Beskrivelse af Damasus I, der var Pave i år 366-384

Sct. Peter var den første biskop af Rom og dermed den første Pave i historien.
Der er opstået tradition for at biskoppen over Rom, er den katolske kirkes overhovede og dermed Pave for hele den katolske verden. Pavetitlen bliver dog først brugt efter år 300.
Kirken ledes af paven, der anses som Sankt Peters efterfølger. Den opfattelse stammer fra Matthæusevangeliet, hvor Jesus giver Peter nøglerne til himmeriget.
Jesus sagde følgende ord til Peter, som kan læses på indersiden af kuplen i
Peterskirken: "Du er Peter (klippen) og på denne klippe vil jeg bygge min Kirke.
Dig vil jeg give nøglerne til himlens rige."

Damasus I - 366-384 :

Damasus I (San Damaso I) Pave Damasus I efterfulgte Pave Liberius og blev selv efterfulgt af Pave Siricius
Damasus skal have været af god spansk familie, men er sikkert født i Rom omkring 305 som søn af Diakonen Antonius og dennes hustru Laurentia.
Damasus blev selv Diakon under Pave Liberius, men valgte at acceptere Modpave Felix II, mens Liberius var i eksil.
Damasus kom til at efterfølge Pave Liberius, der døde den 24. September 366. Men Pavevalget var ikke nogen let sag og både blandt de gejstlige i Rom og menigheden dannedes der hurtigt to partier, der var henholdsvis for og imod den tilgivende politik overfor de tilbagekomne frafaldne arianere og overfor Modpave Felix II's tilhængere.
Det ene parti bestod af 7 præster og 3 diakoner og en mindre gruppe fra menigheden, som ønskede en strengere holdning overfor de frafaldne. De samledes i Kirken Santa Maria in Trastevere, hvor de valgte Diakonen Ursinus til Pave og lod ham salve af blot én Biskop, Paolo di Tivoli, mens der normalt var flere om den højtidelige gerning.
Det andet parti bestod af størstedelen af de gejstlige og menigheden og det samledes i Kirken San Lorenzo in Lucina (der dengang var en huskirke kaldet Titulus Lucinae), hvor man valgte Damasus til Pave.
Ingen af de to grupper ønskede at opgive deres valgte Pave og anklagerne føg imellem dem. Damasus anklagedes for at have accepteret Felix II som Pave, mens Liberius var i eksil, og for at være "for sammenspist" med patricerfamilierne. At anklage hinanden med ord blev snart for lidt og man gik over til fysiske angreb, hvad der skabte både sårede og døde. I tre dage sloges de to partier, som havde barrikaderet sig i hver sin Kirke. "Øvelsen" gik naturligvis også ud på at forhindre den anden Pave i at blive viet i San Giovanni in Laterano, men det lykkedes til sidst for Damasus den 1. Oktober, hvorefter han var den retmæssige Pave.
Alle disse anklager og sammenstød vakte naturligvis undren hos den del af befolkningen, der endnu ikke var kristne, og krønikeskriveren Ammianus Marcellinus skrev, at det mest af alt lignede en strid mellem to politiske kandidater, og at Bypræfekten Vivenzio var magtesløs overfor optøjerne, der endte med at koste 137 døde efter en angreb på den såkaldte Basilica di Sicinnio (som nogle mener var Santa Maria Maggiore, som Pave Liberius havde ladet bygge, mens andre mener, at der er tale om en skrive- eller forståelsesfejl, og at der menes "Basilica di Ursinus", altså i dette tilfælde Kirken Santa Maria in Trastevere).
Efter Damasus-partiets sejr, blev Ursinus forvist fra Rom, men året efter vendte han tilbage til byen. Da urolighederne så blussede op igen, sendte Kejser Valentinian I ham i permanent eksil i Gallien og senere i Milano, hvor han dog fortsatte sine intriger.
I 369 afholdtes der et Koncil i Rom og her vedtog man, at en Biskop først kan erklæres for legitim, når Biskoppen i Rom (altså Paven) har godkendt valget. Efter denne beslutning kunne Damasus afsætte de arianske Biskopper.
I 370 anklagede en konverteret og derpå frafalden jøde ved navn Isacco på Ursinus' foranledning Damasus for allehånde alvorlige forbrydelser. Og den Kejserlige Viceregent Maximianus satte derfor en proces i gang. Kejser Gratian frikendte Damasus i 372 og Isacco og Ursinus blev atter forvist.
I 378 afholdtes der igen Koncil, denne gang i Antiochia og man bekræftede her vedtagelsen om de legitime Biskopper.
Igen i 382 var der Koncil i Rom og Romerkirkens status som stående over de andre Kirker blev atter godkendt. Arianismen var nu på vej ud og Kejserne Gratian og Theodosius I tolererede ikke længere dette kætteri.
En af tidens store kristne debattører var San Girolamo (den Hellige Hieronymus), som var Sekretær for Pave Damasus. Samtidig holdt han forelæsninger over Biblen og det rigtige kristne levned for en gruppe romerske kvinder, som samledes hos den rige Marcella i hendes hus på Aventin. Og efter Pavens ønske påbegyndte han en revision af Evangeliernes latinske tekst.
En anden af Damasus' nære medarbejdere var skriveren Furius Dionysius Filocalus, som tegnede den skrifttype, som blev brugt ved indgraveringen af Pave Damasus' 59 epigrammer på martyrgravene, så disse var genkendelige for menigheden. Paven lod Katakomber og Kirkegårde istandsætte, men han byggede også nyt: Kirken Santi Nereo e Achilleo og San Lorenzo in Damaso.
Damasus I gjorde et stort arbejde for at styrke den romerske menigheds liv og mangedoblede og ajourførte riterne. Martyrernes dødsdage blev fejrede og antallet af kapeller øgedes. Også antallet af de troende øgedes og man har beregnet, at antallet af romerske kristne under Damasus nåede op på 80.000.
Damasus I døde den 11. December 384. Han fejres som helgen (San Damaso I) i den Katolske Kirke den 11. December. Ifølge Santi e Beati ønskede Damasus at blive begravet på et øde og ydmygt sted ved Via Ardeatina. Dette sted skulle ifølge et af katalogerne fra det 7.århundrede "De Locis Sanctis Martyris qui sunt foris civitatis Romae" være Cimitero di Balbina, hvor også Damasus' søster Marta (med dåbsnavnet Irene) hvilede. Paul I lod deres knogler bringe til Kirken San Lorenzo in Damaso i årene 757-767 og i 1577 lod Kardinal Alessandro Farnese disse relikvier samt Eutichio's anbringe under højalteret i samme Kirke. San Damaso's kranium opbevares dog i San Pietro og noget af en arm skal ifølge Sicari kunne findes i San Tommaso in Parione.

---

                  Katolske begreber:

Ordforklaring :

Antiochia:

Antiochia, tredjestørste by i Nærorienten i hellenistisk tid (efter Alexandria og Seleukeia ved Tigris), nuværende Antakya i Tyrkiet. Grundlagt år 300 f.Kr. af Seleukos 1. og opkaldt efter hans far Antiochos. Byen lå 20 km inde i landet ved Orontesflodens bred og Silpiosbjergets fod. Seleukeia Pieria, grundlagt 310 ved Orontesflodens udløb i Middelhavet, reduceredes snart til Antiochias havneby, og ca. 280 blev Seleukiderigets hovedstad flyttet fra Seleukeia til Antiochia. Da Pompejus i 64 f.Kr. erobrede byen, gjorde han den til hovedstad i den nydannede romerske provins Syria.



Blandt de oprindelige kolonister dominerede et kontingent af makedonere og athenere, som Seleukos havde overført fra nabobyen Antigoneia, men tilflyttere fra alle de omliggende provinser gjorde snart Antiochia til et kosmopolitisk bysamfund med bl.a. en stor jødisk befolkningsgruppe. Byen var knudepunktet for karavanevejen fra Det Røde Hav i syd og fra Mesopotamien og Persien i øst, og den store velstand skyldtes fortrinsvis handel.

Skæbnegudinden Tyche er Antiochias beskytter. Hun står på Orontesfloden, personificeret som en gud, og har bykronen på sit hoved. Statuen er tilskrevet billedhuggeren Eutychides kort efter Antiochias grundlæggelse i 300 f.Kr.



Antiochia spillede allerede i urkristen tid en afgørende rolle for både kristendommens og kirkens historie. I Antiochia opstod — måske allerede i begyndelsen af 30'erne — den første kristne menighed uden for Palæstina, og her blev betegnelsen "de kristne" første gang anvendt for at adskille fra jøder og andre (Ap.G. 11,26). Menigheden i Antiochia indledte en missionsvirksomhed blandt hedninge, hvilket gav anledning til voldsomme diskussioner med de jøder, der var blevet kristne. Paulus besøgte flere gange den kristne menighed, og byen var udgangspunkt for hans tredje missionsrejse. Antiochia blev et hovedsæde for hellenistisk jødekristendom, og i begyndelsen af 200-t. var Antiochia sammen med Alexandria det førende center i den østlige kirke. Fra 300-t. var byen sæde for en af Østkirkens fire patriarker.

Antiochia blev erobret adskillige gange af perserne, og i 637 blev byen en del af det arabiske kalifat. Den blev i 969 tilbageerobret af kejser Nikeforos 2. Fokas og stod herefter under Det Byzantinske Rige indtil korsfarertiden.

Ariani:

Arianismen er opkaldt efter præsten Arius (256 – 336), født i Alexandria, Egypten.
Hans tilhængere kaldtes arianere. Arianerne hævdede at Sønnen var skabt af Faderen, og derfor ikke lige med Faderen, ikke evig, og ikke guddommelig af væsen. Arianismen blev fordømt af det økumeniske koncil i Nikæa (325), men det varede længe før den forsvandt. En central modspiller i kampen mod arianismen var den alexandrinske biskop, Athanasius, der fastholdt, at sønnen, Kristus, var en del af Guds væsen og dermed ikke skabt.


Den 27. november 326 blev Arius indkaldt til Konstantinopel, hvorfra lejesoldater spredte arianismen ud i Europa, til den katolske kirkes vrede, fordi det ansås for et ødelæggende kætteri at nogen benægtede Jesu Kristi guddom. Blandt mange af de germanske folkeslag, bl.a. goterne i Spanien og vandalerne i Nordafrika og longobarderne i Italien levede arianismen videre i adskillige århundreder, dog også af magtpolitiske årsager.

Katakomber:

Domitilla-katakomberne, der blev opkaldt efter et medlem af den romerske familie, der havde bestilt gravpladserne, er de største i Rom. De strækker sig over 12 kilometer og går ned på fire niveauer med 26.250 grave fra anden til femte århundrede.



Over Domitilla katakomberne står basilikaen, som ses herover, Santi Nereo e Achilleo, der er ombygget og istandsat, så kun meget lidt er tilbage fra det 4. årh., hvor den blev bygget.
I katakomberne kan man se smukke fresker, bl.a. en der forestiller Kristus som den gode hyrde.
Når de kristne begravede de døde i underjordiske kirkegårde udenfor Rom, var det ikke på grund af forfølgelse, men blot fordi de fulgte tidens love.
Da der i katakomberne er begravet mange helgener, blev disse til helligdomme og genstand for besøg af pilgrimme.
De døde blev anbragt i nicher (loculi), hvor der kunne ligge 2 - 3 lig og de vigtigste rum blev udsmykket med stuk og fresker, se billedet herunder.
Det er en stor og spændende oplevelse at besøge disse underjordiske gravpladser.



Mange af krypterne har fresker, der synes udslettet. Faktisk blev de strippet af gravrøvere, idet katakomberne blev hærget og fresker skåret ud og fjernet som trofæer i middelalderen. Denne antikke form for tyveri kan findes i et museum i Catania, der viser eksempler, der oprindeligt blev bragt til Sicilien af en adelsmand for at dekorere hans hjem.



Domitilla katakomberne er de største af katakomberne og mange af gravene kan føres helt tilbage til 1. og 2. årh. e. Kr. dermed har disse kun ringe forbindelse med de kristne.

Koncil:

Et Koncil er et kirkemøde for hele eller dele af Den Katolske Kirke. Ordet kommer fra latin "concilium"=Rådsforsamling. Man taler om 4 forskellige typer af konciler: "Concilio Diocesano" eller "Sinodo" indkaldes af Biskoppen, "Concilio Provinciale" indkaldes af Metropolitten (Ærkebispen), "Concilio Nazionale" indkaldes af Patriarken eller Overhovedet for Kirken i det enkelte land.



Endelig er der "Concilio Ecumenico", som indkaldes af Paven og gælder for alle dele af Den Katolske Kirke.

Et Økumenisk Koncil foregår i 3 bestemte faser: Indkaldelsen af de nærmere bestemte grupper gejstlige som skal deltage. Afholdelsen sker under Pavens præsidium eller under en af hans legater. Paven bestemmer de emner, der skal debatteres og om evt. andre forslag skal tages med ind til diskussion. Paven har ret til at opløse Koncilet, eller til at stoppe det eller overflytte det til et andet sted. Den sidste fase er Pavens godkendelse af Koncilets konklusioner.

Koncilier - Romerkirkens generalforsamlinger

Lateran:

Laterankirken (Arcibasilica di San Giovanni in Laterano) er bispedømmet Roms domkirke og dermed pavens sæde, en del af Vatikanstaten og den katolske kirkes fornemste domkirke. Det har historiske årsager. Frem til pavernes ophold i Avignon (fra 1309) var Lateranpaladset lige ved kirken det pavelige palads. Først efter tilbagekomsten fra Avignon blev Vatikanet pavens opholdssted, og selv om Peterskirken er den største, er den ikke en domkirke.

Laterankirken kaldes ofte Alle kirkers mor, og på facaden står indskriften SACROSANCTA LATERANENSIS ECCLESIA OMNIUM URBIS ET ORBIS ECCLESIARUM MATER ET CAPUT (latin for: Den allermest hellige Laterankirke, for hele byen og verden moder- og hovedkirke). Kirken er viet til Jesus Kristus, Johannes Døberen og Evangelisten Johannes.

Kirken er en af de fire patriarkalbasilikaer (de fire største kirker i Rom: Peterskirken, Laterankirken, Santa Maria Maggiore og Sct. Paul uden for murene). I lighed med de andre har den en hellig port, som åbnes, når det hvert 25. år er jubelår. Pilgrimme, der går gennem porten efter at have skriftet deres synder, får fuld aflad.

Den første domkirke blev rejst under kejser Konstantin. Den blev ødelagt af vandalerne, og en ny blev rejst af pave Leo 1. ca. 460. Pave Sergius 3. (904–911) byggede den helt om, efter at et jordskælv havde forårsaget store skader. I 1308 blev den fuldstændig ødelagt af en brand, og flere efterfølgende paver stod for genopbygningen. Under arbejdet blev den igen totalskadet af brand i 1360. Nutidens basilika er med undtagelse af nogle mindre arbejder i det 19. århundrede resultatet af Francesco Borrominis arbejde før jubelåret 1650.

Apostlene Peters og Paulus' hoveder skal være bevaret i relikvarier i baldakinen over højalteret. I selve alteret er dele af en bordplade fra antikken indfældet. Den skal komme fra senator Pudens' hus, og Peter skal have fejret nadveren ved det.

Modpave:

En modpave var i middelalderen en pave, som kejseren eller et oppositionsparti fik valgt i konkurrence med den retmæssige pave, og som ikke anerkendes i den officielle paveliste.
Modpaverne var i høj grad medvirkende i både det katolske og det statslige politiske spil op gennem årene.
Modpave Hypolitus, 217-235 regnes som regel for at være den første modpave.
Modpave Felix V, 1439-1449, var den sidste af slagsen.

Herunder ses: Modpave Johannes XXIII
(1410 - 1415)
Liste over modpaver gennem historien:

• Hypolitus (217-235)
• Novatian (251-258)
• Felix II (355-365)
• Ursinus (366-367)
• Eulalius (418-419)
• Laurentius (498-499 og 501-506)
• Dioskur (september-oktober 530)
• Teodor (september-december 687)
• Paschalis (oktober-december 687)
• Konstantin II (767–768)
• Filippus (juli 768)
• Johannes (januar 844)
• Anastasius III (august-september 855)
• Kristoforus (903-04)
• Bonifatius VII (juni-juli 974 og 984-85)
• Johannes XVI (997-98)
• Gregor VI (juni-juli 1012)
• Benedikt X (1058-59)
• Honorius II (1061-72)
• Klemens III (1080-84)
• Theoderik (1100-01)
• Albert (februar-marts 1102)
• Sylvester IV (1105-11)
• Gregor VIII (1118-21)
• Celestin II (december 1124)
• Kletus [Anakletus] II (1130-38)
• Viktor IV (marts-maj 1138)
• Viktor IV (1159-64)
• Paschalis III (1164-68)
• Callistus III (1168-78)
• Innocent III (1179-80)
• Nikolas V (1328-30)
• Klemens VII (1378-94)
• Benedikt XIII (1394-1423)
• Alexander V (1409-10)
• Johannes XXIII (1410-15)
• Klemens VIII (1423-29)
• Benedikt XIV (1423-29)
• Benedikt XIV (1430-37)
• Felix V (1439-49)

Senere har der dog været andre som har taget pavetitel, flere gange efter være blevet valgt af skismatiske grupper. Dette er de såkalte sedevakantister, som mener, at pavestolen står tom, og at de dermed må vælge en af deres egne til at fylde den. Vatikanet har modpaverne med i de officielle lister over paver frem til Felix (V), som døde i 1449, men man medtager ikke sedevakantisterne. Årsagen til dette er, at modpaverne på den officielle liste blev valgt af personer, som befandt sig indenfor den katolske kirke, mens sedevakantistenes paver er valgt af personer, som befandt sig udenfor og havde dannet egne kirkesamfund. De anses derfor af Vatikanet for ledere af konkurrerende katolske eller katolsk-inspirerede grupper.
I katolsk kirkeret er det at lade sig vælge til modpave en skismatisk handling, som automatisk fører til ekskommunikation.