolò Albergati.
The eight scant years of his pontificate were important in the political, scientific, and literary history of the world. Politically, he concluded the Concordat of Vienna, or Aschaffenburg (17 February 1448) with the German King, Frederick III, by which the decrees of the Council of Basel against papal annates and reservations were abrogated so far as Germany was concerned. In the following year he secured a still greater tactical triumph with the resignation of the Antipope Felix V on 7 April and his own recognition by the rump of the Council of Basel that assembled at Lausanne.
In 1450, Nicholas V held a Jubilee at Rome, and the offerings of the numerous pilgrims who thronged to Rome gave him the means of furthering the cause of culture in Italy, which he had so much at heart. In March 1452 he crowned Frederick III as Holy Roman Emperor in St. Peter's, the last occasion of the coronation of an Emperor at Rome. Within the city of Rome, Nicholas V introduced the fresh spirit of the Renaissance. His plans were of embellishing the city with new monuments worthy of the capital of the Christian world.
His first care was practical, to reinforce the city's fortifications, cleaning and even paving some main streets and restoring the water supply. The end of ancient Rome is sometimes dated from the destruction of its magnificent array of aqueducts by 6th-century invaders. In the Middle Ages Romans depended for water on wells and cisterns, and the poor dipped their water from the yellow Tiber. The Aqua Virgo aqueduct, originally constructed by Agrippa, was restored by Nicholas V and emptied into a simple basin that Leon Battista Alberti designed, the predecessor of the Trevi Fountain.
But the works on which Nicholas V especially set his heart were the rebuilding of the Vatican, the Borgo district, and St Peter's Basilica, where the reborn glories of the papacy were to be focused.
He got as far as pulling down part of the ancient basilica, made some alterations to the Lateran Palace (of which some frescos by Fra Angelico bear witness), and laid up 2,522 cartloads of marble from the dilapidated Colosseum for use in the later constructions.
Under the generous patronage of Nicholas V, humanism made rapid strides as well. The new humanist learning had been hitherto looked on with suspicion in Rome, a possible source of schism and heresy from an unhealthy interest in paganism. For Nicholas V, humanism became a tool for the cultural aggrandizement of the Christian capital, and he sent emissaries to the East to attract Greek scholars after the fall of Constantinople. The pope also employed Lorenzo Valla to translate Greek histories, pagan as well as Christian, into Latin. This industry, coming just before the dawn of printing, contributed enormously to the sudden expansion of the intellectual horizon.
Nicholas V, with assistance from Enoch of Ascoli and Giovanni Tortelli, founded a library of nine thousand volumes, including manuscripts rescued from the Turks after the fall of Constantinople. The Pope himself was a man of vast erudition, and his friend Aeneas Silvius Piccolomini, later Pope Pius II, said of him that "what he does not know is outside the range of human knowledge".
He was compelled, however, to add that the lustre of his pontificate would be forever dulled by the fall of Constantinople, which the Turks took in 1453. The Pope bitterly felt this catastrophe as a double blow to Christendom and to Greek letters. "It is a second death", wrote Aeneas Silvius, "to Homer and Plato."
Nicholas V preached a crusade and endeavoured to reconcile the mutual animosities of the Italian states, but without much success. He did not live long enough to see the effect of the Greek scholars armed with unimagined manuscripts who began to find their way to Italy.
In undertaking these works, Nicholas V was moved "to strengthen the weak faith of the populace by the greatness of that which it sees". The Roman populace, however, appreciated neither his motives nor their results, and in 1452 a formidable conspiracy for the overthrow of the papal government under the leadership of Stefano Porcaro was discovered and crushed. This revelation of disaffection, together with the fall of Constantinople in 1453, darkened the last years of Pope Nicholas V. "As Thomas of Sarzana", he said, "I had more happiness in a day than now in a whole year".

Pope Nicholas V and slavery
Nicholas issued the bull "Dum Diversas" (18 June 1452) for King Alfonso V of Portugal to give him the right to "attack, conquer, and subjugate Saracens, Pagans and other enemies of Christ wherever they may be found." The geographical area of the concession given in the bull is not explicit, but Canadian historian Richard Raiswell argues that the use of the terms "pagans" and "other enemies of Christ" indicates the scope of the bull was applicable to the newly-discovered lands along the west coast of Africa and that the ambiguity of the text was such that it encouraged the Portuguese to extend their explorations further afield. He further argues that the use of crusading language in the bull served to make the Christian-Muslim relationship the model for Africa.
The ownership of the Canary Islands continued to be a source of dispute between Spain and Portugal and Nicholas was asked to settle the matter, ultimately in favor of the Portuguese. The bull issued by Nicholas Romanus Pontifex (8 January 1455), reaffirmed Dum Diversas and also sanctioned the purchase of black slaves from "the infidel". The bull also conferred exclusive trading rights to the Portuguese between Morocco and the Indies with the rights to conquer and convert the inhabitants. A significant concession given by Nicholas in a brief issued to King Alfonso in 1454 extended the rights granted to existing territories to all those that might be taken in the future.
It is argued that collectively the two bulls issued by Nicholas gave the Portuguese the rights to acquire slaves along the African coast by force or trade. The concessions given in them were confirmed by bulls issued by Pope Callixtus III (Inter Caetera quae in 1456), Sixtus IV (Aeterni regis in 1481), and Leo X (1514), and they became the models for subsequent bulls issued by Pope Alexander VI : Eximiae devotionis (3 May 1493), Inter Caetera (4 May 1493) and Dudum Siquidem (23 September 1493), in which he conferred similar rights to Spain relating to the newly discovered lands in the Americas.

---

                  Katolske begreber:

Ordforklaring :

Basilika
Bulle
Koncil
Konklave
Korstog
Lateran
Modpave
Pontifikat
Saracen
Skisma
Vatikan

Basilika:

Ordet basilika kommer af græsk basilike (stoa) 'kongelig (søjlehal)', af basileus 'konge'.
Basilika, bygning, der består af et hovedrum, hovedskib eller midterskib, flankeret af to eller fire sideskibe; hovedskibet er højere og bredere end sideskibene og kan have en udbygning, apsis, i den ene eller i begge ender.
Hovedskib og sideskibe er skilt fra hinanden ved kolonnader eller buer; over disse kan der være et galleri (klerestorium) og vinduer. Oprindelig havde basilikaen fladt loft eller åben tagstol. Basilikaen kan have en bred indgangshal, narthex, og en åben forgård, atrium.
Bygningstypen stammer fra det østlige Middelhav. Den var meget anvendt i antikkens Romerrige og er beskrevet af den romerske arkitekturteoretiker Vitruvius.


Der hersker tvivl om, hvorledes den kristne basilika er opstået. Den mest udbredte teori er, at den kristne basilika er udviklet af antikkens offentlige og private basilika. Det er også vanskeligt at præcisere, hvornår den kristne basilika opstod, da bygning af offentlige kirker var umulig under forfølgelserne af de kristne.
De kirkebygninger, der blev opført i Rom og i Mellemøsten i Konstantin den Stores tid i 300-t. e.Kr., står derfor som de første eksempler på den kristne anvendelse af basilikatypen.


Blandt de mest berømte er Laterankirken, Santa Maria Maggiore, den første Peterskirke og Santa Sabina, alle i Rom.

Bulle:

Bulle, et metalsegl, oftest på et pavebrev. Det pavelige blysegl fik ca. 1100 et fast udseende: på den ene side hovederne af apostlene Peter og Paulus og på den anden side pavens navn.
Ordet bulle kommer af latin bulla 'kapsel'. Vi genfinder ordet i det engelske bullit = patron [ammunition]
Det er også betegnelsen for et brev, beseglet med nævnte metalsegl. Selvom ordet bulle i denne betydning oprindelig kun anvendtes om en bestemt brevtype, blev det fra 1400-t. ofte brugt om alle breve, der var beseglet med blysegl. Den oprindelige bulle har en fast udformning med bestemte formler og særlig skrift, og blyseglet er fastgjort med silketråde. Fra pave Innocens 4.s tid (1243-54) anvendtes denne type til aktstykker af mere almen betydning såsom dekretaler og politisk vigtige bandlysninger. En bulle betegnes normalt ved de første ord i teksten.
En særlig type bulle var den såkaldte In coena Domini, der var en generel opregning af forbrydelser mod kirkeretten, som medførte bandlysning, og som hver skærtorsdag oplæstes i Rom i pavens nærvær.
Bullerne kunne også udfærdiges som rundskrivelser, cirkumskriptionsbuller, med en større eller mindre kreds af modtagere.
Indholdet af de pavelige buller udgør en del af retsgrundlaget for den internationale katolske kirkeret, og mange af dem er derfor blevet udgivet i særlige samlinger, bullarier. Andre samlinger er udgivet som historiske kilder, fx pavebullerne vedr. Danmark udgivet af Alfred Krarup i Bullarium Danicum 1198-1316 (1931-32).

Koncil:

Et Koncil er et kirkemøde for hele eller dele af Den Katolske Kirke. Ordet kommer fra latin "concilium"=Rådsforsamling. Man taler om 4 forskellige typer af konciler: "Concilio Diocesano" eller "Sinodo" indkaldes af Biskoppen, "Concilio Provinciale" indkaldes af Metropolitten (Ærkebispen), "Concilio Nazionale" indkaldes af Patriarken eller Overhovedet for Kirken i det enkelte land.



Endelig er der "Concilio Ecumenico", som indkaldes af Paven og gælder for alle dele af Den Katolske Kirke.

Et Økumenisk Koncil foregår i 3 bestemte faser: Indkaldelsen af de nærmere bestemte grupper gejstlige som skal deltage. Afholdelsen sker under Pavens præsidium eller under en af hans legater. Paven bestemmer de emner, der skal debatteres og om evt. andre forslag skal tages med ind til diskussion. Paven har ret til at opløse Koncilet, eller til at stoppe det eller overflytte det til et andet sted. Den sidste fase er Pavens godkendelse af Koncilets konklusioner.

Koncilier - Romerkirkens generalforsamlinger

Konklave:

Konklave: (ordet kommer af "cum clave" = "med nøgle"). Konklave eller Pavevalg er forsamlingen af kardinaler, der vælger den nye pave, efter at den gamle er død eller træder af, som det var tilfældet med Pave Benedikt d. 16. Ordet konklave stammer fra latin, con'clave, og betyder: aflukkeligt værelse (helt bogstaveligt cum clave: med nøgle); specielt om den fra omverdenen afspærrede del af Vatikanpaladset, hvor pavevalget foregår; forsamlingen af kardinaler som vælger paven.
Annuntio vobis gaudium magnum! Habemus Papam! – Jeg meddeler jer en stor glæde! Vi har en pave! Sådan lyder budskabet fra protodiakonen fra balkonen over Peterspladsen i Rom, når valget er truffet. Det sker ved en højtidelig og historisk proces, der følges til punkt og prikke.
To uger efter pavens død vil kardinalerne mødes ved et højtideligt hemmeligt konklave i Det Sixtinske Kapel for at vælge apostlen Peters næste efterfølger. Konklavet må ikke afholdes senere end 20 dage efter. 14 dages-reglen er opstået for at give alle kardinalerne mulighed for at nå frem fra alle verdens hjørner. En regel, som nok mere stemmer overens med den tid, hvor kardinalerne skulle nå frem med hest og vogn end i dag, hvor de kommer flyvende til Rom.
Kardinalerne er udpeget overalt i verden og er pavens nærmeste rådgivere. Som det er i dag kan op til 120 kardinaler deltage, og de skal være under 80 år. Det blev bestemt af Pave Paul 6. i 1970. Ved sidste tælling af kardinalerne var der 119, der opfyldte kravene for at være med til at vælge.
Når kardinalerne ankommer til konklavet, hvor pavens efterfølger bliver valgt, lukkes den store bronzedør bag dem, og alle døre og vinduer bliver forseglet med bly. Tidligere skulle kardinalerne bo i spartanske værelser i selve kapellet, men i dag bliver alle indkvarteret i hotellignende værelser i Santa Martha Huset. Når kardinaler ankommer til konklavet, sværger de at holde alt, hvad der sker under afstemningen, hemmeligt. Hvis de bryder deres løfte, bliver de bortvist fra den katolske kirke.
Der gennemføres afstemning, hvor hver kardinal på en seddel skriver navnet på den kardinal, han ønsker som pave. Denne procedure gennemføres, indtil en af dem har har fået et flertal på 2/3 af stemmerne. Efter hver afstemning brændes stemmesedler, og røgen sendes gennem skorstenen. Ved tilsætning af kemikalier farves røgen sort, hvis afstemningen ikke har givet resultat og hvid, hvis afstemningen har peget på en ny pave.


Den nye pave skal formelt bekræfte, at han ønsker at påtage sig valget. Han spørges: "Accepterer De valget af egen, fri vilje?" Besvarer den valgte dette med "Accepto", er han den nye pave fra det øjeblik. Næste spørgsmål lyder: "Hvilket navn ønsker De at blive kaldt?", hvorpå han svarer med det navn, han ønsker at antage.

Korstog:

Korstog er en serie felttog fra 11. til 13. århundrede. De fleste var godkendt af paven. De kan ses som modtræk til flere århundreders islamisk ekspansion, og de fleste havde som mål at sikre kristen kontrol over Det hellige land, som var under muslimsk kontrol.

1. korstog 1096-1099

Pave Gregor 7. havde kort efter sin tiltrædelse i 1073 opfordret til et korstog til Jerusalem. Imidlertid lå pave Gregor i strid med den tyske konge og kejser (investiturstriden), så det blev først hans efterfølger, pave Urban 2., der kom til at virkeliggøre ideen.
Indtagelsen af Jerusalem under det første korstog 1099 i et middelalderligt manuskript.

2. korstog 1147-1149

Korstoget blev sat i gang på initiativ af Bernhard af Clairvaux, der inspirerede Ludvig 7. til at gå i spidsen, da der blev kaldt om hjælp fra Antiokia og Edessa i Syrien, der var blevet erobret under det første korstog.

3. korstog 1189-1193

Fra 1169 havde Saladin indtaget Egypten og havde sat et mål om at drive kristne væk fra den østlige del af Middelhavet. Efter at have erobret Syrien kunne han omringe korsfarerstaten, og den 4. juli 1187 overvandt han den i slaget ved Hattin. Den 2. oktober overgav Jerusalem sig, og derefter var det kun Antiokia, Tripoli, Tyrus og Margat, som var under kristen kontrol.
Frederik 1. Barbarossa (1122-1190), kejser af Tyskland og korsridder. Han var én af lederne af det 3. korstog i 1189

4. korstog 1202-1204

Under det 4. korstog ødelagde korsfarerne Konstantinopel – verdens største by – i 1204, selv om det var en kristen (græsk ortodoks) by, og plyndrede den. Dette betragtes som en af katolicismens skampletter og fik pave Johannes Paul 2. til den 4. maj 2001 officielt at undskylde overfor den Græske Kirke ved et personligt møde med den Økumeniske Patriark.

Nordiske korstog mod baltiske egne

I begyndelsen af 1200-tallet var turen kommet til de baltiske lande, blandt andet med danske korstog mod Estland. Korsfarerne drog først og fremmest af sted af religiøs overbevisning, men også med ønsket om at markere sig personligt som riddere, opnå anerkendelse eller finde store rigdomme i det mystiske østen.
Allerede ved midten af 1100-tallet opfordrede paven de danske konger til at føre korstog mod hedningene ved Østersøens sydkyst og de baltiske egne. Fra 1158 førte den danske ledingsflåde under ledelse af kong Valdemar den Store og den indflydelsesrige biskop Absalon krig mod de hedenske vendere for i 1169 at undertvinge disse og lægge øen Rügen under dansk indflydelsessfære. Den stærke danske kongemagt gennemførte i de følgende 50 år større og større erobringer for i 1219 at fuldbyrde korstogsmissionen ved at tvangskristne esterne. Esterne havde ellers forsvaret deres land med næb og kløer, men måtte bøje sig for den danske overmagt i slaget ved Lyndanisse.

Lateran:

Laterankirken (Arcibasilica di San Giovanni in Laterano) er bispedømmet Roms domkirke og dermed pavens sæde, en del af Vatikanstaten og den katolske kirkes fornemste domkirke. Det har historiske årsager. Frem til pavernes ophold i Avignon (fra 1309) var Lateranpaladset lige ved kirken det pavelige palads. Først efter tilbagekomsten fra Avignon blev Vatikanet pavens opholdssted, og selv om Peterskirken er den største, er den ikke en domkirke.

Laterankirken kaldes ofte Alle kirkers mor, og på facaden står indskriften SACROSANCTA LATERANENSIS ECCLESIA OMNIUM URBIS ET ORBIS ECCLESIARUM MATER ET CAPUT (latin for: Den allermest hellige Laterankirke, for hele byen og verden moder- og hovedkirke). Kirken er viet til Jesus Kristus, Johannes Døberen og Evangelisten Johannes.

Kirken er en af de fire patriarkalbasilikaer (de fire største kirker i Rom: Peterskirken, Laterankirken, Santa Maria Maggiore og Sct. Paul uden for murene). I lighed med de andre har den en hellig port, som åbnes, når det hvert 25. år er jubelår. Pilgrimme, der går gennem porten efter at have skriftet deres synder, får fuld aflad.

Den første domkirke blev rejst under kejser Konstantin. Den blev ødelagt af vandalerne, og en ny blev rejst af pave Leo 1. ca. 460. Pave Sergius 3. (904–911) byggede den helt om, efter at et jordskælv havde forårsaget store skader. I 1308 blev den fuldstændig ødelagt af en brand, og flere efterfølgende paver stod for genopbygningen. Under arbejdet blev den igen totalskadet af brand i 1360. Nutidens basilika er med undtagelse af nogle mindre arbejder i det 19. århundrede resultatet af Francesco Borrominis arbejde før jubelåret 1650.

Apostlene Peters og Paulus' hoveder skal være bevaret i relikvarier i baldakinen over højalteret. I selve alteret er dele af en bordplade fra antikken indfældet. Den skal komme fra senator Pudens' hus, og Peter skal have fejret nadveren ved det.

Modpave:

En modpave var i middelalderen en pave, som kejseren eller et oppositionsparti fik valgt i konkurrence med den retmæssige pave, og som ikke anerkendes i den officielle paveliste.
Modpaverne var i høj grad medvirkende i både det katolske og det statslige politiske spil op gennem årene.
Modpave Hypolitus, 217-235 regnes som regel for at være den første modpave.
Modpave Felix V, 1439-1449, var den sidste af slagsen.

Herunder ses: Modpave Johannes XXIII
(1410 - 1415)
Liste over modpaver gennem historien:

• Hypolitus (217-235)
• Novatian (251-258)
• Felix II (355-365)
• Ursinus (366-367)
• Eulalius (418-419)
• Laurentius (498-499 og 501-506)
• Dioskur (september-oktober 530)
• Teodor (september-december 687)
• Paschalis (oktober-december 687)
• Konstantin II (767–768)
• Filippus (juli 768)
• Johannes (januar 844)
• Anastasius III (august-september 855)
• Kristoforus (903-04)
• Bonifatius VII (juni-juli 974 og 984-85)
• Johannes XVI (997-98)
• Gregor VI (juni-juli 1012)
• Benedikt X (1058-59)
• Honorius II (1061-72)
• Klemens III (1080-84)
• Theoderik (1100-01)
• Albert (februar-marts 1102)
• Sylvester IV (1105-11)
• Gregor VIII (1118-21)
• Celestin II (december 1124)
• Kletus [Anakletus] II (1130-38)
• Viktor IV (marts-maj 1138)
• Viktor IV (1159-64)
• Paschalis III (1164-68)
• Callistus III (1168-78)
• Innocent III (1179-80)
• Nikolas V (1328-30)
• Klemens VII (1378-94)
• Benedikt XIII (1394-1423)
• Alexander V (1409-10)
• Johannes XXIII (1410-15)
• Klemens VIII (1423-29)
• Benedikt XIV (1423-29)
• Benedikt XIV (1430-37)
• Felix V (1439-49)

Senere har der dog været andre som har taget pavetitel, flere gange efter være blevet valgt af skismatiske grupper. Dette er de såkalte sedevakantister, som mener, at pavestolen står tom, og at de dermed må vælge en af deres egne til at fylde den. Vatikanet har modpaverne med i de officielle lister over paver frem til Felix (V), som døde i 1449, men man medtager ikke sedevakantisterne. Årsagen til dette er, at modpaverne på den officielle liste blev valgt af personer, som befandt sig indenfor den katolske kirke, mens sedevakantistenes paver er valgt af personer, som befandt sig udenfor og havde dannet egne kirkesamfund. De anses derfor af Vatikanet for ledere af konkurrerende katolske eller katolsk-inspirerede grupper.
I katolsk kirkeret er det at lade sig vælge til modpave en skismatisk handling, som automatisk fører til ekskommunikation.

Pontifikat:

Pontifikat, (af lat. pontificatus, afledt af pontifex), en paves regeringstid.

Pontifex, (lat., af pons 'vej, bro', gen. pontis, og -fex, af facere 'gøre'; af omstridt bet., måske 'den, der baner vej' eller 'den, der bygger bro'), i romersk religion navnet på et ledende medlem af pontifikalkollegiet, et præstekollegium bestående af rex sacrorum, de tre store flamines og tolv mindre flamines; pontifex maximus 'den største pontifex' havde som særligt embedsområde Vestakulten. Pontifikalkollegiet holdt til i Regia (egl. 'kongens hus') på Forum Romanum og havde bl.a. overopsyn med Roms statskult, lege (ludi), sakralret og varselstydning. Fra ca. 200 f.Kr. kendes tabulae pontificum 'pontifexernes tavler', en samling historiske annaler.

Fra og med Augustus blev ærestitlen pontifex maximus givet til den regerende kejser, og i løbet af 400-t. overtog paven den oprindelig hedenske titulatur, ofte forkortet pont.max. eller PM, nu i formen summus pontifex, hvis betydning tolkedes kristologisk som 'den, der slår bro mellem Jord og Himmel'.

Saracen:

Saracener var oprindelig en benævnelse som anvendtes af romerne om de indbyggere som beboede ørkenerne nær den romerske provins Syria og som skilte sig ud fra arabere. Senere, og fremforalt under korstogene, anvendtes ordet som benævnelse for muslimer i almindelighed. Da havde termen fået en negativ klang i det kristne Europa.


Etymologi
Saracen kommer fra græsk sarakenoí, hvilket alment anses at komme fra det arabiske ord sharqiyyin, som betyder østerlændinger. Oprindelsen til det arabiske ord er imidlertidigt tvivlsomt ifølge Oxford English Dictionary. En af de tidligste kendte skriftlige kilder er Ptolemæus værk: Geografike hyfegesis fra 100-tallet e.kr.. Han omtaler der befolkningsgruppen Sarakenoi som befolkede den nordvestlige del af den Arabiske halvø og som han adskiller fra araberne. Ordet kan siden have spredt sig til vesteuropa via Østromerske Kejserdømme og korsfarerne. Han beskriver desuden "Sarakene" som en region i det nordlige Sinai, navngiven efter byen Saraka på samme halvø.
Da Marko Polo (1254 - 1324) rejste gennem mellemøsten, omtalte han "saracenerne" som krigsgale.
Efter islams indtog i mellemøsten, og specielt ved tiden for korstogene i middelalderen, anvendtes ordet til at betegne alle muslimer uanset om disse var af arabisk herkomst eller ikke. Specielt anvendtes ordet om muslimer på Sicilien og i det sydlige Italien.
Fra 827 - 1091 herskede saracenerne på Sicilien; i en endnu længere periode på Sardinien.
I det 9. århundrede fandtes der derudover emirater i Tarent, Bari og Brindisi ( Apulien ).
Det må derfor formodes, at der også fandtes arabiske påvirkninger i resten af Syditalien.
Så vidt man ved, var det Saracenerne, der startede med, at drikke kaffe.

Skisma:

Det rigtigt store skisma var skismaet mellem Konstantinopel og Rom 1054. Men traditionelt betegnes også den vestlige kirkes skisma som »det store skisma« - man er tilbøjelige til at ignorere Østrom i europæisk historie.

Det Store Skisma, splittelsen mellem den romerske og den byzantinske kirke fra 1054.
Der havde siden 800-t. bestået spændinger om bl.a. pavens forrang, filioque, kirkelige skikke, nadverbrødet og fordelingen af kirkelig jurisdiktion.
I 1054 nedlagde en romersk delegation en bandbulle på alteret i Sofiakirken i Konstantinopel mod patriark Michael Kerullarios og den byzantinske kirkeledelse.
Derpå bandlyste Kerullarios romerne; de gensidige fordømmelser blev først ophævet i 1965.
Året 1054 er traditionelt blevet regnet for tidspunktet for bruddet mellem den østlige og den vestlige kristendom.

Det Vestlige Skisma :


Den romersk-katolske kirke var i senmiddelalderen og renæssancen præget af en række kriser. Kirkens første alvorlige krise kom i 1309, da paven flyttede hoffet fra Rom til Avignon, og i denne periode var paven under den franske konges indflydelse. Pave Gregor 11. flyttede hoffet tilbage til Rom i 1378, men døde kort efter, hvorefter det kom til endnu en krise. Denne krise omtales som Det store Skisma, som varede fra 1378 til 1417, hvor der på et tidspunkt fandtes tre paver (Rom, Pisa og Avignon). Dette blev begyndelsen på koncilbevægelsen, der begyndte med koncilet i Konstanz og afsluttedes med koncilet i Basel. Koncilbevægelsen forsøgte at gøre sig til kirkens øverste myndighed, men tabte magtkampen til paven.
Urban VI´s (1378-1389) valg skete under pres fra den romerske befolkning, der ønskede en romer eller i det mindste en italiener valgt som pave. Han er den sidste pave uden kardinaltitel og hans valg førte til et næsten 50-årigt skisma (spaltning) af den romersk-katolske kirke, hvor der frem til et møde i Pisa i 1409 var to paver og efter mødet var der tre paver - en situation, der varer til de stridende parter mødes på et konsil i Konstanz (1414-1418), hvor man enes om at vælge Oddo di Colonna som pave Martino V og afsætte de øvrige.

Navnene på paver og modpaver i denne periode er:

• Modpave Clemens VII (1378-1394)
• Pave Bonifacius IX (1389-1404)
• Modpave Benedikt XIII (1394-1423)
• Pave Innocent VII (1404-1406)
• Pave Gregor XII (1406-1415)
• Pave Alexander V (1409-1410)
• Modpave Johannes XXIII (1410-1415)

På konklavet i 1378 valgte Det italienske parti Prignano til pave Urbano VI, men de franske kardinaler ville ikke godkende valget og de blev politisk støttet af den franske kong Karl V og Napolis dronning Johanna 1 af Anjou. Det franske parti valgte så kardinal Robert af Genf som modpave under navnet Clemente VII, og han bosatte sig i Avignon og så var spaltningen af den romersk-katolske kirke en kendsgerning og de indbyrdes krige kunne begynde, hvor Pave Urbano VI tabte en række slag, men han afslog alle forsøg på et kompromis.
I 1415 besluttede den retmæssigt valgte Gregor XII under koncilet i Konstanz (1415-1418) at træde tilbage. Det gjorde han for at afslutte det vestlige skisma, hvor hele tre paver gjorde krav på Petersembedet.

Vatikan:

Vatikanstaten er en bystat på 44,2 hektar i Rom i Italien, og er samtidig verdens mindste suveræne stat, der har bred global accept.
Vatikanstatens politik varetages af et enevældigt valgmonarki, hvor lederen af den romerskkatolske kirke er ved magten. Paven er den primære lovgivende, besluttende og udøvende magt i Vatikanstaten, der adskiller sig fra Den Hellige Stol, som er et sjældent tilfælde af ikke-arveligt monarki. Vatikanstaten er det eneste tilbageværende enevældige monarki i Europa.
Historie:
Området blev i oldtiden kaldt Ager Vaticanus. Det kan måske stamme fra det latinske vaticinium, der betyder "varsel", under henvisning til, at der lå et tempel på egnen, hvortil der var knyttet nogle profeter, vates.
Området var landligt, med vingårde. Vinen derfra stod ikke højt i kurs, og Martial skrev: "Drikker du Vatikan-vinen, drikker du gift. Kan du lide eddike, kan du også lide Vatikan-vin." Da undergrunden var rig på ler og sand, var der fremstilling af tegl og porcelæn i området.
Midt på Ager Vaticanus lå en gravplads. Døde måtte ikke begraves indenfor bymurene, så Via Cornelia, der førte gennem egnen, var kantet med gravmæler. Her blev også apostlen Peter gravlagt.


Agrippina den ældre besad nogle store haver mellem Vatikanhøjden og Tiberen, og efter hendes død begyndte sønnen Caligula at bygge et cirkus der. Det blev fuldført af Nero, som opkaldte det efter Caligula og sig selv: Circus Gaii et Neronis. Her fandt en af de første kristenforfølgelser sted, og man regner med, at det var her, apostlen Peter, der også var den første Pave, led martyrdøden.