|
|
Det dynamisk skiftende indhold på denne side er sammensat af bearbejdet materiale, der fortrinsvis er inspireret af fakta fra ovenstående links. Disse links er i sig selv og i høj grad spændende og anbefalelsesværdig læsning.
Jeg påberåber mig således ingen former for ophavsret over nærværende materiale.
Jeg takker hermed for inspiration. :-)
M. Due 2024
|
|
Modpave Christophorus - 903-904 :
Modpave Christophorus (Cristoforo; Christopher)
Christophorus blev Modpave ved et kup, hvor han afsatte Leo V og kastede ham i fængsel. Christophorus fungerede fra september 903 indtil januar 904, hvor han selv blev væltet ved et kup. Han blev indsat i fængslet sammen med sit første offer, Leo V, og blev myrdet sammen med ham.
Christophorus havde (mod)pavedømmet fra oktober 903 til januar 904. Selv om han blev opført som en legitim pave i de fleste moderne lister over paver frem til første halvdel af 1900-tallet, førte den tilsyneladende u-Kanoniske metode, hvorved han opnåede pavedømmet, til hans fjernelse fra officielle pavelister; Annuario pontificio. Han betragtes derfor, som en Modpave - af den katolske kirke.
Liv og regeringstid
Meget lidt er kendt om Christophorus' liv; manglen på pålidelige kilder gør det vanskeligt, at etablere en kortfattet biografi. Det menes, at han var romersk og at hans Fader hed Leo. Han havde titel af kardinal-præst i St. Damasus, da han blev pave. Hans forgænger, Leo V, blev afsat og fængslet, sandsynligvis omkring oktober 903. Da det menes, at Leo døde i fængslet, kan Christophorus betragtes som pave efter Leos død. Dog siges det ifølge Auxilius af Napoli, at Sergius III myrdede både Leo V og Christophorus. Et græsk dokument fra det ellevte århundrede siger, at Christophorus var den første pave, der hævdede, at Helligånden udgik "fra Faderen og fra Sønnen." Dog hævder dokumentet, at Christophorus fremførte dette til Sergius, Patriark af Konstantinopel. Imidlertid var det, Nicholas Mystikos, der var Patriark af Konstantinopel på dette tidspunkt og det gør sagen historisk suspekt.
Detroniseringen
Christophorus blev drevet fra (mod)pavedømmet af pave Sergius III (904-911). Hermannus Contractus har gjort gaeldende, at Christophorus blev tvunget til, at ende sine dage som munk. Men han blev kvalt i fængsel, siger historikeren Eugenius Vulgarius.
Legitimitet
Nogle holder på, at Christophorus var en legitim pave, uanset uægte som han synes at have besteg til tronen. Hans navn er inkluderet i alle større kataloger af paver gennem det tidlige tyvende århundrede. Hans portræt tal blandt de andre ligheder af paver i den Basilika af Sankt Paul udenfor murene i Rom, og fresker af tiende århundrede paver malet i det trettende århundrede på væggene i den gamle kirke San Pietro en Grado, uden for Pisa. Han var desuden anerkendt som pave ved sine efterfølgere. For eksempel, i bekræfter privilegierne af Abbey Corbie i Frankrig, nævnte Leo IX de foregående tilskud af Benedict og Christophorus. Denne rettighed er den eneste af Christophoruss retsakter, som er bevaret. Men han har ikke været betragtet som en legitim pave siden den første halvdel af 1900-tallet og er blevet slettet fra Annuario pontificio liste over paver.
Some hold that Christophorus was a legitimate pope, regardless of the illegitimate means by which he appears to have ascended to the throne. His name is included in all major catalogues of the popes through the early twentieth century. His portrait figures among the other likenesses of the popes in the Basilica of Sankt Paul Outside the Walls in Rome, and among the frescoes of tenth-century popes painted in the thirteenth century on the walls of the ancient church of San Pietro a Grado, outside Pisa. He was, moreover, acknowledged as pope by his successors. For example, in confirming the privileges of the Abbey of Corbie in France, Leo IX mentioned the preceding grants of Benedict and Christophorus. This privilege is the only one of Christophorus's acts which is extant. However, he has not been considered a legitimate pope since the first half of the 20th century and has been erased from the Annuario pontificio's list of popes.
Katolske begreber:
|
Ordforklaring :
Basilika
Kanon
Modpave
Patriark
Basilika:[ - ]
Ordet basilika kommer af græsk basilike (stoa) 'kongelig (søjlehal)', af basileus 'konge'.
Basilika, bygning, der består af et hovedrum, hovedskib eller midterskib, flankeret af to eller fire sideskibe; hovedskibet er højere og bredere end sideskibene og kan have en udbygning, apsis, i den ene eller i begge ender.
Hovedskib og sideskibe er skilt fra hinanden ved kolonnader eller buer; over disse kan der være et galleri (klerestorium) og vinduer. Oprindelig havde basilikaen fladt loft eller åben tagstol. Basilikaen kan have en bred indgangshal, narthex, og en åben forgård, atrium.
Bygningstypen stammer fra det østlige Middelhav. Den var meget anvendt i antikkens Romerrige og er beskrevet af den romerske arkitekturteoretiker Vitruvius.
Der hersker tvivl om, hvorledes den kristne basilika er opstået. Den mest udbredte teori er, at den kristne basilika er udviklet af antikkens offentlige og private basilika. Det er også vanskeligt at præcisere, hvornår den kristne basilika opstod, da bygning af offentlige kirker var umulig under forfølgelserne af de kristne.
De kirkebygninger, der blev opført i Rom og i Mellemøsten i Konstantin den Stores tid i 300-t. e.Kr., står derfor som de første eksempler på den kristne anvendelse af basilikatypen.
Blandt de mest berømte er Laterankirken, Santa Maria Maggiore, den første Peterskirke og Santa Sabina, alle i Rom.
[ - ]
Kanon:[ - ]
Kanon kommer af græsk og betyder rettesnor eller doktrin, og begrebet bruges om den officielle samling af bøger og helligskrifter inden for en given religion. Begrebet bruges først og fremmest om kristendommens kanon, dvs den officielle samling af skrifter, som er blevet optaget i Bibelen, og som anses for sande og nødvendige for Bibelens samlede helhed. Begrebet anvendes også indenfor en række andre religioner.
Kanonisk ret eller Kirkeretten er et retssystem indført af kirken.
Den katolske kirke kæmpede gennem hele middelalderen for at få godkendt, at den havde jurisdiktion over egne forhold. Det indebar oprettelsen af en særskilt dømmende magt, den kanoniske ret, der blev udviklet til et logisk og sammenhængende retssystem i løbet af det 11. århundrede.
Kirkeretten virkede i alle sager om kirkelige anliggender, herunder også moral og ægteskab. Kirkeretten stillede store krav til bevisførelsen, og førte ansvaret over på den enkelte i stedet for slægten.
De kirkelige retter blev ret meget brugt, fordi de lagde vægt på faktiske beviser i stedet for edsaflæggelse. De var også kendt for at være effektive i gældssager.
International kirkeret fik i 1234 sin officielle lovbog, Liber Extra, udstedt af pave Gregor IX (1227-41).
Den udøvende magt, iværksættelsen af straffeforanstaltninger osv. blev derimod på den verdslige magts hænder. Derfor var det kirkeretten, der pådømte sager om f.eks. præsters utugt, men det var lensherrens folk, der udførte straffen.
En del af kirkerettens bestemmelser vedrørende ægteskabelige forhold videreførtes efter reformationen i Tamperretten.
Jyske Lov var stærkt inspireret af Kirkeretten.
I vore dage findes der stadig kirkeret. Den katolske kirke har en større lovsamling, men også i Danmark er der kirkeret. Ikke som nøje afgrænsede lovtekster, men som akademisk disciplin indenfor retsvidenskaben, der beskæftiger sig med de særlige retsregler, der regulerer den danske folkekirkes interne retsforhold.
Kanonisk messe
I den gamle liturgi er Kanon centrum i Messen som offer. I flg. tridentinerkoncilets vidnesbyrd går Kanon tilbage til apostlenes tradition, og var i det væsentlige fuldendt omkring Gregor d. Store (600 e. Kr.). Den romerske kirke havde aldrig andre kanoniske bønner. Selv mysterium fidei ["troens mysterium"] i indstiftelsesordene nævnes udtrykkeligt af pave Innocent d. 3. i et brev til ærkebiskoppen af Lyon i 1202, … Dette mysterium fidei blev fjernet i den nye liturgis indstiftelsesord. Samtidig blev der givet tilladelse til andre kanoniske bønner. Den anden - som ikke nævner Messens karakter af offer - men som er den korteste - har erstattet den gamle romerske Kanon stort set overalt. Derved er dyb teologisk indsigt fra tridentinerkoncilet gået tabt.
[ - ]
Modpave:[ - ]
En modpave var i middelalderen en pave, som kejseren eller et oppositionsparti fik valgt i konkurrence med den retmæssige pave, og som ikke anerkendes i den officielle paveliste.
Modpaverne var i høj grad medvirkende i både det katolske og det statslige politiske spil op gennem årene.
Modpave Hypolitus, 217-235 regnes som regel for at være den første modpave.
Modpave Felix V, 1439-1449, var den sidste af slagsen.
Herunder ses:
Modpave Johannes XXIII
(1410 - 1415)
Liste over modpaver gennem historien:
- Hypolitus (217-235)
- Novatian (251-258)
- Felix II (355-365)
- Ursinus (366-367)
- Eulalius (418-419)
- Laurentius (498-499 og 501-506)
- Dioskur (september-oktober 530)
- Teodor (september-december 687)
- Paschalis (oktober-december 687)
- Konstantin II (767–768)
- Filippus (juli 768)
- Johannes (januar 844)
- Anastasius III (august-september 855)
- Kristoforus (903-04)
- Bonifatius VII (juni-juli 974 og 984-85)
- Johannes XVI (997-98)
- Gregor VI (juni-juli 1012)
- Benedikt X (1058-59)
- Honorius II (1061-72)
- Klemens III (1080-84)
- Theoderik (1100-01)
- Albert (februar-marts 1102)
- Sylvester IV (1105-11)
- Gregor VIII (1118-21)
- Celestin II (december 1124)
- Kletus [Anakletus] II (1130-38)
- Viktor IV (marts-maj 1138)
- Viktor IV (1159-64)
- Paschalis III (1164-68)
- Callistus III (1168-78)
- Innocent III (1179-80)
- Nikolas V (1328-30)
- Klemens VII (1378-94)
- Benedikt XIII (1394-1423)
- Alexander V (1409-10)
- Johannes XXIII (1410-15)
- Klemens VIII (1423-29)
- Benedikt XIV (1423-29)
- Benedikt XIV (1430-37)
- Felix V (1439-49)
Senere har der dog været andre som har taget pavetitel, flere gange efter være blevet valgt af skismatiske grupper. Dette er de såkalte sedevakantister, som mener, at pavestolen står tom, og at de dermed må vælge en af deres egne til at fylde den. Vatikanet har modpaverne med i de officielle lister over paver frem til Felix (V), som døde i 1449, men man medtager ikke sedevakantisterne. Årsagen til dette er, at modpaverne på den officielle liste blev valgt af personer, som befandt sig indenfor den katolske kirke, mens sedevakantistenes paver er valgt af personer, som befandt sig udenfor og havde dannet egne kirkesamfund. De anses derfor af Vatikanet for ledere af konkurrerende katolske eller katolsk-inspirerede grupper.
I katolsk kirkeret er det at lade sig vælge til modpave en skismatisk handling, som automatisk fører til ekskommunikation.
[ - ]
Patriark:[ - ]
En patriark er overhovedet i en romersk-katolsk eller ortodoks kirkeprovins, et patriarkat. Da embedet er personorienteret bruger man sjældent betegnelser som f.eks. patriarkatet Konstantinopel, men som regel patriarken af Konstantinopel osv.
Fem patriarkater – i Rom, Jerusalem, Alexandria, Antiokia og Konstantinopel – har rødder i oldkirken. De andre er kommet til på senere tidspunkter, enten som belønning for loyalitet mod kirken eller af religionspolitiske grunde.
Patriarken Fotios af Konstantinopel (billede herover) levede fra ca. 820 til 893. Han regnes for en af de mest lærde mænd nogensinde i den Ortodokse Kirke.
Fotios var patriark af Konstantinopel - det vil sige, at han havde samme rolle i den østromerske, ortodokse kirke, som paven har den romersk-katolske kirke.
Fire af de ortodokse patriarkater, de fire første på listen, er oldkirkelige. De andre er nyere, og er knyttet til nationalkirker i forskellige lande.
- Patriarken af Konstantinopel (Den økumeniske patriark)
- Patriarken af Alexandria
- Patriarken af Antiokia
- Patriarken af Jerusalem
- Patriarken af Moskva og hele Rusland
- Patriarken af hele Bulgarien
- Katholikos-patriarken af hele Georgien
- Patriarken af hele Rumænien
- Den serbiske patriark
Den katolske kirkes patriarkater
Et af de katolske patriarkater går direkte tilbage til oldkirken, nemlig Rom. Patriarkaterne i Alexandria, Antiokia og Jerusalem har rødder i oldkirken, men disse steder var der i lang tid kun ortodokse patriarker.
Udover de nuværende patriarkater er der også i Den katolske kirke nogle historiske patriarkater, som af forskellige grunde ikke eksisterer mere.
Nuværende katolske patriarkater
- Patriarkatet i Rom (paven er patriark)
- Det koptiske patriarkat i Alexandria
- Det græske patriarkat i Antiokia
- Det syriske patrirkat i Antiokia
- Det maronittiske patriarkat i Antiokia
- Det romersk-katolske patriarkat i Jerusalem
- Patriarkat i Babylon (Bagdad)
- Patriarkat i Cilicia
- Patriarkat i Venezia
- Patriarkat i Lisabon
Historiske katolske patriarkater
- Det romersk-katolske patriarkat i Konstantinopel
- Det romersk-katolske patriarkat i Alexandria
- Det romersk-katolske patriarkat i Antiokia
- Patriarkatet i Vest-Indien
- Patriarkatet i Øst-Indien
De orientalske ortodokse kirkers patriarkater
- Paven og patriarken af Alexandria (Den koptiske ortodokse kirke)
- Patriarken af Antiokia (Den syriske ortodokse kirke)
- Katholikos-patriarken af Etchmiadzin og Armenia (Den armenske ortodokse kirke)
- Patriarken af Cilicia of Midt-Østen (Den armenske ortodokse kirke)
- Patriarken af hele Etiopien (Tewahedokirken)
- Patriarken af hele Eritrea (Den eritreanske ortodokse kirke)
De nestorianske patriarkater
De nestorianske kirker blev løsrevet fra resten af den kristne kirke i det 5. århundrede.
- Katholikos-patriarken af Babylon (Bagdad, Den assyriske kirke i øst)
- Katholikos-patriarken i Jerusalem (Kirken i øst og udenlands, sæde i Nordamerika)
Et patriarkat er en kultur, hvor magten og herredømmet besiddes af (de ældste) mænd, og hvor den fædrene linie tegner slægten. Magten tilhører den myndige og ærværdige patriark. Begrebet patriark kommer af græsk "patria", der betyder slægt og -ark, der betyder leder eller anfører. Patriarken er slægtens anfører og som sådan ikke kønsbestemt, men i bibelens gamle testamente er Abraham og hans søn Isak og dennes søn Jakob patriarker.
[ - ]
1053
|
