Beskrivelse af Modpave Ursinus, der var Modpave i år 366-376

Sct. Peter var den første biskop af Rom og dermed den første Pave i historien.
Der er opstået tradition for at biskoppen over Rom, er den katolske kirkes overhovede og dermed Pave for hele den katolske verden. Pavetitlen bliver dog først brugt efter år 300.
Kirken ledes af paven, der anses som Sankt Peters efterfølger. Den opfattelse stammer fra Matthæusevangeliet, hvor Jesus giver Peter nøglerne til himmeriget.
Jesus sagde følgende ord til Peter, som kan læses på indersiden af kuplen i
Peterskirken: ''Du er Peter (klippen) og på denne klippe vil jeg bygge min Kirke.
Dig vil jeg give nøglerne til himlens rige''.

En modpave var i middelalderen en pave, som kejseren eller et oppositionsparti fik valgt i konkurrence med den retmæssige pave, og som ikke anerkendes i den officielle paveliste.
Vi vil nu alligevel bringe ham på denne side !
Modpaverne var i høj grad medvirkende i både det katolske og det statslige politiske spil op gennem årene. Modpave Felix V, 1439-1449, var den sidste af slagsen.

Modpave Ursinus - 366-376 :

Modpave Ursinus (Ursino) (eller Ursicinius) Ursinus - Modpave
Efter Pave Liberius, der døde den 24. September 366 skulle romerne til at vælge ny Pave, men valget var ikke nogen let sag og både blandt de gejstlige i Rom og menigheden dannedes der hurtigt to partier, der var henholdsvis for og imod den tilgivende politik overfor de tilbagekomne frafaldne arianere og overfor Modpave Felix II's tilhængere.
Den ene gruppe anklagede nu den anden gruppes kandidat, den spansk-romerske Diakon Damasus, for begge disse holdninger.
Hans parti bestod ellers af størstedelen af de gejstlige og menigheden og det samledes i Kirken San Lorenzo in Lucina (der dengang var en huskirke kaldet Titulus Lucinae), hvor man valgte Damasus til Pave.
Det andet parti bestod af 7 præster og 3 diakoner og en mindre gruppe fra menigheden, som ønskede en strengere holdning overfor de frafaldne. De samledes i Kirken Santa Maria in Trastevere, hvor de valgte Diakonen Ursinus til Pave og lod ham salve af blot én Biskop, Paolo di Tivoli, mens der normalt var flere om den højtidelige gerning.
Ingen af de to grupper ønskede at opgive deres valgte Pave og anklagerne føg imellem dem. At anklage hinanden med ord blev snart for lidt og man gik over til fysiske angreb, hvad der skabte både sårede og døde. I tre dage sloges de to partier, som havde barrikaderet sig i hver sin Kirke. "Øvelsen" gik naturligvis også ud på at forhindre den anden Pave i at blive viet i San Giovanni in Laterano, men det lykkedes til sidst for Damasus den 1. Oktober, hvorefter han var den retmæssige Pave.
Alle disse anklager og sammenstød vakte naturligvis undren hos den del af befolkningen, der endnu ikke var kristne, og krønikeskriveren Ammianus Marcellinus skrev, at det mest af alt lignede en strid mellem to politiske kandidater, og at Bypræfekten Vivenzio var magtesløs overfor optøjerne, der endte med at koste 137 døde efter en angreb på den såkaldte Basilica di Sicinnio (som nogle mener var Santa Maria Maggiore, som Pave Liberius havde ladet bygge, mens andre mener, at der er tale om en skrive- eller forståelsesfejl, og at der menes "Basilica di Ursinus", altså i dette tilfælde Kirken Santa Maria in Trastevere. Ursinus omtales også nogle steder som Ursicinus, hvilket måske er blevet fejlskrevet til "Sicinnius").
Efter Damasus-partiets sejr, blev Ursinus forvist fra Rom, men året efter vendte han tilbage til byen. Da urolighederne så blussede op igen, sendte Kejser Valentinian I ham i permanent eksil i Gallien og senere i Milano, hvor han dog fortsatte sine intriger. Efter Damasus' død den 11. December 384 forsøgte Ursinus atter at blive valgt til Pave, men måtte denne gang se sig slået af Diakonen Siricius.
Ursinus døde på et tidspunkt efter 384.

Ursinus også kendt som Ursicinus, blev valgt som pave ved en drabelig afstemning i 366 som rival til pave Damasus 1. Ursinus nåede at regere i Rom i flere måneder mellem 366-367. Hvorefter han blev erklæret Modpave, og døde i 381.

Begivenheder op til afstemningen
Pave Liberius var blevet forvist fra Rom i 355, pga. en konflikt med kejser Constantuis II. Denne konflikt skyldtes kejserens behandling af Arianismen. Modpave Felix I var indsat som hans efterfølger, men efter kejserens død blev Liberius genindsat og Felix smidt ud af Rom. Men der var stadig spændinger mellem parterne i Rom. Liberius dødede den 24 december 366. I den tidlige kristne kirke blev biskopper i Rom (Biskoppen i Rom er også pave) valgt på samme måde som i langt de fleste af alle de andre bispedømmer. Det foregik ved at præstestanden sammen med beboerne i stiftet, valgte den nye biskop under påsyn af de andre biskopper fra distriktet. Det var en simpel metode i et lille kristent samfund der var forenet af forfølgelse. Men den kristne meninghed voksede og afstemningen omkring paveskabet blev præget af uenighed. Rivaliserende kandidater og et anspændt forhold mellem Patriciernes og pøblens kandidater. På samme tid forventede kejserne af de havde indflydelse på valget i form af en godkendelse. Felix' overklasse støttede valget af Damasus, mens Liberius' støtter, diakonerne og lægmændene, støttede Ursinus. De to blev valgt på samme tid i en atmosfære af oprør. De første sammenstød kom i oktober. Kampene var at en sådan voldsomhed at byens to praefecti blev kaldt ind for at genoprette ro og orden. Efter det først mislykkes, de blev drevet tilbage til forstæderne hvor en massakre på 137 personer blev eksekveret, blev Ursinus derefter forvist til Gallien. Der var en opblussen af volden da han vendte tilbage (efter Damasus' død), som fortsatte efter han var blevet bortvist igen.
Kirkelige historikere, som Hieronymus og Rufinus tog Damasus' parti. Ved en kirkeforsamling i 378 blev Ursinus fordømt og Damasus erklæret for at være den ægte pave. Men den tidligere Modpave forsatte med intrigerer mod Damasus og prøvede mislykket at indsætte sig selv efter Damasus død. Ursinus var en del af den Arianiske meninghed i Milin ifølge Ambros.
Et dekret fra 502 af Pave Symmachus bestemte af paven kun skulle vælges af højere gejstlige og at lægmænd ikke kunne stemme.

Ursinus, også kendt som Ursicinius, blev valgt til pave i et voldsomt kampvalg i 366 som rival til pave Damasus I. Han regerede i Rom i flere måneder i 366–367, blev efterfølgende erklæret Modpave, og døde efter 381.
Pave Liberius havde været forvist i 355, som følge af en konflikt med kejser Constantius II over behandlingen af Arianisme. Modpave Felix II blev indført som sin efterfølger. Efter kejserens død, Liberius blev til sidst geninstalleret og Felix bortvist fra Rom. De rivaliserende parter forblev meget polariseret i Rom, men.
Liberius døde den 24 September 366. I den tidlige kirke, nye biskopper i Rom blev valgt i den måde, der sædvanligvis anvendes i de andre stifter, dvs præstestanden, med folk i bispedømmet, valgt eller valgte den nye biskop i overværelse af andre biskopper i provinsen. Dette var en simpel metode i et lille samfund af kristne, der blev forenet af forfølgelse.
Men da den kristne menighed Rom voksede i størrelse, akklamation af en ny biskop var behæftet med division. Rivaliserende sagsøgere og en vis klasse fjendtlighed mellem patricier og plebejiske kandidater uafviklede nogle episcopal valg. På samme tid, 4 århundrede kejsere forventes at bekræfte hver ny pave.
Overklassens partisanerne af Felix støttede valget af Damasus, men de modsatte tilhængere af Liberius, diakoner og lægfolk, støttede Ursinus; to blev valgt samtidig, i en atmosfære af oprør. Tilhængere allerede stødte sammen i begyndelsen af oktober. Sådan var vold og blodsudgydelser, at de to praefecti af byen blev kaldt til genoprette ro og orden, og efter en første tilbageslag, når de blev drevet til forstæderne og en massakre på 137 blev begået i Basilikaen i Sicininus (som citeret i Ammianus Marcellinus), præfekterne forvist Ursinus til Gallien. Der var yderligere vold, når han vendte, som fortsatte efter Ursinus blev forvist igen.
Kirken historikere, som Jerome og Rufinus, deltog Damasus. Ved en Synode i 378 Ursinus blev fordømt og Damasus frikendt og erklæret ægte pave. Den tidligere Modpave fortsatte med at intriger vage mod Damasus de næste par år, og forsøgte forgæves at genoplive sin fordring på Damasuss død. Ursinus var blandt Arian party i Milano, ifølge Ambrose (brev iv).
Et dekret fra 502 under pave Symmachus fastslog at lægmænd ikke længere bør stemme for paverne og at kun højere gejstlige bør være stemmeberettigede.

---

                  Katolske begreber:

Ordforklaring :

Ariani
Basilika
Lateran
Modpave
Synode

Ariani:

Arianismen er opkaldt efter præsten Arius (256 – 336), født i Alexandria, Egypten.
Hans tilhængere kaldtes arianere. Arianerne hævdede at Sønnen var skabt af Faderen, og derfor ikke lige med Faderen, ikke evig, og ikke guddommelig af væsen. Arianismen blev fordømt af det økumeniske koncil i Nikæa (325), men det varede længe før den forsvandt. En central modspiller i kampen mod arianismen var den alexandrinske biskop, Athanasius, der fastholdt, at sønnen, Kristus, var en del af Guds væsen og dermed ikke skabt.


Den 27. november 326 blev Arius indkaldt til Konstantinopel, hvorfra lejesoldater spredte arianismen ud i Europa, til den katolske kirkes vrede, fordi det ansås for et ødelæggende kætteri at nogen benægtede Jesu Kristi guddom. Blandt mange af de germanske folkeslag, bl.a. goterne i Spanien og vandalerne i Nordafrika og longobarderne i Italien levede arianismen videre i adskillige århundreder, dog også af magtpolitiske årsager.

Basilika:

Ordet basilika kommer af græsk basilike (stoa) 'kongelig (søjlehal)', af basileus 'konge'.
Basilika, bygning, der består af et hovedrum, hovedskib eller midterskib, flankeret af to eller fire sideskibe; hovedskibet er højere og bredere end sideskibene og kan have en udbygning, apsis, i den ene eller i begge ender.
Hovedskib og sideskibe er skilt fra hinanden ved kolonnader eller buer; over disse kan der være et galleri (klerestorium) og vinduer. Oprindelig havde basilikaen fladt loft eller åben tagstol. Basilikaen kan have en bred indgangshal, narthex, og en åben forgård, atrium.
Bygningstypen stammer fra det østlige Middelhav. Den var meget anvendt i antikkens Romerrige og er beskrevet af den romerske arkitekturteoretiker Vitruvius.


Der hersker tvivl om, hvorledes den kristne basilika er opstået. Den mest udbredte teori er, at den kristne basilika er udviklet af antikkens offentlige og private basilika. Det er også vanskeligt at præcisere, hvornår den kristne basilika opstod, da bygning af offentlige kirker var umulig under forfølgelserne af de kristne.
De kirkebygninger, der blev opført i Rom og i Mellemøsten i Konstantin den Stores tid i 300-t. e.Kr., står derfor som de første eksempler på den kristne anvendelse af basilikatypen.


Blandt de mest berømte er Laterankirken, Santa Maria Maggiore, den første Peterskirke og Santa Sabina, alle i Rom.

Lateran:

Laterankirken (Arcibasilica di San Giovanni in Laterano) er bispedømmet Roms domkirke og dermed pavens sæde, en del af Vatikanstaten og den katolske kirkes fornemste domkirke. Det har historiske årsager. Frem til pavernes ophold i Avignon (fra 1309) var Lateranpaladset lige ved kirken det pavelige palads. Først efter tilbagekomsten fra Avignon blev Vatikanet pavens opholdssted, og selv om Peterskirken er den største, er den ikke en domkirke.

Laterankirken kaldes ofte Alle kirkers mor, og på facaden står indskriften SACROSANCTA LATERANENSIS ECCLESIA OMNIUM URBIS ET ORBIS ECCLESIARUM MATER ET CAPUT (latin for: Den allermest hellige Laterankirke, for hele byen og verden moder- og hovedkirke). Kirken er viet til Jesus Kristus, Johannes Døberen og Evangelisten Johannes.

Kirken er en af de fire patriarkalbasilikaer (de fire største kirker i Rom: Peterskirken, Laterankirken, Santa Maria Maggiore og Sct. Paul uden for murene). I lighed med de andre har den en hellig port, som åbnes, når det hvert 25. år er jubelår. Pilgrimme, der går gennem porten efter at have skriftet deres synder, får fuld aflad.

Den første domkirke blev rejst under kejser Konstantin. Den blev ødelagt af vandalerne, og en ny blev rejst af pave Leo 1. ca. 460. Pave Sergius 3. (904–911) byggede den helt om, efter at et jordskælv havde forårsaget store skader. I 1308 blev den fuldstændig ødelagt af en brand, og flere efterfølgende paver stod for genopbygningen. Under arbejdet blev den igen totalskadet af brand i 1360. Nutidens basilika er med undtagelse af nogle mindre arbejder i det 19. århundrede resultatet af Francesco Borrominis arbejde før jubelåret 1650.

Apostlene Peters og Paulus' hoveder skal være bevaret i relikvarier i baldakinen over højalteret. I selve alteret er dele af en bordplade fra antikken indfældet. Den skal komme fra senator Pudens' hus, og Peter skal have fejret nadveren ved det.

Modpave:

En modpave var i middelalderen en pave, som kejseren eller et oppositionsparti fik valgt i konkurrence med den retmæssige pave, og som ikke anerkendes i den officielle paveliste.
Modpaverne var i høj grad medvirkende i både det katolske og det statslige politiske spil op gennem årene.
Modpave Hypolitus, 217-235 regnes som regel for at være den første modpave.
Modpave Felix V, 1439-1449, var den sidste af slagsen.

Herunder ses: Modpave Johannes XXIII
(1410 - 1415)
Liste over modpaver gennem historien:

• Hypolitus (217-235)
• Novatian (251-258)
• Felix II (355-365)
• Ursinus (366-367)
• Eulalius (418-419)
• Laurentius (498-499 og 501-506)
• Dioskur (september-oktober 530)
• Teodor (september-december 687)
• Paschalis (oktober-december 687)
• Konstantin II (767–768)
• Filippus (juli 768)
• Johannes (januar 844)
• Anastasius III (august-september 855)
• Kristoforus (903-04)
• Bonifatius VII (juni-juli 974 og 984-85)
• Johannes XVI (997-98)
• Gregor VI (juni-juli 1012)
• Benedikt X (1058-59)
• Honorius II (1061-72)
• Klemens III (1080-84)
• Theoderik (1100-01)
• Albert (februar-marts 1102)
• Sylvester IV (1105-11)
• Gregor VIII (1118-21)
• Celestin II (december 1124)
• Kletus [Anakletus] II (1130-38)
• Viktor IV (marts-maj 1138)
• Viktor IV (1159-64)
• Paschalis III (1164-68)
• Callistus III (1168-78)
• Innocent III (1179-80)
• Nikolas V (1328-30)
• Klemens VII (1378-94)
• Benedikt XIII (1394-1423)
• Alexander V (1409-10)
• Johannes XXIII (1410-15)
• Klemens VIII (1423-29)
• Benedikt XIV (1423-29)
• Benedikt XIV (1430-37)
• Felix V (1439-49)

Senere har der dog været andre som har taget pavetitel, flere gange efter være blevet valgt af skismatiske grupper. Dette er de såkalte sedevakantister, som mener, at pavestolen står tom, og at de dermed må vælge en af deres egne til at fylde den. Vatikanet har modpaverne med i de officielle lister over paver frem til Felix (V), som døde i 1449, men man medtager ikke sedevakantisterne. Årsagen til dette er, at modpaverne på den officielle liste blev valgt af personer, som befandt sig indenfor den katolske kirke, mens sedevakantistenes paver er valgt af personer, som befandt sig udenfor og havde dannet egne kirkesamfund. De anses derfor af Vatikanet for ledere af konkurrerende katolske eller katolsk-inspirerede grupper.
I katolsk kirkeret er det at lade sig vælge til modpave en skismatisk handling, som automatisk fører til ekskommunikation.

Synode: