|
|
Det dynamisk skiftende indhold på denne side er sammensat af bearbejdet materiale, der fortrinsvis er inspireret af fakta fra ovenstående links. Disse links er i sig selv og i høj grad spændende og anbefalelsesværdig læsning.
Jeg påberåber mig således ingen former for ophavsret over nærværende materiale.
Jeg takker hermed for inspiration. :-)
M. Due 2024
|
|
Gelasius II - 1118-1119 :
Gelasius II (Gelasio II) Pave Gelasius II (1118-1119)
Gelasius II var af slægten Caetani, hans fødenavn var Giovanni og han valgtes i januar 1118 til pave i stor hemmelighed i et Kloster på Palatin, hvor nogle kardinaler havde samlet sig efter Pave Paschalis II's død.
Giovanni's familie stammede fra Gaeta og han blev munk i Montecassino-Klosteret. Herfra blev han hentet til Rom af Pave Urban II, der gav ham et højt embede ved Kirken. Giovanni var også meget værdsat af Pachalis II, som han tjente trofast. De kardinaler, som efter dennes død valgte Kardinal-Diakon Giovanni til pave, var derfor sikre på at der ikke ville ske ændringer i Kirkens politiske linie, der på dette tidspunkt modarbejdede Kejser Henrik V.
Frangipane-familien var tilhængere af Kejseren og arge modstandere af Caetani-familien og straks efter pavevalget brød de ind i kirken og trak Gelasius udenfor, hvor de mishandlede ham. Herpå låste de ham inde i et af familiens tårne, men hans tilhængere tog kampen op og fik ham befriet. Gelasius søgte derpå tilflugt i Gaeta, hvor han blev paveviet den 10.marts.
Kejser Henrik V fik imidlertid af Frangipane-familien at vide, at Gelasius var "stukket af", og han lod derfor en af sine trofaste folk, Ærkebiskop Maurice Bourdin, vælge til Pave under navnet Gregor VIII.
På denne fornærmelse svarede Gelasius med at bandlyse både Kejseren og Modpaven og så snart det blev muligt, vendte han i maj/juni samme år tilbage til Rom.
Her var han ved at holde messe i Kirken Santa Prassede den 21. juli, da Cencio Frangipane og hans "hær" brød ind i bygningen. Angrebet mislykkedes imidlertid og Paven flygtede til Frankrig, hvor han døde d.28.januar 1119 i Cluny, hvor han også ligger begravet.
Gelasius II blev efterfulgt af Pave Calixtus II.
Gelasius II;
Gelasius II blev pave 24/1 1118 og døde 29/1 1119.
Han var født ind i en lavere adelsfamilie og lød navnet Johannes af Gaeta. Sin læretid fik han i Monte CassinoKlosteret, og han skrev bl.a. tre hagiografier. I 1088 blev han kardinaldiakon og i 1089 kansler i Vatikanet, en stilling fra hvilken han i mange år havde stor indflydelse på sprog og stil i pavens skriftlige udsendelser.
Straks efter sin paveudnævnelse omkring den første marts nærmede kejser Henrik V sig Rom, og paven flygtede til Gaeta, hvor han af de øvrige flygtende kardinaler blev præsteviet, udnævnt til biskop og pave den 9. og 10. marts.
Henrik, der nu var i Rom, ønskede pavens tilbagevenden, så de kunne komme overens, men paven nægtede, og i frustration udnævnte kejseren ærkebiskop Maurice fra Braga Modpave under navnet Gregor VIII, hvilket fik Gelasius II til at ekskommunikere både kejser og Modpave.
Gelasius kunne ikke efter kejserens afrejse indtage sin plads i Vatikanet på grund af Modpavens styrker og endnu et angreb fra den magtfulde romerske Frangipanifamile, der allerede ved hans udnævnelse havde holdt ham fanget i Rom i en tid. Paven fortrak derfor med sine kardinaler og embedsmænd via Genoa til Marseilles, hvor han blev modtaget af Norbert af Xanten, grundlæggeren af Premonstratenserordenen.
Gelasius nåede lige at holde en Synode i Vienne i Frankrig, før han blev syg og tog ophold på ClunyKlosteret ved Maçon, hvor han døde sidst i januar 1119.
Katolske begreber:
|
Ordforklaring :
Kloster Modpave Synode Vatikan
Kloster:[ - ] Ordet Kloster betyder "indelukke" og betegner dels et bygningsværk, dels et religiøst fællesskab, som lever adskilt fra det øvrige samfund efter en klosterordens særlige bestemmelser.
Der findes klostre indefor flere religioner.
- 1 Kristne klostre
- 2 Buddhistiske klostre
- 3 Islamiske klostre
- 4 Hinduistiske klostre
Kristne klostre
I de kristne klostre var meningen med klosterlivet at efterkomme Jesu ord til den rige unge mand: "Vil du være fuldkommen, så gå hen og sælg, hvad du ejer, og giv pengene til de fattige, så vil du have en skat i himlene. Og kom så og følg mig!". Klosterets beboere, der for mænds vedkommende kaldes munke og for kvinders vedkommende nonner, var og er mennesker, der har følt et kald til at forsage verdens velfærd og vie deres liv til Gud.
Ikke alle klostre blev opført i askese. Herunder ses spisesalen fra Leubus kloster i Lubiaz i Polen.
[ - ]
Modpave:[ - ] En modpave var i middelalderen en pave, som kejseren eller et oppositionsparti fik valgt i konkurrence med den retmæssige pave, og som ikke anerkendes i den officielle paveliste.
Modpaverne var i høj grad medvirkende i både det katolske og det statslige politiske spil op gennem årene.
Modpave Hypolitus, 217-235 regnes som regel for at være den første modpave.
Modpave Felix V, 1439-1449, var den sidste af slagsen.
Herunder ses:
Modpave Johannes XXIII
(1410 - 1415)
Liste over modpaver gennem historien:
- Hypolitus (217-235)
- Novatian (251-258)
- Felix II (355-365)
- Ursinus (366-367)
- Eulalius (418-419)
- Laurentius (498-499 og 501-506)
- Dioskur (september-oktober 530)
- Teodor (september-december 687)
- Paschalis (oktober-december 687)
- Konstantin II (767–768)
- Filippus (juli 768)
- Johannes (januar 844)
- Anastasius III (august-september 855)
- Kristoforus (903-04)
- Bonifatius VII (juni-juli 974 og 984-85)
- Johannes XVI (997-98)
- Gregor VI (juni-juli 1012)
- Benedikt X (1058-59)
- Honorius II (1061-72)
- Klemens III (1080-84)
- Theoderik (1100-01)
- Albert (februar-marts 1102)
- Sylvester IV (1105-11)
- Gregor VIII (1118-21)
- Celestin II (december 1124)
- Kletus [Anakletus] II (1130-38)
- Viktor IV (marts-maj 1138)
- Viktor IV (1159-64)
- Paschalis III (1164-68)
- Callistus III (1168-78)
- Innocent III (1179-80)
- Nikolas V (1328-30)
- Klemens VII (1378-94)
- Benedikt XIII (1394-1423)
- Alexander V (1409-10)
- Johannes XXIII (1410-15)
- Klemens VIII (1423-29)
- Benedikt XIV (1423-29)
- Benedikt XIV (1430-37)
- Felix V (1439-49)
Senere har der dog været andre som har taget pavetitel, flere gange efter være blevet valgt af skismatiske grupper. Dette er de såkalte sedevakantister, som mener, at pavestolen står tom, og at de dermed må vælge en af deres egne til at fylde den. Vatikanet har modpaverne med i de officielle lister over paver frem til Felix (V), som døde i 1449, men man medtager ikke sedevakantisterne. Årsagen til dette er, at modpaverne på den officielle liste blev valgt af personer, som befandt sig indenfor den katolske kirke, mens sedevakantistenes paver er valgt af personer, som befandt sig udenfor og havde dannet egne kirkesamfund. De anses derfor af Vatikanet for ledere af konkurrerende katolske eller katolsk-inspirerede grupper.
I katolsk kirkeret er det at lade sig vælge til modpave en skismatisk handling, som automatisk fører til ekskommunikation.
[ - ]
Synode:[ - ] Synode, (gr. synodos 'sammenkomst', af syn- og hodos 'vej, passage', jf. -ode), d.s.s. koncil, men fortrinsvis anvendt om kirkemøder på lokalt og nationalt plan. Man taler om stiftssynoder for de enkelte bispedømmer, om provinssynoder for en hel kirkeprovins og (national)synoder for et enkelt land.
Som organer for kirkeligt selvstyre har synoder en særlig rolle i kirker, der er uafhængige af statsmagten. I den græsk-ortodokse og romersk-katolske kirke er hele spektret af synoder repræsenteret, hvorimod synoders rolle er varierende i de protestantiske kirkesamfund. Størst betydning har de i de reformerte kirker. Den danske folkekirke karakteriseres ved et stærkt statsstyre og kender ikke til synoder.
[ - ]
Vatikan:[ - ] Vatikanstaten er en bystat på 44,2 hektar i Rom i Italien, og er samtidig verdens mindste suveræne stat, der har bred global accept.
Vatikanstatens politik varetages af et enevældigt valgmonarki, hvor lederen af den romerskkatolske kirke er ved magten. Paven er den primære lovgivende, besluttende og udøvende magt i Vatikanstaten, der adskiller sig fra Den Hellige Stol, som er et sjældent tilfælde af ikke-arveligt monarki. Vatikanstaten er det eneste tilbageværende enevældige monarki i Europa.
Historie:
Området blev i oldtiden kaldt Ager Vaticanus. Det kan måske stamme fra det latinske vaticinium, der betyder "varsel", under henvisning til, at der lå et tempel på egnen, hvortil der var knyttet nogle profeter, vates.
Området var landligt, med vingårde. Vinen derfra stod ikke højt i kurs, og Martial skrev: "Drikker du Vatikan-vinen, drikker du gift. Kan du lide eddike, kan du også lide Vatikan-vin." Da undergrunden var rig på ler og sand, var der fremstilling af tegl og porcelæn i området.
Midt på Ager Vaticanus lå en gravplads. Døde måtte ikke begraves indenfor bymurene, så Via Cornelia, der førte gennem egnen, var kantet med gravmæler. Her blev også apostlen Peter gravlagt.
Agrippina den ældre besad nogle store haver mellem Vatikanhøjden og Tiberen, og efter hendes død begyndte sønnen Caligula at bygge et cirkus der. Det blev fuldført af Nero, som opkaldte det efter Caligula og sig selv: Circus Gaii et Neronis. Her fandt en af de første kristenforfølgelser sted, og man regner med, at det var her, apostlen Peter, der også var den første Pave, led martyrdøden.
[ - ]
1402
|