|
|
Det dynamisk skiftende indhold på denne side er sammensat af bearbejdet materiale, der fortrinsvis er inspireret af fakta fra ovenstående links. Disse links er i sig selv og i høj grad spændende og anbefalelsesværdig læsning.
Jeg påberåber mig således ingen former for ophavsret over nærværende materiale.
Jeg takker hermed for inspiration. :-)
M. Due 2024
|
|
Modpave Dioscorus - 530 :
Modpave Dioscorus (Dioscuro)Dioscorus fra Aleksandria, Modpave fra 22. September 530 - 14 Oktober 530.
Pave Felix IV ønskede Bonifacius skulle efterfølge ham, delvist for at undgå de optøjer, der havde fundet sted ved hans egen tiltrædelse. Dog stemte et flertal af vælgerne efter Felix død på Dioscorus. Sagen blev løst da Dioscorus døde tre uger senere. Bonifacius II blev så valgt til kandidat i stedet. Bonifacius tvang de gejstlige, der havde nomineret Dioscorus til, at underskrive en tilbagetrækning af nominationen og dermed efterkomme Felix ønske. Dokumentet blev efterfølgende ødelagt på Agapetus I ordrer.
Dioscorus (døde 14 oktober 530) var hjælpepræst den alexandrinske og den romerske kirke fra 506. I omstridte valg efter død pave Felix IV, tog flertallet af vælgerne ham til at være pave, på trods af pave Felix ønsker at Boniface lykkes ham. Dog døde Dioscurus mindre end en måned efter valget, så Boniface at være indviet paven og Dioscurus mærkevarer en Modpave.
Karriere
Oprindeligt blev en diakon for kirken i Alexandria, Dioscurus tvunget til at flygte som en modstander af Monofysitisme, ankommer i Rom ca 506 under den Laurentian Skisma. Der, var han adopteret ind i rækken af romerske præster, og snart erhvervede betydelig indflydelse i kirken i Rom. Jeffrey Richards krediterer ham med at overbevise konge Teoderik den Store at genkende Symmachus som den rette pave. Senere, under pave Hormisdas, han tjente som pavelig apocrisiarius, eller legat, at Domstolen Justinian i Konstantinopel, slutter Acacian Skisma, og var medvirkende til at overbevise paven Hormisdas til at afvise Theopaschism. Under Pontifikat af Felix IV blev han den anerkendte leder af partiet Pro byzantinske.
Pave Felix IV ønskede Boniface at efterfølge ham, delvist for at undgå de optøjer, der var sket på hans egen tiltrædelse. Yderligere, Richards beskriver ham som en del af den Pro gotiske part af præster, biskopper og aristokrater, og hans "vigtigste bekymring, var imidlertid at sikre, at Pro gotiske parti forblev i kontrol af pavedømmet." Under det sjette århundrede en tradition havde udviklet sig hvor paver ville uformelt nominere deres efterfølgere, men Felix gik endnu videre og udstedt en praeceptum formelt udpeges Boniface, og på hans sygeleje gav hans Pallium til ham, på betingelsen, bør Felix genoprette Boniface ville returnere den. Men Senatet var forarget over at det var blevet foregrebet fra processen, og udstedte et edikt fobidding nogen fra at acceptere udnævnelsen eller diskutere det under pavens Felix liv, ellers bør eksil og konfiskering af ejendom. Richards noter at præster ikke stemme en lignende harme, "måske fordi fleste af gejstligheden enige om denne lejlighed med Senatet i censurere handlingen af pave Felix.
Når valget blev afholdt i Lateran-palæet på 22 September 530 efter død af Felix, et flertal af vælgerne stemte for Dioscorus; Richards konkluderer mindst 60 af de romerske præster understøttes Dioscurus, baseret på deres efterfølgende act af indsendelse. Bonifaces tilhængere trak sig tilbage til basilica Julia, hvor de valgt Boniface. Dioscurus blev senere anerkendt som paven af øst. Selv om hans udsigter for hans indvielse så mørke, blev tvisten løst da Dioscorus døde tre uger senere. Pro byzantinske fraktion blev efterladt uden ledelse; Felix' ønsker blev tiltrådt med hans valgte kandidat bliver Boniface II.
Ifølge Liber Pontificalis tvang Boniface de gejstlige, der havde udpeget Dioscorus til at underskrive en retraktion og fordømme hans hukommelse. Dette dokument blev senere ødelagt, selv om Liber Pontificalis indeholder modstridende konti: i en passage, pave Agapetus I brændte dokument foran et publikum i begyndelsen af sin embedstid, mens i en anden, det var Bonifacius, selv som brændte dokumentet.
Dioscorus (died 14 October 530) was a deacon of the Alexandrian and the Roman church from 506. In a disputed election following the death of Pope Felix IV, the majority of electors picked him to be Pope, in spite of Pope Felix's wishes that Boniface succeed him. However, Dioscurus died less than a month after the election, allowing Boniface to be consecrated Pope and Dioscurus branded an Antipope.
Career
Originally a deacon of the Church of Alexandria, Dioscurus was forced to flee as an opponent of Monophysitism, arriving in Rome around 506 during the Laurentian schism. There, he was adopted into the ranks of the Roman clergy, and soon acquired considerable influence in the Church of Rome. Jeffrey Richards credits him with persuading king Theodoric the Great to recognize Symmachus as the rightful Pope. Later, under Pope Hormisdas, he served as papal apocrisiarius, or legate, to the court of Justinian at Constantinople, ending the Acacian schism, and was instrumental in persuading Pope Hormisdas to reject Theopaschism. During the pontificate of Felix IV he became the recognized head of the pro-Byzantine party.
Pope Felix IV wished Boniface to succeed him, partially to avoid the riots that had occurred on his own accession. Further, Richards describes him as being part of the pro-Gothic party of clergy, bishops and aristocrats, and his "principal concern, however, was to ensure that the pro-Gothic party remained in control of the papacy." During the sixth century a tradition had evolved where Popes would informally nominate their successors, but Felix went even further and issued a praeceptum formally nominating Boniface, and on his sickbed gave his Pallium to him, on the condition that should Felix recover Boniface would return it. However, the Senate was outraged that it had been pre-empted from the process, and issued an edict fobidding anyone from accepting the nomination or discussing it during Pope's Felix's life, on pain of exile and confiscation of property. Richards notes that the clergy did not voice a similar outrage, "perhaps because the majority of the clergy agreed on this occasion with the senate in censuring the action of Pope Felix.
When the election was held in the Lateran palace on 22 September 530 following the death of Felix, a majority of the electors voted for Dioscorus; Richards concludes at least 60 of the Roman priests supported Dioscurus, based on their subsequent act of submission. Boniface's supporters retreated to the basilica Julia, where they elected Boniface. Dioscurus was later recognized as Pope by the East. Although his prospects for his consecration looked dark, the dispute was resolved when Dioscorus died three weeks later. The pro-Byzantine faction was left leaderless; Felix' wishes were acceded to with his chosen candidate becoming Boniface II.
According to the Liber Pontificalis, Boniface forced the clergy who had nominated Dioscorus to sign a retraction and condemn his memory. This document was later destroyed, although the Liber Pontificalis contains contradictory accounts: in one passage, Pope Agapetus I burned the document in front of an audience at the beginning of his tenure, while in another, it was Boniface himself who burned the document.
Katolske begreber:
|
Ordforklaring :
Lateran
Liber Pontificalis
Modpave
Monofysitisme
Pallium
Pontifikat
Skisma
Lateran:[ - ]
Laterankirken (Arcibasilica di San Giovanni in Laterano) er bispedømmet Roms domkirke og dermed pavens sæde, en del af Vatikanstaten og den katolske kirkes fornemste domkirke. Det har historiske årsager. Frem til pavernes ophold i Avignon (fra 1309) var Lateranpaladset lige ved kirken det pavelige palads. Først efter tilbagekomsten fra Avignon blev Vatikanet pavens opholdssted, og selv om Peterskirken er den største, er den ikke en domkirke.
Laterankirken kaldes ofte Alle kirkers mor, og på facaden står indskriften SACROSANCTA LATERANENSIS ECCLESIA OMNIUM URBIS ET ORBIS ECCLESIARUM MATER ET CAPUT (latin for: Den allermest hellige Laterankirke, for hele byen og verden moder- og hovedkirke). Kirken er viet til Jesus Kristus, Johannes Døberen og Evangelisten Johannes.
Kirken er en af de fire patriarkalbasilikaer (de fire største kirker i Rom: Peterskirken, Laterankirken, Santa Maria Maggiore og Sct. Paul uden for murene). I lighed med de andre har den en hellig port, som åbnes, når det hvert 25. år er jubelår. Pilgrimme, der går gennem porten efter at have skriftet deres synder, får fuld aflad.
Den første domkirke blev rejst under kejser Konstantin. Den blev ødelagt af vandalerne, og en ny blev rejst af pave Leo 1. ca. 460. Pave Sergius 3. (904–911) byggede den helt om, efter at et jordskælv havde forårsaget store skader. I 1308 blev den fuldstændig ødelagt af en brand, og flere efterfølgende paver stod for genopbygningen. Under arbejdet blev den igen totalskadet af brand i 1360. Nutidens basilika er med undtagelse af nogle mindre arbejder i det 19. århundrede resultatet af Francesco Borrominis arbejde før jubelåret 1650.
Apostlene Peters og Paulus' hoveder skal være bevaret i relikvarier i baldakinen over højalteret. I selve alteret er dele af en bordplade fra antikken indfældet. Den skal komme fra senator Pudens' hus, og Peter skal have fejret nadveren ved det.
[ - ]
Liber Pontificalis:[ - ]
Liber Pontificalis: eller Pavernes Bog er en af de væsentlige kilder vedrørende den tidlige middelalders historie, men den er også genstand for stor skepsis i den henseende.
På det umiddelbare plan er bogen en samling kortfattede biografiske registreringer af de første paver op til slutningen af det 10. århundrede nævnt i kronologisk rækkefølge. Hver af registreringerne består af pavens regeringstid i antal år (og herudfra kan årstallene udledes), deres fødselssted og forældre, de samtidige kejsere, indsats med hensyn til byggeri (specielt vedrørende romerske kirker), udnævnelser, vigtigste erklæringer, begravelsessted og tiden indtil næste pave var valgt og indviet. Imidlertid vanskeliggør måden, den blev til på, at man kan fæste ordentlig lid til bogen som historisk dokumentation.
Liber Pontificalis er skrevet af underordnede embedsmænd ved paveretten, og der er fundet eksempler på forvanskninger, udeladelser og forfalskninger. Registreringerne for de
første tre århundreder
er derfor nok først og fremmest interessante for historikere som eksempler på, hvad man i det 5. århundrede vidste om den tidligste katolske kirke. Fra det 4. århundrede og frem er skribenterne på mere sikker grund, selv om der stadig kan findes fejl og mangler. Granskning af teksten lader formode, at der fandtes to tidlige versioner fra før belejringen af Rom i 546, men herefter er der tale om et enkelt eksemplar. Fra begyndelsen af det 7. århundrede (omkring tiden for Pave Honorius 1.'s indsættelse) og frem indtil indsættelsen af Pave Adrian 2. er registreringerne skrevet i samtiden kort efter hver paves død og dermed rimeligt præcise, når man ser bort fra de enkelte skribenters holdninger.
Fortsættelser af Liber Pontificalis blev senere lavet og fører beretningerne om paverne videre fra omkring 1100 til midten af det 15. århundrede, men kvaliteten heraf er meget varierende.
De mange skribenters arbejde over lang tid komplicerede arbejdet med at lave udgaver af værket til videnskabelige formål. Mod slutningen af det 19. århundrede gjorde Louis Duchesne og Thodor Mommsen begge forsøget, men Mommsens udgave er dog ikke komplet. I det 20. århundrede er der udkommet oversatte og kommenterede udgaver, hvor vægten af kommentarerne har gået på den historiske troværdighed af beskrivelserne.
[ - ]
Modpave:[ - ]
En modpave var i middelalderen en pave, som kejseren eller et oppositionsparti fik valgt i konkurrence med den retmæssige pave, og som ikke anerkendes i den officielle paveliste.
Modpaverne var i høj grad medvirkende i både det katolske og det statslige politiske spil op gennem årene.
Modpave Hypolitus, 217-235 regnes som regel for at være den første modpave.
Modpave Felix V, 1439-1449, var den sidste af slagsen.
Herunder ses:
Modpave Johannes XXIII
(1410 - 1415)
Liste over modpaver gennem historien:
- Hypolitus (217-235)
- Novatian (251-258)
- Felix II (355-365)
- Ursinus (366-367)
- Eulalius (418-419)
- Laurentius (498-499 og 501-506)
- Dioskur (september-oktober 530)
- Teodor (september-december 687)
- Paschalis (oktober-december 687)
- Konstantin II (767–768)
- Filippus (juli 768)
- Johannes (januar 844)
- Anastasius III (august-september 855)
- Kristoforus (903-04)
- Bonifatius VII (juni-juli 974 og 984-85)
- Johannes XVI (997-98)
- Gregor VI (juni-juli 1012)
- Benedikt X (1058-59)
- Honorius II (1061-72)
- Klemens III (1080-84)
- Theoderik (1100-01)
- Albert (februar-marts 1102)
- Sylvester IV (1105-11)
- Gregor VIII (1118-21)
- Celestin II (december 1124)
- Kletus [Anakletus] II (1130-38)
- Viktor IV (marts-maj 1138)
- Viktor IV (1159-64)
- Paschalis III (1164-68)
- Callistus III (1168-78)
- Innocent III (1179-80)
- Nikolas V (1328-30)
- Klemens VII (1378-94)
- Benedikt XIII (1394-1423)
- Alexander V (1409-10)
- Johannes XXIII (1410-15)
- Klemens VIII (1423-29)
- Benedikt XIV (1423-29)
- Benedikt XIV (1430-37)
- Felix V (1439-49)
Senere har der dog været andre som har taget pavetitel, flere gange efter være blevet valgt af skismatiske grupper. Dette er de såkalte sedevakantister, som mener, at pavestolen står tom, og at de dermed må vælge en af deres egne til at fylde den. Vatikanet har modpaverne med i de officielle lister over paver frem til Felix (V), som døde i 1449, men man medtager ikke sedevakantisterne. Årsagen til dette er, at modpaverne på den officielle liste blev valgt af personer, som befandt sig indenfor den katolske kirke, mens sedevakantistenes paver er valgt af personer, som befandt sig udenfor og havde dannet egne kirkesamfund. De anses derfor af Vatikanet for ledere af konkurrerende katolske eller katolsk-inspirerede grupper.
I katolsk kirkeret er det at lade sig vælge til modpave en skismatisk handling, som automatisk fører til ekskommunikation.
[ - ]
Monofysitisme:[ - ]
Monofysitisme (fra græsk: monos, 'kun én' og physis, 'natur') er den kristologiske position at Jesus Kristus kun havde én natur (den guddommelige), i modsætning til den position fastslået i koncilet i Chalcedon (451) hvori Kristus har to samtidige naturer; en guddommelig og en menneskelig.
Monofysitisme og dets antitesis, nestorianisme, var begge meget kontroversielle, splittende og lidenskabeligt debatterede skismaer i den tidlige kristne kirke i løbet af det første halvdel af det 5. århundrede; en i forvejen kaotisk periode med germanske stammers indtog i det kollapsende vestromerske rige, og medfølgende forflytning af det politiske og kristne centrum til det nu Østromerske Kejserdømme, og i særdeleshed i Syrien, Levanten, Egypten og Anatolien hvor monofysitisme var en populær strømning blandt folket.
Der er to hoveddoktriner der ubestrideligt kan kaldes for monofysitiske:
Eutychianisme, opkaldt efter presbyter Eutykhes, mente at Kristi menneskelige natur blev opløst i den guddommelige, «som en dråbe honning i havet». Den eutychianske monofysitisme, og Eutykhes selv, blev fordømt som kættersk på koncilet i 451.
Apollinarisme, ifølge hvilke Kristus havde en menneskelig krop, men at det guddommelige (Logos) havde fyldt denne fuldstændig således at det ikke fandtes noget menneskelig sind (nous). Apollinarisme blev forkastet ved flere forskellige synoder, og endelig fordømt som kættersk ved koncilet i Konstantinopel år 381.
En mere moderat form for monofysitisme, som bruger formelen «Kristus er én natur fra to», det vil sige en fusion mellem de to naturer uden at den ene fuldstændig opsluger den anden, fik større opbakning, og er delvist bevaret i de orientalske ortodokse kirker.
Flere forsøg blev gjort på at forene monofysitterne med resten af kirken i slutningen af det 5. og ind i det 6. århundrede. Kejser Zeno forsøgte at finde en formulering som kunne accepteres af begge parter, men denne blev afvist af pave Simplicius. Senere kejsere forsøgte også, men ligeledes uden held. Det er betegnende at det er netop kejserne som stod for dette arbejde; kirken var blevet en stabiliserende faktor i samfundet, og kejserne ønskede at stoppe splittelsen som var opstået.
I nyere tid er der på ny blevet oprettet kontakt mellem de orientalske ortodokse kirker, Den ortodokse kirke og den katolske kirke. I 1973 kom pave Paul VI og den koptiske-ortodokse pave Shenouda III med en fælleserklæring om kristologi, og i 1984 kom også en fælleserklæring fra pave Johannes Paul II og den syrisk-ortodokse patriark Ignatius Zakka.
[ - ]
Pallium:[ - ]
Pallium, (lat. 'kappe'), romersk-katolske ærkebiskoppers særlige kendetegn; et hvidt bånd, vævet af uld og besat med seks sorte, broderede kors.
Herover: Palliets udvikling gennem tiderne.
Det bæres over begge skuldre i form af et Y og symboliserer lammet, der bæres på hyrdens skuldre. Paven har siden 800-t. tildelt palliet til ærkebiskopper. Det er videreudviklet af antikkens lange, rektangulære kappe, oftest båret af ikke-romere, især grækere.
Pallium svarer til den græske himation.
Palliet kan med lidt god vilje minde lidt om et moderne slips.
Pallium tildeles af paven. Ud over ham er det (siden Paul VI i 1978) reserveret metropolitterne og den latinske patriark i Jerusalem.
Herunder: Johannes Paul II med sit Pallium.
[ - ]
Pontifikat:[ - ]
Pontifikat, (af lat. pontificatus, afledt af pontifex), en paves regeringstid.
Pontifex, (lat., af pons 'vej, bro', gen. pontis, og -fex, af facere 'gøre'; af omstridt bet., måske 'den, der baner vej' eller 'den, der bygger bro'), i romersk religion navnet på et ledende medlem af pontifikalkollegiet, et præstekollegium bestående af rex sacrorum, de tre store flamines og tolv mindre flamines; pontifex maximus 'den største pontifex' havde som særligt embedsområde Vestakulten. Pontifikalkollegiet holdt til i Regia (egl. 'kongens hus') på Forum Romanum og havde bl.a. overopsyn med Roms statskult, lege (ludi), sakralret og varselstydning. Fra ca. 200 f.Kr. kendes tabulae pontificum 'pontifexernes tavler', en samling historiske annaler.
Fra og med Augustus blev ærestitlen pontifex maximus givet til den regerende kejser, og i løbet af 400-t. overtog paven den oprindelig hedenske titulatur, ofte forkortet pont.max. eller PM, nu i formen summus pontifex, hvis betydning tolkedes kristologisk som 'den, der slår bro mellem Jord og Himmel'.
[ - ]
Skisma:[ - ]
Det rigtigt store skisma var skismaet mellem Konstantinopel og Rom 1054. Men traditionelt betegnes også den vestlige kirkes skisma som »det store skisma« - man er tilbøjelige til at ignorere Østrom i europæisk historie.
Det Store Skisma, splittelsen mellem den romerske og den byzantinske kirke fra 1054.
Der havde siden 800-t. bestået spændinger om bl.a. pavens forrang, filioque, kirkelige skikke, nadverbrødet og fordelingen af kirkelig jurisdiktion.
I 1054 nedlagde en romersk delegation en bandbulle på alteret i Sofiakirken i Konstantinopel mod patriark Michael Kerullarios og den byzantinske kirkeledelse.
Derpå bandlyste Kerullarios romerne; de gensidige fordømmelser blev først ophævet i 1965.
Året 1054 er traditionelt blevet regnet for tidspunktet for bruddet mellem den østlige og den vestlige kristendom.
Det Vestlige Skisma :
Den romersk-katolske kirke var i senmiddelalderen og renæssancen præget af en række kriser. Kirkens første alvorlige krise kom i 1309, da paven flyttede hoffet fra Rom til Avignon, og i denne periode var paven under den franske konges indflydelse. Pave Gregor 11. flyttede hoffet tilbage til Rom i 1378, men døde kort efter, hvorefter det kom til endnu en krise. Denne krise omtales som Det store Skisma, som varede fra 1378 til 1417, hvor der på et tidspunkt fandtes tre paver (Rom, Pisa og Avignon). Dette blev begyndelsen på koncilbevægelsen, der begyndte med koncilet i Konstanz og afsluttedes med koncilet i Basel. Koncilbevægelsen forsøgte at gøre sig til kirkens øverste myndighed, men tabte magtkampen til paven.
Urban VI´s (1378-1389) valg skete under pres fra den romerske befolkning, der ønskede en romer eller i det mindste en italiener valgt som pave. Han er den sidste pave uden kardinaltitel og hans valg førte til et næsten 50-årigt skisma (spaltning) af den romersk-katolske kirke, hvor der frem til et møde i Pisa i 1409 var to paver og efter mødet var der tre paver - en situation, der varer til de stridende parter mødes på et konsil i Konstanz (1414-1418), hvor man enes om at vælge Oddo di Colonna som pave Martino V og afsætte de øvrige.
Navnene på paver og modpaver i denne periode er:
- Modpave Clemens VII (1378-1394)
- Pave Bonifacius IX (1389-1404)
- Modpave Benedikt XIII (1394-1423)
- Pave Innocent VII (1404-1406)
- Pave Gregor XII (1406-1415)
- Pave Alexander V (1409-1410)
-
Modpave Johannes XXIII (1410-1415)
På konklavet i 1378 valgte Det italienske parti Prignano til pave Urbano VI, men de franske kardinaler ville ikke godkende valget og de blev politisk støttet af den franske kong Karl V og Napolis dronning Johanna 1 af Anjou. Det franske parti valgte så kardinal Robert af Genf som modpave under navnet Clemente VII, og han bosatte sig i Avignon og så var spaltningen af den romersk-katolske kirke en kendsgerning og de indbyrdes krige kunne begynde, hvor Pave Urbano VI tabte en række slag, men han afslog alle forsøg på et kompromis.
I 1415 besluttede den retmæssigt valgte Gregor XII under koncilet i Konstanz (1415-1418) at træde tilbage. Det gjorde han for at afslutte det vestlige skisma, hvor hele tre paver gjorde krav på Petersembedet.
[ - ]
0619
|
