Beskrivelse af Sergius III, der var Pave i år 904-911

Sct. Peter var den første biskop af Rom og dermed den første Pave i historien.
Der er opstået tradition for at biskoppen over Rom, er den katolske kirkes overhovede og dermed Pave for hele den katolske verden. Pavetitlen bliver dog først brugt efter år 300.
Kirken ledes af paven, der anses som Sankt Peters efterfølger. Den opfattelse stammer fra Matthæusevangeliet, hvor Jesus giver Peter nøglerne til himmeriget.
Jesus sagde følgende ord til Peter, som kan læses på indersiden af kuplen i
Peterskirken: ''Du er Peter (klippen) og på denne klippe vil jeg bygge min Kirke.
Dig vil jeg give nøglerne til himlens rige''.

Sergius III - 904-911 :

Sergius III (Sergio III) Sergius III; Sergius III blev pave 29/1 904 og døde 14/4 911.
Sergius III (904-911) skyldte også det romerske Aristokrati sin Stilling. Han fortrængte først sin Modpave Johannes IX 900 og kunne først blive viet 904; derefter lod han en af sine forgængeres, Formosus’ Lig mishandle. Med Marozia skal han være blevet Fader til den senere Pave Johannes XI.

Pave Sergius III (c. 860 - 14 April 911) var pave fra 29 januar 904 til sin død i 911. Han var pave i en periode af feudale vold og lidelse i Mellemitalien, når stridende aristokratiske parter forsøgt at bruge materiale og militære ressourcer pavedømmet. Fordi Sergius III havde angiveligt bestilt mordet på sin to umiddelbare forgængere, Leo V og Christopher, og var den eneste pave til har angiveligt fået en uægte søn, der senere blev pave (John XI), hans Pontifikat er blevet skiftevis beskrevet som "trist og skammeligt", og "effektiv og hensynsløse".

Tidlig karriere

Sergius var søn af Benedictus, og traditionelt blev troet nedstammede fra en adelig romerske familie, selv om det er blevet spekuleret, at han faktisk var relateret til familien af Theophylact, grev af Tusculum. Han blev ordineret som en subdeacon af paven Marinus I, efterfulgt af hans er rejst til deaconate af pave Stephen V. Under Pontifikat af pave Formosus (891-896), var han medlem af partiet af adelige, som støttede kejseren Lambert, som var modstander af Formosus og pavens foretrukne imperial kandidat, Arnulf af Kärnten. Formosus indviet Sergius som biskop i Caere (Cerveteri) i 893, tilsyneladende for at fjerne ham fra Rom. Sergius ophørt med at fungere som biskop i Caere med Formosus død i 896, som alle ordinationer tillagt Formosus blev erklæret ugyldigt, selvom Formosus' ordination af Sergius blev senere bekræftet af Theodore II. Han deltog også aktivt i de farceagtige Kadaver Synode, som fordømte Pontifikat af Formosus.

Med Theodore død i 898 forsøgte Sergius, med en lille følgende af romerske adel ført af sin far Benedictus, at har selv valgt til pave, i strid med ønskerne hos kejseren Lambert, som også var hertug af Spoleto. Selv om Sergius var faktisk valgt, en rivaliserende kandidat, blev pave John IX (898-900), også valgt. Med Lamberts støtte, John blev installeret som pave, og en af hans første handlinger var at indkalde til en Synode, som ekskommunikeret Sergius og hans tilhængere. Sergius blev derefter tvunget eksil af Lambert, flygter til hans se på Caere, hvor han satte sig under beskyttelse af Adalbert II, markgreve af Toscana.

Da Modpave Christopher (903-904) beslaglagt stol af Sankt Peter ved kraft, omstændighederne havde ændret sig i Rom, med fremkomsten af magister militum Theophylact, greve af Tusculum, der havde været stationeret i Rom af den retirerende kejser Ludvig blinde i 902. Sætte sig i spidsen for en fraktion af adelen, Theophylact gjorde oprør mod Christopher, og spurgte Sergius at vende tilbage til Rom for at blive pave. Sergius accepteret, og med bevæbnede opbakning fra Adalbert II, han trådte Rom, ved hvilken fase Christopher havde allerede blevet kastet i fængsel af Theophylact. Sergius blev så indviet paven på 29 januar 904.

Sergius III skyldte sin opstigen til magten af sin nye protektor Theophylact og belønnet hurtigt ham med holdning af sacri palatii vestararius, de vigtigste officielle øverst på pavelige protektion kontrol over udbetalingerne, og dermed af protektion. Alle reelle magt nu overdraget til Theophylact, og Sergius hovedsagelig blev hans marionetdukke. Måske var det første klare tegn på dette skift i power Sergius' to forgængere, Pave Leo V og Modpave Christopher skæbne. Ifølge pro-Formosan Eugenius Vulgarius beordrede Sergius begge mænd til at blive kvalt i fængsel engang i begyndelsen 904. At begge mænd blev myrdet under Sergius' Pontifikat synes sandsynligt, selv om andre konti stat at Christopher mindst fik lov at trække sig tilbage til et Kloster. I betragtning af hvor den reelle magt lå, synes det mere sandsynligt at enten Theophylact gav ordrer direkte, eller at han instrueret Sergius at give ordrer. For resten af hans Pontifikat forfremmet Sergius hans familie og medlemmer af hans aristokratiske parti til positioner af myndighed og fremtrædende inden for kirken.

Aktivitet i Italien

Pave Sergius III afholdt en Synode, som annulleres alle ordinationer af Formosus og krævede alle biskopper ordineret af Formosus at blive ordineret til igen. Det hævdedes, at Sergius formået at få samtykke fra den romerske præster på Synoden ved at true dem med eksil, vold eller ved hjælp af bestikkelse. Beslutningen om at kræve, at reordination var meget upopulær, og de berørte på ser fjernt fra Rom ikke bare ignoreret den Synode instruktioner, men skrev breve både fordømme ophævelse af ordinationer og retfærdiggøre gyldigheden af de oprindelige ordinationer. Dommen blev senere tilbageført igen efter hans død.

Bekræfter sin fortsatte støtte af anti-Formosus fraktionen, ære Sergius den myrdede pave Stephen VI (896-897), der havde været ansvarlige for "Kadaver Synode", der havde fordømt og lemlæstet lig af pave Formosus, skriver en rosende gravskrift på Stephen 6.S gravsten. I århundreder troede at Sergius derefter havde de meget misbrugt liget af Formosus gravet op endnu en gang prøvet, fundet skyldige igen og halshugget, således i realiteten fører en anden Kadaver Synode. Kilde til dette var imidlertid Liutprand af Cremona, der fejlagtigt placeret Kadaver Synode i Pontifikat af Sergius III, i stedet for Stephen VI.

Selv om både Sergius og Theophylact ikke støttede den fortsatte nominelle reglen om kejseren Louis, de var noget uvillige til at give den kejserlige titel til kun anden contender, Berengar af Italien. Ved en lejlighed som Sergius aftalt at krone Berengar i omkring 906, Berengar blev forhindret i at nå Rom af Alberic styrker I af Spoleto og Adalbert II i Toscana, som begge havde været tilhængere af Sergius, men var utilfreds med sin beslutning om at støtte Berengar. Ikke desto mindre Berengars uvilje til at styre hans vasaller også bidraget til den pavelige modvillighed; Når Albuinus, markgreve Istrien begyndte at tage pavelige område fra John, ærkebiskop af Ravenna i 907, havde Sergius skrevet at Albuinus beder for ham at afstå. Når Sergius blev ignoreret, skrev paven til biskoppen i Pola i 910, hvilket gør det klart, at:

• "han ville aldrig skænke (imperial) kronen på Berenger indtil han lovede at træffe (Istrien) marts fra Albuinus, og give nogle bedre mand."

Sergius genopbyggede slottet Lateran, som var blevet ødelagt af et jordskælv i 896, og derefter frataget sine skatte af Modpave Christopher. Sergius renoveret det med objekter, billeder og Krucifikser og indrettede sit nybyggede vægge med kalkmalerier. I 905 leverede han midler til kirken Silva Candida, der havde været hærget af en Saracener raid. Han hjalp også med genopbygning af Nonantola Abbey, som havde været udsat for angreb fra Magyarerne, og endelig han tildelt privilegier til nogle klostre og kirker i vest og øst Francia.

Forbindelser med Constantinople

Sergius, ligesom hans forgængere, fortsatte med at forsvare Filoque bestemmelsen i Nicene trosbekendelse, der var strid med placeringen af den østlige kirke. Pavelig legater, der deltog Synode Trosle i juni 909 angrebet den byzantinske holdning, som Synoden derefter fordømt i den fjortende canon:

• "Som den hellige apostolske Se har gjort kendt for os som blasfemisk fejlene i en visse Photius mod Helligånden er stadig energisk i øst, fejl, som lærer at Helligånden provenuet ikke fra søn, men fra Faderen kun vi formane jer ærværdige brødre, sammen med os, i overensstemmelse med formaning af herskeren af Roman Seeefter en omhyggelig undersøgelse af værker af fædre, at trække fra dirre af Biblens pile skarpe nok til at dræbe monster, som igen sprang ind i livet. "

Næsten et århundrede senere, denne beslutning førte til fjernelse af Sergiuss navn fra Diptychs af Patriarken Sergius II af Konstantinopel.

Men det store problem med Constantinople, der præsenterede sig selv under Sergius' Pontifikat var spørgsmålet over den fjerde ægteskab af den østromerske kejser Leo VI. Både kejseren, der ønskede at gifte sig med Zoe Karbonopsina og Patriarken i Konstantinopel, Nicholas Mystikos, appellerede til Sergius; paven sendte pavelige legater til Konstantinopel, der bekræftede pope's afgørelse til fordel for kejseren, at fjerde ægteskaber ikke var blevet fordømt af kirken som helhed. Nicholas' afvisning af at acceptere denne dom så ham afsat af Leo VI, hvorpå han også appelleret til Sergius, hævder hans deposition var uberettiget.

Påståede affære med Marozia

Sergius' bånd med familien af Theophylact blev foretaget endnu tættere, i det mindste ifølge rygtet, af Sergius' formodede affære med Theophylacts datter, Marozia. Dette forhold blev fremmet af Marozias mor, Theodora, og resultatet af denne sag var et drengebarn, der i tide blev Pope John XI (931-935). Den eneste kilde til denne affære er krønikeskriver Liutprand af Cremona, skriver nogle 50 år efter begivenhederne i Sergius' Pontifikat. Hverken Auxilius af Napoli eller Eugenius Vulgarius, som begge var nøjagtige samtidige af Sergius, og som begge var fjendtligt indstillet over for Sergius for hans angreb på Formosus, nævne denne påstand på alle.

Affære, mens ikke en umulighed, ville helt sikkert ikke har varet over Marozias ægteskab med Alberic af Spoleto i 909. Spørgsmålet om, hvorvidt Theophylact og Theodora skulle binde Sergius til dem med sådanne midler, især da Sergius var allerede dybt forgældede dem til hans højde at pavedømmet, samt spilde Marozia i et forhold hvor, som datter af en vigtig hus, hun ville have været et værdifuldt værktøj til at forbinde via ægteskab med en anden noble house, er åben for debat. Fødslen af den fremtidige John XI i 910, efter hendes ægteskab med Alberic, synes at vise, at Sergius ikke var faderen. Men det var meget usædvanligt, at den ældste søn af en ædel hus vil være bestemt for en karriere i kirken, i stedet for at arve sin fars titel. At lillebror Alberic overtog sin fars sted som hertug af Spoleto, antyder muligheden for, at den ældste bror John var illegitim, med Sergius at være den mest sandsynlige kandidat til sin far.

Død

Sergius III døde på 14 April 911, og blev efterfulgt af pave Anastasius III. Han blev begravet i kirken St. Peter, mellem den sølv gate og porten til Ravenna.

Ry

Meget af Sergius' Pontifikat har været udskældte gennem historien, hovedsagelig gennem rapportering af hans karakter og tilstand af Rom på tidspunktet af Liutprand af Cremona. Hans genfortælling af perioden var bemærkelsesværdig på grund af stigningen af hvilke 19 pavelige historikere så som "pornocracy" eller "reglen om skøger", en tilbageførsel af den naturlige orden som de så det, ifølge Liber Pontificalis og en senere historieskriver, der også var forudindtaget mod Sergius III. Denne "pornocracy" var en alder med kvinder ved magten: Theodora, hvem Liutprand karakteriseres som en "skamløse hore... [der] udøves magt på den romerske borgerskab som en mand"og hendes datter Marozia, mor til pave John XI og ansete at være elskerinde af Sergius III, stort set på en bemærkning af Liutprand.

Cæsar Baronius, skrive i 1500-tallet, og baserer sig på Luitprand, især sønderlemmende, der beskriver Sergius som:

• "en slyngel, værdig af rebet og brand... flammerne ikke kunne have forvoldt denne execrable monster til at lide de straf, som han fortjente. Det er umuligt at tro at sådan en pave var lovlig."

Virkeligheden er imidlertid, at når Sergius blev med magt forvist af Lambert, hertug af Spoleto, alle de officielle registre var ødelagt; Derfor, de fleste af de overlevende dokumentation om Sergius kommer fra hans pro-Formosan modstandere, der var flygtet til Napoli. Den katolske Encyclopedia står der følgende om det påståede ulovlige forhold af pave Sergius III med Marozia: "at han satte sine to forgængere til døden, og af ulovlige forbindelser med Marozia havde en søn, der var bagefter John XI, skal betragtes som yderst tvivlsomt. Disse påstande er kun lavet af bitter eller dårligt informeret modstandere, og er i modstrid med hvad siges om ham af respektable samtidige."

Dog fortsat mest moderne udtalelser om Sergius' Pontifikat dårlig. Ifølge Horace K. Mann,

• "Sergius var desværre en udtalt parti-mand, og ivrig for herredømme over sit parti."

Det bedste, Ferdinand Gregorovius kunne sige om ham var:

• "At Sergius, der forblev paven hele storme af syv år, blev mindst en mand af energi skal være optaget, selvom apostolske dyder er næppe til at slås i en karakter som hans."

James S. Packer beskrev ham som maligne og glubske, slagte sine fjender med en privat hær, mens Walter Ullmann beskrevet Sergius som en typisk repræsentant for huset Theophylact, beskæftiger sig med magt og seksuel liaisons. Pope Sergius III (c. 860 - 14 April 911) was Pope from 29 January 904 to his death in 911. He was pope during a period of feudal violence and disorder in central Italy, when warring aristocratic factions sought to use the material and military resources of the Papacy. Because Sergius III had reputedly ordered the murder of his two immediate predecessors, Leo V and Christopher, and was the only pope to have allegedly fathered an illegitimate son who later became pope (John XI), his pontificate has been variously described as "dismal and disgraceful", and "efficient and ruthless".

Early career

Sergius was the son of Benedictus, and traditionally was believed descended from a noble Roman family, although it has been speculated that he was in fact related to the family of Theophylact, Count of Tusculum. He was ordained as a subdeacon by Pope Marinus I, followed by his being raised to the deaconate by Pope Stephen V. During the pontificate of Pope Formosus (891–896), he was a member of the party of nobles who supported the Emperor Lambert, who was the opponent of Formosus and the pope’s preferred imperial candidate, Arnulf of Carinthia. Formosus consecrated Sergius as bishop of Caere (Cerveteri) in 893, apparently in order to remove him from Rome. Sergius ceased to act as bishop of Caere with the death of Formosus in 896, as all of the ordinations conferred by Formosus were declared null and void, although Formosus’ ordination of Sergius was later reconfirmed by Theodore II. He also actively participated in the farcical Cadaver synod that condemned the pontificate of Formosus.

With the death of Theodore in 898, Sergius, with a small following of Roman nobility led by his father Benedictus, attempted to have himself elected pope, contrary to the wishes of the emperor Lambert, who was also duke of Spoleto. Although Sergius was actually elected, a rival candidate, Pope John IX (898–900), was also elected. With Lambert’s support, John was successfully installed as pope, and one of his first acts was to convene a synod which excommunicated Sergius and his followers. Sergius was then forcibly exiled by Lambert, fleeing to his see at Caere, where he placed himself under the protection of Adalbert II, Margrave of Tuscany.

By the time the Antipope Christopher (903–904) seized the chair of Saint Peter by force, circumstances had changed at Rome, with the rise of the magister militum Theophylact, Count of Tusculum, who had been stationed at Rome by the retreating emperor Louis the Blind in 902. Putting himself at the head of a faction of the nobility, Theophylact revolted against Christopher, and asked Sergius to return to Rome to become pope. Sergius accepted, and with the armed backing of Adalbert II, he entered Rome, by which stage Christopher had already been cast into prison by Theophylact. Sergius was then consecrated Pope on 29 January 904.

Sergius III owed his rise to the power of his new patron Theophylact, and quickly rewarded him with the position of sacri palatii vestararius, the principal official at the top of papal patronage in control of the disbursements, and thus of patronage. All real power now devolved onto Theophylact, and Sergius essentially became his puppet. Perhaps the first clear sign of this shift in power was the fate of Sergius’ two predecessors, Pope Leo V and the Antipope Christopher. According to the pro-Formosan Eugenius Vulgarius, Sergius ordered both men to be strangled in prison sometime in early 904. That both men were murdered during Sergius’ pontificate appears probable, although other accounts state that Christopher at least was allowed to retire to a monastery. Given where the real power lay, it seems more likely that either Theophylact gave the orders directly, or that he directed Sergius to give the orders. For the remainder of his pontificate, Sergius promoted his family and members of his aristocratic party to positions of authority and prominence within the church.

Activity in Italy

Pope Sergius III convoked a synod which annulled all the ordinations of Formosus and required all bishops ordained by Formosus to be re-ordained. It was alleged that Sergius managed to get the consent of the Roman clergy at the synod by threatening them with exile, violence or through the use of bribery. The decision to require reordination was very unpopular, and those affected at sees distant from Rome not only ignored the synod’s instructions, but wrote letters both condemning the revoking of ordinations and justifying validity of the original ordinations. The ruling was subsequently reversed again after his death.

Confirming his continued support of the anti-Formosus faction, Sergius honoured the murdered Pope Stephen VI (896–897), who had been responsible for the "Cadaver Synod" that had condemned and mutilated the corpse of Pope Formosus, writing a laudatory epitaph on Stephen VI's tombstone. For centuries it was believed that Sergius then had the much-abused corpse of Formosus exhumed once more, tried, found guilty again, and beheaded, thus in effect conducting a second Cadaver Synod. However, the source for this was Liutprand of Cremona, who mistakenly placed the cadaver synod in the pontificate of Sergius III, instead of Stephen VI.

Although both Sergius and Theophylact did not support the continued nominal rule of Emperor Louis, they were somewhat unwilling to grant the imperial title to the only other contender, Berengar I of Italy. On the one occasion that Sergius agreed to crown Berengar in around 906, Berengar was prevented from reaching Rome by the forces of Alberic I of Spoleto and Adalbert II of Tuscany, both of whom had been supporters of Sergius, but were unhappy with his decision to support Berengar. Nevertheless, Berengar’s unwillingness to control his vassals also contributed to the papal reluctance; when Albuinus, the Margrave of Istria began taking papal territory off John, the Archbishop of Ravenna in 907, Sergius had written to Albuinus asking for him to desist. When Sergius was ignored, the pope wrote to the bishop of Pola in 910, making it clear that:

• ”he would never bestow the (imperial) crown on Berenger till he promised to take the (Istrian) March from Albuinus, and give it to some better man.”

Sergius rebuilt the Lateran Palace, which had been shattered by an earthquake in 896,and then stripped of its treasures by the Antipope Christopher. Sergius refurbished it with objects, images and crucifixes, and decorated its newly built walls with frescos. In 905 he provided funds to the Church of Silva Candida, which had been devastated by a Saracen raid. He also helped with the rebuilding of Nonantola Abbey, which had suffered attacks from the Magyars, and finally he granted privileges to some monasteries and churches in West and East Francia.

Relations with Constantinople

Sergius, like his predecessors, continued to defend the Filoque clause of the Nicene Creed, which was at odds with the position of the eastern church. Papal legates who attended the Synod of Trosle in June 909 attacked the Byzantine position, which the synod then condemned in the fourteenth canon:

• ” As the Holy Apostolic See has made known to us that the blasphemous errors of a certain Photius against the Holy Ghost are still vigorous in the East, errors which teach that the Holy Spirit proceeds not from the Son but from the Father only we exhort you venerable brethren, together with us, in accordance with the admonition of the ruler of the Roman See, after a careful study of the works of the Fathers, to draw from the quiver of Holy Writ arrows sharp enough to slay the monster which is again springing into life.”

Almost a century later, this decision led to the removal of Sergius’s name from the Diptychs by Patriarch Sergius II of Constantinople.

However, the major issue with Constantinople that presented itself during Sergius’ pontificate was the question over the fourth marriage of the Byzantine Emperor Leo VI. Both the emperor, who wanted to marry Zoe Karbonopsina and the Patriarch of Constantinople, Nicholas Mystikos, appealed to Sergius; the pope sent papal legates to Constantinople, who confirmed the pope’s ruling in favour of the emperor, on the grounds that fourth marriages had not been condemned by the Church as a Whole. Nicholas’ refusal to accept this ruling saw him deposed by Leo VI, upon which he too appealed to Sergius, claiming his deposition was unjustified.

Alleged affair with Marozia

Sergius’ ties with the family of Theophylact were made even closer, at least according to rumour, by Sergius’ supposed affair with Theophylact’s daughter, Marozia. This relationship was promoted by Marozia’s mother, Theodora, and the result of this affair was a male child who in time became Pope John XI (931–935). The only source of this affair is the chronicler Liutprand of Cremona, writing some 50 years after the events of Sergius’ pontificate. Neither Auxilius of Naples nor Eugenius Vulgarius, both of whom were exact contemporaries of Sergius, and both of whom were hostile towards Sergius for his attacks on Formosus, mention this allegation at all.

The affair, while not an impossibility, would certainly not have persisted beyond Marozia’s marriage to Alberic I of Spoleto in 909. The question of whether Theophylact and Theodora needed to tie Sergius to them by such means, particularly when Sergius was already deeply indebted to them for his elevation to the papacy, as well as wasting Marozia in a relationship when, as the daughter of an important house, she would have been a valuable tool to link via marriage to another noble house, is open to debate. The birth of the future John XI in 910, after her marriage to Alberic, would seem to indicate that Sergius was not the father. However, it was highly unusual that the eldest son of a noble house would be destined for a career in the church, instead of inheriting his father’s title. That the younger brother Alberic took his father’s place as duke of Spoleto, suggests the possibility that the elder brother John was illegitimate, with Sergius being the most likely candidate for his father.

Death

Sergius III died on 14 April 911, and was succeeded by Pope Anastasius III. He was buried in the Church of St. Peter, between the Silver gate and the gate of Ravenna.

Reputation

Much of Sergius’ pontificate has been maligned throughout history, principally through the reporting of his character and the state of Rome at the time by Liutprand of Cremona. His recounting of the period was remarkable for the rise of what 19th century papal historians saw as a "pornocracy", or "rule of the harlots", a reversal of the natural order as they saw it, according to Liber Pontificalis and a later chronicler who was also biased against Sergius III. This "pornocracy" was an age with women in power: Theodora, whom Liutprand characterized as a "shameless whore... [who] exercised power on the Roman citizenry like a man" and her daughter Marozia, the mother of Pope John XI and reputed to be the mistress of Sergius III, largely upon a remark by Liutprand.

Caesar Baronius, writing in the 16th century, and basing himself on Luitprand, was particularly scathing, describing Sergius as:

• ”a wretch, worthy of the rope and of fire... flames could not have caused this execrable monster to suffer the punishments which he merited. It is impossible to believe that such a pope was a lawful one.”

However, the reality is that when Sergius was forcibly exiled by Lambert, duke of Spoleto, all the official records were destroyed; consequently, most of the surviving documentation about Sergius comes from his pro-Formosan opponents who had fled to Naples. The Catholic Encyclopedia states the following concerning the alleged illicit relationship of Pope Sergius III with Marozia: "that he put his two predecessors to death, and by illicit relations with Marozia had a son, who was afterwards John XI, must be regarded as highly doubtful. These assertions are only made by bitter or ill-informed adversaries, and are inconsistent with what is said of him by respectable contemporaries."

Nevertheless, most modern opinions about Sergius’ pontificate remain poor. According to Horace K. Mann,

• “Sergius was, unfortunately, a pronounced party-man, and anxious for the supremacy of his party.”

The best that Ferdinand Gregorovius could say of him was:

• “That Sergius, who remained Pope throughout the storms of seven years, was at least a man of energy must be admitted, although apostolic virtues are scarcely to be looked for in a character such as his.”

James S. Packer described him as malignant and ferocious, slaughtering his enemies with a private army, while Walter Ullmann described Sergius as a typical representative of the House of Theophylact, concerned with power and sexual liaisons.

---

                  Katolske begreber:

Ordforklaring :

Kloster
Lateran
Liber Pontificalis
Modpave
Patriark
Pontifikat
Ravenna
Saracen
Synode

Kloster:

Ordet Kloster betyder "indelukke" og betegner dels et bygningsværk, dels et religiøst fællesskab, som lever adskilt fra det øvrige samfund efter en klosterordens særlige bestemmelser.
Der findes klostre indefor flere religioner.

• 1 Kristne klostre
• 2 Buddhistiske klostre
• 3 Islamiske klostre
• 4 Hinduistiske klostre

Kristne klostre

I de kristne klostre var meningen med klosterlivet at efterkomme Jesu ord til den rige unge mand: "Vil du være fuldkommen, så gå hen og sælg, hvad du ejer, og giv pengene til de fattige, så vil du have en skat i himlene. Og kom så og følg mig!". Klosterets beboere, der for mænds vedkommende kaldes munke og for kvinders vedkommende nonner, var og er mennesker, der har følt et kald til at forsage verdens velfærd og vie deres liv til Gud.

Ikke alle klostre blev opført i askese. Herunder ses spisesalen fra Leubus kloster i Lubiaz i Polen.

Lateran:

Laterankirken (Arcibasilica di San Giovanni in Laterano) er bispedømmet Roms domkirke og dermed pavens sæde, en del af Vatikanstaten og den katolske kirkes fornemste domkirke. Det har historiske årsager. Frem til pavernes ophold i Avignon (fra 1309) var Lateranpaladset lige ved kirken det pavelige palads. Først efter tilbagekomsten fra Avignon blev Vatikanet pavens opholdssted, og selv om Peterskirken er den største, er den ikke en domkirke.

Laterankirken kaldes ofte Alle kirkers mor, og på facaden står indskriften SACROSANCTA LATERANENSIS ECCLESIA OMNIUM URBIS ET ORBIS ECCLESIARUM MATER ET CAPUT (latin for: Den allermest hellige Laterankirke, for hele byen og verden moder- og hovedkirke). Kirken er viet til Jesus Kristus, Johannes Døberen og Evangelisten Johannes.

Kirken er en af de fire patriarkalbasilikaer (de fire største kirker i Rom: Peterskirken, Laterankirken, Santa Maria Maggiore og Sct. Paul uden for murene). I lighed med de andre har den en hellig port, som åbnes, når det hvert 25. år er jubelår. Pilgrimme, der går gennem porten efter at have skriftet deres synder, får fuld aflad.

Den første domkirke blev rejst under kejser Konstantin. Den blev ødelagt af vandalerne, og en ny blev rejst af pave Leo 1. ca. 460. Pave Sergius 3. (904–911) byggede den helt om, efter at et jordskælv havde forårsaget store skader. I 1308 blev den fuldstændig ødelagt af en brand, og flere efterfølgende paver stod for genopbygningen. Under arbejdet blev den igen totalskadet af brand i 1360. Nutidens basilika er med undtagelse af nogle mindre arbejder i det 19. århundrede resultatet af Francesco Borrominis arbejde før jubelåret 1650.

Apostlene Peters og Paulus' hoveder skal være bevaret i relikvarier i baldakinen over højalteret. I selve alteret er dele af en bordplade fra antikken indfældet. Den skal komme fra senator Pudens' hus, og Peter skal have fejret nadveren ved det.

Liber Pontificalis:

Liber Pontificalis: eller Pavernes Bog er en af de væsentlige kilder vedrørende den tidlige middelalders historie, men den er også genstand for stor skepsis i den henseende.


På det umiddelbare plan er bogen en samling kortfattede biografiske registreringer af de første paver op til slutningen af det 10. århundrede nævnt i kronologisk rækkefølge. Hver af registreringerne består af pavens regeringstid i antal år (og herudfra kan årstallene udledes), deres fødselssted og forældre, de samtidige kejsere, indsats med hensyn til byggeri (specielt vedrørende romerske kirker), udnævnelser, vigtigste erklæringer, begravelsessted og tiden indtil næste pave var valgt og indviet. Imidlertid vanskeliggør måden, den blev til på, at man kan fæste ordentlig lid til bogen som historisk dokumentation.
Liber Pontificalis er skrevet af underordnede embedsmænd ved paveretten, og der er fundet eksempler på forvanskninger, udeladelser og forfalskninger. Registreringerne for de første tre århundreder er derfor nok først og fremmest interessante for historikere som eksempler på, hvad man i det 5. århundrede vidste om den tidligste katolske kirke. Fra det 4. århundrede og frem er skribenterne på mere sikker grund, selv om der stadig kan findes fejl og mangler. Granskning af teksten lader formode, at der fandtes to tidlige versioner fra før belejringen af Rom i 546, men herefter er der tale om et enkelt eksemplar. Fra begyndelsen af det 7. århundrede (omkring tiden for Pave Honorius 1.'s indsættelse) og frem indtil indsættelsen af Pave Adrian 2. er registreringerne skrevet i samtiden kort efter hver paves død og dermed rimeligt præcise, når man ser bort fra de enkelte skribenters holdninger.
Fortsættelser af Liber Pontificalis blev senere lavet og fører beretningerne om paverne videre fra omkring 1100 til midten af det 15. århundrede, men kvaliteten heraf er meget varierende.
De mange skribenters arbejde over lang tid komplicerede arbejdet med at lave udgaver af værket til videnskabelige formål. Mod slutningen af det 19. århundrede gjorde Louis Duchesne og Thodor Mommsen begge forsøget, men Mommsens udgave er dog ikke komplet. I det 20. århundrede er der udkommet oversatte og kommenterede udgaver, hvor vægten af kommentarerne har gået på den historiske troværdighed af beskrivelserne.

Modpave:

En modpave var i middelalderen en pave, som kejseren eller et oppositionsparti fik valgt i konkurrence med den retmæssige pave, og som ikke anerkendes i den officielle paveliste.
Modpaverne var i høj grad medvirkende i både det katolske og det statslige politiske spil op gennem årene.
Modpave Hypolitus, 217-235 regnes som regel for at være den første modpave.
Modpave Felix V, 1439-1449, var den sidste af slagsen.

Herunder ses: Modpave Johannes XXIII
(1410 - 1415)
Liste over modpaver gennem historien:

• Hypolitus (217-235)
• Novatian (251-258)
• Felix II (355-365)
• Ursinus (366-367)
• Eulalius (418-419)
• Laurentius (498-499 og 501-506)
• Dioskur (september-oktober 530)
• Teodor (september-december 687)
• Paschalis (oktober-december 687)
• Konstantin II (767–768)
• Filippus (juli 768)
• Johannes (januar 844)
• Anastasius III (august-september 855)
• Kristoforus (903-04)
• Bonifatius VII (juni-juli 974 og 984-85)
• Johannes XVI (997-98)
• Gregor VI (juni-juli 1012)
• Benedikt X (1058-59)
• Honorius II (1061-72)
• Klemens III (1080-84)
• Theoderik (1100-01)
• Albert (februar-marts 1102)
• Sylvester IV (1105-11)
• Gregor VIII (1118-21)
• Celestin II (december 1124)
• Kletus [Anakletus] II (1130-38)
• Viktor IV (marts-maj 1138)
• Viktor IV (1159-64)
• Paschalis III (1164-68)
• Callistus III (1168-78)
• Innocent III (1179-80)
• Nikolas V (1328-30)
• Klemens VII (1378-94)
• Benedikt XIII (1394-1423)
• Alexander V (1409-10)
• Johannes XXIII (1410-15)
• Klemens VIII (1423-29)
• Benedikt XIV (1423-29)
• Benedikt XIV (1430-37)
• Felix V (1439-49)

Senere har der dog været andre som har taget pavetitel, flere gange efter være blevet valgt af skismatiske grupper. Dette er de såkalte sedevakantister, som mener, at pavestolen står tom, og at de dermed må vælge en af deres egne til at fylde den. Vatikanet har modpaverne med i de officielle lister over paver frem til Felix (V), som døde i 1449, men man medtager ikke sedevakantisterne. Årsagen til dette er, at modpaverne på den officielle liste blev valgt af personer, som befandt sig indenfor den katolske kirke, mens sedevakantistenes paver er valgt af personer, som befandt sig udenfor og havde dannet egne kirkesamfund. De anses derfor af Vatikanet for ledere af konkurrerende katolske eller katolsk-inspirerede grupper.
I katolsk kirkeret er det at lade sig vælge til modpave en skismatisk handling, som automatisk fører til ekskommunikation.

Patriark:

En patriark er overhovedet i en romersk-katolsk eller ortodoks kirkeprovins, et patriarkat. Da embedet er personorienteret bruger man sjældent betegnelser som f.eks. patriarkatet Konstantinopel, men som regel patriarken af Konstantinopel osv.
Fem patriarkater – i Rom, Jerusalem, Alexandria, Antiokia og Konstantinopel – har rødder i oldkirken. De andre er kommet til på senere tidspunkter, enten som belønning for loyalitet mod kirken eller af religionspolitiske grunde.


Patriarken Fotios af Konstantinopel (billede herover) levede fra ca. 820 til 893. Han regnes for en af de mest lærde mænd nogensinde i den Ortodokse Kirke.
Fotios var patriark af Konstantinopel - det vil sige, at han havde samme rolle i den østromerske, ortodokse kirke, som paven har den romersk-katolske kirke.

Fire af de ortodokse patriarkater, de fire første på listen, er oldkirkelige. De andre er nyere, og er knyttet til nationalkirker i forskellige lande.

• Patriarken af Konstantinopel (Den økumeniske patriark)
  
• Patriarken af Alexandria
  
• Patriarken af Antiokia
  
• Patriarken af Jerusalem
  
• Patriarken af Moskva og hele Rusland
  
• Patriarken af hele Bulgarien
  
• Katholikos-patriarken af hele Georgien
  
• Patriarken af hele Rumænien
  
• Den serbiske patriark
  
  

Den katolske kirkes patriarkater
Et af de katolske patriarkater går direkte tilbage til oldkirken, nemlig Rom. Patriarkaterne i Alexandria, Antiokia og Jerusalem har rødder i oldkirken, men disse steder var der i lang tid kun ortodokse patriarker.
Udover de nuværende patriarkater er der også i Den katolske kirke nogle historiske patriarkater, som af forskellige grunde ikke eksisterer mere.

Nuværende katolske patriarkater

• Patriarkatet i Rom (paven er patriark)
  
• Det koptiske patriarkat i Alexandria
  
• Det græske patriarkat i Antiokia
  
• Det syriske patrirkat i Antiokia
  
• Det maronittiske patriarkat i Antiokia
  
• Det romersk-katolske patriarkat i Jerusalem
  
• Patriarkat i Babylon (Bagdad)
  
• Patriarkat i Cilicia
  
• Patriarkat i Venezia
  
• Patriarkat i Lisabon
  
  

Historiske katolske patriarkater

• Det romersk-katolske patriarkat i Konstantinopel
  
• Det romersk-katolske patriarkat i Alexandria
  
• Det romersk-katolske patriarkat i Antiokia
  
• Patriarkatet i Vest-Indien
  
• Patriarkatet i Øst-Indien
  
  

De orientalske ortodokse kirkers patriarkater

• Paven og patriarken af Alexandria (Den koptiske ortodokse kirke)
  
• Patriarken af Antiokia (Den syriske ortodokse kirke)
  
• Katholikos-patriarken af Etchmiadzin og Armenia (Den armenske ortodokse kirke)
  
• Patriarken af Cilicia of Midt-Østen (Den armenske ortodokse kirke)
  
• Patriarken af hele Etiopien (Tewahedokirken)
  
• Patriarken af hele Eritrea (Den eritreanske ortodokse kirke)
  
  

De nestorianske patriarkater
De nestorianske kirker blev løsrevet fra resten af den kristne kirke i det 5. århundrede.

• Katholikos-patriarken af Babylon (Bagdad, Den assyriske kirke i øst)
  
• Katholikos-patriarken i Jerusalem (Kirken i øst og udenlands, sæde i Nordamerika)
  
  

Et patriarkat er en kultur, hvor magten og herredømmet besiddes af (de ældste) mænd, og hvor den fædrene linie tegner slægten. Magten tilhører den myndige og ærværdige patriark. Begrebet patriark kommer af græsk "patria", der betyder slægt og -ark, der betyder leder eller anfører. Patriarken er slægtens anfører og som sådan ikke kønsbestemt, men i bibelens gamle testamente er Abraham og hans søn Isak og dennes søn Jakob patriarker.

Pontifikat:

Pontifikat, (af lat. pontificatus, afledt af pontifex), en paves regeringstid.

Pontifex, (lat., af pons 'vej, bro', gen. pontis, og -fex, af facere 'gøre'; af omstridt bet., måske 'den, der baner vej' eller 'den, der bygger bro'), i romersk religion navnet på et ledende medlem af pontifikalkollegiet, et præstekollegium bestående af rex sacrorum, de tre store flamines og tolv mindre flamines; pontifex maximus 'den største pontifex' havde som særligt embedsområde Vestakulten. Pontifikalkollegiet holdt til i Regia (egl. 'kongens hus') på Forum Romanum og havde bl.a. overopsyn med Roms statskult, lege (ludi), sakralret og varselstydning. Fra ca. 200 f.Kr. kendes tabulae pontificum 'pontifexernes tavler', en samling historiske annaler.

Fra og med Augustus blev ærestitlen pontifex maximus givet til den regerende kejser, og i løbet af 400-t. overtog paven den oprindelig hedenske titulatur, ofte forkortet pont.max. eller PM, nu i formen summus pontifex, hvis betydning tolkedes kristologisk som 'den, der slår bro mellem Jord og Himmel'.

Ravenna:

Ravenna er en by i den italienske region Emilia-Romagna. Ravenna har 134.631 (2001) indbyggere.

Ravenna var hovedstad i det Vestromerske Rige efter Romerrigets deling i 396 e.Kr. Senere var Ravenna de byzantinske kejseres administrative hovedstad for de italienske provinser. Ved byzantinernes fordrivelse fra den italienske halvø, blev Ravenna en del af Kirkestaten.



Den gamle æra

Oprindelsen af Ravenna er usikker. Den første bosætning er skiftevis tilskrives (og så har set co tilstedeværelse af) Thessalians, etruskerne og Umbrien, bagefter dens område blev afgjort også af Senones, især det sydlige landskab i byen, (der var ikke en del af lagunen), Ager-Decimanus. Ravenna bestod af huse bygget på pæle på en serie af små øer i en sumpet lagune-en situation svarende til Venedig adskillige århundreder senere. Romerne ignoreret det under deres erobring af Po floddelta, men senere accepterede det ind i den romerske republik som et organisationsnetværk by i 89 F.kr. I 49 f.kr var det det sted, hvor Julius Cæsar samlet sine styrker før krydset Rubicon. Senere, efter sin kamp mod Mark Antonius i 31 f.kr. grundlagde kejser Augustus den militære harbor Classe. Denne havn, beskyttet på første var af sine egne mure, en vigtig station i den romerske kejserlige flåde. I dag byen er indlandsstater, men Ravenna forblev en vigtig havn ved Adriaterhavet indtil den tidlige middelalder. Under de tyske kampagner, var Thusnelda, enke efter Arminius, og Marbod, konge af markomannierne, begrænset til Ravenna.

Ravenna fremgang stor under romersk herredømme. Kejser Trajan bygget en 70 km (43,50 mi) lang akvædukt i begyndelsen af det andet århundrede. Under de Marcomannic krige, germanske bosættere i Ravenna gjorde oprør og formået at gribe byen i besiddelse. Derfor forvist Marcus Aurelius besluttede ikke kun mod at bringe flere Barbarerne i Italien, men selv dem, der tidligere var blevet bragt der. I AD 402 overført kejser Honorius hovedstaden i det vestromerske rige fra Milano til Ravenna. Overførslen blev foretaget dels i defensivt øjemed: Ravenna var omgivet af sumpe og moser, og blev opfattet som nemt forsvares (selvom faktisk byen faldt til Modstående styrker mange gange i sin historie); Det er også sandsynligt, at overgangen til Ravenna skyldtes byens port og god søs forbindelser til det Østromerske rige. Men i 409, King Alaric af vestgoterne simpelthen omgået Ravenna, og gik, at fyre Rom i 410 og tage Galla Placidia, datter af kejser Theodosius, gidsel. Efter mange omskiftelser tilbage Galla Placidia til Ravenna med hendes søn, kejser Valentinian III og støtte af hendes nevø Theodosius II. Ravenna nød en periode med fred, i hvilket tidsrum den kristne religion var begunstiget af det kejserlige Hof, og byen opnået nogle af sine mest berømte monumenter, herunder den ortodokse døbefont, såkaldte Mausoleum Galla Placidia (hun ikke var virkelig begravet der) og San Giovanni Evangelista.

Den sene 400s så opløsningen af romerske myndighed i vest, og den sidste person til at holde titlen som kejser i Vesten blev afsat i 476 af den generelle Odoaker. Odoaker regerede som konge af Italien i 13 år, men i 489 den østlige kejser Zeno sendt den ostrogotiske King Theoderic dejligt at re-tage den italienske halvø. Efter at have tabt slaget Verona Odoaker trak sig tilbage til Ravenna, hvor han modstået en belejring af tre år af Theoderic, indtil udtagning af Rimini berøvet Ravenna af forsyninger. Theoderic tog Ravenna i 493, angiveligt dræbte Odoaker med hans egne hænder, og Ravenna blev hovedstaden i den ostrogotiske i Italien. Theoderic, efter hans kejserlige forgængere, også bygget mange pragtfulde bygninger i og omkring Ravenna, herunder hans palace kirke Sant'Apollinare Nuovo, en Arian domkirke (nu Santo Spirito) og dåbskapellet og hans eget Mausoleum lige uden for murene. .

Theoderic og hans tilhængere var arianske kristne, men co-eksisterede fredeligt med latinere, der var hovedsageligt ortodoks. Ravennas ortodokse biskopper gennemført markante byggeprojekter, som er den eneste overlevende en Capella Arcivescovile. Theoderic tilladt romerske borgere inden for hans rige til romerretten og den romerske retssystem. Goterne, i mellemtiden, levede under deres egne love og skikke. I 519, når en pøbel var brændt ned synagoger af Ravenna, beordrede Theoderic byen til at genopbygge dem for egen regning.

Theoderic døde i 526 og blev efterfulgt af hans unge barnebarn Athalaric under ledelse af hans datter Amalasunta, men af 535 begge var døde og Theoderics linje var repræsenteret kun af Amalasunthas datter Matasuntha. Forskellige ostrogotiske militære ledere tog kongedømme i Italien, men var ingen så vellykket, som Theoderic havde været. I mellemtiden, den ortodokse Christian Byzantine Emperor Justinian, imod både ostrogotiske regel og den arianske vifte af kristendommen. I 535 sin general Belisarius invaderede Italien og i 540 erobrede Ravenna. Efter erobringen af Italien blev afsluttet i 554, blev Ravenna sæde for byzantinsk regering i Italien.

Fra 540 til 600, Ravennas biskopper indledt en bemærkelsesværdig bygning program af kirker i Ravenna og i og omkring port byen Classe. Overlevende monumenter omfatter San Vitale Basilica samt til Sant'Apollinare-basilikaen i Classe og delvist overlevende San Michele i Africisco.

Eksarkatet Ravenna

Efter Belisarius for kejser Justinian erobringer I det sjette århundrede, Ravenna blev sæde for den byzantinske guvernør i Italien, Exarch, og blev kendt som Eksarkatet Ravenna. Det var på dette tidspunkt at Ravenna kosmografi blev skrevet.

Under byzantinsk herredømme, ærkebiskop af Ravenna blev midlertidigt ydet autocephaly fra Roman Church i kejseren, i 666, men dette snart blev tilbagekaldt. Ikke desto mindre, ærkebiskop af Ravenna holdt andenpladsen i Italien efter paven, og spillede en vigtig rolle i mange teologiske kontroverser i denne periode.

Ancient era

The origins of Ravenna are uncertain. The first settlement is variously attributed to (and then has seen the co presence of) the Thessalians, the Etruscans and the Umbrians, afterwards its territory was settled also by the Senones, especially the southern countryside of the city (that wasn't part of the lagoon), the Ager Decimanus. Ravenna consisted of houses built on piles on a series of small islands in a marshy lagoon – a situation similar to Venice several centuries later. The Romans ignored it during their conquest of the Po River Delta, but later accepted it into the Roman Republic as a federated town in 89 BC. In 49 BC, it was the location where Julius Caesar gathered his forces before crossing the Rubicon. Later, after his battle against Mark Antony in 31 BC, Emperor Augustus founded the military harbor of Classe. This harbor, protected at first by its own walls, was an important station of the Roman Imperial Fleet. Nowadays the city is landlocked, but Ravenna remained an important seaport on the Adriatic until the early Middle Ages. During the German campaigns, Thusnelda, widow of Arminius, and Marbod, King of the Marcomanni, were confined at Ravenna.

Ravenna greatly prospered under Roman rule. Emperor Trajan built a 70 km (43.50 mi) long aqueduct at the beginning of the 2nd century. During the Marcomannic Wars, Germanic settlers in Ravenna revolted and managed to seize possession of the city. For this reason, Marcus Aurelius decided not only against bringing more barbarians into Italy, but even banished those who had previously been brought there. In AD 402, Emperor Honorius transferred the capital of the Western Roman Empire from Milan to Ravenna. The transfer was made partly for defensive purposes: Ravenna was surrounded by swamps and marshes, and was perceived to be easily defensible (although in fact the city fell to opposing forces numerous times in its history); it is also likely that the move to Ravenna was due to the city's port and good sea-borne connections to the Eastern Roman Empire. However, in 409, King Alaric I of the Visigoths simply bypassed Ravenna, and went on to sack Rome in 410 and to take Galla Placidia, daughter of Emperor Theodosius I, hostage. After many vicissitudes, Galla Placidia returned to Ravenna with her son, Emperor Valentinian III and the support of her nephew Theodosius II. Ravenna enjoyed a period of peace, during which time the Christian religion was favoured by the imperial court, and the city gained some of its most famous monuments, including the Orthodox Baptistery, the so-called Mausoleum of Galla Placidia (she was not really buried there), and San Giovanni Evangelista.

The late 400s saw the dissolution of Roman authority in the west, and the last person to hold the title of emperor in the West was deposed in 476 by the general Odoacer. Odoacer ruled as King of Italy for 13 years, but in 489 the Eastern Emperor Zeno sent the Ostrogoth King Theoderic the Great to re-take the Italian peninsula. After losing the Battle of Verona, Odoacer retreated to Ravenna, where he withstood a siege of three years by Theoderic, until the taking of Rimini deprived Ravenna of supplies. Theoderic took Ravenna in 493, supposedly slew Odoacer with his own hands, and Ravenna became the capital of the Ostrogothic Kingdom of Italy. Theoderic, following his imperial predecessors, also built many splendid buildings in and around Ravenna, including his palace church Sant'Apollinare Nuovo, an Arian cathedral (now Santo Spirito) and Baptistery, and his own Mausoleum just outside the walls. .

Theoderic and his followers were Arian Christians, but co-existed peacefully with the Latins, who were largely Orthodox. Ravenna's Orthodox bishops carried out notable building projects, of which the sole surviving one is the Capella Arcivescovile. Theoderic allowed Roman citizens within his kingdom to be subject to Roman law and the Roman judicial system. The Goths, meanwhile, lived under their own laws and customs. In 519, when a mob had burned down the synagogues of Ravenna, Theoderic ordered the town to rebuild them at its own expense.

Theoderic died in 526 and was succeeded by his young grandson Athalaric under the authority of his daughter Amalasunta, but by 535 both were dead and Theoderic's line was represented only by Amalasuntha's daughter Matasuntha. Various Ostrogothic military leaders took the kingship of Italy, but none were as successful as Theoderic had been. Meanwhile, the orthodox Christian Byzantine Emperor Justinian I, opposed both Ostrogoth rule and the Arian variety of Christianity. In 535 his general Belisarius invaded Italy and in 540 conquered Ravenna. After the conquest of Italy was completed in 554, Ravenna became the seat of Byzantine government in Italy.

From 540 to 600, Ravenna's bishops embarked upon a notable building program of churches in Ravenna and in and around the port city of Classe. Surviving monuments include the Basilica of San Vitale and the Basilica of Sant'Apollinare in Classe, as well as the partially surviving San Michele in Africisco.

Exarchate of Ravenna

Following the conquests of Belisarius for the Emperor Justinian I in the 6th century, Ravenna became the seat of the Byzantine governor of Italy, the Exarch, and was known as the Exarchate of Ravenna. It was at this time that the Ravenna Cosmography was written.

Under Byzantine rule, the archbishop of Ravenna was temporarily granted autocephaly from the Roman Church by the emperor, in 666, but this was soon revoked. Nevertheless, the archbishop of Ravenna held the second place in Italy after the pope, and played an important role in many theological controversies during this period.

Saracen:

Saracener var oprindelig en benævnelse som anvendtes af romerne om de indbyggere som beboede ørkenerne nær den romerske provins Syria og som skilte sig ud fra arabere. Senere, og fremforalt under korstogene, anvendtes ordet som benævnelse for muslimer i almindelighed. Da havde termen fået en negativ klang i det kristne Europa.


Etymologi
Saracen kommer fra græsk sarakenoí, hvilket alment anses at komme fra det arabiske ord sharqiyyin, som betyder østerlændinger. Oprindelsen til det arabiske ord er imidlertidigt tvivlsomt ifølge Oxford English Dictionary. En af de tidligste kendte skriftlige kilder er Ptolemæus værk: Geografike hyfegesis fra 100-tallet e.kr.. Han omtaler der befolkningsgruppen Sarakenoi som befolkede den nordvestlige del af den Arabiske halvø og som han adskiller fra araberne. Ordet kan siden have spredt sig til vesteuropa via Østromerske Kejserdømme og korsfarerne. Han beskriver desuden "Sarakene" som en region i det nordlige Sinai, navngiven efter byen Saraka på samme halvø.
Da Marko Polo (1254 - 1324) rejste gennem mellemøsten, omtalte han "saracenerne" som krigsgale.
Efter islams indtog i mellemøsten, og specielt ved tiden for korstogene i middelalderen, anvendtes ordet til at betegne alle muslimer uanset om disse var af arabisk herkomst eller ikke. Specielt anvendtes ordet om muslimer på Sicilien og i det sydlige Italien.
Fra 827 - 1091 herskede saracenerne på Sicilien; i en endnu længere periode på Sardinien.
I det 9. århundrede fandtes der derudover emirater i Tarent, Bari og Brindisi ( Apulien ).
Det må derfor formodes, at der også fandtes arabiske påvirkninger i resten af Syditalien.
Så vidt man ved, var det Saracenerne, der startede med, at drikke kaffe.

Synode: