Beskrivelse af Julius II, der var Pave i år 1503-1513

Sct. Peter var den første biskop af Rom og dermed den første Pave i historien.
Der er opstået tradition for at biskoppen over Rom, er den katolske kirkes overhovede og dermed Pave for hele den katolske verden. Pavetitlen bliver dog først brugt efter år 300.
Kirken ledes af paven, der anses som Sankt Peters efterfølger. Den opfattelse stammer fra Matthæusevangeliet, hvor Jesus giver Peter nøglerne til himmeriget.
Jesus sagde følgende ord til Peter, som kan læses på indersiden af kuplen i
Peterskirken: "Du er Peter (klippen) og på denne klippe vil jeg bygge min Kirke.
Dig vil jeg give nøglerne til himlens rige."

Julius II - 1503-1513 :

Julius II (Giulio II) Pave Julius II
Kardinal Giuliano della Rovere efterfulgte i 1503 Pave Pius III og blev selv i 1513 efterfulgt af Pave Leo X.
Pave Pius III havde længe været meget syg, så kardinalerne havde haft god tid til allerede i hans korte pavetid at indgå aftaler om valget af den næste pave, som Konklavet efter få timers votering udråbte den 31.10.1503.
Kardinal della Rovere havde allerede megen indflydelse i Rom og samtidig havde han på forhånd sikret sig de spanske kardinalers støtte. Også Cesare Borgia, der endnu var en magtfuld person, måtte vindes og kardinalen havde derfor lovet at han skulle blive udnævt til Generalkaptajn for kirken og bevare alle sine besiddelser, ifald della Rovere skulle blive pave.
Giuliano della Rovere var født i Albisola ved Savona i 1443, han blev optaget i Franciscaner-Ordenen og som ganske ung blev han udnævnt til kardinal ved titulærkirken San Pietro in Vincoli af sin onkel Pave Sixtus IV. Han viste tidligt at have fremragende militære evner og i kirkens tjeneste undertrykte han blandt andet et oprør i Umbrien og afværgede et spansk angreb på Rom i 1486.
Han var meget temperamentsfuld og energisk og disse egenskaber mindskedes ikke med alderen, så han fik tilnavnet "Il Terribile" ("Den Frygtelige"). Han var heller ikke særlig religiøst anlagt og havde tre døtre, men som pave indskrænkede han sin nepotisme til at udnævne sin nevø Galeotto della Rovere til kardinal.
Pavestaten hang meget dårligt sammen, da Pave Julius II kom til, og under hele hans pavetid var der stadig krige ved grænserne, mod Venedig som havde annekteret Faenza og Rimini, mod Cesare Borgia som endte med at flygte til Spanien, hvor han blev holdt som fange til sin død. Mod Perugia og Bologna som blev erobret, problemer med Kong Louis XII af Frankrig og oven i dette problemer med Modpaver og et truende scisma.
Til trods for alle disse store - og pengekrævende - problemer havde Paven også kræfter til at tænke på udsmykning og forbedring af byen Rom, han kaldte blandt andet Michelangelo til Rom fra Firenze, først med det formål at få udført et grandiost gravmæle for sig selv, men snart fik han andre idéer og det er ham vi skylder udsmykningen i Det Sixtinske Kapel's loft med fresker af Michelangelo, som før den tid var bedst kendt som billedhugger.
Det er også ham, der åbnede den nye lange lige gade Via Giulia ligesom han startede nybygningen af Peterskirken med Bramante som arkitekt. Han gav Rafael til opgave at udsmykke Vatikanet med fresker (i det pavelige audiensgemak "Stanza d'Eliodoro" har Rafael afbildet den knælende Pave) og han lagde grunden til de pavelige museer. Julius II udtænkte også en plan til en systematisk restaurering af sin gamle titulærkirke San Pietro in Vincoli.
Den 22. februar 1513 døde Julius II og efterfulgtes kort efter af den florentinske kardinal Giovanni de' Medici under navnet Pave Leo X. Julius II; Julius II blev benævnt papa terribile (den skrækkelige pave). Født 05/12 1443 ved navn Giuliano della Rovere. Han blev pave fra 01/11 1503 til 21/02 1513. Fik mindst tre døtre, mens han var kardinal. Han blev uddannet hos Franciskanerne med sin onkel Francesco della Rovere som mellemmand. Francesco blev senere pave som Sixtus IV, nr. 4740p, og udnævnte Julius til kardinalpræst af S. Pietro in Vincoli i 1471. Han var i Frankrig i 1480 til 1482 for at mægle mellem kong Louis XI og kejser Maximilian I af Østrig, 1486-1519, i anledning af den burgundiske arv, hvor landområder skulle fordeles. Efter Pius IIIs død blev han med hjælp af god bestikkelse pave efter Konklaven kun havde været samlet en enkelt dag. Han begyndte sin befrielse af pavestaten for de grådige Borgia'er og fik i1507 Cesare Borgia forvist fra landet. For at generobre områder, som Venedig havde okkuperet, allierede han sig med både Frankrig og Tyskland, og han fik næsten alle områder tilbage. Han generobrede en del af de små bystater, og i 1509 indgik han i Cambrailigaen mod Venedig, som de endeligt slog i naj måned samme år. For at bevare freden med Spanien forlenede han i 1510 den spanske kong Ferdinand II af Aragonien med Napoli mod Frankrigs ønsker. For at undgå at blive sat fra posten som pave, hvad Frankrig var indstillet på, indkaldte han til det femte LateranKoncilium i Rom i 1512. Det førte til krigshandlinger, hvor Frankrig måtte trække sig ud af Italien og pavestaten kom styrket ud af kampagnen. Erasmus af Rotterdam skrev sit værk Praise of Folly som en karrikatur af Julius IIs kampoptræden og hele politiske handlemåde. Han udstedte dispensation, så Henrik VIII kunne gifte sig med sin brors enke, Catherine af Aragonien. Julius fik lagt grundstenen til den nye Sankt Peterskirke 18/04 1506 finanseret ved Afladshandel.
Om Julius d. 2. gik rygtet, at han selv havde købt sig til pavekronen. Han var i besiddelse af en særdeles stærk vilje og stor handlekraft. Han var mere fyrste end kirkemand og befandt sig uden tvivl bedre på hesteryg i panser og plade foran sin hær end iført det pavelige skrud i spidsen for en gejstlig procession.
Som sin forgænger ville han gøre pavestaten til en ren italiensk fyrstestat, der var uafhængig af tidens stormagter. Om nogen fremmede Julius renæssancekunsten. Han satte byggeriet af Peterskirken i gang, knyttede kunstnere til sig som for eksempel arkitekten Bramante, maleren Raphael, men ikke mindst billedhuggeren Michelangelo, som han satte til at male loftet i Det sixtinske Kapel.
Havde pavens politiske engagementer skabt modstand, så udløste malerierne på det sixtinske loft med dets fremstilling af skabelse og Syndefald både forargelse, forbløffelse og beundring. I virkeligheden lå der bag malerierne en årelang kamp mellem pave og kunstner. Når Det sixtinske Kapel i dag står som et udtryk for renæssancens højdepunkt, så skyldes det både Julius' ubøjelige vilje og Michelangelos kunstneriske genialitet.

Julius d. 2. (1503-13) - Mere fyrste end kirkemand
Om Julius d. 2. gik rygtet, at han selv havde købt sig til pavekronen. Han var i besiddelse af en særdeles stærk vilje og stor handlekraft. Han var mere fyrste end kirkemand og befandt sig uden tvivl bedre på hesteryg i panser og plade foran sin hær end iført det pavelige skrud i spidsen for en gejstlig procession.
Som sin forgænger ville han gøre pavestaten til en ren italiensk fyrstestat, der var uafhængig af tidens stormagter. Om nogen fremmede Julius renæssancekunsten. Han satte byggeriet af Peterskirken i gang, knyttede kunstnere til sig som for eksempel arkitekten Bramante, maleren Raphael, men ikke mindst billedhuggeren Michelangelo, som han satte til at male loftet i Det sixtinske Kapel.
Havde pavens politiske engagementer skabt modstand, så udløste malerierne på det sixtinske loft med dets fremstilling af skabelse og Syndefald både forargelse, forbløffelse og beundring. I virkeligheden lå der bag malerierne en årelang kamp mellem pave og kunstner. Når Det sixtinske Kapel i dag står som et udtryk for renæssancens højdepunkt, så skyldes det både Julius' ubøjelige vilje og Michelangelos kunstneriske genialitet.

---

                  Katolske begreber:

Ordforklaring :

Afladshandel:

Afladshandel i middelalder Pave kirken
Undgå at komme i Skærsilden!
Afladsbreve kunne hjælpe mod alt! - sagde Paven og præsterne - bare vi tjener penge på det, er det helt i orden!


Aflad var en gammel katolsk måde at mildne eller forkorte en bod på. Boden bestod i, i form af fx. bønner og gode gerninger, at sone sine synder, så man ikke skulle være så længe i skærsilden efter døden. I løbet af middelalderen opstod i den katolske kirke en form for aflad, som kunne købes for penge. Man kunne på den måde købe sig til et afladsbrev, som gav tilgivelse for ens synder. I nogle tilfælde behøvede man hverken at angre, skrifte eller gøre bod, hvis man havde købt et afladsbrev. Den protestantiske reformation begyndte, fordi Martin Luther offentliggjorde en kritik af afladshandlen. Afladshandel findes ikke i de protestantiske kirker, og heller ikke i de katolske kirker blev aflad benyttet på helt samme måde efter reformationen.
Afladshandlen blev igangsat for at finansiere en ny og større Peterskirke i Rom.

Aflad var et begreb i middelalderens katolske kirke. Det bestod i, at Pave kirken, (Den Katolske kirke) i denne forbindelse Paven, Kardinaler og personer, der var særligt betroet af kirken, kunne fritage mennesker for en straf, som kirken selv havde idømt dem! - ved at påstå at det stod i Bibelen. Sammen med synd og aflad for denne, skulle det syndige menneske også sone sin straf ved at få besked af præsten på at bede et vist antal Ave Maria - og evt. gå i sæk og aske og leve af vand og brød i en aftalt periode. Tiden i Skærsilden kunne også iflg. præsterne blive afkortet ved at gøre gode gerninger, samt give almisser til de fattige og munke som tog sig af de fattige og syge.
Stor opfindsomhed for at skaffe penge. Pave Kirken var meget fantasirig til at finde på metoder som kunne gøre kirken endnu mere rig end den var i forvejen, og skraber rigdomme til sig i enorme mængder! - Så var det rart at kunne bruge troen til at "stjæle penge fra rig og fattig".
Aflad forudsætter at det enkelte menneske tror på den opfattelse af synd og tilgivelse af denne, og for at undgå en straf i Skærsilden, som den katolske kirke bygger en del af sin tro på - sammen med tilbedelse af Jomfru Maria - og ikke Jesus, og så lige et hav af helgener.
At du skal gå til din lokale katolske præst og modtage tilgivelse fra præsten - ikke fra Gud. I andre kirkesamfund som den Lutherske Kirke modtages tilgivelse direkte fra Gud ved troen på Jesus Kristus som det er beskrevet i Bibelen. Så også på det punkt opfinder den katolske kirke sine egne regler, som ikke stemmer overens med Bibelens ord. Men det er da flot , at kunne lave reglerne så de passer med de regler og domme over mennesker, som den katolske kirke står for.
Aflad kunne, sagde præsterne, gøre at mennesker kunne få deres tid i Skærsilden forkortet. Ordet Skærsild - findes ikke i Bibelen.


Aflad kunne købes
Mod betaling kunne folk få et brev, som bevis på, at deres tid i Skærsilden blev afkortet med en bestemt tid, dage, uger, måneder eller år. Jo højere beløbet var, des mere blev tiden i Skærsilden nedsat! Der var en garanti for at det forholdt sig således! De havde endnu ikke haft nogen reklamationer!
Kirken kunne bilde folk alt muligt ind, da befolkningen havde en uhyggelig skræk for at komme ned i Skærsilden, og derfor ville gøre alt hvad de kunne for at "forkorte tiden dernede". Et misbrug af magt fra Pavekirkens side af format.
Det sikrede, at man var nærmere en plads i himlen, når man engang døde. At indtægten så også var af meget stor betydning for den katolske kirke - er noget helt andet!
Det tidligste afladsbrev, der kendes fra Danmark er fra 1197.

Franciskaner:

Franciskanerordenen (latin: Ordo Fratrum Minorum (O.F.M.), "Mindrebrødrenes Orden") blev grundlagt af den den hellige Frans af Assisi i 1209.
Frans af Assisi, født d. 5. juli 1181 død d. 3. oktober 1226, var grundlægger af Franciskanerordenen.
Efter at Frans var vendt om fra sit muntre ungdomsliv til at søge Gud – ved at tage sig af de spedalske og opbygge små forfaldne kirker – fik han efterhånden følgeskab af andre, som ville følge hans eksempel.
Bernardo da Quintavalle og Pietro da Cattani var de første. De sluttede sig til Frans i 1208. De søgte vejledning ved at slå op tre gange i evangeliebogen, hvor de hver gang fandt bibelsteder, der handlede om efterfølgelse og fattigdom. Det var fra begyndelsen et ustruktureret fællesskab, som kaldte sig bodgørere fra Assisi.

         
         Sct. Frans af Assisi

Men i løbet af 1209 nedskrev Frans den første regel for fællesskabet og rejste til Rom for at få dem godkendt af paven, Innocens III. Og den fik de, ifølge legenden, fordi paven havde en drøm, hvor han så en fattigt klædt mand, Frans, støtte og opretholde Laterankirken, som var ved at styrte sammen.
Traditionen siger, at denne godkendelse fandt sted den 16. april, som franciskanerne derfor betragter som ordenens grundlæggelsesdag. Franciskanerne hører til de såkaldte "tiggermunke", fordi de ikke skulle skamme sig ved at tigge, hvis ikke de kunne skaffe sig det daglige brød ved arbejde.

Frans' brødre skulle leve efter de gamle klosterregler om fattigdom, lydighed og kyskhed. Og det var strengere forstået end i andre ordener. Fx gjaldt ejendomsløsheden ikke blot den enkelte mindrebroder, men også ordenen som sådan. Og en mindrebroder måtte ikke modtage penge overhovedet.

Palmesøndag 1212 flygtede en pige af fornem familie Chiara dei Scifi hjemmefra og sluttede sig til Frans' bevægelse. Hun blev grundlægger af clarisserordenen, som også kaldes den anden orden, til forskel fra den første orden, Frans' orden for mænd.

         
         Frans af Assisi, malet af Cimabue

Frans stiftede selv en tredje orden for mennesker, som ville leve et liv efter Frans' idealer uden at gå i kloster, men forenet med deres daglige arbejde og ægteskab. Reglen for denne tredje orden blev godkendt af paven i 1221.

Koncil:

Et Koncil er et kirkemøde for hele eller dele af Den Katolske Kirke. Ordet kommer fra latin "concilium"=Rådsforsamling. Man taler om 4 forskellige typer af konciler: "Concilio Diocesano" eller "Sinodo" indkaldes af Biskoppen, "Concilio Provinciale" indkaldes af Metropolitten (Ærkebispen), "Concilio Nazionale" indkaldes af Patriarken eller Overhovedet for Kirken i det enkelte land.



Endelig er der "Concilio Ecumenico", som indkaldes af Paven og gælder for alle dele af Den Katolske Kirke.

Et Økumenisk Koncil foregår i 3 bestemte faser: Indkaldelsen af de nærmere bestemte grupper gejstlige som skal deltage. Afholdelsen sker under Pavens præsidium eller under en af hans legater. Paven bestemmer de emner, der skal debatteres og om evt. andre forslag skal tages med ind til diskussion. Paven har ret til at opløse Koncilet, eller til at stoppe det eller overflytte det til et andet sted. Den sidste fase er Pavens godkendelse af Koncilets konklusioner.

Koncilier - Romerkirkens generalforsamlinger

Konklave:

Konklave: (ordet kommer af "cum clave" = "med nøgle"). Konklave eller Pavevalg er forsamlingen af kardinaler, der vælger den nye pave, efter at den gamle er død eller træder af, som det var tilfældet med Pave Benedikt d. 16. Ordet konklave stammer fra latin, con'clave, og betyder: aflukkeligt værelse (helt bogstaveligt cum clave: med nøgle); specielt om den fra omverdenen afspærrede del af Vatikanpaladset, hvor pavevalget foregår; forsamlingen af kardinaler som vælger paven.
Annuntio vobis gaudium magnum! Habemus Papam! – Jeg meddeler jer en stor glæde! Vi har en pave! Sådan lyder budskabet fra protodiakonen fra balkonen over Peterspladsen i Rom, når valget er truffet. Det sker ved en højtidelig og historisk proces, der følges til punkt og prikke.
To uger efter pavens død vil kardinalerne mødes ved et højtideligt hemmeligt konklave i Det Sixtinske Kapel for at vælge apostlen Peters næste efterfølger. Konklavet må ikke afholdes senere end 20 dage efter. 14 dages-reglen er opstået for at give alle kardinalerne mulighed for at nå frem fra alle verdens hjørner. En regel, som nok mere stemmer overens med den tid, hvor kardinalerne skulle nå frem med hest og vogn end i dag, hvor de kommer flyvende til Rom.
Kardinalerne er udpeget overalt i verden og er pavens nærmeste rådgivere. Som det er i dag kan op til 120 kardinaler deltage, og de skal være under 80 år. Det blev bestemt af Pave Paul 6. i 1970. Ved sidste tælling af kardinalerne var der 119, der opfyldte kravene for at være med til at vælge.
Når kardinalerne ankommer til konklavet, hvor pavens efterfølger bliver valgt, lukkes den store bronzedør bag dem, og alle døre og vinduer bliver forseglet med bly. Tidligere skulle kardinalerne bo i spartanske værelser i selve kapellet, men i dag bliver alle indkvarteret i hotellignende værelser i Santa Martha Huset. Når kardinaler ankommer til konklavet, sværger de at holde alt, hvad der sker under afstemningen, hemmeligt. Hvis de bryder deres løfte, bliver de bortvist fra den katolske kirke.
Der gennemføres afstemning, hvor hver kardinal på en seddel skriver navnet på den kardinal, han ønsker som pave. Denne procedure gennemføres, indtil en af dem har har fået et flertal på 2/3 af stemmerne. Efter hver afstemning brændes stemmesedler, og røgen sendes gennem skorstenen. Ved tilsætning af kemikalier farves røgen sort, hvis afstemningen ikke har givet resultat og hvid, hvis afstemningen har peget på en ny pave.


Den nye pave skal formelt bekræfte, at han ønsker at påtage sig valget. Han spørges: "Accepterer De valget af egen, fri vilje?" Besvarer den valgte dette med "Accepto", er han den nye pave fra det øjeblik. Næste spørgsmål lyder: "Hvilket navn ønsker De at blive kaldt?", hvorpå han svarer med det navn, han ønsker at antage.

Lateran:

Laterankirken (Arcibasilica di San Giovanni in Laterano) er bispedømmet Roms domkirke og dermed pavens sæde, en del af Vatikanstaten og den katolske kirkes fornemste domkirke. Det har historiske årsager. Frem til pavernes ophold i Avignon (fra 1309) var Lateranpaladset lige ved kirken det pavelige palads. Først efter tilbagekomsten fra Avignon blev Vatikanet pavens opholdssted, og selv om Peterskirken er den største, er den ikke en domkirke.

Laterankirken kaldes ofte Alle kirkers mor, og på facaden står indskriften SACROSANCTA LATERANENSIS ECCLESIA OMNIUM URBIS ET ORBIS ECCLESIARUM MATER ET CAPUT (latin for: Den allermest hellige Laterankirke, for hele byen og verden moder- og hovedkirke). Kirken er viet til Jesus Kristus, Johannes Døberen og Evangelisten Johannes.

Kirken er en af de fire patriarkalbasilikaer (de fire største kirker i Rom: Peterskirken, Laterankirken, Santa Maria Maggiore og Sct. Paul uden for murene). I lighed med de andre har den en hellig port, som åbnes, når det hvert 25. år er jubelår. Pilgrimme, der går gennem porten efter at have skriftet deres synder, får fuld aflad.

Den første domkirke blev rejst under kejser Konstantin. Den blev ødelagt af vandalerne, og en ny blev rejst af pave Leo 1. ca. 460. Pave Sergius 3. (904–911) byggede den helt om, efter at et jordskælv havde forårsaget store skader. I 1308 blev den fuldstændig ødelagt af en brand, og flere efterfølgende paver stod for genopbygningen. Under arbejdet blev den igen totalskadet af brand i 1360. Nutidens basilika er med undtagelse af nogle mindre arbejder i det 19. århundrede resultatet af Francesco Borrominis arbejde før jubelåret 1650.

Apostlene Peters og Paulus' hoveder skal være bevaret i relikvarier i baldakinen over højalteret. I selve alteret er dele af en bordplade fra antikken indfældet. Den skal komme fra senator Pudens' hus, og Peter skal have fejret nadveren ved det.

Modpave:

En modpave var i middelalderen en pave, som kejseren eller et oppositionsparti fik valgt i konkurrence med den retmæssige pave, og som ikke anerkendes i den officielle paveliste.
Modpaverne var i høj grad medvirkende i både det katolske og det statslige politiske spil op gennem årene.
Modpave Hypolitus, 217-235 regnes som regel for at være den første modpave.
Modpave Felix V, 1439-1449, var den sidste af slagsen.

Herunder ses: Modpave Johannes XXIII
(1410 - 1415)
Liste over modpaver gennem historien:

• Hypolitus (217-235)
• Novatian (251-258)
• Felix II (355-365)
• Ursinus (366-367)
• Eulalius (418-419)
• Laurentius (498-499 og 501-506)
• Dioskur (september-oktober 530)
• Teodor (september-december 687)
• Paschalis (oktober-december 687)
• Konstantin II (767–768)
• Filippus (juli 768)
• Johannes (januar 844)
• Anastasius III (august-september 855)
• Kristoforus (903-04)
• Bonifatius VII (juni-juli 974 og 984-85)
• Johannes XVI (997-98)
• Gregor VI (juni-juli 1012)
• Benedikt X (1058-59)
• Honorius II (1061-72)
• Klemens III (1080-84)
• Theoderik (1100-01)
• Albert (februar-marts 1102)
• Sylvester IV (1105-11)
• Gregor VIII (1118-21)
• Celestin II (december 1124)
• Kletus [Anakletus] II (1130-38)
• Viktor IV (marts-maj 1138)
• Viktor IV (1159-64)
• Paschalis III (1164-68)
• Callistus III (1168-78)
• Innocent III (1179-80)
• Nikolas V (1328-30)
• Klemens VII (1378-94)
• Benedikt XIII (1394-1423)
• Alexander V (1409-10)
• Johannes XXIII (1410-15)
• Klemens VIII (1423-29)
• Benedikt XIV (1423-29)
• Benedikt XIV (1430-37)
• Felix V (1439-49)

Senere har der dog været andre som har taget pavetitel, flere gange efter være blevet valgt af skismatiske grupper. Dette er de såkalte sedevakantister, som mener, at pavestolen står tom, og at de dermed må vælge en af deres egne til at fylde den. Vatikanet har modpaverne med i de officielle lister over paver frem til Felix (V), som døde i 1449, men man medtager ikke sedevakantisterne. Årsagen til dette er, at modpaverne på den officielle liste blev valgt af personer, som befandt sig indenfor den katolske kirke, mens sedevakantistenes paver er valgt af personer, som befandt sig udenfor og havde dannet egne kirkesamfund. De anses derfor af Vatikanet for ledere af konkurrerende katolske eller katolsk-inspirerede grupper.
I katolsk kirkeret er det at lade sig vælge til modpave en skismatisk handling, som automatisk fører til ekskommunikation.

Syndefald:

Syndefaldet - Arvesynden :

Ifølge den kristne tradition er arvesynd den almene tilstand af syndighed i mennesket som mennesker fødes i. Navnet refererer til den første synd, Adam og Evas syndefald, som skulle være blevet nedarvet til alle efterkommere af Adam og Eva.
Adam og Eva var de første mennesker. De levede med Gud i Paradis. Men på et tidspunkt blev de fristet af djævelen, i form af slangen, til at spise af den forbudte frugt fra "træet til kundskab om godt og ondt", og dermed brød de Guds regler. Konsekvensen var, at Adam og Eva opdagede, at de var nøgne.



Som konsekvens af dette oprør mod Guds befaling blev Adam og Eva dødelige og fordrevet fra Edens have. Udover dødeligheden modtog Adam, Eva og slangen hver deres straffe fra Gud: Slangen: Den skal fra nu af krybe på sin bug, og den skal æde støv. Dens og Evas afkom skal for evigt være fjender.
I teologiens historie gives der meget forskellige svar på spørgsmålet om, hvorledes den senere slægt eller de senere individer har andel i Adams ursynd. Mest kendt er tanken om synd som biologisk nedarvet gennem kønsakten – en tanke som går tilbage til Augustin.
Centralt hos Augustin står tanken om synd som begær eller begærlighed, hvilket går tilbage til apostlen Paulus’ tale om forbuddet 'Du må ikke begære', som sammenfattende alle den guddommelige lovs forbud.



Synden er ikke skæbne eller en fremmed magt, som overgår os mennesker, og som vi er afmægtige i forhold til. Til begrebet hører uløseligt ansvarlighed og skyld. Det i en sådan grad, at syndsbegrebet mister sin mening, hvis ikke det forbindes med ansvarlighed.
I katolicismen talte man meget om de syv dødssynder, men protestantismen slår fast, at alt er dig tilgivet i forhold til Gud. Og kun via dette, kan du selv give tilgivelsen videre, så i den kristne tænkning er Gud med andre ord en forudsætning for, at tilgivelse overhovedet er mulig.

At kunne tilgive sig selv
Det første skridt til at tilgive dig selv er at erkende, hvad der er sket. Uanset hvor hårdt det er, skal du erkende, hvad der er gjort mod dig, sørge over smerten og derefter give slip på den og lade det være i fortiden; at holde fast ved smerten kan få dig til at blive den, der betaler den dyreste pris.

Vatikan:

Vatikanstaten er en bystat på 44,2 hektar i Rom i Italien, og er samtidig verdens mindste suveræne stat, der har bred global accept.
Vatikanstatens politik varetages af et enevældigt valgmonarki, hvor lederen af den romerskkatolske kirke er ved magten. Paven er den primære lovgivende, besluttende og udøvende magt i Vatikanstaten, der adskiller sig fra Den Hellige Stol, som er et sjældent tilfælde af ikke-arveligt monarki. Vatikanstaten er det eneste tilbageværende enevældige monarki i Europa.
Historie:
Området blev i oldtiden kaldt Ager Vaticanus. Det kan måske stamme fra det latinske vaticinium, der betyder "varsel", under henvisning til, at der lå et tempel på egnen, hvortil der var knyttet nogle profeter, vates.
Området var landligt, med vingårde. Vinen derfra stod ikke højt i kurs, og Martial skrev: "Drikker du Vatikan-vinen, drikker du gift. Kan du lide eddike, kan du også lide Vatikan-vin." Da undergrunden var rig på ler og sand, var der fremstilling af tegl og porcelæn i området.
Midt på Ager Vaticanus lå en gravplads. Døde måtte ikke begraves indenfor bymurene, så Via Cornelia, der førte gennem egnen, var kantet med gravmæler. Her blev også apostlen Peter gravlagt.


Agrippina den ældre besad nogle store haver mellem Vatikanhøjden og Tiberen, og efter hendes død begyndte sønnen Caligula at bygge et cirkus der. Det blev fuldført af Nero, som opkaldte det efter Caligula og sig selv: Circus Gaii et Neronis. Her fandt en af de første kristenforfølgelser sted, og man regner med, at det var her, apostlen Peter, der også var den første Pave, led martyrdøden.