Beskrivelse af Calixtus III, der var Pave i år 1455-1458

Sct. Peter var den første biskop af Rom og dermed den første Pave i historien.
Der er opstået tradition for at biskoppen over Rom, er den katolske kirkes overhovede og dermed Pave for hele den katolske verden. Pavetitlen bliver dog først brugt efter år 300.
Kirken ledes af paven, der anses som Sankt Peters efterfølger. Den opfattelse stammer fra Matthæusevangeliet, hvor Jesus giver Peter nøglerne til himmeriget.
Jesus sagde følgende ord til Peter, som kan læses på indersiden af kuplen i
Peterskirken: ''Du er Peter (klippen) og på denne klippe vil jeg bygge min Kirke.
Dig vil jeg give nøglerne til himlens rige''.

Calixtus III - 1455-1458 :

Calixtus III (Callisto III) Pave Calixtus III (1455-1458)
Efterfulgte Pave Nikolaus V og blev selv efterfulgt af Pave Pius II
Den 8. April 1455 valgtes Kardinalen ved Kirken Santi Quattro Coronati til Pave efter et ganske kort Konklave på kun 4 dage.
Kardinalen var den spanske Alonso de Borja, som i Italien kaldtes Alfonso Borgia. Det hurtige valg kunne han takke den politiske situation for, da de italienske Kardinaler havde delt sig i to fraktioner, som stod stejlt overfor hverandre. Den ene fraktion arbejdede på at få valgt en Pave fra Orsini-familien, mens den anden støttede valget af en Pave fra Colonna-familien. Da ingen af parterne ville give modstanderne deres stemme, endte alle stemmer med at gå til den udenfor fraktionerne stående spanske kandidat.
Alfonso Borgia stammede fra Valencia, hvor han var født den 31. December 1378, og havde været kannik under Modpave Benedikt XIII (1394-1423). Da Martin V blev valgt til retmæssig Pave, udnævnte han Borgia til Biskop af Valenza. En tid lang fungerede han som rådgiver for Kong Alfonso V af Napoli, men stoppede til slut, fordi han ikke var enig i Kongens antikirkelige politik.
I 1444 udnævnte Pave Eugen IV Alfonso Borgia til Kardinal ved Kirken Santi Quattro Coronati og han bosatte sig nu i et hus nær ved Colosseum.
I Rom blev Kardinalen medlem af et religiøst broderskab viet til "Lo Spirito Santo" ("Helligånden") i 1446 (L'Arciconfraternita di Santo Spirito, som Pave Eugen IV havde fået genoplivet med sin Bulle "Salvatoris nostri" den 25. Marts samme år). Og han deltog i Pavehoffets liv og koncistorier og Konklaver: det i 1447, hvor Pave Nikolaus V blev valgt, og det i 1455, der endte med hans eget valg.
Som Pave tog Alfonso Borgia navnet Calixtus III. Han blev kronet den 20. April 1455 og var da næsten 77 år gammel.
Borja-familien var en betydende og stor familie i Spanien og selv havde Calixtus III flere søstre. Som Pave havde han nu mulighed for at sørge godt for dem og deres familier og han gjorde hurtigt nevøerne Luis Juan del Milà og Rodrigo de Borja til Kardinaler. Især denne sidste fik store embeder og han endte da også med selv at blive Pave Alexander VI i 1492.
En anden nevø var Rodrigo's broder Pedro Luis, som fik masser af høje og givtige embeder. Da han ikke havde fået nogen uddannelse indenfor Kirken, kunne han føre sig frem som en verdslig prins, og mængder af spaniere, familiemedlemmer, venner eller bare nogle, der søgte lykken udenlands, kom til Rom i disse år, hvor de af Calixtus modtog embeder af alle slags, som pavelige sekretærer, notarer, arbejdere eller kammertjenere i alle grader.
Calixtus III brugte ikke Kirkens midler på kirkebyggerier og lignende religiøse og kirkelige prestigeprojekter, men han satte meget ind på at få konger og fyrster til at involvere sig i Korstoget mod tyrkerne. Til dette formål gav han betydelige midler fra kirkekassen og fik organiseret en flåde på 16 skibe af trirem-typen, som han dog ikke fik meget held med, men dog en sejr ved Metelino under Kardinal Ludovico Scarampo's ledelse. Pavens opfordring vandt ikke meget gehør hos fyrsterne, men i Juli 1456 vandt de kristne korshære under ungareren Johannes Hunyady (også omtalt som Giovanni eller Johan Hunyadi) dog en sejr ved Beograd, som stoppede tyrkernes fremrykning. Andre vendepunkter i kampen på denne tid var den albanesiske frihedshelt Giorgio Castriota Scanderbeg's sejr ved Tomorniza i 1457.
Som tak for den himmelske indgriben i kampen, der gav de kristne sejren i 1456, indstiftede Paven i 1457 en ny festdag: "Festa della Trasfigurazione", der fejres den 6. August, nemlig den dag hvor nyheden om sejren nåede til Rom. Festens liturgiske indhold er den hændelse i Jesu liv, som kaldes "Forklarelsen på bjerget" ("Trasfigurazione di Gesu").
Calixtus III døde den 6. August 1458 i Rom, hvor han blev begravet i den lille Kirke Santa Maria della Febbre, det østligste af de to små runde kapeller, der lå ved siden af den gamle Peterskirke. Selve graven var under Kapellets gulv ved siden af alteret, dækket af en stor marmorsten med påskriften "Callistus Papa III". Pavens nevø, Kardinal Rodrigo Borgia, lod derpå udføre et flot gravmæle for sin onkel på Kapellets væg. Da Kapellet blev revet ned i 1586, gik gravmælet tabt, men Pavens sarkofag og enkeltdele af dekorationen er bevaret og kan ses i kælderen under Peterskirken i de såkaldte "Grotte Vaticane". Både Alfonso Borgia's og Rodrigo Borgia's rester hviler idag i Kirken Santa Maria in Monserrato, hvortil de blev flyttet i 1610.
Efter Calixtus' død blev der optøjer i Rom, hvor folket "gjorde oprør" mod de mange spaniere, "i catalani", som syntes at have taget deres arbejde og privilegier. Tilsyneladende på opfording af Orsini-familien blev Borgia-familiens ejendomme plyndret. Pedro Luis havde frygtet dette og han havde derfor allerede den 5. August solgt Castel Sant'Angelo, som han havde fået af sin onkel, til en gruppe Kardinaler, der lovede at beskytte ham. Han flygtede dog for en sikkerheds skyld fra byen og kom ikke til at vende tilbage.
Calixtus III efterfulgtes efter kun 3 dage af Pave Pius II.
Andre begivenheder i Pave Calixtus III's Pontifikat: 1455:
I Maj overgiver Paven en række ejendomme, marker og huse, samt en del af en offentlig vej til den venetianske Kardinal Pietro Barbo, så han kan udvide sit "Palazzo Venezia".
15. Maj udsender Paven Bullen "Ad summi Pontifikatus apicem", hvori han prædiker Korstog mod tyrkerne, udskriver tiende til at dække udgifterne og lover syndsforladelse til deltagerne. I løbet af sommeren og efteråret sælger Paven ud af ædelstene, guld- og sølvpynt på bøgerne i Vatikanets Bibliotek for at samle penge til at rejse en flåde, som bygges ved Ripa Grande.
1456:
I Februar måned protesterer Kardinal Domenico Capranica mod Pavens nepotisme, mens Kardinalerne Pietro Barbo og Prospero Colonna forsvarer den.
1. Marts afsejler Korstogsflåden fra Ripa Grande, ledet af Kardinal Ludovico Trevisan.
13. Marts udsender Paven Bullen "Inter Caetera", hvori han bekræfter Pave Nikolaus V's Bulle fra 1455 "Romanus Pontifex".
20. Juni udsender Paven Bullen "Cum hiis superioribus annis" / "Bulla Turcorum", hvori han søger hjælp til et nyt Korstog mod tyrkerne.
14. Juli sejrer de kristne hære over tyrkerne ved Beograd.
18. September: Paven udnævner Enea Silvio Piccolomini til Kardinal.
1457:
Paven giver sine nevøer flere embeder og fordele. Orsini-familien protesterer.
En stor komet kommer til syne og afstedkommer så stor frygt i Rom, at Paven beordrer særlige bønner og klokkeringning. (Det menes at have været Halleys komet)
16. Oktober: Lucrezia d'Alagno, elskerinde til Kong Alfonso d'Aragona, kommer til Rom for at få Pavens tilladelse til at leve legalt sammen med Kongen. Hun medbringer et enormt følge på blandt andet 500 heste, 50 hofdamer, samt et større pengebeløb, og indbyder til store banketter med kostbart service og madvarer, dans, baller og musik. Den 20. modtages hun af Paven med en stor fest, men må rejse fra Rom dagen efter med uforrettet sag. Callistus III = Callixtus III; Callistus III var af Borgiafamilien, og den første af familiens to paver. Han var født i Valencia 31/12 1378. Han blev pave den 08/04 1455 og døde 06/08 1458. Han blev kardinalpræst ved SS Quattro Coronatikirken og havde levet stille og fromt de næste tolv år, indtil han overraskende blev pave som et kompromis mellem to andre uantagelige emner i 1455. Efter sin embedsindsættelse udviste han - i betragtning af sine 77 år - stor energi i at organisere et Korstog, der skulle generobre først og fremmest Konstantianopel, der var faldet til tyrkerne i 1453. Der kom dog intet vedvarende eller betydningsfuldt ud af anstrengelserne. Der var dog et sejrrigt slag ved Beograd i 1456, og et ligeledes vundet flådeslag ved Lesbos i 1457. Han udviste stor slægtsforståelse ved at udnævne sine egne familiemedlemmer til høje poster, hvilket naturligt gav nogen modvilje i Italien, da hans familie jo hovedsageligt bestod af spaniere. En af hans nevøer udnævnte han til kardinal; det var Rodrigo Borgia, og han blev senere pave Alexander VI.

---

                  Katolske begreber:

Ordforklaring :

Bulle
Konklave
Korstog
Modpave
Pontifikat
Vatikan

Bulle:

Bulle, et metalsegl, oftest på et pavebrev. Det pavelige blysegl fik ca. 1100 et fast udseende: på den ene side hovederne af apostlene Peter og Paulus og på den anden side pavens navn.
Ordet bulle kommer af latin bulla 'kapsel'. Vi genfinder ordet i det engelske bullit = patron [ammunition]
Det er også betegnelsen for et brev, beseglet med nævnte metalsegl. Selvom ordet bulle i denne betydning oprindelig kun anvendtes om en bestemt brevtype, blev det fra 1400-t. ofte brugt om alle breve, der var beseglet med blysegl. Den oprindelige bulle har en fast udformning med bestemte formler og særlig skrift, og blyseglet er fastgjort med silketråde. Fra pave Innocens 4.s tid (1243-54) anvendtes denne type til aktstykker af mere almen betydning såsom dekretaler og politisk vigtige bandlysninger. En bulle betegnes normalt ved de første ord i teksten.
En særlig type bulle var den såkaldte In coena Domini, der var en generel opregning af forbrydelser mod kirkeretten, som medførte bandlysning, og som hver skærtorsdag oplæstes i Rom i pavens nærvær.
Bullerne kunne også udfærdiges som rundskrivelser, cirkumskriptionsbuller, med en større eller mindre kreds af modtagere.
Indholdet af de pavelige buller udgør en del af retsgrundlaget for den internationale katolske kirkeret, og mange af dem er derfor blevet udgivet i særlige samlinger, bullarier. Andre samlinger er udgivet som historiske kilder, fx pavebullerne vedr. Danmark udgivet af Alfred Krarup i Bullarium Danicum 1198-1316 (1931-32).

Konklave:

Konklave: (ordet kommer af "cum clave" = "med nøgle"). Konklave eller Pavevalg er forsamlingen af kardinaler, der vælger den nye pave, efter at den gamle er død eller træder af, som det var tilfældet med Pave Benedikt d. 16. Ordet konklave stammer fra latin, con'clave, og betyder: aflukkeligt værelse (helt bogstaveligt cum clave: med nøgle); specielt om den fra omverdenen afspærrede del af Vatikanpaladset, hvor pavevalget foregår; forsamlingen af kardinaler som vælger paven.
Annuntio vobis gaudium magnum! Habemus Papam! – Jeg meddeler jer en stor glæde! Vi har en pave! Sådan lyder budskabet fra protodiakonen fra balkonen over Peterspladsen i Rom, når valget er truffet. Det sker ved en højtidelig og historisk proces, der følges til punkt og prikke.
To uger efter pavens død vil kardinalerne mødes ved et højtideligt hemmeligt konklave i Det Sixtinske Kapel for at vælge apostlen Peters næste efterfølger. Konklavet må ikke afholdes senere end 20 dage efter. 14 dages-reglen er opstået for at give alle kardinalerne mulighed for at nå frem fra alle verdens hjørner. En regel, som nok mere stemmer overens med den tid, hvor kardinalerne skulle nå frem med hest og vogn end i dag, hvor de kommer flyvende til Rom.
Kardinalerne er udpeget overalt i verden og er pavens nærmeste rådgivere. Som det er i dag kan op til 120 kardinaler deltage, og de skal være under 80 år. Det blev bestemt af Pave Paul 6. i 1970. Ved sidste tælling af kardinalerne var der 119, der opfyldte kravene for at være med til at vælge.
Når kardinalerne ankommer til konklavet, hvor pavens efterfølger bliver valgt, lukkes den store bronzedør bag dem, og alle døre og vinduer bliver forseglet med bly. Tidligere skulle kardinalerne bo i spartanske værelser i selve kapellet, men i dag bliver alle indkvarteret i hotellignende værelser i Santa Martha Huset. Når kardinaler ankommer til konklavet, sværger de at holde alt, hvad der sker under afstemningen, hemmeligt. Hvis de bryder deres løfte, bliver de bortvist fra den katolske kirke.
Der gennemføres afstemning, hvor hver kardinal på en seddel skriver navnet på den kardinal, han ønsker som pave. Denne procedure gennemføres, indtil en af dem har har fået et flertal på 2/3 af stemmerne. Efter hver afstemning brændes stemmesedler, og røgen sendes gennem skorstenen. Ved tilsætning af kemikalier farves røgen sort, hvis afstemningen ikke har givet resultat og hvid, hvis afstemningen har peget på en ny pave.


Den nye pave skal formelt bekræfte, at han ønsker at påtage sig valget. Han spørges: "Accepterer De valget af egen, fri vilje?" Besvarer den valgte dette med "Accepto", er han den nye pave fra det øjeblik. Næste spørgsmål lyder: "Hvilket navn ønsker De at blive kaldt?", hvorpå han svarer med det navn, han ønsker at antage.

Korstog:

Korstog er en serie felttog fra 11. til 13. århundrede. De fleste var godkendt af paven. De kan ses som modtræk til flere århundreders islamisk ekspansion, og de fleste havde som mål at sikre kristen kontrol over Det hellige land, som var under muslimsk kontrol.

1. korstog 1096-1099

Pave Gregor 7. havde kort efter sin tiltrædelse i 1073 opfordret til et korstog til Jerusalem. Imidlertid lå pave Gregor i strid med den tyske konge og kejser (investiturstriden), så det blev først hans efterfølger, pave Urban 2., der kom til at virkeliggøre ideen.
Indtagelsen af Jerusalem under det første korstog 1099 i et middelalderligt manuskript.

2. korstog 1147-1149

Korstoget blev sat i gang på initiativ af Bernhard af Clairvaux, der inspirerede Ludvig 7. til at gå i spidsen, da der blev kaldt om hjælp fra Antiokia og Edessa i Syrien, der var blevet erobret under det første korstog.

3. korstog 1189-1193

Fra 1169 havde Saladin indtaget Egypten og havde sat et mål om at drive kristne væk fra den østlige del af Middelhavet. Efter at have erobret Syrien kunne han omringe korsfarerstaten, og den 4. juli 1187 overvandt han den i slaget ved Hattin. Den 2. oktober overgav Jerusalem sig, og derefter var det kun Antiokia, Tripoli, Tyrus og Margat, som var under kristen kontrol.
Frederik 1. Barbarossa (1122-1190), kejser af Tyskland og korsridder. Han var én af lederne af det 3. korstog i 1189

4. korstog 1202-1204

Under det 4. korstog ødelagde korsfarerne Konstantinopel – verdens største by – i 1204, selv om det var en kristen (græsk ortodoks) by, og plyndrede den. Dette betragtes som en af katolicismens skampletter og fik pave Johannes Paul 2. til den 4. maj 2001 officielt at undskylde overfor den Græske Kirke ved et personligt møde med den Økumeniske Patriark.

Nordiske korstog mod baltiske egne

I begyndelsen af 1200-tallet var turen kommet til de baltiske lande, blandt andet med danske korstog mod Estland. Korsfarerne drog først og fremmest af sted af religiøs overbevisning, men også med ønsket om at markere sig personligt som riddere, opnå anerkendelse eller finde store rigdomme i det mystiske østen.
Allerede ved midten af 1100-tallet opfordrede paven de danske konger til at føre korstog mod hedningene ved Østersøens sydkyst og de baltiske egne. Fra 1158 førte den danske ledingsflåde under ledelse af kong Valdemar den Store og den indflydelsesrige biskop Absalon krig mod de hedenske vendere for i 1169 at undertvinge disse og lægge øen Rügen under dansk indflydelsessfære. Den stærke danske kongemagt gennemførte i de følgende 50 år større og større erobringer for i 1219 at fuldbyrde korstogsmissionen ved at tvangskristne esterne. Esterne havde ellers forsvaret deres land med næb og kløer, men måtte bøje sig for den danske overmagt i slaget ved Lyndanisse.

Modpave:

En modpave var i middelalderen en pave, som kejseren eller et oppositionsparti fik valgt i konkurrence med den retmæssige pave, og som ikke anerkendes i den officielle paveliste.
Modpaverne var i høj grad medvirkende i både det katolske og det statslige politiske spil op gennem årene.
Modpave Hypolitus, 217-235 regnes som regel for at være den første modpave.
Modpave Felix V, 1439-1449, var den sidste af slagsen.

Herunder ses: Modpave Johannes XXIII
(1410 - 1415)
Liste over modpaver gennem historien:

• Hypolitus (217-235)
• Novatian (251-258)
• Felix II (355-365)
• Ursinus (366-367)
• Eulalius (418-419)
• Laurentius (498-499 og 501-506)
• Dioskur (september-oktober 530)
• Teodor (september-december 687)
• Paschalis (oktober-december 687)
• Konstantin II (767–768)
• Filippus (juli 768)
• Johannes (januar 844)
• Anastasius III (august-september 855)
• Kristoforus (903-04)
• Bonifatius VII (juni-juli 974 og 984-85)
• Johannes XVI (997-98)
• Gregor VI (juni-juli 1012)
• Benedikt X (1058-59)
• Honorius II (1061-72)
• Klemens III (1080-84)
• Theoderik (1100-01)
• Albert (februar-marts 1102)
• Sylvester IV (1105-11)
• Gregor VIII (1118-21)
• Celestin II (december 1124)
• Kletus [Anakletus] II (1130-38)
• Viktor IV (marts-maj 1138)
• Viktor IV (1159-64)
• Paschalis III (1164-68)
• Callistus III (1168-78)
• Innocent III (1179-80)
• Nikolas V (1328-30)
• Klemens VII (1378-94)
• Benedikt XIII (1394-1423)
• Alexander V (1409-10)
• Johannes XXIII (1410-15)
• Klemens VIII (1423-29)
• Benedikt XIV (1423-29)
• Benedikt XIV (1430-37)
• Felix V (1439-49)

Senere har der dog været andre som har taget pavetitel, flere gange efter være blevet valgt af skismatiske grupper. Dette er de såkalte sedevakantister, som mener, at pavestolen står tom, og at de dermed må vælge en af deres egne til at fylde den. Vatikanet har modpaverne med i de officielle lister over paver frem til Felix (V), som døde i 1449, men man medtager ikke sedevakantisterne. Årsagen til dette er, at modpaverne på den officielle liste blev valgt af personer, som befandt sig indenfor den katolske kirke, mens sedevakantistenes paver er valgt af personer, som befandt sig udenfor og havde dannet egne kirkesamfund. De anses derfor af Vatikanet for ledere af konkurrerende katolske eller katolsk-inspirerede grupper.
I katolsk kirkeret er det at lade sig vælge til modpave en skismatisk handling, som automatisk fører til ekskommunikation.

Pontifikat:

Pontifikat, (af lat. pontificatus, afledt af pontifex), en paves regeringstid.

Pontifex, (lat., af pons 'vej, bro', gen. pontis, og -fex, af facere 'gøre'; af omstridt bet., måske 'den, der baner vej' eller 'den, der bygger bro'), i romersk religion navnet på et ledende medlem af pontifikalkollegiet, et præstekollegium bestående af rex sacrorum, de tre store flamines og tolv mindre flamines; pontifex maximus 'den største pontifex' havde som særligt embedsområde Vestakulten. Pontifikalkollegiet holdt til i Regia (egl. 'kongens hus') på Forum Romanum og havde bl.a. overopsyn med Roms statskult, lege (ludi), sakralret og varselstydning. Fra ca. 200 f.Kr. kendes tabulae pontificum 'pontifexernes tavler', en samling historiske annaler.

Fra og med Augustus blev ærestitlen pontifex maximus givet til den regerende kejser, og i løbet af 400-t. overtog paven den oprindelig hedenske titulatur, ofte forkortet pont.max. eller PM, nu i formen summus pontifex, hvis betydning tolkedes kristologisk som 'den, der slår bro mellem Jord og Himmel'.

Vatikan:

Vatikanstaten er en bystat på 44,2 hektar i Rom i Italien, og er samtidig verdens mindste suveræne stat, der har bred global accept.
Vatikanstatens politik varetages af et enevældigt valgmonarki, hvor lederen af den romerskkatolske kirke er ved magten. Paven er den primære lovgivende, besluttende og udøvende magt i Vatikanstaten, der adskiller sig fra Den Hellige Stol, som er et sjældent tilfælde af ikke-arveligt monarki. Vatikanstaten er det eneste tilbageværende enevældige monarki i Europa.
Historie:
Området blev i oldtiden kaldt Ager Vaticanus. Det kan måske stamme fra det latinske vaticinium, der betyder "varsel", under henvisning til, at der lå et tempel på egnen, hvortil der var knyttet nogle profeter, vates.
Området var landligt, med vingårde. Vinen derfra stod ikke højt i kurs, og Martial skrev: "Drikker du Vatikan-vinen, drikker du gift. Kan du lide eddike, kan du også lide Vatikan-vin." Da undergrunden var rig på ler og sand, var der fremstilling af tegl og porcelæn i området.
Midt på Ager Vaticanus lå en gravplads. Døde måtte ikke begraves indenfor bymurene, så Via Cornelia, der førte gennem egnen, var kantet med gravmæler. Her blev også apostlen Peter gravlagt.


Agrippina den ældre besad nogle store haver mellem Vatikanhøjden og Tiberen, og efter hendes død begyndte sønnen Caligula at bygge et cirkus der. Det blev fuldført af Nero, som opkaldte det efter Caligula og sig selv: Circus Gaii et Neronis. Her fandt en af de første kristenforfølgelser sted, og man regner med, at det var her, apostlen Peter, der også var den første Pave, led martyrdøden.