Beskrivelse af Bonifacius II, der var Pave i år 530-532

Sct. Peter var den første biskop af Rom og dermed den første Pave i historien.
Der er opstået tradition for at biskoppen over Rom, er den katolske kirkes overhovede og dermed Pave for hele den katolske verden. Pavetitlen bliver dog først brugt efter år 300.
Kirken ledes af paven, der anses som Sankt Peters efterfølger. Den opfattelse stammer fra Matthæusevangeliet, hvor Jesus giver Peter nøglerne til himmeriget.
Jesus sagde følgende ord til Peter, som kan læses på indersiden af kuplen i
Peterskirken: ''Du er Peter (klippen) og på denne klippe vil jeg bygge min Kirke.
Dig vil jeg give nøglerne til himlens rige''.

Bonifacius II - 530-532 :

Bonifacius II (Bonifacio II)
Bonifacius II (530-32) var Goter og valgt af et Parti, der stod Østgoterkongen Athalarik nær; et andet Parti valgte Dioscorus, som døde kort efter.
Pave Felix IV ønskede Bonifacius skulle efterfølge ham, delvist for at undgå de optøjer, der havde fundet sted ved hans egen tiltrædelse. Dog stemte et flertal af vælgerne efter Felix død på Dioscorus. Sagen blev løst da Dioscorus døde tre uger senere. Bonifacius II blev så valgt til kandidat i stedet. Bonifacius tvang de gejstlige, der havde nomineret Dioscorus til, at underskrive en tilbagetrækning af nominationen og dermed efterkomme Felix ønske. Dokumentet blev efterfølgende ødelagt på Agapetus I ordrer.
Han stadfæstede Beslutningerne på Synoderne i Arausio og Valencia mod SemiPelagianismen. Blev helligkåret.

Pave Bonifacius II (Latin: Bonifatius II døde 17 oktober 532) var pave fra 17 September 530 til sin død i 532.

Han var østgotisk af fødsel, den første germanske pave, og han skyldte sin udnævnelse til påvirkning fra den gotiske konge Athalaric. Bonifacius blev valgt af sin forgænger, pave Felix IV, der havde været en stærk tilhænger af den arianske konge, og blev aldrig valgt. En tid fungerede Bonifacius som pave i konkurrence med Modpave Dioscorus, der var blevet valgt af et flertal af Romerske præster. Bonifacius og Dioscorus blev begge indviet i Rom den 22. September 530, men Dioscurus døde kun 22 dage senere. Bonifacius blev begravet i St. Peter den 17. oktober 532.

Romersk kalender

Bonifacius ændrede nummereringen af årstallene i den julianske kalender fra Ab Urbe Condita til Anno Domini.

Pope Boniface II (Latin: Bonifatius II; died 17 October 532) was Pope from 17 September 530 to his death in 532.

He was by birth an Ostrogoth, the first Germanic pope, and he owed his appointment to the influence of the Gothic king Athalaric. Boniface was chosen by his predecessor, Pope Felix IV, who had been a strong adherent of the Arian king, and was never elected. For a time, Boniface served as Pope in competition with the Antipope Dioscorus, who had been elected by most of the priests of Rome. Boniface and Dioscorus were both consecrated in Rome on 22 September 530, but Dioscurus died only twenty-two days later. Boniface was buried in St. Peter's on 17 October 532.

Roman Calendar

Boniface changed the numbering of the years in the Julian Calendar from Ab Urbe Condita to Anno Domini.

---

                  Katolske begreber:

Ordforklaring :

Modpave
Pelagianisme
Synode

Modpave:

En modpave var i middelalderen en pave, som kejseren eller et oppositionsparti fik valgt i konkurrence med den retmæssige pave, og som ikke anerkendes i den officielle paveliste.
Modpaverne var i høj grad medvirkende i både det katolske og det statslige politiske spil op gennem årene.
Modpave Hypolitus, 217-235 regnes som regel for at være den første modpave.
Modpave Felix V, 1439-1449, var den sidste af slagsen.

Herunder ses: Modpave Johannes XXIII
(1410 - 1415)
Liste over modpaver gennem historien:

• Hypolitus (217-235)
• Novatian (251-258)
• Felix II (355-365)
• Ursinus (366-367)
• Eulalius (418-419)
• Laurentius (498-499 og 501-506)
• Dioskur (september-oktober 530)
• Teodor (september-december 687)
• Paschalis (oktober-december 687)
• Konstantin II (767–768)
• Filippus (juli 768)
• Johannes (januar 844)
• Anastasius III (august-september 855)
• Kristoforus (903-04)
• Bonifatius VII (juni-juli 974 og 984-85)
• Johannes XVI (997-98)
• Gregor VI (juni-juli 1012)
• Benedikt X (1058-59)
• Honorius II (1061-72)
• Klemens III (1080-84)
• Theoderik (1100-01)
• Albert (februar-marts 1102)
• Sylvester IV (1105-11)
• Gregor VIII (1118-21)
• Celestin II (december 1124)
• Kletus [Anakletus] II (1130-38)
• Viktor IV (marts-maj 1138)
• Viktor IV (1159-64)
• Paschalis III (1164-68)
• Callistus III (1168-78)
• Innocent III (1179-80)
• Nikolas V (1328-30)
• Klemens VII (1378-94)
• Benedikt XIII (1394-1423)
• Alexander V (1409-10)
• Johannes XXIII (1410-15)
• Klemens VIII (1423-29)
• Benedikt XIV (1423-29)
• Benedikt XIV (1430-37)
• Felix V (1439-49)

Senere har der dog været andre som har taget pavetitel, flere gange efter være blevet valgt af skismatiske grupper. Dette er de såkalte sedevakantister, som mener, at pavestolen står tom, og at de dermed må vælge en af deres egne til at fylde den. Vatikanet har modpaverne med i de officielle lister over paver frem til Felix (V), som døde i 1449, men man medtager ikke sedevakantisterne. Årsagen til dette er, at modpaverne på den officielle liste blev valgt af personer, som befandt sig indenfor den katolske kirke, mens sedevakantistenes paver er valgt af personer, som befandt sig udenfor og havde dannet egne kirkesamfund. De anses derfor af Vatikanet for ledere af konkurrerende katolske eller katolsk-inspirerede grupper.
I katolsk kirkeret er det at lade sig vælge til modpave en skismatisk handling, som automatisk fører til ekskommunikation.

Pelagianisme:

Pelagius, munk og vranglærer i den gamle Kirke, levede omkring år 400.
Han var født i Britannien og bar opr. navnet Morgan, men kom tidlig til syden og opholdt sig længe i Rom, som han forlod 410, da Goterne rykkede mod byen.
I Rom sluttede han sig til de asketiske Kredse, og her formede hans religiøse og etiske anskuelser sig efterhånden, ligesom han også her fandt flere Disciple, deriblandt navnlig den forhenværende advokat Cølestius.
Det var dog først efter bortrejsen fra Rom, at Pelagius’s meninger blev alm. kendte, og at striden om dem begyndte. Pelagius og Cølestius rejste sammen til Afrika, og her traf de Augustin, hvem de foreløbig talte med i god forståelse. Pelagius rejste dog snart videre til Palæstina, men Cølestius ønskede at blive Presbyter i Kartago.
Det gav imidlertid anledning til, at hans Teologi blev undersøgt, og på en Synode 412 blev han anklaget for vranglære på de to punkter, som også senere stadig var Pelagianismens svage, nemlig Læren om arvesynden og om barnedåben.
Resultatet blev, at Synoden ekskommunicerede ham, men han rejste straks til Østen, og i Efesos opnåede han uden besvær Presbyterværdigheden. Pelagius selv kom snart i strid med Hieronymus i Palæstina og blev beskyldt for Origenisme, medens Biskop Johannes af Jerusalem tog sig af ham.
Senere kom den unge Spanske kætterfjende Paulus Orosius fra Augustin til Hieronymus og stillede sig skarpt over for Pelagius, og for at få spliden udjævnet enedes man om at høre Roms mening.
Den romerske Biskop Innocens I gav Pelagius’s modstandere ret, men adskillige betydelige Teologer i Østen værgede Pelagius, og Innocens’ eftermand syntes endog en stund at vakle.
Afrikanerne under Augustin holdt imidlertid en Synode 418 og fordømte Pelagianismen, og Rom måtte gøre følge. S. A. udstedte Kejser Honorius et Edikt mod Pelagianerne, og alle Bisper i riget måtte undertegne en fordømmelse af dem. Det viste sig da, at Pelagius’s Parti alligevel kun var lille. Den betydeligste mand i partiet blev Biskop Julianus af Eclanum i Apulien, og han og Cølestius fortsatte kampen til deres død, flygtende fra sted til sted.
Pelagius selv forsvinder efter 418 ganske af Historien, vi ved intet om hans Død. Synoden i Efesos 431 fordømte hans lære, og de egl. Pelagianere uddøde hastigt; men der opstod, navnlig i Sydgallien, en modificeret Pelagianisme, Semipelagianismen (s. d.), som fik en betydelig Udbredelse, men som også blev ivrig bekæmpet af Augustin og hans disciple.


Munken Pelagius

Pelagius var en udpræget etisk natur. Han var forarget over den sædelige slaphed mange steder i menighederne og ville tilskynde dem til at handle etisk.
Men det religiøse kom hos ham til at træde i baggrunden, og han overvurderede ganske menneskenaturens sædelige kraft. Syndsbegrebet var svagt hos ham, og arvesynden benægtede han ganske: Adam havde ved faldet kun skadet sine efterkommere ved at give dem et dårligt eksempel, og ethvert menneske fødes til verden ganske neutralt i etisk henseende.
Selv efter syndskatastrofer er menneskets viljie ganske fri. Til iværksættelse af en god handling kræves, strengt taget, ikke nogen medvirkning fra Guds side, og Jesus Kristus har kun gavnet menneskeslægten ved sit gode eksempel.
Hos små børn kan der ikke tales om synd, thi synd er en handling, som foretages med bevidsthed, og barnedåben bliver derfor overflødig.
Alligevel ville Pelagianerne ikke opgive barnedåben, men deres forsvar for den var såre vagt.
På alle punkter stod Augustin’s lære som Pelagianismens diametrale modsætning, og skønt hans positive lære langtfra helt igennem blev Kirkens lære, sluttede Kirken sig dog ganske til hans gendrivelse af Pelagius.

Synode: