Beskrivelse af Liberius, der var Pave i år 352-366

Sct. Peter var den første biskop af Rom og dermed den første Pave i historien.
Der er opstået tradition for at biskoppen over Rom, er den katolske kirkes overhovede og dermed Pave for hele den katolske verden. Pavetitlen bliver dog først brugt efter år 300.
Kirken ledes af paven, der anses som Sankt Peters efterfølger. Den opfattelse stammer fra Matthæusevangeliet, hvor Jesus giver Peter nøglerne til himmeriget.
Jesus sagde følgende ord til Peter, som kan læses på indersiden af kuplen i
Peterskirken: ''Du er Peter (klippen) og på denne klippe vil jeg bygge min Kirke.
Dig vil jeg give nøglerne til himlens rige''.

Liberius - 352-366 :

Liberius (San Liberio) Pave Liberius 352-366
Liberius, der også benævnes San Liberio, var romer og kom til at indtage Pavetronen i en turbulent tid, hvor arianerne prøvede at få deres opfattelse af Kristendommen igennem og stredes derom med Athanasios, der var Biskop i Alexandria.
Liberius efterfulgte Pave Julius I den 17. April 352, men straks efter modtog han fra arianerne breve med anklager mod Biskop Athanasios. For at bedømme disse anklager blev der sammenkaldt til et Koncil i Rom i slutningen af 352. Anklagerne blev her afvist, men arianerne fortsatte deres opposition.
I 353 bad Liberius derfor Kejser Constantius II om tilladelse til at indkalde et nyt Koncil, som denne gang efter Kejserens ønske blev afholdt i Arles, hvor han selv kunne være til stede og få forholdene bragt i orden. Her blev Athanasios og hans tilhængere fordømt og ingen turde modsætte sig Kejserens dom.
Liberius var ikke enig i fremgangsmåden og dommene og foreslog Kejseren at afholde et nyt Koncil i Milano i 355. Kejseren havde imidlertid ikke i sinde at ændre noget på de tidligere afgørelser. Det så nu ud til, at Arianismen skulle vinde, men Romerkirken var stadig imod.
For omsider at få fred sendte Constantius II eunukken Eusebius til Rom for at overtale Liberius til at acceptere Kejserens vilje, fordømme Athanasios og godkende Arianismen. Til det formål medbragte Eusebius rige gaver fra Kejseren, men Liberius nægtede at modtage dem. Da der således ikke kunne opnås enighed, blev Liberius arresteret af Kejserens mænd i nattens mulm og mørke og ført til Kejserhoffet i Milano.
Da Liberius stadig ikke kunne overtales til at acceptere Arianismen og benægte den nikænske trosbekendelse, blev han forvist til Beroea i Thrakien og Kejseren lod 3 arianske Biskopper vælge en ny Pave, en romersk Ærkediakon ved navn Felix, som kom til at fungere som Modpave under navnet Felix II.
Den romerske menighed var dybt berørt af Liberius' skæbne og den styrke, som han lagde for dagen. Og de fortsatte med at betragte ham som deres lovligt valgte Pave. Og Kejseren kunne ikke undgå at bemærke, hvor upopulær hans beslutning og hans protege Felix var i Vestkirken. Da Kejseren i 357 besøgte Rom modtog han talrige bønskrivelser fra byens borgere om at give dem deres Pave Liberius igen. Han besluttede derfor i 358 at kalde Liberius tilbage fra eksilet.
Liberius blev dog nødt til at underskrive en erklæring, der gav visse indrømmelser til Arianismen - for mange indrømmelser efter Athanasios' og mange andres mening. Og han fik af Kejseren ordre om at dele sit embede med Felix. Heri var romerne imidlertid ikke enige, de modtog Liberius i triumf - og jog Felix ud af byen. Og han kom aldrig til at sætte sine ben i Rom igen.
Det var samme år, som Liberius var vendt tilbage til Rom, at han grundlagde Roms største Maria-Kirke, Santa Maria Maggiore. Kirken ligger på det højeste sted af det gamle Cispius-højdedrag på nordsiden af Esquilin-højen og skal ifølge traditionen være blevet grundlagt den 5. August 358 efter en natlig drøm, som Pave Liberius og rigmanden og senatoren Giovanni og dennes hustru alle havde tilfælles. Det nye kirkebyggeri omtaltes derfor fra starten som Basilica Liberiana. Og Gregorovius giver en anden forklaring på grundlæggelsen, nemlig at den nye Kirke skulle stå som et symbol på den nikænske trosbekendelse og Athanasios' lære, for hvilken Liberius var blevet forvist i 2 år.
I de efterfølgende år indkaldte Kejser Constantius II til endnu 2 Konciler, et i Rimini for Vestkirken og et i Seleucia for Østkirken. Man diskuterede stadig Arianismen og nåede ikke til nogen enighed. Kejseren prøvede at skære igennem, men den 3. November 361 døde han og hans efterfølger Julian trak alle afgørelser og eksildomme tilbage.
Nu fulgte en tid, hvor Paven og hans ortodokse Biskopper forsøgte at skabe fred mellem fraktionerne og byde de arianske kættere, der havde fortrudt deres fejltrin, velkommen i menighederne igen.
Efter Kejser Julian's død i 363 fulgte en række Kejsere med forskellige holdninger til Arianismen, Valentinian I var stærkt imod, mens hans broder Valens forsvarede tilhængerne.
Liberius døde den 24. September 366 og blev begravet i Priscilla's Katakomber. Han efterfulgtes - ovenpå en kaotisk og blodig valgperiode - af Damasus I (366-384).

Pave Liberius (døde 24 September 366) var pave fra 17 maj 352 til sin død i 366. Ifølge Catalogus Liberianus, blev han indviet 22 kan som afløser for pave Julius. Han er ikke nævnt som en helgen i den Roman Martyrology. Hans første indspillede act blev, efter en Synode havde været afholdt i Rom, til at skrive til kejser Constantius II, derefter i kvartaler på Arles (353–354), beder, et råd kan hedde på Aquileia med hensyn til anliggender af Athanasius af Alexandria, men hans messenger Vincentius af Capua blev tvunget af kejser på en Liberius blev afholdt i Arles abonnere mod sin vilje til en fordømmelse af den ortodokse Patriark i Alexandria.
I slutningen af et eksil på mere end to år i Thrakien, hvorefter det synes han kan være midlertidigt relented til den arianske årsag, eller sat op til at synes at have relented – delvis fremgår af tre bogstaver, ganske muligvis falsknerier, tilskrives Liberius, kejseren mindede ham, men, som Roman See blev officielt besat af Modpave Felix II, gået et år inden Liberius blev sendt til Rom. Det var kejserens hensigt at Liberius skal styre kirken sammen med Felix, men ankomsten af Liberius Felix blev udvist af det romerske folk. Hverken Liberius eller Felix deltog i Rådet i Rimini i 359.
Efter kejser Constantius død i 361 annullerede Liberius dekreterne fra denne forsamling, men med sammenfald af biskopper Athanasius og Hilary af Poitiers, beholdt de biskopper, der havde underskrevet og derefter trak deres overholdelse. I 366, Liberius gav en positiv modtagelse til en deputation af den østlige Bispestolen, og optaget i hans altergang den mere moderate af den gamle Arian part. Han døde den 24 September 366.
Nogle historikere har postuleret, at Liberius nedlagde pavedømmet i 365, for at få mening ud af regeringstid af Modpave Felix II.

Legacy
Pave Pius IX bemærkede i Quartus Supra at Liberius blev falsk anklaget af Arians og han havde nægtet at fordømme Athanasius af Alexandria. I sin encyklika Principi gerninger Petro bemærkede pave Benedict XV, pave Liberius frygtløst gik i eksil i forsvaret af den ortodokse tro.
I den østlige ortodokse kirke er han en helgen, hvis festen fejres på 27 August.
Basilica di Santa Maria Maggiore i Rom er undertiden benævnt den liberianske Basilika.

---

                  Katolske begreber:

Ordforklaring :

Ariani
Basilika
Katakomber
Koncil
Modpave
Patriark
Synode

Ariani:

Arianismen er opkaldt efter præsten Arius (256 – 336), født i Alexandria, Egypten.
Hans tilhængere kaldtes arianere. Arianerne hævdede at Sønnen var skabt af Faderen, og derfor ikke lige med Faderen, ikke evig, og ikke guddommelig af væsen. Arianismen blev fordømt af det økumeniske koncil i Nikæa (325), men det varede længe før den forsvandt. En central modspiller i kampen mod arianismen var den alexandrinske biskop, Athanasius, der fastholdt, at sønnen, Kristus, var en del af Guds væsen og dermed ikke skabt.


Den 27. november 326 blev Arius indkaldt til Konstantinopel, hvorfra lejesoldater spredte arianismen ud i Europa, til den katolske kirkes vrede, fordi det ansås for et ødelæggende kætteri at nogen benægtede Jesu Kristi guddom. Blandt mange af de germanske folkeslag, bl.a. goterne i Spanien og vandalerne i Nordafrika og longobarderne i Italien levede arianismen videre i adskillige århundreder, dog også af magtpolitiske årsager.

Basilika:

Ordet basilika kommer af græsk basilike (stoa) 'kongelig (søjlehal)', af basileus 'konge'.
Basilika, bygning, der består af et hovedrum, hovedskib eller midterskib, flankeret af to eller fire sideskibe; hovedskibet er højere og bredere end sideskibene og kan have en udbygning, apsis, i den ene eller i begge ender.
Hovedskib og sideskibe er skilt fra hinanden ved kolonnader eller buer; over disse kan der være et galleri (klerestorium) og vinduer. Oprindelig havde basilikaen fladt loft eller åben tagstol. Basilikaen kan have en bred indgangshal, narthex, og en åben forgård, atrium.
Bygningstypen stammer fra det østlige Middelhav. Den var meget anvendt i antikkens Romerrige og er beskrevet af den romerske arkitekturteoretiker Vitruvius.


Der hersker tvivl om, hvorledes den kristne basilika er opstået. Den mest udbredte teori er, at den kristne basilika er udviklet af antikkens offentlige og private basilika. Det er også vanskeligt at præcisere, hvornår den kristne basilika opstod, da bygning af offentlige kirker var umulig under forfølgelserne af de kristne.
De kirkebygninger, der blev opført i Rom og i Mellemøsten i Konstantin den Stores tid i 300-t. e.Kr., står derfor som de første eksempler på den kristne anvendelse af basilikatypen.


Blandt de mest berømte er Laterankirken, Santa Maria Maggiore, den første Peterskirke og Santa Sabina, alle i Rom.

Katakomber:

Domitilla-katakomberne, der blev opkaldt efter et medlem af den romerske familie, der havde bestilt gravpladserne, er de største i Rom. De strækker sig over 12 kilometer og går ned på fire niveauer med 26.250 grave fra anden til femte århundrede.



Over Domitilla katakomberne står basilikaen, som ses herover, Santi Nereo e Achilleo, der er ombygget og istandsat, så kun meget lidt er tilbage fra det 4. årh., hvor den blev bygget.
I katakomberne kan man se smukke fresker, bl.a. en der forestiller Kristus som den gode hyrde.
Når de kristne begravede de døde i underjordiske kirkegårde udenfor Rom, var det ikke på grund af forfølgelse, men blot fordi de fulgte tidens love.
Da der i katakomberne er begravet mange helgener, blev disse til helligdomme og genstand for besøg af pilgrimme.
De døde blev anbragt i nicher (loculi), hvor der kunne ligge 2 - 3 lig og de vigtigste rum blev udsmykket med stuk og fresker, se billedet herunder.
Det er en stor og spændende oplevelse at besøge disse underjordiske gravpladser.



Mange af krypterne har fresker, der synes udslettet. Faktisk blev de strippet af gravrøvere, idet katakomberne blev hærget og fresker skåret ud og fjernet som trofæer i middelalderen. Denne antikke form for tyveri kan findes i et museum i Catania, der viser eksempler, der oprindeligt blev bragt til Sicilien af en adelsmand for at dekorere hans hjem.



Domitilla katakomberne er de største af katakomberne og mange af gravene kan føres helt tilbage til 1. og 2. årh. e. Kr. dermed har disse kun ringe forbindelse med de kristne.

Koncil:

Et Koncil er et kirkemøde for hele eller dele af Den Katolske Kirke. Ordet kommer fra latin "concilium"=Rådsforsamling. Man taler om 4 forskellige typer af konciler: "Concilio Diocesano" eller "Sinodo" indkaldes af Biskoppen, "Concilio Provinciale" indkaldes af Metropolitten (Ærkebispen), "Concilio Nazionale" indkaldes af Patriarken eller Overhovedet for Kirken i det enkelte land.



Endelig er der "Concilio Ecumenico", som indkaldes af Paven og gælder for alle dele af Den Katolske Kirke.

Et Økumenisk Koncil foregår i 3 bestemte faser: Indkaldelsen af de nærmere bestemte grupper gejstlige som skal deltage. Afholdelsen sker under Pavens præsidium eller under en af hans legater. Paven bestemmer de emner, der skal debatteres og om evt. andre forslag skal tages med ind til diskussion. Paven har ret til at opløse Koncilet, eller til at stoppe det eller overflytte det til et andet sted. Den sidste fase er Pavens godkendelse af Koncilets konklusioner.

Koncilier - Romerkirkens generalforsamlinger

Modpave:

En modpave var i middelalderen en pave, som kejseren eller et oppositionsparti fik valgt i konkurrence med den retmæssige pave, og som ikke anerkendes i den officielle paveliste.
Modpaverne var i høj grad medvirkende i både det katolske og det statslige politiske spil op gennem årene.
Modpave Hypolitus, 217-235 regnes som regel for at være den første modpave.
Modpave Felix V, 1439-1449, var den sidste af slagsen.

Herunder ses: Modpave Johannes XXIII
(1410 - 1415)
Liste over modpaver gennem historien:

• Hypolitus (217-235)
• Novatian (251-258)
• Felix II (355-365)
• Ursinus (366-367)
• Eulalius (418-419)
• Laurentius (498-499 og 501-506)
• Dioskur (september-oktober 530)
• Teodor (september-december 687)
• Paschalis (oktober-december 687)
• Konstantin II (767–768)
• Filippus (juli 768)
• Johannes (januar 844)
• Anastasius III (august-september 855)
• Kristoforus (903-04)
• Bonifatius VII (juni-juli 974 og 984-85)
• Johannes XVI (997-98)
• Gregor VI (juni-juli 1012)
• Benedikt X (1058-59)
• Honorius II (1061-72)
• Klemens III (1080-84)
• Theoderik (1100-01)
• Albert (februar-marts 1102)
• Sylvester IV (1105-11)
• Gregor VIII (1118-21)
• Celestin II (december 1124)
• Kletus [Anakletus] II (1130-38)
• Viktor IV (marts-maj 1138)
• Viktor IV (1159-64)
• Paschalis III (1164-68)
• Callistus III (1168-78)
• Innocent III (1179-80)
• Nikolas V (1328-30)
• Klemens VII (1378-94)
• Benedikt XIII (1394-1423)
• Alexander V (1409-10)
• Johannes XXIII (1410-15)
• Klemens VIII (1423-29)
• Benedikt XIV (1423-29)
• Benedikt XIV (1430-37)
• Felix V (1439-49)

Senere har der dog været andre som har taget pavetitel, flere gange efter være blevet valgt af skismatiske grupper. Dette er de såkalte sedevakantister, som mener, at pavestolen står tom, og at de dermed må vælge en af deres egne til at fylde den. Vatikanet har modpaverne med i de officielle lister over paver frem til Felix (V), som døde i 1449, men man medtager ikke sedevakantisterne. Årsagen til dette er, at modpaverne på den officielle liste blev valgt af personer, som befandt sig indenfor den katolske kirke, mens sedevakantistenes paver er valgt af personer, som befandt sig udenfor og havde dannet egne kirkesamfund. De anses derfor af Vatikanet for ledere af konkurrerende katolske eller katolsk-inspirerede grupper.
I katolsk kirkeret er det at lade sig vælge til modpave en skismatisk handling, som automatisk fører til ekskommunikation.

Patriark:

En patriark er overhovedet i en romersk-katolsk eller ortodoks kirkeprovins, et patriarkat. Da embedet er personorienteret bruger man sjældent betegnelser som f.eks. patriarkatet Konstantinopel, men som regel patriarken af Konstantinopel osv.
Fem patriarkater – i Rom, Jerusalem, Alexandria, Antiokia og Konstantinopel – har rødder i oldkirken. De andre er kommet til på senere tidspunkter, enten som belønning for loyalitet mod kirken eller af religionspolitiske grunde.


Patriarken Fotios af Konstantinopel (billede herover) levede fra ca. 820 til 893. Han regnes for en af de mest lærde mænd nogensinde i den Ortodokse Kirke.
Fotios var patriark af Konstantinopel - det vil sige, at han havde samme rolle i den østromerske, ortodokse kirke, som paven har den romersk-katolske kirke.

Fire af de ortodokse patriarkater, de fire første på listen, er oldkirkelige. De andre er nyere, og er knyttet til nationalkirker i forskellige lande.

• Patriarken af Konstantinopel (Den økumeniske patriark)
  
• Patriarken af Alexandria
  
• Patriarken af Antiokia
  
• Patriarken af Jerusalem
  
• Patriarken af Moskva og hele Rusland
  
• Patriarken af hele Bulgarien
  
• Katholikos-patriarken af hele Georgien
  
• Patriarken af hele Rumænien
  
• Den serbiske patriark
  
  

Den katolske kirkes patriarkater
Et af de katolske patriarkater går direkte tilbage til oldkirken, nemlig Rom. Patriarkaterne i Alexandria, Antiokia og Jerusalem har rødder i oldkirken, men disse steder var der i lang tid kun ortodokse patriarker.
Udover de nuværende patriarkater er der også i Den katolske kirke nogle historiske patriarkater, som af forskellige grunde ikke eksisterer mere.

Nuværende katolske patriarkater

• Patriarkatet i Rom (paven er patriark)
  
• Det koptiske patriarkat i Alexandria
  
• Det græske patriarkat i Antiokia
  
• Det syriske patrirkat i Antiokia
  
• Det maronittiske patriarkat i Antiokia
  
• Det romersk-katolske patriarkat i Jerusalem
  
• Patriarkat i Babylon (Bagdad)
  
• Patriarkat i Cilicia
  
• Patriarkat i Venezia
  
• Patriarkat i Lisabon
  
  

Historiske katolske patriarkater

• Det romersk-katolske patriarkat i Konstantinopel
  
• Det romersk-katolske patriarkat i Alexandria
  
• Det romersk-katolske patriarkat i Antiokia
  
• Patriarkatet i Vest-Indien
  
• Patriarkatet i Øst-Indien
  
  

De orientalske ortodokse kirkers patriarkater

• Paven og patriarken af Alexandria (Den koptiske ortodokse kirke)
  
• Patriarken af Antiokia (Den syriske ortodokse kirke)
  
• Katholikos-patriarken af Etchmiadzin og Armenia (Den armenske ortodokse kirke)
  
• Patriarken af Cilicia of Midt-Østen (Den armenske ortodokse kirke)
  
• Patriarken af hele Etiopien (Tewahedokirken)
  
• Patriarken af hele Eritrea (Den eritreanske ortodokse kirke)
  
  

De nestorianske patriarkater
De nestorianske kirker blev løsrevet fra resten af den kristne kirke i det 5. århundrede.

• Katholikos-patriarken af Babylon (Bagdad, Den assyriske kirke i øst)
  
• Katholikos-patriarken i Jerusalem (Kirken i øst og udenlands, sæde i Nordamerika)
  
  

Et patriarkat er en kultur, hvor magten og herredømmet besiddes af (de ældste) mænd, og hvor den fædrene linie tegner slægten. Magten tilhører den myndige og ærværdige patriark. Begrebet patriark kommer af græsk "patria", der betyder slægt og -ark, der betyder leder eller anfører. Patriarken er slægtens anfører og som sådan ikke kønsbestemt, men i bibelens gamle testamente er Abraham og hans søn Isak og dennes søn Jakob patriarker.

Synode: